=======================================
Ib Glindemann om sit comeback:
Musikken er min elskede - og hun er krævende
af Merete Adler
Komponisten og orkesterlederen Ib Glindemann er blevet "genopdaget".
Selv helt unge mennesker er faldet for hans swing-orkester. Her fortæller han om Louis Armstrong der ændrede hans liv, om familien der mente at musikere var slappe, om yoga-tiden der endte som en skuffelse og om ikke at være levebrødsmusiker.
Vedholdende eller stædig, godtroende eller naiv, enspænder eller trekantet.
Adjektiverne er lige så mangfoldige som meningerne, når talen falder på komponisten og orkesterlederen Ib Glindemann, der som folkepensionist er tilbage på swingscenen for fuld udblæsning.
Det hele begyndte i Slagelse for 67 år siden. Ib voksede op i apotekerhjemmet hos sin mor og sine bedsteforældre, men bevarede et fint forhold til faderen, der flyttede til Sondrup Bakker uden for Horsens.
- Musiktalentet og -glæden har jeg fået fra min mor og far, fortæller Ib Glindemann, der stadig er en høj flot fyr med ildsjæl.
- De var begge musikalske og min bedstefar havde gehør. Han var en af dem der kunne sætte sig til kirkens orgel og spille udan at kunne noder, men det var ikke noget han dyrkede. Så jeg kommer fra et hjem med klaver, men det blev ikke brugt.
- Jeg brugte al min fritid på at bygge kortbølgeradioer og modelfly. Det var hele min verden, og det var i min selvbyggede kortbølgeradio jeg første gang hørte de store swing-orkestre, men det var først i 1948, da jeg hørte Louis Armstrong i KB-Hallen, at jeg var solgt. Jeg havde ikke råd til en billet, men en kontrollør forbarmede sig over mig og lukkede mig ind de sidste ti minutter af koncerten. Jeg stod få meter fra orkesteret og var fuldstændig bjergtaget.
Købte trompet af brandmand
Louis Armstrong ændrede den 14-årige skoledrengs liv totalt. Han gik hjem og afhændede alt hvad der havde med modelfly at gøre, så han havde 75 kroner.
- Min mor gav mig 50 kroner og så tog jeg ud til en brandmand på Amager, der havde en trompet til salg.
"Skal du ikke prøve den", spurgte brandmanden.
"Nej, nej, den er god nok", svarede jeg.
Jeg anede ikke hvordan man spillede på trompet.
- Min mor og jeg var på det tidspunkt flyttet til Nørrebrogade i København, og jeg øvede og øvede og øvede. En af beboerne i opgangen hjalp mig. Han arbejdede på B&W og spillede også trompet, så han sagde at jeg skulle spille "Danmark dejligst vang og vænge". Det lød helt forfærdeligt, men efterhånden bankede beboerne i ejendommen på og sagde, at de godt kunne høre at det gik fremad. Det var meget rørende.
- Efter et år eller to hos min lærer, Bjørn Alstrup, gik jeg til optagelsesprøve på konservatoriet og bestod i det fine tøj som min mormor havde købt til mig.
Problemet var, at Ib's farfar var konservativ rigsdagsmand og storkøbmand, faderen var revisor, en onkel var professor i dampmaskiner, og så kom familiens eneste mandlige udløber og ville være musiker.
- Det var simpelthen en katastrofe. Jeg blev kaldt ned til onkel Carl på Strandboulevarden med middag og fortrolig samtale i herreværelset. Der sagde onkel Carl til mig, mens han klippede spidsen af sin cigar: "Du er vel godt klar over, Ib, at i vores familie kan vi ikke tolerere slaphed."
- For ham var det at spille det samme som slaphed. Han så mig som ingeniør og havde skaffet mig en læreplads. Da jeg havde bestået optagelsesprøven til Det kongelige danske Musikkonservatorium, havde jeg efter hans mening fået det akademiske stempel, så onkel Carl sørgede for, at jeg hver den sidste i måneden kunne gå op til en sagfører i Vester Voldgade og hente 30 kroner. Det var mange penge i 1952.
På ABC-Teatret med Kjeld & Dirch
I 1956 var Ib blevet kapelmester, først i National Scala, senere hos Stig Lommer på ABC-Teatret, men han manglede et halvt år af sin uddannelse på konservatoriet.
- En dag blev jeg kaldt ned til Knudåge Riisager, der var rektor. Mens han bankede piben ud, sagde han lakonisk, at hvis ikke jeg gik til eksamen til den afsatte tid, så blev jeg suspenderet. Min mor græd sine modige tårer ved tanken om, at alle de gode kræfter var spildt, så jeg gik til eksamen den dag vi havde premiere ude på ABC-Teatret.
Jeg bestod afgangseksamen med første karakter, og om aftenen kom Dirch Passer og Kjeld Petersen klædt i kjole og hvidt og høj hat og præsenterede mit afgangsbevis for hele salen. Det var rørende. Det var en dejlig tid.
I 1959 flyttede Ib til Horsens. Han købte en gård langt fra byens heksekedel, så han kunne sidde og komponere filmmusik og finde sin indre ro. Idyllen varede kun indtil Danmarks Radios Niels-Jørgen Kaiser spurgte, om Ib Glindemann ville grundlægge Det Ny Radio Danseorkester, det senere Big Band. Det kunne han ikke sige nej til, og kom hurtigt til at bo mere på færgen mellem Juelsminde og Kalundborg end på gården. Så han solgte gården og røg tilbage til København.
Som 24-årig stiftede Ib bekendtskab med yoga, og 12 år senere var han med til at grundlægge N.U. Yoga Ashrama på basis af en indisk gurus lære. Centret kom til at ligge i Gylling ved Odder.
- Det var Annelise Dresler, min yogalærerinde, der fandt gården, og vi var så fem-seks tilhængere der købte den som et refugium. Det faldt sammen med hele 1968-perioden med blomsterbørnene. De kom hjem fra Indien med besked fra vores guru om, at vi skulle lukke dem ind.
- Det blev ikke til megen ånd og fordybelse. Det blev mere til en ufredelig hashlejr i beduintelte. Da nogle af pigerne stod frem og fortalte at guruen ikke kunne lade dem i fred, opstod der en splittelse og så trak vi os ud af feltet, som Annelise Dresler sagde. For Annelise var det dybt traumatisk, for hun havde oversat guruens bøger og taget det hele meget seriøst. Det var en forfærdelig tid. Jeg slap uden psykiske problemer, men kom som sædvanlig i økonomisk klemme.
- Når nogen bagefter spurgte mig, hvordan jeg dog kunne involvere mig i sådan noget, svarede jeg, at man jo godt kan have et sandt forhold til en falsk forteelse. I øvrigt er jeg en lille smule jaloux på de mennesker der har "set lyset". Jeg søger selv dette "lys", men i Gylling fandt jeg det ikke. Jeg er religiøs, jeg elsker vore kirker, men jeg har det lidt svært med trosbekendelsen.
Gift i syv år
Da Ib i 1960'erne flyttede til Horsens, var han vegetar. Hans far fortalte ham, at der i Odder fandtes et vegetarsted kaldet Det Hvide Hus.
- Jeg spiste hver dag hos hr. og fru. Idorn, et par fantastiske mennesker. Deres niece, Kirsten, var en pragtfuld pige, så vi blev gift nogle år senere. Kirsten er datter af en af de virkeligt fremtrædende Syvende Dages Adventister i USA, han er dansker og bosiddende derovre. Jeg tror at Kirsten havde en stor konflikt imellem hvad jeg stod for, og det hun kom fra. Jeg har aldrig rigtig fundet ud af, hvad der skete, men det gik altså ikke, og efter syv år blev vi skilt. Nu er Kirsten gift og bosat i Washington, og vi taler af og til sammen.
- Jeg har ikke været gift siden, for musikken er jo egentlig min største elskerinde, og hun er krævende. Hun tager al min tid og al min energi. Det er hende jeg lever for. Jeg er ikke levebrødsmusiker, for jeg kan ikke spille i ti minutter, hvis ikke jeg føler glæde ved det.
I 1994 tænkte den på det tidspunkt 60-årige, at hvis han skulle opfylde sin drøm om at danne et swing-orkester, så skulle det være nu. Han kunne ikke forstå at den pragtfulde musik fra 1920-30-40 blev så frygtelig sjoflet i medierne.
- Halvdelen af min bekendtskabskreds sagde at jeg ikke var rigtig klog, den anden halvdel sagde at det var en god idé. Der var mange af de gamle musikere, der gerne ville være med, og de kendte nogen som kendte nogen, og så var orkesterets 21 medlemmer samlet. Jeg har ingen økonomisk støtte, jeg har min begejstring og så indtægterne fra mine kompositioner. Jeg gør det ikke for pengenes skyld, det er glæden ved at kunne høre at orkestret swinger, og kunne mærke at publikum også synes det. Det kan ikke gøres op i kroner og ører.
ref.: Familie Journalen, 2001.Dec.21
=======================================
Debat i Radio Jazz
(Kurt Starlit, 2002.April.21)
Ib Glindemann er en spændende - men også kontroversiel - person, så det er da godt at Familie Journalen har produceret denne lille selvbiografi af ham.
Selv havde jeg fornøjelsen af at høre ham første gang ca. 1958 i en biograf på Strøget, hvor hans orkester spillede før filmen startede. I de dage var det almindeligt med rock'n'roll orkestre i biograferne som trækplaster til selve forestillingen. Pedro Biker spillede trommer og i en solo husker jeg at Glindemann lå på gulvet foran stortrommen, for at holde den på plads.
Det gjorde et voldsomt indtryk.
Senere, oppe i 60'erne, var der sagen med Edderkoppen ("Den Fede" - Svend Åge Hasselstrøm), hvor Glindemann på en eller anden måde var indblandet. Jeg fandt aldrig ud af hvordan, men der blev skrevet en del om sagen i aviserne i de dage.
I samme periode (ca. 1967) var Glindemann på kant med poppen og pigtråden, bl.a. udtalte han til en avis at de fleste pigtrådsorkestre herhjemme hverken kunne synge eller spille. De ord måtte han dog korrigere i en efterfølgende radioudsendelse, hvor han i en samtale med bl.a. The Defenders trak godt og gevaldigt i land......
.....jo altså, kritikken gjaldt selvfølgelig ikke The Defenders, men der var mange som hverken kunne synge eller spille....
.....og hvem var så det?
.....jaeh, det kunne han ikke lige svare på, det var bare sådan et indtryk han havde.
De udtalelser slap Glindemann ikke særlig godt fra.
For at sætte prikken over i'et, medvirkede en af de pigtrådsdrenge han åbenlyst foragtede, Peter Belli, senere på CD'en "A string of Pearls" som udkom engang i 1990'erne. Her snakker/synger Belli sig gennem CD'ens bedste nummer "Summer Wind" med sin hæse krageagtige lyd og frasering, som (nødtvunget) er udviklet gennem mange år.
Og Glindemann's big band er som sædvanlig fremragende.
=======================================
Debat i Radio Jazz
(Kim Andersen, 2002.April.23)
Edderkoppen og Den Fede er to forskellige personer.
Glindemann var bare en lille ubetydelig fisk i den sammenhæng.
P.S. Søndergaard har skrevet om danmarkshistoriens største kriminalsag i bogen "Edderkopsagen".
Fra omtalen:
"For 50 år siden indledtes en større efterforskning af Danmarks største kriminalsag. Godt et år senere forelå et nyt omfattende anklageskrift i Edderkopsagen.
Det omhandlede de kompromitterede politifolk, der faldt i bandens klør.
Foreløbig var i alt 11 mand, der var ansat i politiet, tiltalt. De tre hovedmænd i den store kriminalsag:
møbelhandler Linde, edderkoppen Svend Aage Hasselstrøm og Fede Ejner Nielsen fik samtidig nye hårde sigtelser hæftet på sig.
Sagen handlede bl.a. om sortbørshandel, bestikkelse, korruption og bedrageri.
Landsretten afgjorde endelig sagen den 5. marts 1951. De tre hovedtiltalte fik mellem 4 og 6 års fængsel.
De implicerede politifolk fik fængselsstraffe fra 40 dage til 3 år og 6 måneder.
5.000 personer blev afhørt. 250 personer blev straffet.
Bogen er også en beretning om efterkrigstidens Danmark, hvor en nation og et svækket politikorps skulle forsøge at finde sine egne ben efter besættelsesårene.
Danmarks Radio sendte ved årsskiftet 1999/2000 en større TV-dramaserie baseret på Edderkopsagen."
=======================================
Debat i Radio Jazz
(Kurt Starlit, 2002.April.27)
I bogen "Edderkopsagen" af Anders B. Nørgaard (manden, der igennem sit journalistiske arbejde på Social-Demokraten, tvang myndighederne til at rejse Edderkopsagen) er der i en senere udgave tilføjet et efterskrift af forfatterens søn, der om Hasselstrøm bl.a. skriver at han døde i 1996 - 84 år gammel.
Han nævner herefter et par episoder med Hasselstrøm, f.eks. 1959 hvor han stærkt beruset indkøber og udskænker øl i stort antal for 6 øre pr. stk. i Restaurant Havfruen i Nyhavn - en "happening" der hos politiet takseres til 200 kr. for løssluppenhed.
"Derefter hører man ikke ret meget til ham ud over, at EkstraBladet med jævne mellemrum foretog klapjagt på ham."
Nørgaard's journalistkollega Poul Dalgaard arbejdede i 60'erne i en periode med sager om boligspekulanter og fik under dette arbejde atter kontakt til Hasselstrøm, som havde slået ind på pantebrevsmarkedet.
I 1968 medvirker Hasselstrøm i en TV-udsendelse, hvor han svarer på en række personlige spørgsmål. Glindemann er på intet tidspunkt nævnt hverken i udsendelsen eller i bogen.
Det nævnes i bogen hvor mange sager der blev fældet dom i - jeg tror tallet var ca. 250 - men derudover nævnes det, at dette langtfra dækker de sager hvor man har begrundet mistanke om noget ulovligt.
Problemet er, at det ikke 100% kan bevises.
Edderkopsagen er m.a.o. enormt omfattende og Glindemann kan måske ligge og rode rundt et sted langt nede i sagerne - hvem ved.
=======================================
Den gamle swinger
Af Henrik Hermann
JAZZKONGE:
Ib Glindemann fejrer 50 år på scenen med dobbeltalbum og koncerter
Han fægter med armene, rykker frem og tilbage med overkroppen, så håret ryster frem og tilbage. Ib Glindemann er en ung herre på 67 år, som nægter at sidde i en stol og mindes fortiden. Han er en mand med en mission: At åbne danskernes ører for den gyldne swingmusik. Med sit big-band, der tæller 20 mand plus den høje orkesterleder selv, rejser han land og rige rundt. Når han dirigerer på scenen, fægter han med armene, men det gør han også, når han bliver ivrig under en diskussion.
Han har spillet over det meste af verden, og Ib Glindemanns Orkester har meget travlt lige nu med engagementer vidt forskellige steder. Fra Dyne-Larsens stort anlagte fødselsdag til de lidt mere ydmyge steder. Både unge og gamle flokke, når det stilfulde orkester spiller swing, som det skal spilles. De unge piger vil gerne have autografer på armene, og det får de af den ranke orkesterleder.
Danmarks Mr. Swing King fejrer sine 50 år på scenen med bravur. Han udsender et dobbeltalbum, dels med live-optagelser med Gitte Hænning, dels med 23 gyldne numre fra 1952-2000.
Genoplivede orkester
Efter en længere periode, hvor han arbejdede som komponist, fik Ib Glindemann som 60-årig i 1994 lyst til at genoplive sit orkester, og hans big band har siden spillet sig fra succes til succes.
Kvalitet er Glindemanns kodeord, men det stod ikke skrevet nogen steder, at han skulle leve af at få det til at swinge. Revisorsønnen, der voksede op i Slagelse og senere på Nørrebro i København, VILLE være musiker, og han VILLE have et big band, og det fik han. I starten med sin mors frisørsalon som øvelo-kale, så folk stod måbende uden for vinduerne, mens der blev spillet i salonen til ære for hårtørrerne og naboerne.
- Jeg hørte Louis Armstrong spille i K.B. Hallen i 1949, og så var jeg solgt. Den måde, han spillede trompet på, den elegance. Det var fantastisk, og den aften var jeg ikke i tvivl længere. Min livsbane var afstukket, siger Ib Glindemann.
Siden arbejdede han på sin egen meget målbevidste facon på at gøre jazzmusikken til en levevej.
Tabte trompeten
Han købte en trompet af en brandmand på Amager - efter først at have solgt sin samling af modelfly, som han fløj rundt med i sin fritid. De 75 kroner rakte ikke, så han fik 50 kroner af sin mor og købte trompeten for 125 kroner.
- Jeg var glad, da jeg havde køb den. Jeg prøvede at spille lidt på den, skønt jeg ikke kunne, så brandmanden har sikkert fået sig et grin, da jeg sagde: Den lyder fint. Og da jeg kørte over Langebro, tabte jeg trompeten. Jeg fik den dog rettet ud igen, griner Glindemann.
At den ranglede unge mand ville være musiker, så familien på med strenge øjne. Der blev gjort flere forsøg på at forpurre det. Blandt andet af onkelen, Carl Glindemann Nielsen. En begavet mand, der arbejdede som grovsmed, da han var 20, men som i en alder af 30 blev professor i dampmaskiner på Polyteknisk Læreanstalt. Hans ambitioner på nevøens vegne rakte videre end en levevej, der var baseret på at spille jazz, der på den tid nedsættende blev kaldt "negermusik".
- Der blev arrangeret en bedre middag hos min onkel. Da han havde fået ild på cigaren efter middagen sagde han til mig: "Ib! Du ved godt, at vi ikke tolererer slaphed her i familien".
- Hele familien var frygtelig bange for, at jeg skulle gå i hundene. At blive jazzmusiker var i deres øjne noget med værtshuse og bajere. Jeg måtte love, at jeg ville søge ind på musikkonservatoriet. Da jeg blev optaget, var sagen i orden, siger Ib Glindemann, og så forvandlede onkelen sig fra opponent til velgører og gav knægten 50 kroner om måneden - en mindre formue.
På konservatoriet havde Glindemann et større sammenstød med sin rektor. Ikke mindst da denne via dagspressen erfarede, at elev Glindemann optrådte med eget big band i National Scala.
- Jeg fik at vide, at hvis jeg ikke gik op til afgangsprøven på det aftalte tidspunkt, så var det ud!
Glindemanns mor var bekymret over, at sønnen havde fået eget orkester og overvejede at droppe de stive omgivelser på konservatoriet. Men unge Glindemann lovede sin gamle mor at fuldføre uddannelsen, og i 1956 bestod han med 1. karakter.
Perfektionisten
Onkelens ord om aldrig at tolerere slaphed har Glindemann gjort til sine egne. Musikere skal ikke bryde sig om at møde uforberedte op hos orkesterlederen.
- En musiker skal øve sig. Hver dag. Jeg plejer at sige det sådan: Den første dag, du ikke øver dig, kan du ikke høre det. Anden dag kan du selv høre det. Tredje dag kan din sidemand høre det. Fjerde dag opdager kapelmesteren det, og på femtedagen hører publikum det, siger Glindemann.
Hans forbilleder er udenlandske navne som Glenn Miller, Count Basie, Duke Ellington, Woody Herman og Stan Kenton. Han har mødt mange af datidens største navne, og han har også svunget dirigentstokken over en af verdens bedste vokalgrupper, The Mills Brothers.
- Da Mills Brothers var i Danmark, havde jeg den store ære, at de sagde til mig: "Vi har aldrig før optrådt med en kapelmester, der var så grundig og så godt forberedt".
Efter de gyldne swing-år for Glindemanns orkester i 1950'erne og 1960'erne ville kapelmesteren prøve noget nyt. Han var med i en religiøs sekt, dyrkede yoga og komponerede bl.a. filmmusik. En af hans kompositioner blev brugt som underlægningsmusik i en James Bond-film.
- Jeg har altid været et søgende menneske, men min erfaring siger mig, at det er vigtigt at være positiv og foretage sig noget positivt. Jeg vil gerne spille musik, der glæder andre mennesker, så det gør jeg, siger kapelmesteren, der ikke kunne undvære sit big band. I 1994 samlede han på ny en flok musikere. Den yngste er i dag 25, den ældste 72.
- Ja, ham på 72 kender jeg meget godt. Jeg plejer at sige til publikum, at jeg skal passe på med at irettesætte ham, for han er nemlig min tandlæge, griner Glindemann.
Flytter til Strynø
Glindemann lever i dag som ungkarl på Frederiksberg. Han deler en meget stor herskabslejlighed med sin søster og svoger, men forbereder sig på at flytte ind i sit hus på Strynø, når det er sat i stand. For Strynø passer bedre til en ferm udøver af "økologisk musik" frem for storbyens larm og bilos.
Den kvalitet, han selv gør så meget ud af at levere, når hans big band spiller "Tuxedo Junction" eller "Tea At The Ritz", savner han i radioen. Når han er ude med sit orkester, spørger mange mennesker ham, hvorfor man aldrig hører god jazzmusik i eksempelvis Danmarks Radio.
- Når du åbner for Danmarks Radio eller The Voice hører man den samme tæskemusik og de samme skrigesild igen og igen. Hvad er der blevet af det, vi i gamle dage kaldte underholdningsmusikken? Den er væk, svarer Ib Glindemann, mens han igen rokker frem og tilbage på stolen og fægter med armene.
Da han for mange år siden deltog i radioprogrammet "Pladeretten er sat" sammen med Gustav Winckler, Bent Fabricius-Bjerre og Anders Bodelsen sagde han sin mening lige ud. Bl.a. sagde han, at The Beatles var overvurderede, og det fik han på puklen for. Men jazzens gentleman har altid haft sine meningers mod, og han står fast på dem.
- Mange af de melodier, der blev komponeret i swingtiden, er ikke lavet smukkere siden. Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke spilles i radioen. Problemet er, at tæskemusikken sælger, og så slutter man således: Når det sælger godt, er det også god musik. Men at noget sælger godt, har intet at gøre med den kunstneriske kvalitet, mener Glindemann.
Det skal klinge, og det skal swinge ellers kan det være lige meget, mener jazzens gentleman.
ref.: Fyens Stiftstidende, 2002.Sept.06
=======================================
Ib Glindemann tog sin fødeby med storm
Af Johannes Helweg
Slagelse Musikhus var fyldt til randen med festklældte mennesker, da kulturforvaltningen søndag eftermiddag holdt nytårskoncert med en veloplagt Ib Glindemann og hans 21 mand store orkester. Koncerten blev en swingende og uforglemmelig oplevelse.
Ib Glindemann med orkester er på turné at markere sit 50 års jubilæum. Han startede sit første orkester i København, men stammer faktisk fra Slagelse.
De fyIdte godt på scenen, de 21 musikere, da lb Glindemanns Orkester søndag eftermiddag i Slagelse Musikhus indtog deres pladser. Derudover optrådte to solister, Irena Strange og Claus Hempler, og så selvfølgelig kapelmesteren selv, Ib Glindemann. Og han var både vokalt og musikalsk helt oppe på mærkerne. Det vokale mellem numrene var ret morsomt. Han styrede sit orkester med både en fast hånd og et lille smil, ind imellem. At se ham dirigere, mindede nogle gange mere om en gymnastikopvisning end en kendt orkesterleder, men resultatet var hele tiden fremragende.
Når Ib Glindemann satte gang i sit orkester, skete det flere gange med et sådant drøn, at det gav et sæt i de over 400 fremmødte til nytårskoncerten. Men så snart de kendte toner fra Harry James, Count Basie, Tommy Dorsey og Glenn Miller strømmede ud i Musikhuset, begyndte publikum hurtig at smånynne og gynge i takt til den glimrende musik.
Den store scene virkede som om den var krympet. Fem trompetister, fem på trækbasun, fem på sax, en på trommer, en på guitar og en bag flyglet samt to solister på skift, og ikke mindst orkesterlederen, fylder godt, men fyldte også sagtens salen helt ud i hjørnerne med swingende jazz-rytmer.
En Slagelse-dreng
Ib Glindemann blev født i Slagelse og boede her til han fyldte 12 år, og han har kun gode minder fra byen. Selv om skolegangen på Dyhrs Skole havde givet ham nogle "kindheste", mente orkesterlederen at det altid var retfærdigt.
Den garvede kapelmester, arrangør og komponist har de seneste otte år stået i spidsen for et orkester, der har kunnet notere en stor og til stadighed voksende popularitet. Bestemt ikke uden grund. For hos Glindemann handler det ikke om at støve de gamle noder af i nostalgiens hellige navn. Det handler om at få bigbandmusikken til at leve, og det kan Ib Glindemann til fulde sammen med de meget dygtige musikere og solister han omgiver sig med.
Arne Beyer fra kulturudvalget bød velkommen til eftermiddagens koncert, og han sagde også tak efter koncerten. Sammen med musikkoordinator Anette Borg uddelte Arne Beyer både blomster og anerkendende "roser" til orkester og solister. Ib Glindemann med bigband kvitterede med to ekstranumre og orkesterlederen takkede publikum på klingende vestsjællandsk:
- Det har været dejligt for en gammel Slagelse-dreng at komme og spille for jer.
ref.: Sjællands Tidende, 2003.Januar.13
=======================================
Den kompromisløse swingmester
Af Kjeld Frandsen
70 i dag:
For ti år siden dannede komponisten og kapelmesteren Ib Glindemann et nyt, stort jazzorkester. Og selv om det har været hårdt arbejde, har han ikke fortrudt. Det har han heller ingen grund til.
Kvalitetssans, entusiasme og kompromisløshed samt enestående evner for at skabe og formidle musik kendetegner kapelmesteren og komponisten Ib Glindemann, Bønneløkke på Langeland, der i dag fylder 70 år.
Egentlig skulle Ib Glindemann slet ikke have været noget ved musikken, men så kom han til at høre Louis Armstrong i K.B. Hallen i 1949, og så anskaffede han sig en trompet og dannede et orkester - sammen med bl.a. Otto Brandenburg. Det var på Stevnsgades Skole, hvor Ib Glindemann tog realeksamen i 1950. Herefter kom han i handelslære, men i 1952 blev han optaget på Det Kongelige Danske Musikkonservatorium, hvor han fire år senere tog afgangseksamen som trompetist og komponist. Sideløbende havde han dyrket jazzmusikken og umiddelbart efter sin eksamen blev han kapelmester i National Scala. Her stod han i spidsen for et 16-mands big band, der i de næste fire år blev det mest progressive af slagsen på den danske - og skandinaviske - scene.
I Sverige opdagede Ib Glindemann den unge sangerinde, Monica Zetterlund, som han straks engagerede som orkestrets solist. I samme periode optrappede Ib Glindemann sin kompositionsvirksomhed, og det er med årene blevet til en del symfonisk musik, inklusive en trompetkoncert til Knud Hovaldt i 1963, samt musik til talrige danske film, bl.a. »Natlogi betalt«, »Soldaterkammerater på vagt«, »Det tossede paradis« og »Manden der ville være skyldig«.
I 1958 blev Ib Glindemann musikchef på Radio Mercur, og i årene 1962-64 var han leder af Horsens Byorkester. Herefter blev han engageret af Danmarks Radio til at lede et nyt danseorkester, som et par år efter fik navnet Radioens Big Band.
Det var dog i højere grad andre aktiviteter, der i midten af 1960erne gav Ib Glindemann berømmelse. I radioudsendelserne »Pladeretten er sat« fremførte han hyppigt en ganske uforsonlig holdning til nye pladeudgivelser, og han omtalte generelt tidens popmusik som fup og fidus.
Danner nyt orkester
I 1968 forlod Ib Glindemann Danmarks Radio for at tage fast bopæl på sin båd, der primært holdt til i Middelhavet, og her koncentrerede han sig om at komponere jingler og underlægningsmusik til film og TV. Da han i 1994 fyldte 60 år og atter var bosat i Danmark, fornemmede han, at tiden var inde til at danne et nyt, stort jazzorkester. Det gjorde han, og selv om han gerne vedgår, at det har været - og fortsat er - et hårdt arbejde, og at det økonomiske udbytte har været overskueligt, har han ikke et øjeblik fortrudt.
Og det har han heller ingen grund til. Ib Glindemann har nemlig, som få andre, en dyb forståelse for den »klassiske« swingmusik, og han forstår, med enestående energi og entusiasme, at få sit orkester til at klinge og swinge.
Det er blevet til fem CDer og til talrige koncerter og/eller danse-arrangementer overalt i landet, og aldersspredningen både i orkestret og blandt publikum fortæller noget om en medrivende formidling af en tidløs stil og et tidløst sprog - og om en velfortjent anerkendelse.
Ib Glindemann, der for et par år siden slog sig ned i landlige omgivelser på Langeland, er fortsat en flittig komponist, og rollen som kapelmester er alt andet end en retrætepost. Med årene er han tydeligvis blevet blidere af gemyt, men han har bibeholdt sin sunde og skarpe kritiske sans over for mediernes musikudbud.
Hos Ib Glindemann bliver der aldrig plads til fup og fidus. Og det er der grund til at glæde sig over.
ref.: Berlingske Tidende, 2004.Sept.27
--------------------------------------------------
Så meget om Ib Glindemann. Er der noget vi har glemt, eller som på anden måde trænger til en opretning, så skriv til:
og lad os få bragt orden i sagen!
Venlig hilsen
Kurt Starlit
