Per Krogen & JazzPianoKlubben
Til minde om en dygtig musiker, et fint menneske og en stor pædagog
Forord
Per Krogen nåede jeg desværre først at kende de sidste år af hans liv. På dette tidspunkt var han primus motor i JazzPianoKlubben, hvor han ene mand formåede at råbe importører og spillesteder op, således at vi - jazzpianofolket i bredeste forstand - fik mulighed for at møde de store personligheder og instrumenter (f.eks. Steinway og Bösendorfer) indenfor denne specialiserede genre. Desværre døde Krogen i en alt for tidlig alder i marts 2006, men han nåede forinden at vise sit store musikalske og pædagogiske talent, når han holdt foredrag, arrangerede demo-aftener eller optrådte sammen med sin kone Anni Sandermann. Nedenstående er Krogen's egen beretning.
- Kurt Starlit
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
En musikers vej fra Jylland til Sjælland
Mit liv begyndte i Hjorth's gård i Slotsgade 12 i Aalborg. I dag ligger varehuset "Føtex" på stedet, og gadebilledet ser helt anderledes ud. Hjorth’s gård var en gammel købmandsgård på 4 længer med bindingsværk. Ved siden af lå politigården med udsigt over Nytorv. Der var udlejning af hestevogne, som skramlende kørte over de toppede brosten og ud og ind af porten hver dag.
Min far var købmand og den gamle butik var totalt uden selvbetjening. Der var 7 lagre bag butikken plus et foderstoflager for enden af gården, så der skulle bruges mange kræfter på at hente varerne til kunderne dengang. Vi var tre søskende Poul Erik Krogen, Grete Krogen og jeg. At Poul Erik senere skulle blive en af Jyllands bedste historiefortællere med mottoet "Å’ det er ikk’ engang løwn”, var der ikke nogen af os, der drømte om dengang. Men at mange af hans historier fødtes i købmandsgården, kan der ikke være tvivl om.
Der kom mange sjove typer ind fra oplandet og handlede i butikken. Vi havde mus i gården og under krigen også rotter, og det var spændende at gå på jagt efter disse, selv om gårdens katte hjalp til. En af kunderne bad om 1 kilo duefoder. Da min far åbnede skuffen, så han en mus i den. Uden at kunden så det smækkede min far musen med sin ske, så den var flad som et lille gulvtæppe, hvorefter han lod som intet og hældte duefoder op i posen. Vi havde et dejligt klaver, og det øvede min bror og jeg mig meget på, selv om vi tit blev skældt ud for at spille for højt. Når min mor kom og skældte ud, spillede vi blide danske sange, men lige så snart hun var ude af stuen, gik vi over til firhændig boogie-woogie, så det fløjtede.
ref.:
http://www.musikkrogen.dk/
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Der var mange hårde vintre i Danmark i 50'erne.
På billedet ses hestevognene dækket af over 2 meter sne.
Købmandsgården set fra gaden.
Der var meget inspiration at hente på Aalborgs forlystelsessteder. I restaurant Kilden og Ambassadeur spillede i 50’erne nogle af Europas bedste danseorkestre, og det samme gjaldt i Tivoli Karolinelund. Jeg gik til spil hos forskellige musiklærere i Aalborg, men den der virkelig satte mig i gang var pianisten Orla Esbensen, som spillede på Ambassadeur.
Orla’s bror Svend Age Esbensen var kapelmester i orkesteret. De var meget professionelle og lavede mange radioudsendelser med dansemusik. Orla Esbensen spillede jazz i Teddy Wilson stil, og jeg blev meget betaget og øvede mig meget for at få musikken til at swinge. Jeg lærte også en del klassisk musik, da nodelæsning jo er vigtig, når man skal spille underholdningsmusik. Poul Erik, som var 10 år ældre end jeg, spillede i balorkesterne, der tog ud til forsamlingshusene. Der var mange herlige musikere, som man som ung mand fik mange fiduser af. En af de første baller, jeg spillede til som 17 årig var i Arden i Rold skov, og jeg husker tydeligt, at de første 2 timer sad karlene på den ene side og pigerne på den anden uden at røre sig ud af stedet. På et tidspunkt rejste sognets største karl sig op og bukkede for en pige, og så var bolden givet op og alle dansede.
ref.:
http://www.musikkrogen.dk/vinter2.htm
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Til landbal i Nordjylland
Mange af ballerne endte ofte med slagsmål, hvor der røg et par tænder, Værten kom altid op og råbte "Bliv ved med at spille", og så vidste vi godt, hvad der var galt. Til ballerne spillede vi populær musik og ind imellem et jazznummer her med Nystrup kvartetten. For at få lov til at spille noget mere jazz, startede vi en jazzklub, som kom til at hedde East Park Jazz, fordi vi holdt til i Østbyen i Aalborg. Her var der mulighed for at spille med de bedste jazzmusikere i Aalborg. Et sted, hvor vi også kunne swinge lidt var i restaurant Håbet, som var et livligt dansested. På et tidspunkt havde jeg en dejlig jazzkvartet bestående af følgende instrumenter: trommer, bas, guitar og klaver.
ref.:
http://www.musikkrogen.dk/baller3.htm
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Min første Jazzkvartet i Aalborg
Vi skrev til Danmarks Radio for at blive opdaget. De sendte et brev tilbage, men på grund af et uheld korn brevet ikke frem til mig, og en dag holdt Danmarks Radio’s optagevogn med teknikere og ville optage nogle numre med kvartetten. Jeg blev selvfølgelig meget nervøs og ringede rundt i byen som en rasende for at samle kvartetten. Det lykkedes og heldigvis kunne vi få lov til at 1åne restaurant Håbet til optagelsen. Det var Børge Roger Henrichsen, som var producer, og da vi skulle til at begynde, talte jeg for, men værtens schæferhund, som gerne ville være med gik hen til mikrofonerne og gøede, så teknikkerne ude i vognen sprang en halv meter i vejret. Det var morsomt at høre radioudsendelsen med hundeglam senere.
Vi lavede senere en udsendelse fra Aalborghallen's studie med Otto Leisner som konferencier. Der var mange mennesker til at høre på, og jeg var naturligvis meget nervøs for at skulle interviewes. Otto Leisner spurgte mig bl.a. om vi spillede moderne eller gammeldags jazz, og jeg svarede ham lige efter munden, at vi både spillede moderne og gammeldags. Det blev en samtale, jeg aldrig glemmer, men som årene går lærer man at bekæmpe sin sceneskræk.
Jeg kom i kontorlære på Nordjyllands Papirposefabrik A/S, som lå på Boulevarden. Da jeg hellere ville spille, måtte jeg øve mig i fritiden. Men jeg fandt da ud af, at det er godt at have et andet fag at falde tilbage på. Fra 1957-59 var jeg soldat i Viborg, hvor jeg for første gang kom til Sjælland på sergent og løjtnantskole. I Viborg spillede jeg i officersmessen til fester. En dag kom Danmarks Radio til Viborg med "soldaterstafetten". Vi havde fået besked herom et par måneder i forvejen. Jeg havde arbejdet en del med at skrive arrangementer for Big Band i Aalborg, så jeg fik lyst til at skrive en komposition for radioens underholdningsorkester med Ivan Leth. Jeg kaldte nummeret Barok Bush, fordi det skulle være en hyldest til Bach, hvis musik ofte bliver brugt som inspiration for jazzmusikere. Jeg havde lagt mig selv ind som klaversolist, og det blev en meget spændende oplevelse at spille med så professionelle musikere.
ref.:
http://www.musikkrogen.dk/jazzkvartet4.htm
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Ankomst til "Drømmen om København" med 4-toget
1959 rejste jeg til Kongens By og lejede et lille værelse på Østerbro. Det blev en stor omvæltning, for jeg kendte ikke nogen i København. Jeg meldte mig ind i Københavns musiker- og orkesterforening, men det var svært at komme i gang. Jeg spillede på forskellige værtshuse og jazzsteder.
En dag ringede Ib Renard, som havde sit berømte danseorkester med sangerinden Grete Klitgaard på restaurant "Prater" i Stengade i København. Han spurgte, om, jeg kunne afløse en måned for hans pianist Johannes Rasmussen. Jeg blev naturligvis glad, uden at vide, hvor svær opgaven var. Der var nemlig mange artister, der optrådte på Prater, og de kan ofte være vanskelige at spille til, hvis man ikke er meget trænet. Jeg slap dog levende gennem skærsilden, men blev klar over, at jeg skulle lære meget mere. Som rytmisk musiker troede jeg ikke rigtigt på konservatoriet, da jeg havde hørt, at man kunne miste sin jazzfeeling ved at spille så meget klassisk musik (dengang fandtes Rytmisk Musikkonservatorium ikke).
I stedet opsøgte jeg forskellige lærere i København, og den jeg lærte mest af, var klaverpædagogen Alexander Stoffregen, som mange pianister talte meget om. Det var dyr undervisning, men også meget effektiv. Jeg lærte at læse noder meget hurtigt og at sætte mig ind i vanskelige klaverstykker. Det jeg især lærte var en ny fingerteknik, som bragte min hurtighed op på klaveret. Da mine favoritter var Oscar Peterson og Erroll Garner på det tidspunkt, fik jeg på denne måde teknik nok til at spille i deres stil. Da de store navne jo kom til København, havde jeg gode muligheder for at studere dem nærmere ved koncerterne. En af de største musikalske oplevelser, jeg har haft var i det gamle Montmartre, hvor Stan Getz spillede en tid med den svenske pianist Jan Johanson og Oscar Pettiford på bas samt William Schiøpffe på trommer. De lavede vidunderlig jazzmusik og gav stødet til, at jeg i dag også spiller tenorsaxofon.
Her et foto af min kvartet i Exalon på Strøget i København.
Jeg kom efterhånden til at spille med en del orkestre bl.a. turne i Sveriges folkeparker med Teddy Petersen og Arne Lamberth. Desuden begyndte jeg også at få en del opgaver som akkompagnatør for kendte solister f.eks. Grethe Sønck, Dario Campeotto, Otto Brandenburg og Grete Mogensen. Det var morsomt at komme tilbage til Aalborg igen med de kendte navne, hvor vi bl.a. optrådte i Tivoli Karolinelund.
Jeg giftede mig i København med sangerinden Anni Sandermann, og vi dannede sammen forskellige orkestre, som vi kom til at spille meget med over hele Danmark. Vi spillede bl.a. på Restaurant Nimb i Tivoli til en række fantastiske nytårsaftener for københavnerne med Rådhustårnet og fyrværkeri i Tivoli.
Vort band fra hotel Sheraton, Copenhagen.
En gennemgående musiker i vort orkester var den herlige trommeslager Hans Sørensen.
Andre musikere var Søren Anker, Fritz von Bülow, Jens Melgaard, Niels Stuart (Flipper), Torben Benthien plus mange andre herlige musikere.
Turneerne i Sverige var charmerende, men det var nogle lange køreture højt op i landet til folkeparkerne. Det, der er det mest forunderlige er, at man kører i lang tid på øde strækninger og lige pludselig er der en rydning i skoven, og der er masser af biler, som kommer langvejs fra. Der er altid en stor scene, hvor de kendte solister optræder. Arne Lamberth var jo svensker, selv om han boede i Danmark i mange år og talte perfekt dansk. Han var mere kendt i Sverige som trompetsolist, så når vi mødte op, skulle vi skrive autografer til højre og venstre. Det skete også, når vi sad på restauranter i de store byer. Den smukkeste oplevelse var en aften ved bredden af Wänern, hvor Arne i hvid smooking spillede en russisk folkevise med hele søen som rumklang en vidunderlig sommeraften. Det er et af de mageløse øjeblikke, man husker som musiker.
ref.:
http://www.musikkrogen.dk/AnkomstKbh6.htm
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Sinai halvøen
En anden stor oplevelse i 60'erne var en tur til Sinaihalvøen, hvor danske soldater var indrulleret i FN styrken. Der blev sendt en skandinavisk underholdningsgruppe bestående af 4 nordiske sangerinder og et band på 4 musikere. Jeg deltog som pianist sammen med Grethe Mogensen. Desværre var der ikke mange klaverer i ørkenen, så jeg havde en klaverharmonika med (de små keyboards var ikke kommet frem endnu). Harmonikaen var nær smeltet i den utrolige hede. Vi besøgte soldater fra 11 forskellige nationer, og hørte mange historier. Da vi fløj ind over Sinaibjergene, drillede den canadiske pilot os med at flyve lavflyvning, så vi nær var døde af skræk. Nå, de fik jo ikke 4 sangerinder på besøg hver dag.
Jeg blev dog klar over på et tidspunkt, at hvis man skal stifte familie, må man have sig et borgerligt job og ikke ligge og flakke rundt på turne og restauranter. Jeg tog derfor først studentereksamen og senere HD i regnskabsvæsen på Handelshøjskolen i København. Så blev jeg ansat som civiløkonom i en fast stilling, og musikken blev mere et bierhverv. Jeg har undervist på Greve Musikskole i mange år, hvor jeg har ledet Greve Big Band og undervist klaverelever. Derudover har jeg været med til at stifte Greve Jazz og Viser, og her var der gode muligheder for at spille den musik, man kan lide.
Greve Big Band på plænen i Tivoli
Der er masser af god musik i København, især under Copenhagen Jazzfestival i juli. I Køge Bugt har vi afholdt en jazzbåd-regatta, hvor vi havde et 7-mands jazzorkester sejlende ud og ind af havnene. Det giver en særlig stemning med New Orleans jazz og sejlads.
ref.:
http://www.musikkrogen.dk/Bigband7.htm
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Op mod år 2000 blev det vanskeligere at skaffe orkesterjobs. Anni og jeg udviklede derfor vores pianobar stil, som kan ses på vores første hjemmeside www.pianobar.dk. Her fortæller vi også, hvad en pianobar er.
Mange fester i dag bliver netop afviklet kun med brug af een musiker - evt. to. Hertil udviklede vi et duokoncept, hvor vi ved hjælp af moderne keyboards alligevel kunne få det til at lyde som et helt orkester. Jeg kunne også anvende min tenorsaxofon sammen med disse keyboards og Anni sin rytmeguitar. Men naturligvis savner man tiden med de mange orkestre og festlige musikere.
Anni Sandermann & Per Krogen
Vi begyndte i 1998 at producere CD’ere som albums med mange kendte melodier og har indtil nu udgivet 6 - alle med navnet ”Musikkrogens Pianobar” som samlet CD-serie.
ref.:
http://www.musikkrogen.dk/pianobar8.htm
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Denne fortælling har været et kalejdoskop af nogle af de mange oplevelser, jeg har haft som musiker, og jeg vil bestemt anbefale unge musikere at få nogle tilsvarende oplevelser, selv om det skulle gå lidt ud over en borgerlig karriere.
Venlig hilsen
Per Krogen
Ternemosen 30,
2670 Greve
web: www.pianobar.dk
email: musikkrogen@webspeed.dk
tlf.: 43 90 57 12
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Velkommen til Pianobar Danmark!
Pianobar begrebet stammer fra USA, hvor man anbragte en pianist i restauranter for at skabe underholdning. Dengang havde man ikke alle de underholdningsapparater, vi har i dag. En pianobar kan være alt fra en snusket pub til en elegant bar på et femstjernet hotel med dyre drinks.
Repertoiret ændrer sig jo også meget fra værtshusmusikken til en mere elegant musikunderholdning alt efter stedet og publikum. Værtshusbaren havde man jo ofte i de gamle cowboyfilm, hvor handlingen var ret enkel. Det gjaldt ofte om nogle slagsmål og skyderier samt et stort whiskyforbrug samt letlevende damer. Pianisten gik heller ikke ram forbi, men han havde et skilt, hvor der stod: "Don't shoot at the pianist!"
Den mere elegante pianobar kender vi fra filmen "Casablanca", hvor Humphrey Bogart går ind i baren til Ingrid Bergman samtidig med at han henvender sig til pianisten med ordene "Play it again Sam". Den melodi, som Sam skulle spille igen og igen var "As time goes by".
Der er en lang række romantiske melodier, som kan spilles i en pianobar. Der kan godt være flere musikere i en pianobar. Ud over pianisten kan der f.eks. være en sanger/sangerinde og en kontrabas og måske en guitar.
Per Krogen og Anni Sandermann
Det kommer altid lidt an på pladsen, men en pianobar må ikke være for stor. Så går det intime af stedet, og det minder mere om en danserestaurant. Tidligere var det meget almindeligt, at man havde en stor danserestaurant med mange gæster. Når orkestret så sluttede, kunne natteravnene så gå i pianobaren og hænge der til kl. 4.00.
Jeg har spillet på mange pianobarer i min ungdom. I København vil jeg nævne "Club de Paris" og "Club de Flamingo". Club de Paris lå i Kompagnistræde ikke så langt fra restaurant La Fontaine, som stadig ligger der som et kendt jazzsted. På Club de Paris kom alle midtbyens natteravne. Det var ofte de samme, der kom hver nat. Hvad de lavede om dagen, ved jeg ikke noget om.
Vi spillede noget god swingmusik, og der kom altid mange musikere og skuespillere for at nyde atmosfæren. Club de Flamingo lå på Vesterbrogade ikke langt fra Havemans Magasin, som det hed dengang. Her kom nogle af de samme typer, som på Club de Paris. Der var jo også altid nogle prostituerede i en sådan bar.
Men det var aldrig kedeligt at spille i en pianobar. Der skete altid et eller andet og i modsætning til en danserestaurant, hvor orkestret sad ophøjet på en scene, sad pianisten på selve gulvet, så der var mulighed for direkte kontakt til publikum. Dansegulvet var heller ikke ret stort og indbød ikke til den vilde jitterbug.
Der er en lang række amerikanske jazzmusikere, som bliver forbundet med begrebet pianobar. Jeg vil især nævne:
Nat King Cole,
George Shearing,
Erroll Garner og
Teddy Wilson.
I dag har vi nogle nye kvindelige pianister og sangere, som har gjort sig i genren. Det er især sådan nogle som Norah Jones og Diana Krall.
Pianobarmusik er jo afdæmpet og rolig musik og ikke så hårdtslående som f.eks. rockmusik. Diskoteksbølgen har dog ryddet godt op i antallet af både danserestauranter og pianobarer i storbyerne. Det er selvfølgelig billigere med en DJ til at passe musikken, som på den måde kan skiftes hurtigt til en mere hådtslående genre, hvor publikum gerne vil høre deres idoler. Der er også en tilbøjelighed til mere at sætte kunden i centrum f.eks. i en Karaoke bar, hvor de selv kan komme op og synge eller på et projektørbelyst dansegulv.
Det er desværre ikke længere musikerne, der er i fokus. Heldigvis for musikerne holder man dog stadig fast ved traditionerne om den levende musik ved private fester, hvor dansegulvet bliver omdannet til en pianobar efter middagen og kaffen.
ref.:
http://www.pianobar.dk/
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
Efterskrift
Fra en af Kort Nyt's læsere modtog jeg følgende 2007.Nov.15:
Hej Kurt.
Interessant uge i Kort Nyt. Specielt nød jeg indslaget med Per Krogen, hvilket jeg læste med stor interesse. Da jeg nåede til punktet vedrørende Aalborg Universitets interview, eller referat af samme, med Anker Møller, kom en nostalgisk følelse op i mig.
Da jeg var ganske ung og lige var begyndt at interessere mig for musik som udøver, frekventerede jeg i den grad, det aldersmæssigt kunne lade sig gøre de forskellige spillesteder i Aalborg. Her oplevede jeg mange af de personer, der er nævnt i interviewet og lærte mange af dem at kende. Heriblandt de, der spillede med Anker Møller. Anker havde en musikhandel i Aalborgs centrum, og her mødtes mange af Aalborgs musikere, uanset alder, stil og niveau, og vi unge novicer blev altid godt behandlet af de gamle garvede gutter. Der blev fortalt mange forrygende historier. Vi kunne hænge ud der i timevis. Størstedelen af mine instrumenter blev iøvrigt købt hos Anker Møller.
Senere mødte man en del af gutterne på spillejobs, idet det i en periode var "in" med 2 orkestre på byens dansesteder - et decideret danseorkester samt et "pigtrådsorkester". Mange af musikerne mødte man i flere forskellige sammenhænge, hvilket vi dengang syntes, var noget mærkeligt noget. Ret usolidarisk.
Specielt husker jeg "Det Unge Aalborg" i Aalborghallen, hvor alt hvad der kunne krybe og gå af unge over en vis alder fra byen og omegn samledes til alkoholfrit "bal i den borgerlige". (spiritussen blev medbragt indvortes). Her spillede mit band flere gange sammen med Knud Erik Madsen´s Bigband. Det bestod af 12 - 15 mand, sammensat fra andre orkestre, bl.a. Anker Møllers. Endvidere søndagsmatinéerne på "Ambassadeur". Her var der som regel kun en kvartet eller nogle gange en trio - mange gange også gengangere - og så vores rock og rulleforretning. Også "Håbet" havde søndagsmatinéer, hvor der var gang i den. Håbet havde ry - i hvert fald hos forældregenerationen - for at være et lidt "snusket" sted, hvilket det sikkert også havde været engang. Det lå nede ved havnen - med hvad deraf følger.
Der var imidlertid sket et generationsskifte. Junior havde overtaget butikken. Han havde lavet den om til et foretagende i stil med Ambassadeur, d.v.s. med 3-4 forskelligartede etablissementer i samme hus (+ baghus) og nu blev der satset på ungdommen. Bl.a. med pigtrådsmusik.
Jeg kunne selvfølgelig også nikke genkendende til de nævnte lokaliter i såvel Ankers som Per Lerbjergs interview. Jeg kendte lidt til Per Lerbjerg, idet min storebror havde gået i skole med ham. Min bror var/er også meget interesseret i musik, så han var vidende om Pers enormt store indsats for jazzmusikken og fortalte mig om ham. Senere lærte jeg ham at kende, idet vi i trykkeriet, hvor jeg var i lære, i en kortere periode trykte programmer og plakater til en jazzklub, han startede i atletklubben Jydens klubhus på pladsen neden for Aalborgtårnet. Der hvor Nordjyllands Kunstmuseum nu ligger. Af en eller anden årsag kan jeg huske en plakat med Stuff Smith og kan se den for mig! - en kulsort neger med violin var ikke noget, man så hver dag. Trykkeriet lå i Jomfru Ane Gade, lige over for Jazzhus Louis.
Katten. Hold da k...Det var ste-det! Beliggende på Mølle Plads, lige midt i Centrum. Der havde tidligere ligget en natklub, Trocadero Bar, et lidt "Adlon-agtigt" sted. Restauratøren, der havde det, havde også en restaurant i Tivoli i Aalborg, hvor han havde pigtrådsmusik i weekenden. Dette gav ham blod på tanden Han forsøgte at lave natklubben om til noget lignende, Restaurant 7, 9 13. Det gik ikke helt efter planen, så han solgte og forpagtede restauranten i Vejgårdhallen. Her blev så i en årrække afholdt pigtrådsarrangementer, der ville noget. Men det er en helt anden historie.
Katten blev åbnet, og fra starten blev den vældig populær blandt Aalborgs unge, og i særdeleshed de unge fra musikverdenen. Det var her, man mødtes, når man havde været på job med de respektive orkestre, og så blev der festet igennem, til man blev smidt ud om morgenen. Ofte blev der hentet instrumenter i bilerne, og så blev der jammet i alle mulige afskygninger. Hold k... hvor var det sjovt. I baren var der lavet små boxe, eller skabe i endevæggen. Man kunne så købe en flaske spiritus og have den stående i boxen, der kunne aflåses. Man havde så sin egen nøgle, og kunne tømme flasken efter behov uden yderligere omkostninger. Sjov lille gimmick. Der var i mellemtiden sket en hel masse i Jomfru Ane Gade. Det ene værtshus efter det andet blev åbnet, og residensen blev forlagt dertil.Det var som om, vi så blev spredt for alle vinde, idet nogle foretrak deciderede værtshuse, andre foretrak natklubagtige steder og andre igen diskoteker, der var ved at dukke op.
Jeg begyndte selv at drosle ned, bl.a. p.g.a. militærtjeneste, ægteskab m.v. og mistede så kontakten til Alborgs "vilde liv", da jeg flyttede til København i 1969. Ture til Aalborg i den forløbne tid har ikke kunnet bringe den nostalgiske følelse frem i samme grad som indslaget i Kort Nyt (2007.Nov.12) har gjort.
Stor hilsen fra
Henning "Nojer" Nør
