Mail fra Alberte Jensen,
2015.Sept.20:
Hej Kurt Starlit!
Jeg har med stor interesse læst din hjemmeside "Rockscenen i 1960'erne, del 1".
Jeg er i forbindelse med en skoleopgave på jagt efter viden om Røde Mor. Jeg har i den grad fundet en masse læsestof på internettet om selve medlemmerne og deres historie. Dog leder jeg mere specifikt efter hvilke visioner de havde samfundsmæssigt og hvordan ungdommen i slutningen af 60'erne tog imod dem.
Jeg skriver til dig, da du virker meget vidende i forhold til lige netop dette emne.
Hvis du kan svare på noget af det må du hjertens gerne melde tilbage.
Med venlig hilsen
Alberte Jensen
gymnasieelev
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Hej Alberte,
dine spørgsmål har fået mig til at tænke tilbage, om der gemmer sig noget i kramkisten, som kan besvare dine spørgsmål.
Derfor dette svar.
Røde Mor's politiske visioner fremgår tydeligt af det manifest, som du sikkert allerede kender. Derfor er det også på sin plads at præcisere, at hvis man vil diskutere Røde Mor, kommer man ikke uden om det politiske. Den politiske del af Røde Mor er langt vigtigere end den musikalske. Det musikalske spor er som en sidevej mod det politiske endemål: det socialistiske samfund.
Mine web-sider om rockscenen i 1960'erne er hovedsagelig lagt an på det musikalske, hvorfor en diskussion omkring Røde Mor's politiske univers hurtigt bliver (i bedste fald) uvedkommende.
Røde Mor's politiske syn på samfundet er som sagt tydeligt forklaret i gruppens manifest, som du kan finde andetsteds. Manifestet slutter med disse ord, som vel forklarer det meste: Vi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen.
Ang. ungdommens reaktion på Røde Mor i slutningen af 1960'erne, så skete der allerede dengang en opdeling af samfundet. De fleste unge syntes vist bare, at ham dersens idioten med hatten var skidesjov, mens kun et mindretal lyttede efter politiske budskaber.
De fleste idéer blev udtænkt på de højere læreanstalter, mens der ikke skete alverden nede på fabriksgulvet, hvor den jævne arbejder befandt sig. Jeg befandt mig selv nede på gulvet, og mærkede tydeligt foragten for nye tanker og idéer. Her var det fysisk velfærd (bil, sommerhus, TV m.m.) sagen drejede sig om.
For mig selv personlig har jeg forklaret mit musikalske indtryk af gruppen på websiden om 60'ernes rockscene:
http://www.cykelkurt.com/musik/60-erne/60-erne-del-2.html
Stor hilsen og lykke til med opgaven
CykelKurt
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Fra "Rockscenen", del 2:
Røde Mor
Besætning:
Lars Trier - guitar & banjo
Troels Trier - guitar, violin, mundharpe & sang
Ole Thilo - klaver
Michael Boesen - guitar m.m.
Jens Asbjørn Olesen - harmonika & klaver
Poul Poulsen - bas & sang
Selv om jeg udmærket husker Røde Mor, var de ikke et fænomén som gjorde noget større indtryk. Hverken deres sound, deres image eller teksterne, som tydeligvis gik forud for alt andet.
Jeg beundrede i den grad musikere og grupper, som havde det musikalske og lydmæssige i orden. Det havde Røde Mor på ingen måde, tværtimod kunne man få det indtryk, at lyd og lydudstyr - i sin egenskab af at være en kapitalistisk frembringelse - spillede en fuldstændig underordnet rolle i gruppens univers.
Så selv om jeg sådan set var enig i det politiske manifest, havde gruppen rent musikalsk og lydmæssigt ingen attraktion. Jeg oplevede gruppen to gange på Christianshavn (med et par års mellemrum), men orkede hver gang kun at høre første sæt, dels på grund af lyden, dels på grund af fremførelsen.
I samtiden, på venstrefløjen, blev sådan et synspunkt betragtet som småborgerligt feinschmeckerei og desuden helt urelevant. Det afgørende var indholdet, hvor fremførelsen som sådan ingen rolle spillede.
Det interessante er dog, at Troels Trier mange gange senere har forklaret, at gruppen dengang havde mange og lange interne diskussioner med sig selv om, hvordan budskabet skulle fremføres. Så til trods for et (kan man roligt sige) afslappet image, har fremførelsen altså spillet en rolle.
Trier & co. har sikkert haft den idé, at musikken endelig ikke måtte lyde kultiveret - og dermed borgerlig. Derfor har de måske heller ikke set det som noget problem, hvis musikken og gruppens fremtræden har virket rå og upoleret. Erik Clausen & Sylvester, Gasolin og Røde Mor havde alle noget gadedrengeagtigt og noget gadecirkus over sig, som sikkert var mere eller mindre tilsigtet, men som ikke desto mindre tæller med, når man bagefter skal vurdere dem musikalsk. På scenen var de ofte sjove eller ligefrem hylende morsomme, mens det musikalske var lettere at overse.
Musikerlisten antyder, at Røde Mor er en flok glade amatører, hvilket også bekræftes af gruppens lyd og attitude, hvor den enkle musikalske struktur og en ubehjælpsom sound er et gennemgående træk.
Røde Mor's manifest:
Kunst og klasse er to uadskillelige begreber. I tidligere samfund havde hver klasse sin kunst. Undertrykkerne og de undertrykte havde hver sin kunst, som gav dem identitet. Men kunsthistorien fortæller os kun om de herskende klassers kunst, for det er de herskende, der har skrevet historien. Når der i vores samfund tilsyneladende kun findes én kunst - den borgerlige - er det fordi borgerskabet har taget monopol endog på kunsten og kulturen. Der laves finkulturel kunst for borgerskabet, mens arbejderne holdes nede med underholdning og reklame. Således fungerer kulturmonopolet som et middel til at befæste borgerskabets magt og udbrede den borgerlige ideologi i arbejderklassen. Den borgerlige kunstner deltager - hvad enten han vil det eller ej, og hvad enten han er sig det bevidst eller ej, - i denne undertrykkelse. Vi vil derimod stille vores kunst til rådighed for arbejderklassen og være med til at skabe en politisk, proletarisk kunst. Ved politisk kunst forstår vi en kunst, der beskriver samfundsforholdene og tager politisk stilling. Ved proletarisk kunst forstår vi en kunst, som indtager et - i marxistisk forstand - proletarisk standpunkt. Den politiske, proletariske kunstners opgave er at føre klassekamp på det kulturelle område. Vi skal hindre udbredelsen af den herskende ideologi i de klasser, der står over for kapitalen. Vi vil skabe en kunst, der er med til at give arbejderklassen identitet. En kunst, der er et våben i klassekampen.
Et stærkt manifest, som ikke blev understøttet musikalsk.
nnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnnn
Rockscenen, del 1
