Fem årtier med Ulven Peter
Peter Belli på motorcykel, ca. 1965
Peter Belli fejrer 50 års jubilæum i år. Her fortæller han om fem årtier med pigtråd og hash, dødsdromer og dansktop, tivoli og tv-bingo, cirkus, gældssanering og sygdom – og om hvorfor han og June har lukket hjemmet i Brøndby for offentligheden én gang for alle.
Af Kim Flyvbjerg
2009.Okt.26
1959-1965 - FRA HOLTE TIL HYSTERI
Peter Belli synger i ungdomsklubber, ofte til Elvis, Cliff- og Shadows-konkurrencer. Han møder orkestret Les Rivals og slår igennem som dansk pigtråds farlige dreng, blandt andet med danske versioner af Kinks- og Rolling Stones-numre.
I 1960 kom der i vind i sejlene for mig for første gang. Jeg mødte orkestret Les Rivals og begyndte at synge med dem rundt om i landet og så tilbage igen til Place Pigalle på Bakken og senere i Hit House. Vi var også på en månedsturné i Finland, og der oplevede jeg hysteriet for første gang. Vi var i fjernsynet og blev kørt ad bagvejen hen på et hotel, hvor vi skulle bo. Da vi lukkede vinduet op og kiggede ud, stod der 400-500 piger dernede og hylede og skreg. Vi lukkede vinduet igen og sagde: »Det er sgu da os, de hyler af, er det ikke? Prøv lige at åbne igen.« Og jo, den var god nok.
Det var også første gang, jeg har været bange på en scene. Vi spillede ude i et meget stort forsamlingshus, og i Finland er det altså pigerne på den ene side og drengene på den anden, og det var altid noget med »yksi tango« – de ville have tango, men vi kunne kun spille pigtråd. Og så pludselig begyndte drengene at gå hen mod os i en række.
De havde de her bælter med blylodder i enden (laver lasso-bevægelser, red.), som man brugte, når man lagde syge rener i flokken ned. Så slagtede man dem på den måde. De kom hen imod os, og Josef, vores chauffør, kom løbende og råbte »Kom! Kom ud i bilen! NU!« Anlægget lod vi stå, og så kørte vi som ind i helvede.
Det var halvvejs inde i koncerten og første gang, jeg var bange for, at hysteriet tog overhånd. Drengene blev jo jaloux og ville banke os. Vi skulle bare hjem til Danmark igen. Hvad fanden skulle vi komme og stjæle deres piger for?
Da vi kom hjem fra Finland, havde man i mellemtiden bombarderet pressen med, hvor store succeser vi havde deroppe. Så Hovedbanegården var fyldt op med skrigende fans og flag. Der kunne vi godt mærke, at nu kører det åbenbart også herhjemme. Og det var jo det, jeg havde drømt om, siden jeg startede med min musik i Gammel Holte ungdomsklub. Jeg kunne ikke falde til på alle de arbejdspladser, jeg havde haft."
"Lærepladser havde jeg også. Men jeg kunne ikke holde ud at møde klokken 7 og stemple ud klokken 4, eller som landbrugselev stå op klokken 6 og malke køer, og hakke roer om foråret og være med til høsten. Jeg holdt ud det halve år, jeg havde lovet, men så kunne jeg heller ikke komme hurtigt nok væk. Det var frygteligt.
Så kom jeg ind på Saga Film, og der begyndte interessen for det kunstneriske. Elvis kom frem, og pludselig ringede klokkerne for mig. »Det er jo det, du vil.« Og så gik jeg efter det. Mit held var, at jeg mødte Rivalerne. Jeg ved ikke, hvad vi havde gjort for at blive berømte eller berygtede, men der var altid fuldt hus, når vi kom ud og spillede. Vi havde forsiderne på alle landets aviser. Måske var det, fordi vi var de første, og fordi vi havde længst hår."
1965-1970 - PETER KAN LI’ NAM-NAM
Peter Belli slutter med Les Rivals i 1966, men fortsætter samarbejdet med tekstforfatteren Thøger Olesen. I 1967 bliver Ulven Peter gift med June, og det bliver slutningen på det udsvævende liv.
"Jeg tør slet ikke tænke på, hvad der var sket, hvis jeg ikke havde mødt June. Så tror jeg, det var gået galt. Så var der gået flaske i den. Der var gået sut i den. Jeg havde jo en klub dengang, hvor vi var nogle drenge, der kom sammen og mødtes nede i Nyhavn, når vi var færdige med at spille. Eller i Parnas, hvor vi sad og spiste stegt flæsk og persillesovs og fik nogle bajere. Og så røg den aftens hyre jo.
Men da jeg mødte June, var der for første gang et pigemenneske, der sagde til mig: »Hvorfor sidder du derude og drikker? Du kan da lige så godt komme her hjem og få en øl eller to. Hvorfor kommer du ikke hjem, når du er færdig med at spille? Hvad har du ud af at sidde der? Tænker du aldrig på, hvad folk tænker, når du sidder der, og de ved, du er gift?« På de to år vi kom sammen, fik hun lært mig, at når man er gift, så har man et ansvar.
Og så fik vi børn, og det er jo et endnu større ansvar. Hun gjorde et eller andet ved mig, så jeg kunne forstå, hvad hun mente. En anden pige kunne havde sagt det samme, så havde jeg bare modarbejdet det og sagt »Af sted med dig!« Men June havde et meget smukt hjerte og var en meget køn pige. Og hun var meget ærlig og regulær. Hun sad altid og ventede på mig, så måske var det derfor, jeg ikke gik med de andre ud. Jeg havde jo noget at komme hjem til."
"Den dejligste pige og kærlighed en masse, som jeg nok ikke havde fået så meget af før. Jeg havde haft masser af piger før June, men ikke nogen, der sagde mig noget særligt. June gav mig alt det, en mand kan ønske sig af en kvinde.
»Peter kan li’ nam-nam« skrev Thøger Olesen til mig, da jeg havde mødt June. Det blev min kendingsmelodi, »Ulven Peter«. For det var jo en ulv, der pludselig blev forelsket i en pige, ikke? Og han lovede hende guld og grønne skove, og at han nok skulle passe på hende. Resultatet var jo også, at vi to år efter blev gift. Vi var sammen fem-seks år, før vi fik vores første barn, så vi havde mange stunder, hvor vi havde hinanden for os selv. Men folk vidste altid, hvis vi var et sted og stod udenfor og ventede på autografer. Det er bagsiden af medaljen. Du har ikke noget privatliv. Når du er udenfor din havelåge, så er du på. Og når du er indenfor havelågen, så skal du bede folk om at gå, hvis du er sådan. Men sådan var vi jo ikke. Ikke dengang..."
1970erne - DANSKTOP OG DEMENTI
Belli bliver far til tre og populær dansktopsanger. Der gøres tykt grin med de socialrealistiske og sentimentale sange, men han forsvarer dem stadig, ikke mindst de to mest udskældte, »Teddybjørn« og »Ingen Regning«.
"Da dansktoppen startede, havde jeg for det første ikke ret meget at lave. For det andet var der flere, der gav mig gode tilbud, og især Thøger Olesen forærede mig det reneste guld. Han boede lige ved siden af Det Ny Teater på Vesterbro, oppe på hjørnet med udsigt over Søerne. Jeg var deroppe hver anden lørdag, så sad vi og spiste sild ude i køkkenet.
Eddie Skoller var også med nogle gange, ham hjalp han også rigtig meget. Thøger kunne gøre sådan her (ryster sit ærme, red.), og så kom bogstaverne ud, og han kunne lægge dem i den rigtige rækkefølge. Vi andre kunne sidde i timevis for at få det til at gå op. Jeg kom altid med de gode melodier, så lavede han teksterne. Nogle gange fortalte jeg ham om min barndom eller noget, jeg havde lagt mærke til, når vi var på tur. Og ud af ti ord, jeg gav ham, kunne han få hele historien frem.
Det var protestsange uden at være protestsange. Sange, der gjorde folk opmærksomme på: »Pas nu på, de tar røven på jer.« Da vi lavede »Bliv Væk Fra Vort Kvarter«, kom jeg meget ude på Christianshavn. Hver uge kom der folk ud fra B&W med med en dårlig mine på, de var prikket og skulle forlade deres job. Men man kan ikke gøre noget."
"Når en virksomhed går ned, så går den ned. Det er det samme, der sker på værftet oppe i Frederikshavn i dag og med Mærsk Mc-Kinney på Fyn. Jeg synes, det er frygteligt, at så mange mennesker skal blive arbejdsløse. De har arbejdet hele deres liv, og nu skal de pludselig til at bruge deres opsparing for at kunne leve det sidste af deres liv på en helt anden måde, end de havde regnet med.
Det var det samme dengang. Jeg prøvede virkelig at råbe op i Danmark, og det kom fra mit hjerte, helt inde fra. 80 procent af Christianshavn blev mejet ned, og folk blev placeret i lejligheder i Ballerup, Herlev, Vanløse. Mange miljøer blev splittet. Hvis der gik tre dage på det gamle Christianshavn, hvor de ikke havde set Ib nede på værtshuset, så gik man op i lejligheden og kiggede.
Og ganske rigtig, så lå han der og var syg. Så fik man sat en læge på ham og sendte ham på hospitalet og hjem igen. Man holdt øje med hinanden, også med grusomheder, hvis voksne var for voldsomme ved deres børn.
For nogle år siden var der en, der skrev om »Ingen Regning«, at hvorfor synger Belli sådan noget børneporno-lort? Jeg var lige ved at sagsøge ham. Jeg ringede ham op og sagde »Goddag, det er Peter Belli. Jeg vil gerne fortælle dig, at jeg er meget, meget stor modstander af børneporno, og hvis du mener, at min sang har noget med børneporno at gøre, så skal du sige dit job op med det samme, for så er du ikke berettiget til at sidde ved den pind, du sidder ved. Jeg forlanger et dementi i morgen, og hvis jeg ikke får det, så sagsøger jeg dig.«
Jeg fik et dementi. Men hvad kan få et menneske til at få »Ingen Regning« til at være en børnepornosang?
»Teddybjørn« var der ikke ret mange, der kendte historien bag, før min bog kom ud (»Jeg er som jeg er«, red.) Jeg kendte jo drengen, som desværre er død og borte. Jeg kendte hans forældre, og han gav op til sidst. Jeg satte mig ned og snakkede med ham og gav ham hånd på, at jeg ville holde mit ord om at synge sangen, hvis han holdt sit – og så begyndte han at gå i dialyse igen. Det er en hverdagshistorie, den er bare formuleret lidt anderledes.
Mange af sangene fra dengang holder i dag. Så de kan ikke grine så meget af det, som de gerne vil. I dag synger jeg jo rock’n’roll, så det basker med De Nye Rivaler, men jeg har enkelte job, hvor pensionistforeninger gerne vil have, at jeg kommer og synger en halv time for dem. Men kun de gamle dansktopting. Så siger mine gamle rockkammerater »Nej, det gør du sgu da ikke, vel?« Jo, selvfølgelig gør jeg det.
Jeg tager en pianør eller guitarist med en eftermiddag, og så synger jeg en halv time, og det bliver som regel til tre kvarter. Folk er vilde med at høre de sange igen. Men det er ikke noget, jeg vil satse på. Det er kun på bestemte forespørgsler, hvor mit management eller June siger »Det synes jeg, du skal gøre. De har brug for at høre det der.«
Og til en anden hyre formodentlig.
»Ja, noget anderledes...hahaha. Men penge er ikke alt. Men uden penge får du ikke meget brød på bordet."
1980erne - GØGLERENS SANG
Belli tjener pengene der, hvor jobbet er. Det har i årenes løb også betydet bingo, cirkus og svogerens omrejsende tivoli.
"Gennem alle årene har jeg taget de jobs, der var. For jeg hader altså, når pengekassen er ved at være tom. Så jeg arbejder hårdere og finder også ud af at gøre det nemmere for mig selv i 80erne. Jeg begyndte at lave bingo, for så var jeg sikker på, at min økonomi var i orden – så skulle jeg ikke hele tiden spekulere på, hvornår det næste job kom.
Der er jo langt fra at stå og synge rock’n’roll og så køre en bingoudsendelse, men jeg vil gerne sige, at det var lidt udfordrende, for man samlede familien omkring de gamle ude på alderdomshjemmene, og man lavede familiespil på tv, hvor man samledes omkring skærmen. De der udbrud, jeg hørte engang imellem, hvis folk vandt en rejse eller noget andet stort, det var fantastisk.
»Jeg skal lige høre dine tal,« sagde jeg, og så fortalte de tallene til June. »Nå, nu skal du vælge et nummer!« sagde jeg, og så skulle de vælge en af de bokse, hvor de forskellige præmier var i. »Jeg kan høre, der sidder en pige ved siden af. Er det din datter?« spurgte jeg. »Hvor gammel er hun?« »Hvorfor spørger du om det« sagde hun. »Jamen, hvor gammel er din datter?« »Hun er 11 år.« »Det må da være et lykketal, er det ikke?« Jeg vidste, at i nummer 11 var rejsen. »Nå... jo, det kan da godt være.« »Jamen, elsker du ikke din datter?« »Jo, det gør jeg!« »Jamen, så vil jeg sørme tage nummer 11.« Så tog hun nummer 11. »Prøv at kigge på din skærm.« Og så kom rejsen op. Og så skreg de... Det er ikke at snyde, det er bare at hjælpe folk lidt."
"Vi rejste også med cirkus i to år. Det var den glade familien Belli. Problemfri. Om aftenen kom jeg ind som syngende sprechstallmeister, og min datter Natasja var med som klovn - det var fantastisk smukt, hun sluttede med at tage det øverste af og så ryste sit lange hår ned. Drengene var artisttjenere, de var med til at trække tæppet fra og for og med til at vise folk på plads.
June tog sig af os og sørgede for, at Natastjas maske var helt rigtig, og at jeg havde lidt pudder her og der, for der var rigtig varmt, og man svedte meget. Jeg sang »Cirkus, cirkus« og så »Højt ærede publikum, min damer og herrer og piger og drenge! Riiigtig hjertelig velkommen. NU skal jeg fortælle jer nogle spændende historier.« Og så lavede vi forestillingen som et eventyr fra de små dyr op til de største dyr til sidst. Og så havde vi nogle sjove pauseklovne med og Samson, den stærke mand.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har altid kunnet sælge et nummer. Jeg glemmer aldrig, da vi havde kanonkongen med i Ronalds Festivalstivoli, hvor jeg også var konferencier og sprechstallmeister og scenemester og alt muligt. Vi malede et rustent rør i amerikanske farver og satte det amerikanske flag rundt om forneden. Så gav vi kanonkongen en helt hvid rumdragt på og spillede noget musik, der lagde op til det helt store.
Og så: »Mine damer og herrer. Hold Dem væk fra bardunerne, når han lander i det net...« Allerede inden han var skudt af sted, var folk helt spændte... I Holbæk prøvede vi at slå verdensrekorden. 21 meter. Kanonkongen øvede med sandsække, så han var ude på 22-23 meter. Men i det øjeblik, han blev skudt af, fik han et blackout, så han landede ude i nettet og blev liggende. Folk begyndte at skrige.
Og jeg snakkede løs i mikrofonen... og ind med ham i Ronalds vogn, lægge ham på gulvet og komme lidt vand i hovedet på ham.
»Nå, hvon går det?«
»What’s happening, what’s happening?«
»You got a blackout.«
»I’ll never do it again«.
»No, no, it’s okay.«
Næste dag havde vi forsiderne på alle aviserne: Kanonkongen, der skulle slå verdensrekord – og så slog han sig selv i stykker i stedet for."
1995-2009 - BLIV VÆK FRA VORT KVARTER
Peter Belli vender tilbage til rødderne med albummet »Yeah« i 1991 og har siden cementeret sin status som dansk rocks grand old man. Men han får også en økonomisk mavepuster, en tur i mediemøllen og en slem forskrækkelse i Thailand.
"Ti år efter, at Rivalerne og jeg holdt op med at spille, fik jeg en regning fra skattevæsenet. Den var ubetalelig. Hver gang vi havde spillet koncert, kvitterede jeg jo for Rivalerne og mig og delte så pengene ud – men jeg fik aldrig en kvittering fra dem. Så ti år senere kommer der en skattemand og siger
»Med morarenter og det og det, så skylder du...«
»Jamen det kan jeg sgu da ikke betale...«
»Så må du lave en ordning.«
»Jamen, det er da ikke mig, der skylder alle de penge, vi var fem mand i orkestret...«
»Hvis ikke du har kvitteringer på det, så gælder det ikke.«
På det tidspunkt begyndte nogle bestemte journalister virkelig at svine os til. De luskede rundt og spurgte naboerne
»Hvordan lever de?
Hvor mange biler har de?
Har du set noget?«
Men alle de mennesker, der boede omkring os, passede bare endnu mere på os.
»Hvor kommer du fra?«
»Se og Hør.«
»Kan du komme ud, væk med dig. Vi vil slet ikke have dig herude.«
»Jamen, jeg har da lov til at gå her.«
»Ka’ du komme af sted, eller du får en røvfuld.«
Vi havde åbenbart gjort et godt indtryk på vores naboer og genboer, de år vi havde boet derude. Vi har altid haft den indstilling, at hvis nogen er ved at falde, så griber vi dem. Hvis de er syge, hjælper vi med at hente noget – børnene gik tit i byen for dem.
Jeg lavede en akkordordning på syv år, hvor jeg efter skat betalte næsten 600.000 kroner ud af et svimlende beløb. Men det skrev de sgu ikke noget om. Vi stod med papiret i hånden, da vi var gældfri. Det var en stor dag. Men siden den dag, de svinede os til, blev vi enige om aldrig mere at invitere journalister indenfor vores dør mere. Det er derfor, vi sidder på hotel her i dag."
"Hvordan mit liv ser ud i dag?
7-9-13. Jeg synes, det ser godt ud. Jeg er blevet lidt mere skrøbelig. Jeg har lige haft et brud på min arm, der har kostet mig otte måneder med operationer. Jeg faldt på en badebro i Thailand og flækkede knoglen i overarmen og slog knæet og hovedet. Jeg blev opereret to gange nede i Thailand, men de lavede det forkert, så armen skulle sættes sammen igen herhjemme i Danmark. Det har kostet otte måneder med smertetærskelen i det højeste gear. Jeg tabte mig 12 kilo og var på smertestillende tabletter. Det vil man jo gerne ud af, så derfor malkede vi medicinen stille og roligt ned, og nu er det i orden. Og vi har det jo i realiteten godt. Jeg er 66 år og har 50 års jubilæum. Vi har tre dejlige børn. Seks dejlige børnebørn. Vidunderlige børnebørn. Og June og jeg – jeg ved ikke, om man kan tillade sig at sige det, men med alderen vokser kærligheden altså – vi kravler mere og mere ind i hinanden. Så derfor."
Dødsdromen, 1965
»Dødsdromen var faktisk årsagen til, at jeg mødte June. Vi skulle spille i et tivoli, men orkestret kom for sent, så jeg lovede tivolimanden at gøre det godt igen ved at køre dødsdrom ugen efter – så kunne han få noget presse på den måde. Jeg var nede og øve tre-fire timer for at køre centrifugalkraften på plads og køre svimmelheden af nede på startbrædderne.
Det er du nødt til, for når du er oppe på de skrå brædder, er der no way back, så er det bare dooown! Jeg kørte for ham tre-fire gange, og så kom vi til Løgumkloster, hvor jeg så June for første gang. For mit vedkommende var det kærlighed ved første blik; hun var simpelthen noget af det smukkeste, jeg har set, og hun var noget af det dejligste. Det er hun stadig, selv om hun er blevet 60. Men hun løftede bare næsen i vejret og gik videre.
Men hun skulle nu alligevel lige forbi for at se, hvad han havde gang i, ham den der langhårede pigtrådssanger, hun havde hørt så meget om.«
»Det var en rådden tid. Jeg kan stadig mærke nøglen i ryggen fra ham fængselsbetjenten. Det var den dårligste måde, den sag blev tacklet på, for det var en storm i et glas vand. Havde de bare holdt deres kæft, havde der aldrig været så meget nysgerrighed omkring hash. Jeg kunne selvfølgelig også have holdt min mund, men jeg havde nogle dårlige vejledere, der fik mig til at indrømme i radioen, at jeg havde prøvet at ryge hash. Min manager ringede, mens vi var nede på landet og øve: »Nu ringer du efter en taxa, og så kører du direkte ind i Radiohuset. De venter kun på dig. De vil fortælle historien om, at du har røget hash. Du er nødt til at gå ind og forsvare dig.« Da jeg kom ud af Radiohuset, stod der et hav af fotografer. »Hvad fanden foregår der her?« tænkte jeg. Så viser det sig, at det var et set-up. Min manager var ligeså meget med i det. Det var den lille dumme tankeløse Peter Belli med barnetroen. Som tror på alt og alle.«
»Det er jo roden Peter Belli, der pludselig er blevet en halvstor dreng. Og hvor det hele bare kører for mig med Les Rivals. Vi kunne godt tåle populariteten, men der var til gengæld mange voksne, der ikke kunne tåle mit lange hår. En dame slog mig engang oven i hovedet med en paraply og kaldte mig »Abemenneske!«. Hun syntes ikke, det var så pænt. Vi blev ikke højrøvede, men succesen indebar, at vi skulle holde os indendøre mange steder. Vi kunne ikke gå ud på gaden, for så kom pigerne og ville have en tot hår eller en knap eller et stykke af tøjet.«
"Den sang beder de tit om, når vi er ude at spille. Jeg hoppede med på discovognen omkring »Grease«. June og jeg gik til dans i tre måneder for at lære at danse »Grease« med armene op og ned og krydse og det hele. Det havde de aldrig troet, Peter Belli ville gøre. Og så med sin kone. Men folk klappede og skreg. Vi lavede en konkurrence på scenen, hvor vi skulle bruge fem par, og hvor June og jeg viste dem, hvad de skulle danse.
Vinderparret vandt en frokost med en øl og en snaps på det sted, hvor vi var, eller på en kro i nærheden. Hvis der var et suverænt par, vandt de måske også en flaske champagne. Men de fire andre par vandt altså også en frokost og en øl og en snaps. Der skal ikke gøres forskel på folk.«
--------------------------------------------------------
Peter Belli er aktuel med live-cd’en »Rejsende i Rock’n’Roll«, der også indeholder to nye sange og en dvd med bl.a. interview og en unplugged koncert fra Bornholms Musikhus.
Peter Bellis 50 års jubilæum bliver fejret i Pumpehuset 10. november med en stor gallakoncert med mange gæsteoptrædener.
ref.:
http://www.fri.dk/personlig-udvikling/fem-aartier-med-ulven-peter
