Det er ikke velset at gå agurk
Interview med gruppen Midtfugle
En forstadsgruppes møde med pladeindustrien i dens forskellige fremtrædelsesformer, anmeldelser vs. danske musikere, scenen kontra studiet og problemer omkring "en rock-gruppe".
Med mit ærinde in mente, var denne skumle "tredie baggård ved Gl. Kongevej" yderst passende omgivelser. Efter mange besværligheder havde jeg fået et møde i stand med to af gruppen Midtfugle's medlemmer, sangeren Michael Bevort og guitaristen og sangskriveren Jan Irhøj.
Af Ebbe Rossander Sørensen
To gange tidligere har MM beskæftiget sig med Midtfugle, nemlig i forbindelse med gruppens to pladeudgivelser. Hverken den første, "Krigere uden våben", anmeldt af Henrik Jørgensen i MM 6/77, eller "Midtfugle", anmeldt af ross i MM 4/80, havde fået begejstringshylene frem hos medarbejderne. Men som en indirekte konsekvens af den standende debat i disse spalter, om danske pladeproduktioner og disses behandling i MM, var jeg der altså.
J.I.: "Som rock-band spillede vi meget i omegnskommunerne, bl.a. Værløse og Farum; vi var en decideret lokal-gruppe, noget man kan "slæbe rundt på" i mange år, hvis man ikke har forbindelser til "byen". Vi fik på fornemmelsen, at den københavnske scene kun var for dem, som "var noget"."
- Gruppens plade-karriere startede foråret 1976 med en efter eget udsagn "grufuld" single, produceret af ingen mindre end Tommy Seebach. I foråret '77 havde JA. lavet materiale til LP'en "Krigere uden våben", som udkom senere samme år, og som fik hvad man diplomatisk kan kalde en "ublid medfart" i MM. Men oplæg og produktion førte en del ting med sig.
J.I.: "Mine musikalske ideer omkring pladen krævede bl.a. ændringer i gruppen, idet jeg gerne ville tilføje pige-vokal og fløjte. Og samtidig kom vi i kontakt med folk fra byen, da vi skulle finde nogen, som ville tage pladen."
Pladeindustrien
"Vi endte hos forlaget Charlatan; et noget vidtløftigt foretagende, men Henrik Dreyer antog dog vores materiale - og det var både godt og ondt. Processen forløb ikke uden problemer!"
"Selve indspilningen hos Hookfarm var overstået på 4-5 dage, men så skete der ellers alt det, som ikke må ske med en produktion, og slet ikke når man er nybegynder. Vi kunne ikke komme i forbindelse med pladeselskabet, telefonen var blevet lukket. Da pladen kom til landet, var side 1 blevet til side 2 på mærkaten, og vores håndskrevne kladde til teksten var blevet trykt direkte! Og så var der forøvrigt 2000 eks., som havde Sofamaniainderpose med flotte billeder af Sofamania. Dernæst gik forlaget i opløsning, Henrik Dreyer tog til Italien, og vi skulle selv sørge for distribution. En særdeles omstændelig affære.
Vi havde lagt et kæmpe-arbejde i den plade, og hj's anmeldelse virkede som noget af en våd karklud i ansigtet, da vi læste den."
- Vil en gruppe "på jeres plan" ikke altid være nødt til at lægge et kæmpearbejde i at få en plade ud - af simple finansielle årsager? Og skal en anmelder tage dette (ekstra) arbejde til særlig efterretning?
J.I.: "Nej, det skal han ikke direkte! I den løbende debat i MM har man bl.a. diskuteret, om man skal tage specielle hensyn til danske plader, og det er principielt helt vildt; men man skal tænke på, at f.eks. produktionsplanen for en gruppe som vores er en helt anden end ved så mange dyre udenlandske produktioner. Anmelderen kunne evt. henvende sig til gruppen, eller man kunne tænke sig, at gruppen selv vedlagde en mere fyldig redegørelse for ideer, arbejdsprocesser og problemer, så anmelderen havde et noget bredere grundlag for sin bedømmelse.
Men vi skulle jo videre, også efter pladen, og vi startede med at turnere i et halvt år. Vi spillede oftest i kirker eller på skoler og mødte et helt andet, aldersmæssigt bredere, publikum. Musikalsk stillede det større krav end rock-scenen, folk hørte efter, hvad du lavede.
Efter dette fulgte nogle udskiftninger i gruppen, nødvendiggjort af ønsket om igen at spille mere rock, og vi gik igang med at lave så perfekt et demo-bånd som muligt - det skulle jo gerne præsentere sig ordentligt.
Og det gav i hvert fald pote, idet flere selskaber, deriblandt Metronome, reagerede. Niels Henriksen ringede til os, og vi mente, at "nu var den hjemme". Det var den nu ikke, idet det viste sig, at vi ikke spillede rock nok...
På et møde hos Metronome, som vi regnede for den sidste formalitet, inden kontrakten skulle underskrives, fik vi at vide, at "de og de numre er skide gode, men vi skal lige ha' nogle flere, i stedet for "de her"."
Forretningsmæssigt var det nok et rimeligt standpunkt. Den del af musikken, som de kasserede, blev sammenlignet med Charlatan gruppen, og det mente de ikke solgte nok."
"Der gik temmelig lang tid, hvor vi blot jokkede rundt, fordi vi ikke rigtig havde andre kontakter. Vi snakkede så med en fyr, der hedder Jørgen Mortensen, som gennem ¾ år sagde, at "han godt ville lave noget med os", og endelig fik vi så truffet aftaler om indspilningen af "Midtfugle". Men også indspilningsperioden var uendelig lang, og det er noget lort - numrene bliver let "for gamle"."
Flot lyd og stilforvirring
"Mixningen var meget koncentreret, selvom det efterhånden var svært at holde gejsten oppe. Tocano-studierne er ret avancerede, og mulighederne næsten uendelige, men det kan også blive et problem, hvis man ikke kan kontrollere teknikken. Og det lå i luften, at man forventede en flot plade, en flot lyd."
- Men lyden blev ikke ubetinget flot?!
J.I.: "Nej! Vi hørte båndene i studiet, de lød fantastisk. Men en plade skal jo også presses, og her brugte man pengene på indspilningen, og sparede på presningen. Oven i købet var det Jørgen Mortensen som, uanset hvor meget vi evt. brokkede os over de tilsendte prøvepresninger, havde den endelige beslutning."
- Er I selv tilfredse med pladen nu?
J.I.: "Både ja og nej. Flere anmeldere har nævnt den tilsyneladende stilforvirring, som hersker på pladen, og det må vi give dem ret i. Vi vil ikke foregøgle nogen noget, og som præsentation af en gruppe-lyd, giver pladen indtryk af en meget forvirret forsamling, og det var det også på det tidspunkt."
- Var I klar over problemerne under indspilningen?
J.I.: "Det begyndte jo efterhånden at dæmre for os. Undervejs droppede vi 2 numre, som vi slet ikke kunne få til at hænge sammen. Det nummer, som mere eller mindre lykkeligvis er kommet på dansk-toppen ("Disko-Boogie", red.), kom til i sidste øjeblik."
M.B.: "Som forholdene var, synes jeg ikke, det var så besynderligt, den kom med på pladen, hvis vi snakker om materiale- valg. Som amatør-band er man dårlig til at smide folk ud, som vitterligt ikke har nogen funktion i gruppen, og man er også tit sen til at lægge sig fast på en stil, længe om i det hele taget at være konsekvent på nogen måde."
- Kunne man så ikke have ventet med pladen, til man var enige om en stil?
J.I.: "Jo, men vi troede faktisk, vi har enige. Vi troede, at dette var Midtfugle, og vores udtryk på det tidspunkt var det også. Når udtrykket så bliver så komprimeret, som en plade er, og som er det folk får, så skal vi musikere lære at tænke i de baner."
- Er en pladeproduktion ikke et stort apparat at sætte i sving for at finde ud af, at man ikke har nogen stil?
J.I.: "Jo, men hvordan fanden skulle man ellers finde ud af det? Man må prøve sig selv på en eller anden måde. Man kan gå ud og spille for en masse mennesker, men det er jo ikke bare noget, man lige gør."
- Kommer der ikke for mange plader ud?
J.I.: "Man skal ikke devaluere markedet, men hvis man som musiker føler, at man har noget, som vil ud, skal man sende det ud."
M.B.: "Det er vel også spørgsmålet, om der kommer for mange dårlige plader ud. Uden at det skal være en dårlig undskyldning for os, vil jeg tro, at vores plade var blevet bedre, hvis vi i studiet havde haft nogle virkelig kompetente folk, som f.eks. førnævnte Niels Henriksen, med en helt præcis mening om hvad musik er, hvad en plade er; det var blevet en mere værdifuld plade, både for os selv og publikum.
"Det skal jo også høres på en transistorradio"
M.B.: "Studieteknikken i Danmark har udviklet sig enormt de sidste par år, men vi har ikke samtidig udviklet en stab af virkelig gode producere, som kan holde sig å jour med musikken og kombinere denne med teknikken. Vi mangler virkelig folk, som kan det job, og som samtidig har en holdning."
J.I.: "Og det bider sig selv i halen, fordi de store selskaber kører sikre navne og laver meget lidt opsøgende arbejde; dette overlades til de mindre selskaber, hvor de tekniske muligheder er færre.
Jeg har en idé om at lave den næste plade selv med to båndoptagere og en mixerpult, og så undlade at gå i disse evige detaljer med alt det smarte, som tager så meget tid og giver så lidt resultat. I sidste ende er det jo ligegyldigt, når du hører det på en transistorradio. Det store studie har selvfølgelig en masse ting, som kan bruges, men forhåbentlig kan vi på et tidspunkt nå dertil, hvor vi kan kombinere teknikken med den enkle "feeling", som vi gerne vil have frem nu. En plade, hvor man forsøger at beherske alt det, som elektronikfolkene har afstedkommet de sidste mange år, samtidig med at man koncentrerer sig mere om selve stoffet, melodierne. Jeg synes, der er en katastrofal mangel på udpræget melodi-materiale herhjemme."
"Jeg er sur over, at man herhjemme ikke blot kan være sanger; man skal absolut være tekstformidler. Man får så travlt med at formidle, at man ikke får lavet det, man gerne vil, rent musikalsk. Men teksterne skal være socialt relevante.
Det er også et spørgsmål om at turde. Nu er Anne Linnettekster blevet accepteret, og det er ofte romantisk poesi. Så det må altså kunne lade sig gøre, men det er helt sikkert svært at trænge igennem.
Der er mange socialistiske tekster, som er så ringe, at det gør ondt, og folk står sgu og synger det med den største fornøjelse, og det bliver accepteret. Der er meget ofte en tilstræbt dårlighed i dansk musik."
Biografi
Åbningskoncert den 8. dec. 1973:
Kåre Kristiansen (el-p, vo),
Jakob Gram (b, vo),
Torben Nielsen (dr) og
Jan Irhøj (g, vo).
Kåre Kristiansen forlader gruppen jan. 1974.
Fra efterår 1974 til forår 1975 indtræder Mogens K. Johansen (org.).
Fra efterår 1975 indtræder Søren Duckert (g, vo), og Michael Bevort (vo).
Duckert forlader gruppen vinter 1976.
Jacob Gram afløses forår 1977 af Preben Nielsen.
I forb. m. indsp. af 2 (LP "Krigere uden våben"), udvides gr. m.
Anne Horn (vo), Ingrid Hasberg (fl) og Ole Knudsen (elp).
Sidstnævnte afløses aug. 1978 af Karsten Sørensen.
Preben Nielsen og Anne Horn forlader gruppen efteråret 1979,
Finn Thorkildsen bliver ny bassist.
Jan Olesen (g, vo), som medv. på 3 (LP "Midtfugle"),
bliver senere fast medlem af gruppen, som i dag (1980) ser således ud:
Michael Bevort (vo),
Jan Olesen (g, vo),
Finn Thorkildsson (b),
Torben Nielsen (dr),
Karsten Sørensen (el-p) og
Jan Irhøj (g, vo).
Sang og holdninger
M.B.: "Det har længe været odiøst at spille rock, det var noget, man kunne uden videre, men det er edderma'me en gammel løgn; at spille god, stram rock er sgu svært. Og for mit eget vedkommende er der endnu en vinkel. Som sanger har man godt nok været med i hele pladeprocessen, men engang imellem føler man sig lidt til grin, især i indspilningssituationen. Kritikken over for det sungne i forhold til, hvorvidt en eller anden basgang nu er god nok, er forsvindende. Og det har nok noget at gøre med en dansk holdning til sang. Det er gammel vane: du laver et rockband, guitar, bas, trommer, og så "en eller anden til at synge". Det kan selvfølgelig blive godt, men det er meget lidt seriøst."
"Jeg er sur over, at man herhjemme ikke blot kan være sanger; man skal absolut være tekstformidler. Man får så travlt med at formidle, at man ikke får lavet det, man gerne vil, rent musikalsk. Men teksterne skal være socialt relevante.
Det er også et spørgsmål om at turde. Nu er Anne Linnet-tekster blevet accepteret, og det er ofte romantisk poesi. Så det må altså kunne lade sig gøre, men det er helt sikkert svært at trænge igennem.
Der er mange socialistiske tekster, som er så ringe, at det gør ondt, og folk står sgu og synger det med den største fornøjelse, og det bliver accepteret. Der er meget ofte en tilstræbt dårlighed i dansk musik."
J.I.: "Der er en grænse for, "hvor langt man må gå." Man har en eller anden bornerthed over for stoffet; det er ikke velset, at folk går helt agurk, og f.eks. synger helt ud, eller viser en form for følelser, med mindre det dækkes bag en facade af noget "specielt", under en eller anden form. Men vi har jo selv et ansvar, det er jo os - som musikere - der skal gøre noget. Vi går ofte og skeler til, hvad de andre laver - hvor ligger grænsen nu? Det må man sætte sig ud over.
Det har også noget at gøre med en professionel holdning iøvrigt til den måde, hvorpå man beskæftiger sig med musik. På mange måder er dette sgu stadig et træskoland. Men det er langsomt begyndt at gå op for musikerne, at selv om man er så og så dygtig, behøver man ikke at være med i alting, at spille alle steder, med alle.
Rock'en har også lidt under ekvilibrismen. Og skribenterne kigger op til de "hurtigste" og de "bedste". Det er heldigvis ved at forandre sig. Men der er blevet bygget så meget glimmer op omkring det at spille og "optræde" - fra begge sider - at der er en masse ting, man skal have revet væk, før kontakten kan blive fornuftig."
- Og jeres selskab, Ophelia?
J.I.: "Jeg ser historien fra den første plade gentage sig, blot på et lidt andet plan. Vi har ingen kontakt med selskabet, ikke engang telefonisk. Vi kan ikke få at vide, hvad deres planer er, eller om vi selv skal gøre noget.
Vi havde en personlig kontakt i Jørgen Mortensen, men lige da pladen kom, fortalte han os, at han ville holde op hos Ophelia - da havde han ikke fået løn i 2 måneder. Nu er han tømrer."
- Og hvad gør I?
J.I.: "Vi står faktisk med en plade, som vi ikke aner, hvordan bliver fulgt op, og vi har en følelse af, at det ville være meningsløst at lave salgsarbejde for den."
- Har I evt. en gruppe til et sådant arbejde?
J.I.: "Ja, Midtfugle?! Ja, ja. Men jeg tror, vi bakker os selv bedst op ved at gå ud og spille noget af den nye musik vi lavede, som en konsekvens af den snak om stil, vi havde i gruppen, da vi stod med den færdige plade.
Jeg har troet, at det magiske var at få en plade ud. Du hører gruppen i radioen, og du hører pladen hos vennerne, og du tænker "Gud, det er på den måde." Men så er der grupper, som spiller i mange år, inden de får noget ud; og jeg tror, det er den sundeste måde at gøre det på, fordi du så arbejder med tingene på en bedre måde."
Diskografi
1. "What About Me/Show Me The Way", single ML6011, 1976.
2. "Krigere uden Våben", LP CGM4 1977.
3. "Midtfugle", LP ORLP2034-40 1979.
Kritik og reaktion
- Thorstein Thomsen antyder i et indlæg i MM 1/80, at man efter en lammende anmeldelse holder op med at spille (underforstået at anmelderen skal være meget varsom). Kunne man ikke forestille sig, at hun/han - hvis pladen virkelig var dårlig, og det findes der altså plader som er - i stedet begyndte at øve sig mere og blev bedre?
J.I.: "Det må da være den eneste vej, man kan gå. I det øjeblik, du har spillet/skrevet i 10 år, tror du fanerne også lidt på det, du laver. En hård kritik kan jo også betyde, at man indadtil, i gruppen, får snakket grundigere om nogle fundamentale ting. Og det har vi i hvert fald fået ud af de anmeldelser, vi har fået. Vi skal starte fra en anden vinkel denne gang, vi skal tilbage - og ud at spille."
M.B.: "Og nu har vi så en single og to LP'er, før vi skal til at arbejde!"
J.I.: "Du kan i en anmeldelse sige lort på mange måder. Du skal ramme præcist, hvis du skal give en dårlig anmeldelse, virkelig ramme de essentielle ting. Ellers vil man som musiker blot afvise det. Man kommer ikke uden om, at uanset hvor meget man sætter en anmeldelse i rammer, så er det en person, som laver den. Du skal sgu søge dine oplysninger, f.eks. ved at snakke med de ansvarlige for produktet."
- I sin anmeldelse af jeres første LP var Henrik Jørgensen inde på, at næste forsøg nok blev bedre, og jeg selv skriver om nummer to, at næste forsøg nok bliver bedre.. ?
J.I.: "Vi skulle lige lære at spille. Og jeg synes selv, at vi nu er ret skrappe musikere allesammen og temmelig rutinerede, men vi skal ud og spille meget. Vi skal arbejde med kompositionerne på en lidt anden måde, end vi hidtil har gjort, mindre instrumentalt, mere melodi-orienteret."
M.B.: "Mere vokal-orienteret...!"
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
ref.:
http://dvm.nu/periodical/mm/mm_1980/mm_1980_7/det-er-ikke-velset-at-ga-agurk/
(interviewet stammer fra musik tidsskriftet MM, 1980 nr. 7)
Midtfugle (YouTube)