En dreng med en dejlig guitar
"En dreng med en dejlig guitar...." sang Grethe Ingmann på nummeret af samme navn tilbage i 1957. Mon hun tænkte på gemalen Jørgen Ingmann? Mon ikke? Den efterhånden 84-årige guitarpionér er p.t. aktuel med cd-udgivelsen "Jørgen Ingmann og digterne". Informations Klaus Lynggaard benytter lejligheden til at kigge lidt på lyden - tiden - manden - og selvfølgelig skiven.
Af Klaus Lynggaard
I. Lyden
Tænk, der fandtes engang en verden, hvor klangidealet var den pure naturalisme. Hvor målet var en så naturtro gengivelse af et hvilket som helst instrument eller ensemble som overhovedet muligt.
Og selvom det sker, at man møder sjæle, som insisterer på at musik, indspillet fra den gang Edison opfandt det talende sølvpapir i 1877 og frem til sådan noget som 1927, er the real deal - og fred med det; det ejer uden tvivl sin egen charme, blot bør man sig ikke forlede af deres overbevisning om, at netop dette udgør den indspillede musiks højdepunkt - er det med indførelsen af den elektriske mikrofon omkring 1927, at man begyndte at kunne reproducere musik nogenlunde naturtro.
Og de næste små tyve år - swingjazzen og revyernes storhedstid - skabtes der internationalt set en sand skat af velindspillet materiale, som selv målt med den digitale tidsalders alen lyder godt.
Det krævede af datidens studieteknikere stor viden om mikrofonplacering og hvordan man skabte den rette balance, men hulens dygtige var de og møder man mennesker, der sværger til musik indspillet i denne periode, må man i hvert fald medgive, at hvad angår stemning og swing er den sjældent blevet overgået.
Til gengæld var der indbygget en tidsbegrænsning i måden man skar en plade på, som især påvirkede klassisk musik og jazzens naturlige tendens til at strække ud, når inspirationen kom over solisterne.
Men, men, men - springet ind i det moderne finder sted i 1947, da Bing Crosby som den første kunstner begynder at benytte magnetbånd til sine indspilninger, thi med det åbner der sig uanede muligheder. Ikke kun for hi fidelity (altså noget i retning af "maksimal nøjagtighed", hvilket refererer til forholdet mellem den originale lydkilde og gengivelsen af samme), men i høj grad også dens modsætning, dvs. lydeksperimentet.
Selvfølgelig havde der været leget med lyd lige så længe, det havde været muligt at optage den og i den synergi, der konstant fandt sted mellem talefilmen (med dens behov for såvel effekter som musikledsagelse) og pladeindustrien, opfandtes standardinventar som equalization, miksepulte og rumklang.
Med naturalisme for øje, jovist, men musik til film om vampyrer, rovmord eller den rene slapstick krævede anderledes grovkornede virkemidler.
Med magnetbåndet eksploderede mulighederne for lydmanipulation, da det både blev muligt at overdubbe instrumenter i lag samt splejse takes sammen. Og endelig kunne man indspille hele symfonier uden afbrydelser, ja selv Wagner gav i lyset af det samtidigt fremkomne lp-medie en form for mening. Nu skulle der festes igennem.
Men allerede tidligt opdagede folk, hvis hovederhverv er lyd, at hvis samme akkompagneres af billede, godtager offentligheden villigt alskens genrer, klange og outrerede eksperimenter, men kommer det ud af deres radio, slukker de øjeblikkeligt eller skynder sig at skifte kanal. Publikum er altså på en gang både progressivt og reaktionært, alt efter hvor, hvornår og hvordan. Såmænd. Intet nyt i det.
II. Tiden
Der var engang et land, der hed 1950'erne. Åh, det var et dejligt sted. Der var måske knaphed med dagligvarer og andre fornødenheder, pengene var lidt små i det, men det folk, der boede der, var gjort af et ganske andet stof end nutidens kræsne, krævende og konstant kværulerende borgere.
De kaldtes De Nøjsomme, og de kendte såvel deres egen som andres plads. Og respekterede dem. I samfundet, i helheden, i forhold til Gud og gejstlige og andre offentlighedspersoner.
Institutioner som politi, skolelærere, præsteskab og - i visse tilfælde - også ligefrem politikere omgærdedes med veneration. Man var på fornavn med mælkemanden, kunne få på klods hos købmanden, himlen var altid blå, fuglene kvidrede og kreaturerne gik og tyggede drøv og var endnu ikke blevet reduceret til gennemmishandlede industriobjekter.
Der var kun én radiokanal og selvom den var gudsjammerligt kedelig, var der ingen af De Nøjsomme der så meget som løftede et øjenbryn. De passede uden et kny deres arbejde og om søndagen kom enten den ene eller den anden side af familien til kaffe, og var vejret eller lejligheden til det, flagede man.
Børnene havde røde kinder og blondt hår og dyrkede sport eller gik til spejder. For dem var højdepunkterne i horisonten konfirmation, en (forhåbentlig) sød partner, et stabilt job, 2 x værelse og ditto børn. Og ind i mellem en tur i biffen for at se en film med Dirch Passer eller måske ligefrem Marilyn Monroe. Ro og fred, renlighed og regelmæssighed tilstræbtes i alle forhold, man sagde De til hinanden og tog med et smil cyklen eller toget eller rutebilen til og fra det arbejde, man kun var glad for at have.
Nogle få piberygende skægaber i islandske sweatere eller tweed fablede ganske vist om noget, de kaldte Det Moderne, som om det var noget dårligt. Men herregud, det var jo sådan noget med hårde hvidevarer og træk og slip og brusebad og kun til det bedre, kunne enhver idiot se.
Dette vidunderlige land blev desværre lagt øde. Af et bæst kaldet udviklingen. Dets håndlangere var en broget flok; kommunister, jazzmusikere, eksistentialister, militærnægtere, ateister, kulturradikale, nudister, hereticanere, atomkraftmodstandere, vrede unge mænd og ditto kvinder, ja sågar gamle modstandsfolk sluttede sig til deres rådne rækker.
Fælles for dem alle var, at de bare var så pisseutilfredse med alting og tilsammen skabte de en farlig bryg, som - hvis man drak af den - fik én til at sætte spørgsmålstegn ved stort og småt, alt og alle. Og ikke mindst det Nationale - forestillingen om et land, et folk, en stilstand.
De Nøjsomme blev afløst af Det Ny Tids Menneske, kendt som Kværulanterne, og deres tilstedeværelse gjorde det paradoksalt nok muligt at liste forbrugersamfundet ind ad bagdøren, fordi de fyldte så meget i billedet, at ingen satte spørgsmålstegn ved overgangen fra borger til forbruger, fra arbejder til lønmodtager.
Og forbrugeren ville have alt muligt og var alligevel aldrig helt glad. Lydsporet til alt dette hurlumhej var - ligesom vaskemaskinen, tv'et, hårtørreren, komfuret, lysekronen og jeg skal komme efter dig - naturligvis elektrisk.
Og ikke bare elektrisk, men også hektisk og forjaget og mærkelig uskønt. Det står skrevet, at landet 1950'erne endegyldigt gik under det herrens år 1963, hvor den amerikanske præsident, John F. Kennedy, blev snigmyrdet og beatkvartetten The Beatles bragede gennem lydmuren og i processen omstyrtede - endegyldigt og uigenkaldeligt - landet, der burde have ligget der til evig tid. Lykkelandet.
Men 1963 var så også året hvor det lille kongerige - som er og bliver universets centrum, uanset hvad onde tunger påstår - vandt det Internationale Melodi Grand Prix med den dårende dejlige og evigt stedsegrønne Dansevise, måske den smukkeste sang, der skabtes i det 20. århundredes Danmark.
En jazzvals skrevet af Otto Francker med tekst af Sejr Volmer Sørensen, sunget af Grethe Ingmann og på det allersmagfuldste akkompagneret af gemalen Jørgen Ingmann på el-guitar.
Om Dansevise så er et gravskrift over 1950'erne eller det trompetskrald, der indvarsler det kommende kaos, får stå hen - alene af den grund, at nummeret er så stort, at det eksisterer i sin egen sfære sammen med kun en endog særdeles eksklusiv klynge indspilninger. Men det kan godt nok sætte gang i den indre biograf, that's for damn sure.
III. Manden
Jørgen Ingmann var den rette mand på rette sted til rette tid osv. I hvert fald blev det hans skæbne både at popularisere og udbrede den elektriske guitar på dansk jord. Født 1925 som mellembarn var hans far ansat ved DSB, mens mor gik hjemme.
Han kunne sikkert være blevet en glimrende bogtrykker, thi det var hvad han kom i lære som efter endt realeksamen, hvis ikke han havde hørt guitaristen Charlie Christian.
Dette medlem i Benny Goodmans orkester satte som én af de allerførste strøm til guitaren, hvorved den forvandledes fra rytmeinstrument til et solo ditto. Og udover det spillede Christian en gudeskøn spade, der både rytmisk og harmonisk nok kunne sætte ild til den rette lytter.
En sådan var den unge Ingmann og han investerede 45 kroner i et instrument, som han øvede sig på med en dedikation, der tilhører ungdommen. Han blev faktisk så god, at han kom med i orkestre under ledelse af folk som Børge Roger Henriksen og Bertrand Bech og så var det bye, bye læreplads og hello til en mere usikker karriere som levebrødsmusiker.
Men rygtet om hans dygtighed havde bredt sig og i 1944 gik han til audition hos den ambitiøse Svend Asmussen, der var ved at samle sig et orkester, med hvilket han satsede på det store internationale gennembrud, når krigen sluttede.
Asmussen kunne lide hvad han hørte og de næste 14 år var Ingmann fast bestanddel af Asmussens måske mest elskede orkester nogensinde; det blev til utallige pladeindspilninger og endnu flere turneer, thi netop dette orkester gav et suverænt godt show.
Alene ved dette ville Ingmann have indskrevet sig i de danske jazzannaler, men skæbnen ville, at han faldt over nogle plader med den amerikanske guitarist Les Paul - døbt Lester Polfus! - der som en af de første så mulighederne i den nys fremkomne spolebåndoptager.
Han på det nærmeste opfandt den lagkageteknik, som siden skulle blive norm (og efter nogens mening også forbandelse) i pladestudier verden over. Les Paul stod for det hele selv; rytme, soli, produktion osv. Han legede med båndhastigheder og effekter og fremstod i processen som et veritabelt enmandsorkester. I dag er der intet odiøst i det, han foretog sig, nu om stunder hedder det såmænd blot en produktion, men begrebet fandtes ikke, hvorfor man kaldte det en 'trickind-spilning'. Og det ord har unægtelig en lidt uheldig klang, hvordan man end vender og drejer det.
Det forhindrede dog ikke Jørgen Ingmann i at anskaffe sig et par Kinovox båndoptagere, hvorefter han smøgede ærmerne op og gik i gang. Det gik over al forventning. Hans første fire forsøg røg direkte fra de hjemlige tonehoveder og ud på plademarkedet via det nystartede Metronome Records, hvis kunstneriske leder var den jævnaldrende Bent Fabricius-Bjerre. De to herrer kendte naturligvis hinanden fra det københavnske jazzmiljø og kemien sad dem imellem bare lige i skabet. Da lydingeniøren Phillip Foss kobledes til, faldt tingene på plads og Ingmann udsendte de følgende år en lind strøm af instrumentalindspilninger på såvel singleplader som på ep'er, der alle solgte pænt.
Karrierens kommercielle højdepunkt kom i 1960, hvor hans finurlige indspilning af nummeret Apache nåede andenpladsen. På de amerikanske hitlister, vel at mærke. Som den første danske nogensinde. Desværre havde Metronome ikke ressourcerne til at følge op på succesen og den forblev en enlig svale. Men Ingmann var både før og efter det amerikanske eventyr myreflittig som både pladekunstner og indspilningsleder, ja, det var ham der styrede slagets gang, da Fabricius-Bjerre indspillede temaet til Rundt om et flygel, der gik sin sejrsgang verden over som Alley Cat, en easy listening-klassiker af format.
Men så havde han også i midten af 1950'erne mødt Grethe Clemmensen, som sang så dårende dejligt i Jørn Grauengaards Orkester, der havde fast engagement på Giraffen på Vesterbrogade. Det sagde pling pingeling og i 1956 blev de gift.
Privat såvel som professionelt dannede de par frem til 1975, hvor de blev skilt. Og selvom Grethe Ingmann udsendte et par glimrende lp'er efter skilsmissen, var noget af magien væk, ja, Jørgen Ingmanns karriere kom aldrig på ret køl igen efter han i '76 forlod Metronome, og i 1984 trak han sig fuldstændig tilbage fra musikken.
Til gengæld havde han i de over 30 år, han var tilknyttet netop det selskab, indspillet en mindre skatkiste af elegante og smagfulde goodies, som i mange år af uransalige årsager lå gemt væk i skyggen af den rockmusik, der i sandhedens misbrugte navn nærmest sejrede sig ihjel.
IV. Skiven
Søren E. Jensen kender jeg mestendels fra radioens P1, hvor han har brilleret med montager, interview, reportager og andre indslag, rettet mod intelligensen, men med udpræget brug af teknikkens muligheder. Kreativ og levende radio, hvis nogen kan huske det. Fra før public service-begrebet blev introduceret og i samme snuptag udryddede samme.
Men Søren E., altså - hans programmer var værd at lytte til. Og det siger jeg ikke kun, fordi jeg engang var med i et af dem, men fordi han var (ja, nu er han sgu hjælpepræst; utroligt hvad en ansættelse på DR kan føre til!) radiomand af den gamle skole. Altså en af dem, der tror på mediet - og på, at det faktisk kan rumme mere og andet end torskedumme værter, der i en uendelighed hælder snot ud i æteren, afbrudt af pladevenderi i stor stil, måske for at skjule, at de absolut intet har på hjerte.
En dag fik denne Jensen så Jørgen Ingmann-bokssættet Danish Guitar Ace i hånden, fire cd'er i en smuk boks bestående af det bedste fra årene på Metronome 1953-1976, udgivet i forbindelse med kunstnerens 80 års fødselsdag i 2005. Med et lille hæfte, hvor Lars Wexøes prunkløse tekst i femte gear fører læseren gennem karrieren.
Der er nu mange pragtfulde billeder deri og udover at give et indtryk af, hvor produktiv Ingmann altså var som solist - for der er jo altså også alle indspilningerne med Grethe, som ligger og skriger på samme deluxe behandling - og hvor høj en standard, han holdt, fungerer indspilningerne også som en art tidssonde til en periode, der nogen gange lyder som noget fra et helt andet årtusind.
Åh ja. Det er det så også. Og så spiller han gudeskønt, og de fleste af melodierne har tilmed vist sig endog yderst slidstærke, da han generelt var meget omhyggelig med sit repertoirevalg.
Jensen nød musikken og fik så en åbenbaring, han straks omsatte til handling. Han fandt en fredag eftermiddag i det gamle Radiohus på Rosenørns Allé en båndet oplæsning af Søren Ulrik Thomsen, digtet Tusindhaven, og parrede den med Ingmanns udgave af Frenezi. Hallo, som de små nakkehår med ét strittede, for efter at have bakset med det tekniske en små ti minutter, fremstod halløjet som et selvstændigt kunstværk, noget, der lød fuldstændig organisk og nærmest som om de to herrer havde løst opgaven sammen.
"Det var sørens," sagde Søren så, mens benene kørte op og ned. "Det var lige godt sørens," gentog han og fandt så en digtoplæsning af Pia Juul, Jeg bilder mig ind hed den, og prøvede så, om han kunne gentage succesen. Denne gang forsøgte han at gensplejse digtet med den evige Perhaps, Perhaps, Perhaps, men der var noget, der gik galt i teknikken og han hidkaldte Jytte Norholt, hans stamtekniker og medsammensvorne til mangen en montage. Hun lyttede til hans ønsker og udførte derefter et par rituelle besværgelser foran pulten og vupti! Så lå produktion nummer to der og osede af kvalitet, originalitet og stemning en masse.
De næste mange fredage baksede Norholt og Jensen med at få digtere som Nordbrandt og Aidt og Juul og Gustava Brandt og mange andre til at gå i symbiose med Ingmann - alt sammen i samklang med den indforskrevne producer Johnny Stage.
Nogen gange lykkedes det, andre gange ikke, og antallet af mislykkede takes oversteg langt de succesfulde, men skidt. Efterhånden lå der nok til, at ideen om en udgivelse undfangedes, og den foreligger nu under titlen Jørgen Ingmann og digterne, en af de smukkeste cd-udgivelser, jeg nogensinde har siddet med i disse mine hænder.
Tilrettelagt (frem for designet, yes sir) af Allan Daastrup er indpakningen så smuk, at jeg var lige ved at besvime, da jeg fiskede løjseren ud af den forede kuvert. Cd'en som medie synger givetvis på sidste vers, men måske ville vi i højere grad have taget det til vores hjerter, hvis en sådan præsentation havde været norm frem for undtagelse.
Miraklet er dog gemt på den medfølgende cd, hvor det viser sig, at Jensens åbenbaring helt klart havde gudeligt udspring og måske i sidste ende var den, der drev ham fra DR og durk i armene på Folkekirken. Hvordan det ene nu hænger sammen med det andet, er udgivelsen stort set lydefri fra ende til anden - og gudeskøn, tilmed.
Måden digtenes rytmer går i et med musikkens er ganske enkel genial. Det hele minder mig om, hvor højt jeg engang elskede den danske poesi - og at jeg nok stadig har det sådan, selvom det måske ind i mellem drukner i støjen fra rockmusikken og deadlines og gamle sorthvide film og midtlivskriser og det gode kammeratskab i roklubben.
En smuk koda er også Marianne Germers recitation af teksten til Dansevise: Og sivet der nynner/ At livet begynder/ Sit spind i dit sind...
Ja, alt er godt nu. Der er ro på. Cirklen er sluttet.
For jo. Der var engang en klang. Der var engang et land. Der var engang en dreng med en dejlig guitar. Der var engang nogle digtere og én, der hed Søren. Det var der. Det var tider. De er forbi. Men de lever og ånder alle sammen på "Jørgen Ingmann og digterne". Gudsketakoglov for det.
+++++++++++++++++++++++++++
Jørgen Ingmann og digterne
Vandkunsten, 2009
Kilder:
Michael Chanan: Repeated Takes (Verso, London, 1995)
Henrik Kristoffersen: Grethe & Jørgen Ingmann (Elkjær & Hansen, 2003)
Jørgen Ingmann: Danish Guitar Ace (SAXO.com, 2005)
