tæller indsættes evt.
I tidsmaskinen
Interview
»Hvis du havde spurgt mig for ti år siden, ville jeg være helt sikker på, at jeg var stoppet for længst. Men sådan har det været hele livet.« Keld Heick om at gøre mennesker glade med musik, om at finde tilbage til rødderne og om DRs elendige musikprofil.
Af René Gummer
2010.Uge 10
Der er stille i villakvarteret i Gl. Holte. Sneen gør nok sit til at dæmpe lydene, men det er tydeligt, at der ikke er meget liv bag vinduerne i arbejdstiden, her er ro og orden. Stilheden sætter tydeligt ederne i relief; det kan høres i hele villakvarteret, da journalisten skvatter på fortovet i sine glatte lædersåler, og enkelte ansigter stikker nysgerrigt frem bag gardinerne i de mørke vinduer.
Indenfor i villaen i nummer 6 er der varme og frisklavet kaffe. I sofaen sidder Keld Heick, 17 år. Ganske vist inde i en 64-årig krop og et hjem, hvis stemning bedst dækkes af det amerikanske udtryk squeaky clean. Det er også det udtryk, der bedst dækker Heicks offentlige profil; en ordentlig, høflig, professionel, beskeden og engageret mand, hvorfor det danske folkevid med mild ironi har udnævnt Keld og konen Hilda til Danmarks svar på John & Yoko. Forrige uge udkom Keld Heicks første soloalbum, Time Machine efter en professionel karriere som musiker, komponist og tekstforfatter på indtil videre 45 år. Som titlen antyder, er Heick taget på en tidsrejse, målet er hans tidlige ungdom og de sange, der tændte ham dengang. Hvorfor nu det?
»Lysten er der stadig, ilden brænder lige stærkt indeni. Det er svært at skrue ned og jeg er glad for, at folk gider se på mig, det gør mig stolt og det er også en drivkraft. Tænk at kunne gøre mennesker glade ved at tage ud og spille på sin guitar, når man er 64. Det er først, når man står midt i turneen, at eftertanken kommer: Det kan godt være, jeg lige skal skrue lidt ned for blusset. For det er altså hårdt ikke at have fridage overhovedet i min alder.«
Det var ellers planen at drosle ned og nyde livet med børnebørnene.
»Hvis du havde spurgt mig for ti år siden, ville jeg være helt sikker på, at jeg var stoppet for længst. Men sådan har det været hele livet. Da jeg var 17, mente jeg at jeg helt sikkert ikke ville stå på en scene, når jeg var 30, for der ville jeg være alt for gammel. Men som 30-årig føler man sig jo ikke særlig meget ældre end, da man var 17. Det er det samme i dag, hvor jeg er 64, jeg er stadig 17 indeni.«
Og da produceren Johnny Stage, der blandt andet har produceret Sort Sol, henvendte sig med et forslag, var Heick ikke et sekund i tvivl.
»Han spurgte: Kunne du ikke tænke dig at lave en plade med sange fra dine teenage-år? Om jeg kunne! Den musik sidder i blodet på mig. Den musik, man hører som teenager, er altid derinde et eller andet sted. Det vender man altid tilbage til, det er den musik, der ligger tættest på hjertet. Og så var det sådan, jeg begyndte karrieren: Som rockmusiker.«
Time Machine sender Heick tilbage til det første møde med rock’n’roll.
»Jeg kan huske det meget tydeligt: Det var i 1956, jeg var ti år gammel og sad sammen med mine forældre i stuen og hørte giro 413. Så pludselig: ’One, two, three o’clock...’ Bang! Bill Haley and his Comets. Det var så vildt, så nyt og ungt, hjertet bankede og jeg kunne slet ikke være i mig selv – indtil min far sagde: ’Skru ned for det lort!’ Men det var den eftermiddag, jeg blev ramt og jeg sad søndag efter søndag foran radioen og håbede på, at de ville spille Rock Around The Clock igen. Det var noget helt andet end Gustav Winckler og Raquel Rastenni.«
Tilbage til nutiden og virkeligheden: Enter Hilda, der hilser høfligt og kigger først på kaffebordet, så mildt bebrejdende på sin husbond:
»Nå, det er da en flot anretning, du har serveret til kaffen: Ingenting!« Tre minutters rumsteren i køkkenet senere, kommer fru Heick tilbage med et fad ostemadder. Keld sætter tanden i en smurt bolle og fortsætter:
»Time Machine er et kærlighedsprojekt, vi har mødtes om det, når der var tid og lyst, ingen stress, ikke noget, der skulle være færdigt, bare fordi det skulle. Det har været en helt anderledes måde at lave plade på, normalt er der en masse deadlines, og når noget skal være færdigt på tid, kan det godt gå ud over resultatet. Det har jeg da ofte oplevet og det giver et praktisk forhold til musikken, den skal bare i kassen. Men jeg har lige så ofte tænkt: Hvorfor skal det jappes igennem, det gør jo ikke musikken noget godt.«
Helt tilfreds er Heick dog ikke og det er måske meget godt, for det er også det, der driver værket.
»Jeg kunne godt have tænkt mig nogle flere vilde rock’n’roll numre på pladen. For eksempel Bobby Darins, det synes jeg simpelthen er så skønt et nummer. Fuldt af energi og vildskab. Men det er måske meget godt at tænke sådan, for et eller andet sted er bunden jo så allerede lagt til en efterfølger.«
Alligevel er Keld Heick åbenlyst stolt af Time Machine.
»På nogle af numrene har jeg næppe sunget bedre i hele mit liv. Jeg kan sagtens huske den brusen i maven, de numre gav mig som helt ung, og det bruser stadig dernede, når jeg synger dem. Lonesome Town med Ricky Nelson, årh, jeg elskede den sang, da jeg var ung. Og nu får jeg endelig lov til at synge den.«
Indspilningsmetoden har bevidst lænet sig op ad gamle dage.
»Pladen er lavet i en lille lejlighed på Frederiksberg og vi har lagt vægt på, at tingene er blevet indspillet som man gjorde i de der magiske år omkring 1960. Ikke noget med moderne maskiner eller synthezisere, og de effekter, der bliver brugt, er alle sammen nogle fra halvtredserne og tresserne, som Johnny har købt op og går og pusler med i sin fritid. Når man indspiller på den måde, er der heller ikke mulighed for at bruge nogen af den moderne verdens tekniske mirakelmuligheder. Der er ingen autotune eller kor, der er fløjet rundt. Der er kun en vej frem: at synge hele nummeret om, hvis der er en fejl. Det giver en helhed i udtrykket, som man ikke altid finder med de mere moderne indspilningsmetoder. Og strygere og blæsere lyder bare bedre og varmere, når de er spillet på rigtige instrumenter af mennesker, der har et forhold til deres instrument.«
Der er dog en forskel på dengang og nu. En anderledes positiv tilgang hos musikerne. Heick tænker tilbage til begyndelsen af karrieren.
»Når man var på et stort pladeselskab, så var der råd til det: så havde vi Det kongelige Kapel i studiet. Det hjalp bare ikke et hak at have verdens bedste musikere, som spillede perfekt, når der ikke var hjerteblod. Der var ikke et hjerte, der bankede for rock’n’roll hos de fleste klassiske musikere dengang, de så lidt ned på genren. I dag er det helt anderledes, de unge klassiske musikere er utrolig engagerede og forstår virkelig hele ideen med musikken.«
Der er dog visse ting, der ikke har ændret sig en tøddel i rockbranchen: Honoraret. Heick har vænnet sig til en anstændig betaling for at tage ud og spille, men med det nye rockrepertoire forventer han ikke at kunne hive den store hyre hjem.
»I rockbranchen er der omtrent ikke noget mellemlag, dér får man enten en kop kaffe og en ostemad eller en million for at spille en koncert. Yderpunkterne er mere ekstreme i rockbranchen, det er knap så udpræget i dansktopbranchen. Men omvendt er der altid jobs inden for den genre. Jeg ved ikke hvad, sådan nogle som Kandis får, det er vel i gennemsnit 75-80.000 kroner per job, og det er de ret mange om at dele, men så kan de til gengæld spille, lige så ofte de vil. Det kan Thomas Helmig jo ikke, han kan højst tage én turné om året. Det begrænser sig selv, Danmark er lille og hurtigt kørt tyndt og så skal pengene hives hjem på få koncerter med store honorarer.«
Det er kun de store navne, der kan hive en anstændig hyre hjem. De små må nøjes. Det er der ikke noget nyt i, mener Heick.
»Bundlinjen ligger, hvor den hele tiden har gjort, de første jobs jeg havde i begyndelsen af tresserne fik vi 35 kroner for. Det kunne ikke engang betale taxaen – heller ikke dengang. Hvis man skulle køre et pænt stykke til et skolebal, så var det kun udgifter. Men det var jo ligegyldigt, man tog ud, fordi det var så fedt at stå på scenen.«
Det ændrede sig med singlen Ved landsbyens gadekær, der lå nummer et på den danske hitliste i 1966. Keld & the Donkeys begyndte at tjene penge.
»Da vi kom på hitlisterne eksploderede det fuldstændig. Fra den ene dag til den anden gik vi fra et honorar på 350 kroner til det ti-dobbelte (3.500 kroner svarer til cirka 32.000 kroner i dagens mønt). Det var helt vildt. Men vi arbejdede også for pengene. Koncerterne varede en hel aften, vi spillede i fem timer.«
Og der var masser af jobs.
»Alle idrætsforeningerne havde halbal om lørdagen dengang. Der kom 7-800 mennesker, og selv om vi syntes, vi fik mange penge, er der ingen tvivl om, at foreningerne nok har tjent endnu flere. Det var en god forretning, og kunne sagtens bære vores honorar, for vi trak enormt mange mennesker.«
Succesen kom som en overraskelse. Efter at The Donkeys vandt DM i pigtråd i 1965, turnerede de landet rundt, fik pladekontrakt og kunne i begyndelsen hive en hyre på omkring 800 (cirka 7.000 nutidskroner) kroner hjem per job. Det blev dog ret hurtigt rutine og glorien falmede hastigt. Derfor besluttede orkestret at stoppe, mens legen var god, men de lovede dog deres producer at indspille en dansk sang som afsked. Det vendte bøtten.
»Vores sidste engagement var 14 dage på Africano på Hotel Spangsbjerg i Esbjerg. Der skulle vi sige farvel, koner og kærester var med. Så en dag var vi nede på Mælkepoppen, Esbjergs samlingspunkt. Der kørte Ved landsbyens gadekær på jukeboksen i en uendelighed, folk blev ved med at stoppe mønter i for at høre den. Så begyndte jeg at ane, at der var gang i et eller andet. Da jeg ringede hjem til pladeselskabet, fik jeg at vide, at de skovlede eksemplarer ud til forretningerne. Jeg var fuldstændig målløs. Og da vi spillede om aftenen, kom der hele tiden nogen op og ønskede Ved landsbyens gadekær. Jeg tror, vi spillede den ti gange den aften, og sådan fortsatte det resten af vores to uger på Africano. Ugen efter lå vi nummer et og blev på førstepladsen i 13 uger.«
Dermed blev planerne om en tidlig pension lagt på hylden.
»Vi var enige om, at hvis vi skulle give det en chance, så var det nu. Men det var et lidt besynderligt repertoire, vi kunne tage ud med: Vi havde en gammel schlager på hitlisten og et bagkatalog fuldt af pigtråd. Men folk accepterede det fuldt ud, de kunne jo danse til musikken, så det gjorde ikke så meget. Sådan var det faktisk, til vi sluttede med The Donkeys i 1980-81. Den ene halvdel af repertoiret var på engelsk og noget mere pågående, den anden halvdel dansktopschlagere.«
Det var dog kun koncerterne, der skæppede i kassen. Penge fra pladesalg kneb det mere med.
»Vi solgte over 100.000 eksemplarer af Ved landsbyens gadekær. Hvis vi havde haft lidt mere hår på brystet, kunne vi have tjent gode penge. Men vi var flinkeskolen og taknemmelige over, at verdens største pladeselskab havde satset på os. De troede på os, og et eller andet sted var vi bare stolte, vi havde alt, vi kunne drømme om, og var egentlig ret godt tilfredse. Men set i bakspejlet, tog de ret godt for sig, for der var jo også et forlag, der var tilknyttet pladeselskabet og de ville da gerne lave kontrakt med os. Det gjorde vi så, og sagde ih tak uden at tænke over, at de skulle have en tredjedel af indtægterne. Men jeg har aldrig været bitter over det, generelt blev vi behandlet som konger.«
Der er mange penge i et hit. Og endnu flere i flere hits.
»Når man er på et stort pladeselskab og har succes, vil de gerne være sikre på, at man bliver ved med at have succes. Dengang havde de en helt klar formel: Hvad er der af hits i udlandet, der kan overføres til dansk. Det betød, at selskabet kom med tidens hits fra udlandet, som de ville have oversat til dansk. Der fandt jeg ud af, at jeg havde let ved at skrive tekster, for jeg har altid været god til sprog. Mine tidlige sange var på engelsk og det sværeste var at skulle udtrykke sig på dansk, ord og vendinger der bare lyder godt på engelsk, kan ikke lige sådan oversættes til dansk, for det kommer til at lyde frygtelig banalt. Jeg kiggede meget på Thøger Olesen, hvordan gjorde han? Hvordan undgår man, at det kommer til at lyde plat? Det viste sig at komme med øvelsen, for det blev lettere og lettere, jo mere jeg arbejdede med det.«
Men det gik også ud over Heicks egne kompositioner.
Det blev svært at få sine egne melodier med på pladerne. Pladeselskabet ville gerne have en melodi, folk kendte lidt i forvejen, så mine melodier kom altid på B-siden. Vores tredje single som Keld & the Donkeys, Sidste dans, havde jeg selv skrevet og været heldig med. Den solgte 30.000 og blev også solgt til Sydafrika, hvor den blev et hit. Men jeg kunne godt mærke, at selskabet helst så, at vi indspillede kendte numre med danske tekster. Det blev en hel industri, men det betød også, at det blev meget fabriksagtigt at skrive tekster.«
Den industrielle tilgang bed sig selv i halen. Godt nok blev der tjent penge, men det var på bekostning af kreativiteten. Heick bliver helt ærgerlig, når han tænker tilbage.
»I slutperioden af dansktoppen blev det virkelig mekanisk. Den faste opskrift gik virkelig ud over mine egne sange, jeg mistede inspirationen. Selve dansktoppen hang mig også ud af halsen til sidst. Det var en fuldstændig grotesk måde, numrene blev udvalgt på: Der sad en professionel musiker og en almindelig lytter og afgjorde, om en sang skulle på listen eller ej. Hvis de ikke kunne blive enige, så raflede de om det. Det syntes jeg var for meget af det gode og ret langt fra at være seriøst. Det var faktisk en befrielse, da dansktoppen blev nedlagt i 1977, for den gjorde grin med os alle sammen, både kunstnere og lyttere.«
Heick kastede sig over Grand Prixet, der året efter blev åbnet for dansk deltagelse efter nogle års pause. Heicks første bidrag kom i 1978.
»Jeg havde det sådan, at jeg ville være med i grand prixet, koste hvad det ville. Jeg skrev 20 sange og sendte dem ind, så måtte der da være bare en, der kom igennem. Det var der så også. Og jeg var lykkelig, bare det at være med var nok. Helt uden krukkeri havde jeg ingen forventninger om at vinde, og det gjorde jeg da heller ikke det år. Men det gav blod på tanden, og fra 1979 kom så alle de der grand prixsejre.«
Telefonen ringer konstant i villaen i Gl. Holte. Keld er fredet under interviewet, i stedet er det Hilda, der må sortere i tilbuddene. De to har været et par siden teenagealderen, og også professionelt har de arbejdet sammen siden bruddet med the Donkeys i 1980. Optrædener og indspilninger med Hilda er den væsentligste del af forretningen, en anden er tekstskrivningen. Heick har et prosaisk forhold til metoden.
»Jeg sætter mig simpelthen ned og arbejder inspirationen og ideerne frem. Denne her poetiske ting med at sidde og vente på inspirationen tror jeg ikke en dyt på. Sådan er det i hvert fald ikke for mig. At skrive tekster er en arbejdsproces; jeg skal have et blankt ark papir foran mig og så er det bare med at få kuglepennen på og begynde at skrive – velvidende at de første fire-fem ark er håbløse. Men jeg ved, at der sker et eller andet i den proces, det ene afføder det andet og pludselig: Hey! Der er den. Ideen.«
Selv om det drejer sig om oversættelser, arbejdes der målrettet på at fange den rigtige tone i ordene.
»Hvis du har en god originaltekst, må det være et krav at forsøge at oversætte den. Hvis den originale tekstforfatter har haft en god idé, skal jeg jo ikke sidde og sige, at det kan jeg gøre bedre. Jeg forsøger at være tro mod oplægget. Men jeg får da også nogle jammerlige tekster til oversættelse en gang imellem. En omgang fraser af værste skuffe, lousy og dårligt håndværk. Det gider jeg simpelthen ikke oversætte. Så forsøger jeg at skrive en helt ny tekst efter min egen idé og inspiration. Teksten skaber jeg så ud fra tonen i musikken. Det er en fornemmelse.«
Det er ikke et arbejde, der belønnes af kritikerne. Heick har ofte måttet se sine tekster blive heglet igennem i offentligheden. Somme tider uretfærdigt.
»Erik Kramshøj fra DR kritiserede engang min fordanskning af It Never Rains in Southern California, som jeg havde kaldt En gylden plads i solen. Han mente, det var helt hen i vejret at oversætte regn i Californien til en plads i solen.«
Retfærdigvis gav Kramshøj Keld Heick mulighed for at forklare sig live i radioen.
»I programmet fortalte jeg, at det var et eksempel på en hamrende god originaltekst, som bare ikke lod sig oversætte direkte. For hvor finder man et Southern California – eller det, det i virkeligheden dækker over: et Hollywood eller tilsvarende drømmefabrik – i Danmark? I stedet brugte jeg de mange talentshows på TV. Det der med, at man bliver verdensberømt i nogle uger for så at blive totalt glemt, når det hele er overstået. Vi vil alle gerne have en plads i solen, men langt de fleste får i stedet en kæmpe nedtur. Er det prisen værd? Hvem er det, der profiterer? Hvem udnytter hvem? Det er det, der er essensen af originalteksten og det, der er vigtigt at fastholde i oversættelsen. Det har intet med regnvejr og solskin at gøre – kun i overført betydning. Man tror, at græsset er grønnere på den anden side – at solen altid skinner et andet sted. Kramshøj gav mig for åben mikrofon en uforbeholden undskyldning og indrømmede, at han ikke havde tænkt i de baner. Tænk, hvis man – hver gang man blev hårdt kritiseret – fik en tilsvarende mulighed for at forklare og forsvare sig.«
Heick forsøger at finde en almen gyldighed i sine tekster ved at bruge sit eget liv som udgangspunkt.
»Hvis man kigger tilbage over de ting, jeg har behandlet i mine tekster gennem min karriere, kan man klart følge mit eget liv. Da Anette blev født for eksempel, skrev jeg meget om de følelser, jeg havde som nybagt far og så videre. Jeg er selv med i mine tekster et eller andet sted og sådan bør det vel også være.«
Teksterne har været Keld Heicks levebrød i mange år. Derfor er det med at skrive melodier også trådt lidt i baggrunden gennem karrieren. Men de dukker alligevel op engang imellem.
»Melodierne kommer på de mærkeligste tidspunkter og der kan jeg måske godt følge med i det med inspiration fra oven, for en del af kommer helt af sig selv, det er ikke altid noget, jeg bevidst sætter mig ned og arbejder frem. Jeg kan blandt andet huske en, der blev til i bilen på vej til job. Jeg begyndte bare at fløjte og så sagde Hilda: Nej, det er da en sød melodi, hvad er det for en? Jeg anede det ikke, og bad hende om at skrive tonerne ned, og så sad vi der i bilen, mens der kom en ny sang til verden.«
Keld Heick er som nævnt en høflig mand. Det betyder dog ikke, at han er uden tænder. Når snakken falder på DRs musikpolitik, kommer han for eksempel helt op på det sorte af neglene. Det er specielt beslutningen om at flytte hele dansktopgenren væk fra P4 og over på sin egen DAB-kanal, der sætter blodet i kog.
»Der går et eller andet tabt, når man målretter sendefladen til sit publikum. Det er kulturel ensretning, og det er det samme på alle kanaler. De unge mennesker, der hører P3, får kun præsenteret lige præcis den slags musik, de kan lide i forvejen. Det er der ikke meget udfordring i, de når aldrig at blive præsenteret for andre stilarter og få et forhold til en anden slags musik.«
Det gælder ikke kun de unge lyttere. Heick vil også gerne selv have muligheden for at høre et varieret udvalg af genrer.
»Det er en berigelse at blive præsenteret for flere forskellige stilarter. Jeg gider heller ikke sidde og høre dansktop hele dagen, jeg vil da udfordres på min smag, høre noget, jeg ikke var klar over fandtes. Det er jo for katten præcis det, radioen kan. Det er fattigt, at man ikke kan blande kortene lidt bedre. Det er i strid modsætning til den generelle udvikling i samfundet, hvor man går efter at forstå hinanden og integrere.«
Musikpolitikken er bakket op af lytterundersøgelser, men det imponerer ikke Keld Heick.
»Jeg giver ikke et hak for den type undersøgelser og statistikker. Der er godt nok et lytterpanel, men man får nøjagtig det resultat, man gerne vil have ved at spille sange for panelet, som man på forhånd kender reaktionen på. Så spiller man det nyeste nummer med Thomas Helmig for panelet, nå det er da godt, det vil vi gerne have. Så bliver panelet præsenteret for Hvide måge, som er oldgammelt og så siger folk, aj, det gider vi ikke høre på denne kanal, og så udelukker man, i overensstemmelse med undersøgelsen, hele genren. Ved at stille spørgsmålene på den måde, har man opnået de svar, man ønskede og så har man pludselig en undersøgelse, der viser at folk ikke gider høre dansktop. Det er faktisk endnu værre end, dengang de sad og raflede, om man skulle på hitlisten, for da havde man i det mindste en fifty-fifty chance. Det har vi ikke i dansktopbranchen i dag.«
Keld Heick: Time Machine.
CD.
Produceret af Johnny Stage.
Rip it Up Records 01.