Med pigtråd på drengen
Bjarne Krohn sammen med et kært familiemedlem
Foto: CykelKurt
1960'erne betød det store boom for den forkætrede pigtrådsmusik, som var elsket af de unge og foragtet af de ældre. En af dem som har mærket pigtråden på egen krop er sanger, designer og danser Bjarne Krohn. Så tidligt som i 1960 var han aktiv på den københavnske musikscene, hvorfor jeg har bedt ham fortælle om sine oplevelser.
Af Kurt Starlit
Og derfor har jeg opsøgt Bjarne Krohn i sin nuværende stiling som konsulent og selvstændig erhvervsdrivende i de attraktive højhuse Bellahøj med storslået udsigt over København. Desuden har jeg fået oplyst at han er Vandmand, hvorfor det er oplagt at spørge et horoskop til råds:
Vandmanden er levende, opfindsom og original. Alt passer til Vandmanden, og det at være særpræget bekymrer ham ikke; faktisk er Vandmanden altid ude af trit med resten af verden og nyder alt der er anderledes. Vandmanden er også en af stjernetegnenes lykkeligste excentrikere. Selv om det kan være utroligt vanskeligt at komme tæt på en Vandmand, så er han loyal og trofast. Bed en Vandmand om hjælp og du får den øjeblikkelig - om nødvendigt vil han give sin sidste skjorte væk.Således belært om Vandmandens personlige karakteristika drager jeg den 9. marts 2011 ud til byggeriet i Bellahøj. Med en vis spænding tør jeg sige, for vil jeg møde en levende, opfindsom original? Eller en excentriker ude af trit med resten af verden?
Krohn har stillet i udsigt at jeg må se hans samling af guitarer og scrapbøger fra de glade 1960'ere, hvor han slog sine folder i en række af datidens populære pigtrådsgrupper.
I lejligheden på 9. etage står et klaver, som hans kone Esther spiller det klassiske repertoire på. Hvordan er det kommet derop, spørger jeg. Det må du nok spørge om, svarer hun, det kommer ihvertfald ikke ned igen, for elevatoren er blevet ombygget, så den i dag højst kan rumme tre personer.
Besøget hos Krohn viser sig at blive ganske interessant og på ingen måde afskrækkende. Bjarne og Esther er to gæstfri mennesker, der har sans for kunst, kultur og sociale forhold. Desuden er Krohn formand for den lokale beboerforening, ligesom han er aktiv i den nærliggende Brønshøj Kirke. Med andre ord en handlingsorienteret og udadvendt person.
Starten
Krohn's store periode i musikalsk forstand er de glade 60'ere, hvor han sammen med Sleepwalkers, Les Corridos og Alfred E. Sect spiller de københavnske scener tynde:
"Jeg kom inde i Thomas P. Hejle's Ungdomsklub ved Nørreport. Jeg cyklede fra Amager derind. Jeg gik til Jitterbug og så film og sådan noget. Hver mandag var der filmforestilling. Det havde ikke noget med musik at gøre på det tidspunkt. Jeg var jo interesseret i sang og har sunget altid. Jeg optrådte første gang med at synge da jeg var seks år."
"Det var her jeg mødte Niels Jacobsen. Vi kom til at tale om forskellige ting. Jeg var jo allerede begyndt at interessere mig for popmusik dengang Tommy Steele var i Danmark. Jeg så den film der hed "Ung mand med guitar" - den så jeg 9 gange. Så jeg var helt vild i varmen. Og så gik jeg til guitarspil, men det var jo noget helt andet end det jeg havde regnet med. Det var klassisk guitar og det var en ældre mand som var min læremester, så jeg lærte ikke en skid, og stoppede derfor igen. Jeg havde jo ellers købt en guitar og var meget inspireret af Tommy Steele."
"Jeg ville jo bare lære nogle nemme akkorder i en fart, og så ellers derudad. Men da jeg som 17-årig kom ind i Thomas P. Hejle's Ungdomsklub i 1960, og kom til at tale med Niels, var vi begyndt at snakke sammen om musik. Han kendte nogen der spillede og foreslog, at vi lavede et orkester. Det synes jeg jo lød spændende. Jeg var på dette tidspunkt i lære som smed."
"På den måde kom jeg i kontakt med Per "Fessor" Christensen (bas), Finn "Tony" Rasmussen (trommer), Palle S. (rytmeguitar) og Niels Tuxen (lead guitar). Vi startede med at øve på Nansensgade Skole med omformer og det hele. Det var jo jævnstrøm dengang, så der var omformere på skolen. Jeg havde en 4-spors Grundig TK-46 spolebåndoptager, som kunne lave ekko. Den havde jeg med derind, for den skulle jeg jo synge igennem inden det gik ind i den store forstærker. Det var temmelig primitivt dengang."
"Jeg kørte med Grundig båndoptageren indtil 1964, hvor jeg købte det store sanganlæg med Vox ekkomaskine (m. endeløst bånd) og Shure mikrofon."
"I de dage kunne vi ikke få fat i noder til de forskellige populære sange og melodier, så jeg brugte også TK-46 til at optage fra Radio Luxemburg. Så havde jeg båndoptageren med i øvelokalet, så de andre kunne høre numrene. På den måde lærte jeg at synge de forskellige numre, og de andre satte becifringer på nummeret og den slags. Det var dengang vi hed Sleepwalkers."
Navnet
"Navnet var inspireret af The Shadows, som havde et nummer der hed "Sleepwalk". Jeg tror dog ikke Shadows nummeret var originalen, der var to gutter (Santo & Johnny) som havde lavet det tidligere, men det var spillet på en helt anden måde med hawaii-guitar og sådan noget. Men jeg var inspireret af begge versioner, så derfor blev vores navn Sleepwalkers."
"Senerehen, fordi Defenders havde kaldt sig Defenders, kaldte vi os The Attackers. Vi kaldte os også The Strangers i en periode. Omkring 1963 nåede vi frem til Les Corridos. Det skulle være inspireret af noget portugisisk. Det hed vi så indtil 1965, hvor vi igen skiftede navn. Vi skiftede ved samme lejlighed besætning. Der kom én ind, som hed Finn. Han havde en bog med, som hed Mad og det var den som gav idéen til Alfred E. Sect."
TPH Ungdomsklub, program dec. 1966
Tøjet
Krohn's scenekostumer er et kapitel for sig selv. De er købt i Magasin Nordland på hjørnet af Holmbladsgade og Nordlandsgade. Magasinet var en af datidens store ekviperinger med konfektion i stuen og skrædderi på første sal.
Bjarne har selv tegnet sit tøj, som derefter er færdigsyet på Magasin Nordland i et samarbejde mellem skrædderen og Krohn. Desuden har han tegnet tøj til andre pigtrådsmusikere. Det blå kostume blev i en periode udstillet i Nordland's vinduer som en demonstration af samarbejdet mellem Krohn og Nordland - og så selvfølgelig som en reklame for skrædderiet. Ialt har Krohn på denne måde kreeret ca. 30 modeller til orkestre og venner.
Bjarne Krohn's blå kostume
Når der siges skræddersyet betyder det, at tøjet - jakke, bukser og vest - er tilpasset kunden flere gange i løbet af tilblivelsesprocessen, således at man ender op med et sæt tøj, der passer fuldstændig på mål.
Der findes en billigere løsning som kaldes demi-skrædderi, hvor der tages mål een gang, inden tøjet syes færdigt. Endelig findes der den helt billige løsning, konfektion eller konfektionssyet, hvor der slet ikke tages mål.
Det blå kostume er, udover at være en ægte skræddersyning, forsynet med paspolerede lommer, hvor klappen valgfrit kan ligge ned over åbningen, eller diskret og usynligt stikkes ned i lommen. Den blå farve har Bjarne valgt efter at have set en Jerry Lewis film, "Den skøre professor" (The Nutty Professor).
Jakkeærmet er tilskåret og monteret med en knap, så manchetknappen bliver synlig. Det oprindelige smoking revers er lavet om til en v-udskæring. Knapperne er monteret parvis to og to. Vesten går ikke ned i en spids, men er rundet efter Bjarne's anvisning. Bukserne er med slidser.
Magasin Nordland lukkede iøvrigt i slutningen af 1960'erne.
Dansen
En pigtrådsgruppe med løs forsanger, der tilmed kunne danse - det var ikke hverdagskost i de dage. Men Bjarne Krohn var en habil danser, tilmed kendte han alle de nye trin, så gruppen var på dette område langt foran de fleste andre. Bjarne forklarer:
"Modedans var også noget der optog mig - jitterbug, twist og limbo rock for at nævne et par stykker. Det kombinerede vi med vores orkester, så der på den måde kom noget spændende ud af blandingen. Blandt andet derfor var det os der lancerede den finske dans Jenka på Ryttergården i Klampenborg."
Jenka"Det var SAGA Studio der optog filmen. Vi var forresten også i DR med Jenka'en. Vi havde lavet aftaler med forskellige dansepar via Børge Kisbye's danseskole. Jeg gik på det tidspunkt til dans hos Freddie Petersen i Ølandshus (på Amager) og senere hos Bo Bendixen. Vi startede med standarddansene og Jive. Jeg stod med en dør og steppede, for jeg dansede Step Jitterbug. Det havde jeg lært af en af de andre fra Kisbye."
af fi. jenkka 'scottish', egl. letkajenkka 'køscottish',
finsk selskabsdans i 2/4-takt, der består af hoppende fremadgående trin.
Danserne står på række og holder personen foran på skuldrene. Dansen blev lanceret i Danmark i 1962, da søskendeparret Bo Bendixen (1936-88) og Britt Bendixen (født 1942) via TV underviste landets seere.
ref. Gyldendals åbne Encyklopædi
"Han var jo smart, ham Kisbye, for han lavede turneringer. De som vandt eller blev nr. 2 og 3 lavede han aftaler med, at vi skulle ud og turnere for ham rundt omkring i landet. Så det var slet ikke hans par. Men på den måde fik han dem spændt for vognen. Vi unge mennesker fik jo færgen betalt, mad ombord, transport og overnatning, så det var stort."
"Vi havde en impressario, som var regissør på Saga Film. Han havde tegnet kontrakt med Beatles Fan Club, som holdt til på Ryttergården, så stedet var altså reserveret til os. Da vi møder op derude på selve dagen, finder vi ud af, at Peter Belli og Rivalerne er ved at stille op. Jeg forklarer Belli at det er os der skal spille her, men Belli har også en kontrakt på stedet. Det viser sig, at vi har lavet en aftale med formanden, og Rivalerne har lavet kontrakt med næstformanden, så de må pænt pakke sammen igen. Heldigvis for os var det samme dag som Saga Film skulle komme og optage, så vi havde et rygstød der også."
Pigerne
Cigaretter, whisky og nøgne pi'r har altid været en integreret del af showbusiness, og selv om 1960'erne var årtiet hvor kvinderne begyndte at gøre oprør, var der ikke mange tegn på noget i den retning indenfor pop-branchen. Tværtimod kan man næsten sige:
"De første år vi spillede var det sådan, at vi havde et vred af piger med rundt, når vi spillede. Vi kunne vælge og vrage som det passede os. Som forsanger havde jeg i særlig grad mulighed for at spotte en pige nede på dansegulvet. Så når jeg fik øje på en steg, sagde jeg til orkestret, spil lige et eller andet instrumentalt. Og så gik jeg ned og dansede med pigen. På den måde scorede jeg mange gevinster."
"Derfor er der måske heller ikke noget at sige til, at min daværende kone på et tidspunkt forlangte, at jeg holdt op med at spille. Jeg kan huske at vi spillede inde i Nyhavn, og jeg havde faktisk 8 piger som jeg kom sammen med på een gang. Det var hårdt arbejde. De andre i orkestret sagde til mig, at en dag så ramler det hele, så er der flere af dem der dukker op på een gang - og det var der sgu også."
Niels Tuxen
Niels Tuxen er den eneste af de gamle drenge, som stadig er tilknyttet musikbranchen. Han har efterhånden spillet med gud og hvermand, så en opremsning af alle hans meriter bliver hurtigt uoverskuelig. Men vi kan vel i flæng nævne Savage Rose og Los Valentinos og så ellers i al skødesløshed springe de andre over. Bjarne fortæller:
"Da vi i sin tid fik Niels Tuxen med i gruppen, var det nærmest en tilfældighed. Det var vores basguitarist Ole Halfdan som bragte ham ind. Der var jo hele tiden udskiftninger, så jeg husker ikke altid hvor folk kom fra. Niels Tuxen var på dette tidspunkt 15 år."
"Vi havde i denne periode forskellige keyboard folk, for vi ville gerne udvide med sådan noget. Vi havde bl.a. prøvet Tommy Seebach i en kort periode, men han skulle videre i systemet. Så prøvede vi en anden, som sikkert også spillede udmærket, men Niels skubbede ham til side for at vise, hvordan harmonierne rettelig skulle laves. For han var fantastisk musikalsk, Niels Tuxen."
"Han spillede iøvrigt ikke efter noder, mens han var hos os. Det var rent gehør det hele."
"Hans far var jo Erik Tuxen, den gamle kapelmester, som har været med i mange danske film. Niels' mor frygtede jo, at han skulle blive musiker ligesom sin far. og ende som ham. Derfor var hun imod, at han skulle begynde at spille pigtrådsmusik. Men han var jo talentfuld og ville meget gerne spille, så derfor var det at jeg - som i mellemtiden var blevet 21 år - sagde til hans mor, at jeg gerne ville kautionere for Niels. Der var jo masser af penge at tjene som pigtrådsmusiker."
"Da vi blev nr. 3 i Danmarksmesterskabet i Beatlesmusik, var vi blevet kontaktet af Lauren Leslie, som delte præmierne ud. Hun ville godt have os med i de svenske folkeparker, men desværre måtte vi sige nej, fordi to af vore musikere stod i lære. Det blev i stedet Moonlighters, der kom til at turnere rundt."
"I 1992 var jeg i Eleva2eren ("Min første kæreste" - en mini udgave af "Her er dit liv"), hvor TV-holdet bl.a. var i Seevetal ved Hamborg for at møde Tuxen. Det var meningen at han skulle fortælle om dengang vi spillede sammen. Jeg synes det var rørende, da han sad der med den guitar han havde dengang som 15-årig, hvor han siger noget i retning af, at guitaren godt nok kom til at se flottere ud med dæk og knapper af messing og så videre, men at lyden desværre var den samme. At han har gemt den i det hele taget, og kunne huske detaljerne omkring byggeriet, det rørte mig."
Herefter fremviser Krohn klippet fra Eleva2eren, hvor Niels Tuxen fortæller følgende (om Bjarne Krohn):
Han var en af de her helt checkede sangere med et meget fint sanganlæg. Vi andre kunne selvfølgelig få lov at synge kor, men først og fremmest så stod han der og gav den hele armen.
Da jeg var 16 år havde jeg en ret billig jazzguitar, så den ville jeg gerne shine op, så den så lidt finere ud. Jeg havde et billede af en meget fin guitar fra Amerika, så den ville jeg gerne efterligne så meget som muligt. Så jeg gav Bjarne billedet af denneher fine guitar. Den havde en frygtelig masse knapper. Så spurgte jeg ham, om han ikke kunne hjælpe med at lave nogle knapper i messing, som lignede denneher fine original.
Det gjorde han så, og han lavede også de her fine dæk til mikrofonerne, så man ikke kunne se hvad det var for noget billigt skrammel jeg havde. Der kunne faktisk være plads til hele fire mikrofoner - normalt er der kun plads til to eller tre.
Desværre kom guitaren ikke til at lyde meget bedre af den grund. Men godt så den ud, og jeg var meget glad for, at Bjarne hjalp med det.
Guitaren
Hvad der i særlig grad gør besøget hos Bjarne Krohn til noget særligt, er Burns guitaren, model Apache. Den blev fremstillet i et begrænset antal eksemplarer i anledning af The Shadows 50 års jubilæum i 2009. Bjarne fortæller:
"Alle guitarerne har et certifikat med nummer. Min er nr. 269, underskrevet af Hank Marvin og Bruce Welch. Prisen var 11.995 kr. Musikhuset Åge Jensen havde i forbindelse med deres januar udsalg 2010, som startede d. 2 januar, køtilbud på 2 stk. Burns Apache guitarer til kr. 6.995 pr. stk. Jeg købte den ene! Guitaren er med krop af elletræ, ahornhals med ibenholt gribebrædt, tre Burns Res-o-Matic pickupper, Sperzel låsemekanikker, straplocks og Rez-o-Tube vibrato. Hele sædet med mikrofoner og vibrato området er belagt med 24 karat guld."
Guitaren er købt, fordi Bjarne kan lide modellen og udseendet, og derfor fandt de nødvendige penge. Til gengæld kan han glæde sig over, at være blandt en eksklusiv skare af 500 guitarelskere verden over, der som de eneste har Apache Anniversary modellen stående. Som han selv udtrykker det:
"Jeg bruger ikke guitaren, for jeg kan jo egentlig ikke spille. Jeg sidder bare en gang imellem og klimter lidt for sjov."
Burns Apache
kroppen
Bemærk "Apache" indgraveringen på 12. positionsbånd.
Burns Apache på nettet (Google Pics)
Burns Anniversary, model Apache
Udover denne i særklasse udsøgte guitar har Bjarne Krohn en række akustiske western guitarer stående. Ifølge Bjarne er de alle af en klasse og raritet der gør, at han nødigt skiller sig af med dem. Alle hentes de op af den obligatoriske transportkasse, når de skal fremvises eller spilles. Af samme årsag er de altid i fineste stand uden et støvfnug eller ridse. Meget imponerende.
Slutningen
Selv om Bjarne Krohn fortæller med nerve og indlevelse om de glade dage i 1960'erne, er det uden fortrydelse eller bitterhed han holdt op:
"Jeg blev gift i 1966. Vi fik vores første datter i december, så min daværende hustru erklærede allerede dengang: Det er mig eller musikken! Da vi så kom et stykke ind i 1967, satte hun mig stolen for døren. Så jeg sagde til drengene, at jeg stoppede, men at de kunne købe mit sanganlæg. Og sådan blev det."
"Siden dengang har jeg med mellemrum optrådt forskellige steder rundt om i verden - men altså som solist, og kun for en enkelt aften. Det med orkestret sluttede i 1967."
Selv om Bjarne Krohn har oplevet syv fantastiske år i pop-branchen, blev han aldrig økonomisk afhængig af den, men beholdt sit borgerlige erhverv som smed på B&W. Senere videreuddannede han sig til underviser i arbejdsmarkedsspørgsmål, og endnu senere startede han sin egen konsulentvirksomhed.
Som et kuriosum kan det nævnes, at den kendte Krohn portvin gennem århundreder er blevet produceret af det dynasti, som Bjarne også er en del af. Jeg fik lejlighed til at smage et par prøver fra den Krohn'ske samling, og kan bekræfte, at portvin fra Krohn smager som en million!
Eftertiden
Selv om Bjarne Krohn forlængst har indstillet karrieren som danser og sanger, kribler det alligevel efter at give et enkelt nummer, hvis der byder sig en lejlighed:
"Når Esther og jeg er ude at rejse, vil jeg gerne give et lille nummer, hvis der er mulighed for det. For eksempel var vi på Gran Canaria i 14 dage, hvor et lokalt orkester spillede. Efter et par dage kom jeg i snak med dem, og inden jeg fik set mig om stod jeg på scenen med dem hver aften. Det syntes jeg var meget sjovt, spontant og alt det der. Men at skulle ud og spille tre gange om ugen, den tid er forbi. Det orker jeg simpelthen ikke."
Efter syve fede år som popmusiker i 1960'erne skulle man måske forvente, at der ville komme syv magre. Det skete ikke - tværtimod har Bjarne Krohn levet et helt igennem spændende og begivenhedsrigt liv med to koner, fem børn og syv børnebørn, samt et arbejdsliv der til fulde opfylder hans behov for variation og udfordring. Kan man forlange mere, spørger han med et ledende tonefald i stemmen, samtidig med at han kigger indtrængende på mig. Og med lyden af Burns guitaren i ørerne og smagen af Krohn's portvin i gummerne kan han være svær at modsige.
SLUT
Eftertanker
I december 2015 udgav Bjarne Krohn bogen "Et priviligeret mennske" på forlaget Saxo. På bagsiden af bogen kan man læse:
En tidsrejse fra fyrrerne til idag med forskellige stop i tid og sted. Første stop var Det Danske Spejderkorps i en ti-årig periode. Der blev efterfølgende danset og sunget med flere stop undervejs. Så fulgte flere årtier med forskellige stop i jernindustrielle virksomheder i et forsøg på at give en døende dinosaur kunstigt åndedræt. Samtidig med den tidsrejse foretog jeg også over hundrede stop på rejser i Danmark og over hele verden sammen med mit livs kærlighed. Ind imellem blev der også tid til stop med forskelligt forenings arbejde. Hele rejsen i tid og sted har været præget af tro, håb og kærlighed!
Bogens forside
Resumeet på bagsiden af bogen, der også er en slags anmeldelse, skulle vel egentlig være skrevet af en uvildig tredieperson, men er tydeligvis skrevet af forfatteren selv. Det virker ikke helt efter hensigten.
Ellers er bogen tydeligvis en sorgbehandling efter tabet af hustruen Esther, hvor vi følger hovedpersonen i op- og nedture gennem livet.
Rent sprogligt er bogen rimelig uden at være imponerende. Til gengæld er sproget ukunstlet, hvilket er med til at holde interessen fanget bogen igennem.
Desværre er der smuttet en del fejl gennem korrekturen, men dog sådan at meningen stadig er klar. Bogen har masser af billeder og illustrationer som gør, at fortællingen holdes levende bogen igennem. Dog er der måske lige lovlig mange personlige dokumenter og bilag, som rækker langt ud over Bjarne Krohn selv. Bilagssiderne går fra 106 til 157, altså 51 sider med mere eller mindre relevante bilag.
Bjarne Krohn lægger i sin beretning stor vægt på, at han tror på Gud, f.eks. slutter han forordet af med disse ord:
Jeg er dybt taknemmelig for, at GUD har givet mig livet, og mulighederne for at give livet mening. Jeg har i bogen beskrevet mange af de forskelligartede opgaver og fantastiske oplevelser, jeg har haft i mit liv, og er nået til den konklusion:
Jeg er et priviligeret menneske!
Hovedindtrykket er en ærlig mand, der fortæller en ærlig historie, hvor oprigtigheden kommer i første række og historien derfor virker overbevisende.
- Kurt Starlit
LINKS:
Mere Krohn
Rockscenen i 1960'erne, del 1
Rockscenen i 1960'erne, del 2
I samme serie:
