Erroll Garner
- jazzklaverets mester

Erroll Garner, der hvor han følte sig hjemme: ved klaveret.

 

One of the most distinctive of all pianists, Erroll Garner proved that it was possible to be a sophisticated player without knowing how to read music, that a creative jazz musician can be very popular without watering down his music, and that it is possible to remain an enthusiastic player without changing one's style once it is formed.

A brilliant virtuoso who sounded unlike anyone else, Erroll Garner on medium-tempo pieces often stated the beat with his left hand like a rhythm guitar while his right played chords slightly behind the beat, creating a memorable effect. His playful free-form introductions (which forced his sidemen to really listen), his ability to play stunning runs without once glancing at the keyboard, his grunting and the pure joy that he displayed while performing were also part of the Erroll Garner magic.

 

Ovenstående er skrevet af en ukendt forfatter,
men falder fint sammen med min egen opfattelse af Erroll Garner - jazzklaverets mester.
- Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

Introduktion
"Impro Garner...ienne en bemol" - improviseret Garnerisk i B-mol,
produceret og spillet af en dygtig fransk klavermand & Garner-fan: Antoine Pressiat.

 

Playing is like life.
Either you feel it or you don't.
- Erroll Garner -

 

Det var typisk for Garner at udtrykke tingene kort og præcist. Han brød sig ikke om de store falbelader, men foretrak at lade klaveret tale. Og tale gjorde det, hans spil var udadvendt og konstruktivt i en grad, at alle som har været i kontakt med ham har fået en bredere opfattelse af musik og ikke mindst set lidt lysere på tilværelsen.
Kan man præstere det, har man ikke levet forgæves.

 

Fødslen indtraf i Pittsburg USA i 1921, den 15. juni. Omkring tre år begyndte lille Erroll at spille klaver, ved at lytte til 78'ere og efterligne musikken på klaviaturet. Han fik på denne måde opøvet en kunnen i at aflytte, huske og efterligne musik, som kom ham til gavn resten af livet. Da han omkring femårsalderen blev sendt til spilletimer hos en lokal (kvindelig) lærer, klarede han opgaven ved at efterligne alt hvad denne spillede. Der gik ikke lang tid før lærerinden opdagede hans teknik, som hun var alt andet end begejstret for, så det videre forløb udi klassisk klaverdannelse blev herefter opgivet. Senere i skoleårene blev han af en lærer, som havde hørt ham spille, direkte frarådet at tage spilletimer, idet læreren mente at det ville skade hans specielle talent og evner. Vi skal vist være glade for at denne fremsynede lærer i tide advarede EG mod at gå igennem den psykiske vridemaskine som en musikuddannelse kan være.

I syvårsalderen begyndte han at optræde på Radio KDKA i Pittsburg med en gruppe som kaldte sig The Candy Kids og i 1937 spillede han på Allegheny flodbådene. Der kom dog først rigtig skred i tingene da Garner flyttede til New York i 1944, hvor han fik arbejde i 52.Gade hos bl.a. Slam Stewart Trio. I perioden 1945-49 arbejdede han på free-lance basis og lavede et betydeligt antal indspilninger, eksempelvis "Laura", som var en stor succes på plademærket SAVOY. Men også som medspiller hos kendte kolleger som f.eks. Benny Carter, Charlie Parker, Coleman Hawkins og Teddy Edwards gjorde han sig gældende i denne periode.
I 1950 skriver han kontrakt med COLUMBIA, som bl.a. andet medfører hittet "Misty" ("Exactly like you" på B-siden) i 1954. Han bliver den første jazzartist som bookes af impressario Sal Hurok.

 

Slam Stewart remembers Erroll Garner

I treasure my memories of Erroll Garner...his endearing elfin grin, his humorous wit and his incredible ability to attain the sound of an entire symphony when he was playing. He was always composing. He would weave intricate harmonies into a simple song until it became an exquisite concerto of memorable beauty. He took great delight in surprising me with rhythmic innovations and I remember fondly how he would look up at me for approval.

During our days on 52nd Street, we used to hang out together at the White Rose Bar with all of the other musicians... the drinks were inexpensive and the food was free. While we were playing The Three Deuces, I took my quartet into the Strand Theater with Erroll on piano, Johnny Collins on guitar and Harold West on drums. We played all the theater shows then went on to The Deuces until about two in the morning. After that, Erroll and I joined Art Tatum and we went uptown to Harlem to after-hours spots where we all played some more. The great Tatum had a few favorite pianists and Erroll was one of them. Erroll also had great admiration for Tatum. They would get into a 'cutting' session and would try to outdo one another. Those places were always full of musicians who were anxious to play but not one pianist ever dared to play a note when those two 'Gods' were in the house. The memories I have of the two of them playing are priceless.

Erroll always gave me credit for helping him get in the 'big time' but he would have achieved that anyway. I knew the first time I heard him play that he was a giant! I saw Erroll only occasionally over the years but the love and admiration we felt was always there. He was my brother. The unforgettable sound of Erroll Garner will live forever!

ref.:
http://www.errollgarner.com/testimonial_stewart.html

 

Syltetøjssæson som Dirch Passer i monologen "How jazz was born" kaldte sammenkomsterne, hvor musikerne mødtes til en gang improviseret samspil - jam session - efter normal arbejdstid, huserer der mange historier om. Den jeg holder mest af, fortælles af Garner's daværende kapelmester, bassisten Slam Stewart:

Mens vi arbejdede i kvarteret omkring 52.Gade, plejede vi at mødes med de andre musikere på White Rose Bar. Her var drikkevarerne billige og maden gratis. Mens vi havde engagement på The Three Deuces, tog jeg kvartetten (Erroll Garner klaver, Johnny Collins guitar, Harold West trommer) med ind til Strand Theater. Her spillede vi til alle forestillingerne og tog derefter tilbage til The Three Deuces, hvor vi spillede til omkring kl. to. Efter dette mødtes Erroll og jeg med Art Tatum, hvor vi tog op i den anden ende af byen for at jamme lidt med andre musikere. Tatum havde et par favoritter hvoraf Garner var en, ligesom Garner på sin side respekterede Tatum. De gik hinanden på klingen ved konstant at udfordre på tangenterne. Huset var altid propfyldt af musikere som var ivrige efter at jamme, men ingen pianist vovede nogensinde at spille når disse to kæmper var i huset, dertil var respekten for stor. De minder jeg har fra de dage er ubetalelige.

 

Det amerikanske postvæsen udgav i 1995 dette frimærke
med værdien 32 cent. Frimærket blev udsendt i en serie
med en række anerkendte jazzmusikere.

 

Spillestilen er et delikat emne, for selvom Garner historisk hører til generationen af pianister fra 40'erne og 50'erne, vil det være forkert at placere ham i nogen af de klaverskoler som huserede i de år - dertil er hans stil for selvstændig. Han havde f.eks. modet og evnerne til at spille som sig selv, uanset hvilken stilart der var oppe i tiden, men selvfølgelig var han inspireret af andre musikere, f.eks. den store forgænger Earl Hines (som også stammer fra Pittsburgh) og rytmeguitaristen Freddie Green fra Count Basie's orkester.

I et interview med Arthur Taylor siger Garner:

I never had an influence, for the simple reason that I loved big bands. I think this is where part of my style came from, because I love fullness in the piano. I want to make it sound like a big band, if I can. I wasn't influenced by any pianist because, when I came up, I didn't hear too many. I love Jimmie Lunceford and I love Duke Lunceford and Count Basie taught me how to keep time. Those two bands really laid it on me and it was a thrill. I think (Basie guitarist) Freddie Green is one of the greatest time keepers in the world.

Et karakteristisk træk ved Garner's spil er det guitaragtige akkord-akkompagnement i venstre hånd, som han ofte (men ikke altid og ikke hele tiden) benytter, og det "skæve" træk i højrehånden, hvor takttællingen kommer på en hård prøve. Han er så at sige i stand til at spille som to personer med hver sin takttælling. En anden specialitet er den synkoperede introduktion, som ofte skiller sig stærkt ud fra det efterfølgende hovedstykke.

Dick Hyman, som i tidernes morgen var medlem af rock/jazz gruppen Blood, Sweat & Tears, har analyseret Garner's stil og lagt resultatet frem:

Erroll Garner, Lesson1
Erroll Garner, Lesson2

 

I noterne til Concert by the Sea skriver Stanley Dance:

Garner's style was essentially orchestral, unlike the horn-like, single-note style of the fashionable beboppers. His left hand laid down a firm beat like that of the rhythm guitarists in the big bands. Against it, with the right hand's phrasing lagging slightly behind, he improvised a rich tapestry of sound, one full of dynamic contrasts like those of Ellington and Lunceford bands, where solos contrasted with brilliant ensembles and where the ensembles themselves were notable for carefully nuanced shading. Like those of such bands, too, his programs were knowingly devised to give audiences a stimulating variety of music at different tempos and in different moods.

The impact of his lushly romantic versions of ballads, for example, was heightened by that of his driving interpretations of rhytmic numbers, and vice versa. In either vein, the sheer pleasure he manifested in playing reached out and enchanted listeners.

Concert by The Sea blev skabt en dag i september måned 1955, hvor Garner sammen med bassisten Eddie Calhoun, trommeslageren Denzil Best og manager Martha Glaser kører fra San Francisco til Carmel, hvor trioen skal spille samme aften. Betingelserne er ideelle, stemningen er - ligesom Garner himself - i top. Han spiller som sædvanlig et program der er perfekt timet til lejligheden, demonstrerer alle sine talenter i forskellige stilarter. Som det er sædvane, aner hans musikere ikke et bjæf om, hvad der skal spilles før nummeret går i gang - alt er improviseret!

Koncerten bliver nærmest ved en tilfældighed optaget af en lokal tekniker, men Martha Glaser er ikke sen til at tage sig kærligt af båndene. Hun tager dem med til New York, hvor COLUMBIA overfører dem til LP, som udsendes året efter (1956).

Pladen bliver ikke alene bliver den lovprist fra alle sider, den bliver femten år senere kåret til den mest solgte jazzplade til alle tider. I årene efter udgivelsen har "Concert by the Sea" udviklet sig til en legendarisk indspilning, en milesten indenfor live indspilninger og helt op til vore dage har der været en vedholdende efterspørgsel efter pladen (CD'en), så den med jævne mellemrum bliver genoptrykt.

 

Garner i afslappet stil, som han bedst kunne lide det.

stort billede

 

Lyden
Selv om hans spil lyder let og ubesværet, er de fleste af hans teknikker vanvittig svære at spille.
Der er utrolig megen dynamik (styrkeforskel) i Garner's spil. Nede i pianissimo-afdelingen får han ofte klaveret til at lyde som en harpe, mens han i den anden ende af skalaen formår at få klaveret til at forvrænge og skratte - som om klangkassen er ved at falde fra hinanden. I visse numre lyder det som om en guitar spiller synkront med klaveret a la George Shearing. Andre gange får han (som en effekt) klaveret til at lyde falsk - der er bl.a. en introduktion til nummeret "Giggolo" (fra LP/CD "Now Playing") som helt overbevisende demonstrerer denne teknik.

Hans musikopfattelse og klaverspil er så total og helstøbt, at det ofte lyder som et helt orkester når han spiller. På nogle indspilninger medvirker en conga-spiller, en organist eller en guitarist, men som oftest er de ikke til nogen nytte - tilføjer ikke noget som ikke er der i forvejen. De står som oftest i vejen og tvinger Garner til at begrænse sig - men givetvis har han nydt variationen med forskellige hjælpemusikere.

 

Analysen
Mange har prøvet at analysere Garner's spil, for derigennem at forklare hans musik. Det er kun delvist lykkedes, bl.a. fordi flere af hans teknikker ikke findes i teoribogen. Til alt held vidste mr. Garner intet om de intellektuelle overvejelser man gjorde sig rundt omkring. Det interesserede ham heller ikke, han spillede bare. Det korte og det lange er vel også, at han leverer noget der kildrer i ørerne - er spændende at lytte til.

Der er en del frie fortolkninger (enkelte har kaldt dem spillefejl) på Garner's indspilninger - et punkt som har afstedkommet syrlige kommentarer fra flere sider. Men så længe tolkningerne gøres i en swingende musikalsk sammenhæng, er det efter min mening kun med til at løfte ham endnu højere. Fordi han tør. Intet ville være lettere end slavisk at følge nodeoplægget (bortset fra at han hverken kunne eller ville læse noder), satse på det sikre og spille nummeret om halvtres gange indtil alt var på plads. Hvor ville det dog blive trist at høre på!

Godt at han satsede på sine first-takes, hvor gejsten var til stede.

Det skal præciseres, at på samtlige indspilninger som Garner har lavet igennem årene, er ALT improviseret - de medbragte musikere har intet anet om, hvad der skulle spilles før nummeret gik i gang. Det sætter Garner's format yderligere i relief.

 

Coveret (omslaget) til en Erroll Garner LP.

 

Interview with George Shearing, January 21, 1995

By Tim Clausen

One of the truly legendary pianists on the jazz scene, George Shearing needs no formal introduction. After coming to the United States from England he worked along with Erroll [Garner] on 52nd Street in New York City during the areas' creative heyday, and offers here some reminiscences and reflections on the great Garner.

I would kid my audience by saying that Erroll and I were always being mistaken for each other, which is so ludicrous really because he was much shorter than I. But I love Erroll. I think the best compliment that I can pay him, and I'll explain it so that you'd know that it's a compliment; he's probably the most unpianistic of all pianists because he does things on piano that are really supposed to be played by an orchestra. Rather than the fingers just cascading up and down the piano, there are these big chords which he uses as kind of a "shout," just like a huge ensemble of brass and saxophones. And he'll use that for four or eight bar phrases followed by a four bar single note solo, with ever that steady four in the bar in the left hand. And regardless of how much his right hand lags behind the beat, that left hand is the time governor.

If you listen to Art Tatum, Teddy Wilson, Hank Jones, all of whom treat the piano very legitimately as a piano, you won't hear very much of that in Erroll's playing. He does use a lot of single note solos, but they are more than equaled by the "shout" thing that he uses after he's finished his solo. He will use this shout thing for about four bars and then play individual note solos for four bars. Along with the constant Freddy Green left hand, this is really the whole root of Erroll's playing.

Erroll was so spontaneous in his playing that sometimes it would hamper him to have an orchestra behind him, because he may not necessarily remember what chord he'd been playing when the orchestrations were made or may not care to remember even. If we were describing it verbally he probably would be saying, "What I'm saying today has no bearing on what I said last week." Sometimes an orchestration behind him would be like fetters around his neck, because this would potentially limit the full degree of spontaneity that Erroll may have. He ran into this several times, and I, for one, would never comment on this as a minus factor, but merely as an observation.

I believe Erroll Garner has, by far, the best instrumental recording of my tune "Lullaby of Birdland." I think he has the best one on it. And I'm fortunate enough to have Concert by the Sea on CD, and it's a masterpiece. Good grief!

He preferred to remain his good old free self, and as I say, it's not a critical comment. It is a comment of a different approach in that any time any orchestration is put behind somebody who craves that degree of freedom relentlessly, sometimes it's better that orchestration not be employed then, and keep the fetters away from him.

I recorded "Misty" on one of my albums with strings. At the end I play (sings) blee, blee, bee dod, buh bur buh, bur bur bur, dee dee dee dee ... the way Erroll does. I love that feel; it takes a certain synchronization. The golden rule is "Never let your right hand know what your left hand is doing."

I first heard Erroll Garner on record in about 1945 or '46, and my thoughts about him have never changed from what they were when I first heard him. "This is an astoundingly original style!" I mean, really, one of a kind. Erroll had that very personalized and highly original approach; the most un-pianistic of all the jazz pianists in that he treated the piano as an orchestra, and it was marvelous. There's never been one like him, and I don't think there ever will be.

I first met Erroll in the 3 Deuces on 52nd Street. I played opposite him for a long time there. I think I must have been the luckiest man in the world, not only to come to America, but also to be fortunate enough to serve one of the toughest apprenticeships anybody could wish to have, not the least of which were the months of appearing opposite the Erroll Garner Trio, which was no less a force than Erroll on piano, Oscar Pettiford on bass and J. C. Heard on drums. I mean those people would march you into bad health; it was just ridiculous what they did.

I think the best estimation of anyone's talent is, first of all, its originality, which Erroll had in spades. Secondly, the musical and technical ability to carry out that originality to the n'th degree, which he had in spades. He was not talented in the way of being able to play everybody else off the stage by playing their style and then some. Nobody can play the way Erroll Garner did and I don't think anyone ever will. I try to get close, and I received a nice compliment from Martha Glaser in that she feels that I'm probably the closest. But that's good enough for me because that's all I want to do: be as close as I can when I'm representing him. He's one to be reckoned with and always will be, and we miss him very much.

ref.:
http://www.errollgarner.com/testimonial_shearing.html

 

Publikum har altid haft en særlig plads i Garner's bevidsthed. Steve Allen fra den amerikanske TV-serie The Tonight Show, der som vært for programmet har introduceret masser af kendte jazzmusikere, siger om Erroll Garner:

Der var altid en særlig spænding når Garner spillede, ikke mindst kunne man se det på publikum som smilede, hvilket absolut ikke var nogen selvfølge ved den slags lejligheder. Når f.eks. Oscar Peterson spillede, blev der muligvis måbet, men smilet blev der ikke. Med Garner var der altid dette syn af glade mennesker og så det impulsive bifald, som ofte satte ind midt i stykket, ligesom ved en idrætsbegivenhed hvor nogen har ydet en særlig præstation.

Hvordan holdt Garner fast i sit publikum under de sommetider mystiske og ofte temmelig lange indledninger - de skæve intro'er?
Pianisten Billy Taylor, som var en nær ven af Garner (og erstattede denne i Slam Stewart Trio i slutningen af fyrrerne, da Garner gik egne veje), siger om sin vens forhold til publikum:

Han var meget bevidst om sit publikums tilstedeværelse, ofte kaldte han dem for det fjerde medlem af trioen. Kontakten med publikum var hans barometer for koncerten.

Netop kontakten med publikum bliver grundig dokumenteret på DVD'en "Erroll Garner in Performance" - en optagelse fra 1964, hvor man får et klart indtryk af publikum som det fjerde medlem.

 

Filmmusik komponerer Garner i 1963 for et stort 35-mands orkester under ledelse af Leith Stevens til filmen A new kind of love (fik vist aldrig nogen dansk titel). På coveret til denne plade skrev Marta Glaser bl.a. om Garner's rolle under selve indspilningen:

Klaverstykkerne, uanset om disse er solo eller en del af orkestreringen, er ikke skrevet ned. Garner improviserede alle sine ting på stedet der hvor indspilningen foregik, og imponerede selv erfarne studiemusikere med sine vovede indfald, forskellige som de var fra take til take.

Om samme emne siger Leith Stevens:

Erroll er en ægte musiker, født og opvokset i en verden af jazz. Han har et fantastisk gehør, en harmoni- og melodisans som er næsten uden grænser, og oveni alt dette en flydende teknik som kan tage ham hvorhen han ønsker. Han havde en stærk indvirkning på hele orkestret, som ydede deres ypperste. De fleste jazzmusikere spiller i samme toneart igennem et helt arrangement, ligemeget hvor langt det er. Men ikke Garner, han skifter flydende og bevæger sig som en fisk i vandet i alle tonearter. Polytonalitet er ikke noget problem; ved flere lejligheder delte vi orkestret op i to dele, som spillede i hver sin toneart samtidig. Garners indsats blev aldrig usikker af den grund; tværtimod tror jeg at den blandede tonalitet åbnede nye perspektiver for ham.

 

Rejseaktivitet har der, som en følge af engagementer og indspilninger, været i hele Garner's professionelle liv. I fyrrerne mellem New York og Los Angeles, i 50'erne var det hele USA som var rejsemålet, op igennem 60'erne udvidedes rejseriet til hele verden (herunder Danmark, hvor bl.a. min onkel har hørt ham live i Tivoli), han optrådte endda ved flere lejligheder med symfoniorkester. I begyndelsen af 70'erne tournerede han Frankrig, Sydamerika og Asien, ligesom "Misty" hjemme i USA blev genindspillet til filmen Play Misty for Me (Clint Eastwood), plus at han komponerede en række melodier som findes på hans albums fra disse år.

 

Indspilninger på stribe kan man roligt sige han producerede, selv om det hele egentlig foregik stille og roligt - han spillede bare og båndene rullede. Hans manager og producer gennem mere end 25 år, Martha Glaser, skriver i noterne til CD'en "Dancing on the Ceiling":

Kritikeren Gary Giddins spurgte mig engang, hvorfor disse indspilninger ikke blev udgivet i 60'erne, da de jo alle var fremragende?
(spørgsmålet hentyder til CD'erne
      - "Easy to Love",
      - "Too marvelous for Words",
      - "Dancing on the Ceiling" og dobbelt-CD'en
      - "Solo Time",
som alle blev udgivet mange år efter Garner's død)

Forklaringen er, at Garner improviserede så vedholdende, at han på en almindelig tre timers session ofte nåede tilstrækkeligt til at udfylde en hel LP. De fleste indspilninger er first-takes og ofte sagde han at 'klaveret spillede så godt' (the piano got so good), at han ikke nænnede at standse, men i stedet masede yderligere på. Jeg husker mange episoder med teknikere der febrilsk prøver at skifte spole, mens Erroll spiller videre non-stop. Derfor findes der stakkevis af fine indspilninger som ikke er udgivet endnu.

 

Jazzens Historie
Såvidt Martha Glaser, som må vide hvad hun taler om, eftersom hun har været producer på det meste af, hvad Garner har indspillet. Og apropos Glaser, så har amerikansk fjernsyn (ligesom dansk TV) i foråret 2000 udsendt en lang serie (17 timer) om jazzens historie, hvor produceren Ken Burns af uransagelige grunde har valgt IKKE at medtage Erroll Garner.

Burns er i L.A.TIMES den 6. august 2000 citeret for at have forklaret årsagen til udelukkelsen af Garner med, at...."man ikke kan fjerne projektøren fra musikere som Charlie Parker, Miles Davis eller Thelonious Monk for at give plads til en, som ikke var nogen stilskabende kraft (seminal inventor), selv om han givetvis var populær og lavede mange fine ting."

A fireside chat with Ken Burns

 

Reaktionerne udeblev ikke. I et åbent brev til alle jazzelskere imødegår Martha Glaser meget energisk Burns indvendinger, og skriver bl.a.:

Som jeg tidligere har sagt, så var det vores mening at ignorere udelukkelsen af Garner; trods alt er det TV-seerne der kommer til at lide under denne tåbelige beslutning. At mr. Burns og hans klike af jazz eksperter har valgt at udelukke Garner, fortæller egentlig mere om deres kvalifikationer end om Garner's.

Glaser slutter med følgende svada:

Mr. Burns, hvad får Dem til at tro at De har et sådant kendskab til Erroll Garner, at De kan nedgøre ham såvel historisk som kunstnerisk? Jeg ønsker Dem held og lykke med Deres projekter, men hold fingrene fra Garner's område indtil De en dag forhåbentlig er i stand til at vurdere hans kunstneriske indsats i dens rette sammenhæng.

For egen regning vil jeg sige, at Ken Burns forklaring er noget vrøvl. Selvfølgelig skal der foretages valg når en udsendelsesrække skal planlægges (selv om man nok skulle synes at det måtte være muligt at finde 30 sek. til Garner i løbet af en sytten timers udsendelsesrække), men at fjerne en mand som hævet over al tvivl har påvirket utallige kendte og mindre kendte pianister indenfor jazz'en, ligesom han indenfor jazzklaverets teknik er en notorisk nyskaber, er noget der nærmer sig det kriminelle.

 

Døden indtraf 2. januar 1977, diagnosen var lungekræft.
Erroll Garner blev kun 55 år. Ikke fordi han levede specielt udsvævende eller usundt, men trods alt blev der drukket en hel del sprut og røget en hel del cigarettet igennem karrieren - sådan er livet som jazzmusiker oftest.

 

Solo Time
I 1992 - femten år efter Garner's død - kom dobbelt-CD'en "Solo Time" på gaden. Numrene er indspillet i 1954 og de indlagte foto viser Garner i afslappet stil i studiet med et glas dinglevand stående på klaveret ved siden af en brændende cigaret i askebægeret....de manglende billeder op gennem karrieren kan skyldes (det er min teori) en bevidst tilbageholdelse af billeder af denne art, idet han nægtede at medvirke til enhver form for publicity som kunne udlægges negativt. I noterne til "A new kind of Love" skriver Leith Stevens således:

I de senere år er det blevet almindeligt at filmproducere har forsøgt at knytte jazz komponister til film der svælger i mord, lemlæstelse, kriminalitet, perversiteter og narko. Heldigvis har Erroll Garner gennem årene konsekvent nægtet at medvirke i den slags affærer. Han er derfor i samme båd som flere andre her i Hollywood, der mener at jazzen har mere at byde på end det der kan trækkes ud af stereotype og smagsløse film.

 

Video dokumentation
Gennem en passioneret Garner-fan har jeg lånt (og konverteret til DVD) en VHS-video, som dokumenterer en del af Garner's TV- optræden plus interviews i årene 1963-75. Videoen giver et nuanceret billede af Garner som et ubestrideligt geni med menneskelige egenskaber. Der er bl.a. uddrag af koncerter i

     Göteborg 1963 (Garner, Eddie Calhoun - bass, Kelly Martin - drums),
     London 1964 (Garner, Calhoun, Martin; koncerten er udgivet officielt på DVD),
     Belgien 1964 (Garner, Calhoun, Martin),

     Copenhagen 1970 (Tivoli Varieteen, incl. et TV-inteview)
          Ny besætning:
                - Garner, klaver
                - Ernest McCarty, bass
                - ??, drums
                - Jose Mangual, congas

     Paris 1972 og
     Rome 1972 (begge med samme besætning som Copenhagen 1970).

Uddrag af ovenstående optagelser kan ses nederst på denne side.

I sin alt for korte levetid nåede Errol Garner at indspille så meget materiale, at vi ikke behøver løbe tør for nyt fra den kant foreløbig.

For yderligere oplysning om historiens største jazzpianist vil jeg henvise til de elektroniske arkiver, som er en guldgrube for alle Garner- fans: Erroll Garner Archives.

 

---------------------------------------------------------------------------------

 

FORSLAG

Hvis gennemgangen af Erroll Garner har givet lyst til at prøve hans plader, vil jeg foreslå følgende:

1. LP/CD "Concert By The Sea" - live trio optagelse fra 1955, god stemning, en musikalsk milepæl.

2. LP/CD "One World Concert" - live trio optagelse fra 1963, Garner i absolut topform.

3. 2CD "Solo Time" - soloklaver for feinschmeckere, rent virtuoseri fra 1954, et klavermæssigt mesterværk.

For førstegangslyttere tror jeg at "One World Concert" er den lettest tilgængelige af de tre.

Pladerne kan f.eks. købes hos CDON, som udover betaling pr. plastickort (VISA etc.) også tilbyder betaling pr. giro,
eller amazon.com, som har det største udvalg.

Erroll Garner incl. diskografi (Wikipedia)

Diskografi

 

---------------------------------------------------------------------------------

 

Erroll Garner
Kompositioner

Erroll Garner har igennem sin karriere komponeret flere hundrede melodier.
Her er et lille udvalg.

TITEL ÅR
---------------------------------------
Afinidad 1966
Afternoon of an Elf 1955
Dreamstreet 1961
Dreamy 1956
El Papa Grande 1961
Eldorado 1972
Gemini 1972
It Gets Better Every Time 1974
Just Blues 1958
Left Bank Swing 1958
Mambo 207 1956
Mambo Carmel 1955
Mambo Erroll 1966
Mambo Garner 1954
Misty 1954
Moment's Delight 1960
Mood Island 1970
Nervous Waltz 1967
Nightwind 1974
No More Shadows 1961
One Good Turn 1974
Other Voices 1964
Paris Bounce 1958
Passing Through 1956
Seven-Eleven Jump 1954
Shake It But Don't Break It 1967
Solitaire 1955
Something Happens 1970
That's My Kick 1966
This Time It's Real 1968
Trio 1962
Up In Erroll's Room 1968
Way Back Blues 1956
When Paris Cries 1958
You Turn Me Around 1970

 

---------------------------------------------------------------------------------

 

Video:

Amsterdam Holland 1962
Erroll Garner piano, Eddie Calhoun bass, Kelly Martin drums

Errol , just turned 41, is seen and heard here in a performance in Amsterdam in 1962. Together with drummer Kelly Martin and bassist Eddy Calhoun they bring you "My Silent Love". It is amazing to see, where obviously Errol plays an improvised intro, the bassist watches in anticipation when the great man will come in with the chorus. Errol , after playing about a minute of introduction just turns and smiles , then suddenly with a definite nod, the band picks up and sets in one of these perfect tempos. What a performer!

"Where or When"

"My Silent Love"

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Göteborg Sweden, 1963
Erroll Garner piano, Eddie Calhoun bass, Kelly Martin drums

"Thanks For The Memory"

"One Note Samba"

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

London England, 1964
The one and only Erroll Garner (1921 - 1977), appearing on 2 consecutive airings of the legendary BBC TV programme Jazz 625 circa 1964 accompanied by Eddie Calhoun on bass and Kelly Martin on drums. Jazz with a broad grin.

"Honeysuckle Rose"

"On The Street Where You Live"

"Mambo Erroll"

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Holland 1969
Erroll Garner piano, Larry Gayles bass, Jimmie Smith drums, Jose Mangual congas

"Misty" & "Thanks for the Memory"

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Tivoli Copenhagen, 1970
Erroll Garner piano, Ernest McCarty bass, ?? drums, Jose Mangual congas
Erroll Garner interviewes af ??? (Per Viking?).

"On Green Dolphin Street"

"The Girl From Ipanema"

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Montreux France, 1972
Erroll Garner (p), Earnest McCarty (b), James Smith (ds), Jose Mangual (conga)

"The Shadow of Your Smile"

"Earl's Dream"

"All The Things You Are"

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

Rome Italy, 1972
Erroll Garner (p), Earnest McCarty (b), James Smith (ds), Jose Mangual (conga)

"For Once In My Life"

"Eldorado"

 

+++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

 

 

LiNKS:

Erroll Garner spiller sig selv
Sendt på DR P8 JAZZ, 11 maj 2013
Fra Erroll Garners besøg i København i 1970.
Den amerikanske pianist fortæller om sig selv, sin musik og sine pladeindspilninger.

 

Erroll Garner (Wikipedia)

 

Erroll Garner (YouTube)

 

Erroll Garner Archives

 

Musik Index

 

Forsiden

 

 

Garner i afslappet stil under en indspilning i studiet.

En beskrivelse af Erroll Garner bliver aldrig fyldestgørende og kan altid forbedres. Hvis du derfor har kommentarer, tilføjelser, rettelser eller spørgsmål til ovenstående, hører jeg meget gerne fra dig.
Skriv venligst til:

Musikalsk hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

Sidst opdateret 2015.Juni.12

 

Det tyske Bechstein klaver var Garner's foretrukne,
når han var på turné i Europa.