The Rollings


(omtalt i Hit nr. 1, 1966)

Af Gert Michelsen

Pigtrådsgruppe dannet i foråret 1964 på Frederiksberg med følgende medlemmer:
          - Ole Steen Nielsen (lead-g, vo),
          - Gert Michelsen (rhytm-g),
          - Hans Jørgen Andersen (el-b),
          - Jørgen Thomsen (dm).

Orkestret blev dannet på Sønderjyllandsskolen på Frederiksberg, da flere af medlemmerne havde gået på skolen og kendte hinanden derfra. Selve skolebygningen er ret stor, og nogle klasseværelser blev benyttet til øvelokaler for flere orkestre om aftenen, således havde bl.a. Black Beats, Temptations og flere andre benyttet øvelokalerne.

The Rollings spillede i starten en del instrumentalnumre, men blev også hurtigt inspireret af den ny beatbølge fra England og som i mange andre bands indgik Liverpool-lyden snart i repertoiret. Første offentlige job foregik i Enghaveparken til en parkdans den 13. august 1964, ovenikøbet sammen med hele gruppens nye favoritgruppe The Javalins fra Holland, der jo havde en helt forrygende sceneoptræden og guitarlyd og fik kapret hele Enghaveparken med deres fantastiske show. Javalins blev en meget stor inspiration for Rollings og gruppen spillede efterfølgende flere af deres numre.

I Rantzausgade 15 på Nørrebro lå der inde i gården et baghus i to etager som blev benyttet til lager. Dette baghus blev på et tidspunkt ryddet og da Hans Jørgens far havde gode forbindelser til ejerne, lykkedes det at få lov til at indrette førstesalen, som havde et rigtig stort rum til "The Rollings Club". En "dancing-hall" hvor eleverne fra Sønderjyllandsskolen nu blev inviteret til en gang om ugen at holde klubaften der og en gang om måneden var der så bal, og endda mulighed for at købe sodavand! Samtidigt var det også øvelokale for gruppen. Klubben blev indviet i oktober måned 1964.

Ligeledes fra oktober spillede gruppen hver uge hele efteråret i Restaurant Nyhavn 41, dengang et anerkendt beat-sted i København.

Rollings foretog også en pladeindspilning i Svend Olaf Møllers musikstudie 7. januar 1965. Han ejede musikforretningen Musikhjørnet, havde lanceret "Holler"- guitarforstærkeren, og udgav også flere plader på sit eget plademærke Music Corner. Desværre blev optagelserne med Rollings, to Jenka-numre, aldrig udsendt.

Gruppen var så heldig at medvirke i TV-udsendelsen "Focus" 29. januar 1965, hvor den indgik som en af de fire pigtrådsgrupper i "Københavns Disharmoniske Symfoniorkester" - en idé fostret af TV-producer Palle Holgersen samt impressario Erik Haaest. Ved TV-optagelsen i Kai Diderichsens maskinhal i Islev syntes de herrer, at det kunne være en rigtig god ide at samtlige fire pigtrådsgrupper spillede på én gang, og da alle orkestre på dette tidspunkt kunne spille "Let's Go" og "Shimmy Shimmy", blev disse to numre som alle altså spillede på engang. Det lød derefter. De øvrige tre grupper var The Needles, The Black Beats og The Lennons.

Det "Disharmoniske Symfoniorkester" spillede allerede dagen efter i Tivolis koncertsal til Danmarksmesterskabet i Beat-musik 1965 og igen i KB-hallen 20. februar til et "Pigtråds-karnebal", hvor både udenlandske navne (The Liverbirds fra England og Matt Collins) samt danske grupper optrådte. Men der blev ikke flere optrædender som "det Disharmoniske.."

Rollings spillede to gange i Hithouse i januar måned og havde ligeledes løse jobs i skoler og ungdomsklubber, Greve Badehotel, men blev så husorkester i Jomfruburet på Strøget hele foråret 1965.

I Malmø havde popklubben "Westend Club" til huse. Den lå ved kanalen i Malmø på et hjørne i et gammelt saneringsmodent hus, bebyggelsen var meget lig med det gamle Nyhavn i København. Stedet var rimeligt populært i Sverige og var måske et slags tidligt "Boom-In"-lignende spillested hvor masser af svenske pigtrådsgrupper spillede i weekenden. Dog lå folk ikke på gulvet som i Boom-In, men her fik The Rollings også muligheden for en enkelt udenlandsk optræden.

Fredag den 7. juli 1965 sejlede gruppen fra Havnegade med DSB-færgen og da vi ikke havde nogen orkesterbil blev alt udstyret anbragt på en stor trækvogn som DSB var så venlige at udlåne, og instrumenterne blev således transporteret til Westend Club!

I sommeren 1965 fik Ole Steen Nielsen tilbudt at indtræde i Los Flamingos, hvor guitaristen Ulrik Hansen netop havde forladt denne gruppe til fordel for Matadorerne, og Ole Steen sagde jatak til dette.

I august måned reorganiserede Jørgen Thomsen gruppen med to nye medlemmers indtræden i gruppen (navne kan ikke huskes), Hans Jørgen Andersen fortsatte i gruppen på basguitaren, og denne konstallation deltog i Hit-house pigtrådskonkurrencen i januar måned 1966.

Gert Michelsen var ude af gruppen, men dannede sammen med Poul og Dennis Dehnhardt gruppen OS i efteråret 1965.

Endnu en konstallation af Rollings var, da Niels Tuxen indtrådte i gruppen i foråret 1966, men i sommeren 1966 gik både Niels Tuxen og Jørgen Thomsen til The Lennons og Rollings-epoken var slut.

Bassist Hans Jørgen Andersen spillede herefter kortvarigt i The Black Devils - er med på fotoet på Ecco-singlen "Then I kissed her/Cherry Stone".

ref.:
http://tinpan.fortunecity.com/mccartney/95/

 

 

 

LINKS

Gert Michelsen

Fender Jazzmaster m.m. (bl.a. The Rollings)

 

 

Til forsiden