Basbamsen
Koncertsale er ikke konstrueret til at klare de dybe basfrekvenser.
Det er ellers dem, der tænder os erotisk og gør rockmusikken så populær.
Her ses bassisten Steve Harris fra Iron Maiden.
Rock-akustik
Når det gælder rytmisk musik, står akustikerne på bar bund. De er opdraget til 125 Hertz og opefter. Derfor må lydmændene bare skrue ned, når de dybe frekvenser får salen til at runge. Men den går ikke: for det er her, vi finder rockmusikkens helt særlige sex appeal.
Af René Gummer
»Lad mig lige definere begrebet efterklangstid, for det er den, der er kernen af problemet.« Niels Werner klapper hænderne sammen, så det smælder i væggene på kontoret. »I dette lokale dør lyden hurtigt ud, men hvis jeg klappede på tilsvarende måde i Roskilde Domkirke, ville lyden blive hængende i luften og måske først være helt væk efter syv-otte sekunder.«
Niels Werner læner sig tilbage i stolen med hænderne foldet bag nakken. Han er uddannet akustiker fra Danmarks Tekniske Universitet, men har brugt en god portion af sine 42 år bag trommerne som professionel musiker i blandt andet U2 kopi-bandet Die Herren. Sidste år kvittede han dog tromme-karrieren, det blev for mange gentagelser, for mange lange nætter og for meget fest. Nu arbejder han med akustik på fuld tid fra sit kontor på SCION-DTU. Han har specialiseret sig i akustik i koncertsale, der bliver brugt til rockmusik. De godt 1.200 spillejobs, han har i bagagen, har givet en anderledes indsigt og gode forudsætninger for at specialisere sig inden for akustikken.
»Mange koncertsteder til rytmisk musik lyder katastrofalt dårligt, jeg ved det, for jeg har selv spillet der. Det fundamentale problem er mangel på viden om, hvad rockmusik egentlig er for noget. Begrebet er simpelthen for nyt i akademisk forstand. Hvis du kan finde ét eneste stykke faglitteratur om akustik i sale til rytmisk musik, så giver jeg bajere. Der er hyldemeter fulde af litteratur om anbefalet akustik i sale til klassisk musik, men der findes ingenting, og det mener jeg helt bogstaveligt, om rytmisk musik. Derfor har vi et korps af akustikere i hele verden, der er opdraget til kun at tænke fra 125 Hertz og opefter.«
Problemet er, mener Niels Werner, at den akademiske kortlægning af den klassiske musiks akustik ikke kan bruges til at justere nutidens rytmiske spillesteder og koncertsale. Det hænger sammen med forskellen i de to stilarters natur.
»I rockmusik forstærker man bunden – de dybe frekvenser – afsindigt meget i forhold til i klassisk musik. Vi er med tiden blevet vant til at have den bund i musikken, og det lyder underligt og uharmonisk, når den mangler. I den forbindelse er der en anden fysisk effekt, der snyder. Øret er langt mindre lydfølsomt i de lave frekvenser, vores hørelse er bedst ved ørets resonansfrekvens. Det lyder kompliceret, men er egentlig meget simpelt. Vores øre er en lukket tragt, en cylinder og hvis du puster i det – ligesom man pustede i en flaske som barn for at få den til at sige en lyd – så vil den lyd, der kommer ud, være den frekvens, vi hører bedst. Det er ørets egenfrekvens.«
Den mekanisme er en logisk effekt af, at vi skal kunne forstå hinanden. Konsonanterne er de mest højfrekvente lyde i vores sprog, det er dem, der gør, at vi kan forstå hinanden, de er rytmen i sproget. Øret er indrettet, så det hører bedst i det frekvensområde, konsonaterne ligger. Men samtidig har vi vænnet os til at have den solide bund i rockmusikken – det er blevet en del af oplevelsen ikke mindst på grund af den fysiske fornemmelse af musikken at føle rytmen. Derfor er der sammen med rockmusikken opstået nogle nye krav til, hvad et spillested skal kunne rent akustisk.
Som det er nu, er der ikke mange spillesteder i landet, der byder på anstændige akustiske forhold for rockmusik. Som regel er salene oprindelig bygget til et andet formål og ved indretningen til spillested, har man ikke prioriteret eller haft råd til at justere akustikken. Problemet er, at når rockmusikken kommer ind med sine høje lydtryk i en akustisk ureguleret sal, så svarer salen igen med at runge. Det er de dybe frekvenser, der er problemet og den eneste løsning er en akustisk justering.
»De mennesker, der arbejder med det til daglig – musikere og lydmænd – kan hverken gøre fra eller til. Deres eneste mulighed er at skrue ned for de dybe frekvenser. Men så mister man dels den æstetiske helhed i musikken, dels vil publikum jo gerne have den bund, for den fysiske oplevelse er en væsentlig faktor i oplevelsen af en live-koncert, man forventer et vist lydtryk.«
Når musikken spiller, kan de implicerede ikke gøre andet end at rette ind efter forholdene. Salens akustik ændrer sig med antallet af gæster, og det påvirker efterklangstiden.
»Der er en naturlig rungen i en tom sal, og man laver jo altid lydprøve, før der kommer mennesker. Derfor plejer man at sige, at lyden bliver bedre, når ’der kommer kød på hylderne’. Og det er rigtigt, at efterklangstiden bliver kortere, når publikum kommer ind. Bare ikke i de frekvenser, hvor det betyder noget. Dæmpningen sker i de høje frekvenser, i bunden er der så godt som ingen ændring.«
Niels Werner har lavet akustiske undersøgelser af de fleste større danske spillesteder. Det banebrydende er, at han har lavet målinger, både i den tomme sal og senere, mens der var publikum. Normalt måler man kun i den tomme sal, men Werner ville benytte lejligheden til at undersøge publikums effekt på salenes efterklangstid.
»Det viste sig, at absorptionen var enorm i de højere frekvenser. Publikum absorberede 120 procent ved 1000 Hertz. Hvordan kan det lade sig gøre, kan man med rette spørge. Det kan det, fordi den samlede menneskemængdes overfladeareal er større end gulvarealet. Det bemærkelsesværdige er dog snarere, at samme publikum kun absorberede 20 procent ved 100 Hertz i bunden af frekvensspektret. Toppen blev altså dæmpet af publikum, men den rungende bund – den, som grundlæggende var problemet – var stort set uændret, efter at publikum blev lukket ind.«
Publikums krav til et højt lydtryk til rockkoncerter er ikke tilfældig. Niels Werner har gravet i høreforskningens resultater og fundet ud af, at der er en mere lystbetonet faktor ved fascinationen af høje lydtryk. Det vækker et urgammelt instinkt i øret.
»Det center i hjernen, som har med lyst at gøre, bliver stimuleret ved dybe frekvenser, der ligger i området 50-200 Hertz. Når de frekvenser bliver afspillet med en styrke over 85 deciBel, påvirker det zaccharus-nerven i øret, hvis funktion er at stimulere lyst-centret i hjernen.«
Resultaterne af forskningen er stadig begrænset til et rimelig stort frekvensområde, men respekterede videnskabsmænd forsker videre i, om specifikke frekvenser påvirker den erotiske appetit mere end andre. Eller som Niels Werner formulerer spørgsmålet: »Findes der en grundtone, man bliver ophidset af, en liderligheds-frekvens?« Selv mener han, at rockmusikkens sexappeal er en hybrid af mange forskellige faktorer. Men også at der er et eller andet med dybe frekvenser og rytmiske svingninger, som vi kender og sammenligner med højdepunktet af vores mest intime stunder.
»Jeg talte om det med en akustikerpige, jeg var kæreste med. Helt kynisk er en orgasme jo bare resonans, to systemer, der finder ud af at svinge på samme tid. Det er jo ren svingningslære, og jeg er sikker på, at der kan findes en matematisk formel for en orgasme.«
Det akustiske ideal er, at alle frekvenser klinger lige lang tid og reflekteres lige meget i en hvilken som helst koncertsalsal. Men der findes ikke en endegyldig matematisk løsning for at nå frem til det ideal. Det er et spørgsmål om både logisk og æstetisk fornemmelse. Niels Werner arbejder med det til daglig.
»Til forskellige typer musik er der en ideel efterklangstid i et bestemt rum. Lad os tage klassisk musik. I en stor sal vil det være naturligt med en lang efterklangstid, det ville simpelthen føles forkert, hvis lyden var helt tør. Samtidig skal vi kunne høre alle instrumenter, for vi har alle sammen en eller anden fornemmelse af, hvad der er harmonisk. Man kan ikke stille det op som en ligning, men vi ved instinktivt, når det føles rigtigt, og det lyder rigtigt. Og det er jo en vigtig pointe: lad vores sanser og følelser være dem, der bestemmer, hvad vi synes lyder godt.«
Derfor går en akustiker efter at justere akustikken, så efterklangstiden føles naturlig i forhold til salens størrelse. Når den æstetik er på plads, er det kun et spørgsmål om en simpel matematisk formel og en god portion materialekendskab for at justere salen. Materialevalget er ikke ligegyldigt. Absorptionen skal målrettes og være effektiv i de rette frekvenser, for at lyden kan blive optimal.
Derfor er det heller ikke nok bare at klappe i hænderne som på kontoret, hvis man seriøst vil bestemme en sals efterklangstid.
»Det klap repræsenterer jo ikke alle frekvenser, så når man går ud og måler rigtigt på det, bruger man nogle andre metoder. Jeg bruger sådan et sinussweep, der siger næsten som luftalarmen over København i gamle dage. En tone, der tager en tur op gennem hele frekvensgangen, så man kan måle efterklangstiden for hver enkelt frekvens.« Når en sals problematiske frekvenser er defineret, er der tre stykker værktøj til at justere akustikken, afhængig af hvor på frekvensbåndet man vil sætte ind.
»Først og fremmest er der rockwool og gardiner og den slags, helt ordinært. Det kalder man porøs absorption, lyden ryger ind i de åbne porer i stoffet og kommer ikke ud igen. Problemet er, at det dæmper i alle frekvenser, så man ultimativt kan komme til at stå med et lyddødt rum uden reflektioner, og det er noget så forfærdeligt at både spille i og høre på. Den eneste, der er glad sådan et sted, er lydmanden, for så kan han lege med effekter som rumklang og delay.« Niels Werner fortsætter:
»Den anden metode er Helmholz-resonator-effekten, igen det der med at man puster ned i en flaske, så der kommer en dyb, blæsende lyd. Hvis du siger samme lyd med munden samtidig, så udfaser de to hinanden. Det er den effekt, man for eksempel har i de perforerede gipslofter, der hænger mange steder. Lyden bliver kastet op gennem hullerne, bliver reflekteret mod det overliggende loft og udfaset på vejen ud gennem hullerne igen.«
Den tredje metode går direkte efter de dybe frekvenser. Den er effektiv, men kræver plads. Det hænger sammen med basfrekvensernes fysiske størrelse:
»Nu bliver jeg lige lidt langhåret. Du skal forestille dig lyd som små varierende lufttryk overlejret på det atmosfæriske tryk. Når jeg taler, giver det nogle små forskydninger af molekylerne i luften, små trykbølger, der spreder sig som ringe i vandet. I de dybe frekvenser er det nogle enorme ringe, der vælter rundt, mens det i de høje frekvenser er bittesmå ringe. Hvis du forestiller dig en lille trykbølge møde for eksempel et skjortebryst, jamen så er bølgen så lille, at den ikke kan slippe forbi. Den bliver opslugt. Omvendt med de lave frekvenser. Sådan en ordentlig basbamse stopper ikke, bare fordi der står et par mennesker. Det eneste, der kan stoppe den, er en væg, og den kaster bare basbamsen tilbage, hvor den kom fra. Indtil den møder en væg igen, der også reflekterer den og så videre. Det er derfor en fysisk og helt logisk proces, at de dybe frekvenser runger i en sal, selv om der er publikum, ligesom de høje frekvenser nødvendigvis bliver absorberet.«
Ideelt set drejer det sig derfor om at undgå at få sat gang i basbamsen. Det kan gøres ved at skrue ned for de dybe frekvenser, når musikken spiller, hvilket er direkte mod både ånden og det æstetiske udtryk i rockmusikken. Men både antal og placering af højttalere har også en betydning for at holde akustikken under kontrol.
»Man kender det fra kirken. Der er problemet, hvordan man får folk til at høre, hvad præsten siger i et rum, der klinger i måske otte sekunder. Løsningen er små nærfelts-højttalere, lige så mange som der er mennesker, placeret i ryggen på stolerækken foran. Så har man et lille felt, der ikke bidrager til at sætte gang i det store klangfelt, men som alligevel forstærker nok til, at hver enkelt kan høre prædikenen.« Det er dog oftest fysisk set umuligt at placere højttalere på den måde i en koncertsal til rock.
En løsning er at konstruere væggene af et materiale, der kan sættes i svingninger. Niels Werner er ved at fremstille en prototype til at reducere og kontrollere basbamsen: »Forestil dig en stor trampolin. Når basbamsen rammer, sættes trampolinen i svingninger, og de svingninger sluger lidt af energien, så der ikke bliver kastet lige så meget tilbage. En del af energien er blevet efterladt eller omsat til fysiske svingninger, til energi.«
Vinduesruder er også en slags membran, der absorberer og sluger dybe frekvenser. De høje frekvenser bliver reflekteret af glasset, de er for små til at sætte ruden i svingninger. Bassen bliver også reflekteret, men en del af energien bliver stoppet. Man kan høre det, når naboen holder fest så ruderne vibrerer.
»Den vibration suger noget af energien ud af musikken. Hvis du tager det samme vinduesglas og hænger op midt i lokalet, ville det ikke vibrere, fordi der er lige meget vibration på forsiden og på bagsiden, ruden omsluttes af lyd. Når vinduet er lukket, vibrerer ruden, og du får ikke den samme lyd på den anden side af vinduet, kun reflektionerne fra de dybe frekvenser.«
Niels Werner peger på, at det også er derfor, man kun hører den dundrende bas fra overboen og ikke resten af musikken. Det er de dybe frekvenser, der sætter vibrationer i gang i vægge, gulv og loft, så glassene står og hopper hos både nabo, genbo, overbo og underbo.
»Men det slipper man nok aldrig for, for det er de samme frekvenser, der sætter gang i festen, og samtidig dem, der får æggestokkene til at danse.«
ref.:
Weekendavisen, 2008.April.13
