Kjeld Bonfils
- stor dansk pianist

Kjeld Bonfils tegnede selv skrift og grafik til omslagene fra 1942,
som han syntes skulle være blå hvid rød - Royal Air Force's farver
- men musikforlaget turde ikke!
(fra pladens noter)

====================================

Kjeld Bonfils (23/8 1918 - 13/10 1984)

Pianist, vibrafonist og komponist.
Uddannet som arkitekt.

I 1940 dannede Svend Asmussen (violin) en kvintet bestående af Kjeld Bonfils (piano), Svend Hauberg (guitar), Christian Jensen (bas) og Erik Frederiksen (trommer).

Spillede herefter med Peter Rasmussen 1943-45.

Rejste til Sverige, hvor han bl.a. turnerede med Harlem Kiddies, og året efter havde han eget orkester i Norge.

Efter denne tid helligede han sig sin virksomhed som arkitekt og som revy-, schlager- og filmkomponist og optrådte kun sjældent offentligt som jazzpianist.

Til trods for sin korte karriere som professionel musiker hører Bonfils til blandt de betydeligste danske jazzpianister, i en raffineret stil, der er påvirket af både Billy Kyle og Art Tatum.

Frank Büchmann-Møller

ref.
http://dvm.nu/hierarchy/theme/jazz/kb/index.tkl?type=theme

====================================

Ved en prøve som amatørmusiker ca. 1938-39
Fra venstre: Poul Olsen - violin, Bent Levisohn - trommer, Jørn Grauengaard - guitar,
Kjeld Bonfils - opretstående, Freddy Albeck - bas (sax & trompet ukendte).

(fra pladens noter)

====================================

(fra pladens noter:)

Første gang jeg hørte Kjeld Bonfils var i en taxa på vej til job. Jeg måtte indtrængende bede chaufføren holde taxameteret kørende, så jeg kunne høre nummeret til ende. Min hjerne gennemgik et arsenal af Tatum-soloer, men jeg kunne ikke sætte hverken titel eller indspilningsdato på.

Så kom chokket: "Rose Room", Kjeld Bonfils - solopiano.
Tag den makker, en lige højre - og husk at spise godt med chili til!

Jeg må indrømme at jeg havde svært ved at tro mine egne ører. I Bonfil's spil høres en nærmest overlegen beherskelse af de krævende discipliner Boogie-Woogie og Stride-piano. Letflydende stridespil med et smukt anslag, totalt afbalancerede pentaløb og en imponerende dynamik.

Kjeld Bonfils var uden undtagelse Guldalder-jazzens pianistiske stjerne i Danmark med referencer til bl.a. Teddy Wilson, Art Tatum, Billy Kyle, Earl 'Fatha' Hines, Fats Waller og Mel Powell. Man hører et virtuost og brillant håndelag og en utrolig velfunderet energi og dybde i hans swing. Der burde drysses 'Kjeld Bonfils perler' på himmelen, så hele verden kunne få del i ham og hans eminente pianokunst!

Det flyder med humor, elegance og fantasi. Der er en lethed og en afspændthed i anslaget, som får musikken til at klinge som en improviserende Rachmaninoff. Præcis, som når et piano spiller på pianisten. Den form for ubesværethed er i grunden så uhyre sjælden, fordi den kræver, at modtageren af en sådan gave er i stand til, teknisk og musikalsk, at kvittere med ren ukompliceret leg i sit udtryk. Det kunne han i rigt mål og mere end det!

Bonfils var en autodidakt begavelse, der kunne fotografere med sine ører og overleve traditionen på levende vis. Dette vel og mærke uden at miste det personlige præg, der er så essentielt i denne musik. Ligeledes har han formået at hæve sig op på et internationalt niveau og til stadighed være et eksempel og en instruktør for os yngre generationer.

Både som solist og akkompagnatør (med bl.a. Svend Asmussen 1940-43, Peter Rasmussen kvin- og sekstet 1943-45 samt med Harlem Kiddies 1945 o.m.a.) viste han en bred vifte i sit pianistiske vokabolarium, og har man siddet eller danset i Blue Heaven, München eller Scala-salen i den ellers mørke besættelsestid, har man oplevet noget væsentligt i Danmarks musikhistorie. Måske uden egentlig at tænke over det?
Men hvor ville jeg gerne have været en flue på tjenerens ærme!

Derfor er det noget af en sensationel begivenhed, at familien Bonfils og Music Mecca i samarbejde her får genoptrykt de gamle ODEON 78'ere samt et par dugfriske. Her er tale om 55 minutter og 13 sekunder af rene perler fra Kjeld Bonfils' mest produktive periode som professionel musiker, inden han desværre alt for tidligt trak sig tilbage for at hellige sig arkitekturen.

Skæring 1, 3 og 4 i kvartetformat med Svend Hauberg (g), Christian Jensen (b) og Erik Frederiksen (dm).

Skæring 2 er solo i hans egen "Blue Midnight".

Derefter følger en frisk udgave af standarden "Smiles" samt et take af "Worried over You". Begge numre solidt akkompagneret af Erik Frederiksen (dm).

Skæring 7 og 8 er rene soloperler fra Bonfils.

9 og 10 udgør den klassiske trio-konstellation i swing-æraen, mesterligt spillet af Poul Hindberg (cl), Bonfils (p) og igen Erik Frederiksen (dm).

På skæring 11-14 høres igen Bonfils som uovertruffen solopianist.

Hindberg og Frederiksen høres igen på 15 og 16.

På skæring nr. 17 og 18 høres Bonfils også som en fremragende og energisk swingende vibrafonist med tydelig påvirkning fra Hampton. Guitaren håndteres af den senere tegnefilmtegner Børge Ring. Desuden medvirker Hemming Hartmann (b) og igen Erik Frederiksen (dm).

Skæring 19 er hans egen "SOS", optaget i Stockholm august 1945 - et fuldstændig ubegribeligt Art Tatum-studie, der lader én tilbage med en hængende kæbe!

Skæring 20 åbner med oktavspil, jeg kun har hørt Vladimir Horowitz gøre lige så uanfægtet. Standarden "Smoke Gets In Your Eyes" udvikler sig til et humoristisk fabulerende foredrag, med reminicer fra Chopins valse og Rachmaninoff's Subito Con Amore.

Det er ganske en ægte maestro, vi her oplever, som giver en ung pianist som mig lyst til at øve mindst 27 timer i døgnet. Endnu mere glædeligt er det, at der venter flere genoptryk samt endnu mere ikke udgivet materiale, både fra hans år i Sverige og Norge med egne ensembler, men også private optagelser fra hans hjem. Lyrisk musik om natten, som han selv kaldte dem. Guldperler til alle os andre.

I dyb respekt - vær så venlig at nyde!

Carsten Dahl
København 4. april 2000

====================================

Peter Rasmussen's Sextet, 1943. Fra venstre:
Kjeld Bonfils, Christian Jensen, Poul Hindberg, Peter Rasmussen, Svend Hauberg og Erik Frederiksen.

(fra pladens noter)

====================================

(fra pladens noter:)

Hannes Stephensen arkitekt maa
Slotsvej 5
3000 Helsingør

Tlf. & Fax 49 75 01 65

12/4 1999

Kære Bo

Jeg lovede engang at sende dig et par linier om din far.
Her er et forsøg:

Han underviste i perspektivtegning på akademiet. Det var i de der præcomputerstyrede tider, hvor man skulle operere med x og front, og kende betydningen af fjernepunkternes placering på horisontlinien. Altså noget med linial og trekant og spids blyant og uden større tiltrækningskraft.

Det havde din far derimod. Ikke at han på nogen måde anlagde pædagogiske principper. Han talte med et stigende engagement - gik i et med den komplicerede geometri med en entusiasme, så man til sidst opgav forståelsen og blot koncentrerede sig om den nodeløse musik. Den agtværdige spanskrør pegepind endte sine dage som en flosset barberkost. Det var ikke jazz. Det var Verdi's Requiem. Det var en bragende flot forestilling. Din far led den tunge skæbne at have 2 talenter. I Danmark ser man gerne, at man kun har et.

- Hannes

====================================

(fra pladens noter:)

Jeg kommer fra et hjem med klaver - eller rettere: da jeg var 7-8 år købte mine forældre et brugt Steinway flygel, et vidunderligt instrument. Min far spillede altid på det: stride-piano og klassisk musik.

Husguderne var bl.a. Bach, Chopin, Beethoven, men også Duke Ellington, Art Tatum - og Kjeld Bonfils! Han var ihvertfald en af mine husguder. Ganske vist havde jeg aldrig hørt ham spille, men da min far havde de tre nodehæfter Bonfils fik udgivet under krigen:
- det røde,
- det gule (lidt sværere), og
- det blå (rigtig svære) hæfte.
Alt sammen Bonfils' egen kompositioner. Jeg syntes de var geniale og elskede at spille dem.

Det mærkelig er, at der skulle gå ca. 30 år, før jeg hørte en tone spillet af Kjeld Bonfils - og hvilken (genkendelsens) glæde. Hans spil ligefrem svømmer over af inspiration fra Teddy Wilson og Art Tatum - med et forrygende drive og swing! - Og så måske alligevel allermest genial og original som komponist. Der er han helt sin egen. Det ved enhver, som har spillet det røde, det gule og det blå hæfte!

Thomas Clausen

PS
Jeg har mødt ham een gang, for mange år siden. Det var på Louisiana, i cafeteriet. Jeg så ham tilfældigt, hilste på ham, fortalte ham at jeg havde spillet hans hæfter engang.
- Nå, men så må du jo være dygtig, sagde han.
Han var gammel, og jeg tror ikke han vidste hvem jeg var.

====================================

To: "Jazzpianoklubben"
Date: Tue, 7 Feb 2006
Subject: [JazzPianoNyhederne] Kjeld Bonfils 1941 - 1945

CD med jazzpianisten Kjeld Bonfils 1941 - 1945 bør være mange jazzpianisters eje.
Kjeld Bonfils spiller så blændende jazzpiano med et utroligt teknisk overskud, at der er tale om verdensklasse. Han var selvfølgelig under krigen påvirket af den tids stride piano og boogie woogie stilarter.
Hans utrolige swing skal man lede længe efter.

Venlig hilsen
Per Krogen

====================================

To: "Jazzpianoklubben"
Date: 7 Feb 2006
Subject: Kjeld Bonfils 1941 - 1945

Se, det har du så ganske ret i.
Han var helt enkelt fantastisk.
CD-en burde stå på enhver jazzelskers hylde.

Med jazzbazzhilzzen
Erik Lund Hansen

====================================

To: "Jazzpianoklubben"
Date: 7 Feb 2006
Subject: Kjeld Bonfils 1941 - 1945

Det virker næsten utroligt, at vi har haft en sådan mester blandt os en gang, og efter min mening rangerer han på højde med Leo Mathiesen. Bonfils virker mere inspireret af Jess Stacy og, især, Earl Hines. Det var en fortjenstfuld gerning at genudgive disse perler.

Jørgen Møller

====================================

To: "Jazzpianoklubben"
Date: Tue, 7 Feb 2006
Subject: Kjeld Bonfils 1941 - 1945

Det er dejligt at der kommer noget fokus på Kjeld Bonfils,som jeg har dyrket siden min barndom. Men på en LIDT speciel måde: Jeg hørte ham aldrig (selv) spille før mange år senere, men dyrkede ham som KOMPONIST!

Min far, som var en meget dygtig amatør-jazzpianist (i swing-stil forstås) havde bl.a. de 3 hæfter med Bonfils-kompositioner, det røde, det gule og det blå hæfte - i stigende sværhedsgrad. Udgivet under krigen i de engelske farver, men hvor man ændrede hvidt til blåt - for at narre tyskerne (ifølge salig Erik Wiedeman, som har fortalt mig den historie!).

Jeg var helt VILD med de kompositioner, som jeg syntes var dybt originale og sjove at spille. I dag hvor jeg også har hørt ham SPILLE, tør jeg sige at han måske var endnu mere ORIGINAL som komponist, end som pianist, selvom vi hurtigt kan blive enige om at han var en fantastisk pianist. Men DER er hans forbilleder - Tatum, Teddy Wilson, Billy Kyle osv - trods alt mere hørbare. I hans kompositioner hører jeg noget andet - en mere personlig tone....

Desværre mistede jeg hæfterne igen - har kun et halvt(!) et tilbage. De findes vist stadig på det Kgl. Bibliotek. Det ville være dejligt hvis nogen ville genudgive dem! Hvis nogen ligger inde med dem, er jeg meget interesseret i en kopi!

Mange hilsner fra
Thomas Clausen
Hjortøgade 1, 1st tv
2100 Kbh Ø

thoc@mail.tele.dk

====================================

To: "Jazzpianoklubben"
Date: Wed, 15 Feb 2006
Subject: Kjeld Bonfils 1941 - 1945

Det er et held, at JazzPianoKlubben slår et slag for Kjeld Bonfils, for havde det ikke været for debatten her, havde jeg ikke anet at vi har haft sådan en kapacitet i den hjemlige andedam. Bonfils har jo næsten oplevet en genfødsel her omkring årtusindskiftet!

Jeg har lyttet CD'en igennem mange gange, og er stadig lige så begejstret som ved første gennemlyt: det er ufattelig godt altsammen og sætter ham i en klasse for sig selv.

MEN: når der i debatten (og andre steder) refereres til Art Tatum som én der skulle eller burde være en slags forbillede for Bonfils (og os andre?), er jeg bestemt ikke enig. For vel er Tatum hurtig, men også lidt for hurtig. Det virker som om han er decideret utryg ved det langsomme tempo, ligesom han tydeligvis har problemer med at lade pauserne tale for sig selv. Man skal heller ikke have hørt Tatum mange gange, før de tomme gentagelser bliver svære at overhøre. Han har bl.a. en svaghed for altid - og et utal af gange - at skulle op på den høje tangent, og så ellers ned ad klaviaturet i en grusom fart. For et årstid siden talte jeg f.eks. med en piano-fagmand (kendt fra klubbens forskellige arrangementer), som forklarede, at et klaver gennemtævet af Tatum kan kendes på den høje tangent, som er banket helt ned... Det var selvfølgelig en vittighed, men fortæller vel alligevel noget.

I den sammenligning virker Bonfils helt anderledes sjælfuld og varieret. Der er en mening med galskaben og det bliver aldrig tom opvisning. Jeg har forøvrigt samlet, hvad der samles kan om manden (og det er ikke meget) på min hjemmeside.

Hvis nogen ligger inde med yderlige oplysninger, hører jeg meget gerne nærmere.

Venlig hilsen
Kurt Starlit

====================================

To: cykelkurt
Date: Thu, 16 Feb 2006
Subject: Kjeld Bonfils

Hej Kurt.
Jeg hedder Johannes Rasmussen og har kendt Kjeld Bonfils ganske godt.

Sidst i 50-erne spillede jeg (klaver) i Ib Renards orkester, hvor vi havde Grethe Klitgaard som sangerinde. Kjeld var meget glad for Grethe og kom med den ene populærmelodi efter den anden. Når han havde populærkasketten på, kaldte han sig Dan Mark. Som forfatter var han ingen ringere end Ophelia.

I flæng kan jeg nævne titler som
"Den sidste dans",
"Lad minderne falme",
"På en lille blå balkon",
"Bølger derude",
"Klokkernes klang" og
"Gule roser".

En enkelt gang kaldte han sig også Bob Farley. Som sådan skrev han "Jeg sender mine tanker".

Ofte smed han pseudonymerne væk. Som Kjeld Bonfils skrev han bl.a.
"Kærlighedens kro",
"Du skal få kærligheden at føle",
"Får jeg et kys",
"Sambo ku li mambo" og
"Pige, pas på" fra filmen ”Pigen i søgelyset” (fremragende melodi).

Alle nævnte titler er indsunget af Grethe Klitgaard og Ib Renards Orkester. Vi indspillede i Bispebjerg Bio på plademærket Tono. Herretoilettet fungerede som klangrum – somme tider gik det ”strålende” og så om igen. Ofte var Kjeld Bonfils til stede ved indspilningerne og ofte satte han sig selv til klaveret. Så spillede jeg vibrafon.

Endelig skal jeg fremhæve et dejligt hæfte – mest for børn:
ALABADILJE – en skæg familie.
tekst: Erik Reif
musik: Kjeld Bonfils
klip (foto af kludeklip): Grete Bonfils

Dorte (senere Kollo) iført strutskørt og hvide ankelsokker sang fire af sangene med Ib Renards ork.:
”Alabadøster, det er min søster”,
”Alabadoster, det er min moster”,
”Alabadante, det er min tante” og
”Alabadunkel, det er min onkel”.
Alabadilje er er udsendt på Wilhelm Hansens Musik-forlag.

Det er skønt at høre, at den store mester er kommet til ære og værdighed igen. Han har altid været mit store forbillede. Jeg har endnu de tre omtalte hæfter, som jeg ofte har prøvet kræfter med.

Mange hilsner fra
Johannes Rasmussen

====================================

Som en lille eftertanke vil jeg tilføje, at Johs. Rasmussen heller ikke selv er nogen nybegynder. I forbindelse med sin 80 års fødselsdag udsendte han en CD med Mads Vinding på bas og Aage Tanggaard på trommer: "Byens Lys og Toner fra Himlen".
Johs. Rasmussen er født 1923, uddannet pianist, spillet med en skrækkelig masse mennesker gennem sin aktive karriere. I perioden 1963-93 var han en kendt stemme på radioens P3.
KS 2006.Febr.17

====================================

Foto: Natmad på Skandia i København 1940-41.
v-h: Bonfils, Hauberg, Jensen(?), Asmussen.

Foto: Kjeld Bonfils Trio
Kjeld Bonfils Trio under en indspilning for Metronome.
Fra venstre: John Steffensen (trommer), Erik Carlsen (bas), Kjeld Bonfils (piano).
Foto: Fra Estrad, april 1953

Foto: Saltholm 1967
Bonfils fra en tur til Saltholm 1967.
Han var en aldeles strålende tegner og aquarelmaler.

(3 ovenstående billeder er lånt fra CD'en med Kjeld Bonfils)

====================================

Kjeld Bonfils
Et hus i toner

Guldalderpianisten genudgives
Bo Bonfils fortæller

Af Thorbjørn Sjøgren

Litteraturen om Kjeld Bonfils er sparsom. Nogle linier - kortfattede biografiske, leksikalske opslag - i Erik Wiedemann's "Jazz i Danmark i 20'erne, 30'erne og 40'erne" og i de forskellige udgaver af Politiken's Jazz Leksikon, ikke med store indbyrdes forskelle. Og (selvfølgelig) omtale i forbindelse med hans medlemsskab af Svend Asmussen's og Peter Rasmussen's orkestre og Harlem Kiddies igennem årene 1940-46. Det er stort set dét.

Og der synes, når hans pianistiske kvaliteter bringes på bane, jævnt hen at være enighed om, at han var god for en del mere end den gennemsnitlige danske swingpianist. Hvad indspilninger angår heller ikke videre omfangsrigt: sidemandsjob med de netop nævnte, en god snes titler i eget navn fra samme periode og nogle få fra begyndelsen og midten af 1950'erne.

Bonfils' aktivitet som komponist er derimod ganske omfattende. Ikke blot er 12 af de 20 stykker på den netop udsendte CD med hans optagelser i eget navn fra årene 1941-45 hans egne, men i mange år var han en flittig komponist af populær musik i bred forstand (ofte i et samarbejde med tekstforfatteren Thøger Olesen): revyviser, iørefaldende popmelodier og bidrag til adskillige års Melody Grand Prix. Såkaldt midaldrende læsere (og måske lidt mere end dét) vil nikke genkendende til titler som "Harry Motor", "Hjemme hos os", "Vuggevise", "Pige pas på", "Pigen i søgelyset", og måske ikke mindst "The Formula for Love" (Kærlighedens Melodi), hvor Nina og Frederik i 1959 havde Louis Armstrong som højt gageret makker ved indspilningen af filmen med samme titel.

Kjeld Bonfils' synlighed som professional jazzmusiker er stort set begrænset til årene 1940-46. Ikke fordi han på nogen måde tabte interessen for jazzen, vel heller ikke fordi han blev (eller opfattede sig som) overhalet af en yngre generation. Men han var, som Hannes Stephensen smukt beskriver det i ovennævnte CD's pixibog, en mand, som "led den tunge skæbne at have to talenter". Dét fortæller hans ældste søn, tegneren Bo Bonfils, gerne om:

- Kjeld begyndte sin arkitektuddannelse i 1937, kort tid efter at han var blevet student. Det tog ti år, før han fik sin afgangseksamen, for han spillede jo om aftenen og natten, så han var godt træt på arkitektskolen om dagen. Da han i 1947 skulle tegne sin afgangsopgave, faldt han i søvn og bankede hovedet ned i lysbordet. Det fortalte Jørn Utzon, som han gik i klasse med. Men så forbandt de ham og lagde ham på en reolhylde og sagde "Kjeld, nu må du altså sove". Der var blod på bordet, og hans afgangsopgave var ødelagt, men så tegnede de andre bare hans opgave færdig.

Hans baggrund var et pænt middelklassehjem i Valby, og der fandtes et opretstående af tvivlsom herkomst, og han gik til spil hos en lokal spillelærerinde. Slægten kom oprindelig fra Frankrig, huguenotter fra Montpellier. Det var en slægt med et klart billedkunstnerisk gén.

- Min oldefar, Valdemar Bonfils, som i øvrigt var paraplymager og opfandt og patenterede filtfoldedøren, var en glimrende søndagsmaler, og min egen far var en fremragende tegner og akvarelmaler. Olie derimod, sagde ham, i modsætning til mig selv, ikke noget.

- Det pinte ham, at han ikke havde været omkring Konservatoriet, men det skortede åbenbart på forståelsen og opbakningen hjemmefra. Kjeld fortalte mig engang, at han sidst i 1930'erne havde gået tre gange rundt om Martin Nyrop's rådhus og drøftet situationen med Steen Eiler Rasmussen. På det tidspunkt spillede han allerede ofte ude, selv om det var som amatør. Der havde han virkelig et problem, han baksede med, og Steen Eiler skulle jo bare have sagt: "Du skal dyrke tegnekunsten for dens egetværd, og skrub så over på Konservatoriet."
Som arkitekt fik han faktisk aldrig bygget et hus, men han underviste da på Kunst-akademiets arkitektskole i perspektiv og projektionstegning til sin død i 1984.

Var Bonfils fra begyndelsen af 1950'erne stort set usynlig i mere rendyrket jazz-sammenhæng, var det dog langtfra ensbetydende med, at han havde forladt musikken:

- Som fast leverandør til revyer, ikke mindst Cirkusrevyen i fint samarbejde med bl.a. Robert Arnold, Knud Pheiffer, Preben Kaas og ikke mindst Sejr Volmer Sørensen, som han havde et sublimt samarbejde med. De to mødtes i en ophøjet respekt for det disciplinerede i ethvert håndværk, en ellers ikke udbredt opfattelse af skaberværkets substans her i Danmark! Min far plejede at kalde sit fødeland for "Amatørernes paradis" når han præsenteredes for noget opreklameret og middelmådigt!

En lang række populære melodier igennem 1950'erne og 60'erne bærer hans signatur eller pseudonymerne Bob Farlig eller Dan Mark!

- Det var jo håndværk, det var et levebrød. Og når han kunne komponere "Jeg sender mine tanker" og Thøger Olesen kunne skrive en tekst til den og Grete Klitgaard sang den og alle tjente penge, jamen så var det jo fint. Der var kone og tre børn at forsørge. Når så Kunst-akademiet lukkede tre måneder om sommeren, så havde han det allerbedst i sommerhuset i Varnæsvig ved Åbenrå Fjord's udmunding, i et hus vi havde i 35 år. Det var simpelthen noget af det bedste han vidste, at daske rundt på fjorden i sin Oslo-jolle hele dagen.

- Han var altid bekymret for økonomien, og var rimeligt borgerlig med hvad man kunne og ikke kunne, økonomisk set. På det punkt har andre af den tids musikere gjort det anderledes godt: Bent Fabricius-Bjerre, Svend Hauberg. Og så kunne Kjeld ikke fordrage at spille på restaurant, han syntes at det var noget underligt noget. Enten spillede man og så dansede eller lyttede folk, men det med at spille, mens de sad og spiste...nej. I begyndelsen af 1980'erne var jeg i New York City, og en eftermiddag kommer jeg ind på restaurant Knickerbocker, på midtown Manhattan, for at læske ganen. Hvem sidder der midt i lokalet og spiller klaver?
McCoy Tyner, gudhjælpemig!
Og der kommer jeg fra et lille forkælet Danmark, "Amatørernes paradis", hvor det er kunst med stort K og det hele, og så sidder der sgu en stilskabende verdensberømthed, der har spillet med Coltrane, Davis, Roach, Blakey - you name them - og hele farveladen og spiller for bargæster. Det handler om a day's work...brød på hylden, simpelthen.

At den netop udsendte CD også er betegnet Volume One, indikerer en fortsættelse:

- Vi har planlagt en volume to, og den vil rumme indspilninger fra Stockholm lige efter krigen. Det er indspilninger med Roffe Ericson og Åke "Stan" Hasselgard og så andre ting, hvor Kjeld medvirker. Han elskede i øvrigt at akkompagnere og var fremragende til det. Akkompagnementet handler om at bakke solisten op. Som når Peterson akkompagnerer Ella Fitzgerald. Han kunne godt lide at pålægge sig selv den specielle form for disciplin det kræver, at være en god og lydhør akkompagnatør. Det kan man også høre på de indspilninger, han lavede på Metronome i begyndelsen af 1950'erne med sangeren Freddy Albeck. Freddy var i øvrigt et vidunderligt sødt menneske med en herlig distance til sig selv. Og så komponerede han musik til tekster af, blandt andre, "Poeten" Poul Sørensen og Mogens Dam, og akkompagnerede Aase Ziegler, som i en årrække hver uge havde radioprogammet POETISK BREVKASSE.

- Vores barndomshjem var fyldt med musik, også udover Kjeld's eget spil: Tatum, Bach, Nellie Lutcher, John Kirby, Monk, Poulenc, Muddy Waters, Asmussen. Altid musik.

- Man kan hævde, at min far komercielt set havde et ringe liv med sin musik, men til gengæld et fantastisk godt privat liv med den, og havde han nået at opleve den digitale eksplosion, så er jeg sikker på, at han havde kastet sig over keyboards og computer med musikprogrammer og siddet og skrevet og arrangeret og orkestreret. Han ville have elsket de muligheder, selv om der efterhånden er så mange, at jeg indimellem tænker "ku' man dog ikke bare få en violin og en stortromme."

Lad her Kjeld Bonfils selv få det sidste ord, hentet fra J.A. Lakjer's interview med ham i tidsskriftet Musikrevue fra december 1958. Vi klipper nogle få af Bonfils' udsagn:

- Efter min mening var der i tiden før 1945 fire jazzpianister, hvis betydning er hævet over enhver tvivl: Earl Hines, Art Tatum, Fats Waller og Teddy Wilson. Hines var utvivlsomt den første stilskabende jazzpianist af format. Ikke mindst som sideman var han suveræn.

- Tatum var en ener, simpelthen. Kolossal, uopnåelig. Hans jazzmusikalske fantasi og skabertrang er ikke før eller siden overgået..., men man skal lære at lytte til ham; især er hans tilsyneladende vilde løb og dristige modulationsteknik svær at vænne sig til og vanskelig at forstå. Jeg har lært meget af ham, men lærer ham aldrig.

- Også en pianist som Billy Kyle virker i sin knappe, men virile stil meget inspirerende.

Bonfils nævner herefter kort Bud Powell, Oscar Peterson og Horace Silver.

- Men når jeg har nævnt disse, vil jeg gerne komme tilbage til den efterkrigs-pianist, som jeg holder mest af at lytte til: Erroll Garner, i hvem jeg ser noget i retning af nutidens Fats Waller. Hans frodige fantasi, særprægede rytmefornemmelse og store spilleglæde - og lad os så tilgive ham, at han af og til forfalder til salon-agtige dårskaber.

 

Kjeld Bonfils 1918-84.
Pianist, vibrafonist og komponist.
Uddannet som arkitekt.
Spillede med Svend Asmussen og Peter Rasmussen i 1940'erne.
Rejste til Sverige, hvor han turnerede med Harlem Kiddies, og året efter havde han eget orkester i Norge.
Efter denne tid helligede han sig sin virksomhed som arkitekt og som revy-, schlager- og filmkomponist og optrådte kun sjældent offentligt.
Bonfils korte karriere som professionel musiker er omvendt proportional med hans betydning. Hans raffinerede stil var påvirket af både Billy Kyle og Art Tatum.

(ovenstående artikel stammer fra tidsskriftet Jazz Special, nr. 81, april/maj 2005)

====================================

Lakjer, J.A.: "Jazzklaver, gule roser og Ellington"
Musikrevue nr. 8, 1958, pp.313-15

Artiklen indeholder et interview med Kjeld Bonfils. Hvis du derfor ligger inde med Musikrevue 8/1958, vil det glæde mange Bonfils-fans, hvis du vil scanne artiklen og maile den til mig, så den kan lægges ud på siden her.

Venlig hilsen
Kurt Starlit

====================================

Ligger du inde med oplysninger om denne formidable danske pianist?
Send oplysningerne hertil og lad verden få glæde af dem!

Venlig hilsen
Kurt Starlit

====================================

Selektiv diskografi

"Er det virk'lig sandt"

Ja det kunne han også...

Bo Bonfils

Familietræet

Gravstedet

 

Musik Index

 

Forsiden