Chris Curtis & The Searchers
The Searchers i deres velmagtsdage.
L-R: Mike Pender (lead gtr.), Chris Curtis (drm), John McNally (rhtm gtr.) og Tony Jackson (bass).
Chris Curtis var trommeslager og sanger hos The Searchers i årene 1960 - 1966. Det var i de år gruppens succes blev slået fast, takket være en række hits som var fundet, skrevet eller sunget af Curtis.
Efter en Australiens-tour i 1966 gik Curtis og gruppen hver sin vej. Gruppens medlemmer, bortset altså fra Curtis, har gennem årene givet en række interviews, og fortalt hver deres udlægning af bruddet og de efterfølgende hændelser.
Det kunne derfor være interessant at høre hvad hovedpersonen i det hele, manden der var ansigtet udadtil og sang de store hits, har at fortælle.
Det gjorde han i 1998 efter mere end tredive års tavshed.
Fem år senere fulgte endnu et interview.
De to interviews plus et mindeord følger her.
--------------------------------------------------
Trommeslager hos The Searchers
(1998 interview)
Af Spencer Leigh
Oversat af Kurt Starlit
I sit første interview siden 1960'erne fortæller Chris Curtis om årene med The Searchers
(tidligere udgivet i Record Collector, marts 1998).
Omkring 1980 forberedte jeg en række interviews med Merseybeat musikere til BBC-serien "Let's Go Down The Cavern" ("Lad os tage ned i The Cavern"). Interview'ene blev senere til en bog.
Kun ganske få musikere nægtede at være med, og den eneste virkelig afvisende reaktion kom fra Chris Curtis, tidlige trommeslager og sanger hos The Searchers, som i telefonen erklærede: "Jeg gider ikke høre om den tid og jeg vil overhovedet ikke tænke på de dage." Herefter blev røret lagt på.
Som tiden gik, hørte jeg rygter om hans tilstand og om, hvor forstyrret han var. Jeg fik at vide, at hvis han havde svaret ja på min forespørgsel (om et interview), kunne jeg se frem til at blive ringet op hver morgen/nat klokken tre... Og da jeg holder meget af min nattesøvn, var det måske meget godt at det gik som det gik.
I 1985 kom Michael Ochs til Liverpool, for at promovere sit fotografiske værk, "Rock Archives". Han medvirkede bl.a. på Billy Butler's radio program, og bagefter gik vi over gaden og ind på Holiday Inn for at få en kop kaffe og en kage.
Pludselig træder Chris Curtis ind ad døren med en taske fuld af plader og fotos fra de glade dage - hvorefter han giver dem til Ochs med ordene: "Det er til dig!"
Billy og jeg var mildt sagt overraskede. Denne velhavende amerikaner var kommet ind med morgenflyet fra New York, og tog afsted med en pose fuld af Searchers guf. Senere fandt jeg ud af, at Curtis kun modtog nogle beskedne royalties fra de gamle sange, og at hans generøsitet overfor Ochs kun gjorde en rig mand endnu rigere.
Jeg fandt også ud af, at Curtis havde taget en tidlig bus om morgenen og delt ud af sin pladesamling til de overraskede passagerer. En af hans naboer fortalte, at Curtis var en venlig men excentrisk mand.
Med mellemrum førsøgte jeg uden held at komme til at interviewe Chris Curtis. Sidste gang var i 1992, hvor jeg skrev cover-noterne til The Searchers "EP Collection, Volume 2", og ville vide hvem der havde lavet originalversionen af "Unhappy Girls". Han vidste det ikke, og afslog endnu en gang at blive interviewet.
Da vi når frem til december 1997 har jeg stadigvæk ikke fået interviewet Chris Curtis, men på den anden side, så er det heller ikke lykkedes for andre.
En aften interviewede jeg John McNally, lead guitarist hos The Searchers, live på Radio BBC. Da jeg kom hjem, hørte jeg min kone tale med Chris Curtis i telefonen, som i forvejen havde lagt fire beskeder. Han havde ringet op, men programmet kørte: "Jeg er helt enig i det John siger", gentog han flere gange og "Jeg tror vi kan finde ud af noget."
Så, efter sytten års forsøg på et interview, havde Curtis endelig sagt ja til et radio-interview!
Jeg svarede, at jeg meget gerne ville lede et komplet interview til "Record Collector" programmet, da det måtte være på tide, at høre hans version af historien om The Searchers. Curtis var trods alt det vigtigste medlem af The Searchers. Jeg forventede egentlig ikke, at han dukkede op, men vi gennemførte at optage et to-timers interview.
Faktisk holdt jeg meget af Chris Curtis. Han havde lidt af en række mentale problemer gennem en årrække, ligesom han taler hurtigt som om tankerne hopper tilfældigt omkring, mens han laver sjove stemmer. Efter sin egen mening er han dog ikke længere "Rasmus Raseri" (Tommy Tantrum), og tilføjer: "Jeg har altid været en hurtig-tænker, og folk som kender mig godt, siger, Sådan er han."
"Folk som ikke kender mig, siger måske, at jeg ikke har det rigtig godt."
Chris Curtis er tilbage på scenen, er overbevist om sine evner og optræder igen som den ene halvdel af en duo med navnet Jimmy. De optræder på Old Roan pub'en i en Liverpool forstad. Han kan endda overtales til at synge "Needles & Pins", hvis man beder pænt om det.
SL: Spillede du nogle instrumenter da du var dreng?
CC: "Jeg blev født under blitzen i Oldham i 1941. Jeg kom til Liverpool da jeg var fire år, hvor jeg begyndte i underskolen. Jeg fandt selv ud af at spille på klaveret, som stod i vores daglistue. Jeg vidste at C var den midterste tangent, så jeg fandt ud af akkorderne ved hjælp af den midterste C. Da The Searchers udgav den første single-plade, var B-siden "It's all been a Dream" skrevet v.h.a. det klaver. Jeg flyttede senere til St. Mary's College i Crosby, hvor jeg fik en violin, selvom jeg meget hellere ville spille kontrabas."
SL: Hvornår begyndte du at spille trommer?
CC: "Jeg ville være med i en gruppe, dengang tingene begyndte at ske. Jeg mente selv, at jeg ikke behøvede at øve trommer, det var kun et spørgsmål om at slå hårdt. Så jeg fortalte min mor og far, at jeg ønskede et trommesæt, så min far undskrev købekontrakten. De var mægtig smarte, blå og skinnende.
En lørdag, da jeg gik hen til musik-butikken for at betale et afdrag, stod Mike Pender udenfor. Vi havde gået i underskole sammen. Trommeslagere var en mangelvare, så han bad mig om at spille med dem til et engagement i Garston samme aften. Min bror havde en lille Ford Anglia, så han kørte mig og trommerne derhen. Det var et let job, for de spillede sange som jeg i forvejen kendte, f.eks. "Oh Lonesome Me"".
SL: Var det den berygtede Wilson Hall?
CC: "Ja ja, den og så Hambleton Hall i Huyton var berygtede for slagsmål. Og der var altid ballade, når man spillede på Litherland. Jeg sørgede for at holde bækkenerne op, for at undgå flyvende glas. Jeg fandt hurtigt ud af, at drengene kom i slåskamp over hvadsomhelst i en nederdel."
SL: Det må have været omkring 1960 og du havde langt hår allerede på dette tidspunkt. Det kan kun have været dig og Screamin' Lord Such, som havde langt hår dengang?
CC: "Jeg var et par år forud for ham - det ved jeg, fordi vi diskuterede det engang nede i Star Club i Hamburg. Jeg har haft langt hår siden jeg var fjorten år. Det skulle sidde pænt når jeg gik i skole, men det fik lov at stritte når jeg arbejdede i Swift's Furniture Store i Stanley Road."
SL: Var Johnny Sandon forsanger, dengang du kom med i The Searchers?
CC: "Nej, han kom med lang tid efter mig. Han havde en fantastisk stemme, og senere producerede jeg for ham hos Pye Records - (synger) "Your lips on mine are soft as dew", du kender sangen med Brook Benton: "So Many Ways". Det gjorde han fremragende. Gad vide hvad der skete med båndene."
SL: Johnny Sandon holdt op hos Pye Records, for at optræde på militærbaser i Frankrig, hvilket var et katastrofalt karriereskift.
CC: "Det var en fejltagelse af rang og jeg har ondt af ham. Han var solist - Johnny Sandon and The Searchers - og efter bruddet besluttede vi at fortsætte uden ham. Jeg var ikke sikker på, om jeg kunne spille trommer og synge samtidig, men jeg vidste at det var et spørgsmål om koordinering. Vi manglede noget nyt materiale, så jeg fik fat i nogle soul-plader med The Coasters og The Clovers, hvorefter vi shinede dem op. Hvide drenge der synger sort soul, men det virkede. "Sweets for my Sweet" og "Goodbye my Love" er eksempler på det."
SL: Hvor fik du dine plader fra, var det fra Cunard Yanks?
CC: "Nej, det er helt ved siden af. Hvordan skulle nogle tilfældige engelske sømænd vide, hvor man kunne købe plader med The Clovers? Nogle af dem havde country-plader med hjem, men det er vist også det hele. Derimod var der en second-hand butik i Stanley Road, som jeg frekventerede i min frokostpause. Her fandt jeg ting som f.eks. "Let's Stomp" med Bobby Comstock. Jeg var altid på udkig efter noget spændende, f.eks. fandt jeg "Love Potion No. 9" i en second-hand biks i Hamburg, dengang vi spillede på Star Club."
SL: Hvis brugt-biksen havde sådan en plade, må der være nogen som har afleveret den.
CC: "Jeg tror forretningen fik pladerne fra USA, for de var altid i fin stand - ingen ridser eller noget. En dag tog jeg til Gaumont Cinema i Bootle for at se filmen "Town Without Pity". Bagefter fandt jeg en pladebutik. Det var her de havde denneher med Ray Charles, "What'd I Say". Men jeg var ikke sikker på, om jeg skulle købe den, for det var samme nummer på begge sider ("What'd I Say" Parts 1 and 2), men da jeg senere hørte den derhjemme, fandt jeg ud af, at de to sider er ret forskellige. Jeg spillede det dersens riff om og om igen, og besluttede at jeg selv ville synge sangen, så vi brugte den senere som afslutningsnummer ved alle vore shows."
SL: Spillede I sangen før The Beatles og de andre?
CC: "Det vil jeg tro, men der var så mange grupper på den tid, som rent musikalsk var inspireret af de samme sange. Roy Orbison udgav f.eks. sangen "Dream Baby", og ugen efter havde alle grupper nummeret på repertoiret. Paul McCartney kopierede den bedst - han var den helt rigtige til sangen."
SL: Hvad med Pete Best?
CC: "Han var et geni. Hvis man satte den mand ind bag et trommesæt og bad ham spille i nitten timer, ville han gøre det uden at mukke. Han spillede som en drøm med stil og udholdenhed og det var reelt det som var The Beatles' sound. Glem alt om guitarer og ansigter - det var hans stil som i virkeligheden tegnede gruppen."
SL: Var du overrasket, da Beatles fyrede Pete Best?
CC: "Jeg var forbløffet. Da han blev fyret, overvejede jeg endda at udskifte trommerne med en guitar, så vi kunne få ham med i vores band. The Beatles hadede ikke Best, men de ville ikke have en stjerne på trommerne. Ringo var en udmærket trommeslager, men mere ordinær. Da der blev holdt audition hos Decca, for at finde en ny trommeslager, tror jeg Decca-folkene forstod at Pete har så meget styrke i sit spil, at ingen rigtig vidste hvordan man optager sådan en musiker på bånd. Det er derfor så mange Merseyside plader har en spids lyd, bortset fra The Searchers. Vores indspilningstekniker vidste hvad han gjorde - men ikke altid. "Love Potion no. 9" var vores største sællert i USA, selv om trommerne er meget tynde på den plade. Men lyden passede til deres radiostationer, de kunne li' den sound."
SL: Hvordan var det at spille på The Cavern?
CC: "Jeg kunne ikke fordrage det. Når jeg stod på scenen, plejede jeg at kommentere stedets toiletter med, at stedet stank ad helvede til. Ejeren Ray McFall bad mig om at klappe i og truede med, at hvis han hørte mere af den slags, så røg jeg ud. Jeg var nødt til at sende mit tøj til rensning i Florida Steet hver gang vi havde spillet der. Der var en frygtelig stank, og den eneste grund til at stedet var så populært, var fordi McFall var klog nok til at reklamere med, at The Beatles eller Gerry & The Pacemakers spiller her i aften."
SL: Men var lyden ikke fantastisk dernede, var det ikke som et ekkorum med tilbageslag fra væggene?
CC: "Overhovedet ikke. Så snart stedet var fyldt med folk, var der fuldkommen lyddødt derinde. Det var måske derfor Pete Best var så god derinde."
SL: Mange af grupperne spillede de samme sange.
CC: "Vi var allesammen vilde med den dersens sang af Richie Barrett, "Some Other Guy" og B-siden "Tricky Dicky" var også fin. De fleste Liverpool-grupper brugte den slags enkle akkord-baserede sange i stor stil. Hvis vi havde haft det samme forstærkerudstyr som The Who senere fik, ville Mersey-sound'et have lydt helt anderledes - meget mere guitar-agtigt.
The La's brugte en af mine guitarer - en 12-strenget Gretsch - og når de inspillede, ville de ikke stemme guitaren op. De ville have den autentiske 60'er-lyd fordi, som de sagde: "The Searchers stemte aldrig op". Helt forkert, venner, I kunne have haft et større hit med "There She Goes", hvis I havde gjort det rigtigt."
SL: Hvordan blev du ansat hos Pye Records?
CC: "The Beatles havde lige haft et hit, så Les Ackerley, direktør på Iron Door klubben, bad os om at indspille et par numre på bånd. Han lånte os klubben en eftermiddag og vi fik fat i en lille båndoptager og optog hele sættet. Han tog båndet med til Decca som ikke var interesseret, men så tog han det også med til Pye. Tony Hatch var meget begejstret for optagelserne, da han havde en ambition om at blive en ny George Martin for The Searchers, eller i det mindste ride med på bølgen.
"Sweets for my Sweet" var med på båndet og han bad os tage nummeret med på vores første studieindspilning. Les Ackerley ville gerne være vores manager, men vi skrev kontrakt med Tito Burns, da vi hørte at han kunne gøre meget mere for os i London. Jeg havde ondt af både Les Ackerley og os selv, for Tito Burns viste sig at være en skrækkelig person. Han holdt i den grad sine musikere i kort snor; de var altid på tour eller i studiet. Når man mødte The Zombies på gaden, så lignede de grangiveligt zombier."
SL: Var Dusty Springfield ikke også i stald hos ham?
CC: "Jo, og hun kunne være både morsom og hævngerrig på samme måde som mig. Engang var vi på tourné med hende og Roy Orbison. Da vi kom til Liverpool, var hun virkelig træt af sin road manager. Hun ringede derfor op til George Henry Lee og bad om at få sendt noget billigt porcelæn til sit omklædningsrum på The Empire. Et efter et kastede hun alt porcelænet hen ad korridoren, og road manageren gjorde aldrig noget forkert igen."
SL: Hvorfor valgte du kunstnernavnet Chris Curtis?
CC: "Det gjorde jeg heller ikke. Vores bassist Tony Jackson stod en dag i omklædningsrummet på The Cavern, da nogle journalister fra pressen også var der. Han introducerede os, men da han kom til mig, kunne han ikke lide at kalde mig ved mit rigtige navn, Crummey. Da de bad om mit efternavn, kiggede han sig hurtigt omkring på The Cavern's vægge, hvor han fik øje på "Lee Curtis", hvorefter han sagde: "Chris Curtis".
Da min mor så det, sagde hun: "Har de fået en ny trommeslager uden at fortælle dig det?" Hun var sikkert blevet henrykt, hvis de havde, for hun syntes The Searchers var et bundt nuller. Hun brød sig ikke om, at jeg var i den gruppe. Selv mens vi havde en række hits, syntes hun det var bedre at jeg arbejdede i en bank. Men i det mindste havde hun ikke noget imod mit nye navn - min bedstefars efternavn var Curtin, så det var meget tæt på ham."
SL: Jeg har indtryk af, at du var leder af The Searchers, eller i det mindste den som gav gruppen musikalsk retning.
CC: "Hvis det giver retten til at kalde sig leder, at levere de musikalske ideer, så har du ret. Hvis jeg fik et raserianfald den ene dag, og bad nogen i gruppen om at skrubbe ad H til, så var jeg klar til at lade dem bestemme des mere den næste dag. Når jeg på den måde havde fået dem med på min bølgelængde, kunne det ikke gå helt galt. Jeg havde groft sagt ret ti gange ud af ti, og så kan man vel ikke have været helt ved siden af, vel?"
SL: Så alle singlerne stammer fra dig?
CC: "Stort se ja. Bortset fra "Sugar and Spice". Tony Hatch lokkede os ind i en god gænge med den. Vi var på udkig efter en efterfølger til "Sweets for my Sweet" og jeg hoppede på den amerikanske idé med at følge et hit op med et tilsvarende hit. Han fornemmede hvad jeg søgte, så derfor løj han overfor mig. Han sagde at han havde hørt dennehersens Fred Nightingale på en pub, hvor han sang "Sugar and Spice" (Curtis synger første vers af sangen, hvorefter han synger den igen i en karikatur af Hatch). Tony Hatch havde været i hæren, og man kan høre han har kopieret melodien fra en march. Jeg svarede: "Det er da en tosset titel. Ingen i Liverpool vil da gå ind i en pladebutik og bede om "Sukker & Krydderi". Til slut gik vi med på idéen, men jeg sang aldrig med på harmonierne, kun oo-ee-oo stykkerne, og kun for at bære den igennem. Så hellere "Mary Had A Little Lamb".
SL: Var I ikke den første engelske gruppe, som indspillede en P.J. Proby sang: "Ain't Gonna Kiss Ya"?
CC: "Jo jo, Tony Hatch havde en æske med plader fra obskure pladeselskaber i USA, så jeg fandt en plade med en pigegruppe dernede i dybet med titlen: "Ain't Gonna Kiss Ya". Jeg forstod ikke selv, hvorfor jeg kunne li' den, men jeg vidste at den havde et eller andet. Jeg lærte akkorderne, de havde et stort flygel på Star Club scenen, så jeg sad tit og spillede den.
Den trængte måske til lidt pep, så i stedet for at starte sangen i mol, som regnes for en dårlig start-akkord rent kommercielt, så valgte vi at starte i C dur, og så skifte til mol i selve verset. Det virkede! Så hver gang P.J. så mig, begyndte han at messe: "Chris Curtis, det eneste menneske som nogensinde har skaffet mig penge i England." Når han er ædru, er han verdens bedste sanger."
SL: Og så kom "Needles and Pins".
CC: "Hvis du ikke får fat i lytteren de første fem sekunder, får du ham aldrig. Men vi havde ham med den sang. Åbningsakkorden i "Needles and Pins" bliver sikkert aldrig overgået. Det må være et godt riff, siden The Byrds brugte det utallige gange på deres plader."
SL: Men I kopierede det fra Jackie de Shannon.
CC: "Mere eller mindre. Vores version er enklere end hendes. Hun går igennem et enormt følelsesregister i den sang, som passede fint til hende, men som bestemt ikke passede ind i en teenager-agtig Searchers plade."
SL: Og så blev det The Byrds, og ikke The Searchers, der rendte med palmerne.
CC: "Tja, de var jo alle på stoffer. Roger McGuinn havde alle de her små blå glas rundt omkring, og alle mente han var på syre. Det image var vi slet ikke interesseret i, selv om jeg ikke tror de tog nær så mange stoffer som de gerne ville have os til at tro. Ingen yder sit bedste på skidt og lort. Jeg tog Preludin i Hamburg, men det var for at holde mig vågen i de sene nattetimer. Mit spil kom fra hjertet."
SL: Det må have været svært at sove, når så mange spændende ting sker rundt om en.
CC: "Lige præcis. Heldigvis gav min læge i Liverpool mig nogle piller, som ikke kunne overdoceres. De fik mig til at slappe af og sove, hvis jeg ville. Det var jeg taknemmelig for. Tanken om at tage piller, som ændrer psyken eller kroppen tiltalte mig aldrig. Gud har givet os en velfungerende krop, så den skal man ikke lave kemiske eksperimenter med."
SL: Der har jo været en del forvirring omkring spørgsmålet, så derfor spø'r jeg: Hvem synger hovedstemmen i "Needles and Pins"?
CC: "Tony Jackson sang hovedstemmen i "Sweets for my Sweet", fordi han havde den bedste stemme til den sang. Det samme var desværre ikke tilfældet med "Needles and Pins". Han prøvede at synge den, men det lød helt forkert. Det gik meget bedre med Mike Pender."
SL: Førte det så til, at Tony Jackson forlod gruppen?
CC: "Helt fra starten brød jeg mig ikke om Tony, men jeg havde aldrig nogen sammenstød med ham. Hvis han begyndte at diskutere, så skred jeg bare. Han ville f.eks. synge "Needles & Pins" og han truede med at afsløre forskellige ting om mig, hvis jeg ikke lod ham gøre det.
Så svarede jeg: "Du kan afsløre hvad du vil, du kommer ihvertfald ikke til at synge "Needles & Pins".
Derefter sagde jeg: "Kan du tælle til 50?" og han svarede: "Selvfølgelig kan jeg tælle til 50?"
Så sagde jeg: "Så start med at tælle, for inden du når til 50, har jeg ringet til Tito Burns og fortalt ham at du er ude af bandet."
Han var chokeret, for pludselig havde han ingen indtægt. Retfærdigvis vil jeg sige, at hans første singleplade, "Bye Bye Baby", var udmærket."
SL: Lige før Jackson forlod gruppen, indspillede I "Don't Throw Your Love Away".
CC: "Pat Pretty, publicist hos Pye, var en smuk kvinde som var faldet over B-siden til en amerikansk hit-plade med The Orlons. Og jeg syntes det var en fin titel. Guitar-riffet var på mange måder det samme som på "Needles & Pins", så endnu en gang var det et spørgsmål om at følge et hit med en kopi af hittet. Mike Pender's stemme er fin på den sang, som en lille dreng der vandrer gennem gaderne. Jeg lægger den der høje harmonistemme i baggrunden, som fungerer udmærket, synes jeg. Efter min mening var det en af The Searchers' bedste sange."
SL: Det er selvfølgelig mit eget problem, men "Someday We're Gonna Love Again" er den eneste af jeres single-plader som jeg ikke bryder mig så meget om.
CC: "Jo, men f.eks. Dusty Springfield synes vældig godt om den. Vi havde spillet på isbanen i Blackpool og vi skulle flyve hjem i en lille to-motors maskine for at indspille. Jeg fik at vide, at jeg ikke kunne få mine egne trommer med. "Det bliver vi flere om at bestemme," svarede jeg. Resultatet blev, at vi fløj derhen om natten (incl. mine trommer), indspillede om morgenen, og fløj retur om eftermiddagen. Jeg oplevede det som en god introduktion til sangen, hvor harmonierne er så høje, næsten som Graham Nash."
SL: Så du kan ikke komme så højt op i dag?
CC: "Jo jo, sagtens (CC forsøger en mere eller mindre vellykket demonstration).... Min stemme er lidt hæs, men jeg kan klare det."
SL: Så Tony Jackson blev erstattet af Frank Allen, bassist hos Cliff Bennett and the Rebel Rousers.
CC: "Ja, de to grupper havde spillet sammen i Star Club i Hamburg, hvor de også blev gode venner. Frank Allen er en fin fyr. Hans stil og image passede perfekt ind i vores, og så spillede han en fantastisk bas. Hans basspil er meget svært at optage, fordi han først anslår strengen på normal vis og derefter direkte slår på den (CC demonstrerer teknikken). Det er sandsynligvis fordi han var nødt til at holde en meget stram timing hos Cliff Bennett, som kunne lide den rokkende stil."
SL: Hvem bestemte hvem der skulle synge ledestemmen?
CC: "Aldrig mig på en single. Jeg fik at vide, at det så tosset ud på TV med en syngende trommeslager. John McNally syntes vi skulle udsende "This Empty Place" som single. Det er en stemningsfuld sang med et smukt klaver. Det er en fin sang at synge, men jeg troede aldrig jeg skulle slippe væk fra trommerne. Jeg skulle selvfølgelig have gjort som Don Henley og stillet mig foran, men det tænkte vist hverken jeg selv eller andre på. Faktisk kom jeg fri af trommerne i "What have they done to the Rain", hvor jeg sad på en høj stol og spillede på en bongotromme mellem knæene."
SL: "What Have They Done To The Rain" var en rørende sang, som markerede et skift i jeres musikalske retning.
CC: "Den var skrevet af Malvina Reynolds, som på daværende tidspunkt var en gammel dame, men en fremragende sangskriver. Jeg fandt sangen på en lille blå Fontana singleplade, og syntes det var en storartet titel. Da jeg senere spillede den, forstod jeg, at det også var en fin melodi. Jeg mente at bongo-trommer ville være fint i stedet for trommer, og så en masse guitarer. Tony Hatch spurgte, om han måtte lægge strygere på, og det virkede, - det blev kort sagt en fin sang. Den havde et indtrængende budskab og når vi tager i betragtning, at folk ikke vidste hvad de lyttede til, klarede den sig godt. Det var jo det første grønne økologiske hit, og de fleste penge som Malvina Reynolds nogensinde tjente, kom fra os."
SL: Tror du virkelig at folk ikke forstod det?
CC: "Det er jo anderledes nu til dags, hvor vi har de grønne partier og man hører økologiske budskaber hele tiden. Efter Chernobyl har vi opdaget at vore dyr bliver forgiftet p.g.a. det de har gjort ved vind og regn. Det er et meget aktuelt emne i dag, og jeg kunne forestille mig Oasis lave en hard rock version af sangen (synger som Liam). Han ville ikke behøve lære ordene - jeg er sikker på at de allerede står skrevet i loftet."
SL: Der kom endnu et klassisk hit med "Goodbye My Love", og dine trommer lyder meget karakteristiske.
CC: "Det er fordi trommerne er optaget to gange. Først er grundsporet optaget. Derefter lytter jeg til grundsporet, mens jeg indspiller trommerne en gang til. Originalen var en homo-sang, "Goodbye, My Lover, Goodbye", som vi ændrede fuldstændig. Vi arbejdede med den i lang tid, og studieteknikeren slettede noget af B-stykket. Det var klokken seks om morgenen, og da vi ikke orkede at indspille mere, splejsede han enderne sammen. Den første person jeg spillede båndet for, var Brian Epstein. Han var meget begejstret og sagde bl.a. "Jeg vil vædde fem tusind pund på, at den bliver nummer et på hitlisten den første uge den er ude."
SL: Diskuterede du ofte den slags ting med ham?
CC: "Af og til. Han spillede f.eks. "You've Lost That Lovin' Feeling'" med The Righteous Brothers for mig og sagde "Den her er til Cilla Black." Jeg svarede, "Gør det, hvis du synes, den vil sikkert blive et hit for hende, men The Righteous Brothers vil løbe hende over ende." Det var ikke sjovt at se, hvordan hun kæmpede med sangen. Den passede simpelthen ikke til hende.
Hendes bedste plade var "Liverpool Lulaby", hvor hun faktisk lyder som en pige fra Liverpool. Jeg gik engang gennem en snestorm til Liverpool Empire med en sang som jeg havde skrevet specielt til hende, da hun ikke havde haft et hit i årevis: "Another Heart Is Broken". Men hun svarede, at hun ikke tog sange på repertoiret fra et kassettebånd. Hvor F..... tager hun dem så? Havde hun forventet, at jeg kom med et 40-mands orkester? Nå, men bortset fra det, så har hun ikke haft et hit siden dengang."
SL: Og så, efter alle de B-sider, så skrev du en A-side: "He's Got No Love".
CC: "Ja, men genkender du melodien? Hvis du spiller den og bagefter lytter til "The Last Time" med Rolling Stones, vil du kunne høre at det er samme melodi. Vi var nogle slemme drenge, som lånte deres melodi."
SL: Jo, men The Stones tog den fra James Brown's "Maybe The Last Time".
CC: "Uha uha, så er vi alle på den forkerte side af plankeværket."
SL: Med "What Have They Done To The Rain" og "Take Me For What I'm Worth" var det jer som definerede folk-rock i England.
CC: "Jeg beundrede den overbevisning som lyste ud af "Take Me For What I'm Worth". Det er da meget bedre end at sige: "Jeg er bedre end dig." Det er en inderlig overbevisning og kunne være blevet et homoseksuelt slagord."
SL: Når I lavede så mange gode plader, hvorfor forlod du så The Searchers?
CC: "Vi var på tourné i SydøstAsien og Australien, hvor vi sluttede af. Og kan du forestille dig en mere tosset kombination end The Rolling Stones og The Searchers? Vi kunne slet ikke hamle op med Mick Jagger eller Keith Richards. De vidste hvordan man håndterer et publikum, som råbte "We want The Stones" under hele vores afdeling. Det var mere end jeg kunne klare. Jeg nyder at være sammen med Keith, som spiller akustisk guitar som en drøm, og med et skønt repertoire som jeg slet ikke ville kunne hamle op med. The Stones succes er først og fremmest på grund af ham. Mick Jagger's tekster er som regel ret stupide, men han synger nogle gode backingstemmer. Keith bad mig om at give "Take It Or Leave It" et pift. Jeg regnede med at den ville blive udsendt som single, men jeg havde allerede forladt bandet på det tidspunkt. De indspillede nummeret med en ny trommeslager og det var ynkeligt."
SL: Hvad skete der så i Australien?
CC: "Jeg kunne ikke fordrage Australien. Jeg syntes det var et land med forfærdelige mennesker som slet ikke var min smag. Jeg faldt ned fra scenen og har stadig et ar på benet (hiver buksebenet op, for at vise mig skaden). Jeg gik i byen med en australsk pige som sagde: "Du trænger til noget søvn, darling, kom med mig hjem." Hun havde en skøn lejlighed, nærmest som et halvt højhus, med en fantastisk udsigt over havnen. Om natten var jeg stået op for at drikke noget kaffe. Jeg besluttede at stikke af inden hun vågnede. Vinduerne var åbne og der var en stor tung dør. Jeg åbnedede den, men den slog tilbage og smadrede ind i en af mine fingre. Den røg næsten af, men jeg tog tilbage til drengene med et såret ben og en smadret finger. Så kiggede jeg i nødhjælpskassen, for at finde noget mod smerten i fingeren, men de havde smidt alt indholdet ud, alle mine beroligende piller, lige ned i lokummet. De troede vist at de gjorde mig en tjeneste, men jeg fortalte dem at det var slut, jeg kunne ikke klare mere. Men de fik mig da overtalt til at gøre tour'en færdig. På hjemvejen skrev jeg en sang til The Searchers på bagsiden af en brækpose, men den var stadig ikke brugt da jeg forlod gruppen. Da jeg kom tilbage til Bootle, trak de neglen ud på hospitalet."
SL: Det varede ikke længe, før du kom i et modsætningsforhold til The Searchers, fordi du producerede Paul & Barry Ryan's sang, "Have You Ever Loved Somebody".
CC: "Jeg indspillede Paul og Barry Ryan for deres stedfar, Harold Davison, som er Sintra's bedste ven, og så gør man hvad man bliver bedt om. Graham Nash havde givet mig sangen og jeg kunne lide titlen - svaret kunne enten være lykkeligt eller bedrøveligt, ja eller nej. John McNally spurgte hvad jeg lavede, så jeg lod ham høre sangen. Bag min ryg gik han til (plade)forlaget og fik en kopi til sig selv. De indspillede en middelmådig version - det vokale var ikke godt og det lyder som om der løber en rotte hen over lilletrommen. Paul og Barry Ryan, som var flinke folk, lavede en meget bedre version.
Jeg var ved at indspille med en wallisisk gruppe med navnet Ten Feet, og de backede de to Ryans op på deres version af "Have You Ever Loved Somebody". Jeg forklarede dem at jeg ønskede en trommelyd som om den kom fra bagenden af en hal og frem mod fronten. Guitaren skulle gå (demonstrerer) på samme måde; det virkede og jeg var godt tilfreds.
På grund af The Searchers' version bad (plade)forlaget mig om at holde igen med Ryan-brødrenes version.
Derfor gik jeg til Harold Davidson og forklarede: "Dette er hitplade nummer 1."
Han svarede, at vi måtte skynde os og forklarede: "Jeg får dem på Ready, Steady, Go på fredag og sådan og sådan næste tirsdag." Så det gjorde han.
Tito Burns, som repræsenterede The Searchers, sagde til mig: "Din skiderik, din skiderik".
Og jeg svarede: "Lige et øjeblik, en skiderik er rigeligt heromkring."
Han svarede: "Du har ruineret The Searchers."
Og jeg svarede: "Jeg har ikke haft noget med dem at gøre, de har derimod haft noget at gøre med mig. De har prøvet at være skide smarte, men det ramte tilbage i hovedet på dem selv."
SL: Lavede du andet for Paul og Barry Ryan?
CC: "Jeg blev gode venner med Jackie de Shannon, som ofte kom og besøgte mig i min lejlighed tæt på Harrods. Gennem hende lærte jeg Sharon Sheeley at kende, som foreslog at vi lavede et par sange sammen. Hun boede sammen med Gordon Waller, som jeg ikke bryder mig om - en hård negl som ikke var sød ved hende. Hende og jeg skrev sangen "Night-time" til Paul og Barry."
SL: Du lavede også en single med Alma Cogan.
CC: "Ja, hun var skøn - en helt igennem skøn kvinde. Hun var vild med alle grupperne og elskede John Lennon. Hendes bedste ven var direktøren for Ad-Lib i Leichester Square, hvor alle de store grupper mødtes. Jeg skrev "Snakes and Snails til hende, som blev indspillet med Bobby Ore på trommer, John Paul Jones på bas, Jimmy Page, Vic Flick og Joe Moretti på guitar, som alle spillede forrygende. Hun vidste ikke at hun skulle synge sammen med en heavy rock-gruppe, men hun elskede det. Backing-vokalerne bestod af Dusty Springfield, Doris Troy, Rosetta Hightower (fra The Orlons) og mig selv (sagde hunden). Er du vild, det var sjovt!"
SL: Og din solo singleplade hed "Aggravation" (forværring) - helt sikkert en sang med et budskab!
CC: "Tja, sådan kan vist godt sige det. Det er Joe South som har skrevet sangen og den har et godt riff. Jeg havde Jimmy Page, Joe Moretti, John Paul Jones og Vic Flick til at hjælpe med indspilningen. Jeg lavede min Tom Jones hard rock stemme og den var virkelig høj. Jeg vidste at jeg havde stemmen til det, men jeg tror ikke det ville have fungeret med Tony Hatch, fordi han ikke brød sig om den funky stil. Jeg indspillede kun denne ene single, for jeg var kørt træt af det hele - jeg ville bare vise at jeg kunne lave sådan noget."
SL: Havde du ikke en plan om at danne en heavy rock gruppe?
CC: "Jo, mine penge var ved at slippe op, og jeg havde fået idéen til at danne en gruppe med navnet Roundabout. Der skulle være en kerne af musikere, som kom og gik, og med mig selv som omdrejningspunkt. Jeg mødte Jon Lord, som boede på en losseplads, og jeg fik fat i Ritchie Blackmore i Tyskland, hvor vi fik ham fløjet herover sammen med hans veninde. Jeg introducerede dem til Tony Edwards, som var redaktør på "Ready, Steady, Go!". Edwards syntes ikke jeg passede ind i gruppen, så jeg blev droppet. Jeg mødte ham nogle uger senere, og han fortalte at de havde ændret navn til Deep Purple. Han arrangerede det sådan, at de indspillede en sang som jeg tidligere havde præsenteret for Jon Lord: "Hush" af Joe South. Det blev et stort hit for dem i staterne."
SL: Så til slut pakkede du sydfrugterne og fandt et job på kontor.
CC: "Jeg blev ansat hos Inland Revenue (skattevæsenet) i 1969, og det var svært for mig, men personalet var meget flinke mod mig. De gik ofte af vejen for at give plads til mig, så jeg blev hængende i systemet i nitten år. Jeg er gået på pension nu, men allerede dengang var der noget galt med helbredet. Jeg tror det havde noget at gøre med SBS (Sick Building Syndrome), men jeg havde ikke penge til at føre en sag, så det blev droppet."
SL: Jeg har hørt nogle demo'er fra 1970'erne, som du lavede sammen med en lokal producer, Bernard Whitty.
CC: "Ja, vi havde en revisor i skattevæsenet, som desuden en meget dygtig guitarist. Han tilbød mig endda at komme med i sit band, Western Union. Han anbefalede Bernard til mig, så jeg fik lavet en stak sange og indspillet dem."
SL: Og hvad laver du så nu?
CC: "Mit liv drejer sig for en stor del omkring Holy Rosary sognekirken og præsten Canon Bill. Han vil gerne have at jeg får børnene tilbage til kirken. Det er egentlig ret enkelt. Det skal være morsomt at gå i kirke, f.eks. med folk music og rock'n'roll. Jeg synger også en del i Old Roan pubben, det er vældig hyggeligt. Så snart jeg træder ind ad døren, siger folk: "Syng Needles and Pins". Det gør jeg så halvvejs op til det punkt, hvor trommerne kommer ind, hvor jeg skifter over til noget andet. Jeg holder især af Tim Hardin's sange. "Don't Make Promises" er et fint nummer, og jeg forstår ikke hvordan Rod Stewart kunne overse den. Jeg producerede en version af sangen til Michael Aldred fra "Ready, Steady, Go". Jeg skriver stadig, og man siger jo, at hvis man fortsætter længe nok, må det nødvendigvis gå fremad."
SL: Chris Curtis, mange tak fordi du tog dig tid til at fortælle din historie.
CC: "Tak i lige måde, det har været en fornøjelse at deltage og jeg har nydt det hele vejen igennem.....Er vi færdige nu, Dr. Spence?"
SPENCER LEIGH
ref.:
http://www.spencerleigh.demon.co.uk/Fabs_Curtis1.htm
--------------------------------------------------
Chris Curtis & The Searchers
- April 2003 Interview
The Searchers: Chris Curtis (drm), John McNally (rhtm gtr.), Frank Allen (bass gtr.) og Mike Pender (lead gtr.).
Af Spencer Leigh
Oversat af Kurt Starlit
Når man tager The Searchers indflydelse og succes i 1960'erne i betragtning, kan det overraske at ingen har skrevet en bog om dem. Jeg har selv tænkt på det, men der er en række forhindringer. Efter min opfattelse vil det ikke være muligt at skrive en bog, som vil kunne stille de fem kernemedlemmer - Frank Allen, Chris Curtis, Tony Jackson, John McNally og Mike Pender - tilfreds, da de sjældent er enige i, hvad de skriver om hinanden.
John McNally og Mike Pender var helt uenige om hinandens kommentarer i Goldmine magasinet engang i 2002, og Chris Curtis blev meget irriteret over noget John McNally havde sagt om ham (Curtis) på BBC Radio Lancashire.
En bog som ikke viser alle sider af en sag, bliver mangelfuld. Frank Allen's erindringsbog "Travelling Man" fra 1999 var meget underholdende, men malede måske et lidt for rosenrødt billede. Desuden gik den udenom en række følsomme spørgsmål omkring gruppen.
To søstre, Laine og Jule Rawlinson, arbejdede på en biografi om gruppen og interviewede i den forbindelse de fem nøglepersoner, men indtil videre har vi ikke hørt nyt om projektet i en årrække.
Derfor: Hvis jeg nogensinde skriver en bog om The Searchers, bliver det med titlen "Someday We're Gonna Love Again".
Chris Curtis var trommeslager, sanger og leder af The Searchers i de vigtige år 1960-66, hvor han var et omdrejningspunkt for gruppens succes. Meget energisk og meget entusiastisk var han konstant på udkig efter obskure sange, som ikke desto mindre havde hit-potentiale.
Der er forskellige meninger om, hvordan og hvorfor han forlod gruppen, men uden tvivl har en række uheld på Australiens-tournéen i 1966 spillet en rolle, ligesom gruppns øvrige medlemmer i sidste ende anså ham for temmelig upålidelig.
Han producerede en enkelt plade med de musikere, som senere blev til Deep Purple, og han producerede plader for andre kunstnere, f.eks. Paul & Barry Ryan, men i sidste ende fusede karrieren ud og han fandt sig et job i det offentlige. Han er gået på pension p.g.a. dårligt helbred (som en konsekvens af SBC - Sick Building Syndrome). Som det seneste er han kommet forsigtigt tilbage i rampelyset.
Jeg interviewede Chris Curtis for BBC Radio Merseyside i begyndelsen af 1998 (efterfølgende trykt i marts-udgaven af Record Collector). Uden at jeg vidste det, var det hans første interview i tredive år. John McNally udtalte dengang: "Interviewet er totalt forvrænget. Alt hvad The Searchers lykkedes med skyldes ham, og han vasker sine hænder når det kommer til alt andet." Frank Allen på sin side mente at interviewet var meget morsomt og "typisk Chris".
Curtis er stadig aktiv og entusiastisk og i den seneste tid er han begyndt at optræde igen. Det er sørgeligt, at en som har lavet en række nummer 1 hits, i dag er nødt til at synge "Lean On Me" sammen med en karaoke maskine på Old Roan pubben, men sådan forholder tingene sig.
Noget mere klasse er der over hans torsdags-optræden med levende musikere på Marconi klubben i Huyton. Her synger han standard numre som f.eks. "Are You Lonesome Tonight", men indtil videre har han ikke taget hul på The Searchers sangbogen.
I april 2003 bad jeg Curtis om at deltage i mit show "On The Beat" på BBC Radio Merseyside, for at snakke om de "nye" Searchers plader: "The Searchers At The Iron Door", "The Searchers At The Star-Club" og de såkaldte "Swedish Radio Sessions". Han kom til tiden, men det holdt hårdt, fordi han ikke har nogen tidsfornemmelse, men kan finde på f.eks. at ringe til folk kl. to om natten.
Så her er hvad Chris Curtis havde at sige i "On The Beat" på BBC Radio Merseyside den 13. april 2003.
SL: Chris, er det ikke forbløffende, at der stadig kommer optagelser frem, som ingen har hørt før?
CC: "Jo absolut, jeg kendte dem ikke, før jeg hørte om dem fra dig."
SL: Du er kendt for din alsidighed på trommerne. Du spillede alle intstrumenter på pladen, ikke sandt?
CC: "(latter) Jo, stort set. Jeg spillede altid en masse stemmer, men en som jeg i særlig grad husker, er en sang med titlen "No One Else Could Love Me". Jeg indspillede et grundspor med et standard trommesæt. Derefter blev sporet afspillet og jeg tilføjede castagnetter og spanske klokker."
"NO ONE ELSE COULD LOVE ME" The Searchers
CC: "Tony Hatch spillede klaver på det nummer."
SL: Tony Hatch, det var din producer hos Pye Records, såvidt jeg forstår. Var han et aktiv eller det modsatte i forhold til The Searchers?
CC: "Han var helt i orden. Han snød dog med hensyn til en follow-up til "Sweets For My Sweet". Han fortalte, at han været inde på en folk-klub i London, hvor han havde mødt en vis Fred Nightingale, som havde skrevet en sang, som ville passe til os. Det drejede sig om "Sugar And Spice" og indeholdt præcis de samme akkorder som "Sweets For My Sweet". Og forklaringen var, at Tony Hatch havde opfundet denne mr. Nightingale og skrevet sangen selv, hvorefter han lokkede mig til at indspille dette stykke vrøvl."
SL: Kunne du ikke bare have sagt, at sangen ikke var god og derfor ville i ikke indspille den?
CC: "Det kunne vi godt, men vi var desperate efter et follow-up på det tidspunkt."
SL: Ønsker du sommetider at du havde indspillet "Mr. Tambourine Man", som ville have passet perfekt til jer?
CC: "Nej, det ville sikkert have passet til guitar-lyden, men det ville ikke have passet til mig."
SL: Da vi talte sammen om at lave dette program sagde du, at du ville spille nogle af dine favoritplader og den første artist er Lou Johnson.
CC: "En fin fyr og en stor artist. Sangen vi skal høre ville være perfekt til P.J. Proby - især hvis han sang sammen med mig."
SL: Tja, du har jo ihvertfald optrådt igen i Merseycats klubben?
CC: "Den bliver drevet af nogle flinke folk som f.eks. Derek Peel og jeg holder meget af stedet. Faron tog guitaren fra mig forleden aften, og så spillede han på den. Han er ellers et godt menneske, men hvis han rører den guitar igen, så bli'r det sidste gang i dette liv!"
"PARK AVENUE" - LOU JOHNSON
CC: "Jeg elsker latteren i det nummer, den måde han siger "ha"".
SL: Lad os snakke lidt om Iron Door optagelserne. Det er jeres lydprøve til Pye Recording, som blev optaget på Iron Door klubben. Betød Iron Door noget for jer?
CC: "Stedet blev ejet af Les Ackerley, som senere blev vores manager og desuden var en behagelig person. Men han mistede os, da vi flyttede til London. Det var skønt at spille på Iron Door. Vi spillede ofte to steder samme dag, f.eks. Iron Door og Orrell Park Ballroom. Forholdene var små begge steder, så det var et værre mas at flytte frem og tilbage med grejet."
SL: Hvad så med The Cavern?
CC: "Ray McFall, ejeren af The Cavern, brød sig vist ikke om mig, fordi jeg mente - og sagde det højt - at det var en forfærdeligt sted. Der lugtede af sved og urin alle steder. Og akustikken var elendig, når først stedet var fyldt op, så jeg brød mig overhovedet ikke om det sted."
SL: Vi går videre med den sang du har valgt fra "The Iron Door Sessions", som hedder "Rosalie".
CC: "Det er John McNally som synger. I syntes han gjorde en rigtig god indsats i det nummer. Han forstår også at swinge rytmeguitaren, så han er tæt på at spille den bedste rytmeguitar i verden."
SL: Så du havde alle førstestemmerne?
CC: "Ja, det var en af fordelene ved at rejste til Tyskland. Manfred Weissleder og Horst Fascher vidste vi kunne spille i lang tid. Jeg kunne f.eks. synge "What'd I Say" og publikum ville gå fuldstændig agurk."
SL: Hvorimod Gerry Marsden var Pacemakers eneste vokalist, hvorfor han ødelagde sin stemme.
CC: "Ja ja, men han lavede også en tolkning af Tony Sheridan. Ingen giver den mand credit. Det var ham som fandt på "You'll Never Walk Alone" (synger). Gerry må have hørt ham synge den. Hvis man forsøger at synge som en anden, føles det ikke som om det er din egen stemme der gør jobbet."
"ROSALIE" - THE SEARCHERS
SL: Du har fortalt flere gange om dengang I spillede på Star Club i Hamburg. St. Pauli var jo et såkaldt "red light" distrikt midt i byen. Ikke desto mindre har flere musikere fortalt, at du ofte frekventerede den kirke som lå midt i red light distriktet. Er det noget du kan bekræfte?
CC: "Ja absolut. Vi var færdige med at spille klokken fem eller seks søndag morgen, så det var en god måde at drosle ned. Det var en klosterkirke, så der vimsede en masse nonner rundt, hvilket jeg var meget tilfreds med."
SL: Hvad syntes du ellers om St. Pauli området?
CC: "Det var et forsumpet område - ikke noget rart sted. Der hang transvestitter ved alle indgangsdøre til de svampede klubber, og på grund af mit lange hår var der mange som troede at jeg var en tranny - hvilket ikke var tilfældet!"
SL: Kun meget få havde langt hår dengang.
CC: "Præcis. Manfred Weissleder, cheften som iøvrigt var en flink fyr, og Horst Fascher som annoncerede de forskellige numre, kunne finde på at spørge mig, hvorfor jeg gik med det tossede hår. Og jeg svarede, at det var en del af sceneudstyret."
SL: Men da The Searchers begyndte at sælge plader og komme på hitlisten, må der da være nogen som har bedt dig om at få håret klippet?
CC: "Ja, og det var mig selv (latter). Jeg tænkte, at hvis jeg ønskede den samme succes som Cliff, så måtte parykken nødvendigvis falde."
SL: Du nåede lige at høre det ny-udsendte album fra Star Club forleden dag?
CC: "Ja, takket være dig. Jeg var overrasket over den fine lydkvalitet. Vi havde været hjemme i England, hvor vi efterhånden var blevet velkendte, men vi havde en kontrakt i Hamburg at leve op til, så vi var nødt til at tage tilbage. Vi fik at vide, at det ikke var absolut nødvendigt, vi kunne købe os ud af kontrakten, men vi svarede: "Star Club betalte for at se os dengang vi ikke var kendte, så vi vil gerne gengælde den tjeneste." De var vilde med os derovre, det fremgår klart af cover-fotoet på albummet."
SL: Alle spillede nummeret "What'd I Say".
CC: "Ja, men ingen lavede nummeret som os. Johnny Hutch fra The Big Three var først på Radio Merseyside, og han var bedre end de fleste."
SL: Du fortalte før om at gå i kirke ved Star Club, og det leder os hen til en anden af dine favoritter, nemlig Big Maybelle.
CC: "Åh ja, jeg er vild med hende, hun er strålende. Hun er vist helt ukendt i England, hun lavede coverversioner af The Beatles sange (synger "Elanor Rigby" som Big Maybelle ville gøre det). Til at begynde med troede jeg det var en mand der sang, men hun gør det strålende."
"NOBODY KNOWS THE TROUBLE I'VE SEEN" - BIG MAYBELLE
"WHAT'D I SAY" - THE SEARCHERS
SL: Der blev også talt noget tysk der.
CC: "Ja, det var for at få dem til at synge med."
SL: Der var vist ikke mange lead-singers, som også spillede trommer, før Levon Helm i 1960'erne.
CC: "Ja, han var meget dygtig. Det var det jeg forsøgte med The Searchlights, som jeg kalder dem."
SL: Fortæl os lidt om jeres repertoire, dengang I spillede på Star Club.
CC: "Vi begyndte som regel med et hurtigt nummer, for at få dem ud på dansegulvet. På den måde solgte klubben også mere øl. De kaldte det "mach schau". Vi styrtede rundt, jeg ville ryste med hovedet, og de var vilde med det. Af en eller anden grund kunne tyskerne bedre lide mig med kort hår, hvor jeg troede det var det stik modsatte. Jeg lignede bare en almindelig engelsk dreng, når håret var kort."
SL: Og Astrid Kirchherr tog billederne.
CC: "Nej nej, det var min veninde Annette Kuntze, som flyttede over til London, og vi boede i Knightsbridge. Hun tog mange fine billeder og lavede nogle af LP-omslagene til Pye. Hun bad os om at stå stille, og vi så allesammen mugne ud."
SL: Hvad med de andre numre "I Can Tell", "Sick And Tired" og "Mashed Potato"?
CC: "Det var altsammen fyld. Mange af grupperne aftalte med hinanden: Vi tager det og det nummer, og så ta'r vi det igen senere og så igen senere og så videre, men vi gjorde det aldrig sådan. Vi spillede forskellige sange hele natten."
SL: Hvad med såden en som "Sho Know A Lot About Love"?
CC: "Ja, den er fin. Jeg var vild med mærkelige B-sider og elskede at finde skæve sange. Jeg kom ofte på et sted i Rotunda'en, hvor ejeren kendte mig og f.eks. sagde: "Gå ovenpå, der hvor æskerne står, og check dem ud så længe du orker." Jeg arbejdede på det tidspunkt hos Swift's, hvor jeg solgte barnevogne, men spørg helst ikke om den tid."
SL: Fik du aldrig fat i plader fra Cunard Yanks, altså de søfolk som havde været i USA?
CC: "Nej, jeg fandt som hovedregel pladerne i små second hand butikker, hvor lageret ofte stammede fra et dødsbo eller lignende. For eksempel fandt jeg "Love Potion Number 9" i en lille sidegade i Hamburg. Pladen så temmelig mærkelig ud med en trekant i midten, så det var grunden til at jeg købte den."
SL: Når du fandt disse mærkelige sange, havde du så problemer med at overtale de øvrige gruppemedlemmer om at spille nummeret?
CC: "Nej, slet ikke, jeg tror de forstod at jeg havde fundet alle vore hits på den måde, så jeg måtte vide et eller andet. Derfor gik de med på ideen."
"SHO KNOW A LOT ABOUT LOVE" - THE SEARCHERS
SL: Lad os gå videre til Dusty Springfield, som du jo kendte særdeles godt.
CC: "Absolut ja, hun boede i Liverpool i en periode, og en aften kørte hun mig ned til The Old Roan, som er min mors gamle hus. Dusty havde en stor sølvgrå amerikansk bil."
SL: Fra Vicki Wickham's bog om Dusty Springfield fik jeg det indtryk, at hun ikke forstod hvor god hendes stemme egentlig var.
CC: "Ak ja, sandt nok. Hun var en meget mærkelig stjerne. En aften, da vi kom tilbage efter et show, kunne jeg se at hun græd. Jeg spurgte selvfølgelig, hvad der var galt og hun svarede: "Fordi vi lige er kørt forbi en grundskole og en kirkegård." Den oplevelse gjorde hende bevidst om livets skrøbelighed. Denneher sang fortæller alt det jeg husker hende for. Hun var et smukt menneske."
"IF YOU GO AWAY" - DUSTY SPRINGFIELD
CC: "Hendes franske er jo lige i øjet."
SL: Jeg så Marty Wilde i aftes på teatret og det var let at se, at han elsker at optræde. Han kunne næsten ikke vente på at komme ind på scenen, men jeg antager at Dusty Springfield aldrig havde det sådan.
CC: "Jamen det er helt forkert, f.eks. elskede hun at synge up-tempo numre. Vicki Wickham bad mig om at producere lydsiden til "Ready, Steady, Go!". Dusty og Otis Redding var på plakaten, hun sang et hvidt soul-nummer som hed "Bring Him Back". Hun skulle backes op af Otis Redding bandet, men jeg troede ikke det ville komme til at fungere, fordi hendes stemme ikke havde styrke nok. Og jeg ved ikke hvad der skete den eftermiddag, men da de fremførte showet, sad det lige i skabet!"
SL: Hvordan med dig selv, kunne du lide at optræde live?
CC: "Jeg kunne ihvertfald ikke lide at mime. Jeg kom altid ud af sync, når der skulle mimes. Men selvfølgelig kunne jeg gennemføre det, men det var kun med nød og næppe."
SL: Lad os tale om de svenske optagelser - The Sweedish Radio Sessions. Hvorfor lavede du alle disse optagelser for svensk radio?
CC: "Det skyldes en god ven, som var leder af en svensk radiostation. Da jeg forlod The Searchers, ringede jeg til ham, og han bad mig straks komme til Sverige, så jeg igen kunne komme på fode. Han sendte sin kone hjem til hendes familie i Frankrig, så der var fred og ro i hytten (ha ha)."
SL: Så det var ham der stod for optagelserne?
CC: "Jeg vil nærmere sige, at det var den som var til stede - det kunne svinge fra dag til dag. "See See Rider" er Mike Pender's værk. Det var et godt up-tempo nummer som jeg stjal fra Joey Dee og The Starliters. Et godt nummer."
"SEE SEE RIDER" - THE SEARCHERS
"BRING HIM BACK" - DUSTY SPRINGFIELD
SL: Jeg havde håbet du ville fortælle om en af de berømte hændelser, da jeg spurgte dig om Dusty Springfield - især den affære, hvor hun smed tallerkener ud over hele gulvet. Skete det virkelig sådan?
CC: "Jamen det er skam rigtigt nok. Det skete på Liverpool Empire. Hun havde en af sine "Dusty" dage, hvor hun sendte bud efter en æske hvid porcelæn hos George Henry Lee's. Omklædingsrummene var placeret i en korridor, så da hun modtog æsken med porcelæn, kylede hun det hele ned ad trappen. Det er selvfølgelig lidt barnagtigt, men sådan får vi vel alle et raserianfald en gang imellem."
SL: Vi slutter af med det nye Ringo Starr album, "Ringo Rama" og nummeret "Never Without You", som er en hyldest til George Harrison.
CC: "George var en elskelig, stille type, som man kun kunne holde af. Både The Beatles og The Searchers har spillet i Litherland Town Hall. Jeg fulgtes ikke altid med de tre andre Searchers, så denne gang tog jeg Bus 28 fra Stanley Road langs med Richmond pølsefabrikken, inden jeg gik gennem nogle smågader op til Town Hall. Jeg havde mit lange hår og var klar til at spille i min læderjakke og fløjlsbukser, da jeg fik øje på The Beatles og jeg hørte George sige til de andre: "Det er Mad Henry som kommer denne vej. Hvad skal vi gøre?" Og John svarede: "Det skal nok gå, han har bare kuppel-katar.""
SL: Jeg siger tak til Chris Curtis fordi du ville være med her.
CC: "Selv tak, det var en fornøjelse at være med."
SPENCER LEIGH
ref.:
http://www.spencerleigh.demon.co.uk/Fabs_Curtis2.htm
--------------------------------------------------
26 August 1941 - 28 February 2005
Af Frank Allen
Oversat af Kurt Starlit
Gennem den seneste måned eller to har John McNally og jeg talt om at kontakte Chris Curtis, for at invitere ham med til et af de kommende Solid Silver Sixties shows - måske på The Empire i Liverpool eller Southport Theatre. Alle problemer og personlige modsætninger i forbindelse med bruddet i 1966 mellem Chris og resten af gruppen er forlængst placeret i glemmebogen.
John har sporadisk været i kontakt med Chris gennem de senere år, og var glad og lettet over at have løst alle uenigheder med en, som vi alle respekterede, og som ikke alene var klog og talentfuld, men som også var et virkelig godt menneske.
Da tour'en startede op i sidste uge og Liverpool koncerterne kom nærmere, blev vi klar over at vi hellere måtte gøre noget ved det. Vi ønskede begge at få Chris med, men vidste at han ikke havde det godt, og på toppen af det hele vidste vi heller ikke hvordan han stillede sig til en reunion.
Gennem årene har han stillet sig forskelligt til sin forbindelse med fortiden. I lang ville han ikke tale om det og nægtede at give interviews. Men på det seneste var han begyndt at ringe til John og Mary, for at tale om løst og fast, om sit nuværende liv og om planerne om en fremtid i musikken - om det så var hans eller vores.
Det eneste problem ved en fornyet kontakt var, at når først Chris een gang havde godkendt dig som "telefon-ven", så kunne du se frem til et antal opringninger på ethvert tidspunkt af døgnet - dag eller nat. Det var ikke usædvanligt at blive ringet op fire eller fem gange om dagen, og en opringning klokken to om natten var heller ikke ualmindeligt. Når man på denne måde blev hevet ud af sin gode søvn, var det ikke noget som gjorde forstyrrelsen mindre. Det var svært at blive gal på Chris, som var et sødt menneske, men det kunne gøre forholdet til ham en smule anstrengt.
Chris var et menneske som - hvis han på nogen måde troede at han havde gjort dig vred - ville bøde på det bagefter og ofte ville en gave blive leveret til døren som en undskyldning og et fredstilbud.
Personlig havde jeg god grund til at være taknemmelig over for ham. Han var i sin tid hovedkraften bag min indtræden i gruppen og mange gange har han hjulpet mig.
Det er ingen hemmelighed, at han var en af de vigtigste personer i historien om The Searchers. Den vigtigste ville mange nok sige, selv om alle involverede selvfølgelig bidrog i større eller mindre grad.
Hans viden om musik var notorisk og hans pladesamling stor og omfattende. Den spredte sig over hard rock'n'roll, gennem meningsfuld og tanke-provokerende folk & protest sange til det bedste fra Broadway. Hans evne til at arrangere vokal-harmonier var i særklasse, ligesom hans bløde og melodiske stemme forskønnede og understøttede ledestemmen for andre.
Han havde en urokkelig tro på egen smag og egne valg, og selv om han ikke altid havde ret, var det ofte tilfældet. På det personlige plan var han uden sidestykke. Der er ikke mange trommeslagere, som kan holde publikums opmærksomhed fangen og samtidig stille sig i front fra en akavet position. Men det kunne han!
Før vore veje skiltes efter Australiens-tour'en i 1966, og jeg nølende var tvunget til at overtage rollen som talsmand for gruppen, var showet fuldstændig under hans kontrol, og vi kunne slappe af på scenen i bevidsthed om, at være i sikre hænder. Vi ønskede ikke at han skulle forlade gruppen. Vi prøvede flere gange at tale ham fra det, men han havde besluttet sig, og når først Chris har taget en beslutning, er der intet som kan ændre det.
Det er overraskende at han ikke fik større succes indenfor sit nye felt. Chris lignede en som havde det hele. Han var selskabelig og var ven med alle i London som betød noget. Han var en del af jet-settet. Han producerede plader for en række store navne, og nogle af produktionerne gjorde også et vist indtryk, men det store gennembrud udeblev. Til slut, da der ikke var flere penge, rejste han tilbage til Liverpool, sin familie og vendte dermed ryggen til en lunefuld verden med glans og glitter.
Her arbejdede han i mange år for regeringen som embedsmand, indtil helbredet begyndte at svigte og han var tvunget til at gå på pension. Af og til, når han dukkede han op ved musikarrangementer, kunne han overtales til at synge et nummer. Og selv om hans krop var begrænset af sygdom, var hans stemme ren og gribende som altid.
Fornylig kom jeg i kontakt med Spencer Leigh fra Radio Merseyside, for at få telefonnummeret til Chris, og hans tanker omkring en invitation af Chris til et af show'ene. Spencer mente ikke at Chris kunne klare det eller var tilstrækkelig mobil, men gav mig dog et telefonnummer. John McNally besluttede alligevel at forsøge, og ringede derfor til Chris. Det var mandag d. 28. februar og nummeret viste sig at være forkert. Næste dag besluttede John at ringe til et af Chris' gamle numre, og hans niece svarede fra den anden ende. John var blevet viderestillet til Rosie, Chris' søster, som forklarede at Chris var død dagen før. Et forkert nummer havde hindret John i at få kontakt i tide. Det var et chok.
Fra vores side var der ingen modvilje mod Chris. Vi husker ham som en god ven og en spændende person - ikke sjældent vanvittig morsom og med et hjerte så stort som Liverpool. Det ville være skønt, hvis vi igen kunne få lov at opleve ham live, men tiden er gået og klokken er slået. Jeg kan bare sige, at vi alle vil savne ham. God bless his soul.
Frank Allen
TIL MINDE OM CHRIS CURTIS
2005, March 3
ref.:
http://www.the-searchers.co.uk/Chris.htm
--------------------------------------------------