Musikhuse, del 2

Hos Marno Sørensen i Skoubogade var det blæserne som var i centrum, det behøvede man slet ikke være i tvivl om. Butikken havde en lidt antikveret udstråling såvel i indretning som i forbeholdet over for alt det nye (pigtråd). Jeg har kun været i butikken ganske få gange, og har hver gang følt mig langt væk hjemmefra. Der var ikke ret meget i butikken som kunne pirre interessen hos en ung pigtrådsmusiker. Jeg kan jo se, at Marno har gjort indtryk på saxofoninteresserede, ja faktisk ser det ud til at han var en foregangsmand på feltet, men for en ung mand med interesse for elektrisk musik, var der ikke meget at komme efter.

Musikdepotet
lå i Brønshøj på flere adresser, bl.a. Frederikssundsvej og Tuxensvej. Det var i udpræget grad kopivarer man satsede på. Til gengæld havde forretningen et stort udvalg. Jeg har en skummel mistanke om, at Kugleøje og hans forældre havde noget med butikken at gøre, men det er ikke noget som har kunnet bekræftes. Jeg mener dog at have set hans far i butikken på Tuxensvej.

Musik-Forum i 1959. Bemærk det store runde skilt over forretningen. Det var udstyret med elektrisk lys
og kunne ses på lang afstand, når det proklamerede, at her bor Musik-Forum!
Foto: CykelKurt

Forretningen lå tæt ved Christmas Møllers Plads, og førte udover grammofonplader bl.a. de tyske Höfner guitarer. Her fik jeg min første elektriske guitar i konfirmationsgave (af min mor) i 1962, en Höfner, Model 126. Pris: 540 kr. incl. etui.

Forretningen var nydelig, indehaveren - en ældre mand i fløjlsjakke - var dygtig til at dekorere udstillingsvinduet op, så man fik lyst til at komme indenfor. Her har jeg købt mange skildpadde-plectrer, som dengang blev regnet for de bedste (det var før kunststof-plectrerne med nupret overside vandt indpas). Så kunne jeg ved samme lejlighed få mulighed for at kigge - måske endda røre - ved nogle af alle de spændende instrumenter, der altid stod i forretningen.

Forstærkere var der desværre kun ganske få af. Jeg tror indehaveren bevidst undgik forstærkere - måske fordi han ikke brød sig om den nye musik, og al den larm og uro forstærkere ville medføre, eller måske var det hensynet til naboer og genboer der gjorde udslaget. Der skulle være pænt og roligt!

Musikhjørnet / Music Corner
Strandboulevard 108
København Ø
Tlf. TRia 562

Reklamefoto for Musikhjørnet. Det er Svend Olaf der ekspederer. Bemærk tekst i vindue:
"Forhandler for Skandinaviens største musikforretning ALFRED CHRISTENSEN"

Musikhjørnet på Strandboulevarden 108, København Ø, var stedet hvor man købte de danske Holler forstærkere. Fabrikationen foregik muligvis andetsteds, men blev solgt fra butikken på Strandboulevarden, hvor Svend Olaf Møller - også kaldet Kugleøje og hans forældre ekspederede. I en periode var Holler-forstærkerne mere populære end Vox, f.eks. kan man se dem på mange billeder af Rivalerne, Peter Belli's gruppe. Men noget må være gået galt, for pludselig holdt produktionen op. Selv har jeg flere gange købt musikudstyr hos Kugleøje, som i øvrigt spillede harmonika. Han var vist et stort musikalsk talent, der vandt et antal konkurrencer og optrådte flere gange i dansk TV med sin harmonika.

I oktober 2018 fortæller Per-Ole Larsson i et interview om Holler forstærkere og Svend Olaf Møller:

I BEAT nr. 18 - 1965 finder man på side 16 (eller 22) en reklame for Holler højttalere.

Nederst på denne side findes en række links til en stor del af popbladet BEAT's udgivelser.

Sådan kan man læse om Ole Erling's musikforretning, som stadig (febr. 2016) er tilgængelig på nettet - og hvor det ofte er vanskeligt at skelne mellem musikeren Ole Erling og forretningsmanden af samme navn.

Som forretningsmand starter han omkring 1970 sit eget pladeselskab, Populær Musik, senere forkortet til P.M. Music, hvor han også forsøger sig med eksport af egne produktioner.

Desuden har han i en årrække musikforretninger i Ballerup og Herlev, samtidig med at han gi'r den som suppe-steg-og-is musiker.

Langt fremme i karrieren får Ole Erling en åbenbaring, idet han hører det famøse Wersi Spectra orgel, og siden den dag har menuen stået på orgelsuppe á la Spectra.

Ole Erling var dog aldrig nogen stor musiker - dertil var han simpelthen for primitiv - mens han på det forretningsmæssige plan havde evnen til at overleve i en hård og ofte ubarmhjertig musikbranche, hvor konjukturerne går op og ned (mest ned) og kun de stærkeste overlever.

Billedet afslører, at Musikthomsen's forretning lå på Frederiksborggade nr. 50, midt mellem Nansensgade og Søtorvet (Dronning Louises Bro).

Fotografiet af Musikthomsen's butik stammer fra Arne Jacobsen, som i maj 2018 skriver:

Selandia på hjørnet af Amagerbrogade og Sverrigsgade solgte udover radio og TV også musikinstrumenter i 1960'erne. Der var indrettet et helt lokale ud mod Amagerbrogade, hvorfra alle herlighederne kunne ses gennem det store vindue. En del af udstyret var brugt, sandsynligvis modtaget som en del af udbetalingen ved a conto køb, men selvom varerne evt. skulle give lyst til at kigge nærmere efter, var personalet reserveret og tydeligt indstillet på salg - og kun salg, ikke oseri. At oseren af i dag er køberen af i morgen, var der ikke megen forståelse for. Derfor holdt jeg også øje med deres vinduer udefra, men kom kun sjældent indenfor.

En af de få gange jeg frekventerer stedet, er en dag i sommerferien 1964, for at se på en forstærker som står udstillet i vinduet. Ekspedienten er i gang med at forklare en håbefuld ung mand, at forskellen på ekko og rumklang er som forskellen på æbler og pærer. Der er ingen sammenligning, forklarer ekspedienten, men kan på den anden side heller ikke selv forklare fænoménerne (hvis du heller ikke kan, så prøv at gå ind på siden om Effektpedaler, hvor det er forklaret).

Jeg skulle selvfølgelig ikke nyde noget af at demonstrere egen uvidenhed, men forsøger at nikke og neje de rigtige steder, når ekspedienten kigger hen på mig, for at få bekræftet sin version af sagen. Episoden er en opvisning i, at salgspersonalet ofte var langt fra at være på højde med situationen, men tværtimod forsøger sig med tvivlsomme udenomsforklaringer.

Nå, men den håbefulde unge mand har også en pointe, som han gør sig store anstrengelser for at fremføre. Chancen kommer, da ekspedienten spiller et stykke populærmusik (har glemt hvilket) på grammofonen, og den håbefulde unge mand forklarer, at det nummer, det har hans orkester på deres repertoire. Han dvæler i den grad ved udtalen af REP-TO-AAAAARR (med fransk udtale), hvorfor det givetvis er meningen at vi (ekspedienten og Kurt) skal blive benovede. Andre samtidige orkestre har bare en spilleplan eller nummerliste, men dette helt unikke orkester, de har intet mindre end et REP-TO-AAAAARR (med stor åbentstående fransk mund) - ak ja!

Krohn har bl.a. vedhæftet en købekontrakt fra 1964 med stempelmærke og det hele. I rockhistorisk sammenhæng er kontrakten vel nærmest at sammenligne med guldhornene på Nationalmuseet. Ikke mindst er det interessant at konstatere prisen på en Vox AC-30 i 1964: 3295 kr.!

Første gang jeg støder på Super Sound er omkring 1970. Butikken ligger i i den lave ende af H.C. Ørstedsvej, nr. 6, ved Gl. Kongevej. Super Sound har købt sig ind i Svend Stein's butik plus nogle tilliggende lokaler.

Senere, ca. 1980, flytter de hen i den anden ende af H.C. Ørstedsvej, nær Åboulevarden. Begge steder kan man på bedste vis blive betjent af bl.a. Arne Schröder, rytmeguitarist hos Sir Henry (spiller bl.a. med på "Camp").

Den omstændighed, at han forstår kunsten at skabe et tillidsforhold til sine kunder, plus at han er en sympatisk person gør, at han hurigt får mange venner (se evt. yderligere omtale af AS under Fender Jazzmaster).

Shu-bi-dua guitarist Michael Hardinger arbejder også hos SuperSound i denne periode, men han er en helt anden type med en hoven og nedladende facon.

PER-OLE LARSSON
var (og er) en igangsætter med et (kan man roligt sige) levende temperament.

I 1960'erne driver Larsson import- og produktionsfirmaet

Europæisk Musik Import A/S
Kirke Værløsevej 26 A
Lille Værløse

som bl.a. importerer de amerikanske Fender guitarer, de engelske VOX forstærkere og selv fabrikerer Max forstærkere.

I 1970 starter han musikforretningen SuperSound, som også står for importen af Fender og Vox. Fra flere ansattes side fortælles om et iltert og opfarende lederskab, der ofte forlanger det umulige af sine ansatte. Firmaets likviditet svinger voldsomt, hvorfor manglende eller forsinket udbetaling af løn er noget man må påregne som ansat.

Larsson er desuden jagtinteresseret, og også indenfor dette område er han en kontroversiel figur, bl.a. har der været en del halløj omkring jagtprøver, hvor Larsson i sin egenskab af sagkyndig er mistænkt for på forhånd at have ladet prøvens spørgsmål "sive" til eleverne.

Senere, ca. 1990, starter Larsson forretningen Guns & Gents. Den 19. august 2004 kan man på firmaets hjemmeside læse:

Ejerskifte, Guns & Gents

Forretningen ligger i hjertet af København, og har i mere end ti år været en jagtlig institution som har kunnet tiltrække jægere fra både nær og fjern.

Forretningen er skabt af Per-Ole Larsson som er inkarneret jæger og en habil skytte, der fulgte sin egen stilfulde tilgang til jagten i valg af sortiment og omgangsform med kunderne.

Per-Ole Larsson har nu solgt butikken til Lars Buchardt og Co. som siden 1. maj har arbejdet side om side med Per-Ole Larsson for at opdatere den velkendte butik i behørig respekt for den stil og det vareudbud som er blevet virksomhedens adelsmærke.

Per-Ole Larsson og frue vil fortsat være til tjeneste for kunder og venner resten af året, og har det strålende med at nye energirige mænd er kommet til og vil føre livsværket videre.

Tekst under billede:

Lars Buchardt og Per-Ole Larsson (th) giver hinanden håndslag på handlen.

På den familiære front ser det ud som om forløbet har været mere harmonisk, idet Larsson både er far, bedstefar og oldefar. Senest kan man i 2010 konstatere, at Larsson & hustru fejrer guldbryllup på ejendommen Frijsenvang v. Gilleleje.