CykelKurt's Orkestre
1959 - 2006
Stilhed før stormen...
Foto: CykelKurt
Af Kurt Starlit
Denne side indeholder en oversigt over nogle af de grupper jeg har spillet i - og de tanker der blev tænkt undervejs.
Orkestre i skoletiden
April 1959
Mens jeg gik på Sundbyvester Skole, fik jeg en akustisk Framus jazzguitar af min mor i fødselsdagsgave. Og selv om jeg bestemt var glad for den, blev spillet aldrig rigtig drevet til noget, fordi der manglede nogen at spille sammen med og fordi der manglede nogen at blive inspireret af.
Det var på kostskolen i august 1959 at jeg første gang kommer i kontakt med ligesindede, der også spiller guitar. Der var flere grupper som øvede på skolen, og det var en enorm inspiration. Derfor ønskede jeg også mest af alt en elektrisk guitar i konformationsgave.
Mandag d. 5. marts 1962 får jeg en elektrisk guitar af min mor, som et forskud på den forestående konfirmation.
Den elektriske guitar (Höfner, Model 126) var højdepunktet, som jeg havde jeg drømt om i lang tid.
Niels Paulsen 56 - sologuitar,
Erik Rathsach 71 - rytmeguitar og
Kurt Starlit 91 - basguitar (nedstemt alm. guitar og/eller Framus basguitar).
Erik Rathsach, Niels Paulsen og jeg var klassekammerater, Erik havde altid noget godt guitargrej, han fik jo økonomisk hjælp hjemmefra. LEVIN guitar, DYNACORD forstærker (20W, to højttalere).
Niels havde en HAGSTRÖM guitar m. tremolo arm, som havde den rigtige Shadows lyd.
Foto: LUX
Jeg selv havde min HÖFFNER guitar, som var lavet med Les Paul guitaren som forbillede (det vidste jeg dog ikke dengang, kendte slet ikke Les Paul), HAGSTRÖM forstærker, model 310 (10W amp, 10" højtt.).
Klassekammerat Bjørn Ahlmann Olsen kom mig til hjælp med sin fine Framus basguitar, som jeg fik lov at låne og som jeg skylder ham mange tak for!
Med dette anlæg spillede vi til et par klassefester på DKO.
Den første indspilning (1959)
Erik Rathsach og jeg spillede en del sammen i de første år vi gik på skolen.
Hr. Olsen, vores lærer, havde en lille lejlighed på skolen med faciliteter som et lille indspilningsstudie. Hans GRUNDIG stereoanlæg virkede overvældende, fantastisk lyd, og så i stereo. Dengang forekom det at være noget af det højeste man kunne opnå.
Der stod også et klaver i lejligheden, som han ofte spillede på og han spillede virkelig godt. Han inviterede os op i sin lejlighed en aften, for at lave en indspilning af et nummer, som han selv havde foreslået: "Sømænd fra Piræus".
Jeg har desværre fuldstændig glemt melodien i dag, men vi havde det fantastisk spændende i de timer indspilningerne stod på.
Kurt Starlit - sologuitar & sang
Michael Holm - Framus basguitar & sang
Henrik Jørgensen - trommer & sang
Carsten Gerner Nielsen - rytmeguitar
Min klassekammerat Henrik Jørgensen var noget nær et geni, han var virkelig dygtig på klaver, kunne spille alt efter noder, byggede model- svævefly, -motorbåde samt højttalerkabinetter og delefiltre - bare for at nævne noget. Takket være hans tekniske evner og systematiske sans fik vi sammenflikket alle vore løse højttalerenheder til noget som kunne spille. Kabinettet var stort, ca. 180 cm højt, betrukket med sort nappa, højttalerstof foran højttalerne, dupper nedenunder, stik bagpå - helt professionelt.
1963
Kurt med konfirmationsgaven, Höfner model 126,
Ung mand søger orkester
Da jeg kom ud af kostskolen i 1965, var jeg meget opsat på at finde et orkester at spille sammen med. Det var faktisk det vigtigste i de næste mange år, at komme fremad og opad i musikbranchen. Altså gik jeg i gang med at søge.
Dengang var mulighederne ikke ret mange, faktisk kun Politiken's "Teater og Musik søges" og musikhusenes opslagstavler. "Halvprofessionel" og "rutineret" var kodeordene. De havde ikke altid noget reelt indhold, men var alligevel nøglen til den opringning, man ønskede mest af alt - jeg har været til utallige prøver med lallende amatørorkestre som søgte "halvprofessionel" guitarist.
Og så skulle jeg selvfølgelig have noget grej ("gear", som man siger nu om dage) der kunne sige noget, så jeg gik omgående i gang med en afbetalingsordning hos musikhuset Åge Jensen, som var sin tids hotte sted (dengang var et "hot" sted forøvrigt "cool"), hvor jeg bl.a. købte en VOX Foundation Bass 50W rørforstærker plus et kabinet med en 18" Goodmanns højttaler - det var noget der ku' brumme! Jeg spillede jo bas nu, hvor jeg skulle frem i verden.
Min Hagström F-400 basguitar var god og glimrende, ikke dyr og prangende, står i Hagströms 1967-katalog til 715 gode danske kroner - det var, hvad der var råd til. Der var jo ellers mange andre fabrikater som gav betydelig mere prestige, f.eks. havde jeg kig på en VOX (ja, de lavede også guitarer), som lignede en Fender Precision Bass, men var betydelig billigere, omkring 1800 kr. Men ak, uden for økonomisk rækkevidde.
The Secrets
fandt jeg igennem Politiken, hvor de søgte en "rutineret" bassist. "Rutineret" var et kodeord, som blev brugt i tide og utide, men anvendelsen af betegnelsen kunne være anledningen til den opringning, man ønskede mest af alt. Nå, tilbage til The Secrets. Det musikalske blev aldrig rigtig godt, vi swingede ikke sammen og jeg følte mig som en ensom ulv i en fåreflok. Der er taget nogle billeder på en Bagsværd-skole, hvor vi spillede op under julen 1965. Men selve oplevelsen af at spille for et levende publikum - WOW!
The Secrets
spiller på Bagsværd Skole, december 1965. Jeg har glemt hvad de forskellige hedder, vi svingede ikke sammen, og jeg holdt hurtigt op.
Bumble Bees
Mens jeg spillede med The Secrets i Bagsværd, søgte jeg via Politiken en ny/bedre gruppe at spille sammen med, og fandt i januar 1966 Bumble Bees fra Amager (Børkop Allé for at være nøjagtig). De havde haft en anden bassist på prøve ugen før: Benny Sandell. Ham skulle jeg senere få megen fornøjelse af.
Bumble Bees på rest. Blue Note i Silkeborg, april 1966.
v-h: Georg Wangel sang,
Jesper Jensen guitar,
Kurt "Pastor" Simonsen orgel,
Jeppe (Claus From Rasmussen) trommer,
Kurt Starlit bas.
Jeppe = Claus From Rasmussen
Thode = Claus Thode, boede på Sneserevej, i nærheden af Tårnby Torv
Pastor = Kurt Simonsen
Jesper Jensen, boede på Børkop Allé, Kastrup, hvor Bumble Bees øvede i kælderen
Bumble Bees havde været i Silkeborg i april 1966 (påske) og spille på et sted som hed Blue Note. Vi skulle spille tre dage i træk, og det var første gang jeg prøvede at være hjemmefra med et orkester - det var en stor oplevelse.
Svend, vores chauffør, var en flink mand med begge ben på jorden - lige hvad vi havde brug for. Havde det ikke været for ham, var denne tur (og flere andre) gået op i røg og damp. Jeg var ikke vant til at drikke, men om natten efter den første aften på stedet, skulle vi have noget indenbords. Vi sidder i restauranten og spiser et eller andet og kommer i kontakt med en gæst som rundhåndet giver øl til drengene. Senere redder Svend mig fra at brække mig i min egen seng. Jeg blev skide syg af alle de forbandede bajere, og ud skulle det.
I Bumble Bees perioden skete der en del omvæltninger. Først of fremmest fyrede vi lederen af gruppen (Jesper), som samtidig var indehaver af øvelokale og kontaktmand til vore "kunder". Vi meddelte ham vores fælles opsigelse og kørte derefter bort med grejet til Claus Thodes kælder i Tårnby. Han spillede bas og jeg skiftede herefter over til guitar. Eftersom jeg havde spillet både guitar og bas oppe på kostskolen, var det ikke noget større problem. Det må have været december 1966.
Fre. 20. jan. 1967 Spille i PUK
PUK er Politiets Ungdoms Klubber, hvoraf en lå i Tycho Brahes Allé på Amager. Her havde Bumble Bees debut med ny besætning (en pige der sang, Kurt på guitar, Claus Thode bas, Pastor orgel, Jeppe trommer).
Sounds Ltd. (1967-68)
Kurt Starlit (guitar)
Benny Sandell (bas)
Jørgen Knudsen (trommer)
Sounds Ltd. på FIOMA (Fr.sund Jernstøberi & Maskinfabrik), hvor vi havde øvelokale, 1968.
v-h: Jørgen Knudsen (trommer), Kurt Starlit (guitar), Benny Sandell (bas)
Mit store forbillede var Jimi Hendrix, altså en tremands besætning. Når jeg siger forbillede, betyder det ikke at jeg forsøgte at efterligne ham - det ville også have været håbløst - nej, det jeg beundrede ved Hendrix, var at én mand med én guitar kunne få det til at lyde af så meget.
Ideen til vores navn var en engelsk instrumental gruppe som kaldte sig Sounds Inc., hvilket betyder noget i retning af A/S LYD. Sounds Ltd. betyder stort set det samme.
Øvelokalet i Frederikssund lå i jernstøberiet FIOMAS' (Frederikssund Jern- og Metalstøberi A/S) kælder, hvor vi lånte et møgbeskidt kælderrum med kulstøv over det hele. Vi fik et par engagementer, bl.a. i en ungdomsklub, hvor Benny's forlovede dansede go-go med bar mave - det var noget der tog kegler i de dage. Vi var også i Nyhavn 41 et par gange med denne besætning.
Lør. 29. juli 1967 Forvrænger 140,-
Se, det var en revolution! Forvrængeren blev lanceret af The Rolling Stones i nummeret "Satisfaction", som udkom tidligere på året. Med denne Schaller-dims kunne jeg nu få den eftertragtede lyd.
Søn. 28. jan. 1968 Frederikssundsmesterskaberne i pop.
Det var ingen succes for os at stille op til disse mesterskaber, selvom vi (i modsætning til de øvrige orkestre, der alle spillede efterkopierede numre) insisterede på at spille egne numre på eget anlæg. Vinderne blev, så vidt jeg husker, Burglars, som efter mine bedste begreber var alt andet end originale.
Tors. 25. juli 1968. Første øvedag i Rødovre. Preben, Benny, Steen og mig selv.
Fre. 26. juli 1968
Øve i Rødovre, Carsten med. Tabte lydpotte på hjemvejen. Tog foto af hele banden.
Denne gruppe husker jeg kun svagt, men jeg tror det startede med at jeg gik mod toget i Frederikssund, hvor jeg havde været oppe (Frederikssund er OPPE, når man bor i Ølstykke) og diskutere med Jørgen Knudsen om et evt. nyt samarbejde efter Sounds Ltd.'s opløsning. Pludselig kører et udrangeret Folkevognsrugbrød op på siden af mig, og ud af vinduet stikker Benny snuden. Han har set min annonce i avisen. Preben, som også var med i bilen, kendte nogen som lejede øvelokaler ud i Rødovre, De manglede desuden en rytmeguitarist, og da jeg kendte Steen Schnedler, havnede vi på denne måde i nogle lejede øvelokaler i Rødovre. Det viste sig dog hurtigt at være en klam fidus, der var nemlig en fandens larm fra de øvrige grupper, som ligeledes øvede dér.
STRiDENS ÆBLE (ca. 1968-1976 med afbrydelser)
Et udateret sted i 1968-lommebogen har jeg skrevet følgende:
Sounds Ltd., 25. juli 1967 - 11. marts 1968
Circle, 12. aug. 1968 - 24. okt. 1968
Stridens Æble, 24. okt. 1968 - 20. dec. 1968
Fre. 22. nov. 1968. Darkie første gang.
Darkie var en lille sorthåret djævel med rødder i det græske. Han talte perfekt dansk, men så udenlandsk ud - det var noget pigerne kunne li. Vi (Circle/Stridens Æble) øvede i et lokale i Pilegården Ungdomsklub i Brøndbyøster, som jeg tror Benny havde skaffet os. Benny var udlært maskinsnedker og tjente gode penge dengang.
Søn. 8. dec. 1968.
Til spil om eftermiddagen. The Pusher - nyt nummer. Darkie optog noget derudefra.
Lør. 28. dec. 1968
I Studenterforeningen om eftermiddagen. Mødte amerikaner (California). Beautifools spillede også derude. Snakkede med Pastor og Jeppe. Mødte Torben fra DKO derinde også. Fjernsynet optog noget med os. Hjemme kl. 2 om natten.
Pastor = Kurt Simonsen (orgel), Beautifools (vi spillede sammen i Bumble Bees)
Jeppe = Claus From Rasmussen (trommer), Beautifools (vi spillede sammen i Bumble Bees)
Torben = Torben Gavnholt Hansen (elev nr. 97, fra DKO)
Vi skulle spille i Studenterforeningen sammen med en masse andre københavnske grupper - nogle få kendte (bl.a. Pink Floyd), de fleste i kategorien lige under. Arrangementet blev annonceret i aviser o.l. som Den Elektriske Jul.
Lørdag d. 24. oktober 1970
Nu bor vi i Rugvænget, Stridens Æble består i øjeblikket af Torben Nielsen trommer, Bent Rähr rytmeguitar, Kurt single, af og til Kit vocal, og engang var John Pusherman også med, men han har åbenbart fået kolde fødder, ihvertfald ser vi ham ikke mere. I går var vi 3 mand og "Dizzy miss Lizzy" (instr.) gik skide godt. Kit kom ikke. Men til helvede med hende, det går også meget bedre uden.
Stridens Æble, 1968
Optagelser til plakatfoto.
Nederste billede v-h: Preben Witt (trommer), Darkie (sang), Kurt (guitar) og Benny Sandell (bas).
Vi havde øvelokale på Pilegården i Brøndby.
Stridens Æble i Ungdomsklubben i Skovlunde, hvor vi lånte et øvelokale omkring 1971.
Kurt og Torben Nielsen (trommer).
Albøg (Bent Rähr) stødte til i denne periode (via Torben Nielsen).
Leif Olsen på bas kom også med...
Dunkelkrat (Erik Mørkboe) blev senere hentet ind (kendte ham fra Pilegården i Brøndbyøster).
Et lille intermezzo var perioden med Midtfugle ca. 1972.
V-h: Torben Nielsen (trommer), Jan Irhøj (gtr, sang), Kurt Starlit (gtr, sang), Jakob Gram (bas).
Foto tilhører Jan Irhøj
I øvelokalet Præstevænget 16 i Ballerup, 1974.
Kurt & Fender Jazzmaster.
Stridens Æble på rest. Skovlyst i Hareskoven, 1975.
Kurt (guitar), Mørkboe (sang), Ove Sørensen (trommer), Kølig-Olsen på bas og Albøg på guitar.
Stridens Æble på vores første job på diskotek The Flying Dutchman på Amagerbrogade (det gamle Merry Teater), 1975.
v-h: Kurt (sologtr.), Mørkboe (sang), OC (trommer), Olsen (bas) og Albøg (rytmeguitar).
Stridens Æble fotograferet af Poul Reinau, 1975, i forbindelse med vores første singleplade.
v-h: Albøg, OC, Kurt, Olsen og Dunkelkrat.
Stridens Æble tegner kontrakt med manager Claus Holm i 1975.
Holm er min klassekammerat fra kostskolen i Hellebæk.
Fra v.: Mørkboe, Kurt, OC (lyst hår), Hottentot-Olsen, Holm (siddende m. kontrakt) og Albøg (Bent Rähr).
Hjemmestudiet
Det var i denne periode jeg fik lyst til - og mulighed for - at bygge mit eget lille en-mands studie derhjemme, takket være den indsigt i elektronikken som jeg fik på min læreplads.
På et tidspunkt fik jeg (med kraftig hjælp fra min forlovede) sparet sammen til en gammel, men ekstremt velholdt Revox F-36 båndoptager, som var virkelig god til at lave trick-indspilninger på.
Det betød, at jeg selv kunne spille alle instrumenter, stemmer o.s.v. eet ad gangen. Alle mine lykkelige timer i studiet kan ikke tælles. Et af de få numre som har overlevet tidens tand fra dengang er "Hils Harvey", som må være indspillet ca. 1972.
Min musikalske karriere (hvis man kan kalde det sådan) er en svingning mellem egne musikalske ting derhjemme i studiet, som mit hjerte virkelig bankede for (men som jeg ikke kunne se nogen karrieremæssig fremtid i), og så ønsket om at komme "fremad og opad" i branchen.
Når man kom ud til prøver med forskellige grupper, var ingen nemlig interesseret i at spille originale ting - det skulle helst være noget som i forvejen var kendt og populært og egnet til dans.
Og jeg skal heller ikke gøre mig bedre end jeg er: jeg har nydt at spille for en masse glade mennesker, men altså.....musikalsk var det til at overse. Blandt andet deraf kom splittelsen - ambivalensen - mellem det derhjemme og det derude.
Applejacks (1976-78)
Jeg havde fundet nogle stykker at spille sammen med i Ballerup, vi kaldte os Stridens Æble. På et tidspunkt fik jeg tilfældigvis kontakt med en tidligere klassekammerat fra DKO, Claus Holm (33/59). Han var noget i retning af Karl Einars Booking, og ville gerne hjælpe os, men vi måtte først ha' et andet navn. Folk troede vi var venstreorienterede med det dersens navn (det var nogle af os måske også, men fra nu af holdt vi det for os selv). Vi sad en eftermiddag hjemme hos Claus og diskuterede et nyt navn, og blev enige om Applejacks som et godt kompromis. Ideen til navnet var min, jeg huskede en engelsk gruppe The Applejacks fra tresserne med en kvindelig bassist, som havde et hit jeg godt kunne lide: "Tell Me When".
Nu rullede lavinen. I flæng kan jeg nævne at vi var nede i Tocano studet i Hørve og lave stof til en hel LP. Problemet var bare, at vi på dette tidspunkt endnu ikke havde nået at få indarbejdet nye numre i den muntre ende af skalaen. Men vi var ihvertfald dernede i et par dage og arbejdede som gale. Bamse og hans venner havde været der ugen før. Senere indspillede vi hos Kleinert Musik (det selskab har Bamse vist endda overtaget efter old man Kleinerts død) og senere endnu hos Poul Reinau (Nikolaj Grammofon), hvor vi fik lavet et par single-plader, bl.a.
"Stamcafeen",
"Op, hvor der er højt",
"Vil du blive min" og
"Jeg sidder i mit træ".
Applejacks som kvartet, 1976
P.g.a. diverse uoverensstemmelser
spillede vi i en periode uden Mørkboe.
Applejacks plakatfoto, 1976.
Øverst OC og Don Olsen,
i midten Kurt og Albøg,
nederst Mørkboe
Af studier vi har indspillet i, kan nævnes
- Key Sound Studio (Klaus & Servants studie i Præstø),
- Sound Track Studio (Claus & Svend Asmussen's studie på Gl. Kongevej) og
- Werner Studio på Nørrebrogade.
Werner Scherrer er en kanut fra Schweitz som blev forelsket i en dansk pige. I dag er han nok den største herhjemme i studie-branchen, og har indspillet for stort set alt og alle. Men dengang vi indspillede hos ham, var han lige startet. En firespors TEAC båndoptager og en tolv-kanals mixerpult var hjertet i udstyret, så det var jo ikke det helt vilde. Forresten husker jeg ham fra Frederiksberg Tekniske Skole, hvor vi gik på samme tid, i hver sin klasse. Han har m.a.o. en teknisk uddannelse.
Poul Reinau havde engang skaffet os et job i City-2 i Høje Tåstrup, hvor vi skulle spille på torvepladsen foran biografen sammen med Flemming Verge & Blue Notes (dem med uglerne og kvittevit-sangen). De spillede fantastisk godt, jeg beundrede dem for deres professionalisme og flotte lyd. Nå, men trommeslageren fortalte mig på et tidspunkt at han holdt op, dette var hans sidste job med gruppen. Applejacks var først lige nu begyndt at mærke "suset", så det var noget næsten uforståeligt for mig, at folk som tjente mange penge på at spille (Flemming Verge var på dette tidspunkt vel det varmeste navn indenfor dansk show business med 300 spilledage om året), kunne drømme om at droppe det. Men han forklarede, at han var bange for at hans datter ikke skulle kunne huske ham, når han af og til var hjemme. Sært tilfælde, tænkte jeg, og ihvertfald gav det ingen anledning til at overveje situationen.
Applejacks' speciale var udklædning. I begyndelsen af vores karriere blev vi undertiden beskyldt for at være kedelige, anonyme og sådan noget. Det skulle der gøres noget ved. Hovedet blev slået på sømmet nede i Næstved, hvor vi spillede sammen med en gruppe som optrådte i korte bukser, hvilket de blev meget populære på. Enden på det hele blev, at vi havde et helt sæt (45 minutter), hvor vi var udklædte i det mest perverse vi kunne finde på. Hver mand havde en separat kuffert med udklædningstøj, parykker, næser, briller, vandpistoler og den slags. Vi kom så ind i lokalet fra den modsatte ende af scenen:
- Dunkelkrat (Erik Mørkboe) i flossede bukser, roterende paryk blæsende på trompet,
- OC (Ove Sørensen) i stribet undertøj og lilletromme,
- John Albøg (Bent Rähr) klædt ud som Skrækkelige Olfert af Quist med PAX-skilt i hatten og en blomst i reverset som sprøjtede vand,
- gamle Olsen (Leif Olsen) som er en lille lort, med kæmpe stortromme monteret på maven og
- jeg selv med lang rødhåret paryk, stor byldebefængt næse, kæmpestore blå BR plasticbriller, blå kjole med røde pletter (Britas aflagte), røde gamacher og højglanslakerede røde/grønne militærstøvler, spillende på akustisk guitar.
Når Dunkelkrat lancerede vores speciale - fyrværkeri og knaldhætter på scenen - under mottoet: "Sidste chance for et knald til levende musik", var ikke et øje tørt. Vi var ret kendte indenfor branchen i midten af halvfjerdserne p.g.a. denne optræden, f.eks. kan jeg huske engang da vi skulle hjem fra et engagement på Fyn over Storebælt med den første morgenfærge ("Musikerfærgen" som den blev kaldt, fordi der altid holdt 5-6 musikerbiler og ventede) og Keld Heick lavede en plimmelim-grimasse til os, for at demomstrere at budskabet også var nået til The Donkeys. Vi havde sågar på et tidspunkt en fan-klub og egen postbox, som Dunkelkrat bestyrede. Joh, det kørte for os... Dunkelkvist fortsatte i mange år i branchen, idet han havde sit eget booking-selskab, hvor han i bedste Kaj-stil solgte orkestre over hele landet.
Applejacks fik for mit vedkommende sparket efter et job i Køge (byfest 1977), hvor Gamle Olsen var skidefuld og agressiv. Jeg var i forvejen irriteret over en masse praktiske besværligheder, som jeg (som kapelmester) stod alene med, at jeg ikke kunne ta' Olsens smågnaverier alvorligt. Da han på et tidspunkt (i en pause) begynder at slå på et af gruppens medlemmer, griber jeg en klapstol og banker ned i bylden på ham. Olsen vakler lidt, mens jeg gør klar til næste indsats, da Dunkelkrat (sergeant i forsvaret) med sikker hånd griber ind og siger, at Olsen vist trænger til at hvile sig. Så dejser Olsen og der blir ringet efter en ambulance.
Nu står vi og mangler en bassist, men Mungo Jerry fra England, som var hovedattraktionen den sommeraften i 1977, stiller deres bassist til rådighed i de sidste 45 minutter. Bagefter kører vi forbi Køge sygehus for at sige godnat til Olsen, men sygeplejersken beder os på det bestemteste om ikke at forstyrre Olsen, som lige nu ligger og sover. Vi tager derfor hjem og ugen efter siger jeg op. Olsen har godt nok i mellemtiden undskyldt sin optræden, men denne hændelse var prikken over i'et. Jeg havde fået nok.
Og fordi jeg sagde op på et tidspunkt, hvor vi tjente relativt gode penge, og interne stridigheder endnu ikke var brudt ud, fik jeg en del værdier - i form af udstyr - ud af det. Disse ting brugte jeg hjemme i mit eget lille studie til at lave den musik, som mit hjerte bankede for. OC, som heller ikke var tilfreds med tingenes tilstand, sagde op fjorten dage senere. Han har siden spillet med Made in Denmark kvartet og trio.
Applejacks blev herefter Dunkelkrat's private business, hvor en utrolig masse mennesker er gået ud og ind. Efter min mening var 1976-77 højdepunktet for gruppen, uanset at Dunkelkrat sikkert vil hævde at de (han) siden har tjent flere penge på en måned end vi gjorde på et år.
I disse gruppe-perioder holdt jeg et par tænkepauser, bl.a. fordi jeg - når det rigtigt begyndte at brænde på (d.v.s. mange engagementer) fik det fandens dårligt. Ingen tid til at tænke over tingene o.s.v.
Komponistperioden (1977-79)
I denne periode fik jeg bl.a. udforsket den monofoniske synthesizer. Utallige er de lykkelige timer jeg har brugt på at udforske dette spændende apparat. Det bestod af en
Korg MS-20 (synth + klaviatur),I samme peride var jeg arbejdsløs i et halvt år, hvor jeg benyttede lejligheden til at få lært noder på et musikkursus. Så var det ellers med at få skrevet de gyldne tanker ned! En masse ting er utrolig nemt at spille, men forbandet svært at skrive - sådan havde jeg det ihvertfald. Nu blev der gjort noget ved tingene.
Korg MS-50 (synth uden klaviatur) og
modulationspedal MS-04 ("gaspedalen").
Kurt's logo i komponistperioden, 1977.Jeg var så heldig igennem en avisannonce at få fat i en dygtig tekstforfatter - Klaus W. Schmidt - som, skulle det vise sig, boede tre minutters gang fra min egen dør. Mit eget svage punkt - teksten - var hans stærke. KWS ville helst have en færdig melodi eller idéudkast som han derefter satte tekst på. Det har jeg haft utrolig stor fornøjelse af. Hvis jeg kom med en færdig melodi, leverede han som oftest en tekst der passede stavelse-for-stavelse udover at den selvfølgelg idemæsssigt var i orden. Her er et par eksempler:
Efter bruddet med Applejacks, havde jeg en skøn periode i hjemmestudiet.
"Tina"
Jeg leverede en del tekster og melodier til TOR Music, som var Eugen Tajmers fjende nummer eet - de var jo udbrydere derfra. Betingelsen var bl.a. at jeg skrev sange under pseudonym. Det gjorde jeg så, og kom til at hedde Kenny Sample og John Hesley. Klaus Schmidt, min vidunderlige faste leverandør af klassetekster, kaldte sig Cat Walk og Klaus Axel. Gamle Alpe-Olsen (ham med klapstolen) var begyndt hos Lovebirds, dem skrev jeg bl.a. et par ting til. Og spørg ikke hvad de hed, eller hvad de blev til, jeg har glemt det. Applejacks fik også et par ting, bl.a. "Karl Smarts Melodi" og "Ringer der en Klokke" - her i mine egne versioner.
I de fleste af grupperne havde jeg det store slæb med indstuderingen af numre plus de mange praktiske og økonomiske problemer som skulle løses. Det kørte mig ofte træt i utide på denne måde at kæmpe med de praktiske problemer og i mindre grad at bruge kræfterne på de kreative ting.
Lige modsat var det hjemme i mit eget lille lydstudie, hvor jeg kunne gøre hvad jeg havde mest lyst til. Her havde jeg det skønt; kunne skabe mit eget musikalske univers uden at spørge nogen til råds eller indgå kompromisser. Det var noget jeg nød.
Mange har undret sig over, at jeg ikke drev det til mere på den musikalske front, når musikken nu betød så meget. Den korte forklaring hedder tålmodighed - eller rettere: mangel på samme. Eksempelvis prøvede jeg flere gange at sende demo-bånd til pladeselskaberne, som sådan set syntes det tilsendte var udmærket, men mente at jeg burde have en en gruppe til at promovere numrene - det var faktisk helt afgørende. Men jeg orkede simpelthen ikke at gennemspille numrene 117 gange med en gruppe, for derefter at gå på landevejen og gennembanke numrene 118 gange mere.
Drømmescenariet var CykelKurt i (hjemme)studiet med fuldstændig frie hænder - det uforudsigelige indspark, så at sige. På scenen måtte jeg hyle med de ulve jeg var iblandt.
EMPiRE kvartet (1977-80)
Da jeg havde fået det værste fra hånden derhjemme i studiet, begyndte det igen at trække efter at lugte savsmulden fra manegen og se glade mennesker på dansegulvet. Jeg satte derfor en annonce op på musikhuset Åge Jensens opslagstavle: "Rutineret guitarist søger glad gruppe med engagementer" eller sådan noget. Jeg ville med andre ord ikke begraves i et øvelokale og måske komme ud og spille hver tredie måned for en flok snottede gymnasieelever. Lars Green ringede dagen efter. Han arbejdede derinde og spillede i sin fritid i Empire - en gruppe fra Tåstrup.
Skulle vi prøve?
Selvfølgelig!
Det må have været i '77 eller '78. Green og jeg dannede fra nu af et stabilt makkerpar. Selvom (eller måske netop fordi) vi var vidt forskellige, gik vi godt i spænd sammen.
- Jesper Langkilde - sologuitar & sangHvad er det, der er så interessant og spændende ved musikbranchen - og showbusiness i det hele taget?
- Erik Overgaard - trommer
- Lars Green - basguitar & sang
- Tonny Larsen - rytmeguitar, orgel & sang
- Kurt Starlit - sologuitar & sang (som afløsning for Jesper)
- Lars "Pelle" Pilemand Hansen - trommer & sang (som afløsning for Erik)
Godt spørgsmål.
Pelle og jeg har haft mange herlige diskussioner i bilen, når vi kørte frem til et engagement, om dette (og alle mulige andre) emner. Det er følelsen af frihed, først og fremmest, dette at man hæver sig op over dagligdagens åndssvage, ligegyldige problemer. Hvis man begynder at analysere sin situation, er det let at se, at man bedrager sig selv, for man er selvfølgelig ikke spor fri; faktisk er man endnu mere bundet som musiker end som "almindelig" lønmodtager, det er jo noget i retning af dobbelt husholdning man præsterer.
Men følelsen er ikke til at komme udenom. Når 4-5 mand banker ud ad landevejen med en pilsner i hånden og kurs mod et muntert job, så er livet sgu lige til at bære........ alle i branchen spiller skuespil overfor hinanden, men samtidig har det sin egen uimodståelige charme. Mine følelser overfor branchen er dobbelttydige - ambivalente - på den ene side er den falsk, dobbeltmoralsk og korrupt, på den anden side er den dragende, spændende og uimodståelig - et tveægget sværd.
EMPIRE kvartet, 1978:
Lars Green (bas), Tonny Larsen (guitar, orgel), Kurt (guitar), Erik Overgaard (trommer).
Empire på La Flamenco i Svendborg, 1980:
v-h: Larsen, Green, Kurt, Pelle Hansen (trommer).
Empire på Ritz i Roskilde.
v-h: Pelle, Kurt, Green og Larsen.
Drømmeturen til Skærbæk (marts 1980)
Vi var på toppen af vores karriere (hvis man vil undskylde udtrykket), og skulle spille på Missionshotellet i Skærbæk, Sønderjylland. I den anden ende af byen var der en miss guderne-må-vide-hvem-hvad-hvor-eller-hvorfor konkurrence, så resultat var at der højst har været ti mennesker i den store sal - personalet incl. Men vi var selvsikre som bare fanden, og når jeg siger det på DEN måde, skal det forstås derhen, at vi vidste at vi kunne vores stof. Havde det været et år tidligere, havde vi skidt i bukserne af skræk. Men vi morede os alle fire i stor stil, vi var jo i forvejen i højt humør hjemmefra; sådan en tur i bil ryster folk sammen. Jeg betragter denne tur som højdepunktet i min gruppe-karriere, som sagt fordi ALT fungerede perfekt i denne periode.
En af de første bemærkninger fra scenen var McLarsen som siger, "hvad vil i høre!" Det var skide frækt, men gudhjælpemig om vi ikke kunne samtlige numre som 3-4 gæster plus fire tjenere på skift råbte op. Det var en utrolig skøn fornemmelse. Der blev snakket og fjantet mellem numrene, og da miss-konkurrencen var slut, kom folk væltende ind, og vi fortsatte uanfægtet - som om det betød noget om der var 3 eller 300!
Da vi endelig skulle hjem, var det meget tåget. På et tidspunkt møder vi et skilt hvor der står "Tønder 10 km" - så ka det nok være vi får skuden vendt mod nord...
Af andre skønne steder jeg har spillet i Empire kvartet-perioden vil jeg især nævne Flamenco i Svendborg og Magasingården i Fåborg, som begge var nogle pragtfulde spillesteder.
Vi var flyttet ud i et stort rækkehus i Værløse (Ballerup Kommune) i 1980. Der var så god plads at det gav mulighed for at indrette et kælderrum til studie. Her stod orkestergrejet opstillet, når vi indspillede eller lignende.
Trio EMPiRE (= Green's Trio) (1983-89)
Green og jeg blev enige om at prøve igen, denne gang som trio, fordi fjerdemanden Frank skred efter et par måneder. Jeg spillede stadig guitar, men forsøgte at supplere det med et lille mini-orgel. Jeg var dog langtfra sikker på instrumentet, så det var kun i undtagelsestilfælde det blev brugt.
- Lars Green - basguitar & sang
- Kurt Starlit - guitar & keyboards & sang
- 1. Søren Sebber Larsen - trommer & sang
- 2. Bjarne Nielsen - trommer & sang
- 3. Niels Juul Schneider - trommer & sang
Trio Empire plakatfoto: Søren Sebber Larsen, Green og Kurt, 1984
Vi har spillet med denne besætning på restaurant Isefjorden i Holbæk i en længere periode i 1983. Dario Campeotto, Kaj Løvring og Peter Belli er tre navne som jeg husker som aftenens hovedattraktion, med 2 x 20 minutters optræden - hver sin aften.
Det er interessant at møde de store kanoner i virkeligheden, og få et indtryk af dem. Dario er sympatisk, musikalsk og dannet - alle tre ting strutter ud af ham. Kaj Løvring er plat, brovtende og ikke specielt musikalsk, ejheller sympatisk. Peter Belli er.......jamen, jeg kan godt lide ham som person, og han har da også lavet gode ting både før og senere (f.eks. "Summerwind" med Ib Glindemann's big band), men på Isefjorden var hans indsats ihvertfald til at overse.....han stod der med sit kæmpe play-back udstyr (plus medbragt tekniker) og formåede slet ikke at skabe kontakt med - eller stemning for - det ellers muntre publikum.
Green's Trio: Kurt (kbd), Green (bas) og Niels Schneider (trommer), 1985.
Green's Trio i Greve Centret, juli 1985
V-H: Lars Green (bas), Schneider (trommer) og Kurt (kbd).
Gullasch-baronen alias mr. G.
Med kort varsel skulle vi (Trio Empire: Green, Bjarne, Kurt) spille tre dage i Reersø Ferieby 13-14-15. apr. 1984, fordi stedet lige havde fået ny ejer. Da vi ankommer, er førstehåndsindtrykket et lurvet og forfaldent etablissement. Vi får forklaringen af én af de ansatte: stedet har været lukket p.g.a. konkurs i flere år.
Den nye indehaver viser sig at være en meget informativ personage, der gerne udbreder sig vidt og bredt om sine storslåede planer for etablissementets fremtid, bl.a. har han indrykket annoncer i samtlige sjællandske aviser for at advisere genåbningen af Reersø Ferieby. En flyver, med en annonce-streamer var også planlagt, men kunne ikke nås.
Green har dog undersøgt det med aviserne hjemmefra (hans bror er ansat i branchen), og véd at der absolut ikke er annoncer for nogetsomhelst i nogensomhelst avis. Vi bliver derfor noget mistænksomme, og spørger forsigtigt nogle af de ansatte, hvor længe har de været her, er de tilfredse o.s.v. De fleste lægger ikke skjul på, at mr. G har fis i kasketten, men at han til trods for dette betaler godt. En ung mand viser os endda et flot ur, som baronen købte til ham for et par dage siden, da de var sammen i København i baronens limousine.
"Det gælder om at se mulighederne", forklarer baronen i en af pauserne, mens vi andægtigt lytter til hans visdomsord. Han betror os - ikke uden stolthed - at han har Eugen Tajmers ord for, at han er inde på noget af det rigtige; jeg tror endda at han røbede, at det var E.T. som anbefalede ham at købe stedet. Endvidere var han med til Spies' begravelse, så vi ikke billedet i SE og Hør!
Fredag aften vælter det ind med mennesker (det viser sig senere, at det er E.T. som har arrangeret det sådan), men de fordamper i løbet af den første time. Lørdag og søndag er der gabende tomt. Da vi senere på aftenen skal have noget at spise, forklarer mr. G at han desværre ikke har nået at købe ind, men han har nogle dåser gullasch stående - dem skal vi være velkomne til at spise. Det gør vi så. Det samme gentager sig lørdag og søndag - deraf hans tilnavn.
Allerede fredag aften erklærer Bjarne af og til midt i et nummer på sin knastørre facon: "Han er inde på noget af det rigtige". Vi vrider os af grin, mens vi kigger ud i et gabende tomt festlokale. Det er totalt idiotisk det hele, problemet er bare, at vi har penge i klemme hos denne galning. Vil vi få dem?
De fleste, som har været i Reersø, vil sikkert give mig ret i, at det ligger "langt væk". Jeg havde en fornemmelse af at være ved verdens ende de tre dage vi var derude (vi kørte hjem til København hver nat). Uden for feriesæsonen er her ikke ret mange mennesker - og der er virkelig mørkt om natten derude i sumpen. Jeg ville sgu nødig sidde i en orkesterbil, som gik i stå midt om natten her.
Vi får vore penge søndag aften, men desværre i check. Den viser sig dog heldigvis at være gyldig, da Green indløser den om mandagen, så på dette - det vigtigste - punkt kan vi ikke klage. Alt i alt en temmelig obskur oplevelse.
I lang tid hører vi intet til mr. G, men ca. et år senere (14. maj 1985), kontakter han igen Tajmer Booking. Denne gang skal vi spille til hans 40 års fødselsdag, som han fejrer i gården til en fire-etagers ejendom på Gl. Køge Landevej i København, hvor han havde fået job som vicevært. Vi skal spille nede i selve gården, og det kan nok være de øvrige beboere i ejendommen slog vinduerne op (om det var af begejstring, kan måske diskuteres), da vi begyndte at spille.
Gullasch-baronen sad mutters alene ved et bord i et hjørne af gården - lyttende og tyllende rødvin i sig. Gården, hvori vi spillede, blev om dagen brugt af en automobilforretning til henstilling af biler. På et tidspunkt kommer ejeren af forretningen ind i gården og gør mr. G opmærksom på at festen afholdes på hans (forretningsindehaverens) private ejendom, og at der iøvrigt ikke er indhentet polititilladelse til arrangementet.
Lidt senere ligger de to gentlemen på asfalten og tæver løs på hinanden, mens vi spiller uanfægtet videre. Senere kommer politiet til, og anmoder os om at stoppe musikken omgående. Det gør vi så.
Da vi endelig får anlægget pakket sammen (hvilket ikke er nemt: overalt er der møgbeskidt og intet lys), inviterer baronen os med hen på værtshuset Nekudemus, som ligger lidt længere henne ad Køgelandevejen. Tjeneren nægter at servere for mr. G (og os), før han har fået kontanter - baronen er åbenbart kendt her. Mr. G hiver en stor plasticpose med mønter frem fra inderlommen og begynder at tælle op. Mens vi venter på serveringen, skriver han en check fra en eller anden obskur bank på Fyn ud til Green. Vi får vore bange anelser, men det viser sig heldigvis dagen efter, at også denne check er gyldig.
Hvor har gullasch-baronen alle disse gysser fra? Ingen ved det med sikkerhed, men der går rygter om, at de stammer fra hans gamle mor, som døde kort forinden Reersø eventyret. Manden har kuk i kassen, ingen tvivl om det, men desværre har han også børn - en halvvoksen datter, som boede hos ham på Gl. Køge Landevej. Det er sgu synd for hende, hun virkede meget sød og normal.
For ikke at blive misforstået, vil jeg understrege at jeg har stor sympati for "underlige" mennesker, som har fundet deres egen måde at leve på. Der skal være plads til de "forkerte" - ingen tvivl om det. Men ham her, han virkede slet ikke som om han havde fundet nogetsomhelst, endsige nød det. Han virkede simpelthen forstyrret.
Overgangen fra guitar til klaver (ca. 1985)
Jeg var tæt på de fyrre år, før jeg for alvor skiftede fra guitar/bas til keyboard/klaver. Jeg fik hurtigt at mærke hvor mange huller der var i min musikalske dannelse, bl.a. det nærmest uendelige antal festsange man skal kunne udenad, f.eks. når tante moster har skrevet en tekst til en kendt melodi. Det kan mærkes selv i dag, at masser af de grundlæggende ting, som for den, der har spillet klaver det meste af livet, føles let, for mig kan tage uger at lære. Desuden glemmer jeg næsten hurtigere end jeg lærer. Nettoresultatet er ihvertfald, at jeg må øve hver eneste dag for blot at holde konditionen nogenlunde ved lige. Men den daglige kamp med klaviaturet er en stor tilfredsstillelse: at mærke det trods alt går fremad.
Schneider's Duo
Lars Green havde i midten af 1980'erne startet sin egen forretning, og fik derfor stadig mindre tid til at gå ud og spille. Omkring 1990 fortsatte Schneider og jeg derfor som duo, hvilket bl.a. betød at jeg var nødt til at lære pedalbas på orgel/keyboard. Undervejs i samarbejdet med Schneider (1996-97) blev der råd til eget transportmiddel: Citroen Berlingo, hvor der lige præcis var plads til det komplette anlæg plus to mand. Det gjorde tilværelsen en hel del lettere.
Selv om vores repertoire afgjort var i den folkelige afdeling, var det alligevel muligt at udvikle sig musikalsk, bl.a. fordi vi konsekvent undgik brugen af automatik og automatiske instrumenter. Begrænsningen lå stort set hos os selv. Det er en enorm tilfredsstillelse at kunne trække tempo op/ned efter behag, skifte stilart når/hvis det ønskes, variere swinget løbende o.s.v. o.s.v. - kort sagt alle de ting der kendetegner levende musik.
Schneider er en dygtig trommeslager, synger godt, entertainer godt, så vi fortsatte indtil 2005, hvor jeg af helbredsmæssige grunde var nødt til at stoppe. Men vi havde det fornøjeligt, mens det stod på. Mere kan man ikke forlange. Tak for samarbejdet, Schneider!
Schneider's Duo, visitkort, 1993
Schneider's Duo på rest. Dannebrog i 1996
(slut)
Ovenstående er historien i korte træk.
Hvis du har spørgsmål eller kommentar, skriv til:
Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt
LiNKS
At finde sig selv
