Rør Guitarforstærkeren, del 2

 

Dette er den anden artikel i serien om opbygningen af rør-guitarforstærkeren. Artikelserien er udarbejdet af Troels "Trolle" Hadberg, indehaver af RMS Musikelektronik som udfører modifikation, reparation og service af instrumenter og udstyr.

Artiklen er skrevet som oplysning og ikke som vejledning i reparation af forstærkeren. Alle reparationer bør udføres af en kyndig mekaniker. Ethvert ansvar der henviser til disse artikler fralægges. Forkert håndtering af elektricitet er livsfarligt.

 

Af Troels "Trolle" Hadberg

RMS Musikelektronik

 

Tonetransformator
Også kaldet output-trafo (trafo er kort for transformator). Som vi fandt ud af sidst, bruges tonetrafoen i en rørforstærker til impedanstilpasning. For at forstå hvordan en trafo arbejder skal vi ind på noget der hedder Induktion.Størstedelen af vores el-forsyning bliver lavet af kæmpe dynamoer og måden det bliver bliver lavet på er ved hjælp af magnetisme og elektromagnetisme. Der er skrevet bøger om disse begreber men forenkler vi det, går det ud på at tage en magnet og vikle en tråd omkring, nøjagtigt som guitar pick-upper.

Ændrer man så magnetfeltet, induceres en spænding og der løber en strøm i spolen. Det er f.eks. dét der sker når vi slår på strengene, svingningerne ændrer faktisk magnetfeltet i pickupperne og ændringerne ses som vekslene spænding (signal), der så sendes videre til forforstærkeren.

Når man laver en tonetrafo, skal den tilpasses de egenskaber man ønsker den skal have. En trafo er bygget op af én eller flere spoler, som er viklet omkring en fælles jernkerne. Den spole/vikling der tilføres spænding, kaldes primær-vikling, og den der tages spænding fra, kaldes sekundær-vikling.

Og hvad er der så spændende ved dét som guitarist? Jo, det er nemlig her i tonetrafoen at en stor del af rørforstærkerens overall lyd ligger. Selvom vi har en forforstærker (pre-amp) hvor vi som regel kan justére bas, mellemtone og diskant, samt gain, kan man faktisk ved hjælp af tonetrafoen bestemme selvsamme egenskaber for hele forstærkerens generelle lyd. Ja, det er rigtigt at pre-amp, pickupper, udgangsrør, højtaler-enheder osv, har noget at skulle have sagt omkring lyden, men jeg forsikrer om at disse ting er til ringe brug, hvis tonetrafoen ikke er tilpasset til det.

 

Der er hele 5 kernepunkter, som bestemmer trafoens egenskaber:

1. Reflekteret primær impedans
En trafo har ikke en impedans i sig selv, den reflekterer blot hvad man smider på den sekundære vikling. Vi var inde på sidst, at vi tit og ofte smider 4, 8 eller 16 ohm på, disse bliver så transformeret op på primær-viklingen, så det bliver en meget højere impedans, hvilket giver en mindre belastning af forstærkeren. Tager vi og smider 1V AC på sekundær-viklingen og måler 10V på primær-viklingen, har vi et omsætningsforhold (n) på 10:1. Altså spændingen er 10 gange mindre på sekundær end på primær. Helt præcist er der faktisk 10 viklinger på den primære side og 1 vikling på sekundær. Når vi snakker impedans omsætning (Zn), vil dette give et omsætningsforhold på 100:1, da Zn = n x n. Sætter vi et 8ohm kabinet på, kan vi altså regne den reflektrede impedans ud: 8ohm x 100 = 800ohm. Forstærkeren "ser" altså ikke de 8ohm, men de 800ohm som ligger på primær-viklingen.

2. Den primære induktans
Dette er en væsentlig faktor for trafoen, da den faktisk bestemmer bas-responsen i trafoen. Man siger, jo bedre bas-respons man vil have, jo mere skal man øge den primære induktans. Dette gøres ved større kerne og/eller flere primære vindinger.

3. Den primære tabs-induktans
Der sker det, at laver man for mange vindinger, eksempelvis for at øge bas-responsen, øger man også tabs- induktansen, som har en direkte effekt på diskant-responsen. Det er klart at man ønkser en tilpas diskant-repons for at man får de høje toner med, derfor har man fundet forskellige teknikker til at vikle en trafo således at man får mindst muligt spild (tab). Altså er det lidt af en kompromis sag at vikle en trafo så man får den ønskede bas- og diskant-respons. Dog kan man med dagens teknikker lave nogle rimeligt heftige allround trafoer og det er jo netop dem vi betaler for i vores dyrt indkøbte rørforstærker.

4. Effekt
En trafo skal selvfølgelig kunne klare den effekt vi ønsker at spille med. Eller skal den? En trafos effekt-egenskab bestemmes af størrelsen på kernen og tykkelsen på tråden der vikles omkring. Som omtalt før, en større kerne giver mere bas-respons. Altså er en trafo til en 100W forstærker der går til 80Hz meget mindre end en trafo der går helt ned til 20Hz. Det er også kendt, at man bruger trafoer der kan klare mindre effekt end hvad forstærkeren rent faktisk kan levere. F.eks til en 50W forstærker bruger man gerne en tonetrafo på 20-30W. Det der sker er, at trafoen går i mætning, dvs der bliver tilført så meget strøm at bægeret flyder over så at sige. Dette høres som en harmonisk forvrængning ved lav mætning og som solid "skuren" ved meget mætning. Som guitarist kendetegnes det især ved, at forstærkeren skriger lidt ekstra når vi slår ekstra hårdt på strengene og virkelig vrider tonerne ud. De gamle Vox-forstærkere er nogle af de mest kendte forstærkere der benytter sig af trafo-mætning.

5. Mekanisk opbygning
Sidst men ikke mindst, er det ikke ligegyldigt hvordan en trafo er bygget og ligeledes, hvordan den er placeret i forstærkeren. Dårlig afskærmning af trafoen kan føre til brum og anden mislyd i forstærkeren. Er den ydermere placeret dårligt, kan magnetismen have direkte indflydelse på omkringliggende komponenter. Om trafoen står eller ligger ned når den monteres, kan også have indflydelse på stabilitet og afskærmnings-muligheder.

 

Af disse ting ved vi så, at en tonetrafo skal designes så den kan gengive guitarens frekvensområde, lige fra den laveste tone til den højeste. Som regel stiler man efter at trafoen kan gå dybere og højrere end guitaren i frekvens, så man har lidt at arbjede med. Resten kan så bestemmes med filtre i forstærkeren.

Om man ønsker mætning eller ej, kommer helt an på spillestil og den lyd man ønsker. Er man til god gammel blues, med kun en anelse gain/overdrive (overstyring, forvrængning), skal man nok gå efter den lille forstærker med en trafo der mættes hurtigt, så som Vox eller enkle af Fenders forstærkere. Skal man have mere ren lyd ønsker man måske slet ikke mætning overhovedet og en anden type forstærker er at fortrække, f.eks en Marshall eller Fender Twin eller lign.

Bruger man yderligere distortion pedaler eller anden form for pre-amp gain, skal man igen tænke på, at mætning kan mudre lyden så meget, at man ikke kan høre hvad man spiller. En kombination kan også være at fortrække. For metal-folk er mætning måske den værste fjende, også masser af headroom (overskud inden forvrængning) er at foretrække.

 

Næste gang tager vi hul på guitaristens største hovedpine: Udgangsrør, også kaldet effektrør.

 

ref.:
http://www.4sound.dk/articles/backstage/tips-og-tricks-samlet/guitar/guitarforstaerkeren-1-3/guitarforstaerkeren-del-2

 

++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

Andre sider, som behandler musikscenen:
Rockscenen, del 1 Rockscenen, del 2 Musikhuse Spillesteder Rock Elektronik Pigtrådsøkonomi Fender Jazzmaster

 

 

Siderne er under konstant overvejelse og udvidelse.
Hvis du derfor har en mening om stoffet i almindelighed
eller tekniske detaljer i særdeleshed, hører jeg gerne fra dig.
Skriv til:

Mange tak!

Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

 

 

Rør guitarforstærkeren, del 1

Rør guitarforstærkeren, del 3

Rock Elektronik

Musik Index

Forsiden