Date: 2018.Okt.08
From: Arthur Gaba
To: CykelKurt
Subject: MAX & Larsson

Hej Kurt,
jeg har med stor interesse læst dine beretninger om noget dansk rockhistorie, og fik helt tårer i øjnene, da jeg genså Alfred Christensen's ikoniske lyseblå katalog fra 1966. Det har jeg siddet og savlet over adskillige gange.

Mit første udstyr da jeg var omkring 13 år, var en Teisco Amp17 og en vinrød Teisco guitar, med "håndvibrator", til omkring kr. 350, som er vist i samme katalog.

Da jeg var omkring 15 kom jeg med et lokalt pigtrådsorkester X-Rays fra Padborg/Gråsten/Sønderborg, og vi havde det fine Selmer sanganlæg, som er vist tidligt i kataloget. Dengang var ekkomaskiner ekstremt dyre, så sådan et lejede vi hos Brdr. Jørgensen, når vi skulle ud at spille.

I øvrigt synes jeg der mangler en væsentlig oplysning om Brdr. Jørgensen, som oprindeligt startede på Als, og som ikke engang er nævnt i deres firmahistorie. I en årrække producerede Brdr. Jørgensen i Sønderborg Leslie højtalere i stor stil til det europæiske marked. Det var de nyere solid state modeller fra 900 serien. Jeg har ikke mere nøjagtige oplysninger om det, men det har været i 70'erne.

Jeg er kommet i besiddelse af en MAX Forty forstærker i original stand, og synes nærmest det var min pligt at finde ud af lidt mere om baggrunden for MAX, da det viser sig at en af mine venner kender Per-Ole Larsson, som stadig er going strong. Forstærkeren har tilhørt Knud Lindhardt, et lokalt rock ikon her fra Horsens, som blandt andet har spillet i "Den Gamle Mand og Havet".

En teknisk speciel ting ved MAX Forty er at den bruger EL-36 rør, i modsætning til Marshall og nogle VOX som bruger EL-34, hvilket jeg ikke har set før. De får højspænding ind i toppen af røret, så der skal man ikke stikke fingrene ind når den er tændt, eller lige har været det, med omkring 400Volt kan det være livsfarligt. Og i stedet for en Ohm-vælger har den en omskifter der viser udgangsspænding 10 - 25 - 35 - 50 og 100Volt.

100Volt var noget man brugte i nogle PA anlæg, for at kunne trække lange ledninger uden tab, og de andre indstillinger kan nok groft oversættes til hhv. 2 - 8 - 16 og 32 Ohm. MAX kørte nemlig med 3 højtalere i serie, i nogle af deres højtalere, og har dermed landet på nogle usædvanlige Ohm værdier.

Vi har så haft MAX, DANE og Holler der lavede instrumentforstærkere i Danmark i de gyldne 60'ere.

Mit interview med Per-Ole Larsson er vedhæftet herunder, som har godkendt at jeg sender det videre til dig.

Med venlig hilsen
Arthur Gaba

 

 

MAX & Larsson

 

Musik Index

 

Front Page