Og er der sang i dit hjerte...
Af Søren E. Jensen
For et par år siden befandt jeg mig i en cykelkælder nær Radiohuset. Her var jeg endt efter ugers intens jagt på den ukendte Grethe Ingmann, som skulle bekræfte den tese, jeg havde haft i årevis: at den søde-mama-grethe vi kendte slet ikke var repræsentativ for sangerindens kunstneriske format. Gravede man bare lidt dybere, ville man opdage, at vi med Grethe Ingmann havde et talent, der kunne måle sig med de allerstørste.
Det var jeg så sikker på, at jeg helt glemte at få teorien verificeret, og nu hang jeg på den, for jeg havde fået godkendt et programforslag, hvor jeg ville føre musikalsk bevisførelse for min sag. En søgning i DR’s diskoteks database viste desværre, at man ikke rådede over meget mere, end hvad jeg allerede selv ejede på min tankstations-CD med den lakoniske titel, "Største Hits". Sange som "Sol, sol kom igen", "Sig godmorgen" og den slags. Skulle min intuition virkelig have svigtet mig?
Nej, viste det sig, for en morgen kom jeg i tanke om, at diskotekets elektroniske søgesystem kun omfattede de plader, der blev lånt. Alt det gamle var stadig kun registreret i et kartotek, som man havde gemt af vejen i en cykelkælder. Det var i denne kælder, at den glemte Grethe Ingmann dukkede op. Der var titler lige fra halvtredsernes ’78ere (hvor Grethe stadig bar sit fødenavn Clemmensen) til halvfjerdsernes LP’er, og da jeg hørte pladerne igennem, havde jeg fornemmelsen af at være den første, der var vidne til et verdensnavn. Ikke alt holdt vand, men forbløffende meget gjorde: "No Other Arms, No Other Lips", "Come Softly to Me", "Born to Late" og Grethe Ingmanns hjertegribende version af "Lonesome Town"; den bedste version af dét nummer, der nogensinde er lavet.
En del af sangene blev overspillet til nok en Grethe-fan i skikkelse af kritikeren Klaus Lynggaard, og sammen lavede vi udsendelsen "Den ukendte Grethe Ingmann", hvor vi henholdsvis forgudede den glemte sangerinde og forbandede den danske pladeindustri, som slet ikke tager sin rolle som formidler af kulturarven alvorligt.
Lige præcis den udsendelse har nu fået Henrik Kristoffersens biografi om Grethe og Jørgen Ingmann som konsekvens - det skriver forfatteren direkte i forordet - og så burde man jo være stolt, men når sandheden skal frem, er biografien ikke videre vellykket. Den fantastiske historie om et ægtepar, der ud af intet kommer til at begå noget af det 20. århundredes bedste, danske populærmusik med en gevaldig nedtur til følge for begge parter; dén historie beskæmmes desværre af en lang række anekdoter samt ikke så få udsagn om, at Grethe Ingmann var en stor sangerinde. Det sidste vidste vi godt i forvejen, og anekdoterne er ikke sjove.
Dermed ikke være sagt, at bogen er uden værdi så meget des mere, som at det er den foreløbig eneste samlede Ingmann-tilgang, vi har på skrift, og navnlig for eksegeten med gode forhåndskundskaber er der både nye og nyttige oplysninger at hente i Henrik Kristoffersens bog. Man finder således ud af, hvorfor Jørgen Ingmanns guitarspil lyder, som var han udstyret med ti lillefingre. Hemmeligheden er den i og for sig åbenlyse, at hans første instrument var violinen, og i det hele taget er Jørgen Ingmanns baggrund interessant:
Han fødes i 1925 og vokser op i Bellahøj i et af de halvkreative middelklassehjem, som Danmark har så mange af. Faderen er ansat hos DSB, moderen er hjemmegående, spiller lidt klaver og optræder fra tid til anden som balletdanser i Tivolis Pantomimeteater. I skolen er det, at den ni- årige Jørgen får tilbudt undervisning i violin af en lærer, hvad der gør ham fortrolig med nodesystemet, og under sin lærertid på et kontor investerer Jørgen Ingmann i sit livs første guitar, hvor han straks er i stand til at spille melodistemmerne. Det fører hurtigt til jobs i det københavnske forlystelsesliv, der stadig er intakt trods besættelsen, og en måned før han er udlært, siger Jørgen sin plads op, da han har fået tilbudt et tre ugers engagement i Randers med Børge Roger Henrichsens orkester.
En totalsatsning på showbiz med andre ord, hvad DSB-faderen ikke er begejstret for, men noget tyder nu på, at den unge Jørgen har valgt rigtigt. Tilbage i København bliver han nemlig kontaktet af den største af dem alle, Svend Asmussen, som har hørt gentagende rygter om den talentfulde guitarist. Det bliver til en pladeindspilning og snart til en egentlig optagelse i Svend Asmussens sekstet. Jørgen Ingmann er på det tidspunkt 19 år.
Nu tager karrieren fart: Der indspilles et væld af plader, og der turneres, ikke bare i Danmark, men i hele efterkrigstidens Europa. Sideløbende med de besværlige turneer bevarer Jørgen Ingmann imidlertid sin musikalske nysgerrighed. Idolet er den amerikanske guitarist, Les Paul, der udgiver en række uhyre avancerede trickindspilninger, hvor flere guitarstemmer ligger oven i hinanden. Ingen fatter, hvordan Les Paul bærer sig ad, men Jørgen Ingmann køber et par spolebåndoptagere og finder egenhændigt ud af at efterligne forbilledet. På det tidspunkt har han allerede anskaffet sig en elektrisk Les Paul- guitar som den første ikke bare herhjemme, men i Europa i det hele taget.
En musikalsk pioner altså, men Jørgen Ingmanns historie blegner alligevel i forhold til Grethes, der er så fantastisk, at den burde filmatiseres. Hun fødes i 1938 som den sidste af fire døtre i et problematisk ægteskab, der opløses, da Grethe er bare tre år gammel. Tilbage er moderen, fire børn og en toværelses lejlighed i en enorm kommunal ejendom, som er beliggende på den mere barske del af Amager. Familien vokser, da moderen gifter sig med skibssmeden Walther Pedersen med hvem hun får yderligere to børn, deriblandt Grethes halvlillebror, Leif, som vi vender tilbage til.
"Vi var ludfattige, så det var bare om at komme ud at tjene så mange penge som muligt," har Grethe Ingmann sagt i et interview, og det gjorde hun så efter 7. klasse: Hun kommer i lære som syerske, men mister interessen efter et par år og bliver i stedet fabriksarbejder.
Det søde liv synes at fylde meget, allerede hos den helt unge Grethe. Som 14-årig bliver hun kæreste med den fem år ældre musiker, Egon Holm, der spiller bas i kvartetten The Malihini Hawaiians. Kvartettens pianist, Poul Rose, øver for sjov med det unge pigebarn, når tiden er til det; han opdager at Grethe har en god stemme, så da orkestrets sangerinde, Inge Østergaard, drager afsted med Dirch Passer, foreslår pianisten, at Grethe Clemmensen skal overtage pladsen. Det vil kapelmester Bjørn Petersen imidlertid ikke høre tale om, da Grethe efter hans smag ikke er køn nok - talent eller ej.
Uheldigvis ejer den smukke Esther - der hentes ind som erstatning - ikke en tone i livet, og nu udbryder der panik i kvartetten. Et stort job på Bakken står for døren, men da halvtredserne er præget af de mange danseorkestre, hænger sangerinderne bestemt ikke på træerne, de talentfulde af slagsen slet ikke. Nede i salen sidder imidlertid stadig grimme Grethe, og nu må forfængeligheden vige - kan hun synge, får hun også jobbet. Grethe kan synge, viser det sig hurtigt, og mere end det: Da hun har fulgt kvartettens prøver igen og igen, kan hun også hele repetoiret udenad
Der er ingen tvivl. Grethe bliver i hast transporteret til Amager, hvor hun forvandles til en hawaisangerinde ved hjælp af en omsyet sarong, en hårfarvning og en kraftig make-up, og om aftenen - det er ganske vist! - vælter debutanten Bakkens revytelt med storm. Kaj Ewans store orkester er blandt publikum, og de overværer måbende den ukendte, men selvsikre sangerinde, der ikke alene er i stand til at synge som få, men tilmed kan stå på en scene, som havde hun aldrig stået på andet. Lad os bare puste mytologien op ved at nævne årstallet: 1954 - samme år som Sam Philips i Memphis spidser øren, da han hører en lastbilchauffør synge.
Til BT bekræfter Grethe Ingmann, at "det i bogstaveligste forstand er rigtigt, at jeg er et fund. Jeg er et slags hittebarn i musikken. Jeg var syerske, og bortset fra skolens sangtimer havde jeg aldrig åbnet munden for at synge og bestemt aldrig et øjeblik drømt om at blive sangerinde."
Det lyder for utroligt til at være sandt, men det er det: Grethe Ingmanns halvlillebror, Leif Pedersen, som også er blevet noget ved musikken - han er i dag ansat på Vestjysk Musikkonservatorium i Esbjerg -, Leif Pedersen har fortalt, at den eneste musik i Grethes barndomshjem var moderens sang i køkkenet. Indspilningen er med halvtredsernes førende orkesterleder, Jørn Grauengaard og hans trio, for naturligvis kan de relativt ukendte Malihinier ikke beholde deres guldfugl i bur ret længe. I foråret 1955 bliver en optræden på forlystelsesetablishementet Landsbyen i Næstved sendt i radioen, og blandt lytterne er Jørn Grauengaards Trio, der med det samme kan høre det usædvanlige talent og derfor tilbyder hende et engagement på Giraffen - et af de helt store, københavnske dansesteder.
Nu bliver Grethe Clemmensen for alvor et samtaleemne, og det i en grad så en skeptisk jazzanmelder fra Berlingske Tidende i skikkelse af Bent Henius må aflægge danserestaurenten et besøg, hvilket resulterer i en usædvanlig rosende anmeldelse: "Man tager ikke i betænkning at sige, at Grethe Clemmensens talent som sangerinde er det mest lovende, dansk jazz nogensinde har fostret," skriver han blandt mange lovord, hvor der kun falder én indvending: Grethes udtale, sikkert af det engelske sprog, men det kunne også være af det danske. Idealet var i halvtredserne rigsdansk - også for refrainsangerinder - men på det punkt kunne man høre, at det var en Amagersyerske, der sang, og det ændrede sig aldrig: Lige til sin død kunne Grethe Ingmann i et overambitiøst forsøg på at synge pænt få "brev" til at rime på "elev" og "før" på "ør".
Men ellers hyldes Grethes talent altså selv i den seriøse presse, og det hænger sandsynligvis sammen med, at hun lige fra begyndelsen får en moden, musikalsk opdragelse. Husk på at vi er i en tid, hvor det at være ung ikke bliver regnet for noget ideal, sådan som det mildt sagt er i dag; tværtimod betragtes Grethes unge alder som noget af et handicap, og allerede i Malihini-tiden må den uskolede sangerinde lære mikrofonteknik, fraseringer, andenstemmer, kvartetsang, og så videre - Grethe må kort sagt lære at synge ordentligt.
Opdragelsen forsætter på et højere niveau, da Jørn Grauengaard tager over. Han er nemlig - dansesalsmusiker til trods - kendt for sin alvor, hvor det forlystelsessyge publikum ikke udelukkende får, hvad de forventer og beder om. For at fortjene det søde, må man igennem det sure, hvorfor det poppede repetoire bliver blandet med Duke Ellington og Oscar Peterson-bearbejdninger. Ren opdragende public service på Giraffen med andre ord!
Populært er det ikke desto mindre, navnlig efter Grethes entre, og der bliver derfor et større postyr, da det allerede i 1956 kommer frem, at den unge sangerinde på sin attenårs fødselsdag er blevet forlovet med den internationalt kendte guitarist, Jørgen Ingmann. Den dag i dag er der folk, der mener, at den forlovelse betød et uvurderligt tab for dansk jazz, og det kan man begræde eller lade være; under alle omstændigheder betyder parløbet, at vi i de næste mange år får noget af den bedste danske popmusik, der nogensinde er lavet.
Mest spændende er nok den tidlige periode fra 1956 til og med den grand prix-sejrende Dansevise i 1963. Her går Grethes endnu meget legende musikalitet og Jørgens tekniske virtousitet gang på gang op i en højere enhed, specielt i de mere sørgmodige sange, der passer bedst til Grethes mørke stemme. Nick Cave bruger i sit foredrag om kærlighedssangens hemmelige liv det portugisiske udtryk saudade, der kan oversættes til en art gådefuld længsel, og Grethes stemme driver af saudade i den tidlige produktion.
Allerede på Grethe og Jørgen Ingmanns allerførste singleplade, "Minderne er skabt af dig", er den attenårige pige således i stand til at besynge den tabte ungdom, så man ikke er i tvivl om, at hun mener det. "Her en time der går/ kommer aldrig tilbage" lyder det i åbningslinien, og det skal blive et tema, som igen og igen dukker op i Grethe Ingmanns produktion: den ubarmhjertige tid der konstant gør os ældre med det resultat, at "den ungdom som du så frem til/ var ganske hurtigt borte" som det hedder i et nummer fra 1972, der slet og ret hedder "Tiden".
Regnen er et andet dominerende træk, både i det eneste nummer, der udover Dansevise i dag kendes fra perioden - "Slentre gennem regn" - og nok så meget i den knap så kendte, men bedre "Regnvejr", der er blottet for gemyt: "Jeg går her i regnvejr/ mens tunge tårer falder på min kind".
Ikke alt fra den tidlige periode tåler et genhør, men generelt er niveauet forbløffende højt, velsagtens fordi ægteparret tillader sig at sortere i materialet. Da de bliver tilbudt at medvirke i Melodi Grand Prix’et, er det således fordi de begge bliver begejstret for melodien til "Dansevise"; det skyldes ikke et ønske om at medvirke i showet i sig selv, og året forinden har Jørgen da også takket nej til at deltage.
De sejrer som bekendt, men efter en kort og intens turneperiode trækker de sig tilbage for at få "en redefuld unger," som Grethe udtrykker det. Reden kommer til at bestå af Marie, som fødes i 1964 og sidenhen af Lars, der kommer til verden otte år senere, men om ægteskabet egentlig er lykkeligt ved vi ikke, og Henrik Kristoffersens bog gør os ikke klogere, tværtimod: Skal den øl og snaps til natmaden, som omtales på side 77 tolkes konkret, eller er beskrivelsen i virkeligheden symbolsk for en helt masse øller og snapser? Vi ved det ikke.
Under alle omstændigheder står det fast, at ægteskabet langsomt begynder at knirke. Jørgen - der er tretten år ældre end Grethe og allerede har et enormt turneliv bag sig, da han møder hende - gider ikke optræde mere, slet ikke fordi en alvorlig sceneskræk så småt har indfundet sig. Grethe, der jo betragtede scenen som sit naturlige forum fra allerførste færd, har til gengæld slet ikke fået sin lyst styret. Hun vil på scenen, det vil Jørgen ikke, og her har der givetvis fundet en del kontroverser sted.
Men på pladefronten er det musikalske samarbejde stadig frodigt, og her ser vi helt bort fra de popsange, som navnlig Grethe kaster sig ud i, da Dansktoppen opstår i 1968, altså de nævnte "Søde Mama", "Sol, sol kom igen", og hvad de nu ellers hedder. Den slags betragtede ægteparret heller ikke selv som noget særligt, og det er beklageligt, at Grethe Ingmann i dag gøres synonym med et biprodukt i hendes samlede karriere, men det vil forhåbentligt ændre sig med årene.
Kvaliteten præger nemlig stadig den "egentlige" produktion. Stilen bevæger sig fra det jazzprægede mod en teknisk mere forfinet easy listening-pop, navnlig på den fortræffelige "Grethe Ingmann sings Bent Fabric" fra 1970, hvor Jørgen virkelig er i stødet med en række elegante arrangementer. Også den sidste LP de indspiller sammen - "Grethe og Jørgen Ingmann" hedder den blot - bør fremhæves. Den udkommer i 1974, og året efter kan den ugebladslæsende offentlighed følge med i både Jørgen og Grethes respektive udlægning af det ægteskabelige sammenbrud. De skilles officielt den 7. januar 1976, og den skilsmisse skal siden hen vise sig at være en katastrofe for dem begge, både privat og musikalsk.
Det kan man dog ikke høre i første omgang, hvor de hver især kaster sig ud i nogle bogstavelig talt storslåede produktioner; i begge tilfælde for øvrigt godt hjulpet på vej af Grethes halvbror, Leif Pedersen og hans kor og orkester.
Navnlig Grethe Ingmanns første soloLP, "Lige nu", står stærkt, det er intet mindre end den vigtigste skilsmisseplade på dansk nogensinde. Poul Due, der er ansvarlig for hovedparten af pladens tekster, har ganske vist sagt, at det var et rent tilfælde, at det meste kom til at handle om ægteskabelig ulykke, og det skal da nok passe, men der er til gengæld ingen tvivl om, at Grethe i den grad er klar over, hvad det er hun synger om: "Rosen dør", "Jeg melder pas" og "Hvor går vejen hen?", alene titlerne refererer til hendes aktuelle situation, og Grethe Ingmann synger det da også ud for fuld skrue, måske fordi hun også omsider får lov til at synge højt. "Less is more" har hidtil været gældende i hendes sangforedrag, men nu - hvor hun er sluppet fri fra Jørgens stramme musikalske tøjler - hører man for første gang, hvilken volumen Grethe Ingmanns stemme også besidder. Pladen er et velklingende primalskrig fuldt på højde med Abbas "The Winner Takes it All" og endda fordelt på en hel LP.
Året efter svarer Jørgen igen med den melankolske "Summer of Love", hvor han med næsten overdreven perfektion laver vemodige versioner af "Loneliness", "If I Had to do it All Over Again" og "Gone Are the Days". Men herefter går det drastisk ned ad bakke for dem begge to. Jørgen kaster sig over sine ukritiske "Hitparade"-indspilninger af tidens succes’er på en række plader, som bestemt ikke er et genhør værd, og i det hele taget får han et på alle måder usundt forhold til showbiz. Efter et hospitalsophold i 1984 hænger han da også Les Paul-guitaren på væggen for aldrig at tage den ned igen. I dag lever han isoleret og pressesky et sted i Nordsjælland.
For Grethe er nedturen imidlertid endnu mere fatal. Op gennem halvfjerdserne holder hun sig nogenlunde på benene, omend der bliver længere og længere mellem de musikalske snapse i takt med at der bliver kortere og kortere mellem de konkrete, og helt galt går det, da hun sammen med sin nye mand, Bo Augustinus, flytter til Asserbo i Nordsjælland, hvor ensomheden snart indfinder sig. Der er nemlig ikke rift længere om den engang så feterede sangerinde, da den populærmusikalske mainstream i begyndelsen af firserne har flyttet sig fra underholdningsmusikken til blød poprock med nye sangerinder som Søs Fenger og Sanne Salomonsen. Det kan Grethe Ingmann ikke forstå, og som jazztrompetisten Ole Stolle har sagt det: "Det kan jeg godt forstå, at hun ikke kunne forstå."
Koncertsalene udskiftes med blokvogne i omrejsende tivolier, men selv de jobs tynder ud, da det rygtes, at Grethe ikke længere er nogen stabil kunstner, hvad hele landet kan bevidne, da den mildt sagt indisponerede sangerinde i foråret 1990 medvirker i det direkte TV-program, Eleva2eren, med en optræden så pinlig, at mange endnu krummer tæer ved mindet om den.
Et halvt år efter dør Grethe Ingmann. Officiel dødsårsag: leverkræft. Mellem venner: at Grethe blev offer for en intolerant samtid, hvor man ikke havde øre for, at der også kunne være vitaminer at hente i populærmusikken.
I dag synes denne rigide opdeling mellem det folkelige og det eksklusive at være på tilbagemarch, men endnu er Grethe og Jørgens langt hen ad vejen imponerende produktion præcis lige så ukendt som den grav på Amager, hvor Grethes aske ligger spredt, til trods for at masterbåndene for en stor del er bevaret. En genudgivelse er altså mulig, og spørgsmålet er om tiden ikke er moden til det? Kulturarv gælder vel først og fremmest den fortid, som med urette er glemt, og vi skylder eftertiden at gøre opmærksom på den sang, der i sjælden grad var i Grethe Ingmann’s hjerte.
Henrik Kristoffersen: "Grethe og Jørgen Ingmann", forlaget elkjaeroghansen
ref.:
http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=466
