Jørgen Ingmann
- guitarist i verdensklasse
Den 26. april 1925 fødes en dreng i København, der siden skal udvikle sig til at blive en af verdens allermest elegante guitarister. Den musikalske impuls skyldes et af de halvkreative middelklassehjem, som Danmark er så rig på. Faderen er ansat hos DSB, moderen er hjemmegående, som spiller lidt klaver og fra tid til anden optræder som balletdanser i Tivolis Pantomimeteater.
Af Søren E. Jensen
I skolen får den senere guitarist tilbudt undervisning i violin af en lærer, hvad der ikke alene gør ham fortrolig med nodesystemet, men også har medindflydelse på den stil, der ad åre skal komme til at præge hans guitarspil, hvor det lyder, som var han udstyret med fem lillefingre på hver hånd.
Under sin lærertid på F. E. Bordings bogtrykkeri investerer han i sit livs første guitar, hvor han straks er i stand til at spille melodistemmerne. Snart får han jobs rundt om i det københavnske forlystelsesliv, som stadig er intakt til trods for besættelsen, og en måned før han er udlært, siger guitaristen sin plads op, da han har fået tilbudt et tre ugers engagement i Randers med Børge Roger Henrichsens orkester.
En totalsatsning på showbiz med andre ord, hvad DSB-faderen ikke er begejstret for, men noget tyder nu på, at den unge guitarist har valgt rigtigt. Tilbage i København bliver han nemlig kontaktet af den største af dem alle, Svend Asmussen, som har hørt gentagne rygter om den talentfulde unge mand. Det bliver til en pladeindspilning og kort tid efter optagelse i Svend Asmussens sekstet.
Guitaristen er på det tidspunkt 19 år.
Nu tager karrieren fart: Der indspilles et væld af plader, og der turneres, ikke bare i Danmark, men også i efterkrigstidens forjættede Sverige, og snart efter i hele Europa. Men sideløbende bevarer guitaristen sin musikalske nysgerrighed. Idolet er den amerikanske guitarist, Les Paul, der udgiver en række uhyre avancerede indspilninger, hvor flere guitarstemmer ligger oven i hinanden. Ingen fatter, hvordan Les Paul bærer sig ad, men guitaristen køber et par spolebåndoptagere, og sammen med den legendariske producer, Philip Foss - der har indrettet sin Frederiksberglejlighed til et hjemmebygget studie med rumklang i et klædeskab og det hele - bliver han ved hjælp af gehør, klister og ikke så få eksperimenter i stand til at efterligne forbilledet. På det tidspunkt har han allerede anskaffet sig en elektrisk Les Paul-guitar, ikke bare som den første herhjemme, men som den første i Europa i det hele taget.
I 1956 tager karrieren en drastisk vending, da guitaristen forlover sig med en ung sangerinde på dennes attenårs fødselsdag. Den dag i dag er der folk, der mener, at den forlovelse betød et uvurderligt tab for dansk jazz, og det kan man begræde eller lade være; under alle omstændigheder betyder parløbet, at vi i de næste mange år får noget af den bedste danske popmusik, der nogensinde er lavet, da sangerindens mørke og melankolske stemme viser sig at være en eminent kontrast til guitaristens lette og lysende akkom-pagnement.
Ægteparret bliver kollosalt populære på den danske underholdningsscene i halvtredsernes sidste halvdel, men det er som solist, at guitaristen ligefrem bliver et verdensnavn, da han i 1961 topper de amerikanske hitlister med sin udgave af ”Apache”.
Året efter bliver guitaristen opfordret til at medvirke i Det danske Melodigrandprix, men takker nej, da det nummer, han bliver tilbudt, ikke har en tilstrækkelig høj, musikalsk standard efter hans smag.
Det har til gengæld den grandprix-sang, som han bliver præsenteret for det følgende år. Guitaristen accepterer at medvirke, og han sejrer sammen med konen, ikke bare herhjemme men også internationalt, og det med et nummer som man langt ind i de seriøse musikkredse er enige om er den bedste melodi grand prix-sang nogensinde.
Efter en kort og intens turneperiode trækker de sig tilbage fra scenelivet for at få ”en redefuld unger,” som konen udtrykker det, og herefter nøjes de med at indspille plader, hvor stilen bevæger sig fra det jazzprægede mod en teknisk mere forfinet easy listening-pop.
Men privat knirker parløbet og i 1975 kan den ugebladslæsende offentlighed følge med i både guitaristen og konens udlægning af det ægteskabelige sammenbrud. De skilles officielt den 7. januar 1976, og kort tid efter udgiver guitaristen den melankolske ”Summer of Love”, hvor han med næsten overdreven perfektion laver vemodige versioner af ”Loneliness”, ”If I Had to do it All Over Again” og ”Gone Are the Days”.
Men herefter går det drastisk ned ad bakke. Guitaristen bliver mere og mere sjusket, både med sig selv og sine indspilninger, og efter et hospitalsophold i 1984 hænger han Les Paul-guitaren på væggen for aldrig at tage den ned igen.
Guitaristen bliver glemt, sådan som han ønsker det, men desværre betyder den tidlige tilbagetrækning, at han i mange år forbindes med sine sidste ikke videre spændende ”Hitparader”-plader, der gang på gang genudgives på grimme CD’er til nedsat pris.
Først da han i 2005 runder de firs, bliver han omsider fejret på behørig vis med en CD box, der er ligeså eksklusiv og elegant som guitaristen var i sine bedste stunder.
Og dem var der mange af, for når man lytter til boxens 101 indspilninger, må man igen og igen udbryde: ”Jøsses, hvor var Jørgen Ingmann dog en fremragende guitarist!”
ref.:
http://flix.dk/modules.php?name=News&file=article&sid=1983
