Violet dis over London
Af Joakim Jakobsen
Om morgenen den 24. september 1966 landede en ung, ukendt guitarist i London: den 23-årige James Marshall Hendrix.
Den tidligere faldskærmssoldat fra Seattle havde gennem første halvdel af 1960erne været guitarist i Little Richards turnéband, et ni mand stort rock'n'roll-orkester klædt i ens smokinger. Hendrix var et indlysende talent, og store navne som Wilson Pickett bejlede til ham. Men Hendrix var træt af backing-rollen, frustreret over ikke at kunne udleve sine musikalske visioner. Og så den latterlige udklædning. I 1965 forlod han bandet for at forsøge sig på egen hånd i New York.
Et år senere, den 5. juli 1966, trådte Chas Chandler ind på den lille Café Wha? i Greenwich Village i New York. Chandler, bassist i det britiske band The Animals, havde fået et tip, og på den beskedne scene sad Jimi Hendrix med en bassist og en trommeslager. Han optrådte under navnet Jimmy James og spillede soul-, blues- og countrynumre. Blandt andet en version af den dystre countrysang "Hey Joe", som folk-sanger Tim Rose havde et lille hit med samme år. Hendrix sang også Bob Dylans "Like A Rolling Stone".
Chandler var selv træt af turné- og band-livet - uophørligt slid, ingen penge - og havde besluttet sig for en karriere som producer og manager. Nu skulle han bare finde nogle artister at arbejde med. Chandler lyttede overvældet til Hendrix' langsomme udgave af "Hey Joe": ikke en stor stemme, men en varm, dyb klang, både mildhed og råhed. Men frem for alt guitarspillet: lyrisk, brutalt, storladent. Kropstemperatur og fylde i Stratocaster-guitarens lidt stive lyd. Efter showet kastede Chandler sig over Hendrix for at overtale ham til at komme til London. Det tog et par måneder.
Den unge amerikaner havde intet at tabe og ankom sammen med Chas Chandler klokken 9 om morgenen den 24. september. Hendrix havde 40 dollar og en Stratocaster-guitar med sig, intet andet. Inde i London introducerede Chas Chandler straks Hendrix for en række musikervenner, og en jamsession blev sat i værk. Dette første møde med britiske musikere beroligede den sky Hendrix: dygtige folk med dyb indlevelse i den amerikanske blues og soul. I New York havde Hendrix været skeptisk over for briternes kunnen og ikke mindst deres musikalske ståsted.
Først da Chandler havde garanteret, at han ville introducere Hendrix for Eric Clapton, gik han med på hele London-tanken. De tilstedeværende briter denne formiddag oplevede til gengæld den virtuositet, som i de kommende måneder skulle lamme de store britiske guitarister én efter én. Ronnie Wood, senere guitarist i Rolling Stones, boede på et tidspunkt sammen med Hendrix i London: "Han var meget stille. Stenet hele tiden. Meget afslappet. Han lænede sig bare tilbage og spillede med højre hånd eller venstre hånd, det var lige meget - den dér tohåndethed slog luften ud af mig. Hvis jeg spiller med venstre hånd, lyder det, som hvis man giver en guitar til et lille barn."
Allerede samme aften tog Chandler sit amerikanske fund med hen på klubben Scotch of St James, hvor Hendrix for første gang sad på en scene i London og jammede med et tilfældigt band. En vellykket første dag.
Få dage senere ringede Hendrix hjem og talte med sin far. Han forklarede, at det hele så lyst ud, og at han var ved at samle et band. Desuden ville han fremover stave sit navn J-i-m-i.
Det var Swinging London, Jimi Hendrix kom til. En by i hedonistisk opbrud, hvor de unge kvinder gik i afsindigt lårkort, og hvor popmusikere var den nye adel. The Beatles, The Rolling Stones, The Kinks, The Who. Men den britiske hitliste bestod stadig af melodiske vidundere - ungt og hårdtslående, ja, sexet og forførende, ja, men stadig harmonier og vellydsappel. Dette ændrede sig fra denne septemberdag i 1966, da Jimi Hendrix ankom til byen.
Det blev ni måneder, som kulminerede i foråret 1967. Som Pete Townsend, guitarist i The Who, senere udtalte om Hendrix og hans band: "De tog bare London med fucking storm."
29. september 1966:
Allerede efter fire dage hyres Noel Redding som bassist til Jimi Hendrix' band. Han er egentlig guitarist, men Chas Chandler forsikrer Redding, at han nok skal lære ham at spille bas. Nu mangler kun en trommeslager, for Chandler har overbevist Hendrix om, at stramheden i en trio - sådan som han hørte det i New York - vil tjene ham bedst.
1. oktober 1966:
På Regent Polytechnic-universitetet er Cream ved at gøre sig klar i omklædningsrummet: Ginger Baker på trommer, Jack Bruce på bas, Eric Clapton på guitar. Tre eminente musikere og velkendte navne, der som band er ved at etablere sig med cool bluesrock. Over hele London hænger graffitien: Clapton Is God. Ind træder Chas Chandler og introducerer sin følgesvend: Jimi Hendrix. Om han kan sidde ind på et par numre? Efter at have talt med Hendrix er Clapton helt med på den, Jack Bruce også, mens Ginger Baker synes, det er noget pjat. Under koncerten meddeler Clapton i mikrofonen: "Vi vil nu præsentere en fyr, der er dukket op fra Amerika: Jimi Hendrix." Hendrix træder op på scenen og pakker sin Stratocaster ud, mens Clapton stiller sig ud til siden. Hendrix taler med Baker og Bruce og slynger sig så uforfærdet ud i den forrygende blues "Killing Floor" af Chicago-legenden Howlin' Wolf. Clapton ser chokeret til. "Han stjal hele showet," fastslår briten senere. Men fra denne aften er Clapton og Hendrix hengivne venner og kolleger. Andre er knap så begejstrede for endnu en rival i guitar-branchen, herunder Jeff Beck, der i 1965 havde afløst Clapton i Yardbirds. Beck og Hendrix følger hinanden med vagtsom beundring.
4. oktober 1966:
Hendrix og Redding øver med trommeslager Aynsley Dunbar. Næste dag øver de med Mitch Mitchell. Begge trommeslagere har jazzbaggrund, begge er fremragende. Chas Chandler slår plat og krone: Mitchell. Bandet er dannet: The Jimi Hendrix Experience. To ekstremt lærenemme og adrætte statister bag den tidligere backingmusiker, nu flammende midtpunkt.
6. oktober 1966:
Bandet øver for første gang sammen. To hvide og en sort i samme band. Med den sorte musiker som frontfigur. Dette er utænkeligt i USA. Også når det gælder repertoiret, giver London Jimi Hendrix langt større frihed: Her kan han fint favne farveblindt fra blues over soul til country. Bandet har en uge, før de skal på scenen første gang. Den franske pebermynterocker Johnny Hallyday har hørt Hendrix ved en jamsession i den første uge i London og vil have bandet med som opvarmning ved et par koncerter i Frankrig.
13. oktober 1966:
The Jimi Hendrix Experience har sin første offentlige optræden i den nordfranske flække Evreux. Mitchell og Redding er chokerede over at se den afslappede, let generte Hendrix, som de har mødt i øvelokalet, gå amok på scenen. Vildskab, erotik, krop. Bare 15 minutters optræden, hvor bandet spiller "Midnight Hour", "Have Mercy", "Land of 1000 Dances" og "Hey Joe". Det lokale dagblad L'Eure Éclair beskriver i et par linjer hovedpersonen i den første Hendrix-anmeldelse nogen sinde: "... en dårlig blanding af James Brown og Chuck Berry." Fem dage senere er reaktionen langt mere positiv og nysgerrig, da turnéen når til Paris.
23. oktober 1966:
Bandet går i De Lane Lea-studiet i London og indspiller "Hey Joe". Hendrix er frygteligt usikker på sin sangstemme, men Chas Chandler arbejder for at bygge hans tro op. Senere stilles en væg op, så ingen kan kigge på Hendrix, når han synger. Det vanskeliggør kommunikationen en anelse, men det virker.
24. oktober 1966:
Chandler overbeviser Hendrix om, at han selv skal skrive sangen til B-siden, så han kan få royalties. Hendrix skriver i første forsøg "Stone Free", som rummer hippie-frigørelsens evangelium: "Stone Free to do what I please/ Stone Free to ride the breeze."
29. oktober 1966:
Det britiske musikblad Record Mirror bringer den første artikel om den sensationelle guitarist: "... en 20-årig neger ved navn Jim Henrix, som - blandt andet - spiller med tænderne." To stavefejl i navnet plus forkert alder.
9. november 1966:
Bandet optræder tre aftener i München. Her afslutter Hendrix for første gang sættet med at smadre en guitar i scenegulvet - samme guitar, som flikkes sammen efter hver koncert. Da bandet vender hjem til London, er Hendrix til stede i studiet, da Rolling Stones indspiller "Ruby Tuesday".
26. november 1966:
Den unge mand fylder 24 år.
10. december 1966:
Første Hendrix-interview i Record Mirror. Skribenten introducerer ham. "Navn: Jimi Hendrix. Beskæftigelse: Guitarist, sanger, sangskriver, showman - dervish - original." Hendrix beskriver selv bandets stil: "Jeg kan godt lide at kalde den 'fri følelse'. En blanding af rock, freakout, blues og rave."
13. december 1966:
Hendrix og bandet går i CBS-studiet og indspiller fire sange: "Foxy Lady" med det tunge guitarriff, den mørkt truende "Can You See Me", bluesnummeret "Red House" og den udflippede science fiction-hymne "Third Stone From the Sun". Hendrix har medbragt fire Marshall-højttalere. Studieteknikerne klager senere over ondt i ørerne.
16. december 1966:
"Hey Joe" udsendes som debutsingle for The Jimi Hendrix Experience. New Musical Express fastslår i en anmeldelse: "Den bedste plade, Polydor overhovedet har udsendt." Efter en måned i butikkerne går "Hey Joe" i januar 1967 ind på den britiske top 10-liste og når 6. pladsen. Oppe i Blyth i Nordengland hører den 17-årige Mark Knofler sangen i radioen: "Jeg flippede fuldstændig ud og stormede hen og købte pladen. Jeg havde ikke engang en pladespiller."
21. december 1966:
Bandet optræder på Blaise's i London og giver en tungt svingende udgave af The Troggs-hittet "Wild Thing". Blandt publikum er Yardbirds-guitarikonet Jeff Beck og de tre Who-figurer Roger Daltrey, John Entwhistle og guitarist Pete Townsend. For Townsend er oplevelsen på én gang euforisk og fortvivlende: "At se Jimi knuste mig fuldstændig. Det var skræmmende, for her kom han og tog sort musik tilbage." Townsend følte sig som en distanceblænder, der bare fyrede gimmicks af, goldt og tyndt. Desuden: "Man må huske på det andet med Jimi - at han var så lammende seksuel. Man mærkede det i hele rummet, hvor hver eneste kvinde ville følge ham ved et fingerknips."
29. december 1966:
Bandet optræder i BBC-showet Top of the Pops.
11. januar 1967:
Bandet indspiller i Olympic-studiet "Purple Haze", Hendrix' forsøg nummer 2 som sangskriver. Sangen ændres og udbygges ved flere senere sessions. Hendrix eksperimenterer med guitareffekter, og da studieteknikerne sender båndet til remastering, har de skrevet en besked til kollegerne: "Bevidst forvrængning. Ret ikke."
29. januar 1967:
The Jimi Hendrix Experience optræder på The Saville Theatre. Hele Cream plus Brian May, guitarist i Smile, senere i Queen, befinder sig i salen. May har hjemme lyttet til "Stone Free" og er overbevist om, at guitarsoloen er klippet sammen: "Så jeg tog hen til Saville, fast besluttet på at være en ikke-troende. Og han bare væltede mig omkuld. Jeg tænkte: Han er det mest utrolige, jeg nogen sinde har set. Han spillede også Stone Free-soloen, fuldstændig perfekt. Det var tilbage til start for mig." Cream-bassist Jack Bruce går direkte hjem fra koncerten med de tunge riffs i hovedet og skriver "Sunshine of Your Love" som en hyldest til Jimi Hendrix.
1. marts 1967:
"Purple Haze" udkommer med "51st Anniversary" som B-side. Tre uger senere ryger den ind på singlehitlisten og når op på tredjepladsen. Med "Purple Haze" er det, som om verden skifter spor. En psykedelisk atmosfære, men også et industrielt brus, en faretruende lyd, der peger frem mod heavy metal og støjrock.
31. marts 1967:
Astoria Theatre i London. Hendrix og bandet indleder en turné i Storbritannien, hvor de indgår i et noget skizofrent program og deler scene med de pæne popdrenge Walker Brothers og frikadelle-crooneren Engelbert Humberdinck. Halvdelen af publikum hader Hendrix' ufriserede lyd og sceneoptræden.
3. april 1967:
Tre nye sange indspilles: "Highway Chile", "May This Be Love" og den komplicerede, psykedeliske "Are You Experienced".
10. april 1967:
Sidste studiedag, derefter to ugers koncerter på turneen med Walker Brothers og Engelbert Humberdinck. Paradoksalt nok bliver denne koncertrække en art gennembrud for bandet: Hvert show handler om for eller imod The Jimi Hendrix Experience. Hvinende feedback over for nydelige vokalharmonier.
25. april 1967:
Chas Chandler og tekniker Jeff Kramer har et par uger mixet løs på hele lp'en. Arbejdet er først færdigt sent på natten. Næste morgen skal lp'en præsenteres for Horst Schmaltze, den tyske chef for pladeselskabet Polydor. Chandler overrækker Schmaltze albummet, som på sit kontor lægger vinylskiven på grammofonen og lader nålen dale mod rillen. Den første person uden for studiet, som hører resultatet af fem måneders arbejde. Schmaltze lytter til hele side 1 uden at sige et ord. Chandler er bekymret for, at det er blevet for radikalt, for vildt. Schmaltze vender pladen og lytter til hele side 2. Først efter titelnummeret "Are You Experienced", sidste skæring ud af 17, kigger Schmaltze op: "Det er det bedste, jeg nogensinde har hørt."
5. maj 1967:
Tredje single udsendes. Den Dylan-inspirerede ballade "The Wind Cries Mary". Det er helt bevidst, at den melodiske ballade følger efter "Hey Joe" og "Purple Haze". Det gælder om at vise Hendrix' vide repertoire frem. Et par uger senere når singlen op som nummer 6 på hitlisten, mens "Purple Haze" ligger nummer 3.
12. maj 1967:
Albummet Are You Experienced udkommer i Storbritannien. Bandet og Chandler er ulykkelige over det mørke cover, som viser Hendrix i Dracula-positur bag Redding og Mitchell: Layouteren er kommet til at skrive albumtitlen to gange på coveret - i stedet for albumtitel plus bandnavn. Det berømte design med de psykedeliske typer med stort svaj på karrygul baggrund kom først med den amerikanske udgave, udsendt 23. august 1967.
25. maj 1967:
Are You Experienced brager ind på albumlisten og bliver der i 33 uger i træk, 14 uger på Top 10. Den lægger sig op som nummer 2, men kommer ikke længere, da The Beatles' Sgt. Pepper's Lonely Hearts Club Band udkommer 1. juni og sætter sig urokkeligt på førstepladsen. I 2005 kårer Rolling Stone Are You Experienced som nummer 15 af de 500 vigtigste albums gennem tiderne.
4. juni 1967:
To koncerter på samme søndag på The Saville Theatre i London. Paul McCartney følges med George Harrison derind til aftenseancen. De to Beatler er ved at dåne fra første nummer. McCartney: "Tæppet gik, og Jimi trådte frem på scenen, mens han åbnede med Sgt. Pepper. Den var lige udsendt om torsdagen, så det var den ultimative kompliment."
13. juni 1967:
Efter mere end 150 koncerter på ni måneder forlader Jimi Hendrix London. Hans arbejdstilladelse er udløbet. Han tager bandet med sig på turné i USA og vender først for alvor tilbage til London i 1969. Hendrix-specialisten Jacob McMurray konstaterer senere, at intet var det samme længere på Londons rockscene efter Jimi Hendrix' ophold - og vice versa: "London påvirkede ham dybt. Han gik fra nul og niks til, at alle elskede ham. Det kunne ikke være sket i nogen anden by. Det er interessant at se, hvor hurtigt hippiernes flower power indtog London, efter at han rejste, og hvordan fuldtonet psykedelisk musik fik fat."
18. juni 1967:
Efter tip fra Paul McCartney hyres The Jimi Hendrix Experience til den nye Monterey Pop Festival i Californien, som får legendarisk status: Her begynder Summer of Love, og herfra sprænges musikscenen. I før og nu, i nydelighed og farlighed, i pop og rock. Hendrix sættes på programmet som kulmination søndag aften. Han sætter ild til sin guitar med lightervæske, og verden bliver aldrig den samme igen.
Kilder:
Sean Egan: Jimi Hendrix and the making of Are You Experienced, 2013.
Johnny Black: Eyewitness Hendrix. The day- by-day life story, 1999.
Jas Obrecht: Jimi Hendrix in London, 1966. 2010.
ref.
http://www.weekendavisen.dk/smarticle/view/1
2017.April.07
