Effektpedaler

E FF E _K T
P-E-D-A-L-E-R (stomp boxes)
Get that sound!

I serien om rockmusikkens hardware kigger vi denne gang på effektpedalerne - de såkaldte stomp boxes.

Teknisk og musikalsk hilsen fra
Kurt Starlit
- aka CykelKurt

Serien omfatter:
1. Den elektriske Guitar 2. Effektpedaler 3. Mikrofon & Hovedtelefon 4. Forstærkere 5. Højttalere 6. Orgel & Synth 7. Plader & pladeproduktion 8. Trommesæt & Rytmebox

Seneste opdatering: 2017.Jan.24

Guitaristens store problem har altid været (synes han selv), at hans guitar fylder for lidt - klangmæssigt set. Klaver/keyboard-manden kan spille akkorder og flerstemmig melodi, mens guitaristen må kæmpe med seks umulige strenge, der ofte går ud af stemning. Svaret på bønnerne er effektpedalen, som i dag fås i et utal af varianter. I 1960'erne var vi dog først lige begyndt at tage hul på pedalens velsignelser...

--------------------------------------------------

Forvrænger / Distortion

Big Muff forvrængeren fra Electro Harmonix

Big Muff diagram

Big Muff demo

Big Muff scematics

Vi er i 1965, da forvrængeren bliver lanceret af The Rolling Stones med nummeret "Satisfaction". Det er en lydmæssig revolution og mange guitarister sover dårligt om natten, indtil den endelig kan købes i butikkerne.

For mit eget vedkommende er det den 29. juli 1967 (en lørdag) hos Åge Jensen, hvor jeg får en splinterny Schaller forvrænger (Verzerrer, som der står på tysk) til 140 kr. Med denne Schaller-dims kan jeg nu få den eftertragtede lyd.

Schaller Verzerrer på mors fine gulvtæppe

Forvrænger eller distortion pedalen er, som navnet siger, en pedal der forvrænger.

"Hun forvrænger mine ord", siger man og mener dermed, at vedkommende fordrejer eller forvansker betydningen af det man siger - måske endda til ukendelighed. På samme måde med forvrængeren, som forvansker guitarens "naturlige" lyd mere eller mindre.

I praksis laver man distortion ved at overstyre et forstærkertrin (en transisistor, et rør eller en FET).

At overstyre vil sige, at sende et større (guitar)signal ind på transistoren end den kan håndtere. I transistor-fabrikanternes håndbøger kan man læse om alle de ulykker som kan ramme én, hvis man overstyrer deres guddommelige transistor.

Forvrængning er en sikker følgesvend, hvis man overstyrer - d.v.s. sender et for stort signal ind i transistoren.

Forskellige typer transistorer forvrænger forskelligt (germanium, silicium, IC, FET, MOSFET m.fl.), ligesom rør har sin helt egen type forvrængning. Derfor kan der også være store forskelle på den type forvrængning, de forskellige distortion units præsterer.

Forvrængning / Distortion / Fuzz

Alle tilføjelser til den oprindelige lyd (det oprindelige signal, den oprindelige grundtone)
kaldes under eet forvrængning (distortion, fuzz).

Uanset om tilføjelsen er ønsket eller uønsket,
harmonisk eller uharmonisk, kaldes fænomenet forvrængning (distortion, fuzz).

Sender man f.eks. en helt ren tone (= en sinustone = en tone uden overtoner)
ind på indgangen af en forvrænger eller forstærker,
kommer der udover den oprindelige (grund)tone
desuden en række overtoner frem på udgangen.

Disse overtoner defineres (betragtes) alle som forvrængning,
da de er tilføjelser til den oprindelige lyd (det oprindelige signal, den oprindelige grundtone).

+++++++++++++++++++++++++++++++++++

Harmoniske overtoner er toner,
hvis frekvens (tonehøjde) er et heltal-multiplum af grundtonen.
Hvis f.eks. 100 Hz er grundtonen,
er 200, 300, 400, 500, 600, 700 Hz o.s.v. et heltal-multiplum af grundtonen.

Lytteforsøg har vist,
at de fleste mennesker godt kan lide harmoniske overtoner
- især 2. harmoniske (det er derfor rørforstærkere er populære).

Tilsvarende har det vist sig,
at de fleste mennesker ikke bryder sig om U-harmoniske overtoner
(det er derfor de tidlige transistor-forstærkere havde en skærende lyd).

Efterhånden som forvrængeren bliver en del af hverdagen, begynder de forskellige fabrikanter at arbejde sig frem mod forvrængere med "soft fuzz" - blød forvrængning - d.v.s. med overtoner, som klangmæssigt er i familie med grundtonen. Rørforstærkerens lyd er forbilledet, hvorfor kluntede rør-forvrængere ser dagens lys.

Og efterhånden som nye og bedre halvledere kommer frem, som i deres arbejdsmåde minder om rør (f.eks. FET og MOS FET transistorer), bliver det muligt at lave forvrængere med soft fuzz og smart design.

Hvis man ser på forvrængermarkedet i dag, er det tydeligt, at der findes mange forskellige smagsretninger og meninger om, hvordan en forvrænger skal lyde. Det gode ved udviklingen er, at de fleste i dag kan få deres ønsker opfyldt. Det kunne vi bestemt ikke dengang.

-------------------------------------------------

Pedalen
Taking the smash hit Zoom G1 pedal and adding a built-in expression pedal, this great processing unit offers an incredible array of features at one low price, in a unit that is so compact that it easily fits in your gig bag - even with an expression pedal built in!

Når man kigger tilbage på dengang forvrængeren kom frem i midten af 1960erne, er det en fantastisk udvikling der er sket på guitar-pedal-fronten. I økonomiafdelingen finder man f.eks. Zoom model G1X, som trods sit beskedne ydre indeholder de fleste af de effekter en guitarist i dag har brug for.

Zoom G1X

--------------------------------------------------

Wah-Wah
pedalen hedder sådan, fordi den lyder sådan.

Det er m.a.o. et lyd-efterlignende navn, på samme måde som en krage hedder krage fordi den siger "kraa".

Pedalen er også kendt under navne som "Bau-Wau", "Bow-Wow", "Wau-wau" og "Wa-Wa", men efterhånden er Wah eller Wah-Wah det mest anvendte navn.

En af de mest kendte wah pedaler er Cry Baby fra amerikanske Jim Dunlop (som iøvrigt også lavede nogle fine plectrer).

Når man træder wah pedalen op og ned, påvirker man derigennem (via et potmeter) et filter (en slags tonekontrol), som lukker op og ned i overensstemmelse med pedalens position. Samtidig med op- og nedlukningen af filteret, flyttes det (frekvens)område som filteret regulerer - se kurven herunder.

En tilhørende kraftig resonans (betoning) flyttes ligeledes frem og tilbage på frekvenskurven.

Resultatet kan lyde som en wau-wau eller wah-wah lyd, når guitaren (eller et andet instrument) køres gennem filteret.

Det er m.a.o. styring af et filter og en resonans, som giver Wah effekten.

Prøv selv, samtidig med at luft pustes ud og suges ind, at bevæge kinder og læber frem og tilbage fra helt åben position til rund trutmund. Wah-effekten burde være tydelig hørbar.

Her ser vi frekvensgangen (frekvenskurven) for en wah-wah pedal
med pedalen i tre forskellige stillinger: minimum, middel og maximum.
Det er tydeligvis de lyse toner, som bliver reguleret (påvirket).

Diagram for en typisk wah pedal.

Hvis vi kigger på et typisk wah-diagram, består det i hovedsagen af transistor Q1 og Q2 samt nogle tilhørende komponenter - først og fremmest spole Lf, kondensator Cf og potmeter Rw.

Disse komponenter indgår i et tilbagekoblingskredsløb, hvilket vil sige, at en del af pedalens udgangssignal kobles tilbage til dens indgang. Tilbagekobling kaldes med- eller modkobling, afhængig af det tilbagekoblede signals fase (sammenlignet med indgangssignalet).

Når man modkobler, opnår man, at forstærkningen i Q1 falder.
Når man medkobler, opnår man, at forstærkningen i Q1 stiger.
Når man desuden tilbagekobler bestemte frekvenser, opnår man, at bestemte frekvenser fremhæves eller dæmpes.

Cbp
er en kondensator, som har til formål - sammen med Lf - at bestemme Wah pedalens sweep område
(sweep område = det frekvensområde som Wah pedalen regulerer/påvirker).

Cf
er en kondensator, som bestemmer center frekvensen af Wah pedalens sweep-område.
Hvis Cf kondensatoren gøres større, ændres sweep-området for wah pedalen nedad (mod de dybe toner).
Hvis Cf kondensatoren gøres mindre, ændres Wah pedalens sweep-område opad (mod de lyse toner).

Lf
er en spole, som har til formål - sammen med Cf - at bestemme Wah pedalens sweep område. Spolens værdi ligger omkring 400-600 mH (milli Henry).

Q1
er en spændingsforstærkende transistor.
Dens formål er, at forstærke indgangs-signalet (fra guitaren) op.

Q2
er en såkaldt emitterfølger (transistor).
Dens formål er, at styre (bestemme) graden af tilbagekobling i wah pedalen.

Rin
er en modstand i wah pedalens indgang, som har til formål at bestemme indgangsimpedans og styrke af udgangssignalet (= den samlede forstærkning i wah pedalen).
Hvis Rin modstanden gøres mindre, bliver udgangssignalet større.
Hvis Rin modstanden gøres større, bliver udgangssignalet mindre.
I praksis ligger Rin i området 33K til 47K (33.000 - 47.000 ohm).

Rq
er modstanden som bestemmer det såkaldte Q - altså hvor stejl en resonans båndpasfilteret skal have (båndpasfilteret = Lf, Rq, Rb2 og Cbp). Værdien af Rq skal være større end 33K (33.000 ohm), da båndpasfilteret ellers bliver mindre stejlt eller skarpt (et mindre stejlt filter udjævner virkningen af wah effekten). Værdier i området 47K til 100K (47.000 - 100.000 ohm) er OK.

Rw
er det potentiometer som varierer sweepet (variationen), når man træder på wah pedalen.
Dets værdi (størrelse) ligger sædvanligvis omkring 100K (100 kilo ohm = 100.000 ohm).

The sound of a wah-wah pedal

Wah Wah pedal

The Technology of Wah Pedals

Dunlop Cry Baby (YouTube)

Woodoo Child (Jimi Hendrix)

--------------------------------------------------

B-R-E-D lyd
Phaser (phasing), Flanger (flanging) og Chorus pedalerne blev hurtigt populære, da de med mellemrum kom frem i slutningen af 1960'erne og et stykke ind i 1970erne. Alle tre effekter er i tæt familie med hinanden, og kom på markedet efterhånden som det var teknisk muligt at fremstille elektroniske kredsløb (IC'er) med den nødvendige tidsforsinkelse. Det er m.a.o. først og fremmest længden af den indbyggede tidsforsinkelse, som udgør forskellen mellem dem. Ligheden er, at de giver instrumentet (guitaren) en fyldig og "bred" lyd.

--------------------------------------------------

Vibratone
Før phaser, flanger og chorus kom på markedet, fabrikerede Fender i årene 1967-72 det såkaldte Vibratone kabinet, som på mange måder er i familie med Leslie kabinettet (se beskrivelse af Hammond & Leslie på separat side).

Det kunne løfte guitaren til nye klangmæssige højder, men ulempen var et stort tungt kabinet og en pris, der lå langt over, hvad de fleste guitarister var parat til at betale.

Da de små elektroniske effektpedaler kom på markedet, var Vibratones æra ovre og den gled lige så stille ud.

Vibratone test

--------------------------------------------------

Phaser
kom først på markedet af de tre, men er som allerede nævnt ikke væsentlig anderledes i sin opbygning end en (elektronisk) flanger eller chorus.

Phaseren virker på den måde, at signalet (guitarlyden) på sin vej gennem pedalen deles i to. Den ene del af signalet føres uændret frem mod udgangen, mens den anden del forsinkes i et elektronisk kredsløb (en IC). Forsinkelsen er styret af endnu et kredsløb (en såkaldt LFO - Low Frequency Oscillator), som bevirker at forsinkelsen varierer - "slingrer". LFOens frekvens kan som oftest justeres udefra v.h.a. et potmeter på selve pedalen.

På udgangen af pedalen blandes de to signaler sammen (blandingsforholdet styret v.h.a. et eller flere potmetre), og medfører derved den specielle "tågede" lyd, hvor visse frekvenser peakes (fremhæves), mens andre udfases (fjernes). Disse peaks og udfasninger foregår i overensstemmelse med indstillingen af diverse knapper på pedalen.

Som en yderligere finesse fik man den idé, at sende en lille del af det forsinkede signal tilbage til indgangen (det kaldes i den tekniske litteratur for med- eller modkobling, alt afhængig af om det tilbageførte signal er i med- eller modfase med det oprindelige signal). Ved således at regulere på med-/modkoblingen (ofte styret fra selve pedalen under navne som "notch", "peak", "depth" og "crunch" m.fl.) opnåede man, at de "bjerge" (peaks) og "dale" (udfasninger) som i forvejen var der, kunne gøres endnu tydeligere - endnu mere hørbare.

Phaser-pedalens lyd kan sammenligne med en gammeldags AM-radio. Når man lytter til fjerne stationer, forsvinder disse ofte mere eller mindre ud i det blå - de så at sige "kommer og går". Phaser-pedalens effekt minder en del om denne lyd.

STEREO phasing/flanging/chorus
er i princippet to mono pedaler der arbejder parallelt - side om side. Den "brede" stereo-lyd opnås ved at forskyde (ændre) forsinkelsen en lille smule mellem de to (højre og venstre) kanaler. Denne forskydning kan opnås på flere måder, f.eks. ved at fasedreje styresignalet fra LFOen til den ene forsinkelses-enhed. På denne måde opstår der en (til stadighed varierende) tidsmæssig forskel mellem de to kanaler, som derved opleves rumligt af lytteren (guitaristen).

Fasedrej og svingningstid

Fasedrej
= en tidsmæssig forskydning af et (elektrisk eller akustisk) signal,
som er kortere end signalets (tonens) egen svingningstid.
Kan også udtrykkes sådan her:
Når den tidsmæssige forskydning af et signal er kortere end signalets egen svingningstid,
kalder man forskydningen et fasedrej.

Svingningstid
= den tid een svingning varer.
Eks.: en 1000 Hz tone får luften/spændingen til at svinge 1000 gange i sekundet
(frem og tilbage mellem skiftevis et positivt og et negativt maksimum).
Svingningstiden for een svingning er derfor 1/1000 sekund = 1 milliSekund (1mS).

Eksempler på svingningstider:
Svingningstiden for en 8000 Hz tone (8000 svingninger pr. sek.) = 1/8000 sek. = 0.125 millisekund.
Svingningstiden for en 4000 Hz tone (4000 svingninger pr. sek.) = 1/4000 sek. = 0.25 millisekund.
Svingningstiden for en 2000 Hz tone (2000 svingninger pr. sek.) = 1/2000 sek. = 0.5 millisekund.
Svingningstiden for en 1000 Hz tone (1000 svingninger pr. sek.) = 1/1000 sek. = 1 millisekund (1 mS).
Svingningstiden for en 500 Hz tone (500 svingninger pr. sek.) = 1/500 sek. = 2 millisekunder (2 mS).
Svingningstiden for en 250 Hz tone (250 svingninger pr. sek.) = 1/250 sek. = 4 millisekunder (4 mS).
Svingningstiden for en 100 Hz tone (100 svingninger pr. sek.) = 1/100 sek. = 10 millisekunder (10 mS).
Svingningstiden for en 50 Hz tone (50 svingninger pr. sek.) = 1/50 sek. = 20 millisekunder (20 mS).
Svingningstiden for en 25 Hz tone (25 svingninger pr. sek.) = 1/25 sek. = 40 millisekunder (40 mS).

Det er m.a.o. rimeligt at tale om guitar-phasing, så længe vi (groft sagt) opererer i området 1 - 40 mS.

Phasing

--------------------------------------------------

Flanger
har sit navn fra indspilningsstudierne, hvor man i mange år havde kendt teknikken med at lade to båndoptagere afspille det samme stykke musik (f.eks. en guitarsolo) gennem den samme mixer. Den ene båndoptagers hastighed varierer man manuelt en lille smule ved at holde tommelfingeren forsigtigt mod båndspolens kant - flangen.

På denne måde slingrer den ene båndoptagers hastighed i forhold til den anden, og frembringer derved den spøjse flanger effekt, når de to båndoptageres signaler sammenblandes.

Blokdiagram for elektronisk flanger

Når man skal lave elektronisk flanging, ligger løsningen i den blok som hedder DELAY (se blokdiagram). Det er her forsinkelsen og/eller flanging af (guitar) signalet sker.

Man kunne også kalde flanging for "uregelmæssig tidsforsinkelse", fordi sagen grundlæggende drejer sig om forsinkelse af et (guitar) signal, hvor forsinkelsen desuden skal være "slingrende" eller uregelmæssig.

For at frembringe uregelmæssigheden, bliver DELAY blokken (spændings)styret fra en komponent, som er kendt fra den analoge synth: VCO - Voltage Controlled Oscillator.

Styringen fremkommer ved, at man tilfører en spænding til styreindgangen på DELAY blokken. Herved kan man få den til at ændre (tids)forsinkelse af det (guitar) signal som sendes gennem blokken.

Uregelmæssigheden fremkommer ved, at en LFO (Low Frequency Oscillator, et kredsløb kendt fra den analoge synth) sender en meget lav frekvens (f.eks. 3 Hz) ind på VCO'ens styreindgang. Herved tvinges VCO'en - som allerede f.eks. svinger med 1.000 Hz i sekundet - til at afgive en "svingende" 1.000 Hz, eksempelvis

glidende ned til 900 Hz,
tilbage igen til 1.000 Hz,
glidende op til 1.100 Hz og
tilbage igen til 1.000 Hz.

Hele denne "slingretur" udføres 3 gange i sekundet.

Det er denne "slingre-tone" fra udgangen af VCO, som føres til styreindgangen på DELAY blokken, hvor den påvirker forsinkelsen af (guitar) signalet uregelmæssigt - "slingrende".

På den elektroniske Flanger ligger tidsforsinkelsen i området 50-150 mS.

Dermed har vi fået frembragt den ønskede "slingren" af det forsinkede (guitar) signal.

Nu mangler der blot at blande det "slingrende" (guitar) signal sammen med det direkte (guitar) signal, før vi kan nyde den fantastiske lyd, som flanging er. Det sker helt fremme på udgangen af flangeren.

Eks.: Pictures of Matchstick Men (Status Quo, 1968), hvor det lyder som om ikke alene sologuitaren, men også andre dele af optagelsen har været en tur gennem bånd-flangeren.

John Lennon of The Beatles used the term "flanging" to refer to automatic double tracking, a technique developed at Abbey Road Studios by recording engineer Ken Townsend, in answer to producer George Martins joking assertion that the ADT effect employed a "double-bifurcated sploshing flange". This usage of the term is coincidental. Flanging (or artificial double tracking as it was known at EMI) was first used on The Beatles song "Tomorrow Never Knows", written and sung by John Lennon in April 1966. The first use of flanging effect in stereo is credited to producer Eddie Kramer who used the effect in the coda of Jimi Hendrixs song "Bold as Love" (1967). Kramer admitted in an 1990s interview that he read BBC Radiophonic Workshop technical journals for ideas and circuit diagrams.

Flanging

Electric Mistress diagram

Electric Mistress (demo)

Mistress Mystery

--------------------------------------------------

Chorus
er i princippet det samme som flanging, blot er tidsforsinkelserne betydelig større - vi er oppe omkring nogle hundrede millisekunder eller mere (hvis forsinkelsen bliver så stor, at man ligefrem kan høre "afstanden" mellem det direkte signal og det forsinkede, kaldes det for ekko eller delay). En guitar, spillet gennem en chorus-pedal, lyder som flere guitarer der spiller det samme (musik)stykke i kor - deraf navnet.

Chorus

--------------------------------------------------

Ekko...Echo...Delay
Ekko er gentagelse af lyd - enten een gang eller et antal gange. Een gangs forsinkelse kaldes også delay.

Gentagelsen kommer så sent, at den er hørbart forsinket i forhold til det direkte signal. Hvis forsinkelsen ikke er hørbart forsinket, kaldes den et faseskift eller fasedrej.

Den guitarist herhjemme, der som den første satte gang i drømmen om alle de vidunderlige ting et ekko kunne lave, var Jørgen Ingmann. Da han i 1960 udsendte "Echo Boogie" var der kun een vej frem: at få fat i en ekkomaskine hurtigst muligt!

Det store navn i 60'ernes ekkoverden var italienske Binson, som alle de professionelle brugte. På mange måder minder dens arbejdsmåde om en harddisk (som dog først kom frem 30 år senere). Desværre var den noget nær ubetalelig, så vi andre dødelige måtte nøjes med f.eks. Swissecho, som bl.a. indeholdt et bånd, der kørte i en uendelig sløjfe. Schaller kom ret hurtigt efter og lavede en bånd-model, som også fungerede udmærket.

På mange ekkomaskiner (især de digitale) kan der laves en masse julenumre med at gentage ekkoet forlæns, baglæns, forsinket, uendeligt o.s.v. - et herligt stykke legetøj.

Echo (Wikipedia)

Echo (The Shadows m.fl.)

The Shadows Echoes (YouTube)

--------------------------------------------------

Rumklang - Efterklang - Reverb
Rumklang er i princippet en uendelig række gentagelser af lyden - hvor længe og hvor mange kan justeres.

I 1960erne havde man kun fjeder-rumklangen (spring reverb), som i princippet er en lang metalfjeder (eller spiral), hvorigennem man sender signalet (fra f.eks. guitaren), omdannet til mekaniske svingninger. Herved forsinkes signalet på 117 komplekse måder.

I den anden ende af fjederen bliver det mekaniske signal gendannet til et elektrisk signal, inden det sluttelig blandes med det direkte (originale) signal fra instrumentet (guitaren).

Resultatet er et signal (en lyd), som er tilsat en uendelig række gentagelser (ekkoer) - også kaldet rumklang, efterklang eller reverb.

Fjeder-rumklangen har sine begrænsninger (tåler f.eks. ikke rystelser), men også charme, og mange nutidige guitarister bruger stadig effekten, når den digitale reverb-unit indstilles til "Spring Reverb" - fjeder-rumklang.

Efter den rør-trukne rumklangsfjeder i begyndelsen af 1950'erne, kom den transistoriserede i midten af 1960'erne, derefter (omkring 1970) den analoge rumklang med de såkaldte BBDD-kredse (Bucket Brigade Delay Device), som også anvendtes i f.eks. phaseren.

Meget senere fulgte den digitale reverb, som har næsten uendelige indstillingsmuligheder.

Sluttelig en lille anekdote fra det virkelige liv:

Det var en dag i sommerferien 1964, at jeg traskede ind hos Selandia Radio på hjørnet af Sverrigsgade og Amagerbrogade (Kbh. S), for at se på en forstærker som stod udstillet i vinduet.

Ekspedienten var i gang med at forklare en håbefuld ung mand, at forskellen på rumklang og ekko er som forskellen på æbler og pærer: Der er ingen sammenligning, forklarede ekspedienten, men kunne på den anden side heller ikke forklare forskellen.

Jeg skulle selvfølgelig ikke nyde noget af at demonstrere min egen uvidenhed på området, men forsøgte at nikke og neje de rigtige steder, når ekspedienten kiggede på mig, for at få bekræftet sin version af sagen.

Episoden var en opvisning i, at det tekniske personale i forretningerne ofte var langt fra at være på højde med situationen, men tværtimod forsøgte sig med tvivlsomme udenomsforklaringer.

Reverberation (Wikipedia)

Efterklang (Wikipedia)

--------------------------------------------------

Compressor / Sustainer
To compress vil sige at komprimere eller sammenpresse. Det er det Compressoren gør - den sammenpresser lyden.

Det gøres ved, at føre en del af udgangssignalet tilbage til indgangen i modfase (se diagram, IC 4558 nederst til højre).

Det kaldes modkobling.

Jo mindre man modkobler, des større bliver forstærkningen.
Jo mere man modkobler, des mindre bliver forstærkningen.

Det er m.a.o. modkoblingen som styrer forstærkningen i Compressor pedalen.

Ved et lavt indgangssignal, skruer compressoren op for forstærkningen.
Ved et højt indgangssignal, skruer compressoren ned for forstærkningen.

Fænoménet kaldes også "sustain" (= opretholde), fordi pedalen på denne måde forsøger at opretholde guitarens styrkemæssige niveau.

En lille eftertanke:

Allerede i begyndelsen af 1960'erne, når mine skolekammerater og jeg hørte Radio Luxemburg, var det nemt at høre, at der var tilsat en eller anden speciel effekt til visse instrumenter - især guitaren.

Vi kaldte fænomenet "køleskabslyd", fordi det lød som om guitaren var spærret inde i et lukket køleskab. Effekten blev anvendt på en række tyske indspilninger med guitar og bas.

Det står derfor rimelig klart, at der allerede på dette tidspunkt blev anvendt både kompression og rumklang i studierne.

EH Compressor / Sustainer

--------------------------------------------------

Ringmodulator
Ringmodulatoren har sit navn, fordi den modulerer (blander) i ring.

Ring modulatoren blev opfundet af Frank A. Cowan i 1934, patenteret i 1935 og sat i produktion hos telefonselskabet Bell Labs samme år.

Formålet med ring modulatoren var, at overføre flere telefonsamtaler samtidig på den samme (analoge) linje. Det kaldes multiplex telefoni.

Senere har ring modulatoren bredt sig til en lang række områder, f.eks. radiomodtagere og elektroniske musikinstrumenter.

Til musikbrug lyder ringmodulatoren som om der kommer alt muligt andet end det oprindelige (guitar) signal ud på udgangen af ringmodulatoren.

Principdiagrammet for en ringmodulator viser hvordan fire dioder er koblet i ring (i forlængelse af hinanden), sammen med to (små) transformere med midterudtag.

Man sender et (guitar) signal ind i på modulatorens indgang, samtidig med at der sendes et firkant-signal (som indeholder en masse overtoner) ind på Carrier (bærebølge) indgangen.

Ringmodulatoren frembringer herefter en række frekvenser (toner), som er summen og differensen af de oprindelige toner fra (guitar) input og carrier.

Indgangssignal (guitar) og bærebølge (carrier) er udbalanceret (fjernet) inden de når frem til udgangen.

De nye frekvenser (toner) på ringmodulatorens udgang er ikke i klangmæssig familie med hinanden, men som oftest stærkt disharmoniske. Det er derfor ringmodulatoren lyder "underlig".

På en række analoge synths - f.eks. KORG MS-50, er ringmodulatoren udført sådan, at man selv tilfører ringmodulatoren såvel det alm. (guitar) indgangssignal, plus carrier (bærebølge). Det giver store muligheder for at lave spøjse lydeffekter.

For at få et mere "harmonisk" eller "musikalsk" resultat ud af ringmodulatoren, fandt Harold Bode i 1964 på, at fjerne det ene sidebånd fra ringmodulatoren. Denne ændring er siden blevet standard i mange guitar ringmodulatorer.

Principdiagram for en ringmodulator.
Ringmodulatoren består i princippet af et indgangstrin
(en transformator med et center-udtag), fire dioder (som er koblet i ring)
og et udgangstrin (ligeledes en transformator med et center-udtag).

Ring Modulation (Wikipedia)

Ring Modulator (Wikipedia)

Ring Modulator (YouTube)

--------------------------------------------------

Og apropos pedaler...,
så var det den amerikanske pedalfabrikant i New York, Electro-Harmonix som generelt var først med det sidste, f.eks.

"Zipper" (overdrive & envelope filter) (= forvrænger & auto wah),

"Octave Multiplexer" (frekvensdeler),

"Mini Q-Tron" (envelope filter),

"The Worm" (wah, phaser, tremolo, vibrato)

"Small Stone" (phaser),

"Memory Man" (echo, chorus, vibrato),

Holy Grail (reverb),

"Pulsar" (tremolo),

"POG" (Polyphonic Octave Generator)

og hvad de nu allesammen hed. Nogle af pedalerne er fantastiske på scenen, mens andre kun funker i et studie - man må prøve sig frem!

--------------------------------------------------

En nutidig (2007) pedal: Roland Guitar Synth GR-20

Med hensyn til tremolo og vibrato, så skal det måske præciseres, at tremolo betyder variation i lydstyrke, hvor vibrato betyder variation i tonehøjde. Armen på en guitar er derfor en vibrato-arm (og ikke en tremolo-arm), fordi den ændrer tonehøjden - ikke styrken. Electro-Harmonix "The Worm" er et eksempel på en pedal som mestrer både tremolo og vibrato.

--------------------------------------------------

Pedalfreak

PedalKurt med spade

Det var i de dage, da der var gang i spilleriet og mange lørdage blev banket af på diskoteker, danserestauranter og bodegaer. Billedet er taget hos Alfred Christensen Musik, hvor Lars Green bestyrede guitar- og forstærkerafdelingen (senere startede han sin egen butik).

Den viste guitar var lige sådan en model Kurt kunne li' på scenen - et helt igennem enkelt instrument, som var betydelig mere driftssikker end mange af de sofistikerede brædder med alt for mange skrøbelige dimsedutter. Jeg har haft mange guitarer i min tid, men det var altid de enkle - og dermed velfungerende - modeller valget faldt på, når der skulle spilles ude.

Til gengæld var jeg bidt af pedaler - jo flere, jo bedre. Men også her gælder Murphys lov: hvis noget kan gå galt, så går det galt. Derfor havde jeg altid mindst to af hver slags med ud at spille.....effektpedaler til guitaren er et herligt stykke legetøj, som tillige kan løfte en indspilning, men live får de ofte guitaren til at lyde mudret og uklar.

Apropos pedaler, så fortæller guitaristen Phil Manzanera, som var pedal-freak om en hals, i et interview i Melody Maker for mange år siden, at han en aften, da han stod på scenen (med Roxy Music), som sædvanlig ikke kunne få lortet til at virke. Han stak derfor i ren irritation guitarledningen direkte i forstærkeren. Ifølge venner og bekendte, som var til stede ved arrangementet, har hans guitar aldrig lydt bedre...

Fra den dag stod menuen på dc-koblet guitar.

Den afbildede model er en blokguitar af fabrikatet Gretsch...en skøn spade. En elektrisk guitar kaldes også

- an axe (en økse)
- en møggreb
- en skarpladt luth
- en gi-i-i-i-tar (lang udtale på Sorø egnen)
- en gidder (kort udtale på Hjørring egnen)
- en spade
- en æggedeler
- et bat
- et brædt
- et lokum

Så kan man selv vælge.

Spadebetegnelsen skal måske lige forklares. Det startede inde hos SuperSound, hvor de ca. 1973 begyndte at hænge deres guitarer op på væggen ved hjælp af de redskabsbeslag, som også anvendes til haveredskaber såsom rive, kost og spade. Jeg tror det var Arne Schröder's idé, idet han mente, at spader hænger man da op på væggen!

Rock n Roll Pedals

Roxy Music

Phil Manzanera

GRETSCH

Gretsch Guitars

--------------------------------------------------

Siden er under konstant overvejelse og udvidelse.
Hvis du derfor har en mening om stoffet i almindelighed
eller tekniske detaljer i særdeleshed, hører jeg gerne fra dig.
Skriv til:

Mange tak!

Kurt Starlit
aka CykelKurt

Musikscenen i 1960'erne:
Rockscenen, del 1 Rockscenen, del 2 Musikhuse Spillesteder Rock Elektronik Pigtrådsøkonomi Fender Jazzmaster

Rock Elektronik

Musik Index

Forsiden