Musikeren Marno Sørensen
En af de helt store pionerer, hvad angår saxofonen i Danmark, var musikforhandleren og saxofonisten Marno Sørensen. Der er hidtil ingen, der har beskæftiget sig eller forsøgt at gengive/dokumentere Marno Sørensens løbebane, hverken som musikforhandler eller musiker. Dette har ofte undret mig, idet han har haft en stor betydning i promoveringen samt udbredelsen af saxofonen herhjemme. Følgende artikel er skrevet for at udfylde et afgørende hul i forbindelse med saxofonens historie i Danmark. Artiklen er udarbejdet på baggrund af Marno Sørensens nedskrevne erindringer, som har været mig venligt udlånt af Marnos søn, Poul Marno Sørensen.
Af Trine Bertelsen
Marno Sørensen (1895-1975) var søn af Øllegård Helle Sørensen og Michael Jakob Sørensen. Han var den sjette ud af en søskendeflok på 13, hvoraf kun de ni overlevede. Da han var fire år fik moderen lungebetændelse, hvilket på daværende tidspunkt var en alvorlig sygdom. Det kom i stand at Marno for en tid skulle bo hos morbroren Jens Christian Jermiin og bedstemoderen. Det midlertidige ophold kom dog til at vare 11 år.
Fra han har fire, til han var 15 år, varetog Onkel Jermiin ansvaret for Marnos opdragelse, og han var, som Marno selv udtrykker det, med til at forme hans livsopfattelse. Onklen var, ligesom moderen, glad for sang og musik, og deres far havde været landsbyspillemand.
De første instrumenter
Da Marno var omkring ni år gammel, fik han sit første instrument. Hans søskende havde en harmonika med ti knapper og to basknapper, men det lød skrækkeligt, når et af børnene trykkede otte knapper ned og en anden de to basknapper samtidigt. Moderen købte harmonikaen af børnene for 50 øre og forærede den til Marno - på den måde kom den ud af huset. Marno lærte snart at spille melodier på harmonikaen, og købte kort efter en ny og bedre.
Der gik dog ikke lang tid før han også ville spille violin. Den første violin købte han af byens skrædder for ti kr. og et gammelt jagtgevær. Med studier af Nikolaj Hansens Violinskole og gennem undervisning til 50 øre i timen hos degnen begyndte Marno sin musikalske karriere, og det var her, at han ”fik den ulyksalige ide, at ville være musiker”.
I en alder af 15 år flytter han tilbage til sine forældre. Hans fader misbilligede midlertidig sønnens ønske om at blive musiker og så hellere sønnen i en lærerplads. Moderen talte faderen til rette, og han lovede, at alle hans børn kunne få 1000 kr. til uddannelse eller etablering, men når disse var brugt, måtte de selv klare sig. Marno skulle under det etårige studieforløb bo hos forældrene i Bjært, mens han modtog undervisning i Kolding. Det skulle dog vise sig, at det ikke var så let for Marno at studere musik. Når han ønskede at øve, skulle der bestilles noget, og når faderen kom hjem, havde han fået forbud mod at spille. Heller ikke hestene kunne tåle at høre ham spille, så ville de ikke drikke. Når der var gæster skulle han optræde, men dette var ikke noget, han altid befandt sig godt med. Som han selv formulerer det, var han ofte årsag til misstemning i familien.
Undervisningen på violin modtog han hos en konservatorieuddannet violinlærer, Lauersen. Konservatorieuddannelsen var, som Marno selv har udtrykt det, ingen garanti for læreregenskaber. Lauersen syntes da også mere interesseret i den krone, han fik i timen end at lære fra sig, og han besad ej heller pædagogiske evner. Læreren forslog midlertidig Marno at lærer at spille på et blæseinstrument, hvilket straks fængede Marnos interesse. Opfordringen var måske mere foranlediget af, at Lauersen tilfældigvis havde en klarinet som han gerne ville af med. En klarinet stemt i C, høj i stemning og uanvendelig i orkestersammenhæng. Takket være den unge, uerfarne Marnos uvidenhed fik Lauritsen solgt sit uanvendelige instrument.
Denne episode har haft stor betydning for, hvordan Marno senere skulle drive forretning. Marno gjorde således sine ansatte opmærksomme på hans ideologiske grundsætning. Hvis en kunde ønskede at købe et instrument, der var uanvendelig for dem, eller som de ikke ville få glæde af, skulle kunden frarådes at købe instrumentet. Marno betragtede sig selv som kundens vejleder og tillidsmand og tog sit arbejde alvorligt.
Karrierens start
Da Marno, efter at have modtaget undervisning hos Lauersen i et år, ville drøfte sin fremtid med sin lærer, frarådede Lauersen ham at forsøge at realisere sin drøm. Der var midlertidig intet, der kunne ændre Marnos beslutning om at ville være musiker. Lauersen opfordrede dog Marno til at tage til Tyskland, hvis han absolut ville realisere sin drøm om at blive musiker. Han rådede Marno til at tale med en musiker ved navn Peter Nielsen, der lige var vendt hjem fra Tyskland, og som kendte forholdene i de såkaldte Stadtfeifer (lærlingekapeller).
Nielsen satte Marno i forbindelse med en kapelmester Rudolf i Neumünster og fik her aftale om at tiltræde som ”Jungere musiker til veiteren ausbildung” den 1. november 1911 (citeret direkte fra Marnos erindringer). I Neumünster i Holsten spillede Marno således for første gang i orkester. Orkesteret var på 40 mand, hvoraf de fleste var lærlinge. Læretiden var fire år og efter den afståede læretid, kunne de fortsætte som musikere. En af de andre lærlinge, Ernst Froe, modtog violinundervisning hos en regimentsmusiker, og Marno fik snart lov til at følge med til denne undervisning. Marno har i erindringerne omtalte denne undervisning i rosende vendinger, idet regimentsmusikeren var en dygtig, energisk og interesseret underviser.
I oktober 1912 solgte Rudolf orkesteret til en Fey. Da denne Fey opkøbte Rudolfs orkester fulgte nogle af musikerne med, men Fey ønskede ikke Marno. En søn af kapelmesteren Rudolf kendte to brødre i Elmshorn ved navn Sårbæk, som havde et lærlingekapel på 32 mand. Marno rejste til Elmshorn for at aflægge prøve hos de to brødre. Ved denne lejlighed spillede Marno på violin og klarinet og blev efterfølgende optaget i kapellet. Der blev afholdt orkesterprøver hver for- og eftermiddag, og de spillede til kommunale promenadekoncerter, operetteaftener i teateret, offentlig 10-øres dans, begravelser, bryllupper og sportsfester i forsvarsforeningen. Efter at have været i Elmshorn i et år søgte Marno nye udfordringer og rejste i oktober 1913 til Magdeburg.
Under sit ophold i Magdeburg blev Marno en dag syg og blev indlagt. Diagnosen blev stillet og han led af gulsot og havde tarmkatar. I erindringerne beretter Marno om den mad de som lærlinge fik serveret. Det var hårde kår for den unge Marno, og det lader ikke til, at der hverken var nok mad, eller at der var nok næring i maden. De trænge kår under hans læretid førte til, at hans helbred også svigtede senere i livet.
Efter at være udskrevet fra hospitalet besluttede Marno sig, efter at være blevet ydmyget af kapelmesteren, til at rejse til Hamborg. I julen spillede han hos kapelmesteren Lomholdt, men herefter var der ikke noget arbejde, og han fik i stedet plads i Tønder hos kapelmesteren Heinrich Sig. Også her spillede Marno til teater og dilletanteforestillinger og assisterede ofte hos lokale musikere i Bylderup Bov. Grundet uoverensstemmelser med Sig besluttede Marno sig for at forlade Sigs orkester til fordel for et orkester i Diepholz syd for Bremen. Den 15. marts 1914 tiltrådte han så på sin nye plads i orkesteret. Her blev opholdet dog også kort, da Marno ikke fandt, at der var udfordring nok. På trods af modvilje fra kapelmesteren lykkedes det Marno at rejse til Templin. Her hed den nye kapelmester Max Beugh.
Da 1. verdenskrig indtraf rejste Marno tilbage til Danmark til sin familie. Der gik dog ikke lang tid, før udlængslen på ny meldte sig hos Marno. Denne gang rejste han til Karlshamn, hvor han blev ansat som 2. violin i Cirkus Brasil Jack. Manglende betaling fik dog Marno og de andre musikere fra Cirkus Brasil Jack til at søge ansættelse i Cirkus Adolfi i Gøteborg. Her blev ansættelsen også kort, da cirkusdirektøren Adolfi i slutningen af januar 1916 truede med at finde en erstatning for Marno. Han kom midlertidig cirkusdirektøren i forkøbet og søgte i stedet ansættelse i en Maxim biograf i Luleå.
I midten af maj 1916 rejste Marno tilbage til Danmark, da han skulle til session. Her fortalte han, at han havde en hjertefejl, og da han blæste træ og ikke messing, fandt de ingen anvendelse af ham inden for militæret. Det var i det hele taget umuligt for ham at finde arbejde i Danmark. Han vendte derfor kort tid efter tilbage til Sverige; denne gang til Malmberget. Her blev han ansat til at spille i en biograf, hvor han arbejdede vinteren over. Omkring 1. juni 1917 blev han tilbudt ansættelse i Folkets Park, hvor han et par timer hver dag spillede op til dans og om søndagen både spillede om eftermiddagen og om aftenen.
I foråret 1918 rejste han på ny til Danmark til session, og denne gang skulle han aftjene sin værnepligt. Marno søgte om at aftjene sin værnepligt som musiker i Roskilde. Ansøgningen blev imødekommet, og han startede i Roskilde i 1919, hvor han var i otte måneder. I påsken 1920 blev Marno indkaldt til at spille ved grænsen ved højtidelighederne i forbindelse med genforeningen af Sønderjylland. Ved denne lejlighed var Chr. 10. til stede, og på et fotografi, som Marno fandt i en marskandiser år senere, ses både Chr. 10. og Marno Sørensen.
Marno i København
Efter at have aftjent sin værnepligt blev han ansat som violinist på Café Marstal i Nyhavn. En dag i 1920 blev Marno kontaktet af Robert Radford (Robert Alexander Johannes Sørensen), som ønskede at spille med ham på Turistpavillonen i Glostrup. Radford havde fået engagement i en restaurant i Søndergårdsgade hos restauratøren Johansen. Radford havde forhandlet om at spille med tre mand, og ved denne lejlighed var hensigten, at Marno skulle spille med på violin. Det var i forbindelse med samarbejdet med Radford, at Marno begyndte at spille saxofon. Radford spurgte, om Marno spillede andre instrumenter end violin, hvortil Marno svarede, at han også spillede klarinet. Radford spurgte da, om han ikke havde blæst saxofon. Marno fortalte Radford, at han havde tænkt sig, at anskaffe en saxofon, men at han endnu ikke havde købt en.
Han havde midlertidig set en saxofon hos Musikhus Kleinert. Selv om Radford pressede på for at Marno skulle købe instrumentet understregede Marno, at han først ville købe den når der forelå en kontrakt på engagementet i restauranten. Radford fik kontrakten, og Marno købte efterfølgende saxofonen.
Trioen bestod af en norsk pianist ved navn Bramdal , Radford på mandolin og senere banjo og Marno på saxofon. Marno syntes godt om at spille saxofon, men han havde selv måttet finde ud af, hvordan den fungerede, da der ikke fandtes nogen saxofonlærere på daværende tidspunkt.
I løbet af vinteren blev trioen engageret i Café Viktoria, der lå på 1. sal på hjørnet af Viktoriagade og Vesterbrogade. Dette var dog kun for en kort tid, da værten foreslog en gagenedsættelse. Fra påsken og hen over sommeren blev de engageret i Carlsberg Pavillonen på Strandvejen, men havde nu pianisten Svend Kørgen Læsøe med i stedet for Bramdal. Læsøe spillede sammen med dem hen over sommeren. I efteråret fik de engagement i Café Libelle på Vesterbrogade og var her frem til januar 1922. I mellemtiden var Radford og Marno begyndt at spille i National fra kl. 17.30 og to timer frem. Her spillede de balmusik, og det var ved samme lejlighed, at de spillede med i operetten ”Den glade enke” med Liva Weel i hovedrollen. I foråret blev de atter engageret i Carlsberg Pavillonen. Marno blev på dette tidspunkt godt kendt som saxofonist, og tilbudene begyndte nu at komme af sig selv. Bl.a. havde kapelmester Clausen fra National en del balforretninger, hvor Radford og Marno ofte optrådte.
Omkring 1920 havde Marno mødte en pige ved navn Maren Mortine Egeriss også kaldet Tine. D. 25. september 1921 giftede Marno sig med Tine i kirken på Blågårdsplads. Det var på daværende tidspunkt svært at finde en bolig i København, men de købte en marskandiserforretning i Baggensgade 27. I foråret 1922 blev Tine syg, og de valgte derfor at sælge marskandiserforretningen igen og fremlejede en lejlighed på Strandbouldevarden. Senere samme år lykkedes det parret at finde deres egen lejlighed i Birkegade 6, 1. sal. Den 6. december 1922 får parret datteren Else.
I november 1922 spillede Marno til en udstilling Sahara-udstillingen fra 10-22 og spillede derefter på Kong Frederik Hotel til kl. 24 hos kapelmesteren Kaj Julian Olsen. Foruden disse jobs spillede Marno til bal. På dette tidspunkt havde han, ifølge erindringerne, så mange jobs, at han nærmest kun havde fri juleaften.
Det stigende arbejdspres og den fejlernæring som Marno havde lidt under, under sin opvækst, kan meget vel have været årsagen til, at hans helbred svigtede. En aften efter at have spillet på Palæ de Dance blev han dårlig. Tilstanden forværredes over en periode, og Marno blev med tiden så afkræftet, at det var umuligt for ham at gennemføre de mange krævende spillejobs. Når der blev ringet efter ham, sagde han, at han var optaget, hvilket i det lange løb resulterede i, at efterspørgslen efter ham faldt drastisk. Samtidig begyndte natklubberne, at blive en integreret del af det københavnske natteliv. Denne udvikling var ikke noget, der gavnede musiklivet på restauranterne, da natklubberne overtog en del af restauranternes publikum.
Den første import af saxofoner
Det svigtende helbred og de færre engagementer gjorde, at Marno ville forsøge sig med at importere saxofoner. Importen var kun ment som noget midlertidig, og Marno forventede ikke, at det skulle blive en levevej. Den 1. maj 1925 importerede han den første saxofon, en altsaxofon model 22 fra Selmer. Han begyndte snart også at importere klarinetter af mærket Leblanc, som på daværende tidspunkt var ukendt i Danmark.
I november 1924 udgav Marno den første saxofonskole i Danmark på forlaget Boesens Forlag.3 Udgivelsen gav Marno en del omtale, og han havde samtidig en del saxofonelever. Eleverne var oftest kollegaer, der ønskede at mestre det nye og populære instrument. En ansat (violinisten Julius Jensen) ved Dansk Musiker Tidende opfordrede Marno til at avertere i tidendet med sloganet ”køb hos fagmanden”. Marno havde gennem sine fire år som saxofonist oparbejdet et så stort kendskab til instrumentet, at han med rette kunne kalde sig for fagmand. Der var en lang leveringstid på forsølvede instrumenter. Dette gjorde, at han importerede saxofoner udført i messing og fik disse forsølvet på en forsølvningsanstalt herhjemme. Efter at have dem forsølvet samlede og regulerede han dem.
Pladsen i forretningen blev snart for trang, og Marno søgte efter en større forretning. I 1928 fandt han en lejlighed i Blågårdsgade 14, hvor han indrettede stuen ud imod gaden til forretning. En reol opdelte rummet, så der foruden instrumenterne også var plads til et reparationsværksted og til skrivebordsarbejdet. Forretningen i Blågårdsgade havde han frem til 1931, og den gik efterhånden så godt, at han ikke behøvede at spille til bal til langt ud på morgenen og hans helbred bedredes.
I 1929 blev han engageret i Tivoli, hvor han spillede om aftenen fra 20-23.30 hos kapelmester Valdemar Larsen, mens han i dagtimerne passede forretningen. Efterhånden forhandlede Marno samtlige blæseinstrumenter samt trommer. Desuden udførte han mange reparationer samt forgyldninger og forsølvninger af saxofoner. Som nævnt takkede Marno nej til de anstrengende baller og spillede kun til selskaber. Han spillede bl.a. med Preils (Louis Preil) ensemble, Launi Grøndals blæseorkester og i andre sammenhænge, hvor en saxofon var påkrævet. Det blev også til en hel del jobs i det Kgl. Kapel, hvor han bl.a. spillede saxofon i Bolero, Madonnas ansigt og Enken i spejlet. Disse jobs fandt Marno interessante. Han spillede ligeledes i seks år i Fælledparken på barytonsaxofon under kapelmestrene Hemme og Hye Knudsen.
Butikken i Skoubogade
Kapelmestrene Warny og Gade, som havde musikforlag og forretning sammen, var blevet uenige og havde ophørt deres samarbejde. Warny foreslog Marno, om ikke de skulle starte en forretning sammen. Forretningen hed til at begynde med Warny & Co., og her blev handlet med instrumenter, men var foruden også et forlag og engageringsbureau. Engageringsbureauet blev passet af Fru. Gade Hansen (Jacob Gades søster), forlaget tog Warny sig af, mens Marnos arbejde omhandlede musikinstrumenterne. Marnos varelager blev kørt hen til Warny, der havde et lokale på Vimmelskaftet 47, 3. De ansatte en nyudannet træblæserinstrumentmager Martin Meinel og fik en læredreng ved navn Poul Petersen i lære. Efter kort tid fik de lokale i Skoubogade 5, hvor butikken også ligger den dag i dag. Her indrettede de forretning, forlag og engageringsbureau, og i kælderen havde de indrettet en grammofonafdeling. Grundet importrestriktioner i 1932 valgte de at skille sig af med lokalet i kælderen. Restriktionerne betød, at det var vanskeligt at fremskaffe mange af de gode mærker fra USA, og det var ligeledes svært at importere fra Frankrig. Under anden verdenskrig var importen nærmest en umulighed.
Efter nogle uoverensstemmelser mellem Marno og Warny blev de i 1936 enige om at dele forretningen. Marno købte butikken, og Warny beholdte forlaget og bureauet. I 1939 mistede Marno sin kone Tine efter længere tids sygdom. På daværende tidspunkt spillede Marno kun i Det Kgl. Teater, og i 1939 holdt han helt op. Den sidste gang han spillede i orkester var i 1940 i Tivolis koncertsal, hvor han spillede Ravels Bolero under ledelse af kapelmester Felumb. Marno Sørensen møder senere sin anden kone Hanne, med hvem han får to børn. Den yngste er Poul Marno Sørensen, som i 1966 blev ansat i faderens forretning og er ejer af forretningen den dag i dag. Marno Sørensens musikforretning regnes i dag blandt en af de førende musikforhandlere i Norden.
2006.Okt.01
- Trine Bertelsen
1) Et andet sted i erindringerne står pianisten angivet som Brandal.ref.:
2) Se forside af saxofonskolen.
http://www.saxofonsiden.dk/NST/NST/nst-blog_files/c087aab3773c741b20fd9e11ef6d7b0f-14.html
