Jerry Dycke
Singer songwriter pianist
Jerry Dycke er en amerikansk pianist og sanger, som Kurt og familien havde fornøjelsen af at opleve live en novemberaften 1992 på restaurant THE HUT i Buckingham, en forstad til Fort Myers i det sydlige Florida. Her spillede han sammen med en trommeslager under spisning og den efterfølgende dans seks dage om ugen - det kan man da kalde fast arbejde.
Omslaget til kassette "Love Songs - Past & Present, Vol. II"
Biography
Jerry Dycke, singer and keyboards, was inducted into the Florida CMA Hall of Fame in 1994.
He has been the Florida CMA Entertainer of the year twice, Male Vocalist of the Year,
Songwriter of the Year 3 times and Duo of the Year twice.
He won the Record of the Year Award 5 times.
He first began recording for Sun Records in Memphis, TN in 1968.
Jerry Dyke produced by the legendary Sam Phillips.
Billboard top 100 records included "Things", "I Never Said Goodbye",
"Daddy Played Harmonica" and "Beethoven Was Before My Time".
In 1986 he co-wrote and recorded "Starship Fly On",
the Challenger tribute which was a top 10 record on the National Independent charts
and was chosen by the U.S. Space Foundation as the official song of the Challenger 7 fund.
He has performed at clubs in 12 states including the Golden Nugget in Las Vegas.
He spent 15 years at The Hut in Ft. Myers, Fl.
Uddrag fra Jerry Dycke Homepage.
THE HUT er et temmelig eksotisk sted med palmer og vandfald og den slags ting. Nå ja, palmer er der overalt i Florida, så det bliver hurtigt en selvfølge, men her bagefter er det alligevel noget der har gjort indtryk. Som det næsten er standard i Floria, havde også dette sted en såkaldt "salad bar", hvor alle statens selvdyrkede godter er lagt frem. På grund af det milde klima kan der høstes to gange årligt, hvorfor alle former for grøntsager kan købes frisk hele året rundt. Betjeningen er, som de fleste steder i Florida, fantastisk, servitricen m/k kommer flere gange og spørger om man er tilfreds - og vand til maden er ad lib.
Det var moster Dorothy som havde anbefalet stedet, så jeg var selvfølgelig spændt på at høre (og se) om mr. Dycke levede op til forventningerne, da vi en forkølet tirsdag slingrede hen til Hytten i mosters flotte Ford Thunderbird (Town Sedan) 1966, der så ud som om den lige var rullet ned fra produktionsbåndet: flødefarvet lak og ditto læderindtræk, alt uden en skramme, power steering, air condition, mere end 300 HK motor.......nå, der var jeg lige ved at glemme mr. Dycke, sorry, back to business.....især glædede jeg mig til at se hans klaverudrustning. Hjemme i Europa spillede alle de smarte drenge med sequencers og programmerbare keyboards og TV-skærme og alt mulig andet skrammel som fylder fra gulv til loft (sommetider har jeg en mistanke om at der skjuler sig en musikalsk - og personlig? - usikkerhed bag det tonstunge grej), men mr. Dycke spillede MANUELT keyboard plus fodbas over en lille 8-kanals stereomixer og CROWN udgangsforstærker tilsluttet to små JBL 2-vejs højttalerkasser (15" unit + horn), der hang ned fra loftet. Al elektronik var stuvet af vejen bag et forhæng, der var m.a.o. meget lidt at gemme sig bag ved. Ej heller nosseforstørrede roadies og/eller teknikere der dalrede rundt og kløede sig i røven, anlæg der knasede eller lys der blinkede kunne forstyrre helhedsindtrykket, som kort sagt var professionelt.
Klaveret var et digitalt elektronisk (ROLAND RD-250) med KORG Poly-800, polyfonisk analog synthesizer liggende ovenpå, og så ellers en sur fodbas (måske ROLAND PK-5) nede på gulvet. Alt betjent manuelt, ingen form for automatik!
Ti minutter før start står mr. Dycke nede bagest i salen, taler med en gæst og ryger en smøg. Han er en ca. 40-årig mand med kort sort hår og overskæg. Pæn og charmerende, men ikke pralende, tøjet ganske almindeligt: en hvid kortærmet skjorte, sorte bukser, sorte flade sko.
Som et resultat af den enkle opstilling, er også lyden enkel: klaver, bas, trommer og to gange sang. Bassen er et diskussionsemne for sig selv, der er dem der tilsyneladende mener at jo mere, jo bedre. Hos mr. Dycke vil jeg næsten kalde bassen svag, og ihvertfald på ingen måde dominerende. Derfor var der heller ikke på dette punkt meget at gemme sig bag ved.
Musikken og stilen passede perfekt til stedet, de er meget dygtige begge to. Jeg vil ikke nævne titler, en del af numrene har mr. Dycke selv skrevet, mens andre er de kendte travere. Det var ikke så meget det at de spillede, det var mere måden altså at de gjorde det på, som gjorde en forskel. Jerry Dycke har sin egen rolige, næsten tilbagelænede stil, en musiker, der har udviklet sig fra en gemen poppedreng (har tidligere spillet i diverse popagtige grupper) til en stilsikker pianist. Alt spiller han med en beundringsværdig sikkerhed og selvfølgelighed, samtidig med at han kommunikerer verbalt og fysisk med publikum, som kan komme meget tæt på (ca. en meter). Da han spiller Irving Berlin's "What'll I do" (3/4), synger alle damerne i selskabet med, de kan teksten udenad. Jeg havde aldrig hørt den sang før, selvom den faktisk er old-gammel. Han har salen i sin hule hånd.
Min favorit er "Stardust", som i Dycke's version lyder som om han selv har oplevet den. Når han spiller kendte melodier, som f.eks. "Lady in Red", gør han det på sin egen måde - forsøger ikke at efterligne lyden på hitpladen - hvorved alle hans ting får en ægthed, som man ikke er forvænt med i dagens elektroniske udbud af skrivebordskonstrueret muzak.
På vejen ud af bageriet køber vi et kassettebånd med Jerry Dycke: "Love songs, past & present, vol II". Jerry Dycke har flere gange været på den amerikanske hitliste, bl.a. med sangen "Starship, fly on", en hyldest til det amerikanske rumprojekt og de mænd/kvinder som lægger krop til.
Senere har jeg anskaffet flere bånd med JD, bl.a. ved at være så fræk at tilskrive ham direkte med en kommentar til hans optræden i almindelighed og indspilninger i særdeleshed. Som tak (would you believe) modtog jeg to bånd med hans personlige hilsen påskrevet båndene. I et medfølgende brev skriver han bl.a.: "I'm a bit overwhelmed by your wonderful letter, and flattered that you took the time to listen as carefully as you obviously did. When I make a tape, I always try to do the very best I can as I know it's there forever and that I can't change it once it's done. To know someone is really listening makes the effort all worthwhile."
Kommer du nogensinde til Florida, vil jeg anbefale et besøg på The Hut med sin uforlignelige salad bar (hvorfor æde kød, når grønt smager meget bedre og man i det hele taget får det bedre), og ikke mindst Jerry Dycke, som er et bevis på at man også indenfor den elektriske afdeling stadig finder den ægte vare: levende musik!
Nå ja, så er der jo også naturen i Florida, The Everglades, Corkscrew Swamp Sanctuary, alligatorerne, fuglelivet, Key West, Kennedy Space Center, Disneyworld, orkanen Andrew som åndede os i nakken, Edison's Winter Garden, Henry Ford's Home og ikke mindst amerikanerne, de rigtige levende lønmodtagere af kød og blod, men det er der jo nok ingen der gider høre om.
Anyway, tag derover and see for yourself!!
=======================================================================
Radio Jazz Debat=======================================================================
(Walker, 2001.Marts.30)
Hej Kurt
Du skrev i dit indlæg
...som man ikke er forvænt med i dagens elektroniske udbud af skrivebordskonstrueret muzak
Du har ret, der er rigtig meget muzak i omløb, men man skal faktisk ikke lede så længe, førend man finder vidunderlig elektronisk musik.
Labels som Guidance, Warp, Tender Productions, Sub Rosa, NinjaTune, Sublime og listen er meget længere.
Ellers spændende læsning fra din tur. Får en pludselig lyst til at spise en skål salat og høre Ahmad Jahmal - At the Penthouse. Det er en pianoplade jeg genopdager i ny og næ.
-------------------------------------------------------------
(Kurt Starlit, 2001.Marts.31)
Kære Walker,
det er sikkert rigtigt som du antyder, at gør man en indsats, er det muligt at finde vedkommende elektronisk musik. Når jeg ikke har fundet disse ting, skyldes det derfor sikkert at jeg ikke har ledt grundigt nok.
I de senere år er mine musikalske interesser skiftet til det akustiske, det regulære håndværk og frem for alt: den levende fremførelse. Før var jeg mere interesseret i, hvor detaljeret een mand kunne styre elektronikken - eksempelvis hvor langt man kunne "snyde" lytteren til at tro, at dette var menneskeskabt musik.
Jeg ved selvfølgelig godt, at den elektroniske musik kan have mange andre formål end at efterligne akustiske instrumenter, f.eks. husker jeg Gunnar Møller Pedersen's daglige fremførelser på Glyptoteket som en spændende oplevelse. Jeg er ikke sikker på værkets overordnede titel, men deltitlerne var årets måneder, f.eks. "Januar", "Februar", "Marts" o.s.v. Hver dag i måneden blev der på et bestemt klokkeslet (kl. 13 tror jeg) spillet en timestid af månedens stykke over et 4-kanals system i Vinterhaven (en indendørs have med stedsegrønne vækster fra Middelhavslandene, romerske sarkofager og dansk skulptur) med springvandet "Vandmoderen" som fast akkompagnement. Støjen ude fra gaden kom ned gennem glastaget og blandede sig med de besøgendes småsnakken og musikken, hvilket gav en helt speciel atmosfære. Jeg prøvede på et tidspunkt at låne værket hjem, men derhjemme i stuen blev oplevelsen slet ikke den samme. Det kunne man selvfølgelig heller ikke have forventet, GMP skriver jo som regel sine værker til et bestemt formål, og her var værket bestemt bedst egnet til Glyptotekets indendørs have. Vinterhaven virker meget stor, der er fandens højt til loftet og en masse specifikke akustiske problemer/udfordringer i rummet, så det er givetvis en opgave der har stillet store krav. Han skrev selv nogle bemærkninger om sit værk i en brochure, hvor han (så vidt jeg husker) ikke insisterede på at kalde det musik - det måtte man selv afgøre - en af hans venner brugte værket på sine fisketure, når han lå derude i en lille båd der gynger. Iflg. vennens udsagn var værket perfekt til dette formål!
Om man derfor vil kalde denne form for lyd og fremførelse det ene eller det andet er egentlig underordnet - for mig var det en oplevelse at suge lydene og atmosfæren indenbords. Muligvis fremføres værket stadigvæk derinde i haven, det er længe siden jeg har været på de kanter.
Det var også i de år at det komplekse digitalapparatur med små fysiske dimensioner kom på markedet, f.eks. SYNCLAVIER fra USA og FAIRLIGHT fra Østrig. Det blev dermed muligt at frembringe stort set hvad-som-helst hjemme i kælderen - forudsat selvfølgelig at man havde skejserne til udstyret, som på det tidspunkt var ekstremt dyrt. Trods dette var interessen stor, jeg læste engang (i KEYBOARD Magazine tror jeg) at Oscar Peterson havde en Synclavier stående hjemme i sit eget studie, hvor han brugte den til indspilningsapparatur. Den kan desuden fungere som mixer, og/eller digital båndoptager, klaver eller hvad-som-helst andet (har indbygget klaviatur) og/eller sampler, og/eller efterredigering af fejlanslag, og/eller snydeapparatur (hvis man slet ikke kan spille), og/eller.....mulighederne er enorme!
Skal man gå ind til benet, er disse maskiner svaret på en bøn om den totale kontrol: ingen sure musikere (eller teknikere eller personale iøvrigt) at kæmpe med, ingen overenskomster der skal overholdes, ingen pauser, ingen ferie, ingen sygdom, ingen lønudgifter, alle detaljer kontrolleres af een person fra eet sted, kort sagt den perfekte løsning.
Eller er det?
Er teknik og kontrol alt hvad musik drejer sig om?
Selvfølgelig ikke, derfor vender jeg også med stor glæde "tilbage til naturen" med Erroll Garner & Co., som med sine to små hænder på klaviaturet kan få hjertet til at banke, klumpen op i halsen eller smilet frem på læben.
Så forstår man lige pludselig, hvad musik drejer sig om!
Tilbage til Jerry Dycke (udtales "daik"):
Et par steder i båndoversigten forekommer navnet LINK og GARY LINK.
Det får mig til at tænke på, at før Jerry Dycke's engagement på The Hut, spillede der i lang tid en fyr ved navn Gary Link. Han omkom ifølge tante Dorothy ved en trafikulykke, hvorefter mr. Dycke kom ind i billedet. Jeg har aldrig fået spurgt JD om dette, men de må jo have kendt hinanden, eftersom Gary Link medvirker på nogle af Jerry Dycke's indspilninger.
Jeg har et enkelt kassettebånd med Gary Link, men han har slet ikke JD's klasse, også hans humor er temmelig plat, hvor Jerry Dycke undgår at være decideret morsom - højst humoristisk. Uden at have oplevet Gary Link live, er det derfor min fornemmelse at stedet har fået et gevaldigt løft ved ansættelsen af Jerry Dycke, fordi han har den magi der ikke kan beskrives, men alligevel er umiskendelig når han er i rummet. Det er efterhånden femten år siden vi var derovre, så meget kan have ændret sig, men ihvertfald er adressen, hvis nogen skulle komme på de kanter:
THE HUT,
5100 Buckingham Road,
Buckingham,
Florida 33905,
USA
Phone no. 813 - 694 - 4178
Som der står på visitkortet:
Restaurant & Lounge at Peace Tropical Gardens in beautiful downtown Buckingham.- det skriver jeg under på!
Your hosts, Al and Pat Bliss
- Kurt Starlit
=======================================================================
Jerry Dycke musik
Kassettebånd:
Jerry Dycke: "Just another day in paradise"De fleste af disse indspilninger findes også på CD
ARIES RECORDS 3450
Just another day in paradise
Changes in latitudes, changes in attitudes
Down in the Florida Keys
Taking it easy
Margaritaville
Key Largo
Let's see The Keys on our knees
Dreams
Where do we go from here
Everglades Everett
Produced by Steve Rogers
Cover: James Dyche (Jerry's son)
Background singers: Vicki Monson, Jarl Moore, Mike Collins, Rick McGee
Assistant engineer: Rick McGee
Manufactured by
CRYSTAL INC.
8002 Middle Valley Road
Hixson
Tennesee 37343
U.S.A.
--------------------------------
Jerry Dycke: "Ain't it a beauty - and other novelty songs"
ARIES RECORDS
Ain't it a beauty
The ugly song (with Tony Cianci)
Department store
Numbers
Beans taste fine
Mississippi Squirrel Revival
The grass might be greener on the other side (with Gary Link)
Real good time
The Winner
Daddy played first base
Drums - Tony Cianci
Bass & Guitar - Steve Rogers
Backup vocalist - Rick McGee, Vickie Monson, Jeri Moore
Recorded and produced by LINK BROS. Productions
--------------------------------
Jerry Dycke: "Greatest Hits 1978-1988"
ARIES RECORDS 370892.11
I never said goodbye
Diamonds are forever
Slow tunes and promises
Daddy played harmonica
Starship, fly on
Oh, pretty woman
There's nobody home on the range anymore
Beethoven was before my time
Where do we go from here?
My shoes keep walking back to you
--------------------------------
Jerry Dycke: "After the Lovin'"
ARIES 487395.12
--------------------------------
Jerry Dycke: "Love Songs - Past & Present"
ARIES RECORDS 1025
Stardust
All in the game
Georgia on my mind
What's new?
Deep Purple
Lady
To all the girls I've loved before
I.O.U.
Always on my mind
Recorded and produced by LINK BROTHERS PRODUCTIONS
Drums - Tony Cianci
Guitars, Synthesizer - Steve Rogers
--------------------------------
Jerry Dycke: "Love Songs - Past & Present, Vol. II"
ARIES RECORDS 3895
Misty
Tenderly
I only have eyes for you
Unforgettable
Twilight time
What'll I do
Angel Eyes
Memory
Somewhere out there
Lady in red
Can you read my mind?
Where do broken hearts go?
All of you
Words get in the way
Engineered by Steve Rogers & Rick McGee
Arranged by Steve Rogers & Jerry Dycke
Trumpet: Robin Horne
Digitally mixed and mastered
Cover photo by Kay's Photography
Special thanks to Mike Tucker of Rock Warehouse of his DAT recorder.
--------------------------------
=======================================================================
STARSHIP FLY ON
Jeg har gennem årene korresponderet med Jerry Dycke omkring hans karriere og musikalske præferencer. Jerry er et beskedent menneske, som meget nødig stiller sig an. Så meget er dog sikkert, at det nummer han er mest tilfreds med, er "Starship Fly On", som - udover at komme på den amerikanske top tyve hitliste i midten af 1980erne - blev gjort til den officielle sang og video for Challenger 7 fonden.
Som det måske huskes, skete der et skæbnesvangert uheld med Challenger under opsendelsen. De tekniske detaljer kan læses på siden om "Challenger Disaster", så lads os sluttelig høre Jerry Dycke's hyldest til det amerikanske rumprojekt og de syv omkomne astronauter: "Starship Fly On".
Official song and video of the Challenger 7 fund.
Sung by Jerry Dycke.
Written by Jerry Dycke and Charlie Whitaker in 1986.
The film edited for this project was provided by NASA to John Biffar who produced the video.
The song was produced and arranged by Steve Rogers.
Choral background by the Riverside Baptist Choir.
=======================================================================
LINKS
Jerry Dycke (Homepage)
Jerry Dycke (YouTube)
Gary Link (YouTube)
