Date: 2011.Nov.12
From: Arne Jacobsen
To: Cykelkurt
Subject: Cykelkurt

Kære Kurt.

Kom ved et tilfælde forbi din hjemmeside i dag. En af mine Facebook-venner havde lagt et fejlagtigt foto af Skovlyst på FB, og da jeg Googlede Skovlyst for at finde et korrekt billede af restauranten, poppede der bl.a. et billede af Stridens Æble op, hvor de spillede på Skovlyst. Det måtte jeg jo lige ind at kigge nærmere på, og herved havnede jeg på din helt formidable hjemmeside.

Vidste ikke umiddelbart hvem du var, men fandt hjemmesiden interessandt fordi jeg læste du stod i lære som radiomekaniker, kendte Werner Scherrer, har spillet i mange bands, arbejdet i Herlev, døjede med sukkersyge og meget meget mere. Og pludselig fik jeg den tanke, at gad vide om du var Kurt Starlit fra Ballerup. For min gamle klassekammerat Brita fra HF på Ballerup Gymnasium i 1974-76 havde dengang en mand som passede på mange af de ting du skrev og så hed du jo Kurt kunne jeg se.

Og ja, så så jeg jo også foto'ene af Brita og sammenholdt med dine beretninger lagde jeg to og to sammen og fandt så endelig frem til dit efternavn på hjemmesiden. Det er superspændende at læse din historie, også fordi vi åbenbart har så vældig mange berøringsflader uden at kende hinanden. Werner var f.eks. min lærekammerat på Fona Servicecenter på Marielundvej i Herlev. Jeg er selv udlært som radiomekaniker her. Startede på HF samme år som jeg blev udlært fordi jeg ville noget andet med mit liv, nemlig være lærer, som jeg blev på KDAS, hvor også Brita har gået. Jeg gik dog på aftenseminariet.

Werner besøgte jeg nogle gange i hans studie på Frederikssundsvej efterfølgende, og jeg har faktisk for få år siden haft hans sønner på den skole hvor jeg har været ansat i nu 33½ år (Lautrupgårdskolen i Ballerup). Selv har jeg også spillet i bands siden starten af 70'erne, og jeg læste derfor med stor interesse om dine år i musikbranchen.

Og ja, Arne og de andre i SuperSound på HC Ørstedsvej, dem har jeg også købt grej af. Sjovt...!

Glemte lige at nævne, at en af mine andre lærekammerater fra Fona, efterfølgende var svend i mange år på SAHVA. Han hedder Søren Fehrend. Vi arbejdede i øvrigt igen sammen senere på Ballerup Ungdomsskole, hvor vi begge underviste i elektronik og radioamatør (D-licens).

Og nu bliver det sq rigtig morsomt, for jeg boede såmænd i Hallandsgade fra 1952-59 og gik i første klasse på Amagerbro Skole. I 1959 flyttede vi til Herlev, hvor jeg har slået mine folder lige siden.

Tjah, der kan man bare se, Herrens veje er uransagelige.

Din hjemmeside (siderne) er dog en sand guldgrube af spændende stof. Et enormt værk, som jeg glæder mig til at fordybe mig indgående i. Jeg har tilladt mig at gøre opmærksom på den på Facebook-grupperne "Orkestre fra København- og Omegn i 1970'erne" og "Er du født og opvokset i 50erne i 2730-Herlev".

Kærlig hilsen
Arne Jacobsen
Sortemosevej 28
2730 Herlev

mail: arne.jacobsen(schnaaabel-aaaa)skolekom.dk
Facebook: http://facebook.com/arnejaco
Blog: http://arnejaco.blogspot.com
Twitter: http://twitter.com/arnejaco

++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++
++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++++

Kære Arne,
tak for mail og smukke ord om min hjemmeside, det glæder mig, at du synes den er værd at læse.

Det er jo næsten chokerende så mange berøringsflader vi har, men virkeligheden er sommetider mere forunderlig end tegneserier og den slags.

Dog husker jeg ikke Søren Fehrend fra "Klammehjemmet" (som SAHVA blev kaldt), hvor jeg var i lære som radiomekaniker 1970-74 (Esplanaden, Kbh. K) - et skønt sted.

Til gengæld husker jeg en anden Søren fra teknisk skole (Fr.berg). Han boede i Slangerup og arbejdede hos Fona på Marielundvej i Herlev. Vi kom godt ud af det med hinanden, men efter skolen gled det (som så meget andet) ud.

Og Brita, hun var (og er) en dejlig pige, som ofrede en utrolig masse for min skyld. Desværre forstod jeg ikke at værdsætte hendes ofre, men tog det meste som en selvfølge. Hun blev senere - og er stadig - lykkelig gift med Freddie, de bor i Tranbjerg (ved Århus), og hun arbejder stadig som (over)lærer på en kommuneskole derovre. Vores fælles datter Jannie har i mellemtiden fået en lille søn, som min kone Hennie og jeg var ovre og hilse på her i sommer.

Så selv om jeg synes, at min historie er tapetseret med en guddommelig masse fejltagelser (pænt ord for noget, der er endnu værre), har skæben (eller hvem det nu er) føjet det sådan, at alle har fået det bedre end de havde. Så kan man ikke forlange mere.

Nå, men jeg vil ikke plage dig med alle mine historier, en stor del ligger inde på hjemmesiden, og resten må vi evt. tage hen ad vejen.

Klokken er 04 nu, solsorten og konen sover sødt, huset er stille og jeg skal nå 112 ting i morgen (= i dag) - altså går jeg i seng nu.

Godnat Ole....Arne...pengene ligger under måtten.

Cykelkurt

 

 

Post Index

 

Til forsiden