Rockscenen i 1960'erne, del 2

Rockscenen i 1960'erne

del 2

Her fortsætter Rockscenen med afsnit om bl.a.

Grupper, Solister, Film & Bøger

I samme serie:

Rockscenen, del 1 Musikhuse Spillesteder Rock Elektronik Pigtrådsøkonomi Fender Jazzmaster

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Mød de fremmede

The Strangers i "Hit Club" (Aalborg's svar på "Hit House") engang i 1966.
L-R: Preben Nielsen (rytmeguitar & sang), Ole Uhrenholt (basguitar & sang),
Henning Nør (sologuitar & sang) og Jørgen Jensen (trommer).

stort billede

Ja, hvad med at hilse på The Strangers,
en yderst præsentabel gruppe fra dengang, du ved nok...

Meet The Strangers

Meet mr. Nor

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Some People

Filmen fra 1962 handler om et band under opstart og de fortrædeligheder, de må gennemgå sammen og enkeltvis. Da den gik i Palæ Bio i Aalborg, spillede The Strangers som opvarmning ca. en halv time før forestillingen. Der var rigget en scene op foran lærredet, idet instrumenterne af hensyn til udsynet ikke måtte stå på den normale scene. Her spillede gruppen hver aften i to uger.

På Radio Luxembourg blev "Some People" flittigt spillet på samme tid. Jeg kan svagt genkalde nummeret i øresneglen, tror det må have været Jet Harris. Den slutter noget i retning af...."and then maybe some people will be glad".

Rolle

Skuespiller

Mr. Smith

Kenneth More

Johnnie

Ray Brooks

Anne (as Annika Wills)

Anneke Wills

Bill

David Andrews

Terry

Angela Douglas

Bert

David Hemmings

Mail fra Henning "Nojer" Nør:

Hej Kurt,
Du har ret, hovedtemaet "Some People" var en meget populær melodi dengang. Den blev i filmen ikke spillet af Jet Harris, men iflg. programmet af "The Eagles" (nej ikke dem!).

Jet Harris har dog også indspillet sangen på en EP sammen med numre som "Besame Mucho", "Rave On" og "Real Wild Child" (Decca DFE 8502 / 1962).

Jeg tror ikke, vi så filmen mere end en enkelt gang, da vi ofte skulle direkte på spillejob bagefter. Jeg kan huske, at der var lidt utilfredshed med, at vi ofte kun kunne spille før 7-forestillingen. Af samme årsag brugte vi et anlæg, vi havde lånt af Anker Møller, idet vi jo ikke kunne stå og pakke sammen under filmen.

Jeg har vedhæftet et par sider fra programmet med teksten til melodien samt et foto, som en eller anden tog og efterfølgende sendte til os. Det er åbenbart taget på et tidspunkt hvor Johannes har været fraværende, idet bassisten på billedet er Ernst, der spillede med et band, der hed The Spirits. En glimrende bassist - god "håndværker", der fangede alt og spillede det! Jeg kan huske, at han spillede på "gulvbasmåden" altså knipsede med fingrene højt oppe på strengene. Det var ikke så normalt dengang, hvor de fleste brugte plekter. Når vi var færdige, løftede vi forstærkerne ned på scenen, da de ellers ville være i vejen for filmbilledet.

Ak ja - those were the days!

Stor hilsen
Nojer

"Some People" på Det ny Palæ

Anmeldelse af "Some People" og The Strangers

"Some People" movie trailer

--------------------------------------------------

Review Summary
More of a corny propaganda film for a British social engineering policy program of the 1960s than a serious attempt to tackle an issue, this youth drama is notable chiefly because it features an early performance by David Hemmings, four years before he rose to prominence in Blow-Up (1966).

Bert (Hemmings), Bill (David Andrews), and Johnnie (Ray Brooks) are a trio of juvenile delinquents in Bristol who lose their driver's licenses after a 100 mile-per-hour accident on their motorcycles. Bored without their speed machines and alienated in their economically-depressed factory town, they assemble a rock band with the aid and encouragement of Smith (Kenneth More), the choir director of a local church who offers his facilities for rehearsal space.

The band becomes involved with a youth awards program devised as a community outreach vehicle by the Duke of Edinburgh and the British government, and despite some lingering moments of dissension, they begin to turn their lives around, encouraged all the while by a hopeful adult community.

Karl Williams, All Movie Guide

"Some People" review i NY Times

--------------------------------------------------

Jet Harris: "Some People"

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Wrecking Crew

The Wrecking Crew på arbejde i Gold Star Studios, Los Angeles.

stort billede

The Wrecking Crew var en gruppe studie musikere i 1960'ernes Californien, som medvirkede på hits fra Beach Boys, Frank Sinatra, Nancy Sinatra, Sonny and Cher, Jan & Dean, The Monkees, Gary Lewis and the Playboys, Mamas and Papas, Herb Albert & Tijuana Brass, Ricky Nelson, Johnny Rivers m.fl.

Medlemmerne af denne gruppe var

Tommy Tedesco,

Carol Kaye,

Hal Blaine,

Plas Johnson,

Larry Knechtel,

Earl Palmer,

Jim Gordon,

Ollie Mitchell

og muligvis et par stykker mere (Bill Pitman f.eks.).

The Wrecking Crew havde også andre tilnavne:

The First Call Gang
The Phil Spector Wall of Sound Orchestra
The Clique

Det almindelige pladekøbende publikum regnede sikkert med, at deres musikalske forbilleder selv spillede alle instrumenter. Det var mildt sagt en overdrivelse! For topgruppernes vedkommende var det snarere det almindelige, at studiemusikere spillede de svære numre - ingen nævnt, ingen glemt.

The Wrecking Crew (2008 film)

The Wrecking Crew (movie trailer)

The Wrecking Crew (YouTube)

The Wrecking Crew (Wikipedia)

Tommy Tedesco (guitar)

Carol Kaye (bass)

Hal Blaine (drums)

Plas Johnson (sax)

Larry Knechtel (piano)

Earl Palmer (drums)

Jim Gordon (drums)

Ollie Mitchell (trumpet)

Bill Pitman (guitar)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Guitars Inc.

En af musikerne i The Wrecking Crew (se ovenfor), Tommy Tedesco fra Los Angeles, spillede sideløbende i en guitarbaseret gruppe som kaldte sig Guitars Inc., hvor man bl.a. kan nyde deres tekniske kunnen på nummeret "The Guitars Inc.".

Og selv om de uden for al tvivl var dygtige musikere allesammen, så kunne de af kontraktmæssige årsager ikke optræde under eget navn. Derfor valgte man navnet Guitars Inc.

Guitars Inc. LP fra 1958 (klik på billede)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Radio Luxembourg (1933-91)

THIS IS RADIO LUXEMBOURG, YOUR STATION OF THE STARS !!!

Radio Luxembourg begyndte at sende sponserede programmer på engelsk i 1933. Det var på AM Langbølge 1191 meter.

I 1951 begyndte stationen at sende på Mellembølge 208 meter, 1440 KHz (1.3 MegaWatt !!!) - den bølgelængde de fleste husker stationen for. Stationen kunne dog også høres på Kortbølge 49.26 meter og senere endda på FM.

For os der var unge i 1960'erne var stationen en vigtig kilde til oplysning om den nye type populærmusik, som ellers i hovedsagen (især i første halvdel af 1960'erne) i næsten royal fornærmelse blev fortiet af det største medie herhjemme: Danmarks Radio. Også jazzens ypperstepræster var helt med på forargelsen (f.eks. Ib Glindemann), til trods for at netop jazzen langt op i tiden havde følt samfundets foragt og forbud på egen krop.

Der var intet frelst over Radio Luxembourg, tværtimod blev det gjort helt klart, at stationens hovedformål var at tjene skejser til investorerne. Desuden lænede man sig op ad en hellig formålsparagraf om at dæmme op for kommunismen ved at sende popmusik ind over jerntæppet, men det var der vist ikke mange i min generation som opdagede. Personlig opfattede jeg stationen som et sted, hvor man kunne høre noget af det der herhjemme blev fordømt, foragtet og (forsøgt) censureret af den voksne generation.

A tribute to Radio Luxembourg

Radio Luxembourg jingles

The Shadows on Radio Luxembourg

Sunday Transmission Opening, 1966

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Ballerup Beat Forum
(1971-75)

Når man bor i forstæderne til København, mærker man tydeligt forbeholdene fra "de fine" inde i byen. Det var usandsynligt svært for "provinsgrupper" at finde spillesteder i det centrale København, mens der ingen problemer var den modsatte vej - tænk f.eks. på Brøndby Pop Club, som har skaffet en masse fast arbejde til de københavnske grupper.

Inspireret af Gladsaxe og Brøndby oprettede vi derfor Ballerup Beat Forum med det formål, at skaffe spillerum for de lokale grupper. Man kan betragte det som en slags nødværge, man kan betragte det som så meget, faktum er ihvertfald at vi skaffede spillemulighed for mange lokale grupper, f.eks. Midtfugle med Jan Irhøj.

Vores samarbejde med politiet forløb upåklageligt. Under forudsætning af, at hærværk og ballede blev holdt nede ved arrangementerne, var der ingen problemer med at få en spiritusbevilling, som skulle fornys for hvert arrangement. Under det første arrangement, som blev afholdt på Rugvængets Skole med Stridens Æble, havde der været en del ballade med fulderikker, som havde svært ved at finde en grimasse.

Allerede fra det andet arrangement var der kommet andre boller på suppen, idet vi med uvurderlig hjælp fra byens seniorklub fik løst problemerne med vold og hærværk. Dengang havde "senior" iøvrigt en noget anden betydning end i dag; disse seniorer var alle omkring 30 år.

Vi var flyttet over på Ballerup Gymnasium, hvor sceneforhold, garderobe m.m. var ikke så lidt bedre. Men desværre var Ballerup Kommune ikke nær så positivt indstillet overfor udlejning af lokaler til rockmusik som f.eks. Brøndby og Gladsaxe. Det viste sig f.eks. ved, at man satte spørgsmålstegn ved en række formelle ting, hvilket medførte en masse papirnusseri og gensidig mistænkeliggørelse. Det sled på humøret.

Resultatet blev, at jeg trak mig som formand, hvorefter foreningen kæmpede sig gennem endnu et par år, inden man valgte helt at lukke butikken. I den periode havde foreningen gennemført rundt regnet ét arrangement pr. måned med lokale grupper.

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Jam session

Hej Kurt,
sad og surfede lidt på nettet og fandt noget, der gav mig et nostalgisk tilbageblik.

Jeg har tidligere fortalt om de gamle grupper fra Aalborg (sikkert også andre), som plejede at mødes efter "arbejdstid", og at der af og til blev jammet i forskelligt sammensatte besætninger. Nogle gange 6-8 mand. Vedhæftede stykke musik er et typisk eksempel på hvad, der eksempelvis kunne blive spillet - noget alle uden videre kunne deltage i. Vi spillede hver "et kor" og kunne fortsætte i adskillige minutter - langt udover normal "spilletid".

Nojer

Memphis (instr.)

++++++++++++++++++++++++++++++++

Hej Nojer,
jamen det er slet ikke så dårligt det der, faktisk noget mere avanceret end den tids jam som oftest var. Jeg husker jammeriet som noget der ofte var en 12 takters "rundgang"

E - E - E - E
A - A - E - E
B - A - E - E/B7

noget i den retning.

Jam var vist noget man gjorde i mangel af bedre, f.eks. når en ny mand skulle afprøves, eller der skulle varmes op - det var ikke noget der blev brugt til at videreudvikle gruppen eller den enkelte. Sådan husker jeg det ihvertfald.

Lyden på dit eksempel er også meget respektabel m. stereosound og det hele, men optagelsen er nok heller ikke særlig gammel; det kunne for den sags skyld være noget en eller anden har fabrikeret ene mand i et hjemmestudie. Den rå lyd og småfejlene fra virkelighedens jamsessions mangler, så vidt jeg kan høre.

Tak for det tilsendte.

Kurt

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Dr. John & Mr. Hyde

Although he didn't become widely known until the 1970s, Dr. John had been active in the music industry since the late '50s, when the teenager was still known as Mac Rebennack. A formidable boogie and blues pianist with a lovable growl of a voice, his most enduring achievements have fused New Orleans R&B, rock, and Mardi Gras craziness to come up with his own brand of "voodoo" music. He's also quite accomplished and enjoyable when sticking to purely traditional forms of blues and R&B. On record, he veers between the two approaches, making for an inconsistent and frequently frustrating legacy that often makes the listener feel as if the "Night Tripper" (as he's nicknamed himself) has been underachieving.

Og der kan siges (skrives) meget mere om Dr. John. For mit vedkommende var det (som sædvanlig) via svensk radio at jeg blev opmærksom på denne hædersmand (Mylle poppen ignorerede ham totalt). En verden helt for sig selv: voodoo, sydstats svamp, mardi gras, underligt, foruroligende og uforudsigeligt. Men også spændende. Dr. John og Professor Longhair var de to centrale figurer, og det var 1969-albummet "Babylon", som gjorde udslaget med numre som "Twilight Zone" og "The Lonesome Guitar Strangler". Desværre kom Dr. John aldrig til Danmark, men vi kan da nyde musikken i hans fravær.

Når jeg i overskriften (rubrikken) skriver ...."Mr. Hyde", er det for at antyde, at Dr. John også havde en anden side, nemlig som ...."purely traditional forms of blues and R&B". I den genre er han også også ret morsom.

Babylon (med lydeks.)

Dr. John (lydeks. fra andre albums)

Dr. John (Wikipedia)

Dr. John (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Yesterdays

Der skete en masse i 60'erne, ikke mindst på musikscenen, som især i England blev dækket af en række kvalificerede udgivelser - bl.a. New Musical Express (NME). For mit eget vedkommende købte jeg hver uge i en årrække bl.a. NME, Melody Maker og Billboard (USA), og fulgte på denne måde med i, hvad der foregik på datidens hotteste scener, ikke mindst den engelske, den londonske.

En række mennesker fra dengang har sat sig for, at katalogisere gamle udgivelser af NME, for på denne måde at få et overblik over datidens musikscene. Det er et prisværdigt initiativ og et kæmpe arbejde, som på denne måde giver alle interesserede et indblik i den musikalske smeltedigel, som 60'erne på mange måder var. Jeg har nydt at bladre rundt på siderne og mindes tiden. Tak til alle disse hårdtarbejdende entusiaster!

1960s British Rock and Popular Music

NME, contents 1953-1969

NME, the UK's Premier Music Weekly for over 50 years

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Starry, Starry Night...

Det er Don McLean's hit fra way back der starter sådan.
Forleden dag gik det helt uventet ind på lystavlen - og spørg ikke hvorfor.
Men det er godt nummer og en betagende tekst.

"Vincent" (Starry, Starry Night)

Van Gogh Gallery

Don McLean (Wikipedia)

Don McLean (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Radio Mercur

Her på sitet kan du læse pluk fra historien om Radio Mercur og dens konkurrent DCR - Danmarks Commercielle Radio. Du kan desuden se billeder og høre lydglimt fra denne danske pioner inden for reklamefinanseret radio til søs. Radio Mercur var temmelig sikkert den første illegale reklameradio i verden, som sendte fra et sendeskib i internationalt farvand.

Det skal nok være rigtigt. Desuden havde udsendelserne ude fra Øresunds blå den friskhed, som Statsradiofonien savnede. Popmusik var stadig et kontroversielt emne i Danmark, hvor den moralske pegefinger var slet skjult i udsendelser fra det danske statsmonopol. Radio Mercur, DCR og Luxembourg sprængte et lille, men stærkt aflyttet hul i lydmuren.

Radio Mercur - den danske piratradio

Radio Mercur (Wikipedia)

Radio Mercur historien

Piratradio

Radio Nostalgia

The Offshore Radio Guide

Rare Pictures (med billeder fra bl.a. Radio Luxembourg)

The Pirate Radio Hall of Fame

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Klaus & Servants

Bageste række v-h: John Marding Nielsen (senere John Danmark), Klaus Strandholm og Lars Ømann
Forreste række, v-h: Jesper Elkjær og Jes Baggersted

Og hvad har Klaus & Servanterne så at gøre her, hvor vi diskuterer rock?
Jo, ser du, Klaus udtalte ved flere lejligheder, at hans store ambition var, at bringe rocken langt ud i provinsen og helt ind i stuerne hos de små hjem. Det kan man vel sige er lykkedes.

Jeg hørte Klaus & Servants midt i 1970'erne på diskotek "The Flying Dutchman" på Amagerbrogade en regnfuld tirsdag og var meget imponeret. Deres image af røvballe-musik kunne man glemme alt om; her blev der spillet disko, rock og så selvfølgelig et par uundgåelige dansktoppere (som sjovt nok blev begejstret modtaget af især det kvindelige publikum), men det var bestemt ikke noget der trykkede repertoiret. For selv om Servants i den grad udsendte musik i røvballeafdelingen, var de alle fire stærke på deres instrumenter, og kunne spille meget andet. Jeg lagde især mærke til Strandholm's guitarspil både på plade og scene - her var der bestemt ikke noget at udsætte.

Jeg har ligeledes nogle gange (i 1970'erne) besøgt deres Key Sound Studio i Præstø, og her fået et klart indtryk af gruppen som kompetente musikere med en bred musikalsk horisont. Den besætning som gruppen dengang havde, er efter min mening deres bedste nogensinde:

Klaus Strandholm - guitar, vokal
Lars Ømann - bas, vokal
Jesper Elkjær - klaver, orgel, vokal
Jes Baggersted - trommer, vokal

Sammen med sine forældre (især faderen) kørte Klaus Servant-forretningen til alles store tilfredshed. Det kom der dog en ende på en dag, da et af gruppemedlemmerne, mens de var ude at spille, fik øje på kontrakten på direktørens bord. Den blev ellers kun set og behandlet af Klaus og hans forældre. Beløbet var et helt andet (større) end det, Klaus havde oplyst til drengene...Det blev der en mægtig ballade ud af, EkstraBladet skrev f.eks. at gruppens tre øvrige medlemmer kollektivt havde opsagt samarbejdet p.g.a. mistanke om kapelmesterens lemfældige omgang med betroede midler.

Herefter kørte Klaus forretningen videre med stadigt skiftende musikere. En utrolig masse mennesker har været ansat i kortere perioder, men aldrig fået del i det overskud, de reelt har produceret. Jeg har talt med en række tidligere ansatte, som alle bekræfter, at den betaling disse musikere fik, var lige nøjagtig hvad de havde krav på, og ikke en øre mere.

I dag er Klaus & Servants en ren pengemaskine, hvor musikere ryger ud og ind i takt med musikken, og hvor det først og fremmest drejer sig om at producere overskud til ejeren.

Klaus & Servants

Klaus' historie, afsnit 1-17

Klaus & Servants (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Lollipops

The Lollipops i Merry Teater (som rettelig var en biograf), 1976

I modsætning til Servanterne var The Lollipops ikke de store musikere. Gruppen turnerede på dette tidspunkt rundt i et Folkevognsrugbrød - anlæg, musikere, det hele. Denne dag skulle de så optræde på Merry Teatret på Amagerbrogade (Kbh. S).
Jeg talte med gruppens bassist, en ung mand som bare trængte til at sove ud. De var kommet hjem fra turné et eller andet sted langt væk, og skulle videre til Norge dagen efter. Han kunne fortælle om oplevelser, som de fleste almindelige lønmodtagere sikkert ville have sig frabedt: usikre arbejdstider, usikre sengetider (overnatning i bilen var almindeligt), usikre måltider og meget mere. Desværre husker jeg ikke hans navn, men han var en intelligent ung mand, som uden tvivl har skiftet spor siden dengang.

Publikum, som i udpræget grad var hunkønsvæsener, blev vidne til et rutinepræget show, hvor de to brødre Torben og Jørgen Lundgren styrede med sikker hånd. Uden nogensomhelst tvivl havde de godt fat i deres (kvindelige) publikum, men sådan rent musikalsk var jeg ikke imponeret. Lidt for meget slikke, lidt for lidt pind.

The Lollipops

Jørgen Lundgreen (født 15. April 1951) var sammen med storebror Torben Lundgreen og fætteren Poul Petersen (født 30. okt. 1948) med til at danne en af Danmarks populæreste popgrupper, da de i begyndelsen af 1960'erne sang og spillede i drengebandet The Lollipops.

De debuterede i 1960 ved en talentkonkurrence afholdt af Pingklubben. Forinden havde trioen heddet Trekløveret og Slikkepindene. De vakte opmærksomhed på grund af deres unge alder og fik engagementer, bl.a. en måned på Københavnerkroen og i 1961-62 i de svenske folkeparker og på amerikanske militærbaser.

I 1963 fik de kontrakt med pladeselskabet Karusell og deres første singleplade "Lollipop Lips" blev især i Sverige et stort hit.

I Sverige blev de lanceret af den svenske piratradio "Radio Syd", som på rekordtid startede et fanhysteri og idoldyrkelse uden lige. Lollipops oplevede kaotiske scenerier og et veritabelt hysteri, især blandt teenagepigerne, når de optrådte. Bedst huskes i eftertiden formentlig hittet "Sussy Moore".

Deres pladegennembrud i Sverige var starten på en lang række selvkomponerede numre af Lundgreen-brødrene, som især hentede inspiration fra The Beatles, Billy J. Kramer & The Dakotas og amerikanske garagerock-grupper som f.eks. The Knickerbockers.

I 1965 udsendte gruppen deres første LP, der var den første danske rock-LP udelukkende med egne kompositioner.

I september 1966 erstattedes trommeslager Poul Petersen af Henrik Lund og efter et egentligt dansk gennembrud fik gruppen i 1967-68 en række successer.

Lollipops opløstes i 1971 på grund af dalende efterspørgsel, samt brødrenes ønske om at få en uddannelse.

I 1973 blev Lollipops gendannet for at optræde i Cirkusrevyen og gruppen fik i 70'erne fornyet succes med en lang række dansk-sprogede hits bl.a. "Ung Kærlighed" og "Lorna".

I starten af 1977 forlod Henrik Lund gruppen, og Lundgreen-brødrene videreførte siden Lollipops med forskellige backingmusikere.

Op gennem 1980'erne blev det til flere melodigrandprix-deltagelser, dog uden større succes. De medvirkede i 1980 med "Nu er det Morgen", i 1984 med "60'erne" og i 1987 "Helt normal".

Samtidig blev musikken en bibeskæftigelse for brødrene Lundgreen, der havde investeret en del af de penge, der var tjent i 1960'erne i de københavnske tøjbutikker "Lollipop Tøj", hvor især Torben Lundgreen lagde sin energi.

Jørgen Lundgreen, som var uddannet på Kunstakademiet, arbejdede i en årrække parallelt hermed som kunstmaler med eget galleri. Han havde i 1980'erne en række separatudstillinger i København, og han blev siden medlem af kunstnergruppen Stenbræk.

I 1989 forsøgte gruppen at få et decideret comeback med ny besætning og et fast band under navnet The New Lollipops. De indspillede en mindre succesfuld engelsk-sproget LP og deltog bl.a. ved svensk TV's nytårsgalla med nostalgiske navne ved årsskiftet til 1990. Samarbejdet varede dog kort, og siden optrådte brødrene Lundgreen kun ved enkelte lejligheder.

The Lollipops gav deres afskedskoncert i Tivoli den 17. september 2003, arrangeret af Jørgen de Mylius. Kort efter døde Jørgen Lundgreen (13. Marts 2004).

ref.: www.danskefilm.dk

The Lollipops

The Lollipops (Wikipedia)

The Lollipops (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Harvey Mandel

Harvey Mandel er en amerikansk guitarist i en klasse for sig selv. Af forskellige årsager fik han aldrig et egentligt hit som kunne have gennembrudt lydmuren, men var ikke mindre respekteret af den grund. Hans første plade udkom i 1968, men var helt umulig at få fat i herhjemme, ligesom det første besøg i Danmark var så sent som 1993. Indtil handel over internettet blev mulig i midten af 1990'erne, har jeg anskaffet hans plader ved at støvsuge antikvariske butikker (f.eks. The Old Record i Elmegade). I dag kan man bl.a. finde pladerne på Harvey's hjemmeside og Amazon.

Et par dækkende smagsprøver på Mandel's musik kunne være titelnummeret fra 1971 LP'en "Baby Batter" og "Shangrenade" fra en 1973 LP af samme navn.

Harvey Mandel (Wikipedia)

Harvey Mandel (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Delvist svar

nazz
as used by David Bowie on Ziggy Stardust, nazz means the hippest, most magnetic of beings. He clearly lifted this term (and many other phrases) from the 50's--60's beat poetry of Richard "Lord" Buckley whose poem The Nazz is a jive iteration about Jesus of Nazareth.

En nu-engelsk ordbog er højst tiltrængt, da sproget løbende tilføres nye ord. Med Urban Dictionary, som opdateres dagligt, er der alle muligheder for at finde det ord, man søger. Dog vil jeg tillade mig at supplere ordbogen, da ordet "nazz" i pop-sammenhænge er væsentlig ældre end Ziggy Stardust, idet The Yardbirds (m. Jeff Beck) allerede i midten af 1960'erne indspillede et nummer med titlen "The Nazz Are Blue" (findes på en LP fra ca. 1966). Jeg forstod aldrig hvad ordet betød, og har spurgt stort set alle engelsktalende i byen, men altså uden at få et svar. Med Urban Dictionary er der endelig kommet svar på spørgsmålet. Delvist ihvertfald, for hvordan oversætter man "The Nazz Are Blue" - KøligKaj hænger med kastanjen?

nazz

Urban Dictionary

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Nazz

Nazz (rhymes with jazz) was an early psychedelic garage rock band from the 1960s. Though sometimes mistakenly called "The Nazz", the group's official name on all records and press materials is simply "Nazz", without the definite article. The band was formed in Philadelphia, Pennsylvania in 1967 by Todd Rundgren (lead guitar) and Carson Van Osten (bass guitar). Thom Mooney (drums, formerly of the Munchkins) and Robert "Stewkey" Antoni (vocals, keyboard) joined before their first concert, opening for the Doors in 1967.

Marketed by their manager, Michael Friedman, as a teenybopper boy band, Nazz signed with SGC Records, releasing Nazz in 1968. The album was not commercially successful and neither was the first single, "Hello It's Me" (#41 Canada). After a brief trip to England, cut short by visa problems, Nazz recorded their second album, originally entitled Fungo Bat. (A fungo bat is a special baseball bat used only for practice; it is not intended to hit pitched balls.) The album was originally a double album but was shortened to a single LP before being released as Nazz Nazz. Much of what was cut was Rundgren's material, and he departed the group, along with Van Osten, soon after.

With Stewkey in charge, the band continued to tour during 1969 and 1970. Without the full band's knowledge or consent an unsuccessful Nazz III was released in 1970, in which Rundgren's vocals in the old tapes were replaced by his own. Mooney soon left, eventually playing with a variety of groups including the Curtis Brothers, Tattoo, Fuse and Paris. Stewkey played with Fuse alongside Mooney for a brief period, but then left. Rundgren went on to have a successful solo career. Rundgren's biggest solo hit was an up-tempo version of Nazz' first unsuccessful single, "Hello It's Me".

Nazz took their name from the song "The Nazz are Blue" by The Yardbirds from their album Roger The Engineer. That song, in turn, took its title from Lord Buckley's comic monologue, "The Nazz," which is a re-telling of the tale of Jesus of Nazareth. It is also often erroneously said that the band took its name from a line in the David Bowie song "Ziggy Stardust" which goes: "He was the nazz, with god-given ass..." but that song appeared in 1972, long after the first Nazz album, which appeared in 1968.

The term Nazz is also slang for "fool" in Nadsat.

Fra Wikipedia

Han havde mange gode ideer, ham dersens Todd Rundgren med svenske aner. Jeg nød gruppens opfindsomme første LP, som blev anmeldt over svensk radio. Desuden udsendte svensk radio et langt interview med Rundgren (det ville have været fuldstændig utænkeligt på dansk radio). Desværre fik gruppen ikke den succes de havde fortjent, men Todd Rundgren forsøgte sig efterfølgende med en solokarriere, og det gik meget bedre. Det havde han fortjent.

"When I get my Plane"
(nyd også at indspilningen har fået en gang flanging i solostykket. Fænoménet er forklaret under Rock Elektronik).

"Wildwood Blues"

Radio Commercials

Nazz (Wikipedia)

The Nazz (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Butterfield Blues Band

Det var i 1970. En kammerat havde et førsteklasses stereoanlæg og LP'en "Keep On Moving" med Butterfield Blues Band. Jeg var solgt - og er det stadig. Butterfield var sikkert ikke nogen rar person at arbejde sammen med, det fremgår ret tydeligt af diverse interviews (bl.a. med Mike Bloomfield), men han formåede ikke desto mindre at komme op med en række pladeproduktioner, hvor samtlige musikere yder deres ypperste. Så har man ikke levet forgæves.

CD "Keep On Moving" (med lydeks.)

Paul Butterfield (Wikipedia)

The Glory of Years (by Tom Ellis)

Driftin' Blues (Monterey 1967)

Paul Butterfield (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Terry Sylvester
(The Hollies)

When Graham Nash decided to leave The Hollies in late 1968, the group called upon an old friend to fill Nash's big shoes, Terry Sylvester then of The Swinging Blue Jeans and previously a member of The Escorts.

Uanset om man er interesseret i The Hollies musik eller ej, kan det være interessant at høre historien bag successen fra en af dem, som har været med, da bølgerne gik højt: Terry Sylvester.

Part 1, The early years

Part 2, The Hollies at their peak

The Hollies (Wikipedia)

The Hollies (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

B.B. King
(B.B. King død 2015.Maj.14)

Lucille & B.B. på arbejde

"Lucille spiller ikke længere," kan man læse i et dagblad, hvor det forklares, at den store blues-legende B.B. King midt i en stor farveltur har sagt farvel og tak.

Og hvad skal man så mene om det, B.B. King er jo ikke ligefrem nogen rockmusiker...?

Tja bum bum, han har jo da ihvertfald inspireret mange rockmusikere til at spille det de spiller. Udover det har han slået et slag for blues-musikken gennem sin optræden i utallige år. Frem for alt havde han evnen til at skabe good feeling - check f.eks. "Sweet Home Chicago" med præsident Obama.

Men altså....som guitarist.....B.B. King's spil var så utrolig ensartet gennem alle årene, at der ingen tvivl var, når Lucille & B.B. rumsterede i øresneglen. Måske var det også det, der gjorde ham lidt forudsigelig - måske endda lidt for forudsigelig.

Men han må hygge sig deroppe i det høje, når han genforenes med alle de bluesfolk, som forlængst er gået hinsides. De fleste af dem tjente dårligt nok til dagen og vejen, mens Lucille & B.B. kan varme sig ved tanken om alle de rare gysser de har skrabet sammen hernede.

Et gammelt ord siger jo ellers, at blues spilles bedst når man er sulten og bankbogen er tom.

På det punkt må Lucille & B.B. nok melde hus forbi, for de var i den grad stopmætte, samtidig med at bankbogen bugnede. Om det betød noget for ægtheden af deres fælles blues, er vel et spørgsmål, som stadig kan stilles.

Lucille spiller ikke længere

B.B. King (Wikipedia)

B.B. King (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Crosby, Stills & Nash
(Young blev hjemme)

Når man både kan synge, spille og ikke er bange for variation, ja så kan det kun gå godt. Og det gjorde det. Helt igennem.

Det må have været cirka 1969-70 at gruppen var i Danmark for at promovere sig selv og deres første (og bedste) LP. Det foregik i Falkonércenter for en fyldt sal, som i forvejen kendte såvel plade som gruppe udmærket. Showet var opdelt i to afdelinger, en akustisk og en elektrisk - begge skønne oplevelser. Da det store anlæg blev drejet ind, kastede Graham Nash (ex-Hollies) sig på knæ på bedste muhammedanske vis og kyssede gulvet. Ret morsomt.

Jeg vil ikke sige, at forestillingen gjorde et uudsletteligt indtryk, snarere et sympatisk indtryk. Vi var midt i en periode, hvor intet udstyr kunne blive stort, elektrisk og bombastisk nok, og så kommer de her tre drenge, som synger og spiller akustisk. Det var modigt. Jeg tror Crosby, Stills & Nash vendte folkestemningen sådan, at det fra nu af blev mere respektabelt at spille akustisk i rocksammenhænge. Højst tiltrængt.

"Marakesh Express"

"Suite - Judy Blue Eyes"

Crosby, Stills & Nash (Wikipedia)

Crosby, Stills & Nash (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Hvis jeg var en rig mand

Det var i 1967 eller cirka deromkring at jeg arbejdede som ufaglært knude på en helt igenne kedelig arbejdsplads - fremstilling af møbler i plastskum. Et formildende element var den tilkaldte ingeniør fra England, som tog sig af de specielle maskiner der krævedes for at producere møblerne. Dels var han en munter fyr, dels - til min store overraskelse - gik han ofte og fløjtede en sang, som lige nu lå på de engelske hitlister: "If I Were A Rich Man" med Zero Mostel. Nummeret stammer fra den amerikanske musical "Fiddler On The Roof" fra 1964. Selv kendte jeg nummeret via svensk radio, som altid var lysår forud for dansk ditto. Kun et fåtal i Danmark kendte på dette tidspunkt noget til hverken Mostel, Fiddler eller sangen. Det kom til at ændre sig senere, da "Spillemand på en Tagryg" kom på plakaten i 1971.

If I Were A Rich Man (Wikipedia)

If I Were A Rich Man (lyrics)

If I Were A Rich Man (YouTube)

Zero Mostel

Fiddler on The Roof

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Zimmers

The Zimmers, the oldest and greates rock band in the world.
40 old people who refuse to be swept under the carpet.
Whether they're fed up in old peoples' homes or stuck on their own in a tower block.
Together they made Abbey Road rock...

Og så siger de, at halvfjerds er støvets år...

"My Generation"

The Zimmers live

The Zimmers backstage

Now it can be told

The Zimmers (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Syd Barrett
(Syd Barrett død 2006)

Syd Barrett, der var med til at grundlægge det legendariske britiske rockband Pink Floyd, er død.

Ja, men han var meget mere end det. Først og fremmest guitarist og ophavsmand til Pink Floyd's første og mest originale plade: "Piper at the Gates of Dawn". Den var et fuldstændigt brud med alt, hvad man tidligere havde hørt på pop-scenen, og fik omgående status som klassiker oppe blandt de få udvalgte.

På det personlige plan var Syd Barrett en ener, som tilmed havde psykiske vanskeligheder, hvilket ikke blev bedre af, at han begyndte at eksperimentere med euforiserende stoffer. Det var også grunden til at han måtte forlade gruppen på et tidligt tidspunkt i karrieren. Solo-pladerne var dog ikke mindre originale end dagene i Pink Floyd: "The Madcap Laughs Again" og "Barrett" var begge ud over det almindelige.

Går man i disse dage en aftentur i byen, strømmer der ofte lyd ud fra værtshuse og lejligheder med numre fra "Piper" LP'en, for slet ikke at tale om "Arnold Layne" - gruppens første hit fra 1967. Det viser, at Barrett's tekster og musikalske univers også i dag gør indtryk.

Et tilbageblik på Pink Floyd under indspilning af deres første LP: "Piper at The Gates of Dawn" i 1967.
Det foregik i Abbey Road studierne, som blev benyttet af mange grupper, bl.a. The Beatles.
L-R er det Syd Barrett (guitar), Alan Marcuson (salgsdirektør hos Rotosound Strings), Roger Waters (bas),
Nick Mason (trommer), David Gilmour (guitar) og Rick Wright (keyboard).

The Syd Barrett Archives

Dedicated to The Legend

You shone like the sun

Syd Barrett (Wikipedia)

Syd Barrett (YouTube)

Pink Floyd (Wikipedia)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Mungo Jerry

Mungo Jerry hørte jeg en aften til Køge Byfest 1977. De spillede bl.a. den uundgåelige "In The Summertime".
Habile musikere, som kunne deres numre, men heller ikke mere.

Mungo Jerry (Wikipedia)

Mungo Jerry (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Midnight Sun
(tidl. Rainbow Band)

Det var en hverdagsaften i Folkets Hus i den indre by cirka 1972, at jeg hørte gruppen første gang. Per Frost (ex-Rivalerne) spillede sologuitar som han altid har gjort, selv om jeg aldrig kom til at holde af gruppens lydunivers. Eneste undtagelse er hittet "Kul på!", som til gengæld er fin - selv et par stykker blandt tilhørerne fik lyst til at danse.

Et decideret flop var, da Per Frost efter lydprøven insisterede på, at nu skulle de hjem og se fodboldkamp samt drikke nogle bajere (det var vist en eller anden landskamp eller sådan noget). I betragtning af, at vi stadig var i flower-power perioden, virkede sådan et statement fuldstændig diskvalificerende - en ren pamper.

Bent Hesselmann - sax & fløjte,
Lars Bisgaard - sang,
Peer Frost Johansson - guitar,
Niels Brønsted - el-klaver,
Bo Steif - el-bas,
Carsten Smedegaard Andersen, trommer.

"Kul på"

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Dandy Swingers

Dandy Swingers mens det stadig gik opad. L-R:
Jens Rugsted, Mogens de Neergaard, Peter Gregers, Flemming Ostermann

oplevede jeg en lørdag aften i 1964 til et pigtrådsbal i Helsingør og var meget imponeret (4-mandsgruppe uden Anisette). Jens Rugsted spillede bas og Flemming Ostermann solo guitar. Iflg. Dansk Rock, Pigtråd og Beat 1958-68 har det desuden været Peter Gregers på rytmeguitar og Mogens de Neergaard på trommer. De spillede bl.a. numrene fra deres singleplade "Sea of Heartbreak" og "Google Eye", som jeg kort efter købte (her i en udgave med Nashville Teens).

Senere har Rugsted lavet nogle (efter mine begreber) jammerlige ting sammen med Kreutzfeldt, mens især Ostermann har imponeret som bassist, da han ved Brøndby Pop Club's 32 års jubilæum spillede sammen med Billy Cross og Mick Schack som fremragende backup for en række solister.

Dandy Swingers (Wikipedia)

Dandy Swingers (YouTube)

Kommentar fra Henning Højen

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Lockings

The Lockings L-R: Morten Møller Nielsen, Jørgen Sørensen,
John Olsen, Henning Thier Larsen og Finn Sunke Jensen

The Lockings var en lokalkendt 5-mandsgruppe fra Helsingør, som spillede rimeligt. Jeg hørte gruppen i Hellebæk (5 km fra Helsingør) i 1964-65. Bassisten Morten Møller kendte jeg fra skoletiden i Hellebæk.

I popbladet BEAT kan man i 1965 nr. 8 (side 9) læse:

The Lockings, popgruppe fra Helsingør, har kvalificeret sig som Nordsjælland's repræsentanter til finalen i en landsdelsomfattende pigtrådskonkurrence. Finalen afholdes den 17. juli på Sommariva i Helsingør. For The Lockings er der desuden tale om en 6 måneders turne med Dansk Teater's skuespil "Dagens ret".

Læs mere om gruppen på Dansk Rock, Pigtråd og Beat 1958-68, hvor man bl.a. kan læse:

The Lockings deltog 12. december 1964 i nordsjællandsmesterskabet i pigtråd i Helsingør, som gruppen vandt. Den deltog derefter i sjællandsmesterskabet, men opnåede ikke placering. Juli 1965 indspillede gruppen hos Metronorne, Jørgen og Per Sørensen's "I Guess You Know" samt "Something Better Beginning". Pladen udkom ikke. The Lockings spillede meget i Helsingør og omegn, men også noget rundt om i Nordsjælland. Gruppen spillede flere gange i Vejle, og var på to længere turnéer til Jylland. Gruppen blev opløst i juli 1966, hvor flere af medlemmerne dannede Carions.

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Blue Stars

Blue Stars L-R:
Poul Sørensen, Christian "Kris" Jensen, Tom Petersen, Ebbe Devantier

Beatgruppe dannet i november 1963 i Helsingør, bestående af:

Jan R. Petersen (dm), erstattet i april 1965 af
Tom Petersen (ex-The Immortals)
Morten Møller Nielsen (el-b), erstattet i januar 1964 af
Jørgen "Bager" Hansen, erstattet i sommeren 1964 af
Christian Jensen
Palle Rohde Olsen (lead-g) - senere i The Lockings, erstattet i januar 1964 af
Ebbe Devantier
Poul Sørensen (rhythm-g, senere lead-g).

Dannet af Poul Sørensen efter opløsningen af hans gruppe The Panthers med flere af dennes gamle medlemmer. Gruppen var inspireret af bl.a. The Kinks og spillede tidens musik samt enkelte af Poul Sørensen's egne kompositioner. Populær og velspillende gruppe som hovedsagelig spillede i Helsingørområdet og en enkelt gang i Vejle. Deltog 12. december 1964 i nordsjællands-mesterskabet i pigtråd i Helsingør, hvor gruppen blev nr. 5. The Blue Stars stillede op til popbladet Hit's DM i pigtrådsmusik i januar 1965 i Hit House i København, hvor gruppen vandt i den indledende runde i københavnsmesterskabet, men blev slået i semifinalen 30. januar. Gruppen deltog desuden i 1965 i flere lokale popkonkurrencer, hvor den blev placeret i toppen. The Blue Stars blev portrætteret i Helsingør Dagblad i marts 1965, og der var løbende omfattende omtaler af gruppens gøren og laden i avisen. Den 1. oktober 1965 indspillede gruppen "Blue Feeling/Love Minus Zero-No Limits" hos Metronome. Pladen blev ikke udsendt. Gruppen øvede i et kælderlokale på Dampvaskeriet Øresund i Helsingør. Øvelokalet blev hurtigt et samlingssted for gruppens mange fans, der kaldte sig "The High Hats", og gruppen startede "Klub Øresund" i det trange øvelokale. The Blue Stars blev opløst 3. april 1966, men genopstod ved enkelte lejligheder i de følgende år.

ref.:
Henrik A. Bengtsen: "En rød el-guitar med vibrator" (bog)

Fra CykelKurt's dagbog:

Bagefter tog vi ind til Helsingør, for at danse til pip- og popmusik på et sted, hvor vi så ofte havde været dengang vi boede på skolen. Det var et af de kendte lokale orkestre, som spillede den aften - Blue Stars. Bassisten kendte vi, han var dagelev på skolen og blev kaldt Kris. Hans rigtige navn var Christian - søn af en af de store kanoner i byen. Nede i hans fars bungalow kælder havde han og drengene indrettet øvelokale, hvor den fik en på frakken et par gange om ugen. Der var altid stopfyldt med mennesker dernede, det var sådan et slags kult-sted, ikke mindst var der mange piger.

Singleguitaristen var guruen, og han spillede godt. Kinks var gruppens store forbillede, og jeg må sige at de kopierede dem godt. Derimod var Rolling Stones og i særdeleshed The Beatles "kommercielle" og derfor ikke noget man snakkede højt om i de kredse. En lydeffekt som reverb (rumklang) blev regnet for "kommerciel"; den var iflg. den lokale guru kun noget man brugte, hvis man hverken kunne synge eller spille og derfor måtte ty til billige knaldeffekter.

Skolekammerat "Kris", som spillede bas i Blue Stars, gjorde meget ud af at understrege gruppens navn UDEN "The". De var jo seriøse! Derfor hed de Blue Stars, ikke The Blue Stars. Instrumentalgruppen The Shadows havde et nummer som hed "Blue Star" på deres første LP. Det er rimeligt at antage, at Blue Stars' navn stammer herfra.

Trenden med at udelade det foranstående THE var på mode i en periode, og havde til formål at fortælle omverdenen, at man var noget ganske særligt - man var "seriøs". Det passede også meget godt ind i Blue Stars selvforståelse.

Kris var en type, hvor man hurtigt fornemmede, at ikke alle de idéer og "facts" (som ved nærmere eftersyn snarere var påstande) han fremsatte, var udtryk for egen tankevirksomhed. Når talen eksempelvis faldt på beatmusik, talte han ofte i citater - citater som tydeligvis kunne føres tilbage til guruen inde i Helsingør.

Når det i Henrik A. Bengtsen's bog oplyses, at Blue Stars jævnligt var omtalt i Helsingør Dagblad, hænger det uden tvivl sammen med, at gruppens guitarist Poul "guru" Sørensen var ansat som journalistisk medarbejder på bladet. Gruppen opnåede på denne måde en fortrinsstilling, som de øvrige grupper i lokalområdet var afskåret fra.

Læs mere om Blue Stars på: Dansk Rock, Pigtråd og Beat 1958-68.

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Clidows

Pigtrådsgruppe dannet i foråret 1964 i Vanløse med følgende medlemmer:
Torben Larsen (rhythm-g, 12-strenget-g)
John Werner Petersen (el-b)
Finn Grindorff (dm)
Finn »Fnuggi« Larsen (lead-g)
Ib Monrad (lead-vo).

Det var i 1965 at jeg via en klassekammerat blev opmærksom på The Clidows. Ikke at jeg nogensinde fik hørt dem live, men han lånte mig en singleplade med gruppen. A-siden var Baldheaded Woman, som vist oprindelig er indspillet af Kinks. Bagsiden var "It's all about", og det var den som gjorde indtryk.

Jeg havde med stor fornøjelse hørt The Rollings i Jomfruburet flere gange og The Clidows nummeret mindede på mange måder om lyden og stemningen derindefra - ikke mindst den skønne sologuitar. Jeg tror iøvrigt nummeret er komponeret af gruppen selv.

Grupppens besætning er en temmelig uoverskuelig affære, men DK Rock hjemmesiden har forsøgt at få rede i diverse ud- og indskiftninger.

Jeg har ikke hørt nummeret siden dengang i 1960'erne (fandt det på bibzoom.dk i 2012) og vil nok ikke påstå, at det er kommet til at lyde bedre efter alle disse år. Men STEMNINGEN, ATMOSFÆREN - den er der stadigvæk!

Torben Larsen, 58 år
Van Morrison satte Vanløse på det musikalske verdenskort med sangen »Vanlose Stairways«. Længe før satte The Clidows bydelen på Danmarkskortet med primitiv, men pågående musik af den slags, der af indlysende grunde kaldtes pigtråd.

Guitaristen Torben Larsen samlede nabolagets rødder omkring grammofonen, og lyden af først Cliff og siden de ubarberede Beatles samt ikke mindst Stones og forbillederne Kinks måtte ud, som overtryk af livsmod og glæde nu engang må. Så Torben Larsen og kammeraterne gik i kødet på livet ved at sætte stikket i forstærkeren og tælle til tre.

Som The Clidows blev de københavnsmestre i pigtråd 1. juledag 1964, og blev siden nr. 3 ved DM, som Keld Heick og The Donkeys vandt. Clidows singledebuterede med »No Sugar In My Coffee«, som fint fanger meningen med et band, der var ude på at få det sjovt og fik det. Ikke mindst som husorkester i Valhalla på Bakken. Repertoiret var begrænset. Det var energien til gengæld ikke.

Efter tre singler uden succes red Clidows med på tidens nye danske bølge, og hittede i 1966-67 med »Det er mig det samme, hvor jeg havner,« »Hele Ugen Alene« og countrykopien »Hæng Mig«.

Da pigtråd blev til beat og studenterne overtog musikken, opløstes Clidows i efteråret 1967. Gruppen blev siden gendannet; senest for et par år siden, hvor de gamle drenge genfandt takten fra dengang, det var dem, der var oppe på beatet. Lukkede man øjnene, lød det som punk.

Nekrolog af Torben Bille i Information, 2002.Jan.18

The Clidows (dk-rock.dk)

The Clidows (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Franske specialiteter

Velo'en er for mange et minde om 1960'erne, hvor både unge og ældre brugte den som et billigt alternativ til bil, sporvogn og bus - samt evt. en måde at vise omverdenen, at man var progressiv, uborgerlig og måske endda revolutionær.

Problemfri var den dog langtfra. Kort fortalt kan man sige, at den hverken egnede sig til store danskere eller dansk klima. Selv købte jeg en splinterny Velo Solex model 3800 i 1966, men stillede den ud til storskrald efter halvandet års forgæves kamp mod vind, vand, økonomi, knækkede eger, punkteringer, kaburatorstop, flænsede fordæk, forvoksede stempelringe, utætte pakninger, udbrændte pærer, knuste motorhuse, forstoppede udstødninger, irrede kontakter, flænsede sadelbetræk, knækkede kabler og adskillige andre franske specialiteter.

Incroyable mais Français.

Velo SoleX

Velo reservedelssalg

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Rocking Ghosts

Rocking Ghosts, som jeg flere gange hørte i Nyhavn 41, var et populært danseorkester. Der kom et violet skær fra deres hvide skjorter, som skyldtes nogle specielle lysstofrør, der oplyste scenen. Deres guitarist, Timm Bo Madsen, spillede pligtskyldigst numrene på sin Burns guitar uden ligefrem at imponere.

Gruppen var muligvis sponseret, spillede ihvertfald alle på Burns guitarer. "Belinda" var en sikker sag hver aften på samme måde som den instrumentale "Vilja, Oh Vilja". Men jeg ved ikke....de var aldrig min smag, lidt for duksede, lidt for bedstemor. Især forsangeren John Andersen var slem.

I 1965 indspillede de et nummer for ESSO Benzin, som på samme tid forsøgte sig med et reklamefremstød, hvor en tiger indgik i sloganet "Kom en tiger i tanken".

Nummeret blev indspillet under pseudonymet The Tigers, og det blev meget populært at samle ESSO klistermærker, kasketter, kuglepenne, nøgleringe og meget andet fra tankstationen med en tiger på. Nummeret blev også populært ude på dansestederne, bl.a. i Jomfruburet, hvor det f.eks. kunne nydes med The Rollings.

The Rocking Ghosts (homepage)

The Rocking Ghosts (dk-rock.dk)

The Rocking Ghosts (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Steppenwolf

Det var i 1967 eller cirka deromkring og der var krig i Vietnam, da vi var inde og opleve den amerikanske gruppe Steppenwolf på en af byens store scener (vistnok 3-Falke). Men jeg må være ganske ærlig og indrømme, at det ikke var århundredets største oplevelse. John Kay og kompagni formåede slet ikke at leve op til de andre store navne, byen var blevet forvænt med.

Gruppen spillede sine hits, indkasserede sine klapsalver, og det var klart at vi havde fået besøg af (politiske) venner fra den anden side Atlanten. Men det var lige så klart, at gruppen musikalsk holdt sig på måtten, der var ingen tilløb til improvisationer eller andet, som kunne gøre aftenen til noget ud over det sædvanlige (organisten spillede ellers på et Hammond-monster med et stort Leslie-skrummel i hver side af scenen).

Jeg prøvede i ti minutter at lukke øjnene og bare lytte, for at se om det gjorde nogen forskel. Lyden blev ihvertfald ikke bedre af det - snarere tværtimod: monoton, grå og kedelig.

Jo, gruppen har haft nogle gevaldige hits, f.eks. "Born To Be Wild" og "Magic Carpet Ride", og tillykke med det, men på scenen havde jeg forventet meget mere end afliring af hits.

Hvis man derfor er gået på Falkonérscenen for at høre de kendte hits, har man fået hvad man kom efter. Vi andre gik skuffet hjem.

Steppenwolf (Wikipedia)

Steppenwolf (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Dantalion's Chariot
(m. Zoot Money på ABC-Teatret 1967)

Gruppen kom forsinket på scenen iført hvidt tøj, ligesom det meste udstyr var hvidt. Forklaringen var gruppens meget omtalte lysshow, som på denne måde fik den bedste baggrund, og som virkelig var noget ud over det sædvanlige. Musik og lysshow passede perfekt sammen, og det var synd at gruppen fik så kort levetid. Men vi fik da oplevet gruppen live mens tid var. Og sikken oplevelse!

Musikken var tidstypisk med komplekse lydflader, som hele tiden skiftede sammen med lyset. Carsten Grolin skrev dagen efter i EkstraBladet bl.a., at...."musikkens kompleksitet sendte kun et enkelt par ud før tiden", og hentydede dermed til Kurt og hans forlovede, som var tvunget til at gå, for at nå det sidste tog. Hvad Grolin glemte at fortælle var, at koncerter på den tid sjældent startede til tiden, men tværtimod havde et temmelig nonchelant forhold til præcision.

Dantalions Chariot - Madman Running Through The Fields, 1967, Columbia DB 8260
Track List: "Madman Running Through The Fields", "The sun came bursting through my cloud"

CD - Dantalions Chariot "Chariot Rising", 1995, Tenth Planet TP 015

Track List:
Madman Running Through The Fields, World War Three, This Island, Fourpenny Bus Ride, Four Fireman, Sun Came Bursting Through My Cloud, Recapture The Thrill, Soma, Coffee Song, High Flying Bird.

Review: This CD contains the collected works of one of the most promising British psychedelic bands, whose output in 1967 consisted of one single. They recorded tracks for an album that was not released at the time, as the band broke up before its scheduled release. They finally became available on this 1996 CD issue, though the single, ‘Madman Running Through The Fields’ has been available on compilations. The creative nucleus of the band was Zoot Money, an established keyboard player and vocalist, and Andy Summers (or is it Somers?) later of numerous bands, the most successful of which was of course Police.

The collection opens with ‘Madman Running Through The Fields.’ It’s a mind-blower with superb effects embellishing a beautifully crafted song. Feedback, reverse drumming and organ whines lead into a verse underpinned by typical Summers echoey riffing, there’s a complete change of ambience for the chorus, with flute and soaring vocals from Money, and the fade-out has a spacey tremolo effect from Summers and panting of the madman himself. ‘World War Three’ is a predicable lament on the horrors of war filtered through an acid haze, but it has superb guitar playing that’s heavily distorted and Summers must have stomped the wah-wah pedal to pieces by the end! ‘This Island,’ an instrumental, has sea, sitars, and operatic soprano. Quite relaxing, I suppose, but a bit inconsequential. ‘Fourpenny Bus Ride’ is a bouncy pop ditty, typical of the times and nothing remarkable. ‘Four Firemen’ is a sub-Syd Barrett, tuneless dirge about four firemen involved in a demarcation dispute. You’ll either laugh your pants off, or fast-forward after about thirty seconds. ‘Sun Came Bursting Through My Cloud’ is a whimsical, likeable ballad, the B-side of the single. You’ll be humming this one until they come to take you away (haha!). ‘Recapture The Thrill’ in similar vein, has more cynical lyrics and a lopsided ¾ rhythm. ‘Soma’ is more sitar, flute and acoustic guitar noodling that works better than ‘This Island’ by virtue of more variation and generally much niftier playing. ‘Coffee Song’ was done by Cream, but gets a lighter, more wistful feel here. The greater instrumental variety and more leisurely pace work well. ‘High Flying Bird’ (not the Airplane song) is pure dippiness with a bossa-nova feel, though Andy Summers does lift it with a Santana-like solo. It’s a sad anticlimax to a patchy album.

Sure, it’s unfair to judge the band’s potential on the music presented here. However, the packaging shows great shots of their legendary lightshow, gives a comprehensive history of the band, and reproduces rare photos of them, a picture of the single sleeve, and other memorabilia of a Golden Age. It’s worth getting for a glimpse of those wonderful times, and the better moments on the album.

ref.:
http://www.pooterland.com/index2/bandsmenu/bands_d/bands_d.html

LP - "Chariot Rising"

Dantalion's Chariot (Wikipedia)

Dantalion's Chariot (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Røde Mor

Besætning:

Lars Trier - guitar & banjo
Troels Trier - guitar, violin, mundharpe & sang
Ole Thilo - klaver
Michael Boesen - guitar m.m.
Jens Asbjørn Olesen - harmonika & klaver
Poul Poulsen - bas & sang

Selv om Røde Mor havde sans for at gøre sig bemærket, var det ikke et fænomén som gjorde noget større musikalsk indtryk. Hverken sound, image eller tekster, som tydeligvis gik forud for alt andet.

Jeg beundrede i den grad musikere og grupper, som havde det musikalske og lydmæssige i orden. Det havde Røde Mor på ingen måde, tværtimod kunne man få det indtryk, at lyd og lydudstyr - i sin egenskab af at være en kapitalistisk frembringelse - spillede en fuldstændig underordnet rolle i gruppens univers.

Så selv om jeg i princippet var enig i det politiske manifest, havde gruppen rent musikalsk og lydmæssigt ingen attraktion. Jeg oplevede gruppen to gange på Christianshavn (med et par års mellemrum), men orkede hver gang kun at høre første sæt, dels på grund af lyden, dels på grund af fremførelsen.

For en tilskuer må det musikalske nødvendigvis tælle med, når en musikgruppe opleves. Og netop derfor bliver bedømmelsen af Røde Mor heller ikke særlig fremragende: 4 ud af 10 mulige!

Røde Mor's manifest:

Kunst og klasse er to uadskillelige begreber. I tidligere samfund havde hver klasse sin kunst. Undertrykkerne og de undertrykte havde hver sin kunst, som gav dem identitet. Men kunsthistorien fortæller os kun om de herskende klassers kunst, for det er de herskende, der har skrevet historien. Når der i vores samfund tilsyneladende kun findes én kunst - den borgerlige - er det fordi borgerskabet har taget monopol endog på kunsten og kulturen. Der laves finkulturel kunst for borgerskabet, mens arbejderne holdes nede med underholdning og reklame. Således fungerer kulturmonopolet som et middel til at befæste borgerskabets magt og udbrede den borgerlige ideologi i arbejderklassen. Den borgerlige kunstner deltager - hvad enten han vil det eller ej, og hvad enten han er sig det bevidst eller ej, - i denne undertrykkelse.

Vi vil derimod stille vores kunst til rådighed for arbejderklassen og være med til at skabe en politisk, proletarisk kunst. Ved politisk kunst forstår vi en kunst, som beskriver samfundsforholdene og tager politisk stilling. Ved proletarisk kunst forstår vi en kunst, som indtager et - i marxistisk forstand - proletarisk standpunkt. Den politiske, proletariske kunstners opgave er at føre klassekamp på det kulturelle område. Vi skal hindre udbredelsen af den herskende ideologi i de klasser, der står over for kapitalen. Vi vil skabe en kunst, som er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, som er et våben i klassekampen.

Røde Mor

Røde Mor (YouTube)

Mail fra Alberte Jensen

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Dusty Springfield

Dusty Springfield var jeg betaget af lige fra begyndelsen. Hendes stemme gik lige til hjertet, og da jeg senere fandt ud af, at hun også så godt ud, var der ingen vej tilbage. På det personlige plan viste hun sig som et menneske med meninger og engagement, f.eks. udtrykte hun allerede dengang sin klare afstand til samfundets behandling af de homoseksuelle. Desuden nægtede hun i Sydafrika ved en lejlighed at optræde for et race-opdelt publikum (segregated audience), hvor de farvede ikke havde adgang. Det var bestemt ikke normalen blandt popsild i 1960'erne.

Mit favoritnummer med Dusty var (og er) "I only wanna be with You", men hele hendes karriere er en perlerække af stilsikre numre, der viser hende som en kunstner, oppe blandt de bedste. Og som sagt, på det personlige plan var hun jo bare...

Efter nogle stille år fik hun i 1987 et tilbud fra Pet Shop Boys om at medvirke på deres singleplade, "What have I done to deserve this". Pladen blev et stort hit, og gav så meget blod på tanden, at hun gentagne gange gik i studiet med med kæledyrsdrengene, der producerede en række nye hits til hende, bl.a. deres egen "Nothing Has Been Proved" og albummet "Reputation".

Dusty var en stor katteelsker. Hun afslørede i et interview omkring 1990 at hun havde syv katte derhjemme i huset, som blev passet af en ældre dame, når Dusty var ude og optræde. Hun forklarede i interview'et, at katte er meget forskellige, har hver deres personlighed, og det var i det hele taget tydeligt at katte betød meget for hende.

Efter en række indspilninger med forskellige kolleger (og konkurrenter), bl.a. Cilla Black, var hendes sidste indspilning nummeret "Someone To Watch Over Me" i 1995. Hendes sidste live optræden var ligeledes i 1995. Hun døde af kræft i 1999, men vi er mange som fortsat vil huske.

Dusty Springfield (Wikipedia)

Interview

Dusty Springfield (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Move

Den engelske gruppe The Move var i udpræget grad hitliste-orienteret, hvilket dog ikke forhindrede guitarist og leder Roy Wood i at have ideer med sit spil, der gik betydelig længere.

Vi oplevede The Move i Tivoli's Koncertsal ca. 1968, d.v.s. koncerten blev afbrudt i andet nummer med, at hele gruppen på tælling nedlagde arbejdet. Det foregik i praksis ved, at Roy Wood kylede sin guitar fire meter gennem luften, hvorefter den borede sig ind i højttalerens frontstof med et hørbart "BLOP". Brøkdele af et sekund senere fulgte gruppens øvrige medlemmer efter med katastrofal effekt. Scenen lignede et bombekrater, da de forlod den.

Ulrik (Preben Ulrichsen fra musikhuset Åge Jensen) sprang rundt som en kakerlak og forsøgte at berolige gemytterne, samt ikke mindst overtale gruppen til at fortsætte - alt sammen forgæves og i alles påsyn. Meget muntert.

Få minutter senere ude på gaden talte jeg med Roy Wood, hvor gruppen forsøgte at praje en taxa. Han mente at gruppen aldrig havde hørt om nogen lydprøve, at anlægget var noget lort samt at arrangøren havde fis i kasketten.

Jeg vil give Wood og co. ret så langt, at lyden bestemt ikke var fantastisk, men musikhuset Åge Jensen, som stod for anlæg og lyd, havde efter eget udsagn bedt gruppen møde op om formiddagen kl. 11 til lydcheck. Dette var ikke sket.

Never mind, temperamentet fejlede ikke noget.

The Move (Wikipedia)

The Move (YouTube)

Roy Wood (YouTube)

Woody's Website

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Sir Henry & His Butlers

Ole Bredal (Sir Henry) tilhører så absolut den gamle velprøvede garde, som har bestået optagelsesprøven.

I midten af 1970'erne, da Henry forlængst var et fasttømret navn, hørte jeg hans gruppe i en ungdomsklub i Nordsjælland.

Unge Claus Asmussen spillede guitar, Tommy Seebach klaver (keyboard) og Henry hamselv spillede bas og sang, bl.a. "Stuck in The Middle (with You)" - altsammen meget professionelt.

På den ene side kan jeg godt lide ham, på den anden side ser han lidt for ofte ud som om han står og tænker på helt andre ting, f.eks. tipskupon, vejrudsigt og gruppens økonomiske forhold.

Men det er måske forståeligt efter så mange år i branchen.

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Tommy Seebach

Med dokumentaren 'Tommy' vil instruktøren Sami Saif vise alle mellemregningerne.

Og dem var der en del af. Jeg husker f.eks. en privat fest i 2002, hvor Seebach, sammen med sin uundværlige roadie John, dukkede op to timer forsinket med sit fuldautomatiske en-mands-orkester.

Han så meget træt og meget gammel ud med små rektangulære læsebriller og et rynket ansigt, der truede med nårsomhelst at lukke sammen om det seebach’ske univers. Havde jeg ikke i forvejen vidst at det virkelig var Seebach, havde jeg aldrig gættet det, så gammel var han kommet til at se ud. Og selv om de musikalske evner utvivlsomt var til mere end hip-hurra-å-tak-ska-du-ha, kørte de sidste år fysisk og musikalsk på pumperne.

Der ligger en lang karriere og en stor kontrast mellem de glade dage i Hit House og den aften i marts 2003, hvor jeg sidst så ham spille på en lokal bodega ("Smut Inn") ude på Amager. En måned senere sagde kroppen stop og karrieren sluttede brat.

Havde det behøvet at gå så galt?

Ikke nødvendigvis, men det havde krævet at Seebach mange år tidligere havde sadlet om, musikalsk og personligt. Gad vide, om han havde format til det?

Never mind, Tommy Seebach opnåede i sin karriere glimtvis, hvad andre kun drømmer om: succes.

Det var jo derfor han var i show business.

Tommy Seebach (Wikipedia)

Tommy Seebach (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

John Mayall's Blues Breakers
Blues Breakers 1967 i ABC-Teatret

Et mindre ocean af musikere er gennem tiden gået gennem denne gruppe, som John Myall styrede med fast hånd.

Denne aften i ABC-Teatret skulle den afgående guitarist Eric Clapton afløses af den unge håbefulde Mick Taylor. De skiftede efter første sæt.

Gamle Mayall tog sædvanligvis kun folk ind af en vis kaliber, så forventningerne var selvfølgelig høje. Personligt blev jeg dog skuffet, for Taylor's spil var uoriginalt og upersonligt. Han gjorde meget ud af at fyre den ene hurtige solo af efter den anden, som om hurtigheden i sig selv var et kvalitetsparameter. Hvem musikeren og/eller mennesket Mick Taylor egentlig var bag de hurtige parader, fandt jeg aldrig ud af.

Senere har jeg hørt Taylor hist og her med Rolling Stones uden at det gjorde den store forskel.

John Mayall (Wikipedia)

John Mayall (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Pigtråd - også en slags musik

For os, som var unge i tresserne, er der nostalgi at hente i "Dansk Rock, Pigtråd og Beat 1958-68", et elektronisk leksikon med diskografi over alle kendte danske rock/pigtråds/beat grupper og solister, som har udgivet plader i perioden 1958-68. Alle pladeomslag (covers) er affotograferet (scannet) - sikke et slid - og kan nydes så meget man lyster i stort eller lille format. Desuden er der beskrivelse af hver enkelt gruppe, historie, besætning etc.

En søgefunktion gør det let at finde, hvad man måtte ønske, for eksempel var jeg på jagt efter en guitarist som blev kaldt Træfod. Jeg hørte ham første gang til en byfest i Stenløse i 1967, hvor Peter Belli & Four Roses spillede. Mr. Belli var jeg ikke så imponeret over, men da han på et tidspunkt trængte til en pause, siger han til drengene: "Spil et eller andet" og går ned til pølsevognen. Så spiller Træfod & Co. et (tror jeg) improviseret nummer, som gjorde et kolossalt indtryk på Kurt. Forresten tror jeg Tommy Kenter spillede klaver, men han gjorde ikke meget væsen af sig.

Søgemaskinen fandt 6 referencer frem og afslørede, at vor mand hedder Jørgen "Træfod" Christensen og har spillet i en række kendte grupper.

Søg og du skal finde!

Dansk Rock, Pigtråd og Beat 1958-68

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Peter Belli

Ulven Peter

I 2004 fejrede Peter Belli 40 års jubilæum i musikbranchen. Det er noget af en præstation, ja, det er en overmåde flot præstation.

Men rent musikalsk, hvad skal man mene om Belli?

Et ikke helt enkelt spørgsmål. Forleden dag hørte jeg hans opsamlings CD fra 1993, og det mest slående er den store spredning på hans produktioner. Smag og behag er én ting, f.eks. er numre som "Ulven Peter", "Roll over Beatles" og "Helt igennem respektabel" hver på deres måde fine, mens numre som "Hun" og "Ingen Regning" efter mine smagsbegreber er direkte rædsomme. Frem for alt afslører de ubarmhjertigt, at Belli ikke har nogen stor stemme eller stemmeteknik - i de engelsksprogede numre bliver det desuden tydeligt, at hans sprogkundskaber er begrænsede.

Alligevel må der være noget andet og mere - ellers kan man ikke overleve så længe i en hård og ubarmhjertig branche. Måske er forklaringen simpelthen at folk kan lide ham som han er, at han tør stå frem med alle sine fejl, mangler og begrænsninger, og frejdigt meddele: Her er jeg!

Billedet er lånt fra opsamlings-CD'en, og viser Belli som jeg foretrækker at huske ham: Ulven Peter.

Peter Belli

Film database

Peter Belli (Wikipedia)

Peter Belli (YouTube)

PS
På en anden CD i en helt anden boldgade - A String of Pearls med Ib Glindemann - viser Peter Belli, at han også kan begå sig i jazzmiljøet. Her får den en på jazzfrakken. I skarp konkurrence med solister på samme CD som f.eks. Ulla Henningsen, Cæcilie Norby og Ivan Pedersen snakkesynger Belli sig gennem pladens bedste nummer "Summer Wind", der med sin hæse krageagtige lyd og frasering viser manden som den personlighed han også er. Overmåde stor respekt!

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Hyldest eller karikatur?

Nytårsaften er traditionelt lejligheden for TV-stationerne at sende det lette artilleri i felten, altså stof som ikke altid har den højeste faglige standard. Således havde en station valgt hele aftenen at sende indslag med Elvis Presley som det gennemgående tema.

Vi har herhjemme en skuespiller - jeg har glemt hans navn, men vi kan jo kalde ham Olfert - som har specialiseret sig i at kopiere Elvis ned til mindste detalje, bl.a. så vi Olfert optræde på Saltlageret for et par år siden, hvor han iflg. de tilstedeværende efterlignede sit ideal imponerende perfekt. Efterfølgende havde TV-stationen planlagt (og betalt) en rejse til USA, hvor Olfert skulle se alle de steder, hvor den hellige mand i sin tid havde gået.

Toppunktet var besøget i Graceland, hvor vores lille ven fra Danmark brød sammen i gråd efter visitten i det allerhelligste. Stedet er som turistattraktion kun overgået af Det Hvide Hus, så det er vel selvklart at der er økonomi i sagen. Man ser i indslaget mennesker der falder i svime ved Elvis personlige ejendele mens andre mediterer i timer ved hans gravsten. Graceland er blevet det nye Mekka, hvortil troende fra den ganske verden valfarter.

Så er det bare Kurt synes, at det er gået for vidt. Elvis var uden nogensomhelst tvivl en sympatisk person, havde mange fine personlige egenskaber, hvilket altsammen dokumenteres til overflod i udsendelsen. Men han havde også ironi og distance til sig selv som stjerne og den glimmerverden, som han mere eller mindre helhjertet var en del af. Det er den distance de tilbedende tilsyneladende glemmer. Man opfatter tilsyneladende Elvis' liv og karriere som en dødsensalvorlig og forudbestemt beslutning fra de højere magter. Eller er Elvis måske magten himself?

Kurt er så gammel, at han kan huske Elvis, mens han endnu levede og havde en mere jordnær status i samtiden (skattegæld, utroskab, skilsmisse, narko m.m.). For os, som dengang søgte nye veje, var Elvis slet ikke noget at stræbe efter. Hans musikalske univers, stilen, var hørt tusind gange før hos andre samtidige. Under Olfert's tur til Graceland kaldes Elvis' musikere da også fra flere sider for "Memphis hillbillies", hvilket vil sige noget i retning af bonderøve fra Brønderslev.

Men Elvis havde - det skal indrømmes - en personlig udstråling, som virker tiltrækkende på de fleste - uanset hvad man i øvrigt måtte mene om ham og hans musik. Pengene og successen er manden vel undt, men at dyrke ham som en afgud, er hverken i Elvis' eller menneskehedens interesse - det kan sagen slet ikke bære.

Fald nu ned på jorden - Olfert indbefattet!

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Superkaffe

INTIMKONCERT

TømrerClaus

Den første mandag i hver måned kl. 20:30 til 23:00 er der intimkoncert med TømrerClaus & venner på Snedronningvej 5 C, 2730 Herlev.

Første koncert er 7. januar 2008.
Døren lukkes kl. 20:25 (så kom til tiden).
Der spilles 2 sæt á 40 min.

Der serveres kaffe og kage før koncerten og i pausen. Når du har bestilt plads får du en bekræftelse og en privat invitation via e-mail. Kun hvis du har invitation, kan du komme ind. Koncerten er gratis. Kaffe og kage koster kr. 100,- som betales ved indgangen.

Vil du sikre dig en billet, så skynd dig at bestille en af de 15 pladser der er til TømrerClaus's intimkoncert.

--

Flowerpower hilsen

TømrerClaus
Karma Music
Snedronningvej 5C
2730 Herlev
tlf + 45 86145352 / karma@karma.dk

Obligatorisk kaffe & kage til 100 kr., så må den virkelig være god...

Karma Music

TømrerClaus (Wikipedia)

TømrerClaus (YouTube)

--------------------------------------------------

Et hammerslag fra tømrerpladsen

"Alle" véd efterhånden, at en forholdsvis snæver elite får de fleste af pengene fra Statens Kunstfond og det nu nedlagte Statens Musikråd - nu hedder det Kunststyrelsen, uden at det i øvrigt gør nogensomhelst forskel.
TømrerClaus

Og så får "systemet" og alt hvad dertil hører ellers en på frakken.

Men har han ret?

Det er en stor mundfuld at diskutere hele den danske musikpolitik under et, men ang. f.eks. det påståede demokratiske underskud hos KODA og Gramex, så står det ethvert medlem (af KODA) frit for at møde op til den årlige generalforsamling, og sammen med ligesindede at stemme et forslag ind eller ud.

Ang. medlemsskab af f.eks. KODA, så er man i princippet medlem i samme øjeblik man er registreret som komponist. KODA beregner sig en administrationsafgift, som er indregnet i det overordnede regnskab (og klart fremgår af dette). Medlemsskabet er dermed på en måde gratis, og man kommer ihvertfald ikke til at indbetale penge til KODA.

Ang. ophavsrettigheder, så er de fleste musikere og komponister enige om rimeligheden af, at deres værker beskyttes. Værket er ofte deres eneste indtægtskilde. Når vi eksempelvis ser på de mange (beskyttede) værker, som afspilles på værtshusene rundt omkring i landet, kan det godt være svært at se, hvad det skulle gavne at lade dem gøre det uden beregning? Skal musikstederne have lov at afspille og kopiere ubegrænset? Og den almindelige forbruger, skal han/hun også kunne gøre hvad der passer ham/hende?

Det kan selvfølgelig være, at jeg har misforstået TømrerClaus, men ellers forekommer det da helt rimeligt at en ophavsmand modtager betaling for sit arbejde - sin idé. Det kan sagtens tænkes, at KODA's midler ikke fordeles rimeligt, men så er der vel ikke andet at gøre end at møde op på generalforsamlingen, skabe en opinion, og stemme nye tanker igennem. Det er stadig muligt!

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Troggs Tape

Når kunstnere går i studiet, er en del af det som frembringes, klar til at puttes i skraldespanden. Det bliver bare ikke altid gjort. I stedet dukker fraklippene op på internettet, hvor vi andre kan grine ad dumhederne.

Tilbage i 1960'erne var der især een gruppe, som var kendt for sine fraklip, nemlig The Troggs, som havde en række hits på Top-10, bl.a. "Wild Thing", "I can't control Myself" og "With a Girl like You". Samtidig med at den officielle popularitet vældede ned over dem, dukkede et (spole)bånd op, som var optaget ved, at studieteknikeren havde ladet båndet løbe mens de fire gruppemedlemmer diskuterer, bander og svovler for at få det forp..... hit i kassen.

Det var almindelig kendt, at Troggs som musikere var mere end begrænsede, men det blev først rigtigt morsomt da det titelløse bånd - hurtigt døbt The Troggs Tape - kom på gaden. Her blev det åbenbart for enhver, at skolepengene var spildt. Båndet blev solgt i så store oplag, at det i perioder reelt lå på hitlisten, bortset fra altså, at det ingen steder blev registreret. Båndet eksisterede ikke. Pladeselskab og gruppe ignorerede båndet fuldstændig, for derved at undgå unødig publicity omkring de kontroversielle optagelser. Det fik dog ikke interessen til at falde. Gik man i de dage ind i en pladeforretning i London og bad om The Troggs Tape, fiskede ekspedienten en brun pose uden påskrift frem og lempede den diskret over disken.

Demos from Hell - hvor også The Troggs Tape 1 og Tape 2 findes - er en munter samling af amatører og professionelle på en god eller dårlig - og ihvertfald speciel dag. Enjoy!

Demos from Hell (med bl.a. The Troggs Tape)

The Troggs (Wikipedia)

The Troggs (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Flyv ikke høj're...

Københavns Universitet har fået kig på rockmusikken.

Et treårigt stipendium har sat sig for at........

...undersøge forskellige aspekter af dynamikken i møderne mellem de forskellige kulturelle mønstre og mellem de enkelte, lokale aktører inden for dansk rockkultur i ovennævnte tidsrum. Det sker på grundlag af musikvidenskabelige (herunder musiketnologiske og populærmusikvidenskabelige), antropologiske samt kulturteoretiske og -historiske problemstillinger.

I den praktiske afdeling:

Seks frikøbte seniorforskere samt 6-8 løst tilknyttede forskere og ph.d.-studerende deltager i projektet. Disse mødes til to-dages seminarer hvert halve år i projektperioden. Projektet samarbejder desuden med et konsortium, der arbejder på at oprette et rockmuseum og -experimentarium i Roskilde.

Beskrivelsen af projektet kan give bange anelser, for selvfølgelig er det godt at få ting og sager belyst, og oprettelse af et rockmuseum kan muligvis også være en udmærket ting. Men herregud, de fleste rockmusikere var jævne folk, der hellere ville ha' en bajer end føre diskussioner om litterære eller politiske emner. Derfor er efterfølgende forsøg på at løfte hele menageriet op på en akademisk platform også kun at gøre sagen en bjørnetjeneste. Rocken kom nedefra. Det håber jeg de pågældende forskere vil huske.

rockhistorie.dk

Hvis nogen har mod på jobbet, sendes ansøgning til Det Humanistiske Fakultet.

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Roundabout?

Hiya Kurt,
I'm in the UK & found your website.

Interesting!

.. although I can only understand a bit of Danish...... I have a question; did you maybe see DEEP PURPLE play in Denmark in April/May 1968 when they were called Roundabout??

All the best,
Tonny

Læs svaret HER.

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Super Session

Al Kooper & Mike Bloomfield
Foto: Jim Marshall

Da LP'en "Super Session" udkom i 1968 var den en milepæl indenfor elektrisk blues. Idé og arrangement (herunder nogle formidable blæsere) stammer fra Al Kooper, der i forvejen var kendt som orgeltramperen på Bob Dylan's LP "Highway 61 revisited" og som ophavsmand til og leder af Blood, Sweat & Tears.

Guitaristen, som gjorde Super Session til noget særligt, var den legendariske Mike Bloomfield, der tidligere havde gjort sig bemærket i Butterfield Blues Band, og senere i The Electric Flag, som i 1968 udsendte deres første LP, A Long Time Comin'.

Grundlæggende er alle numre på Super Session improviseret, men alligevel nåede pladen en 11. plads på de amerikanske hitlister og solgte mere end 450.000 eksemplarer, hvilket indbragte Kooper & co. en guldplade. Desuden indbragte pladen respekt: at man også indenfor den populære afdeling kunne producere jam sessions, og sælge det som "seriøs" musik på linie med jazz.

Kooper: "All of a sudden, I had the respect of the CBS shorthairs."

Bloomfield kom efterfølgende til at danne skole for en mængde guitarister, som alle var stærkt påvirkede af hans smukke tone, men samtidig frække og intelligente spil. Senere er indspilningerne blevet konverteret (og remastered) til CD, hvilket kun har løftet projektet yderligere, fordi endnu flere detaljer derved er blevet hørbare.

I mellemtiden er Mike Bloomfield afgået ved døden, og Al Kooper har i 1998 udgivet bogen "Backstage Passes and Backstage Bastards", som udover en masse andre ting også fortæller historien om Super Session - en fantastisk historie.

LP/CD - SUPER SESSION

Side 1, Mike Bloomfield - Al Kooper:
1. Albert's Shuffle (Bloomfield - Kooper) 6:54
2. Stop (Ragovoy - Shuman) 4:20
3. Man's Temptation (Mayfield) 3:24
4. His Holy Modal Majesty (Kooper - Bloomfield) 9:16
5. Really (Bloomfield - Kooper) 5:30

Side 2, Steve Stills - Al Kooper:
6. It takes a Lot to Laugh - It takes a Train to Cry (Dylan) 3:30
7. Season of the Witch (Leitch) 11:07
8. You Don't Love Me (Cobb) 4:11
9. Harvey's Tune (Brooke) 2:07

Personnel:
Al Kooper - organ, vocals
Mike Bloomfield - electric guitar (side 1 only)
Steven Stills - electric guitar (side 2 only)
Harvey Brooke - bass
Eddie Hoh - drums
Barry Goldberg - electric piano

The music on this record was performed spontaneously by the personnel as listed.
The horns were added as an afterthought.
- Al Kooper

Apropos afterthought, så havde vi en diskussion inde på Facebook, hvor flere gav udtryk for skuffelse over, at blæserne var tilføjet efter selve optagelsen (f.eks. i nummeret "Albert's Shuffle"). Her er det værd at vide, at havde Al Kooper givet blæserne frit spil, og bare bedt dem om at spille et eller andet, var resultatet højst sandsynligt blevet en gang rod, hvor hver musiker spiller hvad han kan komme i tanke om her og nu.

Da The Beatles i sin tid indspillede "Sgt. Peppers" albummet, havde vi en tilsvarende situation. Jeg tror det er i nummeret "A day in the life", hvor strygerne spiller noget der lyder som en hel masse kaotisk lyd. Producer George Martin har senere forklaret, at The Beatles mente at strygerne bare skulle have lov til at spille hvad de havde lyst til. George Martin fik overbevist drengene om, at resultatet blot ville blive en gang rod. Derfor er det, der tilsyneladende lyder som en gang rod, i virkeligheden arrangeret helt ned til mindste detalje - og derfor fungerer det.

Al Kooper

Mike Bloomfield

Mike Bloomfield & Super Session

Al Kooper (Wikipedia)

Al Kooper (YouTube)

--------------------------------------------------

Al Kooper
(i Amager Bio, 2006.Maj.05):

Prædikanten

Denne mand er en vaskeægte legende af den helt store slags. Guitarist, organist og sanger Al Kooper har været på banen siden 1958. Hans lykke blev skabt, da han kom med på en Bob Dylan session i 60'erne og spillede orgel på klassikeren "Like A Rolling Stone"! Og så var samarbejdet med Dylan født, et samarbejde der har varet i over 30 år, og Al Kooper nåede endda at producere Dylan's "New Morning" album.

Al Kooper er stifter af horn-rockerne Blood, Sweat & Tears og har spillet med et utal af orkestre gennem tiderne bl.a. The Blues Project, Mike Bloomfield, Rolling Stones (Al spiller keyboards på "You Can't Always Get What You Want"), Jimi Hendrix ("Long Hot Summer Nights"), The Who ("Rael"), Ray Charles live, og produceret Lynyrd Skynyrd's tre første albums, bl.a. hittet "Sweet Home Alabama".

I 1979 flyttede Kooper så til England og det var et yderst fornuftigt træk, for hér kom han til at producere George Harrison's album "Somewhere in England" og indspille med "resterne" af The Beatles: Harrison, McCartney og Starr på #1 singlen "All Those Years Ago". Siden da har den aldrende Al Kooper været yderst aktiv; undervist, lavet film- og TV-musik, indspillet solo-albums med bl.a. Funky Faculty, optrådt live til "Bob Dylan 30'th Anniversary Tribute at Madison Square Garden" og mange andre store musikere har gjort brug af hans fantastiske evner. I et tillæg til den respekterede musikblad Rolling Stone, hvor de kårede verdens 500 største og vigtigste plader nogensinde, ja der var søreme Al Kooper musiker og producer på 12 af pladerne!

Nu er han så på verdensturné med sit Boston-baserede band - udelukkende med Berklee School of Music-lærere (professorer faktisk) - ved navn The Funky Faculty. Al Kooper SKAL opleves - et absolut must og noget af et kæmpescoop af Amager Bio at få ham til landet. Hør mange af de legendariske hits spillet af manden, der spillede og producerede dem dengang og så med et band af musik-professorer!
Bravo!

Sådan skrev en anmelder i forordet til koncerten. Og han har ret, det var en formidabel aften den 5. maj i Amager Bio, hvor en aldrende Al Kooper for første gang nogensinde var i Danmark. Med sig havde han et band af musikprofessorer, der spillede op til deres navn: The Funky Faculty!

Der var ellers ikke gjort meget for at gøre opmærksom på koncerten (som i Amager Bio foregår stående: ingen siddepladser!). Derfor var salen kun godt og vel fyldt op, hvilket trods alt må siges at være tilfredsstillende, omstændighederne taget i betragtning. Til gengæld vidste alle, hvorfor de kom!

En række numre fra fakultetet's seneste CD (Black Coffee) blev afleveret med indleven og koncentration, og fordi det er muligt at komme tæt på scenen, var der hele vejen igennem en tæt kontakt mellem gruppe og publikum, som utilsløret nød hvert et ord fra Kooper's mund, når han fortalte løst og fast om sig selv og sit band. Gamle Kooper var i sin ungdoms dage slank, sexet og smuk, hvilket må siges at have ændret sig en del senerehen - i særdeleshed da synet satte ud (i forb. m. sukkersyge). Alligevel formåede han denne aften sammen med sin gruppe (som alle er særdeles dygtige musikere, især nød jeg bassisten Tom Stein) at skabe en atmosfære af intim nostalgi pakket ind i nutidig sound. Stilmæssigt spænder repertoiret bredt fra Steve Cropper nummeret "Green Onions" over Super Session hittet "Season of The Witch" til en regulær jazzperle som "I Want You".

Under sidste nummer ("Comin' back in a Cadillac") gik gamle Kooper rundt i salen støttet af en hjælper, mens folk stimlede sammen om ham, som var det en præsident eller vækkelsesprædikant der var på besøg. Og det var det på en måde også. For mit eget vedkommende var det et møde, jeg har ventet på i mere end tredive år, så det er ikke for meget sagt, at oplevelsen af at stå ansigt til ansigt med denne mand var som at møde en længe ventet ven. Godt vi nåede det!

Amager Bio

Al Kooper

Al Kooper Tribute

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

LP - "Blood, Sweat & Tears" (gruppens anden LP)

Jeg hørte forleden dag et nummer med Billie Holiday fra midten af 1950'erne. Det fik mig til at spekulere på, hvornår jeg første gang hørte "God Bless The Child", som nummeret hedder. Det var i 1969 med jazz-rock gruppen Blood, Sweat & Tears - og i et helt andet arrangement. Den plade ramte som en bombe. Mage til præcision og vellydende jazzede arrangementer var aldrig hørt før i rocksammenhæng - en højst utypisk rockplade.

Den første LP "Child Is Father To The Man" var under Al Kooper's ledelse (sang og orgel), som herefter forlod gruppen. Med den anden LP kom canadiske David Clayton-Thomas ind i billedet med sin kraftfulde maskuline stemme. Især nummeret "Spinning Wheel" fik LP'en op på salgslisterne, og gruppen blev rost fra alle sider. Men også kritiseret. Mange syntes de spillede for præcist, at der manglede improvisation, samt især at gruppen var for u-rocket.

Men herregud, de var jo professionelle, havde lært at spille hjemmefra, de fleste med en konservatoriemæssig baggrund, hvor nodelæsning og spil fra bladet var en selvfølge. Det faldt vist en del for brystet, at numre ikke behøves at terpes om og om igen til de sidder i kassen. Derfor blev der også kun improviseret, hvor det var påkrævet.

CD - Blood, Sweat & Tears - "BS&T" Columbia 8251
Original album released as Columbia LP KCS 9720 in 1969

1. Variations on a Theme by Erik Satie
2. Smiling Phases
3. Sometimes in Winter
4. More and More
5. And When I Die
6. God Bless The Child
7. Spinning Wheel
8. You've Made Me So Very Happy
9. Blues - Part II
10. Variations on a Theme by Erik Satie

Bonus tracks
11. More and More (live)
12. Smiling Phases (live)

David Clayton-Thomas - lead vocals
Dick Halligan - organ, piano, trombone, vocals
Steve Katz - guitar
Jim Fielder - (Fender) bass
Bobby Colomby - drums, percussion, vocals
Lew Soloff - trumpet, flugelhorn
Jerry Hyman - trombone, recorder
Fred Lipsius - saxophone, piano
Chuck Winfield - trumpet, flugelhorn

Blood, Sweat & Tears (Wikipedia)

Blood, Sweat & Tears (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Peddlers

Their storming version of Bob Dorough and Ben Tucker’s ‘Comin’ Home Baby’ - from their 1968 ‘Three In a Cell’ LP - is positively relentless, with a typically wild vocal by Phillips and blazing rhythm work by Martin and Morais. Phillips’ vocals may be my favorite aspect of the Peddlers sound. He had rich, soulful baritone and had a tendency to move into wild flights of scatting, all the while working the Hammond masterfully. Check out the way he scats in unison with the organ at the 59 second mark. The tune has quite a following amongst the Mod contingent (as well it should).
Larry Grogan, www.funky16corners.wordpress.com

Jo, The Peddlers var fantastiske, og ikke mindst nummeret "Comin' Home Baby", som jeg første gang stiftede bekendtskab med på ovenstående LP omkring 1970 - Roy Phillips orgel & vokal, Tab Martin bas og Trevor Morais trommer. Phillips' instrumentale og vokale fraseringer gjorde et stort indtryk. Han spillede iøvrigt før dette i The Tornados, bl.a. på 1961-hittet "Telstar".

Men altså, nummeret er hverken lanceret eller skrevet af The Peddlers. Takket være YouTube er det efter alle disse år lykkedes at finde kunstneren som lancerede nummeret: Mel Tormé.
Det var i november måned 1963 at "Comin' Home, Baby" kravlede ind på plads nr. 36 på den amerikanske hitliste - ikke dårligt af sådan en jazzy ting.

Melodien er skrevet af (kontra)bassisten Ben Tucker og teksten skyldes pianisten Bob Dorough, som begge er et par skrappe drenge. Nummeret er derudover indspillet i utallige versioner, som hver på deres måde demonstrerer sangens potentiale. Nedenfor et lille udsnit:

I'm Comin' Home, Baby (Dee Dee Sharp)

Comin' Home, Baby (Melvin Taylor)

Comin' Home, Baby (Larry Carlton)

Comin' Home, Baby (Pius Baumgartner Jazz-Band)

Comin' Home, Baby (Michael Bublé)

The Peddlers (Wikipedia)

The Peddlers (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Hvad skal man mene?

Ja...jeg sidder lidt i et problem...Skal musik være dygtigt lavet..??
Altså; Will Oldham er vel ikke særlig dygtig, men alligevel er han da lidt...Han skriver da nogle gode sange...
Claus Haxholm

Jo, det er en vanskelig sag objektivt at afgøre, om musik er god eller dårlig, for hvad skal man bedømme den på?

Da jeg var ung i 1960'erne, var det ikke ualmindeligt, at f.eks. folkesang blev betragtet som primitiv, fordi den ofte betjente sig af ganske få akkorder, ligesom melodien også som oftest var lige ud ad landevejen. I mellemtiden er de fleste vist blevet enige om, at den målestok ikke er helt retvisende; stor kompleksitet er ikke nødvendigvis det samme som stor musik - endsige kunst.

En debattør skriver, at "god musik kommer fra hjertet".
Men hvordan kan man vide hvorfra musikken kommer? Iøvrigt bliver musik forhåbentlig ikke dårligere af, at andre legemsdele har været indblandet - hjernen f.eks.

Man kan analysere det håndværksmæssige arbejde i et musikstykke - og måske komme frem til at den tekniske del af værket er i orden - men er det håndværksmæssige nogen garanti for, at vi står overfor god musik eller ligefrem et kunstværk?

En arbejdskollega mente at motivet, det personlige motiv, var afgørende for, om musikken var at regne for stor eller lille. Dermed var alt kasseret som lå indenfor kategorien populærmusik, for de gjorde det jo for ussel mammon - deres motiv var penge.

Modsat kan man f.eks. henvise til en af de store klassiske mestre Mozart, hvor vi i dag med sikkerhed ved, at det var penge som drev ham: husleje, mad, kvinder og kager. Bliver Mozart's musik mindre kvalificeret af den grund - mindre kunst?

Den amerikanske jazzmusiker og komponist Duke Ellington sagde engang: "Der er to slags musik - god og dårlig." Og Storm P. bakkede ham op med en kommentar, som er kendt af de fleste: "Kunst, det er det man ikke kan. Hvis man kunne det, var det jo ingen kunst!"

Ak ja!

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

The Scaffold

Mike McGear
Roger McGough
John Gorman

Åh ja, disse tre gutter gav den som enfoldige nørder, men var vist nærmere forklædte intellektuelle. De kunne gøre en halvplat vise flyvende og var altid en fornøjelse at lægge øre til. Også i interviews var de meget interessante. Forresten er Mike McGear bror til Paul McCartney, hvem der så måtte bekymre sig om det. Men dengang, da Scaffold kom frem, var det en sensation. Kort sagt, en morsom og intelligent gruppe.

"Thank U Very Much"

"Lily The Pink"

The Scaffold (Wikipedia)

The Scaffold (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Django-drengen

Django-drengen med sin Fender guitar i Kødbyen

Mogens "Django" Petersen havde på karrierens top, som medlem af The Cliffters, oparbejdet en ægte gentleman spillestil med løse manchetter og blød vibrato.

Gruppens gennembrud "Django", som var skrevet af Mogens Petersen og utvivlsomt inspireret af den store franske guitarist Django Reinhardt, udkom i 1962, men havde slet ikke den lyd, som vi senere kom til at elske Mogens Petersen for. Det skyldtes for en stor del, at gruppen på dette tidspunkt spillede på Burns guitarer, der havde en hård stenet lyd, som i grunden slet ikke passede til Django-drengen. Og selv om Burns utvivlsomt har været et spring fremad i forhold til Höfner guitaren, fandt Mogens Petersen først sin egen personlige lyd, da han skiftede til Fender guitar og forstærker. Det forandrede til gengæld alting: gentleman-swinget, uden at det bliver vammelt eller slibrigt, er vist ikke overgået hverken før eller siden.

Som en biting vil jeg nævne Johnny Reimar's sang, der i de fleste numre var så vammel, at man egentlig bare burde forbigå den i tavshed (det var da godt han senere skiftede til Dansktoppen).

Tilbage til sologuitaren:
I sammenligning med den mange år senere tiltrædende, og teknisk meget dygtige Steen Hansen havde Mogens Django måske ikke samme hurtighed, men til gengæld personligheden og swinget i sit spil. Det var han stort set ene om. I den forbindelse virker Steen Hansen lidt for ofte som spil for galleriet, hvor hurtighed og effekt sker på bekostning af indlevelse og personlighed.

Jeg kender ikke noget til Mogens P.'s personlige liv, men angiveligt døde han stærkt alkoholiseret i 1991. Det gør man som regel ikke uden grund.

Vi skal også lige opleve Django-drengen som jazzguitarist sammen med Palle Holgersen. Holgersen var i mange år sportsjournalist på DR radio & TV, men også en habil jazzpianist og sanger. Det viser han til overflod på LP-pladen "Den lille Ølbutik" fra 1979, hvor han sammen med Finn Fausing Nielsen (på superb el-bas), Jesper Thorup (trommer) og frem for alt Mogens "Django" Petersen (guitar) gør pladen til en perle, som også kan nydes i dag. Holgersen's kollega fra DR's sportsredaktion, Svend Gehrs, skrev teksterne, som heller ikke er dårlige. Fra LP'en hører vi nummeret "Kun et kvarter".

Senest er der i begyndelse af 2010 oprettet en hyldest-side på Facebook. Den har han fortjent, Django-drengen.

The Cliffters, v-h:
Jan Petersen (dr.), Johnny Reimar (rtmgtr.), Ole Rasmussen siddende (tr.), Lars Kofoed (bas) og Mogens P.

"Cliffters" (Dansk Rock, Pigtråd & Beat, 1958-68)

The Cliffters (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Keld & Bundskraberne

Selv om der var mange kandidater til titlen, var Keld og The Donkeys vel nok årtiets bundskraber i 1960'erne. Kelds vamle sangstil var umulig at tage alvorligt, men han holdt trofast ved i alle årene, fordi der var penge i lortet. Et stort antal danske grupper fulgte i Donkey'ernes kølvand - enten fordi talentet ikke rakte til mere, eller måske fordi de håbede på en succes som Keld & Æslerne.

Det, som satte det hele i gang var "Ved landsbyens gadekær". Men det var også her det hele gik i stå, for siden dengang har opskriften stået på sleskeri og flødeskum, der lægger sig stadig mere klamt om kagen. Og selv om man i samtiden undrende kunne læse om amatørguitarister, der var imponeret over guitar-soloen i sangen fra gadekæret, har der ud fra en musikalsk synsvinkel aldrig været noget særligt imponerende ved donkey'erne. Det gik pligtskyldigst derudad på æsleryg som fede Kjeld i Olsenbanden: Ja ja, jeg skal nok!

Senere dannedes duoen Keld & Hilda, uden at det dog gjorde nogen større forskel, og senest har Keld udgivet en angiveligt rokkende CD, "Time Machine", og givet et interview til Weekendavisen i marts 2010. Heri betror han os, at hans hjerte alle dage hamrede for rok & rul, samt at..."det faktisk var en befrielse, da Dansktoppen blev nedlagt i 1977, for den gjorde grin med os alle sammen, både kunstnere og lyttere."

Desværre retfærdiggør CD'en, som angiveligt skal vise den alternative side af Heick, slet ikke stilskiftet. Det er stadig dukkedrengen der rokker med tebordet, det er stadig dengsen fra dansktoppen der drysser venligheder ud over dugen og det er stadig svigermors drøm der står for menuen. Kort sagt, så virker Keld præcis så slesk og vammel som dengang det hele gik i stå i 1966.

En gedigen bundskraber.

I tidsmaskinen (Weekendavisen 2010, uge 10)

Keld & The Donkeys (Wikipedia)

Keld & The Donkeys (YouTube)

nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn

Med ild i dyret...

LINKS

Rockscenen i 1960'erne, del 1

Musikhuse

Spillesteder

Rock Elektronik

Pigtrådsøkonomi

Dansk Rock (Wikipedia)

Karma Music (TømrerClaus)

Dansk Rock, Pigtråd & Beat 1958-68

Danmarks Rockmuseum

Musik i 1960'erne

www.45rpm.org.uk (engelske single-plader 1950-1970)

Dansk Rock'n'Roll i forrige århundrede (Torben Sardorf)

Med pigtråd på drengen (Bjarne Krohn)

The Danish Music Scene (Claus Rasmussen)

Superlove 1969-70

Popbladet BEAT (Knud Kristian Wrist):

BEAT, 1965-1

BEAT, 1965-2

BEAT, 1965-3

BEAT, 1965-4

BEAT, 1965-5

BEAT, 1965-6

BEAT, 1965-7

BEAT, 1965-8

BEAT, 1965-9

BEAT, 1965-10

BEAT, 1965-11

BEAT, 1965-12

BEAT, 1965-13

BEAT, 1965-14

BEAT, 1965-15

BEAT, 1965-16

BEAT, 1965-17

BEAT, 1965-18

BEAT, 1965-19

BEAT, 1965-20

BEAT, 1965-21

BEAT, 1966-1

BEAT, 1966-2

BEAT, 1966-3

BEAT, 1966-4

BEAT, 1966-5

BEAT, 1966-6

BEAT, 1966-7

BEAT, 1966-8

BEAT, 1966-9

BEAT, 1966-10

BEAT, 1966-11

BEAT, 1966-12

BEAT, 1966-13

BØRGE (Peter Lehrmann)

Brøndby Pop Club (30 år efter)

Gladsaxe Teen Club

Jerry Ritz - har været med hele vejen

Beatles gjorde ham til bagmand

Led Zeppelins første koncert nogensinde (Gladsaxe Teen Club)

Jørgen Angel Photography (bl.a. billeder fra Gladsaxe Teen Club)

De bedagede pigtrådshelte (Allan Mylius Thomsen)

Beat House (om de glade 60'eres musikliv på Sjælland)

Jomfruburet i 1970'erne

Dansk Beat (Peter Lehrmann)

Pigtråds- og poporkestre i Roskilde 1963-1967

The Rollings

Fender Jazzmaster m.m.

The Lennons

Sir Henry & His Butlers

Fem årtier med Ulven Peter (interview)

Woodstock Festival 1969

1998 & 2003 interviews (Chris Curtis of The Searches)

Jørgen Ingmann

Harvey Mandel

At finde sig selv (CykelKurt)

Har du spørgsmål eller kommentarer til denne side, hører jeg gerne fra dig. Skriv til

Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt

Rockscenen, del 1

Musik Index

Forsiden

Rolle	Skuespiller
Mr. Smith	Kenneth More
Johnnie	Ray Brooks
Anne (as Annika Wills)	Anneke Wills
Bill	David Andrews
Terry	Angela Douglas
Bert	David Hemmings