MAX - et stykke dansk rockhistorie

 


Annonce for MAX forstærkere i midten af 1960'erne

 

Per-Ole Larsson er manden bag de famøse MAX forstærkere. Jeg har haft lejlighed til at stille ham nogle spørgsmål omkring udvikling og markedsføring af hans forstærkere.

 

Af Arthur Gaba

 

Gaba: Jeg har en MAX Forty og i den forbindelse kom vi til at tale om dine initiativer i EMI A/S, og senere. Jeg har også fundet et diagram, og nogle annoncer fra den gang.

Larsson: "MAX Forty var den første egentlige guitar-forstærker jeg byggede. Den var baseret delvis på for-forstærkeren i VOX AC30 Top Boost og delvis på den sangforstærker jeg havde bygget til mine DANE sanganlæg, der bestod af 2 x kraftforstærkere, 1 ekkoanlæg og en 6 kanals mixer."

Gaba: Der ligger lidt information om EMI og MAX på en side, som vedligeholdes af en der kalder sig CykelKurt, men jeg synes måske at informationerne om MAX er lidt mangelfulde. Jeg regner ikke med en længere afhandling, men der er nogle ting som kunne være interessante at vide for eftertiden, f.eks. hvor MAX navnet kommer fra? Er det blot et konstrueret navn der lægger sig op ad VOX navnet, eller har der faktisk været en mand inde over som hedder Max, eller er det måske en forkortelse?

Larsson: "Jeg havde dengang og i en årrække agenturet for VOX i Danmark og Sverige, - det hele startede med at jeg skulle levere anlæg til The Beatles første udenlandske optræden i Hamburg, hvorefter salget af VOX blev rigtigt stort i Danmark og Sverige. VOX havde dengang intet sanganlæg - de havde og brugte 2 stk. 4x10" sangsøjler med en VOX AC50 som forstærker, så jeg gik i gang med at designe et sanganlæg DANE som kunne udbygges med en 50 watt forstærker til hver højttaler, hvilket bragte anlægget op til at kunne producere mere end 300 watt, hvilket var helt uhørt dengang.

Jeg fik tilbud om at opstille PA anlæg til den første Roskilde Festival plus spille-gear til udenlandske musikere. Derfor begyndte jeg en produktion af MAX højttalere 1x15" bas, 2x15" bas, 1x18" bas, 2x12" guitar, 4x12" guitar, 4x10" sang, 2x12" sang, 4x12" sang samt en særlig delefilterbaseret sanghøjttaler ACKUSET/MAX med 1x12", 2x10", 2x8". Desuden startede jeg produktion af kraftforstærkere (50 Watt) baseret på en amerikansk mono-kraftforstærker, hvortil jeg byggede forskellige forforstærkere - Alt i DANE eller MAX regi."

Gaba: Jeg ved at nogle grupper blev sponseret af EMI, hvem var det?

Larsson: "Der var flere af de store grupper der fik hjælp af EMI, lige nu kan jeg kun huske en mindre gruppe der hed MAXWELLS."

Gaba: Diagrammet er ikke en direkte kopi af hverken VOX eller Marshall, hvem har designet dem?

Larsson: "Jeg havde dengang en mindre produktionsenhed og i al beskedenhed har jeg selv, i samarbejde med forskellige musikere og min daværende tekniker skabt og designet de forskellige mixere, forforstærkere m.v. - medens udgangs-forstærkerne blev delvis kopieret efter amerikanske og engelske fabrikker. Specielt var jeg meget glad for at bruge EL34 og KT88 rør i mine forstærkere."

Gaba: Rygterne siger at produkterne blev bygget af en dansk radio/TV fabrik, hvem var det? Eller blev de bygget in-house hos EMI?

Larsson: "Jeg havde 6-8 loddedamer siddende hjemme i deres huse/køkkener, udhuse med videre som byggede mine forstærkere. Jeg sendte hver uge en mand rundt til dem med chassier, prefabrikerede printplader, fatninger m.v. og samlede så ind hvad de havde produceret i den forgangne uge. Printplader blev proceret på mit værksted hvor jeg havde 2-3 teknikere ansat. De skulle også afprøve de færdige apparater og bl.a. isætte rør og styrepaneler m.v."

Gaba: Er der nogen informationer omkring ca. hvor mange der blev solgt, og i hvilken periode?

Larsson: "Mange tusinde kraftforstærkere og højttalere, da jeg efterfølgende fik forhandlere i Norge, England, Tyskland, Frankrig o.s.v."

Gaba: Er der andre spændende ting omkring MAX som bør huskes af eftertiden? Det er jo en historisk ting at der blev bygget instrumentforstærkere i Danmark, og der var vel kun 2 fabrikanter, hvor Holler formentlig var en del mindre. Vi kendte dem i hvert fald ikke rigtig her i Jylland.

Larsson: "Holler blev fremstillet af en næsten blind mand der hed Svend Olaf Møller - som senere blev ansat af mig og blev forretnings-bestyrer i min butik i Mørkøv/Sjælland. Han kunne ikke selv lodde eller samle, men var god bekendt til en lydtekninger der hjalp ham. Meget mere end 50 Holler forstærkere blev det vel ikke til."

Gaba: Vi havde et band her i Horsens, som spillede på MAX, der hed MAX Five, men de var ikke sponsoreret af EMI ifølge mine oplysninger, men nogle af medlemmerne har senere været det.

Larsson: "Glæder mig at navnet består."

 

Oktober 2018, Arthur Gaba

 

 

MAX fotos:

MAX Forty, 1

MAX Forty, 2

MAX Forty, 3

MAX Forty, 4

MAX Forty, 5

MAX Forty, 6

 

 

Yderligere kommentarer eller spørgsmål? Skriv i så fald til:


Mange tak!

Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

 

 

Musik Index

Rock Elektronik

Forsiden