Gotland

Nordens Korsika


Færgen til Gotland er på vej.

 

En sommertur til Sverige's største ø

 

Af Kurt Starlit

 

Hvorfor F..... tage til Gotland, når der ligger et værtshus lige henne om hjørnet?

Sådan var der en der spurgte, da jeg fortæller om vores rejse til Sverige's største ø en uge i juli 1999. Og han har da ret i, at det er langt at rejse, hvis formålet med rejsen er hurtigst muligt at finde det nærmeste værtshus. Men det var nu heller ikke først og fremmest derfor vi tog derover. Det var vel håbet om at finde noget unikt, noget som ikke var trampet helt ned af turisthorder på udkig efter.....f.eks. et værtshus.

Jeg havde hørt om videnskabsmanden Linné, der gav alle planter og dyr deres latinske navn. Han har trasket futterne flade på Gotland engang i 1700-tallet, for at systematisere planter, fugle og dyr. Derfor, hvis det var godt nok til Linné, var det vel også godt nok til CykelKurt.

Og Gotland viser sig at være en smuk ø, på størrelse med Fyn, med varieret natur og (efter danske forhold) store højdeforskelle - et Norden's Korsika, fristes man til at sige. Smuk og vild natur, badestrande, første- anden og tredieklasses hoteller, disko dasko, indkøbsmuligheder og hvad hjertet ellers kan begære - sådan er Gotland kort fortalt.

Vi kører fire mennesker fra København i vores Citroën Berlingo pakket helt op med en stor bagagebærer på taget. Med færgen Dragør-Limhamn (Øresundsbroen åbner først et år senere i 2000), videre til Oskarshamn, hvorfra en stor veludrustet færge sejler os over til "hovedstaden" Visby på Gotland (desværre skal man vist i dag - 2014 - helt op i nærheden af Stockholm, for at finde en færge, som sejler til Gotland).

Da vi er kommet sikkert over til Visby, stikker vi straks snuden i retning mod byen Slite i den nordlige ende af øen. Her bor en landmand, som udlejer et hus til turister. Vi skal dog selv medbringe sengetøj, ligesom vi selv skal sørge for diverse måltider. Jeg husker ikke det nøjagtige prisniveau, men det er meget rimeligt.

Bondemanden er en flink og jovial type, som gerne vil fortælle røverhistorier fra Gotland og sin egen ungdom. Blandt andet er han begejstret for Danmark, og kan herunder fortælle, at Asger Jorn - den store danske billedkunstner - ligger begravet i nærheden på Grötlingbo kirkegården.

Gotland er jo et gammelt dansk område, og bondemanden er en af de mange som ønsker Gotland tilbage på danske hænder. Jeg vil undlade at fortælle, hvad han mener om svenskerne inde på fastlandet i almindelighed og stockholmerne i særdeleshed, men det er ihvertfald ikke rosende bemærkninger der falder i den anledning.

Hvoraf kommer uviljen mod det svenske? Hvis man ser på Gotland's historie, var øen på danske hænder i rundt regnet 300 år (1361-1645), hvor befolkningen var udsat en hårdhændet behandling. Slaget ved Visby fortæller tydeligt om den danske fremfærd:

Slaget ved Visby fandt sted på Gotland den 27. juli 1361 og var et af de blodigste slag i nordisk historie rettet mod bondebefolkningen af en professionel hær. Under ledelse af kong Valdemar Atterdag besejrede og udryddede en dansk hær al modstand uden for Visby's bymure, og op mod 1800 af de omkring 2000 mænd i den gotlandske bondehær blev dræbt.

Om den svenske behandling af lokalbefolkningen har været værre eller bedre end den danske, er vel et spørgsmål. Snarere tror jeg det må dreje sig om det velkendte modsætningsforhold mellem land og by, provins og hovedstad. Under alle omstændigheder er der vist ingen gotlændinge, som i dag realistisk tror på muligheden af et nationalt skifte.

 


Det gotlandske flag

 

Go'e gamle Pippi Langstrømpe's hus, Villa Villekula, i forlystelsesparken Kneippbyn finder man også herovre. Det er et stort museum, eller måske snarere en blanding af legeplads og workshop, hvor alle med den mindste interesse for Pippi kan få lysterne styret. Der er skilte allevegne, som viser vej hertil.

Et stykke nord for Gotland ligger Gotska Sandön - eller i daglig tale Sandøen - som er et naturreservat. Der sejler en lille færge derover et par gange om dagen fra Fårösund i den nordlige ende af Gotland. Vi vælger ikke at besøge øen, fordi de lokale forklarer, at det er et sted med sand, sand og mere sand.

 


Så malerisk tager den gamle bymur sig ud på en blæsende dag.

 

Hovedbyen Visby med sin imponerende bymur er en historisk attraktion, som man bør unde sig selv at opleve. Historiens vingesus mærkes virkelig, når man står på murene og betragter byen og havet. Byen i sig selv har alt det, man med rimelighed kan forvente: teater, caféer, avis, butikker, hoteller, hospital og så videre.

Over hele Gotland har kommunen tilsået grøfterne med alskens smukke planter, sådan at man nærmest kører i en have, når man bevæger sig rundt på øen på denne årstid - smukt, smukt, smukt.

 

Kort sagt kan jeg kun anbefale en tur til Gotland - selv færgeturen til og fra Visby er en fornøjelse.

 

Og apropos færgefart, så har der været planer fremme om at nedlægge forbindelsen, som modtager statsstøtte. Det har fået en række gotlændige i forening med det lokale erhvervsliv til at kræve forbindelsen bevaret:

2010.Jan.24

Gruppen vägpris.nu där både privatpersoner och näringsliv finns representerade tar nu åter upp kampen om färjeförbindelsen mellan Gotland och fastlandet.

- Vi tänker inte stillasittande se på när vår "landsväg" till fastlandet försämras. Tänk om det plötsligt beslutades i Östergätland att nu ska en hel landsväg rivas upp och man får inte använda vägarna på söndagar.

Det säger Ted Ljungqvist, Eva Werkelin och Paul Larsson som alla är aktiva i gruppen. Nu har de ilsknat till på riktigt, tänker slå näven i bordet och visa riktig kämpaglöd.

Hela Gotland ska fortsätta brinna

Öbor uppmanas elda för Gotland

 

Noget kunne tyde på, at initiativet har ført et resultat med sig, for den 4. juni 2014 kan man i et dansk dagblad læse:

Ny færgerute mellem Småland og Gotland

Den 27. juni åbner rederiet Gotlandsbåten AB en helt ny færgerute mellem de svenske feriebyer Västervik i Småland og Visby på Gotland. Rederiets færge, MV Västervik, skal sejle med op til fire daglige afgange i højsæsonen fra slutningen af juni til midten af august.

Færgen har plads til 350 personbiler og kan også medtage busser og lettere lastbiler, og overfarten tager tre timer og 20 minutter.

Feriebyen Västervik kaldes for "Østkystens perle" og ligger i det østlige Småland lige ud til skærgården med mere end 5.000 øer. Tager man færgen fra Västervik til Visby, får man lejlighed til at se middelalderbyen Visby, der med sin velbevarede ringmur er optaget på UNESCO's verdenskulturarvsliste.

 

Med andre ord: Gotland står stadig i forbindelse med resten af verden!

 

 

LiNKS
Gotland

Gotland (Wikipedia)

Gotland kort

Visby Map

Gotlandsbåten

Destination Gotland

Mulighedernes Ø

Visit Gotland

helegotland.se

 



 

Ovenstående indtryk fra Gotland er i høj grad personlige og langt fra komplette. Har du derfor tilføjelser, rettelser eller andet som kan komme fremtidige rejsende til gode, hører jeg gerne fra dig. Skriv venligst til:


 

Rejse Index

 

Forsiden