Dato: 2013.Mar.09
Fra: Jan Jerup
Til: 'CykelKurt'
Re: Gullandsgade
Hej Kurt
Jeg kan ikke lade være at skrive til Dig, selvom Du ikke kender mig og jeg næppe kan bidrage med noget som kan have Din interesse.
Jeg sad for nogen tid siden og surfede på nettet og var inde på en tilfældig side om Jørgen Ingmann og pludselig poppede CykelKurt op og nysgerrig som jeg jo er, åbnede jeg den for at se hvad CykelKurt var for en størrelse. Jeg åbnede Din historie og der var blandt de andre links, et der hed "Gullandsgade".
I de halvandet år jeg som ganske ung boede i København, kom jeg ofte i Gullandsgade, så det var det første link jeg åbnede og stor var min overraskelse, da jeg på de allerøverste linjer stødte på navne jeg kendte, Orla, Karen, Mona og Peter, det kunne næsten ikke være et sammenfald og det første link til et billede var jo Din mor, Karen med Mona og Peter bekræftede jo, at det var der i Dit hjem jeg kom så meget i den periode.
Jeg kom til København sidst på sommeren 1963, ikke bare fra landet, men helt fra Læsø i det nordlige Kattegat. Jeg var vel træt af det hårde liv som fisker og ville gerne prøve noget fast arbejde i land. Jeg fik arbejde på General Motors bilfabrik i Aldersrogade sammen med min fætter Ib Rønnest som også var sømand og ville prøve med lidt fast grund under fødderne.
Det var Ib der præsenterede mig for familien og tog mig med der ud. Ib kendte Orla og Karen, Mona og Peter, sikkert på grund af Orlas familiemæssige relationer til Læsø, Jeg havde ikke selv tidligere truffet Orla på Læsø, selvom de vist kom der en gang imellem på ferie (jeg fandt senere ud af vi rent faktisk var lidt i familie).
Orla og Karen havde jo fjernsyn, og på det tidspunkt var fjernsyn ikke rigtigt nået til Læsø i en ordentlig kvalitet på grund af en manglende udbygning af sendermasterne, så vi var meget hyppige gæster hos Orla og Karen; vi var jo langt hjemmefra og det var et dejligt sted at komme.
Jeg har ofte tænkt på om Karen ikke en gang i mellem var lidt træt af at have os hængende ud der somme tider flere gange om ugen, men vi blev altid taget godt imod og vi følte os altid velkommen.
Det gjorde mig ondt at læse at De ikke er her mere, men de mange år taget i betragtning burde det jo ikke komme som nogen overraskelse, men på den anden side, jeg har min mor på Læsø endnu og hun er blevet 95.
Jeg nåede at blive godt lun på Din søster, men som sagt jeg var jo fra landet og måske lidt langsom i optrækket og jeg rejste fra København igen ved udgangen af året 1964. Min fætter Ib var også taget til søs igen, desværre omkom han ombord på Grønlandsskibet Nanok S ved en brand i skibet på Helsingør skibsværft i 1970. På det tidspunkt var jeg blevet gift og vi var flyttet til Aalborg og jeg husker tydeligt at det var Orla der ringede til os og fortalte at vi skulle huske at se TV-avisen, for Ib var den ene af de to mand der var omkommet ved branden. Orla var altid godt orienteret, men det var en meget trist nyhed.
Jeg husker ikke hvornår vi sidst besøgte Dem i Gullandsgade, men sidst jeg talte med Orla og Karen var faktisk på Læsø i sommeren 1975, vi mødte Dem på havnen blandt en masse mennesker, men vi nåede ikke at få et ordenligt møde. De var rejst hjem, da jeg prøvede at kontakte Dem på Sømandshjemmet dagen efter. Jeg har ofte tænkt på Dem og hvordan det er gået Mona og Peter her i livet.
Det var interessant at læse Din historie, desværre traf vi jo aldrig hinanden, men der blev tit talt om Dig i hjemmet, så jeg følte næsten jeg kendte Dig lidt.
Din beretning om skoletiden fik nogle tanker frem om min egen tid i folkeskolen, en tid hvor håndfaste øretæver var en del af undervisningen og pædagogik en by i Rusland. Jeg husker en episode fra en morgen, vi skulle stå i to rækker uden for døren inden vi blev lukket ind i klasseværelset, min sidekammerat hed John og han stod efter lærerens mening ikke stille nok, for pludselig kom han farende ned, hev John ud af rækken og tæskende løs på ham til han faldt bevistløs om på gulvet. Dette afstedkom for Johns vedkommende 14 dages sygefravær hjemme i sengen med en svær hjernerystelse.
Pointen i den historie er, at det ikke fik nogen konsekvens for læreren. John havde nok fortjent øretæverne, mente man - inklusive "hans far". For de fleste børn var der ikke megen beskyttelse at hente mod den slags inkompetente og voldelige lærere, som der jo var en del af. Det var nok en folkeskole, men ikke altid en børnenes skole, et sted hvor de burde kunne føle sig trygge.
Det var ikke meningen at det skulle blive en hel bog, så slut herfra.
Med venlig hilsen fra
Jan Jerup
============
Hej Jan,
tak for et interessant brev fra fortiden med tråde tilbage til Gullandsgade og Ib Rønnest.
Jeg husker kun dit navn svagt, men Ib husker jeg, fordi jeg mødte ham et par gange hjemme i lejligheden i Gullandsgade. Han havde altid gaver med til familien og var i det hele taget en rar person. Engang gav han min mor (Karen) en LP med Jim Reeves, det var noget der tog kegler, "I love you because" var et af de hotte numre.
Der var også en anden sømand fra Læsø, tror han hed Erik eller Fritz eller sådan noget, ihvertfald omkom han også på et skib. Det var noget med at han blev suget overbord af en sø, der skyllede ind over dækket. Altsammen gav det et lidt uhyggeligt indtryk med alle de søfolk fra Læsø, der døde i en ung alder.
Orla havde en blød plet for Læsø - og Sverige/Malmö, hvor han var en del af den danske brigade under krigen (1940-45), og fik en datter Monika med en smuk svensk kvinde.
Læsø, det var noget med hans bedsteforældre.....nej, jeg husker ikke rigtig familieforholdene, men han hed jo oprindelig Vistrup Hansen, ville have Hansen slettet, så han kun hed Vistrup. Familien på Læsø skulle give tilladelse til denne ændring, men det ville de ikke (Orla var vist ikke "fin" nok til at blive optaget i kredsen, han var jo bare skraldemand). Derfor gik der mange år, inden han kunne kvitte "Hansen".
Mor Karen og Orla boede deres sidste år på plejehjemmet Hørgården - fem minutters gang fra Gullandsgade. Jeg arbejdede selv i 2004 og 2005 på Hørgården, og havde på den måde daglig kontakt med mor Karen. Hun døde i 2006. Orla døde nogle år tidligere i 2002.
Et sidespring er det, at der på gangen, hvor min mor boede, hang et billede af nogle vildsvin, som jeg faldt pladask for. De vil altid minde mig om dagene på Hørgården og min mor.
Endnu en gang tak for din historie, skriv igen hvis der er noget.
Kurt
============
From: Jan Jerup
To: CykelKurt
Date: 2013.Mar.10
Subject: Ib
Hej Kurt
Tak for Du gav Dig Tid. Det var sjovt at erfare at Du havde mødt Ib, Han var som Du jo skrev en rar og betænksom fyr.
Jeg husker hans store fascination af Jim Reeves og jeg kom da til at dele hans begejstring. Det var hos Ib jeg selv hørte Jim Reeves første gang, han havde været med en af DFDS Nordamerikabåde og han havde nogle plader med Jim Reeves med hjem fra USA, før de var i handelen her hjemme og en dag fortalte han glad, at nu kunne de fås i Sverige, så han skulle til Malmø.
Jeg forstår det gav kegler, hvem blev ikke lidt blød om hjertet ved at høre netop, "I love You because" - "Put Your sweet lips closer to the pone" - "Adios amigos" og mange mange flere.
Venlig Hilsen
Jan
============
Hej igen,
jo min mor var meget glad for Jim Reeves, men jeg tror nu alligevel det var sange med danske tekster hun holdt mest af. Raquel Rastenni var en af favoritterne med numre som "Her i vores hus", "Se her kommer mutter med kost og spand", "Hele ugen alene" m.fl.
Der var også sangene fra musicalen "My Fair Lady" (med Mogens Wieth som professor Higgins og Osvald Helmuth som skraldemand Doolittle), som min mor og Orla var inde og se i Tre Falke Teater.
Orla var jo begejstret for skraldemand Doolittle, og min mor holdt af sangen "På den vej hvor du bor". De havde købt en EP plade, hvor jeg især husker sangen, "Alfred skal giftes", som var Orla's favorit.
Desuden husker jeg en singleplade med Gustav Winckler: "Jeg vil vente ved telefonen", som var en dansk udgave af Jim Reeves nummeret "Put your sweet Lips...". Den kunne min mor ordret.
Alle plader blev opbevaret i det store Philips FM/AM radiomøbel med grammofon i bunden, der kunne skydes ud som en skuffe, og endda skifte plader undervejs, hvis man ønskede det.
En anden af Orla's favoritter var Bill Ramsey, som blev landskendt i 1961 via "TV i Tivoli" udsendelserne med Volmer Sørensen.
Bill Ramsey var amerikansk soldat i Vesttyskland, men han var også jazzmusiker (hvilket ingen vidste dengang), og frem for alt havde han lært sig at synge på dansk, så det næsten lød, som om han kendte sproget.
Nummeret hed "Telefon fra Paris", som ofte blev spillet for fulde gardiner, når Orla var i det humør.
Ang. Peter og Mona, som du spurgte om tidligere, så har de begge klaret sig rimeligt i tilværelsen.
Peter har arbejdet en menneskealder på Hvidovre Hospital som portør, bor i lejlighed i København NV, er gift og har en søn.
Mona fandt først en knude i lokalområdet, som blev far til hendes to børn. Heldigvis var han så hensynsfuld at stille træskoene, så Mona kunne finde flinke Hans fra Sønderjylland, som hun stadig er gift med. De bor i eget hus midt mellem Kolding og Esbjerg i en lille by som hedder Lindknud. Mona siger selv, at hun aldrig har haft det bedre.
Venlig hilsen
Kurt
============