Husmandsrock

Bageste række v-h: John Marding Nielsen (= John Danmark) - sax, Klaus Strandholm - gtr. og Lars Ømann - bas
Forreste række, v-h: Jesper Elkjær - kbd og Jes Baggersted - trommer

 

Første gang jeg hørte Klaus & Servants var midt i 1970'erne på diskotek "The Flying Dutchman" på Amagerbrogade, København S. Det var en regnfuld tirsdag og jeg var meget imponeret. Deres image af røvballe-musik kunne man glemme alt om; her blev der spillet disko, rock og så selvfølgelig et par uundgåelige dansktoppere - som sjovt nok blev begejstret modtaget af især det kvindelige publikum. Men den gumpetunge afdeling var bestemt ikke noget der trykkede repertoiret. For selv om Servants i den grad udsendte musik i røvballeafdelingen, var de alle fire stærke på deres instrumenter, og kunne spille meget andet. Jeg lagde især mærke til Strandholm's guitarspil både på plade og scene - her var der bestemt ikke noget at udsætte.

Jeg har ligeledes nogle gange besøgt deres Key Sound Studio i Præstø, og her fået et klart indtryk af gruppen som kompetente musikere med en bred musikalsk horisont. Den besætning som gruppen dengang havde, er efter min mening deres bedste nogensinde:

Klaus Strandholm - guitar, vokal
Lars Ømann - bas, vokal
Jesper Elkjær - klaver, orgel, vokal
Jes Baggersted - trommer, vokal

Sammen med sine forældre (især faderen) kørte Klaus Servant-forretningen til alles store tilfredshed. Det kom der dog en ende på en dag, da et af gruppemedlemmerne, mens de var ude at spille, fik øje på kontrakten på direktørens bord. Den blev ellers kun set og behandlet af Klaus og hans forældre. Beløbet var et helt andet (større) end det, Klaus havde oplyst til drengene...Det blev der en mægtig ballade ud af, EkstraBladet skrev f.eks. engang i 1977 at gruppens tre øvrige medlemmer kollektivt havde opsagt samarbejdet p.g.a. mistanke om kapelmesterens lemfældige omgang med betroede midler.

Herefter kørte Klaus forretningen videre med stadigt skiftende musikere. En utrolig masse mennesker har været ansat i kortere perioder, men vist aldrig fået del i det overskud, de reelt har produceret. Jeg har talt med en række tidligere ansatte, som alle bekræfter, at den betaling disse musikere fik, var lige nøjagtig hvad de havde krav på, og ikke en øre mere.

Lad os høre, hvad Strandholm selv har at sige om sagen:

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Klaus Strandholm fortæller historien om
Klaus & Servants

stort billede

 

 

1. afsnit

Jeg var 5 år gammel, da jeg i det Herrens år 1956 fik min første guitar - en spansk med nylonstrenge. Et brændende ønske var gået i opfyldelse, da jeg endelig sad med vidunderet i hænderne. Den guitar måtte stå en hel del igennem, inden den nogle år senere blev skiftet ud. Dens værste oplevelse var, da den måtte fungere som kølle til at dunke en stor, fræk fyr i hovedet med. Han havde gennem flere uger råbt "Banjo-karl" efter mig, når jeg var på vej til - og fra - min spillelærer, som hed Arne Hansen. Arne var en dygtig violinist. Han spillede ofte sammen med en pianist, når der var afdansningsbal eller anden festivitas på Hotel Frederiksminde.

Jeg er overbevist om, at mange børn meget tidligt bestemmer sig for, hvad de gerne vil bruge deres liv til. Det gjorde jeg i hvert fald. Jeg har den dag i dag et knivskarpt billede af en - for mig - helt speciel sommeraften, hvor jeg stod med næsen klistret til vinduet for at se og høre Arne spille. Jeg havde lige lært at cykle, og jeg var nærmest ekspert i lige at komme forbi, når Arne spillede.

Samme Arne var også kasserer for sygekassen i Præstø, og da jeg - lige fra jeg lærte at gå - løb byærinder for min mor, var det helt oplagt, når jeg skulle hen til Arne og betale sygekassekontingent, at medbringe min guitar, så han kunne se vidunderet. Han prøvede den og roste den, og så spurgte han meget naturligt, om jeg også kunne spille på den. Her måtte jeg svare nej, men samtidig lod jeg ham forstå, at der ikke var noget, jeg ønskede mere end at lære det. Arne smilede og sagde, at selvom han var violinist, kunne han godt lære mig de grundlæggende ting omkring guitaren, således at jeg kunne komme rigtigt i gang.

Når jeg kigger i bakspejlet, er jeg dybt taknemmelig for mine spilletimer hos Arne. Det lykkedes ham at få banket ind i mit ivrige drengesind, at der ikke er nogen lette genveje, hvis man gerne vil gøre noget ordentligt. Så jeg øvede skalaer og etuder efter Arnes anvisninger, og han riste og roste mig, når jeg mødte op til min ugentlige spilletime, i takt med, hvor flittig jeg havde været til at øve. Mit største problem i starten var at nå helt ud til guitarens første bånd - mine arme var for korte. Desuden kunne jeg heller ikke læse særlig godt. Jeg var ikke begyndt i skolen, men da jeg havde plaget længe nok, underviste mor og far mig på skift, så jeg hurtigt fik lært at læse simple ord og sætninger. Dette var nødvendigt for at kunne læse anvisninger og forklaringer i den guitarskole, som Arne underviste efter.

Således bevæbnet kom jeg hurtigt fra land, idet Arne havde regnet ud, at hvis jeg sad med guitaren således, at det meste af klangbunden ragede ud til højre for mig, så kunne jeg lige nå guitarens første bånd. Efterhånden som mine arme så blev længere, kunne jeg flytte guitaren længere til venstre. Det vigtigste for mig var, at jeg ikke skulle vente - noget, jeg altid har haft svært ved.

Tiden gik, og jeg lærte andre at kende, som også var bidt af musik. Nede på havnen mødte jeg en ung mand, som hed Per Johansen. Han spillede jazz på en hel-akustisk Höfner-guitar. Jazz var helt nyt for mig - Arne var meget klassisk orienteret, og hjemme var klassisk musik også i højsædet, idet min far havde sunget meget i kirkekor som dreng, og min mor var klassisk pianist - men jeg blev med det samme bidt af både rytme og harmoni i denne - for mig - nye musik. Jeg besøgte Per, så meget hans tid tillod, og sugede til mig alt, hvad jeg kunne. Det var lidt trist, da Per efter at have afsluttet studentereksamen tog til København for at studere videre til civilingeniør. Men det, jeg havde fået lært, var jo stadig hos mig - sammen med min hel-akustiske Höfner guitar, som jeg møjsommeligt havde fået sparet sammen til ved at gå med aviser, plukke jordbær, samle kartofler og luge roer.

Mit næste musikalske bekendtskab blev en dekoratør, der hed Poul Hansen. Han spillede også guitar. Hvor Arne havde lagt vægten på noder og teoretisk baggrund, var Poul ren gehør-musiker og fanatisk tilhænger af The Shadows. De havde lige fået udgivet deres første LP i forlængelse af deres gennembrud med "Apache", og første gang jeg besøgte Poul, åbnede en helt ny verden sig for mig. De næste par år gik med at spille Shadows-numre og lytte alle deres plader af, så jeg kunne alle de små detaljer udenad. Jeg havde nogle dejlige år sammen med Poul, inden han - ligesom Per - tog til København for at gøre karriere - ikke som civilingeniør, men som fotograf og dekoratør. Han nåede helt op, hvor luften var tynd. Det fandt jeg ud af, da jeg nogle år senere besøgte ham og hans både smukke og søde kone i deres lille lejlighed inde på Nørrebro.

Jeg har aldrig været god til at tage afsked med spillevenner eller folk i det hele taget. Jeg synes, at man dør en lille smule hver gang. Den måde, jeg altid har håndteret det på, har været at spille mig ud af det. Så jeg øvede meget. Men lige meget, hvor meget man øver, er og bliver det sjovere at dyrke musik sammen med andre - og pludselig en dag blev jeg inviteret til audition - dengang kaldte vi det bare prøve - i pigtrådsorkestret "The Rocking Hits".

Her præsterede jeg at blive antaget og fyret inden for samme uge. Jeg aflagde prøve, og de må have syntes, at jeg var OK, for jeg fik besked på, at vi skulle øve de to følgende aftener, fordi vi skulle spille på Færgekroen i Kalvehave om lørdagen. Jeg var helt tændt - men jeg tændte lige så hurtigt af efter at have forelagt mine forældre projektet. Det var OK, at jeg gerne ville ud at spille, men jeg skulle være hjemme senest kl. 22 - og i ferierne senest kl. 24. Denne ordning satte automatisk nogle meget snævre grænser for, hvem jeg rent orkestermæssigt kunne lave aftaler med. Selvfølgelig fandt "The Rocking Hits" en anden - og ældre - guitarist, der kunne spille ude lige så sent, det skulle være, drikke øl lovligt, købe en ekko-maskine på afbetaling og blinke til pigerne uden at blive kaldt en barnerøv.

ref.:
http://klausogservants.dk/nyhedsbrev/juni2007/Historie-1.htm

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Den unge Strandholm demonstrerer sine evner.

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

2. afsnit

Det var lidt svært at have været så tæt på det, jeg virkelig ønskede, og så være nødt til at sige fra på målstregen. Det hjalp lidt, da jeg begyndte at spille sammen med en skolekammerat - at spille er den bedste medicin for al dårligdom - der hed Ole Malmskov. En flink og musikalsk fyr som jeg havde mange dejlige timer sammen med - jeg mener, at Ole er tandlæge og bor i Esbjerg i dag. Jeg er også blevet fortalt, at han stadig spiller noget folkemusik i sin fritid.

I vores klasse havde vi en sød pige, der hed Kirsten Andersen. Vi forblev skolekammerater helt frem til og med gymnasiet - ellers var jeg heller aldrig blevet student. Hun kunne skrive guddommelige stile om de mest død syge emner, og hun var super til matematik. Tilbage til musikken og 12 års alderen: Kirsten havde en god sangstemme, så vi - Kirsten, Ole og jeg - blev hyret til at spille til skoleballet på vores skole - Abildhøjskolen - i oktober måned 1963. Vi øvede nogle sange ind - den ene hed "Frankie og Johnny"… de to har hver sin pony - og det var en kæmpe succes, da vi optrådte. Jeg var helt svimmel bag efter - og fra det øjeblik vidste jeg, at musikken ville blive mit liv.

Vi blev ikke sammen som trio, for det var lige på det tidspunkt, at pigtrådsmusikken slog igennem - og her var der ikke brug for en sangerinde akkompagneret af to drenge med akustiske guitarer. Der kom en skolekammerat mere med, som spillede trommer - endda en navnebror - og Ole og jeg hyggede os som trio et kort stykke tid. Der var simpelthen musik i den klasse, vi gik i, for pludselig havde vi Knud Ove Lund Jensen med på bas, og kort tid efter afløste Benny Spens min navnebror på trommerne. Vi var et godt team - sled bravt i det, og i løbet af et års tid begyndte vi at spille til ungdomsgilder - skolefester - klubarrangementer og lign. Det var virkelig begyndt at fungere, da vi gik ind i 1965 - og inden vi vidste af det, landede vi vores første virkelige engagement.

En af den tids store poparrangører kontaktede os sagde: "Hør her gutter, den 20. februar kører jeg et stort popbal med "The Skyriders" (der dengang landsdelsrepræsenterede toppen af dansk "Pigtråd") - jeg skal bruge en gruppe til at spille afvekslende med dem, - var det ikke noget for jer?" - Om det var. Vi var helt ellevilde. "Nå, jamen så er det i orden - hvad hedder I for resten?"

BØH … det havde vi aldrig rigtigt snakket om. "Ja, men hør nu her, jeg kan da ikke lancere en ny gruppe uden navn! Når jeg nu gør jer den tjeneste at tage jer med til et af mine engagementer, så kan I vel også gøre mig den tjeneste at finde på et navn, ikke? - Ring til mig om en time, så jeg kan nå at få jer med i annoncen."

Nu var gode råd bogstaveligt talt dyre - hvad gør man - han bad os gøre ham en tjeneste - og vi følte, at han gjorde os en tjeneste … tjeneste - tjeneste - tjeneste - hvem gør andre tjenester? Tjenere, selvfølgelig! Der var den. Mine damer og herrer: "The Servants". Nu havde vi navnet, men dermed var alle problemer ikke løst. Vi skulle have ens tøj på. Vi vovede os helt ud på det dybe vand. Det ville dengang sige: Lyse bukser med "cigaret-ben", sort nappavest med rødt for og blanke knapper, hvid skjorte med blanke manchetknapper, røde strømper, der matchede med vestens for og sylespidse, højhælede Beatles-støvler. Nej, hvor var vi flotte!

Dagen nærmede sig, og vi blev mere og mere nervøse. Tiden kan ingen kæmpe imod. Pludselig var det den 20. februar og klokken var 19.45. Vi stod med kold sved i hænderne og ventede på at tæppet skulle gå op. Det gjorde det, og samtidig lød Pop Carl's stemme: "Mine damer og herrer! Det er mig en stor fornøjelse at kunne præsentere en helt ny gruppe! Tag godt imod "The Servants"! Nu var det knald eller fald, der var ingen vej tilbage.

I de næste 30 minutter var det nu vores opgave at underholde de mere end 400 unge, som var mødt op i salen. Det er sjovt for mig så mange år efter at tænke på, at det var den samme sal på Frederiksminde, hvor Arne Hansen såede drømmen, at jeg havde min orkesterdebut - dengang spildte jeg det ikke en tanke.

Også lige et par ord om Pop Carl. Allerede på det tidspunkt var han en legende. Hvis en popgruppe skulle frem, så var Carl Kristensen manden, der kunne klare opgaven. Den dag i dag står Carls talent som manager som et lysende eksempel. Senere blev Pop Carl til Banko Carl, og i mange år kørte Carl sine bankoshows med stor succes både hos publikum og arrangører. De, der har oplevet Carl, ved, at der er tal om et helt specielt talent i ordenes allermest positive betydning.

Tilbage til 20. februar 1965 kl. 20.00 på Frederiksminde. Vi gik til den, det bedste vi havde lært, og allerede efter det første nummer skyllede bifaldet ind over os. Vi spillede og spillede, og bifaldet efter numrene blev ved. De 30 minutter fløj af sted, og det var første gang, vi sammen oplevede den berusende fornemmelse, der gennemstrømmer èn, når publikum reagerer positivt på det, man leverer. Stemningen blev højere og højere, og vi blev klappet ind til to ekstranumre. Selv "Skyriders" roste os, da vi kom tilbage til garderoben - helt øre og opstemte. Vi havde vundet. Succes'en var hjemme - og efter denne start var der hul igennem. Pludselig var der spillejobs på fredage og lørdage. Det gik lystigt derudad, og et halvt år senere stod vi som solonavn på samme scene.

Tiden gik - udover at spille skulle vi også passe vor skole, så der var nok at gøre. Vi havde meldt os til en stor konkurrence for pigtrådsorkestre. Den skulle afholdes den 5. december 1965 i Maribo Hallen. Det var første gang, vi prøvede at deltage i så stort et arrangement. Vi spillede selvfølgelig det bedste, vi havde lært, og vi opnåede en 5. plads blandt de i alt 25 dystende pigtrådsgrupper. Det betød, at Lolland-Falster pludseligt nu var åbent land for os. Udvidet territorium og flere spillejobs - Livet var bare dejligt!

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/juli2007/afsnit2.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

3. afsnit

Vi arbejdede - der blev spillet mere, end der blev sovet. "Speakeasy Club" i Næstved var et af de steder, vi spillede meget - der er sikkert mange i Sydsjælland, der husker denne unikke popklub. Især søndag eftermiddag var fantastisk. Vi spillede fra 14 til 18 for helt unge mennesker. Der var ingen udskænkning - deraf navnet "sodavandsbal". Jeg mindes med glæde den gode stemning, der gennemsyrede hele konceptet. Man burde have hædret de unge initiativtagere, der formåede at få klubben på benene og vedligeholde den gode ånd og trivsel.

Flere og flere mennesker blev opmærksomme på vores eksistens som følge af, at vi spillede meget. Vi fik henvendelse fra et professionelt orkesterbureau, der indbød os til et møde, som endte med en solokontrakt, og vi var herefter "i stald" hos "PB- musik" (Poul Birkum's Orkester og Solist- bureau) - det var i Maj 1966. Det første kontante resultat af dette samarbejde var et langtidsengagement for hele sommeren '66 - Restaurant "ENØ" i Karrebæksminde (badebyen ved Næstved). Det var et hårdt job med lang spilletid - og det var hver aften. Men det var sliddet værd. Vi fik en masse rutine og penge til at købe bedre instrumenter.

Poul Birkum havde ikke ladet høre fra sig, mens vi spillede på "ENØ". Han tog revanche, da vi havde afsluttet engagementet. Vi fik brev med anmodning om at komme til et møde på hans kontor. Jeg var meget spændt - havde vi ikke været gode nok? - skulle vi mon fyres eller hvad? Vi var lidt beklemte ved situationen, men det viste sig at være aldeles ubegrundet. Da vi kom ind ad døren, blev vi mødt med et "Davs med jer, drenge - nå, I er vel kaffetørstige - sid ned!". Jo tak, men vi var nu mest spændte på, hvad sagen drejede sig om. Kaffen kom. Poul gik hen til et skab, tog en stor mappe frem og sagde: "Jeg har lige talt med restauratøren på "ENØ". Jeg skulle hilse jer og sige tak for en god sommer".

"Det undrer jer måske lidt, at jeg ikke har ladet høre fra mig, men I har jo været godt anbragt og haft nok at gøre, så jeg har brugt tiden til at forberede efteråret og vinteren for jer. I denne mappe ligger en masse tilbud, og nu må I kikke dem igennem og krydse alle dem af, som I på nogen mulig måde mener, at I kan overkomme - men jeg forlanger, at I tager et fornuftigt hensyn til jeres skole".

Gosch! Mand - jeg måtte stive mig godt af og lade som om, at det var den naturligste ting af verden. En ordentlig slurk af kaffen - og så i gang med mappens indhold. Og det kan nok være, at vi gjorde store øjne. Der var ca. 4 gode tilbud i hver uge. Det var idrætsforeninger, restaurationer, popklubber, pigtrådskoncerter, skolefester osv. fordelt over hele Sjælland og Lolland-Falster. Helt oppe i skyerne krydsede vi hele stakken af - enige om, at det nok skulle gå. Vi kunne ikke få nok. Det blev hårdt - hold fast hvor vi knoklede deruda'. Der vankede adskillige skideballer, når vi mandag morgen sad og nikkede i historie- og matematiktimen med øjnene hængende helt nede på maven - lukkede. Vi gik i samme klasse alle fire og var lige begyndt i 2. real - det der i dag svarer til 9. klasse - så der var en hel del lektier, der også skulle laves.

Vores klasse skulle på en studietur til Berlin. Turen var lagt i Påskeferien 1967. Vi var lidt kede af tidspunktet, fordi vi måtte sige nej til et godt engagement på "Møllebakken" i Kalundborg Påskelørdag - ærgerligt. Der var 23 elever i klassen, og der skulle deltage mindst 20, for at turen kunne gennemføres. Så vi var nødt til at tage med for ikke at blive "lynchet" af de andre i klassen. Onsdag morgen gik toget. Vi besluttede at få det bedste ud af turen, og det skulle senere vise sig også at lykkes på en højst mærkværdig måde.

Det blev torsdag aften og efter en lang dag på museer, kunstgallerier, og hvad ved jeg, var der "nogle" som syntes, at vi trængte til at komme en tur i byen. Vi prøvede en del steder, men alle vegne skulle man være 18 år for at kunne komme ind, og da gennemsnitsalderen i klassen var 15-16 år, havde vi et problem. Det krævede ikke et UG (i dag ville man sige et 11 tal) i matematik for at regne ud, at der var nul adgang.

Med anvendelse af vores bedste skoletysk "Entschuldigen Sie bitte, können Sie uns helfen, wir mögen so gern" osv. - ja, så lykkedes det faktisk at finde en Pop Club, hvor kontrolløren indvilligede i at tale med vores klasselærer. Hvad de to talte om, og hvordan det lykkedes at få det kringlet, ved jeg ikke, men det endte med at kontrolløren slog ud med armene og sagde sådan noget som: "Ja, alle sind herzlich wilkommen, bitte eintreten, es wird nur 60 DM!"

Av min arm! 60 DM - det var 3 DM pr. horn - det kunne lommebudgetterne ikke bære. Alle havde jo købt vildt ind af alle de fantastisk billige tilbud, som omgav os, så ikke engang den samlede resterende kollektive kapital kunne finansiere bare noget, der lignede et Pop Club besøg. Hva' sku' vi gøre? Et lyst hoved sagde: "Ka' Servanterne ikke spille entreen af?" Et orkester kostede ca. 300 DM pr. aften, hvilket ville svare til, at vi skulle spille en time for 60 DM. Ideen blev forelagt værten, og han var vaks og sagde: "Geschäft ist Geschäft, bitte eintreten und herzlich wilkommen" - og alle myldrede ind.

Vi blev præsenteret for husets orkester, som hurtigt viste os, hvordan deres grej fungerede, og så fortrak de hurtigt ind i baren for at nyde en times uventet pause "mit süssen Wein und hübschen Frauen." Det gik bare super godt, da vi først kom rigtigt i gang. Vi havde nemlig lige inden, vi tog hjemmefra, fået indstuderet fire nye numre, som vi havde tappet fra Radio Luxemburg, og disse var også i Tyskland tidens helt store hits. Det blev alle tiders succes, og den aftalte time fløj af sted. Værten sad nede ved vores bord, da vi kom ned, og han sagde: "Darf ich euer Bureau-adresse haben, ich will euch engagieren. Wann habt ihr Zeit?"

Sikke en aften! Vi svævede på en lyserød sky, og i vores fantasi var vi allerede på vej mod international berømmelse. Næste dag skulle vi hjem til Danmark. Med afrejse midt på eftermiddagen var det nat, inden vi var i Præstø. Allerede tidligt næste morgen røg jeg i telefonen til Poul Birkum for at høre, om der var kommet forespørgsel fra Berlin - men ak, det var der ikke. Tre dage i træk ringede jeg forgæves, og jeg begyndte at tvivle på, om der overhovedet ville komme noget ud af den sag. Det kom der aldrig, og det gjorde os selvfølgelig lidt kede af det. Jeg fik personligt lært, at ikke alt, hvad der glimter, er guld.

På plus siden havde Poul Birkum sørget for, at vi havde kalenderen fuld hele sommeren. Når jeg siger, at kalenderen var fuld, er det ingen overdrivelse. Vi spillede næsten hver eneste dag hele sommeren, og alle de mange arrangementer gav os virkelig rutine og sikkerhed.

En dag sidst på sommeren på "Baltic" i Nykøbing F. stak Poul Birkum hovedet indenfor, og under kaffen i pausen sagde han: "Jeg synes efterhånden, at I er ved at få fod på sagerne. Kunne I ikke indspille et bånd med 3-4 af jeres bedste numre, så vil jeg kontakte et pladeselskab, for jeg tror, at I har en rimelig chance nu." Mon ikke der var 4 drenge, som sprang i luften. En pladeudgivelse ville være virkeliggørelsen af vores vildeste drømme.

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/august2007/afsnit3.htm

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

"Herlig-herlig" - et næsten-hit fra 1972.
v-h: Jes Baggersted, Jesper Elkjær, Klaus Strandholm,
Knud Ove Lund Jensen ("Jonas") og John Danmark

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

4. afsnit

En uges hårdt arbejde i øvekælderen med en gammel B&O båndoptager resulterede i et bånd med 4 numre, som blev afleveret til Poul Birkum - spændingen var uudholdelig. Kunne det virkelig lykkes at få indspillet og udgivet en grammofonplade?

Efter ca. 14 dage modtog vi en kopi af et brev, som Poul Birkum havde modtaget fra Sonet, og kort refereret stod der: Tak for Deres henvendelse. Vi synes, at gutterne er gode - men endnu ikke gode nok til at konkurrere på plademarkedet. Det er hårdere nu end nogen sinde, så det ville være at gøre dem en "bjørnetjeneste" - men "øvelse gør mester" som manden sagde!

Fuuut! sagde det, da gassen fløj ud af ballonen med alle vores drømme!
Hvor var vi skuffede.

Nå! Bedre held næste gang - sagde vi til hinanden. Efteråret gik med hård træning for at få det frem, som vi mente grammofonselskabet efterlyste, så vi kunne gøre os gældende på plademarkedet. Spillejobs havde vi heldigvis masser af - Nytårs aften 1968 spillede vi på "Reci" i Næstved., og allerede i januar skulle det vise sig, at der skete noget meget afgørende i vores karriere.

Lørdag, den 27. var vi i Raklev-Hallen ved Kalundborg. Vi skulle spille afvekslende med et af den tids store navne, nemlig The Clan med sangerinden Vita. Trommeslageren i dette orkester var den kendte James Campbell, og han var på det tidspunkt ansat på pladeselskabet Sonet som producer for hele popafdelingen. Det viste jeg jo godt, og Vita var så sød at præsentere mig for ham i pausen.

På bedste skole engelsk lod jeg James forstå, at vi var meget interesseret i at få et møde med ham på hans kontor, så vi kunne rulle et bånd for ham, vi havde indspillet. Jeg må lige sige, at det ikke var det bånd, som Birkum havde brugt til at introducere os, men et nyt, som vi havde lavet i juledagene. "You are welcome to come to my office on Monday at 10 o'clock. Then we can listen to your stuff - OK?"

Selvfølgelig var det OK mand! Nu havde vi da endelig fået en fod i klemme i døren til det forjættede land - troede vi! Hvordan skulle jeg nu fikse en hel mandag fri fra skolen? - Mor måtte "gøre" en seddel til klasselæreren til på tirsdag: "Klaus var desværre nødt til at holde sengen i går på grund af stærk hovedpine" - mon ikke den kunne gå!

Jeg kunne næsten ikke sove søndag nat, for nu havde jeg for første gang en personlig aftale med en mand, som havde mulighed for at lancere os på plade. Jeg stillede præcis kl. 10.00 på Mr. Campbell's kontor - og blev vel modtaget. Efter at have hørt vores bånd trykkede James på samtaleanlægget og kaldte direktørens kontor, og et øjeblik efter træder selveste Gustav Winckler ind ad døren. Jeg husker, at James sagde: "I think I have the group you are looking for." Resten af mødet foregik så imellem Gustav Winckler og mig, idet James skulle være i studiet kl. 11.00. Nå, resultatet blev, at jeg fik fire sange, som vi skulle indstudere og præsentere for Gustav.

Vi gik til den. Det her var jo simpelthen alle tiders chance. Vi havde fået 14 dage til at lave prøvebåndet og få det af sted. Det nåede vi, og to dage senere kaldte min mor: "Klaus! - Gustav Winckler er i telefonen!"
Hallo! Hej Klaus, det er Gustav - tak for prøvebåndet. Jeg har lyttet det igennem nogle gange, og jeg synes, at det stort set er i orden. Jeg har bestilt studie til os den 12. august kl. 10.00 og de småting, som der skal pilles lidt ved, kan vi lige kikke på i overmorgen. Bent Werther og jeg har et engagement om eftermiddagen sydpå, så vi kan nok være hos dig ca. kl. 20. Hva' siger du til det?

Det anede jeg da ikke såd'n lige fra hoften - men jeg sagde selvfølgelig, at det var helt i orden. "Fint! Hej så længe!" - og væk var han igen, så nu var der kun een vej, og det var fremad. "Store Gustav og lille Bent" troppede op som aftalt. De sprudlede af humør og gags - en aften vi sent vil glemme. Selv om det er et sidespring i denne forbindelse, vil jeg her lige indskyde, at det er med vemod og en "klump i halsen" at jeg tænker tilbage på denne aften. "Store Gustav" og "Lille Bent" står for mig som nogle af de største på den danske stjernehimmel, og jeg er sikker på, at der er mange som jeg, der synes, at de forlod os alt for tidligt.

Nå, vi fik snakket og grinet, men også rettet de småting, som Gustav udpegede på de fire sange, så de var klar til indspilning i studiet. Jeg tror, at min klasselærer efterhånden var godt træt af min tendens til pludselig hovedpine - og det var der vel egentlig ikke rigtig noget at sige til. Jeg vidste, at den der med at forudse en hovedpine til den kommende tirsdag ikke ville holde, så der måtte findes på noget nyt. Det lykkedes ikke, så det endte med, at vi måtte "krybe til biddet" og bede om fri en hel dag.

Fri fik vi, og i studiet kom vi. Det var en helt ny fornemmelse at spille musik, mens vores kammerater var i skole - men på den anden side også en hel del mere uromantisk, end vi havde forestillet os. Det var første gang, vi oplevede os selv som professionelle musikere, der spillede mens andre mennesker gik på arbejde. Vi fik de 4 planlagte titler "i kassen", som man siger, og det var både sjovt og spændende, men som sagt helt anderledes, end vi havde ventet.

Allerede sidst i august modtag vi en lille pakke med et kort fra Gustav, hvor han skrev: "Kære Servanter - pøj med os" - hilsen Gustav. I pakken lå der et eksemplar af vores allerførste grammofonplade - en single med titlerne: "Pigen i dalen" / "En lille bitte tåre". Det var en stolt fornemmelse at stå med sin første grammofonplade i hånden.

Pladen kom i handelen, og pressen skrev, at vi spillede "blød beat" - iørefaldende og fint produceret. Nu troede vi, at lykken var gjort - men vi blev hurtigt pillet ned igen, for hvad betød det hele, når radioen ikke spillede pladen. Uden afspilning i radioen kunne folk ikke vide, at vi havde fået udsendt en plade, og følgelig kunne de heller ikke købe den - på bundlinien kunne vi ganske enkelt konstatere et "flop".

Nej, det var ikke - har aldrig været og er ikke - så enkelt og så nemt, som mange måske tror. Gustav tog det meget roligt: "Nu prøver vi at udsende den næste single, men flopper den også, så må I finde jer et andet pladeselskab - og vi må finde en anden gruppe". Nu var succes altså ikke længere noget, vi ventede på - eller glædede os til, hvis den kom. Nej! nu var succes en nødvendighed, hvis vi ville "spise kirsebær" med de store. Det var en underlig situation at stå i for fire syttenårige hvalpe. Vi havde det mærkeligt, og det værste var, at vi ikke anede, hvad vi skulle gøre.

Den nye single: "Lykkeskoen" / "Lille mor" kom på markedet i januar 69. Nu var det knald eller fald - og fald blev det! Vores single nummer to blev et kæmpe flop! Vi havde prøvet - og tabt. Grammofonkontrakten blev ophævet. Det var ikke kun os, der var skuffede. Poul Birkum var også ked af det. Vi blev ikke fyret, men som sagerne stod, kunne han ikke gøre mere for os her og nu. Man kan sælge succes - ikke fiasko.

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/september2007/Afsnit%204.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

5. afsnit

Jeg syntes bunden måtte være nået, men det blev værre endnu, for vores rytmeguitarist tog med sine forældre på en 6 ugers ferie, og inden han rejste, nåede han lige at sige, at han ikke havde lyst til at starte op igen, når han kom hjem. Det bevirkede så, at trommeslageren fandt ud af, at han faktisk heller ikke havde lyst til at fortsætte. Så tilbage var kun bassisten, Knud-Ove, og så mig (sagde hunden), og hvad havde vi at gøre godt med? To massive plade-flop, en annulleret grammofonkontrakt og næsten ingen engagementer. Det kan man vist kalde en nedtur!

Jonas - som Knud-Ove blev kaldt - og jeg satte os stille ned og blev enige om, at nu var vi så meget på spanden, at det herfra kun kunne gå opad igen - ingen af os anede, hvor sandt det skulle vise sig at være. Allerede næste dag vendte en telefonopringning op og ned på det hele!

Jeg var lige kommet hjem fra skole, da telefonen ringede. "Hvis det er til mig, og det har noget med showbiz at gøre, så sig, at jeg ikke er hjemme", sagde jeg til min mor, som havde rejst sig for at tage telefonen. Lidt efter kom mor ud i køkkenet og sagde: "Er du sikker på, at du ikke vil tale med nogen? - Det er en herre, der kalder sig Eugen Tajmer." Jeg for ind til telefonen - uden at svare min mor. "Knald eller fald rygtes hurtigt i branchen, Klaus - og da jeg selv er gammel gøgler, ved jeg nogenlunde, hvordan du har det efter to pladeflop og stort set uden jobs. Rigtig elendigt - har jeg ikke ret?"

Hele denne smøre kom ind i mit øre fra Eugen Tajmer i den anden ende af tråden. Jo - det havde han så sandelig ret i, og jeg nåede ikke engang at få fortalt ham, at enten havde trommerne ikke lydt højt nok, eller også havde han ikke hørt ordentligt efter, for ud over al den elendighed han allerede havde repeteret, så stod jeg jo også uden orkester!

Men han drønede videre: "Jeg mangler dansemusik til "Grønnehavehus", "Fjordvilla", "Skandinavien", "Sct. Pauli" og "Le Pavillon Rouge" på tirsdage, torsdage, fredage og lørdage resten sommeren - dvs. juli og august. Der er tale om noget, der ligner 35 spillejobs - er det noget for dig?"

At jeg ikke svarede med det samme, har han antagelig opfattet som total benovelse, for han fortsatte, som om jeg havde svaret "ja" - "Nå, men så har du kontrakterne med posten i morgen - og lov mig at returnere dem lidt hurtigt, for vi er lidt sent på'n. "For resten er jeg interesseret i, at vi laver en solokontrakt, hvis det går godt med de her 35 engagementer - vi tales ved. Hej du!" - og væk var han. Hele samtalen havde højst taget 3 minutter, og jeg skal love for, at der var vendt op og ned på det hele: 35 jobs og intet orkester - helt ny fornemmelse!

Nu var det om at smede, medens jernet var varmt, men hvordan smeder man uden smede - og hvor skulle jeg få dem fra? Jeg ringede til Jonas for lige at checke, at han nu også ville fortsatte, sådan som han havde sagt. Det ville han da - endog meget gerne. "Hvornår går vi i gang?" spurgte han. "Det gør vi næste torsdag på Sct. Pauli i Stubbekøbing", sagde jeg. "Ja, det er godt! Du har altid haft en barsk humor, men ta' nu lige og svar mig alvorligt," kom det i en lettere irriteret tone. "Det har jeg lige gjort. Problemet er bare, at vi ikke har noget orkester, men gi' mig lige et par timer. Jeg har et par løse ender, som jeg vil forsøge at få bundet sammen - jeg ringer til dig senere," svarede jeg.

Jeg drejede et nyt nummer: "Davs Jens-Peter! Arrangementerne til de to potpourrier, du har bestilt, er færdige, så du kan bare hente dem ved lejlighed. De er for øvrigt særdeles billige, hvis du kender telefonnumrene på en god pianist, som er ledig på torvet, og en god trommeslager, som vil ha' et godt job - og så lige en god blæser, som har det på samme måde." "Sig mig, er det et helt orkester du vil ha'? For så er der da masser af gode trioer rundt om på danserestauranterne - OK! Jeg skal se, hvad jeg kan gøre for dig. Jeg kigger indenfor om en halv times tid."

Jeg vil lige indskyde, at Jens-Peter var kapelmester for den dengang meget populære Konvair-sekstet med sangerinden Inger-Lise - og jeg skrev arrangementer til dem på freelance basis, når deres førstetrompetist, Calle, ikke kunne nå det. Dette skaffede mig ikke bare nogle hårdt tiltrængte penge til bedre instrumenter, men også en øget erfaring som arrangør for en større besætning. Calle var en fantastisk trompetist og en lige så fantastisk arrangør, og han var ikke bange for at lære fra sig. Hans eneste fejl var hans tørst. Han døde af den, og jeg husker tydeligt den klump, jeg fik i halsen da Jens-Peter fortalte, at han den sidste aften, han levede, ikke var nået op ad trapperne til sin lejlighed, men var faldet i søvn på et trappetrin i sin brandert efter et spillejob i "Kirkeskoven" i Vordingborg. Man må ikke være sur på de døde - men det er svært at lade være, når han sagtens kunne have spillet ti eller tyve år mere på en mindre promille.

Tilbage til JP der var på vej for at hente "Down Town" og et James Last Potpourri. Det bankede på døren, og JP trådte ind. "Nu skal du bare høre. Der bor en fyr nede i Nyråd, som hedder Jesper Elkjær. Han er ikke ret gammel, men efter sigende er han en knald dygtig pianist - specielt indenfor populærmusik. Noder kan han ikke, men hvis han er så skrap, som der siges, er det vel noget, han hurtigt kan lære. Jeg synes, at du skulle prøve ham. Nå, men jeg har travlt, så jeg smutter igen. Tak for arrangementerne, regningen kan du jo sende, når du har talt med "Mr. Elkjær."

Jens-Peter havde ret. Jesper var en supergod pianist, og han var meget interesseret i at komme ud og spille. Som en ekstra bonus kendte Jesper en trommeslager fra Vordingborg, som han mente passede lige ind. Han ringede til Jes Baggersted, og jeg husker, at jeg, da jeg mødte ham, bare vidste, at han skule være vores trommeslager. Han spillede som en drøm, var charmerende og helt igennem en alle tiders fyr. Og så kendte han en saxofonist, som skulle vise sig at være lige, hvad vi manglede for at have et orkester, der kunne levere varen. John Nielsen var helt med på ideen - men det var også nødvendigt, for vi havde stort set ingen tid til at få et repertoire op at stå.

Det var midt i eksamenstiden, men det var der ikke noget at gøre ved. Nu var smedene samlet, så nu skulle der smedes. Heldigvis var jeg i god form med hensyn til at skrive arrangementer, så jeg lod skolebøger være skolebøger og arrangerede al den tid, jeg skulle have forberedt mig til eksamen. Det blev følgelig en elendig eksamen - men samtidig et godt orkester, der så dagens lys. Juli måned 1969 blev den travleste periode, jeg endnu havde oplevet i mit unge liv. Det nåede ikke at gå op for mig, at det var sommerferie, for vi øvede, spillede jobs, øvede mere og spillede flere jobs.

Vi havde succes samtlige steder, vi spillede - selvom vi, da vi startede på "Sct. Pauli" i Stubbekøbing", kun havde et meget lille repertoire. Hidtil havde Beatles, Stones og ikke mindst Cliff & Shadows været stensikkert repertoire. Nu var det lige som om, at dansemusikken for alvor havde fået et come-back. Alle de gamle Kaj Norman Andersen-melodier afvekslende med James Last var nu pludselig "hot stuff". Faktisk passede det også godt til vor besætning: Jesper, klaver og orgel, Knud Ove (Jonas) bas, Jes trommer (og et super godt humør), John sax'er og klarinet og jeg selv på guitar.

Fordi vi øvede flittigt, fik vi hurtigt udvidet repertoiret, så vi kunne spille en hel aften uden at gentage et eneste nummer. Alle de steder, vi kom, var værterne yderst tilfredse - jeg husker steder som Hotel Skandinavien (Stege), Grønnehavehus (Nykøbing Sj.), Hotel Harmonien (Ærøskøbing), Pavillonen (Søllested, Lolland) og pavillonen i Høve Skov. Det var altid helt skønt, når Eugen Tajmer, som jeg endnu kun kendte telefonisk, hver mandag formiddag ringede og fortalte, at forrige uges arrangører havde booket flere engagementer i fremtiden.

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/oktober2007/Afsnit%205.htm

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

"Ring! Ring!" fra 1973
v-h: Jes Baggersted (drm), Klaus Strandholm (gtr), Jesper Elkjær (kbd) og Lars Ømann (bas)

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

6. afsnit

Før jeg fik set mig om, havde jeg faktisk, hvad jeg havde kæmpet så hårdt for, et godt fungerende orkester og alt, hvad vi kunne klare af engagementer et helt år frem i tiden. En af de vigtigste ting, der skete, var, at vi tegnede solokontrakt med Eugen Tajmer Booking, og jeg husker tydeligt, hvordan det skete. Vi spillede en aften på Grønnehavehus i Nykøbing Sjælland, og i en pause kommer en lille - meget ungdommelig - herre hen til mig og siger: "I er sgu' nogle dygtige unge drenge - så dygtige at jeg faktisk er stolt over at være ham, der sælger jer. Forresten tror jeg, at vi for fremtiden skal sætte prisen lidt op, synes du ikke?" Først da gik det op for mig, at jeg talte med Eugen Tajmer himself.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke kunne kende ham - men om natten er alle katte grå, siger man jo - og på tværs af alle de mange jobs, han allerede havde lavet til os, kendte jeg ham kun telefonisk og fra billeder i bladene. "Jo Eugen, det ville da være en udemærket idé" - hvad skulle jeg ellers svare på sådan et spørgsmål?

"Nu skal du bare høre," fortsatte Tajmer. "Jeg sender dig et kontraktforslag løbende over de følgende to år, og hvis det er OK, kan du godt regne med, at hyren stiger et par hundrede kroner pr. aften." Et par hundrede kroner var mange penge for os dengang. Det ville betyde nye og bedre instrumenter, nye fankort og plakater, så da kontrakten kom, var der ikke så meget at betænke sig på. Jeg skrev den under, og så brød det for alvor løs. Det formelig væltede ind med kontrakter. Der var så mange spillejobs, at mine gamle for alvor var bekymrede for min evne til at passe skolen. Enden på en endeløs række diskussioner blev, at vi enedes om, at jeg kunne sove, når jeg engang blev gammel.

Efteråret gik med at overkomme alle de jobs, Tajmer havde lavet til os, og på grund af den overvældende succes, vi havde så at sige alle steder, vi kom, begyndte en garnmel ambition at dukke op: Var der muligheder for at indspille en plade med Klaus & Servants? Jeg prøvede at ringe til Gustav Winckler for at høre, om han var interesseret i at tage tråden op - men efter de to flops med "The Servants" var han kølet en del af.

I stedet for at græde over det, ringede jeg til Eugen Tajmer og lagde kortene på bordet. Han var som altid hurtig på aftrækkeren: "Gi' mig en time, så skal jeg se, hvad jeg kan gøre." Der gik en time, og der gik to, og der gik resten af dagen uden der skete noget som helst. Der gik en hel uge, og jeg havde faktisk så småt indstillet mig på, at Klaus & Servants ikke rigtigt p.t. havde grammofonbranchens interesse - og så en eftermiddag ringede Eugen: "Du må undskylde, at jeg først ringer nu, men det var lidt svært at få bid". Det var selvfølgelig helt i orden. Videre mand - jeg sidder på nåle.

"Send mig et demo-tape med fire af jeres bedste melodier, og sørg for, at det lyder rigtig godt, så tror jeg, at jeg har manden, I har brug for." Væk var han, men det var mine problemer langt fra. På den anden side var det jo det, jeg havde bedt om, og i den følgende uge var mit værelse omdannet til et indspilningsstudie. Vi havde en anstrengende men pragtfuld tid med indspilningerne - i modsætning til mine forældre der dengang havde soveværelse lige oven over. De måtte vente med at sove, til de blev ældre.

Resultatet blev hæderligt - selv Tajmer virkede imponeret - så nu var det spændende. Jeg kan huske, at min mors første ord, når jeg kom hjem fra skole, var: "Nej, han har heller ikke ringet i dag". Men så en dag havde han ringet og sagt til min mor, at jeg skulle ringe ekspres. "Du skal til møde på mandag kl. 10 hos direktør Leif Risell, RCA, i København, jeg har desværre travlt nu, så jeg må løbe, men vær nu en stor dreng, ikke - hej-hej!"

Det kunne han sagtens sige. Jeg kendte intet til grammofondirektører, og desuden havde jeg rigeligt med forsømmelser i skolen i forvejen. Nå - enden blev, at jeg til en forandring officielt var "varm i hovedet" om mandagen - det stod der i alle tilfælde på den seddel, jeg afleverede i skolen om tirsdagen.

Som Tajmer havde arrangeret det, osede jeg til staden. Jeg havde i den anledning lånt min fars Capri, idet min egen lille Mascot ikke var sikker på, at den kunne klare så lang en tur. Klokken fem minutter i ti stod jeg i receptionen hos RCA og fremstammede mit ærinde. "Ja, hr. Risell er ledig nu, og han venter dig, bare følg med denne vej" sagde Margit, som den søde receptionspige hed.

"Dav Klaus, mit navn er Leif Risell, og for at gå ligetil sagen, så har jeg fundet fire titler frem, som jeg synes er gode. Hvis du er enig med mig, så kan vi sådan set godt gå i studiet, for jeg har fået lavet nogle danske tekster". Tja, så let gik det. Jeg ved ikke, hvad jeg havde forestillet mig - i alle tilfælde et eller andet dramatisk - men at en grammofondirektør kunne være et ganske almindeligt menneske, det var aldrig faldet mig ind. Vi sludrede over et par kopper kaffe efter at have hørt de fire titler, som for øvrigt faldt fuldstændig i tråd med min opfattelse af, hvad Klaus & Servants stod for musikalsk. Jeg kan huske, at jeg var meget mærkelig til mode, da jeg kørte hjem fra København. Det var, som om vi igen stod på tærsklen til den professionelle verden - blot væsentligt bedre musikalsk rustet denne gang.

Da jeg kom hjem, var jeg egentlig for træt til noget som helst, men alligevel satte jeg mig - vel nok hypnotiseret af situationen og af alt det nye - og skrev arrangementerne til alle fire titler, således at vi tirsdag aften kunne komme i gang med at lave det prøvebånd, som jeg havde lovet Leif Risell som en sidste test, inden han bestilte studie. Vi blev færdige sent tirsdag nat, og en uge senere havde vi svar fra Risell i form af en tidsplan sammen med et kort brev, hvori der stod: "Vi ses i Metronome Studio mandag kl. 10.00."

Nej, hvor var vi spændte. Det var som om, der var 6 år i stedet for 6 dage til mandag kl. 10.00. Det kunne endda gå om eftermiddagen og om aftenen, for der øvede vi. Men om formiddagen i skolen var det næsten for meget. Jeg har aldrig fundet det at gå i skole særligt interessant. Gymnasiet var endnu værre. Jeg vil tro, at jeg nåede at lave et par dusin råskitser af Metronome Studio - hvad hjertet var fuldt af, løb pennen over med.

Imidlertid blev det mandag morgen, og vi kørte til København. Vi havde alle fået brygget dumme undskyldninger sammen til skoler og arbejdspladser. Selv vores chauffør, som kørte gymnasieelever til Vordingborg, havde fået hægtet skoleturen af for at køre os og vores instrumenter til København. Hans Jacobsen kørte for os i mange år, og det er ikke godt at vide, hvad der var blevet af os fem lømler, hvis ikke han ind imellem havde skruet bissen på, når vi var færdige med at spille. Han var faktisk ligesom en far for os. Han var bestemt og ikke til at løbe om hjørner med - men samtidig elskede han os. Vi kaldte ham "Kong Nat og Dag", fordi han kunne køre i timevis på alle tider af døgnet uden at blive træt. Hans er ikke mere iblandt os - Hans, jeg håber, at du modtager de taknemmelige og varme tanker, jeg lige nu sender op til dig!

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/november2007/Afsnit%206.htm

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Pladeomslaget til "Den bedste pige" fra 1974, der gik sikkert ind på Dansktoppen.
v-h: Jes Baggersted (drm), Lars Ømann (bas), Jesper Elkjær (kbd) og Klaus Strandholm (gtr)

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

7. afsnit

Da ikke alle ved, hvordan en pladeindspilning foregik dengang, vil jeg lige gøre lidt ud af at forklare, hvad der egentlig foregik hin mandag. Den almindelige opfattelse var, at man bare satte en mikrofon op, når orkesteret spillede og sang, og hvis ellers det var et godt orkester, så var sangen indspillet når, orkestret havde spillet den igennem. Dette var også sandt 10 år tidligere, men så tog udviklingen fart. En masse ny teknik, som gjorde, at kvaliteten på indspilningerne virkelig fik et løft, så dagens lys - og dette vil jeg gerne give en kort beskrivelse af. Ud fra tidsplanen, som jeg har gemt i min scrapbog, skete der følgende:

Vi ankom til Metronome Studio i København kl. 9.00
09.00 - 10.00 Trommer, forstærkere, guitarer m.m. slæbes op i studiet på 3. sal
10.00 - 11.00 Lydprøve: Teknikeren (han eller hun kaldes en engineer i fagsproget) anbringer mikrofoner ved trommer, de forskellige instrumenter og forstærkere. Samtidig med vi prøver numrene igennem, indstiller teknikeren den rigtige balance ved mikserpult
11.00 - 13.00 Produceren (Leif Risell) har erklæret sig tilfreds med lyden og optagelserne kan starte. Vi laver først grundbånd (trommer, guitar, orgel eller klaver og bas) til de fire sange
13.00 - 14.00 Middag
14.00 - 16.00 Gennem høretelefoner hører jeg baggrundsmusikken (grundbåndet), som jeg så synger til
16.00 - 18.00 Kor indsynges
18.00 - 19.00 Pakke sammen, slæbe til bilen og læsse

Det var sådan set i grove træk, hvad der skete. Skal det hele med, så havde jeg en meget kedelig oplevelse, da jeg stod alene i studiet og skulle synge ind. Lige så flink og hyggelig som Ivar Rosenberg var, da vi indspillede vores to Servants-singler med Gustav som producer, lige så hård og kold var teknikeren i Metronome Studio. Jeg var ude i kontrolrummet for lige at få et indtryk af, hvordan det lød på båndet, og han sendte mig ind igen med bemærkningen: "Gå nu lige ind og bræk dig igen!"

Det er muligt, at det var jargonen blandt de store drenge, men det er ikke noget, der fremmer processen for en ung og uerfaren provinsdreng. Som de fleste unge havde jeg et heftigt temperament, og hvis ikke Leif havde været den dygtige og rare mand, han var, tror jeg dagen var endt anderledes. Efter en god snak ude i gangen smuttede jeg ind og sang færdigt. Det, han sagde til mig, var genialt: "Har du ambitioner om selv en dag at sidde på den anden side af ruden" (hermed mente han ude i kontrolrummet, hvor man sidder og ser ind til den eller dem, der spiller eller synger, igennem en meget stor og tyk glasrude)? Jo - det havde jeg da tænkt på en gang imellem. "Hvad kan du så bruge denne episode til?" Kors hvor havde han dog ret. Lær af den. Sådan ville jeg aldrig tale til debutanter, hvis jeg en dag selv skulle sidde ved roret i et studie.

Leif havde lovet os en kopi af masterbåndet (det bånd pladen skæres efter), så snart han var færdig med at mixe - og jeg lover dig, at det var fem spændte herrer, der var forsamlet torsdag aften på mit værelse for at høre resultatet. Jeg tror simpelthen, det er et af de største øjeblikke i mit liv, jeg kan mindes, når jeg tænker tilbage på hin torsdag aften. Det kan godt være, at det lyder meget selvoptaget og opblæst, men prøv at forstå det på den rigtige måde. Det var en helt fantastisk følelse at høre bas og trommer gengivet helt uforvrænget og klart (efter den tids normer). Tænk på, at stereo dengang var noget forholdsvis nyt. At udsende singler i stereo var, så vidt jeg ved, på dette tidspunkt ikke gjort i Danmark før med lokalt repertoire, så jeg var meget spændt på, om grunden til at masterbåndet var i stereo, var, at pladen skulle udsendes i stereo.

Pianoet var optaget med to mikrofoner - en over basstrengene og en over diskantstrengene - således at man følte, at tangenterne gik i en bue fra højtaler til højtaler. Desuden havde Leif sørget for den mest velsignede echo rumklang på sangen og især koret. Alt i alt tror jeg godt, at jeg tør sige, at jeg var meget stolt over, at det var lykkedes at få 4 titler i kassen på én dag. Det var trods alt første gang, vi var i studiet sammen - Jonas og jeg havde prøvet det før, så det var anden gang for vores vedkomne. For det aktuelle band var det en debut.

Hvis du synes, jeg lyder lidt selvglad i det ovenstående, så tag det helt roligt - i det følgende bliver jeg pillet grundigt ned. Næste dag ringede jeg Leif Risell op - spændt på, hvad han mente om resultatet. "Jeg synes, det er hæderligt, men på den anden side ikke bedre, end jeg havde regnet med, for ellers havde jeg ikke satset på jer". Hvad manden sagde, var rigtigt, og endnu engang fik jeg fornemmelsen af alvoren bag kulisserne - specielt det sidste, som Leif sagde, inden vi sagde farvel, bør der lægges mærke til. "Og husk, det er faktisk først nu, problemerne opstår, for hvad hjælper det, at vi har produceret nogle gode titler, hvis radioen ikke spiller dem - og hvad hjælper det, at radioen spiller pladen, hvis folk ikke, når de har hørt den, går hen og køber den. Det med at lave en hit single er noget, alle drømmer om, men som meget få i virkeligheden opnår. Men OK, lad os nu se."

Cirka seks uger senere udkom pladen - en single med "Jeg vil ikke giftes" på A-siden og "Trille fra Helsingør" på B-siden - og nu startede ventetiden. Det var uudholdeligt at vente, til det blev Dansktop-tid lørdag eftermiddag, bare for at konstatere, at i denne uge var vi heller ikke med. Efter en måneds tid gik det endelig op for mig, at man fra radioens side havde kasseret vores single som emne til at blive præsenteret. Jeg havde frygteligt ondt af mig selv, og endnu engang var det Leif, der fik mig til at se tingene i et lidt mere realistisk skær. Som han sagde: "Det er trist for jer, men hvad med os (RCA), der har betalt gildet?" - og det var jo rigtigt.

Det kom nu alligevel til at betyde noget, at vi havde fået udgivet en ny plade. Eugen Tajmer sendte nemlig et eksemplar plus en pressemeddelelse til alle vores kunder - samtidig med at han strammede den et par hundrede kroner med hensyn til vores honorar.

Tiden gik, og et andet problem tårnede sig op: Studentereksamen. Den var et helvede, men det gik - lige på et hængende hår over dumpegrænsen. Endnu sværere var det imidlertid at få overbevist mine forældre - og faktisk også mig selv - om eksistensen af en fremtid som professionel musiker efter floppet med vores debutsingle på RCA. Mine forældres drøm var at jeg skulle være civilingeniør - men med den studentereksamen, jeg tog hjem, kunne jeg i bedste fald kaldes en senil ingeniør med hensyn til formler i fysik og matematik. Så jeg valgte at søge ind på Seminariet i Vordingborg. Jeg var jo nødt til at lægge billet ind på et eller andet - jeg kunne jo altid springe fra, hvis jeg fandt på noget bedre.

Efter at vi hele juli måned havde gået og ventet forgæves på, at radioen skulle forbarme sig over "Angelina" / "Tag sommersmilet frem", som udkom, lige inden vi rejste til Fredericia, hvor vi spillede hele måneden, besluttede jeg mig til at starte som lærerstuderende. Bortset fra endnu et pladeflop var det en pragtfuld sommer. Vejret var skønt, personalet på "Knudsborg" var alle tiders, og Fredericia var fuld af søde sommerpiger.

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/december2007/Afsnit%207.htm

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Gruppen forsøgte sig også i den engelske afdeling.
v-h: Lars Ømann (bas), Jesper Elkjær (kbd), Jes Baggersted (drm) og Klaus Strandholm (gtr)

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

8. afsnit

Helt upåagtet er "Angelina" dog ikke gået hen. Der er den dag i dag flere af vore venner gennem mange år, der har den som yndlingsmelodi - og de er stadig indignerede over, at den ikke blev præsenteret. Når dette er tilfældet, har man vel også lov at formode, at den ville være blevet stor, hvis den havde fået chancen.

Det altoverskyggende problem var: Ville RCA efter to på hinanden følgende flops investere i endnu et forsøg? Hele vores fremtid stod på spil. Hvis RCA valgte os fra, kunne jeg ligeså godt sælge mine instrumenter og prøve, hvordan det var at gøre noget ved min uddannelse. Tomhed, ensomhed og forvirring er nok noget, vi alle kender til. Heldigvis - for ellers ville vi ikke vide, hvad indhold, tosomhed og sikkerhed er. En meget velovervejet og logisk betragtning, ikke?

Men det var ikke ligefrem logisk tænkning og velovervejede betragtninger, der fes rundt i skålen på mig natten mellem den 11. og 12. august 1971. Jeg skulle møde på seminariet som andenårsstuderende om morgenen den 12. august. Du fatter stadig ikke ulykken, vel? Det er der ikke noget at sige til. Men hør her: RCA valgte at lave en single mere som et sidste forsøg på at få os frem. At succes mange gange skyldes tilfældigheder antyder følgende samtale yderst godt:

Klaus Strandholm (K): "Man kan altså ikke synge 'Bank tre gang'".
Leif Risell (L): "Det kan man bli' nødt til".
K: "Helt ærligt Leif. Jeg har aldrig tvivlet på din sproglige kompetence, men hvis du fastholder 'Bank tre gang', så melder jeg dig til Mønsteds brevkursus i dansk for begyndere. Kan jeg ikke synge 'Slå tre slag' eller noget andet med tre stavelser?"
L: "Studietid er dyr min dreng, så dyr, at enhver unødig diskussion forårsaget af påståelige kunstnere burde regnes ud i penge og fratrækkes senere eventuel royalty" (royalty = de penge som kunstnere får for solgte plader). "Men jeg vil give dig følgende tilbud: Du synger 'Slå tre slag', som du foreslår, og hvis pladen sælger mindre end 5.000 singler, betaler du regningen for studietimerne, vi har brugt på vores to sessions. Eller du synger 'Bank tre gang', og så skal du slippe for at blive hængt, hvis pladen bliver endnu - jeg sagde endnu et flop".

Jeg sang "Bank tre gang", og seks uger senere var vi nummer et på dansktoppen. Tre måneder senere kunne vi konstatere et salg på langt over 5.000 singler med "Bank tre gange" / "La la la sangen". Engagementerne væltede ind, og vores honorar steg og steg. Vi blev interviewet af popbladene. Dagspressen og ugebladene roste os til skyerne - eller også ønskede de os hen, hvor peberet gror, men resultatet var, at vi var blevet et navn - popstjerner om du vil. Hvordan jeg midt i dette virvar fik tid til at bestå eksamen efter endnu et år på seminariet, ved jeg ikke, men det lykkedes. Ydermere fik jeg rodet mig ind i et fast forhold med en sød pige - døgnet må have haft 48 timer dengang. Både mine forældre og min pige var meget enige om, at førstepladser på Dansktoppen og presse-lir ikke var fundament nok til at satse en tilværelse på.

Alt dette - og højst sandsynligt mere endnu som sammen med årene, der er gået, er fløjet ud i det blå - var grunden til, at jeg sad med hovedet fyldt med forvirring natten mellem den 11. og 12. august 1971. Mange tror, at det at være på toppen er en dans på roser. Det er det også, mens tingene sker. Men når så tæppet er gået ned, optagelserne i studiet er færdige, fotografen har det perfekte billede i kassen osv. - kort sagt når det er fyraften, så er sagen anderledes. Dette tidspunkt kalder jeg for de blå timer. De blå timer er fulde af rastløshed - det kan være svært at geare op, men det er 10 gange så svært at geare ned. Når man så endelig lander, så presser spørgsmålene og de løse ender sig på: Er du stadig den samme "Klaus" overfor dine venner? Du fiser den af på det skammeligste med hensyn til din uddannelse, din pige vil gerne vide, hvor hun står. Er der overhovedet plads til hende mellem guitarer, nodepapir, engagementer, øve-aftener, grammofonoptagelser og mange flere musikrelaterede gøremål?

Det hele gik på overfladen helt fantastisk. "Bank tre gange" blev efterfulgt af "Herlig herlig", så den frygtelige angst, vi havde for, at vor hårdt tilkæmpede succes var en éngangsforeteelse, blev manet i jorden. På grund af strejke i radioen - ja, det ku' de også finde ud af dengang - lå vi kun på førstepladsen én uge med "Herlig herlig". Det var lidt trist, men det kom vi over, da "Herstedvester" - ud over at indtage endnu en førsteplads på Dansktoppen - slog alle vores dristigste forventninger med et kæmpe pladesalg.

Efterhånden var succes noget selvfølgeligt. Det samme var tilfældet med fiaskoen i privatlivet. De blå timer blev mere og mere uudholdelige. Der var nødt til at ske noget, og det gjorde der også. Min pige forlod mig - og det var med god grund - hun gad ikke leve sammen med en guitar. Regnskaber og forretning i det hele taget var ved at tage livet af mig. Jeg kan huske den søndag, jeg spiste morgenmad sammen med mine forældre, og det hele brast for mig: "Du farmand, hvis jeg ikke skal helt ud over kanten, så må jeg ha' en eller anden, der kan tage hånd om alt kontorarbejdet". Min far, som dengang var administrerende direktør i et stort ventilationsfirma, svarede helt uventet: "Hvis du kan klare en hyre, der er til at leve af, kan jeg starte om en måned." Jeg var helt paf. Han må alligevel have haft mere tjek på, hvor galt det stod til, end jeg havde forestillet mig.

Problemet med min uddannelse stod stadig tilbage. Jeg var nødt til at tage mig alvorligt sammen, hvis den ikke skulle ende som en dårlig vittighed. Samtidig fornemmede jeg, at vores publikum på pladefronten ligesom forventede noget mere af os end vores dansksprogede repertoire. Derfor tumlede jeg med planer om at lave en engelsksproget LP med helt igennem hjemmelavede numre. Et projekt der ville kræve en enorm arbejdsindsats - og man kan ikke ride på to heste, der galopperer hver sin vej. Løsningen kom fra en helt uventet side.

Det var mandag - dagen efter at min far havde tilbudt at gå med som administrator - og jeg sad ved middagstid i min bil på seminariets parkeringsplads. Jeg gik nu på tredje årgang, og på grund af den frie mødepligt sprang jeg som regel de sidste timer over hver dag. Da jeg drejede nøglen, ville bilen ikke starte, så jeg fik fat i en mekaniker, der mente, at han kunne ordne den i løbet af et par timer. Jeg skulle have ventetiden til at gå, og jeg kunne selvfølgelig have gået tilbage og taget de sidste par timer. Men da lysten jo som bekendt driver værket, var det en mulighed, der øjeblikkeligt blev kasseret. Hvordan jeg kom på ideen, husker jeg ikke, men pludselig var jeg på vej til min gamle matematiklærer fra gymnasietiden. Han boede næsten lige overfor "Kirkeskoven". Jeg tror, at han er det eneste menneske fra de læreanstalter, jeg har vadet rundt på, der forstod, hvad jeg tumlede med. Det var også derfor, vi holdt forbindelsen, da jeg var færdig med studentereksamen.

Han gloede lidt, da han åbnede døren og sagde så: "Du er så grim i ansigtet og fed i nakken, at ikke engang en mor kan holde af dig, og hvis du regner med, at jeg kan gøre noget ved det, ka' du lige så godt gå igen - men hvis der er andet, jeg kan gøre for dig, så kom endelig indenfor." Jeg kan godt forstå, hvis du synes, at hans talemåde virker lidt underlig, men det var hans måde at udtrykke, at han kunne lide mig.

Jeg steppede ind og fortalte ham om mit dilemma med hensyn til min læreruddannelse. Vi snakkede frem og tilbage meget alvorligt og sad derefter tavse en tid. Så sagde Hermansen: "Det fornuftigste ville være, hvis du tog dig sammen i de ni måneder, du har tilbage, så du i det mindste har et papir på, at nogen tror på, at du har været til stede bare noget af den tid, du skulle have været der. På den anden side vil det næsten være en forbrydelse at forlange, at samfundet skal betale penge for, at sådan en rod som dig skal spolere livet for dette lands kommende små verdensborgere - helt alvorligt Klaus: Du har nogle helt klare ambitioner, og inderst inde er du ikke i tvivl om, hvad det egentlig er, du vil. Du har ingen børn, og du har for et øjeblik siden fortalt, at pigen var så fornuftig at dampe af. Spring ud i det, pas på alle faldgruberne og sæt alle sejl til, så tror jeg ikke, at du handler helt forkert."

Fra det øjeblik var jeg ikke i tvivl. Jeg var for første gang i lange tider let om hjertet, da jeg satte mig ind i bilen, som mekanikeren i mellemtiden havde lavet, og kørte hjem for at meddele mine forældre mit standpunkt. Det var endnu forholdsvis tidligt på eftermiddagen, og det undrede mig, at far ikke var på arbejde. Inden jeg fik sagt noget om, hvorfor han sad hjemme, sagde han: "Jeg har taget mig en fridag og benyttet lejligheden til at studere dine regnskaber, og du har råd til, at vi kan gå sammen."

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/februar2008/Afsnit%208.htm

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

9. afsnit

To uger efter var Fun-Fax ApS en realitet, og en måned senere var far ikke længere i ventilationsbranchen - og jeg var ikke længere vordende skolelærer. Vi var nu i underholdningsbranchen - full time.

Den første tid gik helt fantastisk. Vi indrettede kontor, fik lavet brevpapir, fik patentregistreret "Klaus & Servants" samt 100 andre gode og fornuftige ting, som skulle sætte os i stand til at køre et godt og velsmurt firma. Far "døde" - og fra nu af var det Chris. Alt var lyst og lykkeligt - så lykkeligt, at ingen af os rigtig tog nogen notits af det spøgelse, der hed indkaldelse som soldat, og som umærkeligt rykkede nærmere og nærmere.

Vi knoklede løs. Jeg kunne hellige mig at skrive og arrangere musikken til den engelsksprogede LP, som vi havde drømt om. Resultatet af nogle hundrede timers intenst arbejde døbte vi "From The Heart Of"- "Sweet Sweet Lady" blev nummer 1 på Tipparaden, "Maryann" blev nummer 4, vi fik gode anmeldelser, og engagementer væltede ind hurtigere end nogensinde og til større honorarer, end vi i vore vildeste drømme havde turdet håbe på. I løbet af halvandet år havde vi næsten firedoblet vores årsomsætning.

Kronen på værket var, at vi skulle med på en landsomfattende koncertturné med Freddy Breck. Endeløse dage og nætter med dansetimer og kostumeprøver plus en masse andre ting, der skal være helt tjekkede, før man kan gøre sig håb om succes på koncertscenen. Det hele var rigeligt ulejligheden værd, da bifaldet fra 2.500 mennesker i Tivolis Koncertsal brusede ned over os.

Da vi kom hjem fra turnéen med Freddy, lå der tilbud om at medvirke i en film. Nu var toppen nået, følte vi: Landsomfattende koncertturné med fulde huse og kæmpesucces hver aften, pladesucces med topplaceringer på både Dansktop og Tipparade - vi var endda i TV med "Sweet Sweet Lady" i udsendelsen "Drejeskiven".

Det eneste, vi havde overset var, at tiden ikke står stille. Pludselig en dag kom posten med fire brune kuverter, hvorpå der stod: Indkaldelse til session. Spøgelset var ikke længere noget, der fandtes i eventyr. Det var virkelighed.

"Med lov skal land bygges" var der vist en konge, der engang sagde. Det havde været rart, hvis samme konge - eller en senere for den sags skyld - havde benyttet lejligheden til at lave en lov, gerne med følgende ordlyd: "Ingen dansk dreng eller mand, der er musiker, kan eller må under nogen omstændigheder indkaldes til nogen form for militærtjeneste eller værnepligt". Håbløs ønsketænkning! Jeg gad ikke sætte mig til at gennemgå rigets forfatning, for jeg vidste, at det ville være håbløst at finde noget, der bare lignede et tilløb til en sådan bestemmelse.

Problemer har den sjove tendens, at de vokser i omfang, indtil man går på dem med krum hals for at skabe en løsning. Der var ingen vej udenom. Vi måtte i dronningens klæder - i ikke mindre end 12 måneder. For at reducere ulykken fik vi - grundet Chris' enorme anstrengelser - ordnet det sådan, at vi blev indkaldt på samme tid, samme kaserne og endda samme kompagni. Sidste aften, inden vi skulle møde i Vordingborg, husker jeg tydeligt. Vi havde spillet til motor-cross i Hillerød om eftermiddagen. Herfra kørte vi til København - nærmere betegnet Frederiksberg - hvor vi spiste på en hyggelig lille restaurant, inden vi gik til Cliff Richard koncert i Falkoner Centeret. Det var stort set det sidste, vi skulle se til den civile side af tilværelsen i det næste års tid.

Det kan i dag more mig at se nogle af de artikler bladene skrev om vores soldaterliv. De fik det til at se ud som én stor spejderlejr, hvor alle var øde og rare ved hinanden. Sandheden var en helt anden. Det vil være for kedeligt at skrive om alle de huller, vi gravede og dækkede til igen, alle de timer vi vadede rundt med julegaverne på ryggen uden andet formål end at få så mange vabler på fødderne, at der ikke var plads til flere, alle de gange vi pudsede støvler, bare for at få dem svinet til igen, for at de endnu engang skulle pudses, osv. osv. Lad mig slutte denne ende af beretningen med at sige, at da vi skulle hjemsendes, og der blev råbt "aftrådt", var det garanteret umuligt at se vore siddemuskler for skosåler. Vi nåede dog i vores sparsomme fritid at medvirke i filmen "Pigen og drømmeslottet". Jeg husker, at vi indspillede "Mari' Mari'" / "Kun et smil" på min fødselsdag - og på trods af, at jeg fik en bollevagt på 11 dage i morgengave, var humøret i studiet højt om natten. Ligeledes kunne vi glæde os over et pænt salgstal på singlen "I dronningens klæ'r" / "Soldaterliv", som var en stærkt forherliget og romantiseret fortolkning af de barske realiteter.

Det var langt fra problemløst at starte det civile liv op igen. Vi sad i gæld til op over begge ører, og på mange af de spillesteder, hvor vi var virkeligt populære, havde andre orkestre sneget sig ind og gjort os rangen stridig. Der var kun en vej, og det var fremad. Det tabte land skulle vindes tilbage. Vi fik indspillet og udgivet to LP'er: "Klaus & Servants på opfordring" og "Do You Remember".

Min unge alder til trods havde jeg allerede lært en del om forretningsgangen indenfor det lukkede land, som grammofonindustrien udgjorde: Der var tre måder, som en plade kunne opføre sig på: Den kunne sælge hurtigt og dermed hit'e hårdt. Den kunne sælge behersket over længere tid og på den måde skabe en omsætning, der gjorde at pladeselskabet ikke opgav kunstneren. Den kunne slet ikke sælges - og så lurede fyresedlen. "Do You Remember" solgte rigtig godt lige fra starten, og alle var glade. Vi var specielt glade, for nu havde vi masser af repertoire, som var vores eget, når vi spillede ude. Vi fik næsten altid kabalen til at gå op, selvom publikummet var meget blandet. I praksis ville det på en spilleaften lyde nogenlunde sådan her: "Ska' vi ikke snart ha' noget Rock 'n' Roll" - det betød som regel en up-tempo sang på engelsk. Det klarede vi ved at spille sange fra "From The Heart Of" eller "Do You Remember". "Nu skal vi da snart ha' noget dansk, ikke?" - det betød for det meste styrken lidt ned og så nogen af vores dansksprogede hits. Det var såmænd ikke så svært. Det gjorde jobbene behageligt afvekslende for os - og endnu vigtigere: Folk var glade og tilfredse - det bliver de fleste, når de mærker, at der tages hensyn til netop dem.

LP'en "Klaus & Servants på opfordring" var salgsmæssigt i kategori to. Den solgte ikke så meget, da den udkom, men hen ad vejen var der flere og flere, der syntes, at den skulle med i samlingen, når nu de havde vores første fire LP'er. Vi havde lidt på fornemmelsen, at folk havde forventet enten en efterfølger til "Do You Remember" eller en LP med helt nye danske numre.

Efter et helt år, som faktisk kun kan beskrives som en endeløs turné, var vores gennemhullede økonomi rettet op. Vi skyldte ingen noget, men vi ejede på den anden side heller ikke andet end de instrumenter, vi skulle bruge for at kunne levere en god lyd, når vi spillede. Alligevel var stemningen i bandet langt over nulpunktet, for det var meget sjovere at tjene penge, når de ikke skulle bruges til at afvikle gæld, men til at lægge til side til virkeliggørelse af fremtidige mål.

Med hensyn til indspilning af plader var der på produktionssiden sket en hel del i løbet af de tre seneste LP'er. Leif Risell overlod gradvist mig at køre løbet, så langsomt blev jeg producer. I den periode var jeg meget sammen med Mogens "Django" Petersen. Han var en gudsbenådet guitarist, og da jeg altid har forsøgt at hænge på, hvor jeg kunne lære noget, så var jeg "nødt til" at kontakte ham.

Jeg turde ikke henvende mig til ham, da jeg som meget ung hørte ham spille i en trio på hotel "Strandslot" i Allinge-Sandvig på Bornholm, engang jeg var på ferie med mine forældre. Men da jeg nu selv havde fået ben at stå på i popbranchen, tog jeg mig sammen og kontaktede ham. Først var det på rent undervisningsplan, og siden blev vi venner. Han havde megen studieerfaring, så det var naturligt at Leif Risell foreslog mig at have Mogens med i studiet, når han selv var nødt til at være på sit kontor. Da Mogens ikke er iblandt os mere, ved jeg ikke om det er helt pænt at tage følgende med i min beretning, men jeg gør det alligevel.

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/marts2008/Afsnit%209.htm

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

10. afsnit

Jeg tror mange har oplevet smerten ved at opleve afmagten, når man forsøger at hjælpe en ven, man virkelig føler noget for, og så man bare ikke kan komme igennem. Mogens var en guddommelig guitarist, en dygtig arrangør og en fantastisk producer. Han var også en god kammerat. Den eneste han ikke var kammerat med, var sig selv.

Jeg havde allerede på daværende tidspunkt i min karriere stiftet et grundigt bekendtskab med virkningerne af alkohol. Men at have set berusede mennesker på dansestederne, var ikke det samme som at være på tomandshånd med en alkoholiker. Ligeså konstruktiv og inspirerende som Mogens var om formiddagen, når vi indspillede, ligeså negativ og kedelig var han om aftenen, efter at promillen i løbet af eftermiddagen var steget støt. På min foranledning talte vi om det mange gange, men det endte altid med, at "hvis du bare husker nogle Tuborg og en halv Brøndum, så skal Mogens nok klare Mogens".

Den hårde lektie, jeg på det tidspunkt lærte, var, at man ikke kan hjælpe nogen, hvis de ikke vil hjælpes. Jeg havde så mange ideer, som jeg gerne ville delagtiggøre Mogens i, men det endte som oftest med, at jeg - efter vi havde været nogle døgn i studiet sammen - kasserede dem. Bortset fra mit personlige nederlag i forsøget på at få Mogens tørlagt, var der god fremdrift. Udgivelsen af LP'en "Med venlig hilsen" - egne sange fra A til Z - gav os et ekstra stød i fløjten, og i midten af 1975 var vi faktisk rigtig godt kørende.

Vi begyndte at snakke om, at det kunne være sjovt at have sit eget professionelle indspilningsstudie. Ingen af os mente det alvorligt i starten, men efterhånden som tiden gik, blev ideen mere og mere tillokkende. Jeg købte halvdelen af Chris' grund, og byggede et hus, der var stort nok til at rumme et indspilningsstudie, og inden jeg fik set mig om, var jeg i flyveren på vej til London for at købe en mixerpult.

Den første fabrik, jeg var inde på for at få et indtryk af, hvad man havde at tilbyde, var en fiasko. Der var ikke rigtig nogen, der havde tid til at tale med mig, og alt virkede så rodet, at jeg lige så stille forduftede. Det næste firma, jeg havde aftale med, lå ca. 100 km nord for London, så jeg skulle med toget fra Kings Cross - det var en ordentlig mundfuld for lille mig, som indtil da var overbevist om, at havde man set Københavns Hovedbanegård, så var der intet, der kunne imponere én. Nå, men ved hjælp af Sct. Christopher (en amulet jeg bar i en kæde om halsen - en helgen der beskytter de vejfarende - en gave fra min far og mor da de kom hjem fra en ferie i Israel i 1967) lykkedes det mig at komme med det rigtige tog.

Jeg blev modtaget på stationen af en fyr, der hed Jeff, og han kørte mig til fabrikken, hvor de fremstillede mixerpultene. Efter en rundvisning og tusind spørgsmål om alt mellem himmel og jord stod jeg pludselig i deres demonstrationsværelse og gloede på lige den mixer, jeg havde drømt om. Den var dyr - alt for dyr. Vi pruttede om prisen, og vi blev ved med at prutte. Den var stadig for dyr - alt for dyr. Jeg tog toget tilbage til London, og klokken halv et om natten sad jeg på mit hotelværelse i færd med at dreje nummeret til Præstø - 13 cifre, så det var en større affære.

Hvad Chris svarede, da jeg fortalte ham, at jeg så godt som havde købt en mixerpult til lidt over en kvart million danske kroner, er jeg nødt til at gengive i en stærkt censureret form med hensyn til de sproglige udgydelser. "Er du blevet fuldstændig vanvittig? Har du fået samtlige undergrundstoge i hele London til at køre over det hoved, der formodentlig engang har indeholdt din forstand? 1/4 million kroner! - Nej, du har drejet et helt forkert nummer!" Og sådan blev han ved i et kvarters tid. På en eller anden uforklarlig måde fik jeg dog overtalt ham til at gå i banken næste formiddag og undersøge muligheden for at tage så stort et lån hjem, for som jeg sagde (og jeg tror, at det var det, der gjorde udslaget): "Nu har jeg ringet for mindst 300 kroner, og et eller andet skal vi næsten ha' ud a' de penge, ikke?"

Jeg sov ikke godt den nat. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvordan banken ville reagere - og om hele projektet hellere burde ende som et luftkastel. Jeg havde "deadline" hos NEVE (det hed det firma, jeg skulle handle mixerpult med) kl. 13.00 næste dag, og jeg var ved at dø af spænding, da jeg kl. 12 ringede til Danmark for at høre, hvordan det var gået for Chris i banken. "Jeg ved ikke, om de troede, at jeg var syg, eller om de gjorde det af medlidenhed, eller om det kunne tænkes, at de synes, at ideen er god, men vi fik et positivt bindende tilsagn om et udenlandslån på 1/4 million kroner - og så vil jeg ellers begynde at pakke mine sydfrugter, så jeg er klar til med lynets hast at tage til Argentina, Chile, Hawaii eller et andet meget fjernt sted, hvor ingen kender den gale mand, Chris Strand-Holm, når vi går fallit."

Bag denne lidt barske samtale lå en uudtalt accept på købet og en stilletiende aftale om at få det hele til at lykkes - skulder ved skulder i både med- og modgang. Jeg tog toget til Royston, fik ordnet alle formaliteter og nåede natflyet fra Heathrow Airport, således at jeg kl. 5.00 om morgenen kunne gå i seng i Præstø. 1000 andre ting - mangespors båndoptager, monitorer, mikrofoner, flygel, trommer, orgel osv. osv. - blev indkøbt og installeret, og pludselig en dag kom vognen fra England med pulten, som var det sidste, der manglede at blive monteret, for at vi kunne prøvekøre studiet.

En måned med prøveoptagelser - kun afbrudt af de engagementer vi havde indgået om optræden rundt om i landet - fik has på alle de børnesygdomme så stort et apparat nødvendigvis måtte have. Vi valgte selv at være de første kunder i studiet, og vi var spændte, da vi afleverede de titler, der færdiggjorde LP'en "Fra os til dig".

Folkene på RCA roste os, og Leif Risell bad os om straks at gå i gang med to singler samt en follow-up-LP til "Do you remember". Den første single, vi lavede "under eget tag", var "En sommerdag på Øresund", som opnåede en dundrende succes i form af flere uger på Dansktoppens 1. plads.

Ved den fest, vi holdt for at fejre succesen med "Øresund", døbte vi studiet Key Sound Studio. Samtidig grundlagdes Key Sound Music - vores musikforlag og Key Sound Produktion - vores produktionsselskab.

Jeg glemmer aldrig receptionen, da vi åbnede studiet officielt. Ikke mindre end 250 gode folk fra nær og fjern var til stede for at lykønske os og bese faciliteterne. Det var et meget stort brød, vi havde slået op. Ville vi kunne klare os fremover? Vi skulle forrente og afdrage mere end 1.2 millioner kroner alt i alt. Det ville sige, at der ikke var megen plads - hvis overhovedet nogen - til at noget som helst glippede.Vi var fulde af mod og energi, og der var fuld fart på, da bomben sprang: Dansktoppen og Tipparaden skulle standse!

Hvad nu?

ref.:
http://www.klausogservants.dk/nyhedsbrev/april2008/Afsnit%2010.htm

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

11. afsnit

Det værste var den usikkerhed, der bredte sig i hele branchen. Alle var nervøse. Ingen turde træffe nogen som helst beslutninger om noget som helst. Man gik i venteposition. "Lad os nu se, hvad der sker", var det evige svar på ligegyldigt hvad. Heldigvis havde vi masser af engagementer et helt år frem i tiden, så rent økonomisk var vi ikke i fare. Men en mærkelig sløv stemning lagde sig over alt, hvad vi foretog os.

Nå! Tiden gik og håbløsheden begyndte at fortage sig. Livet skulle jo gå videre. l virkeligheden havde vi intet tabt. Taberne var alle de nye lovende orkestre, som - ligegyldigt hvad de gjorde - ikke havde en chance for at få et ben til jorden. Det var meget vanskeligt, når vi havde lavet en eller anden rigtig god plade med en gruppe, og så bare sidde og se på at intet skete bagefter. Jeg troede, at det hele ville ordne sig hen ad vejen, og at vi med tiden ville få en eller anden ny form for platform at stå på. Men nej! Så stille og udramatisk skulle det ikke gå.

Vi prøvede forskellige ting. Blandt andet indspillede vi LP'en "New Style" - som var noget af det bedste, vi på det tidspunkt havde lavet - og vi var utroligt skuffede over, at den ikke blev det kæmpe-hit, vi havde håbet på. Det var et eventyr at lave den. Men derefter var den barske virkelighed absolut ikke særlig eventyragtig. RCA turde ikke udsende den. Jeg havde efter ni års samarbejde fået et rigtigt godt forhold til Leif Risell - jeg opfattede ham mere som ven og vejleder, end som grammofondirektør - og jeg tror, at han var lige så ked af det, som jeg var, da han sagde, at han ikke med den nuværende markedssituation turde tage ansvaret for en så dyr udgivelse. Jeg husker tydeligt tomheden, da jeg forlod hans kontor.

Vi skiftede pladeselskab til Polygram - en underafdeling af Nordisk Polyfon (Philips) - og her fik vi en strålende behandling. Men såret ville ikke læge. De 9 år hos på RCA hos Risell var svære at lægge bag sig. Spændingen når vi ventede om lørdagen med hovedet helt inde i radioen. Lykønskningerne når vi samtidig ringede hinanden op. Møderne hvor vi forhåbningsfuldt planlagde næste produktion. Receptionerne når vi fik en ny LP på gaden. RCA/Hede Nielsens firmafester - hvor vi var stolte af at være deres stjerner, og de var stolte af at have os.

Det var som sagt svært at hægte fortiden af. Havde dette så bare været det eneste brud, så havde det nok været til at bære. Men jeg havde det værste tilbage.

Jeg tror nok, at jeg ønskede at dø, da jeg en fredag morgen modtog tre anbefalede breve fra Jes, Jesper og Lars, hvori de opsagde samarbejdet. Der sker jo det, at når man går til en sagfører, så kan parterne ikke længere selv forhandle, så alt, hvad der herefter skete, foregik via sagfører. Hvad den helt præcise årsag til bruddet var, er aldrig kommet til at stå mig helt klart. Det nærmeste, jeg har kunnet komme det, er, at vi sled hinanden op, fik forskellige mål i tilværelsen, og vores opfattelser af vejen frem har været så langt fra hinanden, at et fremtidigt samarbejde var umuligt.

Et helt klart faktum var imidlertid, at jeg tre uger fra hin fredag morgen ikke havde noget orkester. Det eneste dårlige minde, jeg har om de tre gutter, er de tre uger, vi var tvunget til at spille sammen. Vi gjorde alle, hvad vi kunne for at få det til at glide, men det var svært. Alt var så underligt uvirkeligt. Jeg kunne ikke sove om natten, og jeg kunne ikke spise - ja, jeg kunne faktisk ikke noget som helst.

Det, der ligesom fik mig ud af trancen, var, da Chris - stille og roligt - sagde: "Klaus! Vil du gå til grunde, eller vil du overleve? Før du giver et helt klart svar på dette, kan hverken jeg, dine øvrige venner eller du selv gøre noget." Sommetider hjælper det, at få skåret tingene ud i pap - jeg besluttede mig for modellen med at overleve. Så var der kun et problem: Hvordan?

Jeg startede med metodisk at nedskrive en liste over alle de mennesker, jeg kendte, og som, jeg mente, kunne sidde inde med kimen af en løsning på mit problem. Det blev en meget lang liste - og den gjorde mig i perlehumør. Hvordan kunne jeg dog føle mig nedbrudt, når jeg kendte så mange positive og stærke mennesker? Fremad!

"Ja, goddag! Det er Klaus. Træffer jeg Henrik?" - "Ikke hjemme - I Fåborg - OK. Det prøver jeg."
"Davs Henrik! Du sagde engang, at hvis jeg nogensinde havde brug for dig, skulle jeg bare ringe. Det gør jeg nu. Når du er færdig med at spille i Fåborg, så læg lige hjemturen rundt om Præstø. OK? - Fint, vi ses."

24 timer senere var Henrik hyret som bassist. Hans eneste betingelse var, at Otto fik jobbet som keyboardmand. Der var altså slået to fluer med ét smæk. Jeg fik fat i en trommeslager, og vi begyndte at øve. Vi øvede og øvede og øvede. Det var vi simpelthen nødt til. Vi skulle jo ud og spille sammen allerede tre uger - eller rettere 18 dage - senere.

For yderligere at tilspidse situationen var der også tryk på i studiet. Jeg havde det sidste halve år arbejdet meget energisk på at promote Key Sound i udlandet, idet jeg øjnede en stor chance for herigennem at forbedre vore overlevelsesmuligheder nu, hvor Dansktoppen ikke længere kunne animere danske kunstnere til at indspille plader. Dette arbejde gav nu pludselig resultat. En kunde fra Island afgav en stor ordre til levering inden 14 dage, og at lade sådan en gå fløjten ville ikke være til at bære.

Jeg kontaktede et af de bands, jeg havde produceret i studiet, og fik dem til at indspille de bestilte numre. I de 14 dage, det stod på, lå jeg i fast rutefart mellem studiet, hvor jeg var teknikker og delvis producer, og øvelokalet - min lillebroders værelse - hvor det nye Klaus & Servants var ved at tage form. Ordren til Island blev rettidigt færdig og afsendt, og jeg skulle lige til at ånde lettet op, da min trommeslager meddelte mig, at han var et nervesammenbrud nær og grundet meget personlige omstændigheder ikke så sig i stand til at holde vores aftale.

At forsøge at presse noget igennem i en sådan situation ville ikke være nogen løsning. Vi skiltes, og jeg sad tilbage med visheden om, at vi skulle være klar på banen om en uge - der var helt præcist 168 timer til at få det hele op at stå. Fat i telefonlisten. Det blev Poul Birkum - en herre der næsten må siges at være en slags gudfader eller skytshelgen for mig - der klarede ærterne: "En trommeslager, siger du? Jeg smider, hvad jeg har i hænderne, og går i gang. Du hører fra mig om en halv times tid". Typisk Poul: "Hvad er problemet?" Og så lige på og hårdt - med en sikker tro på at "den skal vi nok få klaret!" En halv time senere ringede telefonen: "Han er på vej med bussen til Præstø. Jeg lovede at du ville hente ham på rutebilstationen. Ring mig op, og lad mig høre om den er hjemme, når du har tjekket ham".

Han hed Jens og var 17 år. Han manglede en del rutine og øvelse, men var villig og lærenem - og en pokkers flink fyr. Jeg tror ikke, at vi sammenlagt sov i 15 timer den uge. Vi øvede. Så ud at købe tøj. Tilbage og øve videre. Til Tox (Toxværd, vores faste fotograf) og få taget billeder til ny plakat og nyt fankort. Igen øve. Så til musikhandler og købe supplerende udstyr. Hjem og øve. Pakke bilen - og så ud på vores første job sammen.

Nervøse? Selvfølgelig var vi nervøse. Men det var ligesom om, nervøsiteten blev trængt lidt i baggrunden af følelsen af at have gjort det absolut bedst mulige for at få det maksimale udbytte ud af en så presset situation. Uanset, hvordan vi måtte have båret os ad, kunne vi ikke have arbejdet mere effektivt og ihærdigt, end vi havde gjort. Det måtte briste eller bære - og ligegyldigt, hvad der måtte ske, var vi indstillet på at tage det i stiv arm. Rom blev ikke bygget på én dag - ej heller drukket - og hvis noget glippede, var det kun signalet til, at vi måtte hjem og give den en ekstra skalle. Vi nåede Pavillonen i Nysted på Lolland, og der var kun to timer - hvor vi skulle stille op og klæde om - til slaget skulle stå.

ref.:
http://www.lethsparty.dk/kshistorie/afsnit/11.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

V-H: Thomas Just Jacobsen (trm, sang), Steen Jørgensen (gtr, sang),
Klaus Strand-Holm (gtr, sang), Stefan Holbek (bas, sang) og Ricky Jensen (kbd, sang).

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

12. afsnit

Aftenen gik over al forventning. Det, jeg var mest bange for, var, at alle de mange unge mennesker, som trofast fulgte os på dansestederne, ville være negative overfor de tre nye musikere. Jeg var dybt rørt, da mange i pauserne og bagefter lod mig vide, at de syntes, at det var gået rigtigt fint. De savnede de gamle drenge, men de var positive og fulde af anerkendelse overfor de nye. Det varmede, og humøret var højt i orkesterbilen, da vi havde pakket og var på vej hjem.

Vi vidste, at der var meget arbejde endnu, inden vi kunne tage den bare lidt med ro - men med det backup, folk havde givet os, følte vi, at fremtiden tegnede sig væsentligt lysere, end den gjorde, da vi kørte hjemmefra.

Selvom vi fortsat øvede hårdt, nåede vi at få lavet et album i studiet. Det var som altid sjovt at indspille numre til nye udgivelser, selvom det for alvor var blevet svære tider for popmusikken i Danmark. Der var ingen Dansktop på DR, og indtil lokalradioerne begyndte at få hul igennem til folk - det skete først midt i 80'erne - var der simpelthen istid. På trods af meget lave salgstal på "New Style" ønskede Polygram alligevel at købe og udsende "Tak ska' du ha', som vores seneste "barn" blev døbt. Man ønskede efter svensk model at lancere "Dansband" som en serie af udgivelser med danske orkestre med godt tag i publikum ude på dansestederne.

Vores LP solgte rimeligt takket være en enorm reklamekampagne, men ikke nok til at ideen kunne fortsætte. Efter lukningen af Dansktoppen var de store selskaber ikke mere interesseret i at udgive produktioner med kunstnere i denne genre, fordi det var umuligt at promote nyt, når der ikke var en radioudsendelse, der havde "hul igennem" til folk.

Mindre selskaber prøvede med udgivelser på kassettebånd - MC'er - hovedsageligt med salg på tankstationer og supermarkeder for øje. Dette lykkedes hist og pist, men i det store hele var det et lavprismarked, der ikke førte til noget - i hvert fald ikke for kunstnerne. Der bliver ingen hits uden airplay.

Men for at bevare synlighed på markedet gik vi med, da et lille firma, der hed Dantex (ikke at forveksle med Dantax som var en højttalerproducent), gerne ville udgive både en instrumental LP og en LP med dansktop-hits fra "gamle dage" + et par nye indspilninger. Alt blev aftalt og færdigforhandlet, og da vi var færdige med produktionerne, gik firmaet ned. Det var et slag, der bed. Men heldigvis tilbød Royton - et selskab som hovedsagelig gav sig af med forlagsvirksomhed - at udgive begge produktioner på MC'er. Samtidig er det lidt sjovt, at "Shadoogie" blev solgt både i Tyskland og Finland i forholdsvis store oplag - i hvert fald sammenlignet med danske salgstal. Indehaveren af Royton hed Benny Spens. Hvis du synes, at du har hørt navnet før i forbindelse med K&S, så har du helt ret. Benny var trommeslager i orkestret i midt60'erne, og han medvirkede på de to allerførste singler vi udgav på Sonet. Benny var et fantastisk menneske på alle måder - bortset fra helbredet. Han døde på grund af en lungebetændelse. Dette har selvfølgelig ikke noget med den daværende udgivelse at gøre, men for mig er det et tab, som jeg aldrig helt kommer over. Sådan har vi det jo nok alle, når vi mister nogen, vi respekterer og holder af.

Vi kan i alle tilfælde takke Benny for, at både "Shadoogie" og herefter "Hej Casanova" udkom på MC. Vi havde været nødt til at genindspille alle de af tidligere hits, som var med på denne udgivelse, for ikke at bryde kontrakten med RCA. En kontrakt vedvarer selvfølgelig for produktioner, der er indspillet og udgivet indenfor kontraktperioden, men det føltes underligt i vores tilfælde. RCA var blevet solgt - jeg mener, det først var til Elektra i Sverige og herefter videre til BMG i Tyskland - og ingen af de nye ejere svarede på henvendelser om at få lov til at medtage tidligere indspilninger på "Hej Casanova". Der var dog også et par helt nye sange, som så dagens lys - titelmelodien, "Har man så gi'r man" og "Double Jump". Begge sange blev vældig populære ude på dansestederne, og det er egentlig lidt utroligt, når man tænker på, at vi stod helt uden radiodækning.

I forbindelse med studiet spillede og producerede jeg i mange sammenhænge - bl. a. for et firma der hed ServiTape. Indehaveren var min gamle ven og mentor, Poul Birkum. ServiTape havde specialiseret sig i produktion af musik til motionsgymnastik, og da Poul altid har været en kreativ og fremsynet mand, var repertoiret meget varieret. Jeg medvirkede som guitarist på mange af produktionerne, og en dag under indspilningerne sagde Poul: "Jeg tror, at det kunne være en god ide at udgive en MC med instrumentalversioner af nogle af de store Beatles- og Elvis-hits. Var det ikke noget for dig at være solist på en sådan udgivelse?"

Vi havde lige oplevet stor interesse for vores "Shadoogie"-udgivelse, så der var god grund til at antage, at instrumentaludgaver af de store Beatles- og Elvis-hits godt kunne blive en succes. Da Poul altid har været hurtig på aftrækkeren, var både repertoire og aftale på plads, da vi hin dag havde spist frokost. Selvom Poul i dag er rykket op i de virkelig voksnes rækker, er han stadig meget aktiv. Han spiller mange jobs, og han er stadig manden, der bliver ringet til, hvis man sidder med et eller andet musik-problem. Det var rigtig sjovt - sideløbende med indspilningerne af sangene til "Hej Casanova" - både at spille og producere guitarversioner af 5 store Beatles hits og 5 store Elvis hits.

Alt dette til trods var hele branchen - ja hele landets erhvervsliv - på vej ud i en krise. Vildt stigende omkostninger sideløbende med dalende honorarer grundet svigtende publikumsbesøg generelt kunne ikke undgå at sætte sit præg. Jeg mindes endnu med gru, hvordan vi sled os igennem vinteren 1979-80. Vejret var hårdt. Sneen lå meterhøj, og det var tit mere end 20 graders frost, så arrangørerne var ofte næsten sure, når vi kom. Vi var jo berettiget til vores honorar, når nu det var lykkedes os at ankomme. Sådanne tilstande slider hårdt - ikke bare på økonomien, men også på sammenholdet. Det gamle ordsprog: "Når krybben er tom, bides hestene" er der megen sandhed i. Således måtte vi sige farvel til Otto og Jens i begyndelsen af foråret 1980. Otto havde fundet en sød veninde og fået mulighed for et vellønnet 8-16 job hos B&W, så vi skiltes i fuld forståelse som gode venner. Jens fandt fremtiden for mørk og ustabil, så han valgte en læreplads i en boghandel som en form for sikker havn. Det eneste positive moment i hele suppedasen var, at når der er stor arbejdsløshed, er det nemt at få gode folk. Således fik jeg lynhurtigt fat i to unge fremragende musikere: Kim på keyboards og Søren på trommer. De var så dygtige, at vi på rekordtid igen havde bandet helt tjekket op.

På trods af en til tider vaklende økonomi gik det godt i det meste af et år. Så måtte Søren udskiftes. Vores meninger om musik var for forskellige til, at der var basis for at fortsætte samarbejdet i orkestret. I god forståelse skiltes vi - men var herefter ofte sammen i studiet, da Søren var en fremragende studiemusiker.

Frøen gjorde sin entre. På det tidspunkt hed han Max Hansen, men det varede kun i 14 dage, så var han uigenkaldeligt omdøbt til Frøen. For at gøre forvirringen fuldstændig blev Kim indkaldt som soldat, og blev således nødt til at holde op. Trist nok efter at vi havde haft en helt pæn succes med singlen "Skum" / "Fattigfirserne", som vi havde fået udgivet på et lille pladeselskab, Cascade Records, der var ejet af to engineers (det kalder man de folk, der drejer på knapperne på mixerpulten i et studie, når der indspilles) som vi havde et nært forhold til, da de ofte lejede sig ind i studiet.

Heldigvis havde Kim en god ven, der netop havde afsluttet sin militærtjeneste. Han både kunne og ville gerne overtage pladsen ved tangenterne. Uden større komplikationer var Jens på plads i bandet som keyboardmand, og alt ville have været solskin og godt vejr, hvis ikke et virkeligt problem var begyndt at spøge i kulisserne.

ref:
http://www.lethsparty.dk/kshistorie/afsnit/12.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

13. afsnit

Vores fredage og lørdage var stadig gode - endda på vej op - men hverdagene blev mere og mere magre og sjældne. I 70'erne kunne vi altid overleve de svage måneder, såsom januar og februar, ved at tage månedsjobs på de store danserestauranter - og her havde vi så stor succes, at vi de øvrige måneder ofte blev booket tirsdage, onsdage og torsdage. De, der har gået meget ud og danse i 70'erne, vil huske "Knudsborg" i Fredericia, "Palmehaven" i Esbjerg, "La Cabana" i Herning, "Tropicana" i Århus, "Atlantic" i Odense, "Landsbyen" i Næstved o.s.v. - danserestauranter der holdt åbent mindst 5 dage om ugen.

Hele dette marked dannede grundlag for, at man som orkester kunne leve af at spille, og hvis man bar sig fornuftigt ad, var der gode muligheder for at bruge dagtimerne til virkelig at få bandet til at fungere musikalsk. Vi øvede nye numre om eftermiddagen, som vi så kunne fyre af om aftenen. En måned på denne måde fik et band i topform - men selve programmet var heller ikke for børn.

Ligesom jeg tidligere har beskrevet en af de første pladeindspilninger, så vil jeg her gerne give en gennemgang af en januar måned på Palmehaven i Esbjerg. Nytårsaften havde vi spillet på Pejsegården i Brædstrup. Vi sluttede kl. 04.00, pakkede sammen og kørte til "Palmehaven" i Esbjerg, hvor vi var færdige med at stille op kl. 11.00 1. Nytårsdag. Så sov vi til kl. 18.00, spiste morgenmad kl. 19.00, gik over på "Palmehaven" for at lave de sidste lydprøver og klæde om. Kl. 23.00 gik vi på scenen og spillede 5 sæt á 50 min. frem til kl. 04.00.

Resten af måneden fulgte følgende skema: Søndage, mandage og tirsdage: 23.00 - 04.00, onsdage 23.00 - 03.00, torsdage: 23.00 - 04.00, fredage 23.00 - 05.00 og lørdage: 23.00 - 06.00. Hver dag øvede vi 14 - 18, og så sov vi "til middag" fra 20 - 22. Man glemte ofte, hvad dag i ugen det var - undtagen lørdag for der var man bare helt færdig den sidste time fra 5-6.

Hvis man brændte for at være musiker, kunne man sagtens holde til det - ellers ikke.

Da Dansktoppen lukkede, begyndte det imidlertid at gå ned ad bakke disse steder. Jeg siger ikke, at lukningen af dansktoppen alene er skyld i, at det gik sådan - men det gavnede i alle tilfælde ikke sagen.

Som sagt var dette marked ved at være en saga blot og dermed var det kun fredag-lørdag, der kunne sælges orkesterjobs - og dermed var muligheden for at kunne leve af at spille stærkt reduceret.

Vi var meget uenige om fremtiden for orkestret. Jeg var godt træt af hyppige udskiftninger, så et eller andet måtte der gøres. Jeg troede på det tidspunkt, at der bare var tale om en overgangsperiode, og at der ville ske en opblomstring, eller andre muligheder ville dukke op - det ville bare være et spørgsmål om at være tålmodig og holde ud. Vi havde fin vind i sejlene på mange områder.

Efter en lille halv snes år på RCA var jeg blevet lidt forvænt med god og problemfri forretningsgang på pladefronten. Da vi i løbet af de sidste par år havde været inde og ude på mere end tre forskellige selskaber, trængte vi til at høre hjemme et sted i længere tid - og lige fra starten kunne vi mærke, at RECA var sådan et sted. Efter mit første møde med Finn Reiner - indehaver og direktør for selskabet - vidste jeg, at vi var kommet "hjem" igen. Så det var vigtigt, at vores debutalbum var både spændende og fremtidsrettet - gerne med en stilvariation, der gjorde nye veje mulige. Så rock, disco og pop blev pumpet ud i studiet og ind i mixeren i kontrolrummet i store mængder, og langsomt begyndte det at ligne noget - selvom processen var temmelig presset rent tidsmæssigt på grund af spillejobs og andre produktioner. Det var faktisk det, der gav os ideen til covertitlen, EXPRESS. Vi var heldige at have et godt samarbejde med Benny Spens, som altid vil stå for mig som en super musikforlægger (og ven - som nævnt tidligere). Han var eminent til at komme med gode sange, der kunne arrangeres op til spændende musikalske fornyelser. Hvis man ser på coveret, vil man se, at han faktisk har leveret hovedparten af albummets sange.

Jeg mindes mange sjove episoder i forbindelse med indspilningerne - flere af sangene er faktisk ret sjove - "Fælles om Rock", "Pigen i toget" og "Skum" er gode eksempler på Kurt Jægers pragtfulde humor. Ham savner vi - ære være hans minde.

Det eneste, der bider lidt i forbindelse med at skrive historien om Klaus & Servants, er minderne om de gode folk, vi har haft samarbejde med, og som er gået alt for tidligt bort. Gode timer i studiet med kreativitet og vilde fremtidsvisioner fjerner imidlertid ikke problemer - det gør dem nemmere at holde ud, men det fjerner dem ikke.

Det er sommetider, der skal ske virkelig drastiske ting, før man vågner op og konfronterer den virkelighed, man befinder sig i. Vi var nødt til at få styr på fremtiden. Skulle vi fortsat sammen have musikken som fuldtidsbeskæftigelse, eller skulle vi ikke. Vi gik til mødebordet og snakkede, så kæberne var ved at gå af led. Jeg holdt hårdt på spejderånd, skulder ved skulder og bare fremad med viljen til at få det bedste ud af det, der nu engang var at hente - en for så vidt sund indstilling, der er OK, indtil eksakte regnskaber viser, at det at knokle deruda', simpelthen bare ikke er nok. De øvrige i bandet var lidt anderledes stemt. De mente, at det var bedre, at nøjes med fredag og lørdag og så supplere med individuelle indtægter, hentet ved borgerlige jobs. Vi kunne ikke rigtig nærme os hinanden, så derfor enedes vi om at gå i tænkeboks hver især og så mødes en uge senere.

Jeg regnede med, at jeg nok skulle kunne overbevise de andre om det fornuftige i at fortsætte i samme rille - og lod det blive ved det indtil mødet. Jeg havde fået mulighed for nogle faste månedsjobs på nogle færgeruter - beskedne honorarer, men lige nok til at klare de dårligste måneder. En lidt kortsigtet og halvdum løsning - og jeg kom også til at sande, at letkøbte løsninger sjældent holder.

Da vi igen mødtes, og jeg - efter at have givet mit bud - bad gutterne redegøre for deres synspunkter, gik Henrik lige på og hårdt. Han kunne ikke acceptere at være væk hjemmefra 5-7 dage om ugen. (Det skal lige siges, at han kort forinden havde mødt sit livs pige). For ikke at tvinge mig til at bøje af, sagde han op, uanset hvad løsningen måtte blive, så vi skulle ikke tage hensyn til ham. Det var en bombe, men da jeg fik sundet mig et par dage, kunne jeg godt se, at hans standpunkt var helt OK. Han handlede bare som det mandfolk og den ærlige kammerat, han altid havde været i den tid, vi havde haft sammen.

På'n igen: Jeg satte mig til at ransage min hukommelse - bassister, bassister, fortid, bekendtskaber, musikere osv. Ak ja - "Alene igen". Du godeste! Peter Barber. Han sagde, da vi indspillede "Alene igen", at hvis der nogensinde blev en plads ledig i bandet, måtte jeg endelig ringe til ham, for han var træt af saks og krøllejern. Fat i knoglen: "Hej Peter! Nu ska' du bare høre: Jeg står og mangler en bassist, var det mon noget for d..". Peter: "Jeg sidder i bilen og er på vej". Så var der smil i bandet igen. En klog mand sagde engang: "Det er ikke svært at lave succes ud af succes - men det er styrke og livskunst at dreje fiasko og tab til en succes". Således slog vi to fluer med et smæk, ved at indøve Barberen og Jens på samme tid.

Samtidig fik vi løst problemstillingen omkring, hvor meget og hvor lidt vi skulle ud og spille. Jens ville gerne påbegynde et studium. Barberen ville gerne fortsat virke i sin frisørforretning på deltid, og Frøen følte, at han trængte til at geare lidt ned efter næsten to års konstant turne land og rige rundt. Uden rigtigt at have gjort mig det klart, havde jeg i lang tid følt lyst til at gøre en masse ting, der ikke umiddelbart kunne forenes med et "Klaus & Servants på fuld tid", og lige pludselig kunne jeg se, at løsningen ville være en sideløbende solistkarriere, således at jeg rejste og spillede alene, når de andre passede deres deltidsbeskæftigelser. Mon problemet var løst?

ref.:
http://www.lethsparty.dk/kshistorie/afsnit/13.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

14. afsnit

Yep! Det var det - oven i hatten viste det sig desuden at være den helt rigtige løsning rent markedsmæssigt. For selvom prisen for Klaus & Servants blev presset helt i bund, var vi alligevel for dyre til at kunne fungere på fuld tid. Derimod var der masser af arbejde til en enkelt mand, således at det var økonomisk rentabelt.

Jeg fik samtidig mulighed for at få et endnu større publikum i tale, idet jeg kom ud til folk på alle de små hyggelige steder, der af pladsmæssige og økonomiske grunde var afskåret fra at hyre hele orkestret. Mange hyggelige aftener på små bodegaer, hyggelige værtshuse og ungdomsklubber fulgte. Det helt komiske var imidlertid, at tiderne i løbet af det næste års tid, blev bedre. Ikke bare i popbranchen, men over det hele.

Pludselig begyndte telefonen at ringe, og der kom forespørgsler på Klaus & Servants til torsdags- og søndagsarrangementer til en fornuftig pris. Det fremkaldte selvfølgelig et problem: Aftalen var jo, at vi kun skulle spille fredag og lørdag - men tilfældet ville, at Barberen syntes, at selv disse to dage var ved at være for meget, når man også gerne ville se lidt til familien, og det gav Hjarl chancen for at stå på vognen. Hele foråret øvede han næsten fingrene til blods, og i den tidlige sommer '82 overtog han Barberens plads.

Jens var også begyndt at føle presset, selvom der for det meste var tale om weekendengagementer, idet hans cand. mag. studium var en del mere omfattende, end han havde forestillet sig. En solokarriere som hygge- og underholdningsorganist til private selskaber i området, passede bedre sammen med uddannelsen, for så kunne han selv afpasse tempoet. Det var Jens' mening, da vi sludrede tingene igennem. At så det lige skulle passe, at Kim var dødtræt af at lege røver og soldater og meget gerne ville tilbage til musiklivet, var jo bare mere heldigt, end man næsten kunne drømme om.

Umiddelbart efter endt soldatertjeneste genoptog han således sit job som keyboardmand i Klaus & Servants - samtidig med at vi skrev 1983. Det blev året, hvor vi for alvor følte, at tingene var ved at vende fra hårde til gode tider. Ved et blik i mine skrapbøger fandt jeg ud af, at det faktisk var 20 år siden, jeg første gang stod på en scene med en guitar om halsen.

Utroligt som tiden var gået. Vi grinede meget af det, men besluttede samtidig at fejre dette med en LP, der på den ene side skulle fortælle om 20 års popeventyr på 20 minutter - det blev til et mega-medley - og på den anden side præsentere et par helt nye sange samt nogle af de kendte fra 70'erne. Derfor blev albummet selvfølgelig døbt "Top 20". Pladen udkom i slutningen af august, således at den var i forretningerne, da vi den 7. september fejrede jubilæet med et dejligt arrangement i Dianalund Ungdomshus - en lille måned inden min scenedebut 20 år tidligere.

Jeg husker tydeligt, da jeg var kommet hjem efter arrangementet. Det var første gang, jeg tænkte på, hvor længe endnu jeg ønskede at blive ved. 20 år med en overflod af spillejobs og pladeindspilninger. Vores fanklub havde 10 års jubilæum - Fan Contact blev 5-6 gange om året sendt ud til mere end 2000 mennesker. Studiet havde efter nedgangen på grund af Dansktoppens lukning fundet et fornuftigt leje rent kundemæssigt. Vi var på et pladeselskab, der var positivt med på og i stort set alt, hvad vi kastede os ud i. Hvis jeg ikke skulle spille, hvad skulle jeg så? Alle tanker om hvor længe endnu var som blæst væk. Jeg kunne simpelthen ikke forestille mig nogen anden fremtid end musikken. Lige inden jeg gik til køjs kan jeg huske, at jeg tænkte: "Så længe der er glade danskere, er der ingen grund til at kaste anker, og hvis vi så stadig turnerer og laver plader, når jeg bliver 40, så tror jeg, at jeg skriver en bog - ikke om en dans på roser, men om det eventyr som popbranchen trods alt er."

Jeg havde mange spændende projekter kørende i studiet. Jeg var med både som komponist, arrangør og guitarist på et meget spændende album med en hollænder, der hed Peter Glas. "Goodbye Earth" hed det - det eneste album, jeg har været med til at lave, hvor selve coverfotoet blev trykt direkte på vinylen.

Vi var også selv i gang med et større projekt i form af en kombineret jule- og nytårs-LP. Her havde vi Sisa med som gæstesolist med et nummer Kim havde skrevet - "For sent" samt en juleballade jeg havde begået - "Hej Julemand!"

Vi havde håbet på at få en del radioplay på dette album, da alle sange var af danske komponister og tekstforfattere - Kim tegnede sig sammen med Angus Rollo og Kurt Jæger for størsteparten af repertoiret. Men der var ikke hul igennem til DR. Det var lidt nedslående, men heldigvis var der god vind i sejlene på livefronten. Specielt havde vi mange jobs i Jylland - og det var nok det, der gjorde, at både Hjarl og Max kørte trætte. At spille er sjovt - at rejse er sommetider anstrengende, men altid tidskrævende.

Jeg valgte at fortsætte med to jyske musikere - Finn P. fra Fredericia kom med på trommer, og Carsten Bo fra Vejle kom med på bas. Finn blev aldrig kaldt andet end Fido - og der var ikke mange i branchen der ikke kendte ham på grund af hans stærke faglige engagement. Han var meget aktiv i DMF - Dansk Musiker Forbund. Carsten Bo havde jeg haft fornøjelsen at producere et album med, da han var en ganske ung dreng - han var kun 12 år gammel, da vi indspillede "Gi' mig et Rock'n'Roll beat" (titelmelodien) samt de elleve øvrige sange, der udgjorde LP'en, som var udsendt på pladeselskabet EMI. Carsten havde besluttet sig for en karriere som musiker, så han var en gevinst for orkestret og omvendt. For at dele sol og vind nogenlunde lige med hensyn til at rejse, når vi skulle øve, så skiftedes vi mellem Præstø og Fredericia - dog mest Fredericia, således at vi tog nogle lange dage og nætter før og efter spillejobs i Jylland. Den nye konstellation fungerede rigtig fint. Reca rykkede for en ny plade, og for ligesom at ryste de sidste rester af fattigfirsernes negative stemning af os, kastede vi os ud i et LP-projekt, der havde til formål at give en anerkendelse til de spillesteder, der nægtede at give op. Vi ønskede at videregive den atmosfære, der havde hjulpet os igennem nogle vanskelige år - samtidig med at vi gerne ville minde folk om, hvor hyggeligt det er, når glade mennesker fester sammen.

Da vi indspillede LP'en "En aften med Klaus & Servants på Propellen" (Propellen er et lækkert hotel i Billund nær ved Legoland), vidste vi ikke, at den kom til at danne grundlag for en serie af albums - men det gjorde Finn Reiner åbenbart. Han sagde, da han lyttede til det færdige resultat: "Jeg synes, at vi skal kalde serien for DansePopGalla". Hvilken serie? Det ville vi da gerne vide mere om.

Finn var ikke i tvivl om, at flere spillesteder ville være interesseret i at promovere, at dans til levende musik stadig var en aktivitet med "go" i. Smittet af Finns optimisme skruede vi nok forventningerne lidt højere op, end vi ellers ville have gjort, så det slog lidt hårdt, da vi nogle måneder efter udgivelsen kunne konstatere et meget begrænset salg i forretningerne. Til gengæld gik både LP og MC som varmt brød ude på spillestederne. Dette føltes ligesom et plaster på såret - og det bekræftede i hvert fald, at der var brug for dansevenlig livepopmusik. Vi oplevede tit, at folk spurgte: "Hvornår udkommer Vol. 2? - Kan vi godt bestille den nu?"

Det kunne de ikke, men vi skrev de, der spurgte, op og lovede at kontakte dem, hvis en 2'er blev aktuel. Det blev i øvrigt til mange gode spilleaftener på "Propellen" i løbet af de år Teddy Jensen med stor dygtighed drev etablissementet - han er i øvrigt den dag i dag en af mine meget gode venner. Vi var spændte på, om Finns ide om DPG som en serie ville holde stik!

ref.:
http://www.lethsparty.dk/kshistorie/afsnit/14.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Klaus, som han ser ud i dag (2011).

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

15. afsnit

Det gjorde den, og der blev en Vol. 2, som han havde forudset, idet bestyreren af Bork Havn Feriehotel kort tid efter forespurgte, om der ikke var mulighed for lave samme "nummer" på hans hotel.

Vi var bare så glade for at erfare, at idéen havde sat røre i andedammen og skabt noget optimisme - når man bare ikke mister håbet, kan alt lade sig gøre. Det kan godt være hårdt ind imellem, men det betyder intet, bare man er overbevist om, at man er på rette vej. Vi tog fat på produktionen af Vol. 2, og benyttede samtidig lejligheden til at præsentere en ung pige, vi havde mødt til et Amatør Grand Prix, hvor vi ud over at være solister også spillede til deltagerne. Lise Nielsen blev til Country Lise og kom med på pladen med sangen "Take Me Home Country Roads". Jeg producerede senere hendes debutalbum, og vi er den dag i dag nære venner. Det er en skøn ting, at man også kan finde venskab i en branche, der ofte er præget af jalousi.

Da plade og kassettebånd udkom, opnåede vi heller ikke denne gang de store salgstal i forretningerne, men ringene i vandet bredte sig, og flere og flere spurgte både på den aktuelle udgivelse og den foregående, samt hvornår efterfølgeren kunne forventes. Så alt i alt følte vi, at vi havde ramt et eller andet, der var varmt. Man bør huske på, at Danmarks Radio i disse år havde totalt lukket for den genre, vi repræsenterede, så der var absolut ingen muligheder for at gøre produktet kendt ad den vej.

Men heldigvis er det ofte sådan, at når en dør bliver smækket, så bliver et vindue bare åbnet et andet sted. Lokalradioerne var så små begyndt at få luft under vingerne, og den interesse for at viderebringe vores musik, som vi mødte, var virkelig benzin på bålet. Ligesom på Propellen var "DansePopGalla Vol. 2" startskuddet for mange gode danseaftner på Bork Havn Feriehotel.

Faktisk gik det slag i slag. Der var godt liv i markedet, og inden vi fik set os om, var vi ombord på M/F Gelting Syd, hvor den næste DPG blev født. DansePopGalla III var helt speciel for os. Vi havde aldrig drømt om at skulle lave en Galla-aften til søs. Imidlertid havde Fåborg-Gelting Færgerne startet et spændende projekt, som de havde døbt "Måneskinsturen". Når færgen på udvalgte lørdage stak til søs fra Fåborg Havn, blev der serveret en lækker menu, som gæsterne nød på sejlturen til Gelting. Her lå færgen så et par timer, mens gæsterne tømte de tyske varehuse, og byttet blev bragt ombord. De gode forretninger blev så fejret på vej hjem med dans og højt humør. Hele seancen tog omkring 6 timer - konceptet var dejlig enkelt, men ikke desto mindre genialt. Der var fuldt hus (det ville nok være mere rigtigt at sige fuld skude) på alle de måneskinsture, vi var hyret til - og så var det jo en ekstra fjer i hatten, at man fra rederiets side ønskede at lave en DansePopGalla LP/MC, der forevigede ideen. Komponisterne var inspirerede, da Finn Reiner, efter alle forhandlinger var faldet på plads, sagde "go" - og vi var fyr og flamme, om nogen var det. Gregers Schmidt skrev "Fåborg Gelting", Kim Søgård fremtryllede en dejlig instrumental ballade "Farvel Fåborg" og "Øresund" blev til "En sommerdag på Østersøen".

Vi blev specielt gode venner med Kaptajn Thomsen, som tog sig tid til at indvie os i det vidunder, som så stort et skib i virkeligheden er. En oplevelse som vi højst sandsynligt aldrig ville have fået på anden måde. Der var for alvor kommet fart i DPG-konceptet - ganske som Finn Reiner have forudset.

Næste skud på stammen blev affyret fra Carlsens Hotel på Læsø. Værten hed Viggo, og jeg husker tydeligt den nat, hvor vi efter en glad balaften lagde æggene til produktionen. Vi nåede så langt, at Finn skulle ind i billedet for at de sidste løse ender kunne blive bundet sammen, da Viggo pludselig blev meget alvorlig. Vi måtte prikke lidt til ham for at få ham til at lukke op for, hvad det var, der trykkede ham. Det var konen. Vi troede, det var et eller andet alvorligt, så latteren rungede, da Viggo sagde: "Lis vil overhovedet ikke kunne se noget som helst i ideen, hvis ikke hendes yndlingsmelodi kommer med". Det var "Rock Around The Clock". Det kunne vi ikke se det store problem i, da latteren havde lagt sig, indtil Viggo fortsatte: "Men det skal være på dansk - og så skal den handle om Carlsens Hotel." Det kom den til, og Finn fik også et trip, da han lyttede til prøveindspilningen af "Vi er på Carlsens Hotel" - men som den altid positive mand sagde: "Hvorfor ikke?" Så med coverfoto fra Læsø Havn blev DPG 4 i 1987 en realitet.

Vi havde nu så meget vind i sejlene, at det begyndte at blive et problem for musikerne i orkestret både at spille og passe deres borgerlige erhverv. Kim Søgård var besat af at komme til USA - og det var i fuld forståelse at vi skiltes efter i et år at have forsøgt (for ikke at gøre noget overilet) med en afløser, således at Kim kunne få 4 måneder til at tjekke situationen ud. En flink fyr, der hed Tim, gjorde dette muligt. Det endte med at Kim besluttede sig til at tage af sted. Det blev en rigtig beslutning, for han er stadig i Los Angeles, hvor han spiller på livet løs.

Carsten overtog Kims plads som keyboardmand, Fido blev på trommerne, og vi fik Jorge Aon med på bas. Det gik fint et stykke tid, men da vi spillede meget skiftevis i Jylland og på Sjælland, var jeg nødt til at have et ekstra hold musikere for ikke at køre bandet træt.

Dette kom til at skabe en glidende overgang, der kulminerede i, at da der kom tilbud fra Færøerne om en længere turne i januar måned - en virkelig appelsin i turbanen fordi der aldrig har været ret meget tryk på i Syd-Danmark i januar - så endte det som et mix af begge hold, da vi gik op i flyveren for at flyve over Nordatlanten. Ombord i maskinen var Carsten, René Taagehøj (som nød at komme lidt væk fra knapperne på mikserpulten i studiet) og Max - "Frøen" som igen havde fået lyst til at komme lidt længere omkring.

Det blev starten på en lang række ture til Færøerne. Enkelte år blev turneen forlænget, således at vi også mellem jul og nytår var deroppe og så fortsatte det meste af januar. Vi fik mange rigtig gode venner deroppe. Det sker tit den dag i dag, at vi møder færinger, der til et eller andet halbal pludselig kommer og siger: "Ka' du huske på Oyrabakka, da I spillede mens orkanen rasede?"

Det er også pudsigt, at sidste kapitel i DansePopGalla-sagaen blev skrevet på Færøerne. Konceptet var denne gang lidt anderledes. Der var ikke publikum på optagelserne, fordi baggrunden for udgivelsen var helt anderledes end på de fire foregående. Det var Paul Arge - manden der sørgede for at tilrettelægge turnéerne deroppe - der bragte emnet på bane: "Det kunne altså være sjovt med en MC, sammensat af nogle af de sange, I er populære med hos os - plus et par nye, der gerne måtte have lidt lokalt islæt. Kunne det mon ikke passe i jeres DPG serie?" Det blev en dyr telefonregning, da vi skulle sætte Finn Reiner ind i de vilde planer. Men som altid var han frisk på ideen - og der var ikke et øje tørt, da vi over telefonen sang om "Oda fra Oyrabakka" og "Pigen fra Torshavn". På den tur, hvor DPG 4 blev født, havde vi som sagt René Taagehøj med på bas, og han og jeg skrev om kap for at blive først færdig - Renés pige kom hurtigere i havn, end min Oda nåede Oyrabakka!

DansePopGalla 5 - "Klaus & Servants på Færøerne" udkom kun på MC. LP'en var ved at blive erstattet af CD'en, som havde holdt sit indtog. Finn havde bekendtgjort, at fremover ville albums blive udgivet på CD og MC - indtil MC'en også ville blive fortid.

Således blev 1988 et år uden udgivelse af en LP plade. Jeg kan huske, at det føltes lidt vemodigt. Selvfølgelig var CD'en som lydbærende medie kvalitetsmæssigt et enormt skridt fremad - men der var en helt speciel charme ved LP'en.

Det var en omvæltningernes tid - ikke bare i pladeverdenen, og efter nogle travle år med lange turneer valgte Carsten at holde op. Frøen ville gerne holde sig lidt nærmere til hjemmet og René var nødt til at blive i studiet, hvis det skulle holde sig i live (og det skulle det, for det var hans et og alt). Heldigvis havde jeg nogle gode folk, som var helt klar til at stå på vognen, så et helt nyt band blev født sammen med udgivelsen af vores allerførste CD.

ref.:
http://www.lethsparty.dk/kshistorie/afsnit/15.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

16. afsnit

Dansktoppen blev genåbnet med et brag, der rystede hele branchen - positivt. Der blev lavet et show på Pejsegården i Brædstrup for at markere, at det var 25 år siden, der sidst var dansktop på DR - lidt mærkeligt at fejre en "begravelse". Men pyt med det. Forudsigeligt nok sprængte lyttertallet alle rammer, og man fandt åbenbart en gyldig grund til at genåbne udsendelsen i radioen. Det blev med Jan Guldhammer som programvært, og jeg skal da love for, at undertegnede var spændt på, om vi stadig kunne gøre os på en nu landsdækkende Dansktop. "Der' rock, der' pop" lå samtlige 10 tilladte uger på listen, så det kunne vi åbenbart. Desuden fandt "Tre røde roser", som René Taagehøj havde skrevet til os, også vej ind på listen.

Vi havde glædet os meget til udgivelsen af vores første CD, og denne glæde voksede betydeligt, da vi få måneder efter kunne bryste os af hele to succeser på vores debut.

Finn Reiner var så glad, at han med det samme satte fuld damp under kedlerne for at få en efterfølger ud. Snedig som han er - og altid har været - havde han kaldt den første CD for "30 DanskTopPop År Vol. 1", så det var ikke svært at gætte, hverken for os eller publikum, at der nok kunne forventes en 2'er. Som Finn sagde: "Når folk er glade for Vol. 1, så er Vol. 2 jo næsten solgt, og så har vi både covertitel og koncept klar".

Der blev en Vol. 2, og med "Kundskabens træ" opnåede vi for første gang på den nye Dansktop at komme på 1.- pladsen. Jørgen de Mylius havde skrevet en dejlig tekst til en lige så dejlig melodi af William Kristoffersen. Sangen faldt i øvrigt i vores turban takket være Knud Arne Nygård, som havde videreført Royton Music (efter Benny Spens som jo desværre forlod os alt for tidligt) under navnet Companion Publishing - det har mange gange slået mig, hvor ofte det er de samme mennesker, man møder i musikkens verden. "Hvis du ka' gi' mig kærlighed" fik vi leveret af John Hatting og Jens Brixtofte, og "Marielle" kom Knud Arne med - og vi kunne et års tid efter udgivelsen af "30 DanskTopPop År Vol. 2" glæde os over yderligere tre Dansktop-succeser. Vi havde mange gode engagementer, der var en rigtig god stemning i bandet - ikke mindst fordi vi havde været fri for udskiftninger i længere tid. Knud var faldet rigtig godt til med bassen. Det samme gjaldt Jens ved tangenterne, og Tom var også helt oppe på stikkerne.

Vi fik endnu et album søsat i form af "Nyt og gammelt", og fra denne CD kunne vi notere et mindre Dansktop-hit i form af sangen "Du".

Finn mobbede os godmodigt - jeg troede, at vi havde en aftale om mindst to hits per album.

Vi tog udfordringen op til trods for, at vi var nødt til at lade Tom passe sin virksomhed, der var eksploderet i succes. Vi havde ellers bedt ham om at være lidt mindre dygtig og kreativ i sit firma, men det kunne han ikke, og det endte med, at han lovede at stå til rådighed, hvis der skulle blive behov for en afløser, når Arne Carlsson overtog pladsen bag trommerne.

Sideløbende med at få Arne indøvet nåede vi at få albummet "Helt friske og gode minder" udgivet, og vi kunne sammen med Finn glæde os over solid succes på Dansktoppen med både "25 røde roser" og "I den lyse sommernat".

Der var for alvor kommet gang i den dansksprogede popmusik. Der var hele tiden massiv opfordring fra publikum på både nye og ældre sange fra vores CD'er. Derfor tog vi "Top 20"-medleyet fra LP'en af samme navn på repertoiret igen for at kunne efterkomme så mange ønsker som muligt i løbet af en optræden. Dette blev hilst med så stort publikumsbifald, at Finn "forlangte", at vi tog hele medleyet med på den CD, vi var i gang med.

"Flaget er hejst" - titelmelodien på det sidste album i det gamle årtusind - og det røg helt til tops, da vi nåede 1.-pladsen med "Vi må passe bedre på vor jord". Hjarl, som spillede med os, da det oprindelige "Top 20"-medley blev udgivet, havde skrevet sangen "Jeg vil aldrig glemme". Den fik ikke meget airplay, men den var rigtig populær på dansestederne ud på de små timer.

Selvom vi halede en 1.-plads i land, kunne Finn ikke dy sig: "Hvad mon bliver hit nummer to?"

Det kom bare ikke, og så besluttede vi at give den alt, hvad vi havde i os af ideer og kræfter for at lave et album med mindst tre hits. Da det var vores første album i år 2000, blev det selvfølgelig døbt "Klaus & Servants 2000".

Hvis man gerne vil holde længe i showbranchen, er det vigtigt tidligt at lære ikke at tage tingene alt for alvorligt. Selvfølgelig skal man være seriøs i sine bestræbelser, men hvis det så ikke lige går, sådan som man har håbet, så er det bedre at le end at gå ned. Men denne gang vandt vi, og Finn måtte pænt diske op med kaffe, boller, lagkage og fyldte chokolader, da vi rundede hele fire Dansktop-placeringer på 2000-albummet: "Bare en leg", "Jorden drejer", "Som en vind" og "Når et hjerte slår" - de to sidstnævnte nåede endda begge 1.-pladsen. Vi var ikke til at skyde igennem.

Ligesom ulykker sjældent kommer alene så gør "lykker" det åbenbart heller ikke.

Vi fik en henvendelse fra et af landets største distributionsselskaber. Man ville gerne udsende en dobbelt CD med alle vores største hits. Kunne vi mon mønstre 50 hits? - for så kunne det jo falde fint sammen med min 50 års fødselsdag og den tænkte covertitel "50 hits på toppen". Finn fik alle detaljer på plads og med landsdækkende TV-reklamer i TV2, kunne vi kort tid efter konstatere, at 2CD'en var blandt de 10 mest solgte skiver i Danmark - og det var nok den bedste fødselsdagsgave, jeg kunne ønske mig.

Og dog - jeg har ikke svært ved hverken at blive glad eller rørt, men det er sjældent, at jeg bliver virkelig overvældet. Det blev jeg på min fødselsdag. I korte træk skete der følgende: Jeg skulle spille - jeg ved ikke hvorfor det næsten altid flasker sig således, at jeg skal ud og spille på min fødselsdag - men det var et eftermiddagsjob på Hotel Frederiksminde, så jeg ville være tidligt hjemme. Jeg kunne godt mærke i dagene op til, at der var noget i gære, så jeg forventede, at den nære familie ville være samlet i køkkenet, så vi kunne hygge os nogle få timer. Det var mandag dagen efter, så alle skulle jo forholdsvis tidligt op. Således gik det imidlertid ikke.

Da jeg var færdig med at spille, kom den første overraskelse. Det selskab, jeg havde spillet for, rejste sig efter sidste nummer og kom op mod scenen, vinkende med Dannebrogsflag, og så fik jeg ellers et kæmpe tillykke med de 50. Det kom lidt bag på mig, at de vidste det, og allerede her burde jeg have anet uråd.

Det nåede jeg imidlertid ikke, for nu kom værten farende og sagde, at politiet gerne ville tale med mig. De ventede ude ved min bil. Jeg styrtede ud, og ganske rigtigt: Der stod to uniformerede betjente, der gerne ville have en forklaring på, at jeg ikke havde betalt vægtafgift. Igen burde jeg have tænkt lidt fornuftigt. Der kommer sgu da ikke to betjente ud en søndag aften for at diskutere en manglende indbetaling af vægtafgift! Da jeg imidlertid ikke varetager de daglige ind- og udbetalinger i firmaet, kunne jeg ikke påstå, at vi havde betalt, og det var det betjentene gerne ville vide. Det eneste, jeg kunne gøre, var at sige, at jeg gerne lige ville ringe hjem, så de kunne få et gyldigt svar. Vi gik så ind i receptionen, hvor jeg havde regnet med, at jeg kunne låne en telefon hos portieren. Der var ingen portier. Jeg tænkte, at så måtte han være et ærinde inde i den store sal. Jeg ville lige kigge derind, forklarede jeg de utålmodige betjente.

Så faldt himlen ned. Da jeg åbnede døren, gjaldede "Happy Birthday" ud at struberne på mere end 150 flagviftende mennesker, som havde overværet hele optrinet med de "falske" betjente via skjult kamera. Dette fantastiske surprise party havde min kone, Karin, organiseret. Og de var der alle sammen: Familien, vennerne, kollegerne og stort set alle de dejlige folk, der har været med hele vejen. Den fest glemmer jeg aldrig. Da jeg stod og kiggede ud over fjorden under det afsluttende fyrværkeri, tænkte jeg: Hvor er jeg heldig!

ref.:
http://www.lethsparty.dk/kshistorie/afsnit/16.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

17. afsnit

Jeg var ikke klar over det til festen, der markerede det halve århundrede, jeg havde gennemlevet, men dagene derpå viste mig det med al tydelighed. Jeg havde hørt andre tale om midtvejskrise - som om jeg regnede med at blive 100 år gammel! Spøg til side: Der var en del spørgsmål, der tårnede sig op, efter jeg havde rundet det skarpe hjørne.

Hvor længe endnu skulle jeg regne med at fortsætte? Ville vi fortsat være konkurrencedygtige på et marked, der hele tiden blev sværere og sværere at tackle? - og videre i den dur.

Et par dage senere sad jeg stadig og lignede et stort "måske", og som så mange gange før, blev det min kone, der fik skred i tingene. Ofte er det bare at stille sig selv de rigtige spørgsmål - det er faktisk kun, når man ikke kan finde ud af det, at man for alvor bliver forvirret. Heldigvis kunne hun stille spørgsmålene:

"Har du mistet spillelysten?" - Nej da. Det kan jeg ikke blive træt af.

Mere skulle der faktisk ikke til, så kunne jeg lige pludselig se, både hvad jeg var træt af, og hvad jeg tændte på. Skrive og arrangere musik kunne jeg slet ikke forestille mig at undvære. Regnskab, booking og kontorarbejde i det hele taget kunne jeg sagtens undvære.

Pludselig kunne jeg se, at lysten til at holde bandet kørende var aftaget gradvis i årene efter min far var gået på pension. Han gjorde det ikke fra den ene dag til den anden, men over en længere periode - og det var vel også derfor, at overgangen ikke virkede så markant.

Men pludselig en dag, var alle de administrative opgaver landet på mit skrivebord, og det opslugte langsomt den energi og lyst, der skulle danne grundlaget for et band i fremdrift. Det er ikke godt nok at holde den gående. Tilbagegang er den korteste genvej til at holde op - for man bliver simpelthen "holdt op". Så det eneste sjove, og det eneste, der virker, er at have fremgang.

Overskuddet til at skabe fremgang tryllede min kone frem ved at overtage hele administrationen, således at jeg kunne koncentrere mig om musikken. Det eneste problem, der fulgte i kølvandet, var, at vi ikke var ens motiverede i orkestret. Selvfølgelig nød vi at spille - ellers havde vi ikke været sammen i så mange år, som tilfældet var for Knud og Jens' vedkommende. Selvom Arne var forholdsvis ny i forhold til de to andre, var han meget glad for samspillet, og derfor slog det ham også hårdt, at hensyn til familie og civilt job gjorde det umuligt for ham at kunne gå helhjertet ind for en stærkt intensiveret øveplan, jeg fremlagde for orkestret. Knud og Jens havde det på samme måde, så vi enedes om at spille de jobs, der var aftalt i kalenderen, og så herefter gå hver til sit. Dette foregik i fin fordragelighed, hvilket gjorde det muligt for mig at kunne bruge den fornødne tid til at få indøvet et nyt og stærkt band.

De fire drenge, der havde spillet til mit 50 års surprise-party, havde lagt billet ind, så vi tog et indledende møde for at få gennemset og håndteret alle de ting, der erfaringsmæssigt kunne være stopklodser for et ambitiøst orkester. Det tog en rum tid at få strikket en aftale sammen, som kunne danne rammen for en god udvikling.

Det væsentligste punkt var, at den ugentlige øveaften var fuldstændig hellig. Ligeledes pligten til at have forberedt sig, således at vi virkelig kom fremad, når vi øvede. Resten af aftalen drejede sig om praktiske ting og ansvarsområder.

Som modpol til entusiasmen omkring fremtiden var det lidt vemodigt, da Jens, Knud, Arne og jeg skiltes midt i kæmpesuccesen med "50 Hits på Toppen". Mens "50 Hits" toppede, arbejdede jeg sammen med Ove, Villy, Niels og Steen på at få disse hits til at udgøre det solide fundament i vores live-repertoire. Herudover tog vi også fat på en omfattende række 60'er og 70'er hits til scenen.

Vi arbejdede hårdt, og det blev belønnet - dels med et helt TV-show i DR 1 med Keld Heick som altid veloplagt og professionel studievært (jeg er sikker på mange husker udsendelsen "Musikbutikken") - dels med færdiggørelse og udsendelse af et helt friskt album med 60'er hits, som blev døbt "Do You Still Remember" i håb om, at det ville blive lige så stor en succes som LP'en, "Do You Remember" var i 70'erne.

Det blev den - med TV-reklamer, hitliste-placering og det hele. Herudover nåede vi at få to dansksprogede singler udsendt - både "Første lille trin" og "Sommerens kys" nåede 1.-pladsen på Dansktoppen.

Succes vil altid være et tveægget sværd, og ligegyldigt hvor meget man forbereder sig, kan man ikke tage højde for alt. Når man har pladesucces følger der altid mange spillejobs i kølvandet. Det ved man. Og alligevel bliver man tit overvældet. Ove fik midt i det hele tilbudt en chef-stilling, som udelukkede at han kunne fortsætte i det tempo, som vi var kommet op i. Villy fik stress og måtte takke af sammen med Ove. For at det kunne blive alle go'e gange tre tvang en forestående operation Niels til at overveje at kaste anker.

Få år efter, at vi var startet sammen, var der kun Steen og en yderst usikker Niels tilbage. Vi var klar med et album, der skulle markere mit 40 års scenejubilæum - men som Steen sagde, er der ikke meget ved at feste i et band, der står med 2½ ben i graven. Vi kom begge til at le ad det groteske i situationen, og så blev vi enige om at sætte alle sejl til for at udbedre det tabte.

Vi fik fat på en alle tiders trommeslager fra Bornholm i form af Michael. Ud over at være en blændende musiker var han også utrolig hurtig til at lære, så han faldt ind næsten fra den ene dag til den anden. Mikkel var en af Michaels bekendte, og han var lige så ferm og hurtig på sin bas, som Michael var det på trommerne. Guitar kunne han også spille - og det var jo helt optimalt, for så kunne vi beholde Niels indtil han var helt afklaret omkring operationen.Situationen var så meget under kontrol, at vi havde overskud til at søsætte både "Beach Party" - som udover at udkomme på CD også blev vores debut-DVD - og dobbeltalbummet "Alle de fede". "Beach Party" var en forlænget arm af "Do You still Remember", og "Alle de fede" var nye indspilninger af vores ældre hits, der ikke var med på "50 Hits På Toppen".

Med hensyn til Niels endte det med, at han ikke mente sig i stand til at kunne fortsætte i en høj nok kadence på bassen efter operationen. Vi talte om at gå tilbage til at være fire mand, fordi vi havde en rigtig god bassist i Mikkel - men vi var ikke i tvivl om, at hvis den rigtige keyboardspiller dukkede op, så ville det bare være helt perfekt. Det gjorde han heldigvis, og med Ricky ved tangenterne havde vi nogle gode år sammen, indtil krav om mere familieliv afholdt Michael og Mikkel fra at indgå en ny 5 års aftale.

Steen, Ricky og jeg var faldet så godt i hak, at vi slet ikke kunne forestille os at gå i land - det er sjovt som maritime talemåder falder naturlige, når man skal skrive orkesterhistorie - så derfor besluttede vi at kæmpe til det yderste for at holde skruen i vandet (der var den igen!).

En eller anden klog mand sagde engang, at succes er 10% inspiration og 90% transpiration, og det kan jeg sagtens tilslutte mig. Vi transpirerede, og på rekordtid var Thomas klar ved trommerne og Stefan klar på bassen.

Få måneder efter kunne vi sammen glæde os over succes i forbindelse med optræden på TV Charlie, et nyt koncept i form af trådløse mikrofoner og instrumenter, der virkelig skaber nærkontakt med publikum samt et album med helt nye sange og med en covertitel, der antyder, hvor vi er i dag, og hvor vi er på vej hen.

Således vil jeg - indtil der er løbet noget mere vand i stranden - lade "I dag og i morgen" være både epilog og prolog - for de musikeventyr fremtiden måtte ligge inde med til os.

ref.:
http://www.lethsparty.dk/kshistorie/afsnit/17.html

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Klaus & Servants (YouTube)

 

 

Musik Index

Til forsiden