Inge Andersen
og hendes swingtet
Coveret til CD2 "More Swing!"= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =
Emne: Inge Andersen's Swingtet
Navn: Kurt Starlit
Dato: 15/2 2000
Inge Andersen's Swingtet har udsendt sin første CD, som er en kærkommen gave til alle, der holder af swingende jazz. CD'en er en af den slags der bliver bedre for hvert gennemhør, især synes jeg, at det noget tilbagetrukne klaver vokser efterhånden som man får lyttet sig ind på pladen.
Swingtetten lever op til sit navn, det swinger efter bogen, mens man i enkelte numre har valgt andre at rytmer for at demonstrere gruppens alsidighed.
Forsiden af omslaget (coveret) bryder jeg mig ikke om, bagsiden ej heller: en mere eller mindre ligegyldig sydhavsø med sandstrand og palmer. Da CD'en antagelig skal bruges som visitkort rundt omkring på spillestederne, synes jeg at man skulle have valgt nogle fotos af gruppen, f.eks. et stort flot forsidebillede, og så nogle mere detaljerede på bagsiden, som går tættere på den enkelte musiker.
Inge Andersen's klaverstil er den økonomiske med mange "huller i lyden" - det giver plads til medspillerne. Det er på sin vis også godt nok, men bagsiden af medaljen er, at lovlig meget initiativ overlades til saxofonisten. Jeg vil foreslå at klaveret træder noget mere frem på fremtidige optagelser, såvel styrkemæssigt som improvisatorisk. Måske var det en ide til kommende CD'er, ligefrem at indspille et par numre uden saxofon? Don't get me wrong, mr. Stuart spiller fremragende og er en fornøjelse at lytte til, men for at få mere balance (og modspil) tror jeg det vil være til alles bedste, at klaveret spiller en mere fremtrædende rolle.
Rent indspilningsteknisk har CD'en klar og gennesigtig lyd. Balancen mellem instrumenterne er et emne som kan diskuteres herfra og til Albertslund, men for undertegnede forekom saxofonen som sagt en smule for langt fremme (trænger sig lige lovlig meget på) og klaveret en smule for langt tilbage. Denne type balance er hørt mange gange før, så den kan sagtens forsvares, men personligt foretrækker jeg altså styrkeforholdet noget anderledes.
Bassen er til gengæld helt perfekt, man hører både anslaget og klasket og de andre bilyde som gør kontrabassen til et meget mere alsidigt instrument end den vist i almindelighed regnes for.
Trommerne er også fine, der er ikke meget at klage over her, fin lyd, der bakkes loyalt op hele vejen igennem, ligesom trommesoloerne tydeligvis er holdt indenfor det afmålte musikalske spillerum. Den type soloer, hvor alt går i stå og trommeslageren krænger tarmsystemet ud i flere minutter, er en pine og en plage. Det er vi heldigvis fri for her.
Det eneste der ville kunne løfte denne indspilning markant, er at den var indspillet LIVE.
Så ville den til gengæld være en klassiker!
Besætning:
Inge Andersen - piano
Niels "Flipper" Stuart - saxofon
Morten Ravn - bas
Martin Roy Wade - trommer
CD'ens numre:
1. AIN'T MISBEHAVIN'
Indledningsnummeret viser swingtetten fra sin bedste side: swingende og med plads til improvisationer fra Niels "Flipper" Stuart, som spiller en formidabel sax med savl og snot og det hele, mens Inge spiller mere økonomisk.
2. CUTE
Vi swinger videre på en anden gammel kending med et par små intelligente trommesoloer fra Martin Roy Wade. Saxofonen er vist en smule overstyret (for tæt på mikrofonen?) hist og her, men instrumentets lyd og feeling er ellers hele vejen igennem CD'en meget rosværdig, fordi den på een gang er lækker og ukrukket og dog har de kanter og hjørner der gør den spændende.
Rent teknisk slutter optagelsen for brat, efterklangen fra afslutningsakkorden burde have haft et par sekunder mere - men det er en detalje.
3. MY ONE AND ONLY LOVE
Et af de mere stille numre, hvor jeg især bemærkede bassens fine lyd og spil. Sax'en er (som sædvanlig) superb.
4. BROADWAY
Kvikt og swingende standardnummer, som gruppen virkelig behersker. En fornøjelse at lytte til, Inge gi'r den en på pedalen her.
5. INGE's VALS
Et af Inge's egne numre og CD'ens bedste, sjælfuldt og fordi man kan høre (bilder jeg mig ind) at Inge trives med den type stemning som nummeret bygger op. I det hele taget hører man i dette nummer mere til klaveret end i mange af de øvrige. Vals behøver ikke være kedeligt eller gammeldags, når det gøres som her.
6. SKT. THOMAS
Latinamerikansk stemning i dette rytmiske nummer fra de varme lande med en fin trommesolo af Wade. Der bygges igennem nummeret op til en formidabel og vild slutning. Det er sgu guf detteher.
7. LONELY LOVE, HELLO
Et af Inge's egne numre i fire-fjerdedele af den bløde, eftertænksomme slags. Her står klaveret hvor det skal stå, både i kvalitet og kvantitet, også saxofonen er tæt på det ideelle. Efter et kort skift til swing, vendes der tilbage til 4/4 afslutning. Et godt nummer.
8. LADY BE GOOD
Jamen det swinger, fru Kammerherrinde, bassisten kommer hist og her ind og slår nogle frække prut, og er iøvrigt hele vejen igennem pladen meget fin. Den står hvor den skal, den bas.
9. HER OG NU
Der huserer en let depressiv efterårsstemning i CD'ens afslutningsnummer, som er skrevet af Inge Andersen. I medium 4/4 takt sukker det afsted. Hvem der spiller tværfløjten oplyser coveret ikke noget om, men det må vel være Niels "Flipper" Stuart, eftersom sax'en er det eneste instrument som mangler på denne indspilning. Nummeret er nok det, som jeg synes mindst om, måske fordi det indimellem bliver lovlig sødladent og nuttet, først og fremmest p.g.a. fløjten. Inge's solo midt i nummeret redder heldigvis æren, så det ikke bliver helt kvalmt, men alligevel: som afslutningsnummer havde det foregående været bedre valgt. Vi er ovre i småtingsafdelingen nu, men der er en stol (eller hvad det er) som knager sidst i nummeret - er musikerne allerede på vej hjem...(?)...det burde kunne have været undgået.
= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =
Radio Jazz debatforum, 17/2 2001:
Kære Kurt!
Tak for din flotte anmeldelse af min CD. Det er sørme lige før jeg rødmer. Du spørger et andet sted om det er rigtig at jeg kommer i Radio Jazz. Og jo, det ER altså rigtig. Det sker på mandag d. 19/2 i Egon Stanioks program. Håber vi høres ved.
Mange hilsner
Inge
= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =
Radio Jazz debatforum, 19/5 2001:
Netop hjemkommet fra et besøg på Long John Bodega på Købmagergade, hvor Inge Andersen's Swingtet spillede, vil jeg bare sige at Inge og hendes musikere er endnu bedre i virkeligheden end på CD'en.
Besætningen var den samme som på CD'en, bortset fra bassisten som hed noget i retning af Morten Ankerfeldt (correct me if I'm wrong).
Der var et veloplagt publikum til stede, som forstod at værdsætte de forskellige musikeres soloer. Det var mit indtryk at en del af gæsterne kendte Inge fra tidligere lejligheder, og som med deres medleven forstod at skabe en atmosfære af levende musikinteresse. Her havde bajerne ihvertfald ikke første prioritet, især må jeg rose min sidemand Erik P., som udover at have formidlet kontakten til stedet, også vidste en forfærdelig masse om jazz i almindelighed og swingtetten i særdeleshed.
Mine tidligere forbehold over for Inge's tilbagetrukne spil, er jeg glad for at kunne sige ikke holder stik i livesituationen, hvor hun meget kvalificeret gav Flipper (Niels Stuart ) det modspil som jeg tidligere har efterlyst. Og Stuart himself på tenorsaxofon og tværfløjte viste en klasse, hvor man fristes til at sige, at Danmark er for lille et land til folk af hans kaliber. Flot, flot.
Det var tydeligt at se på de vantro ansigter, som stak snuden ind fra gaden, at de næsten ikke troede deres egne ører: musik af denne klasse på et så beskedent sted. Men faktisk passer swingtetten godt til stedet med sin intime atmosfære, hvor man både kan snakke og lytte.
Hvis der bliver flere lørdag eftermiddage, hvor vi kan nyde jazz af den kaliber, er det ikke sidste gang jeg har sat mine fusser derinde.
We'll meet again!
Kurt Starlit
= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =
Februar 2006
More Swing!
Den anden udgivelse fra Inge Andersen's jazzede swingtet er kommet på gaden her i begyndelsen af 2006, og hendes swingende musikere fortsætter hvor de slap. Den tekniske lyd er blevet bedre, den musikalske stil mere sikker - rutineret - det er tydeligt at gruppen har fået rutine gennem et utal af engagementer siden den første udgivelse.
Saxofonisten Peter Mandorf er gæstesolist på et par af indspilningerne. Det giver især dobbeltnummeret "The Preacher / Step Right Up" et ekstra drev som ikke er hørt før fra den kant.
Ret beset er der ingen svage numre på Cd'en, selv om vi hver især kan have vore favoritter; for mit eget vedkommende er det nr. 11, "These Foolish Things" i et slow-arrangement, hvor Andersen & co. har fat i den lange ende.
Pladens numre er som følger:
1. EXACTLY LIKE YOU (J. Mc. Hugh)
Jamen det er jo forskrækkeligt som det swinger!
Lyden er fin, især Flipper's sax er uforskammet fræk og tæt på det perfekte. Bassoloen er efter mine smagsbegreber lovlig lang til et indledningsnummer.
2. RECADO BOSSA NOVA (D. Ferreira)
Bossa Nova kan man enten snuppe eller ej, men de gør det godt, især tror jeg nummeret vil gøre sig live.
3. HONEYSUCKLE ROSE (T. Waller)
Et utal af kunstnere har indspillet dette nummer, som nægter at dø. Det ville også være synd, især når det gøres så elegant som her. Fin solo fra sax og klaver. I det hele taget er det rart at konstatere, at Inge er kommet længere frem på scenen, spiller mere pågående og selvbevidst end tidligere (og det var en hyldest!), og......nå ja, trommeslageren har lagt et af sine berømte musikalske mirakler ind i nummeret, der på denne måde skiller sig ud fra flertallet. Bravo mr. Wade!
4. YARDBIRD SUITE (C. Parker)
Charlie Parker's gamle slæber i let og lystig fortolkning. Udmærket.
5. SEPTEMBER IN THE RAIN (A. Dubin)
Et stemningsfyldt nummer i medium bossa tempo.
6. OUR LOVE IS HERE TO STAY (G. Gershwin)
Flipper spiller en sprudlende fløjte uden de tendenser til vammelhed, som til tider fornemmedes på den første plade.
7. ON WHEELS (Niels Stuart)
Sikke en lyd!
Saxofonisten Peter Mandorf er gæstesolist og sammen med Flipper gør de to saxofoner nummeret til en rigtig vildbasse. Så hvorfor ikke - når vi nu er i gang - prøve med en trompet også? Men al ære og respekt: Mandorf og Stuart gør det godt!
8. LOVERMAN (J. Davis)
Et rent trio nummer de første tre minutter: klaver, bas, trommer. Et fantastisk klart lydende klaver, og en Inge der spiller økonomisk og veldisponeret, som det er hendes kendemærke.
9. SOFTLY AS IN A MORNING SUNRISE (S. Romberg)
Kvartetten veloplagt og kvikt swingende - hverken for lidt eller for meget. Et udmærket nummer.
10. THE PREACHER / STEP RIGHT UP (H. Silver / O. Nelson)
Her er der 2 saxofoner igen, og ih, hvor det lyder vildt og lækkert!
Det er jo lige til hitlisten!!
11. THESE FOOLISH THINGS (J. Strachey / H. Link)
En slow og romantisk tune, hvor alle saxofonons detaljer høres. Og klaverets. Melodien i sig selv, den er jo bare til at tude over, så....jamen jeg er vild med det nummer.
12. BERNIES's TUNE (dedicated to Erik Olsen) (B. Miller)
Et gammelt standardnummer, og selv om jeg ikke kender mr. Olsen, swinger det energisk og veloplagt derudad.
13. BLUES á la ME (Inge Andersen)
Jamen dog, det er jo helt Oscar Petersonsk det her. De første fire minutter er rent trio-guf af bedste skuffe, hvorefter Flipper kigger indenfor et minuts tid, inden trioen lægger an til landing af endnu en jazz-perle fra Inge Andersens Swingtet.
Besætning
Inge Andersen - piano
Niels "Flipper" Stuart - sax & flute
Morten Ankarfeldt - bass
Martin Roy Wade - drums
Guest on track 7 & 10: Peter Mandorf - sax
Recorded at ARK Studio Denmark, January 2006
Produced by Inge Andersen
= = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = = =
