Date: 2018.Dec.29
From: Henning Højen
To: CykelKurt
Subject: Dandy Swingers

Hej Kurt,
apropos Dandy Swingers, så var deres sidste trommeslager bror til guitaristen Flemming Ostermann, nemlig Mogens Ostermann, han blev kaldt "Danmarks hurtigste trommeslager", og jeg har en mistanke om, at han er med på deres "River Deep, Mountain High", hvor der er eminent trommespil, ikke mindst den raffinerede afslutning.

Jeg var i København sidst i 60'erne sammen med en spillekammerat og hørte dem på Star Club ovenpå discoteket. De holdt pausen da vi ankom, og de entrede så scenen: Jens Rugsted på bas, Flemming Ostermann på guitar, Anisette på vokal. Peter Gregers var ikke med (han var måske skuffet over ikke at være kommet i betragning m.h.t. Savage Rose ), og trommeslageren er der jo så nogen usikkerhed om.

De var blændende dygtige, og vi sad med hagen nede ved tredie knaphul! Vi snakkede med dem i pausen, hvor de berettede om det gryende samarbejde med Koppel brødrene, så det stemmer nogenlunde godt med Mogens Ostermann på trommer. Det stemmer også med Anisettes beretning fra Gaffa, hvor hun beskriver ham som eminent hurtig, og sådan oplevede vi ham også.

Der har tidligere været Jan Fahrenkrug, han er læge, og også Mogens de Neergaard, som du nævner, men jeg er så noget usikker på, hvem der er på pladecoveret?

Deres udgave af det nævnte nummer er den bedste, jeg har hørt, langt bedre end Tina Turners, der betragtes som den originale! Stradivarius lærte jo også at bygge violiner et sted (Amati) - det er en analogi!

Min mening:
Savage Rose fejlede ved at tage Alex Riel med på trommer, han kunne ikke spille rock, som bandet åbenbart gerne ville makedsføre bandet som. ARs trommespil er unuanceret som en spætte på en træstamme. Senere fik de Ken Gudmann, det var trist, han døde, ham var der klasse over! En gudbenådet rock og beat trommeslager!

Jeg hører gerne fra dig.

M.v.h.
Henning Højen

 

----------------------------------------------------------------------------------------

 

Hej Henning,
tak for diverse betragtninger omkring Dandy Swingers og Savage Rose.

På hjemmesiden Dansk Rock kan man læse ret udførligt om Dandy Swingers:
http://www.dk-rock.dk/dkdan.htm

Og på Wikipedia:
https://da.wikipedia.org/wiki/Dandy_Swingers

Personligt har jeg oplevet DS 1964 i Helsingør og senere i Karrusellen, hvilket altsammen var en imponerende oplevelse. De spillede som 4-mands gruppe, og havde været så venlige at lade Anisette blive hjemme - det skal de have tak for (forklaring følger).

Jens Rugsted bas, Flemming Ostermann solo guitar. Iflg. Dansk Rock, Pigtråd og Beat 1958-68 har det desuden været Peter Gregers på rytmeguitar og Mogens de Neergaard på trommer. De spillede bl.a. numrene fra deres singleplade "Sea of Heartbreak" og "Google Eye", som jeg kort efter købte.

Jan Fahrenkrug er ukendt for mig, har derfor ingen mening om ham, men derfor kan han jo godt have været en udmærket trommeslager.


Pladeomslaget til singlen "River Deep - Mountain High" viser (efter min bedømmelse) fra venstre mod højre: Rugsted, Neergaard, Ostermann, Anisette og Gregers. Det betyder dog ikke, at det nødvendigvis er Neergaard som spiller trommerne, for ofte bruger grupperne - og især pladeselskab og PR folk - hvad man har på lager af billeder.

Den musikalske bedømmelse af Alex Riel kontra Ken Gudmann er jeg helt enig i. Jeg har heller aldrig forstået hvad det var Savage Rose så i Riel, men kan i den forbindelse trøste med, at der også indenfor jazz'en befinder sig en række musikalske middelmådigheder, som tilsyneladende har opnået deres position med andre metoder end den musikalske.

En yderligere forklaring kan være, at Riel læste noder, hvilket Gudmann absolut ikke gjorde. Nodelæsere har på den ene side den store fordel, at kunne sætte sig hurtigt ind i et værk ved at kigge på noden. Desværre sker nodelæsningen ofte på bekostning af evnen til at spille frit, ubesværet og improviseret. Noget kunne tyde på, at Riel falder i denne kategori.

Det er netop det varme swing som mangler hos Savage Rose, der er noget koldt og pseudointellektuelt over deres musik, hvor Anisette på toppen af kransekagen kun gør det hele endnu mere..... jamen altså, rent musikalsk har jeg aldrig været imponeret af hverken Anisette eller Savage Rose netop fordi deres musik virker som ovenfor beskrevet - ofte også uvedkommende.

Derimod synes jeg Thomas Koppel fik lavet en fremragende improviseret klaverplade kort før han stillede sutterne (bedre sent end aldrig). Hans solo klaver har ikke meget med rock at gøre, men er et personligt musikalsk udtryk, som jeg har nydt mange gange - "Det er hvidt herude" f.eks.

Sluttelig så jeg et sted, at Dandy Swingers her i 2018 havde en reunion på Bakken, hvor besætningen var Rugsted (bas), Gregers (rytmegtr), Fl. Ostermann (lead) og Mogens Ostermann (dm). Ringen er sluttet!

Tak for dit input!

Kurt Starlit
aka CykelKurt

 

----------------------------------------------------------------------------------------

 

 

Rockscenen i 1960'erne, del 2

 

Post Index

 

Musik Index

 

Front Page