Plade- & musikproduktion

Plade- & musikproduktion

Roger the Engineer fra Yardbirds LP af samme navn.
Tegnet af Chris Dreja.

I serien om rockmusikkens hardware kigger vi på grammofonplader og musikproduktion.
Teknisk og musikalsk hilsen fra
Kurt Starlit
- aka CykelKurt

Serien omfatter:
1. Den elektriske Guitar 2. Effekt pedaler (stomp boxes) 3. Mikrofonen 4. Forstærkeren 5. Højttaleren 6. Orgel & Synth 7. Plade- & musikproduktion 8. Trommer & Rytmebox

Seneste opdatering: 2017.Jan.12

===================================================

Begyndelsen
De første grammofonplader kom på markedet omkring år 1900. De var fremstillet af asbest og shellak, og blev derfor kaldt lak-plader. De roterede med en hastighed på 78 omdrejninger i minuttet.

I starten, hvor elektricitet var en sjældenhed, blev lakpladen indspillet akustisk via en tragt, som koncentrerede lyden i eet punkt. Her var skærenålen placeret, som i sin tur graverede (skar) en rille i pladen. Rillen var dermed en kopi af den tale eller musik, som blev ført ind i tragten. Lydkvaliteten var meget begrænset, hvorfor man omkring 1928 gik over til elektrisk indspilning med mikrofon.

Skæreapparatet stod ofte i selve studiet, hvor musikerne befandt sig, og hvor pladen blev skåret, mens musikerne spillede. En skæremester fulgte med i noderne, og justerede rilleafstanden når der var kraftige passager i musikken.

En lakplade fra 1925

stort billede

Lakpladen havde en maksimal spilletid på 5 minutter pr. pladeside for en 10" (25 cm) plade. På de lidt større plader med en diameter på 12" (30 cm) var spilletiden ca. 10 minutter.

Vinylpladen
Efter anden verdenskrig kommer de første vinylplader på markedet i USA. De kører med 45 omdrejninger pr. minut og har en diameter på 7" (18 cm). Fordi man begrænser bassen under indspilning (og hæver den igen under afspilning), kan rillerne presses tættere sammen i forhold til lakpladen. Vinylpladen bliver derfor mindre, men præsterer alligevel samme spilletid som lakpladen.

Den engelske betegnelse "single" bruges også i Danmark, hvor vi kalder 7" pladen for en "singleplade" eller "single", fordi der kan være eet nummer pr. side. Singlepladen kommer gradvist på markedet op gennem 1950'erne i Danmark (jeg købte selv en singleplade med Jørgen Ingmann i 1957).

Den lidt større EP-plade (10" - 25 cm) kommer på markedet i slutningen af 1950'erne (EP = Extended Play = udvidet spilletid). Den indeholder to numre på hver pladeside.

I Danmark bliver de sidste lakplader udgivet i 1958. Herefter går man helt over over til vinyl.

LP pladen
LP-pladen, som måler 12" (30 cm) i diameter, kommer på markedet samtidig med single-pladen. Den er lavet af vinyl og kører med 33⅓ omdrejninger i minuttet. LP kommer fra engelsk og betyder Long Playing - lang spilletid.

Med LP-pladen bliver det for første gang muligt, at opbevare og afspille en hel times lyd på én enkelt plade.

I 1960 begynder selskaberne desuden at udsende deres plader i stereo, så i en årrække kan man derfor vælge, om pladen skal være i stereo eller mono.

I 1970'erne bliver der eksperimenteret med 4-kanals-stereo, den såkaldte Quadrofoni, men teknikken kommer aldrig til at fungere rigtig godt, og med udgangen af årtiet går quadrofonien i glemmebogen igen.

1975-85 oplever LP'en en kort renaissance, idet nogle få små selskaber udsender de såkaldte direkte-skårne LP'er. Pladen er i princippet lavet på samme måde som i grammofonpladens barndom, d.v.s. at skæreapparat, skæremester og alle musikere er til stede i studiet samtidig, mens en hel pladside indspilles (der kan f.eks. ikke holdes pauser, før hele siden er skåret). Alle sejl er sat til for at gøre indspilningen perfekt, f.eks. bruger man det såkaldte jomfru-vinyl til at presse pladen.

Begejstringen får dog en ende, da CD'en kommer på markedet. Her er baggrundsstøjen fuldstændig forsvundet, ligesom CD'en har et format (12 cm) der gør den langt lettere at håndtere end LP'en.

Vinyl-produktion
Produktionen af en vinylplade er en kompliceret proces, som lettest forklares ved at følge nedenstående links.

How Vinyl Records Are Made, Part 1

Processen, kort fortalt:

1. Man starter med en rund aluminiumsplade, som er let og stiv.

2. Alu-pladen lakeres. Herefter kaldes den en lakplade.

3. I laboratoriet placeres lakpladen på skæreapparatet (eng. "the lathe" = drejebænken).

4. Skærehovedet laver en rille i lakpladen
i overensstemmelse med den musik, som tilføres skæreapparatet.

5. Pladen kaldes nu en lakmaster (eng. "master disc").

How Vinyl Records Are Made, Part 2

6. Lakmasteren tilføres en tynd sølvbelægning,
så den kan tage imod den efterfølgende nikkelbelægning.

7. Lakmasteren tilføres herefter et kraftigt lag nikkel,
for at gøre pladen stærk og stiv.

8. Metallet (sølv & nikkel) adskilles fra lakmasteren, som kasseres.

9. Metal-laget ("the stamper" = stemplet) er dermed den nye master
og fungerer derfor som den ene pressematrice ("stamper disc"),
når pladen skal presses.

10. De to pressematricer ("stampers" = LP-pladens for- og bagside) monteres i en trykpresse
med en klump poly-vinyl-chlorid (en såkaldt "bisquit" = en kiks) imellem.

11. Med et tryk på 100 ton, og en temperatur på 193° celsius,
presses bisquit'en i form som den færdige LP.

12. Pladen afkøles, hvorefter den er klar til at puttes i pose og plade-etui (cover).

Et særligt problem ved skæring af plader er, hvordan man får to kanaler (venstre og højre) til at ligge i een rille?
Det er forklaret på denne side.

Grammofonplade

Record your own Vinyl Discs !

===================================================

CD - Compact Disc
CD'en kommer på markedet i 1983, hvor den bliver præsenteret som vinylpladens afløser. Fysisk er den betydelig mindre end LP'en (12 cm), men rummer alligevel betydelig mere (650 MB = en times spilletid) i en langt bedre lydkvalitet.

I modsætning til vinylpladen som er analog, er al lyd (musik og tale) på CD'en digitaliseret, d.v.s. at lyden så at sige er lavet om til nuller og et-taller. Det sker med en såkaldt AD Converter (analog til digital omsætter).

Man omdanner det analoge signal ved at sample (måle) signalet rundt regnet 40 tusinde gange i sekundet (helt nøjagtig er det 44.100 samples pr. sekund). Hver sample kan opfattes som en lydoptagelse, der varer 40 tusindedele af et sekund (= 25 mikrosekunder).

Hver sample omdannes til et 16-cifret digitalt tal eller signal i AD converteren.

Et 16-cifret digitalt tal består af 16 cifre, som hver har værdien 0 eller 1. Et 16-cifret tal kan f.eks. se ud på denne måde: "0100101001110110". De 16 cifre beskriver een måling (et sample), og skal som sagt udføres 40 tusinde gange pr. sekund, for at omdanne et sekunds analog lyd til et digitalt tal eller signal.

Læs evt. mere om det binære talsystem HER.

Sagen er, at jo flere målinger (samples) der udføres, des højere bliver kvaliteten af lyden. Kort fortalt skal man foretage dobbelt så mange samples, som den højeste tone der ønskes konverteret. Er den højste tone f.eks. 20.000 Hz, skal man vælge mindst 40.000 samples pr. sekund.

Rent fysisk, på selve CD'en, er "0" og "1" lavet på den måde, at man ætser et lille hul i CD'en hver gang man vil skrive et "0". Intet hul betyder "1". Hullerne er naturligvis meget små, vi er nede i nogle få tusindedele af en millimeter.

Alle de mange samples skal ætses ned i CD'en, før den kan aflyttes. Hvis vi f.eks. antager, at musikken varer 40 minutter, skal der udføres

40.000 samples (pr. sekund) x 2 (kanaler) x 60 (sekunder) x 40 (minutter) = 192.000.000 samples (målinger).

En 40 minutters stereo-optagelse fylder fylder m.a.o. rundt regnet 200 millioner samples (som hver består af 16 bits/cifre) på en CD.

Når CD'en er ætset færdig, lakeres den. Dermed er den i princippet klar til at lægge på CD-afspilleren.

ANALOG
kommer fra græsk analogos, som betyder "tilsvarende" eller "lignende".

Analog elektronik er derfor elektronik "tilsvarende" et eller andet.

Eksempelvis er rillen i en grammofonplade "tilsvarende" et musikstykke.

..........

DIGITAL
kommer af latin digitus og betyder "beskrevet med tal".

Digital elektronik er derfor elektronik "beskrevet med tal".

ref.: Det binære talsystem

Når CD'en skal afspilles, sker det v.h.a. en laser pladespiller - også kaldet en CD-afspiller.

CD-afspilleren aflæser hullerne på CD'en v.h.a. en laser, som udsender en meget tynd lysstråle. På den måde gendannes de mange huller til et digitalt signal.

Det digitale signal føres ind i en DA Converter (digital-til-analog converter), som omdanner det digitale signal til det oprindelige analoge (lyd)signal.

Sluttelig føres det analoge signal frem til CD-afspillerens udgang.

===================================================

LP vs. CD

LP'en havde sin glansperiode op gennem 1960'erne og 70'erne. I 1980'erne kom CD'en på markedet og overtog gradvist føringen. Alligevel er der stadig folk som sværger til LP'en. I december 2014 kunne man på Facebook nyde nedenstående diskussion.

Kurt Starlit
"Producér dine egne vinylplader hjemme på skrivebordet", lyder opfordringen i en avisartikel fornylig, og "LP'en er kommet tilbage", får vi at vide.

Og jeg vil også nødig skuffe de begejstrede LP-elskere, for ud fra et æstetisk eller nostalgisk synspunkt har LP'en givetvis sin berettigelse, men rent teknisk er LP'en altså....lad os sige begrænset.

Selv de bedste LP'er - dem der i sin tid blev lanceret som "direkte skårne" (d.v.s. skåret i jomfruvinyl på de bedste maskiner i studiet, mens musikerne spiller) har et signal/støjforhold (d.v.s. afstanden fra LP'ens grundstøj op til selve lydsignalet) som ligger langt under CD'en.

Dynamikken (d.v.s. afstanden fra den svageste lyd til den kraftigste lyd) ligger ligeledes langt under CD'en.

Sliddet på LP'en når der afspilles er betydeligt, hvor CD'en kan afspilles uendeligt mange gange uden kvalitetsforringelse.

Forvrængning (distortion) er i særklasse meget højere på en LP, sammenlignet med CD.

Men OK, det kan da godt være, at det ligesom med gamle biler er blevet moderne at være gammeldags. Men rent teknisk er der overhovedet ingen sammenligning - bare til en oplysning.

Producér dine egne vinylplader hjemme

Peter Krog
Lyd kan vel aldrig blive bedre end det svageste led i kæden - bortset fra brug af kompressorer m.v.

Kurt Starlit
Kompressorer - uha, hvis du vidste (hvad jeg regner med at du faktisk gør) hvor mange LP-indspilninger som er behæftet med kompression i kriminel grad, fordi der ikke er plads til den nødvendige bas eller den nødvendige dynamik iøvrigt på vinylpladerne, så tror jeg du ville være parat til at gå til alters og sende en bøn til Sankt Peter.

I mine unge dage blev det (for os radiomekanikerlærlinge) præket i lange baner, hvor mange kompromisser der nødvendigvis må indgås, når en LP fremstilles....man kan blive helt modløs af at tænke på det.

"Det svageste led", siger du,......hm, hvad er det (tænke, tænke)..... det svageste led må da være den dynamiske højttaler, som på linie med LP'en helt igennem er et kompromis-produkt.

Det er en hel videnskab at gennemgå alle de kompromisser, som højttalerfabrikanter af dynamiske højttalere (som vel udgør 95% af alle højttalere på markedet) må indgå.

Why Vinyl Sounds Better Than CD, Or Not

Henning Nør
Vinyl er nostalgi, som mange "feinsmeckere" nu sværger til og påstår, at det er det eneste rigtige.

Den bedste lyd. Hmm...!

Jeg for min part er helt enig i din ovenstående vurdering.

I vinylens tid - altså den oprindelige - fandt man hurtigt ud af, at lydkvaliteten, specielt på det udstyr, man havde som teenager, var faldende i takt med antal afspilninger. Dette foranledigede, at jeg hurtigt fandt ud af at overspille mine nyindkøbte plader til bånd. (spole).

Det var så dem, der kørte til dagligt og ved festerne. Her var der i øvrigt den store fordel, at man i forvejen kunne indspille blandede festbånd. Det var nok ikke altid, vinylen ville have kunnet klare "gemytternes rasen".

Der skulle ganske vist spoles en del, men alligevel.

Og båndene blev også slidt. Jamen så indspillede man da bare nogle nye fra de næsten urørte plader.

Da jeg senere fik kvalitets Hi Fi - jeg skal komme efter dig - anlæg. Vupti - LP'er i mint kondition. Kun spillet få gange.

For en del år siden, da muligheden for dette opstod, overspillede jeg så mine skiver til CD og senere til USB. Afspillet på et kvalitetsanlæg er kvaliteten absolut på højde med vinyloriginalerne. Og er man til wow, flutter, nålestøj og hvad, der ellers er, kan man jo blot slå filtrene til disse unoder fra ved overspilningen.

Fagre nye verden!

Og isolerer man sig så med lyttelapper, fås det ikke bedre!

(Jeg tror, jeg skal have en musikaften i aften - i isolation)

Kurt Starlit
De fleste ældre mennesker har sandsynligvis en række søde minder om deres dejlige vinylplader.

Højdepunktet for mit vedkommende var midten af 1970'erne, hvor en lille underskov af entusiast-selskaber udsendte de såkaldte direkte skårne LP'er. Her var alle sejl sat til, for at gøre lydoplevelsen perfekt. Til gengæld lå prisen ofte på den forkerte side af 300 kr.

Favoritpladen var Thelma Houston med big band, der indspillede en pladeside i eet stræk, mens en tekniker samtidig var til stede i studiet og justerede rilleafstanden manuelt, inden det (analoge) elektriske lydsignal overførtes til skæreapparatet. Mellem numrene kunne man høre musikerne trække vejret, mens de bladrede videre til næste nummer. Det var reelt en live-indspilning i studiet.

Når sådan en plade blev afspillet over et rimeligt lydanlæg - mit anlæg bestod af

en ERA pladespiller m. SME-arm,
en Ortofon lavimpedans pick-up med step-up trafo,
en NAD 2 x 100W forstærker plus
to 15" Cerwin Vega højttalere
monteret sammen med et par mellemtone/diskantdrivere i to 300 liters bagladehorn
(købt af en gruppe, som havde opgivet at slæbe dem rundt)

- så var der ikke meget tilbage at klage over.

Det skulle da lige være nålestøjen, som jeg forsøgte at bekæmpe ved systematisk at rense plade og pick-up i "demoraliseret" vand, samt tilføje et par DBX enheder, som angiveligt skulle kunne forbedre signal/støj forholdet. Det kunne de også, men dog ikke i samme grad som den stilhed der indtrådte, da CD'en kom frem.

For gammelt venskabs skyld, lad os derfor lytte til saftige Selma & hendes sexede musikere, når de folder sig ud:

Thelma Houston 1975, full album

Kurt Starlit
Det skal lige præciseres, at pladen med Thelma Houston ikke blev indspillet på bånd. Det står højt og tydeligt på pladecoveret, at dette er en direkte skåret plade, played live in the studio. No tape recorder, bare en mixer og en skæremaskine.

Bagefter blev der produceret et begrænset antal nummererede aftryk af masteren, for at holde slid og forvrængning nede (og vel også for, at enthusiasterne skulle føle, at de havde fået noget for pengene).

Den optagelse vi lytter til her, må derfor være en overspilning fra en direkte skåret LP til det digitale medie, udført af en enthusiast med de bedste hensigter. Stor tak til ham!

===================================================

Grammofonstudiet

De første studier
En beskrivelse af grammofonstudiet - også kaldet indspilningsstudiet - de første år op til ca. 1950 er hurtigt overstået. Det bestod stort set af en mikrofon og et skæreapparat. Senere kommer båndoptageren, mixeren og rumklangsenheden gradvist ind i billedet.

Et indspilningsstudie i 1960'erne var yderst primitivt. Ganske få mikrofoner, en lille mixer (3-6 kanaler) og en mono-båndoptager. The Beatles "Sgt. Peppers" LP blev f.eks. indspillet på en 4-spors båndoptager. Flerspors-båndoptageren og mixeren bliver først almindelig et stykke ind i 1970'erne.

Rumklang (reverb) blev først en realitet i de danske studier omkring 1970. Før den tid blev optagelser lavet i lokaler (haller), som havde den ønskede akustik. The Cliffters indspillede eksempelvis en del af deres plader i Islev Bio - ude i de københavnske forstæder.

Pladeselskabet Metronome (Bent Fabricius) klarede ærterne ved at anbringe sangsolisten (f.eks. Grete Sønck) øverst i en bestemt trappeopgang på Nørrebro, mens teknikeren stod på den nederste afsats med optage-udstyret. Beboerne blev bedt om at forholde sig rolige under optagelsen - men fik sikkert en lille anerkendelse for ulejligheden.

Hvorfor studie?
I et anarkistisk øjeblik kunne man måske spørge, hvad vi i det hele taget skal med et lydstudie - kan man ikke bare indspille der hvor man er?

Og svaret er, JO det kan man godt, MEN der vil uundgåeligt dukke nogle problemer op, som ville være undgået, hvis man havde benyttet et isoleret lydstudie.

Hvis man bare indspiller der, hvor man man mere eller mindre tilfældigt befinder sig, vil man højst sandsynlig blive generet af forbikørende biler, trin på trappen, gøende hunde, smækkende døre, råben og skrigen eller andre forstyrrende lyde og hændelser.

Den slags problemer har man løst i det isolerede studie.

Desuden vil enhver lydoptagelse blive påvirket af den atmosfære eller efterklang, som det "tilfældige" lokale har. I det isolerede studie skaber man sin egen lyd og akustik v.h.a. isolation, efterklang, og møblering.

Derfor, til almindelig orientering:

Et lydstudie er et lokale, som lydmæssigt er isoleret fra omgivelserne,
sådan at der kan arbejdes uforstyrret i studiet.

Studiet består grundlæggende af et kontrolrum (hvor optageudstyr og tekniker befinder sig)
og et optagerum (hvor musikere, instrumenter og mikrofoner befinder sig).

Optagerummet skal have variabel akustik (efterklangstid),
som reguleres v.h.a. akustikplader og andre dæmpningsmaterialer.

Studiets elektriske udstyr kan variere, afhængig af personlig smag og pengepung.

Man kan f.eks. vælge en flerspors båndoptager eller en almindelig stationær computer (PC)
med et lydredigerings-program (eksempelvis Cubase, Logic eller Pro Tools),
eller man kan vælge en workstation eller en harddisk recorder.

Mixerpulten er det centrale værktøj, i studiet. Den bruges f.eks. til
- at optage instrumenter og stemmer,
- at mixe (blande) instrumenter med hinanden samt
- at producere demobånd, masterbånd, reklamebånd og meget andet.

Monitors - højttalere til at til at kontrollere det indspillede - er helt nødvendige.

Hovedtelefoner til musikere og teknikere er et must.

Derudover får man givetvis brug for en hel del tilbehør som f.eks.
mikrofoner (en dynamisk type som Shure SM 57 kan klare det meste),
equalizer, kompressor, expander, flanger, phaser og chorus.

Studie- kontra hjemmebåndoptager
I et moderne studie er båndoptageren forlængst gået på pension. Sandsynligvis er den skiftet ud med en harddisk, eller måske er man endda gået over til en såkaldt workstation, som indeholder det meste af det, man får brug for i studiet.

Der er stor forskel på en almindelig hjemmebåndoptager og så de flerspors-optagere som tidligere var almindelige i et lydstudie.

Hjemmebåndoptageren
er en lille alt-i-een kasse, hvor alt det nødvendige til ind- og afspilning er indbygget i båndoptageren, som tilmed ikke må være for dyr.

Det siger næsten sig selv, at en masse kompromisser må indgås. Det nærmeste hjemmebåndoptageren kom på et studie var, da norske Tandberg i begyndelsen af 1960erne lancerede et lille hjemmestudie under navnet "Sound-on-Sound" recording.

Her spiller man frem og tilbage mellem to spor - det ene spor afspiller samtidig med at det andet indspiller. Samtidig mixer (blander) man en ny stemme (guitar) oveni. På denne måde får man lagt et nyt instrument på hver overspilning.

Til sidst ender man op med et en-mands orkester, hvor man selv har spillet/sunget alle stemmer.

Men disse overspilninger koster lydkvalitet, meget mere end 4-5 overspilninger er ikke realistisk, så med al den charme og personality som en hjemme-indspilning kan indeholde, kommer den trods alt ikke teknisk i nærheden af en studie-optagelse.

Båndhastigheden (altså den hastighed, som båndet fremføres med), er for de fleste amatørbåndoptagere højst 19 cm/sek. - som oftest kun det halve: 9.5 cm eller endda 4.75 cm. Og resultatet bliver derefter.

Båndhastighed

76 cm

30"

38 cm

15"

19 cm

7½"

9.5 cm

3¾"

4.75 cm

1⅞"

Studiebåndoptageren
kører med 38 cm/sek som standard - ofte også 76 cm./sek. Det påvirker dynamik og signal-/støjforholdet i hørbar grad.

Desuden kan den indspille på, eller afspille fra et hvilketsomhelst spor.

Den er dog helt afhængig af en udvendig mixer, som er afgørende for, hvor mange narrestreger man kan lave.

Laver man f.eks. ene mand en trickindspilning, kan man v.h.a. en mixer med indbygget sub-mixer (en mixer i mixeren) lytte til et hvilketsomhelst mix af det allerede indspillede, samtidig med at man indspiller en ny stemme på et hvilketsomhelst spor.

V.h.a. mixeren kan studiemaskinen desuden udføre en masse kopi-funktioner, som er helt umulige på en hjemmebåndoptager.

En specialeffekt som "flanging" (beskrevet under effektpedaler) kræver dog stadig en ekstra båndoptager.

Før flanging-pedalen kom på markedet, tilsatte man i studiet flanging til et instrument, ved at afspille to identiske optagelser af instrumentet (f.eks. en guitar) dels direkte fra masterbåndet gennem mixeren, dels via en ekstra båndoptager (kvaliteten var ikke så vigtig), hvor man forsigtigt holder tommelfingeren mod båndspolens kant - flangen - sådan at afspilningen "slingrer" lidt i forhold til den direkte afspilning. Når man blander de to signaler i mixeren, opstår flanging, som i en kluntet oversættelse kunne kaldes "bånd-spole-kants-forvrængning".

Mastering (duplication and distribution) ("ud af huset")
Når musikken er færdigindspillet i studiet, er den ofte placeret på en masse spor (ofte 24 eller 48) på et såkaldt master tape - et masterbånd. Af dette masterbånd laver man en båndkopi, hvor de mange spor er mixet ned til to spor - en såkaldt produktionsmaster.

Produktionsmasteren sendes til LP-producenten, som bruger den til at overføre båndmusikken til en lakplade - og i sidste ende til en masse vinylplader (se beskrivelse af vinylplade-produktion længere oppe).

Drejer det sig om CD, er processen i princippet den samme, men i praksis noget anderledes - check evt. denne artikel om mastering.

Distribution
Når musikken er indspillet og pladen er klar, vil man sikkert gerne have den ud til folket. Det kalder man distribution, man distribuerer (omdeler, udbreder) pladen. Det foregår via et distributionsselskab, som i sin tur har et distributionsnet, d.v.s. en række (detail)forhandlere, som sælger pladen videre til kunden.

I nyere tid, med internettets fremkomst, er en række kunstnere begyndt selv at distribuere deres plader. Det foregår ved, at kunden overfører et nærmere bestemt beløb (via nettet), hvorefter han har tilladelse til at downloade (hente) kunstnerens musik.

===================================================

DAW - den digitale arbejdsstation (1980)

En digital arbejdsstation i 2012

DAW = Digital Audio Workstation

En digital workstation - også kaldet en arbejdsstation - er i princippet en blanding af en computer (hardware) og det tilhørende programmel (software). I praksis består arbejdsstationen af flere computere med et antal programmer og fysiske enheder (plug-ins).

Ved hjælp af en workstation kan man optage, redigere og mixe lyd. En DAW er dermed et lydstudie i miniformat.

Man skelner mellem DAW hardware og software.

DAW software kaldes også SEQUENCER SOFTWARE - altså software (programmel), som giver brugeren mulighed for at indspille, editere (redigere), lave et foreløbigt mix og/eller producere en færdig master kopi af det indspillede.

En stor del DAW software giver desuden mulighed for, at facilitere (anvende, tilslutte, bruge) VST instrumenter og effekter i produktionen.

DAW software er i praksis ofte et master-lydkort, som betjener sig af ekstern hardware som f.eks. MIDI controller, lydkort og performance værktøjer (ydelse & præstation).

Tilbage i 1980'erne, da DAW-fænoménet var nyt, blev betenelsen brugt om eet system med een mikroprocessor. Systemet var først og fremmest beregnet til at afspille samplede eller syntetiske lyde.

Med fremkomsten af bedre og hurtigere computere udviklede DAW-begrebet sig til også at omfatte software med flerspors lydteknik, audio hardware interfaces og MIDI som en integreret (indbygget) del af systemet.

Den digitale arbejdsstation (workstation) optager analog lyd v.h.a. et lydkort. Lyden optages f.eks. gennem en mikrofon eller via en linie-indgang. Lydkortet omdanner det analoge lydsignal til et digitalt signal, som arbejdsstationen "forstår" og derfor kan bearbejde.

Hvis lydsignalet i forvejen er digitalt, f.eks. MIDI, kan man også bruge et MIDI-interface til at overføre signalet ("lyden") til arbejdsstationen.

Arbejdsstationen fremviser lydsignalet på en skærm, hvorefter bearbejdningen af signalet ("lyden") kan begynde.

Idéen i arbejdsstationen er, at man har alle de nødvendige funktioner, for at producere et færdigt lydprodukt, samlet i et apparat. Det kan f.eks. dreje sig om:

- recording (indspilning),
- producing (producering),
- arranging (arrangering),
- score (node, partitur, opsætning & redigering),
- mixing (mixning) og
- mastering.

DAW'en kan i praksis indeholde en hvilken som helst kombination af disse funktioner (i overensstemmelse med individuelle ønsker og behov).

Første side af et partitur til "Jailhouse Rock"

PARTITUR
Partitur (af it. partire, fordele; eng. score), samlet oversigt over et musikværks stemmer, noteret på hvert sit nodesystem under hinanden.

da. partitur = eng. score = eng. sheet music

Et partitur kaldes i daglig tale også for "en node" eller "et nodesæt".

Et enkelt stykke papir m. påtrykte noder
kaldes ligeledes for "en node" eller "et nodeark".

Ved hjælp af en DAW kan man altså både indspille et komlet musikstykke OG færdigproducere det, sådan at det kan sendes direkte til plade- eller CD-producent, radio- eller TV-station m.m.

Which DAW is right for your home studio?

The Recording Revolution

Recording and Production DAW Software Comparison

Der findes i dag mange firmaer, som tilbyder arbejdsstationer, men for overskuelighedens skyld holder vi os her til et af de bedst kendte: Cubase.

I nedenstående 12 instruktions-videoer til Cubase 8 systemet gennemgås en række funktioner, som er vigtige (og tidsbesparende) at kende:

Cubase 8, Chapter 1, Quick Start Video

Cubase 8, Chapter 2, Getting connected

Cubase 8, Chapter 3, Basic audio recording

Cubase 8, Chapter 4, Basic MIDI recording

Cubase 8, Chapter 5, Basic Mixing

Cubase 8, Chapter 6, Advanced audio recording and processing 1:2

Cubase 8, Chapter 7, Advanced audio recording and processing 2:2

Cubase 8, Chapter 8, Advanced production techniques 1:2

Cubase 8, Chapter 9, Advanced production techniques 2:2

Cubase 8, Chapter 10, Drums, mixing and export

Cubase 8, Chapter 11, Other workflows

Cubase 8, Chapter 12, Using automation and remote control devices

Den får ikke for lidt, når Cubase skal rose sig selv:

The users of our flagship DAW are among the most successful artists on the globe - from engineers recording and mixing rock albums to dance DJs, hip hop producers, songwriters creating pop hits or film composers scoring for Hollywood blockbusters. Cubase combines industry-leading sound quality, intuitive handling and a range of advanced audio and MIDI tools for composition, recording, editing and mixing.

Cubase Pro 8.5

Steinberg

Cubase (YouTube)

Steinberg Cubase (YouTube)

Software (4SOUND)

Notationsprogrammer (4SOUND)

4SOUND

===================================================

Fremtiden

Det er svært at spå - især om fremtiden, sagde Storm P.

Den udvikling, som er foregået indenfor musikindustrien de sidste halvtreds år, var der vist ikke mange der kunne forudsige for lige så mange år siden.

Derfor vil det også være uklogt, at gøre sig alt for klog på, hvad fremtiden vil bringe.

Ud fra en musikalsk synsvinkel er der dog grund til en vis optimisme, for den udvikling som vi allerede kender, har gjort det en hel del lettere, morsommere og mere spændende at være såvel producent, musiklytter som udøvende musiker.

Så ka' det ikke gå helt galt!

(slut)

===================================================

Hjemmestudie (4SOUND)

Mastering

Sider, som behandler musikscenen:
Rockscenen, del 1 Rockscenen, del 2 Musikhuse Spillesteder Rock Elektronik Pigtrådsøkonomi Fender Jazzmaster

Siden er under konstant overvejelse og udvidelse.
Hvis du derfor har en mening om stoffet i almindelighed
eller tekniske detaljer i særdeleshed, hører jeg gerne fra dig.
Skriv til:

Mange tak!

Kurt Starlit
aka CykelKurt

Rock Elektronik

Musik Index

Forsiden