Jernbanen på Korsika
- Europa's smukkeste togtur
En ferieberetning af Ole Juhl
Jernbane oplevelser, der leder tankerne hen på 50'er og 60'ernes svundne tider i Danmark, kan findes på Korsika.
På Korsika foregår al jernbane transport med en smalsporsbane fra 1894, banen kaldes Europa's smukkeste og leder tankerne hen på de historiske Bornholmske Jernbaner, med materiel der stammer fra 1930'erne og kun én puffe - alt sammen i rigtig ægte uforfalsket kommerciel drift, med både person- og godstransport.
Rejse Index
PUFFER
er en anordning, som er anbragt parvis og symmetrisk om længderetningen på enden af jernbanekøretøjer med trækkrog og skruekobling. En puffer, der består af en jernplade og en fjeder, optager de trykkræfter og stød, som opstår under bremsning eller rangering, og overfører dem til jernbanekøretøjets vognkasse eller bundramme.
Små hyggelige landstationer, storslåede udsigter, kojagt med tog, bjergkørsel, broer bygget af Ingeniør Gustave Eiffel (ham med tårnet) og materiel der får enhver dansk veteranjernbanemand og kvinde til at svømme hen.
Vores ferieplaner bragte os i år til Korsika, en tur til en ø med stor historie og dramatik.
Øen, der er Napoleons fødeø, har rester fra de gamle Romere, bronzealderfund, middelalderborge strøet ud over hele kystlinien og ikke mindst, en storslået natur med hvide sandstrande, blå laguner som man ellers kun tror findes i Bounty Land, forrevne klippekyster og frodige skove, hvor køer og grise går frit rundt, bjerglandskaber med krystal klare floder og søer, der er perfekte til en spontan svømmetur.
Og her i dette ferieparadis, findes en oplevelse som rører en togelsker helt ind i hjertet og får det til at springe adskillige slag over.
Korsika's togtrafik foregår med en smalsporsbane, 1m, som binder de tre hovedbyer Bastia, Corte, Ajaccio sammen, den fragter gods og mennensker over bjergene på en fantastisk togtur, med storslåede udsigter og jernbaneromantik der er uden sidestykke i Europa.
Jernbanen blev indviet i 1894, hvor den forbandt nordøst og sydvest øen, i tiden op til 1935 blev banen udbygget med spor til nordvest kysten og ned langs østkysten, med knudepunkt inde midt på den nordlige del af øen.
Den samlede sporlængde var indtil 2. verdenskrig på 360 km, men sporet langs østkysten blev bombet under krigen og aldrig genopbygget, så skinneslængden er i dag på 232 km gennem bjerge, naturparker og forbi charmerende små byer med hyggelige stationer og anlæg.
Banen er en vigtig del af infrastrukturen på Korsika, så derfor har den selvfølgelig også et par kælenavne og det mest kærlige er "Micheline", mens den mere humoristiske og frihedskæmpende del af befolkningen kalder den TGV, med et lille glimt i øjet og henvisning til at man føler sig glemt af hovedlandet Frankrig. Banen må i højeste grad siges at være et ægte og ærligt modstykke til det kendte franske hurtigtog, for på Korsika står TGV for "Train au Grand Vibrations" og toget kan på ingen måde tilbyde den komfort og fart som kendes fra fastlandet, men hvad - Korsika er et ægte sydlandsk øsamfund, hvad vi ikke når i dag, når vi nok i morgen.
Vores første møde med banen skulle finde sted inde midt på øen, ved byen Corte - byen der i 1755-69 var hovedstad og nu er hovedby for løsrivelsesbevægelsen (FLNC), byen med spor efter kampe i gaderne (men bare rolig, af hensyn til turisterne foregår al løsrivelseskamp kun i vinterhalvåret).
Vi parkerede bilen uden for stationsbygningen efter intenst at have undersøgt, at det ikke var helt ulovligt - faktisk mente stationsperonalet, at vi var lidt underlige - sådan bekymre sig om færdselsloven, på Korsika betragtes færdselsloven som vejledende og hastighedsbegrænsninger som en indgriben i den personlige frihed (faktisk har de fleste farttavler skudhuller).
Nå - men ind og købe billetter, 3 voksne og 1 barn - tur/retur Corte - Ajaccio,
"Ja tak, vi vil gerne bede om 87 Euro",
men det var nu egentlig ikke så galt, når man tænker på at turen tager 2½ time hver vej.
Ud på perronen for at vente på toget, ventesalen var for øvrigt også optaget af en lokal og livlig skoleklasse, der skulle med toget den modsatte vej til Bastia, så vi smutte ud for at nyde solskinnet og jeg for også at nyde stationsbygningen - og her var den så !!! Den sødeste lille smalsporsbane jeg længe havde set, med ægte stationsmiljø anno 1960, selvom banen betjenes med ældre dieseldrevne skinnebusser, er bygninger og installationer fra de gode gamle pulserende damptider bevaret og meget passes som om det stadig bruges.
Selve sporarealet og sporet er meget velholdt, det så ud til at ballast var fornyet inden for det sidste års tid, men på et sidespor til venstre for hovedsporet, fik jeg det første indblik i materiellets alder og art, her stod en skinnebus - men bag ved den, var placeret en lille godsvogn - den kønneste lille godsvogn, en rigtig lille Q-vogn og hvad var det der kom ude på sporet? Jo, søreme jo, et godstog, en dieselmaskine med en lukket vogn og en fladvogn, toget stoppede og gods skulle af - et spisebord efterfulgt af ægte sydlandsk charme, 10 min med papirarbejde og udveksling af hilsner og nyheder fra nabobyerne, bilen på fladvognen skulle videre længere nordpå.
Efter at godstoget var smuttet, sneg jeg mig rundt på arealet og ledte lidt efter indtryk og installationer. Til min store undren var alle skiftespor kun med manuel betjening - ingen automatik her. Nå, men så skulle de jo ud og rykke i stænger? Det glædede jeg mig til, og stor var min undren da skinnebussen på vej mod nord, kom og krydsede med den vi skulle med mod syd - ingen var ude og rykke i stænger og der var intet der viste at der var skiftet.
Nå, ind i toget og forhåbentlig finde nogle gode vinduespladser, der var godt fyldt op af både lokale og turister. Udover at være en vigtig del af infrastrukturen på Korsika, er banen også en stor turistattraktion - men vi fik et par gode pladser i den bagerste vogn og vi var klar.
Jeg blev meget overrasket da toget satte i gang, det accelererede kraftigt og motoren brølede noget mere end jeg havde forventet af en aldrende skinnebus - det ligefrem rykkede.
Mens vi trillede ud af byen, sad jeg og jublede over, at stationspersonalet havde været ude med spejlægget - det var som i de gode gamle dage og afsted det gik, nu skulle vi på rigtig togtur.
SPEJLÆG
er et slangord for signalstok p.g.a. stokkens lighed med et spejlæg.
En signalstok - også kaldet en afgangsstok - er beregnet til, at at give grønt lys for kørsel. Ved afgang hæver stationsbestyreren stokken mod billettøren (som fløjter afgang og klipper billetter).
Billettørens opgave er - når tiden er inde - at give afgangssignal til lokomotivføreren (en vandret udstrakt arm og et langt og et kort stød i fløjten).
Spejlægget indeholder et batteri og en pære, således at det også kan anvendes i mørke.
Spejlæg
Spejlæg, nærbillede
Fra Corte gik turen videre op i bjergene, først en svag stigning og gennem lidt skov, en lille tunnel og så var der udsigt, vi kørte på en rigtig bjergjernbane - udsigten var fantastisk, en rigtig wow oplevelse, med udsigt ud over bjergdale, skove og bjergtoppe i det fjerne, et rigtigt postkort billede kan tages her, så lidt tunneler, broer og en enkelt bjergkløft, hvor vi fulgte siden af bjerget og et blik tilbage hvor vi kom fra, gav et indtryk af hvilket kæmpe arbejde det har været at anlægge banen og få den til at finde vej gennem bjergene med bygning af tunneler og broer - et ingeniørkunststykke og monument over menneskelig viljestyrke.
Nu begyndte vi at kravle noget mere opad, toget arbejdede hårdt gennem endnu en tunnel og rundt i et sving, omkring en udløber fra bjerget og vi var ved den første station efter vi kørte fra Corte, toget stoppede og en del mennesker skulle både af og på toget, så der var en del mylder, efter lidt snakken og papirarbejde, fik vi igen spejlægget at se og vi smuttede af sted, men så begyndte toget rigtigt at komme på arbejde. Nu fik vi forklaringen på de stærke togmotorer, denne her stigning var ikke for brystsvage små tog - stigninger på 20% skal der arbejdes for at forcere og den varede en del kilometre, rundt, ind og ud omkring bjerge, med den ene mere fantastiske udsigt efter den anden.
Efter stop ved et par stationer, der kunne passe ind i den bedste Morten Korch film, rundede vi en bjergudløber og fortsatte ind i en kløft, banen "hænger" godt stykke oppe på siden af bjerget og enhver elastikudspringer vil sikkert elske dybden af bjergkløften, men vi andre mere jordnære sad nu og kikkede over på den næste station hvor vi skulle stoppe, den lå lige overfor - men "lige overfor" tager omkring 5 minutter ved bjergkørsel, så vi havde god tid til at nyde udsigten og det flotte solskinsvejr, de fleste turister benyttede vist også tiden til at opsende en bøn til den store baneingeniør i det høje, om at han havde regnet rigtigt på bjergsiders bæreevne.
Efter et par stationer mere, kunne vi nu mærke at toppen af bjerget var nået og vi rullede nu ned ad bjergene mod sydvestkysten af Korsika, der var ikke meget motorlyd mere, nu var der til gengæld skinners gnidsel og klapren, for nu gik det stabilt nedad, et par stop mere og her fik vi at se hvordan vandkraner ikke bare er til damplokomotiver, som ikke har været på banen i rigtigt mange år. Næ - se vandkranen er også perronlampe, særdeles velholdt og lampen bruges stadig, ikke noget med hensynsløst at fjerne udstyr og herligt, så er nostalgien bevaret til stor fornøjelse for "togtosser" og andre på familieferie. Nostalgien er intenst tilstede på og ved banen, flere stationer har stadig brovægte, dyrefolde, pakhuse, vandkraner, læsseramper og andet, som hører til en rigtig jernbane, ja selv enkelte kul- og læssekraner kunne skimtes mellem buske og anden tilgroning - for Korsika er frodig og naturen har forkørselsret på øen - så ikke noget med ukrudtsmidler her.
Vi var nu ved at være rutsjet ned fra bjergene og ud mod endestationen, over og via midten af hovedvejen til Ajaccio - Napoleons fødeby, der er et noget for sig selv, men det vil jeg overlade til andre at fortælle om. Det skal dog med, at i Ajaccio er de helt vilde med Napoleon og Frankrig, så her er byen der er modpolen til løsrivelses byen Corte, med en masse statuer, museer og monomenter over den lille fyr med kløe på maven - en oplevelse der ikke må springes over når vi nu er taget helt til Korsika for at se og opleve togbanen, godt med lidt til at fordrive tiden med, inden vi skal med toget tilbage til Corte og forhåbentlig også vores bil.
Ajaccio er hovedbyen på den sydvestlige del af Korsika og endestation for toget, en ægte sækbanegård med godsterminal og perronanlæg, så her skulle der tages billeder, især fordi der var nogle yndige godsvogne opstillet, de skulle undersøges og fotograferes - så knægten og jeg begyndte vores rundfart på baneterrænet, bevæbnet med digital kamera og en god portion begejstret nysgerrighed - hvilket affødte et par undrende blikke fra turister, mens de lokale ikke lod sig mærke med, at vi smutte rundt over skinner og tog billeder af diverse skinner og vogne.
Og mens vi tog billeder af lukkede og åbne godsvogne, vekselladvogne og andet godsgrej, kom vores ven fra starten af turen, godstoget med lidt flere vogne og uden bilen på fladvognen, den var erstattet af et par rimeligt nye varevogne, en noget anløben tankvogn og 3 åbne godsvogne og så var der igen gang i papirarbejdet og personalet, i hektisk aktivitet omkring dagens sidste godstog, desværre skulle vi med toget inden de begyndte at losse godstoget, men hvad - det må vi have tilgode til næste gang vi kommer på de kanter.
Vores tog tilbage til Corte havde snart afgang, jeg havde lovet mig selv, at vi skulle med den forreste motorvogn på tilbageturen, for sæt nu jeg kunne få nogle billeder ud gennem forruden og en lille sludder med togpersonalet, så vi hoppede ind i toget som de første og fik de perfekte pladser, helt i front lige bag ved førekabinen.
Nu skulle vi tilbage af den vej vi var kommet og opleve turen på en anden måde, vi kravlede op gennem bjergene og her fik jeg ved de første stationer svar på, hvorfor jeg ikke så nogle rykke i håndtagene ved skiftesporene, de blev skåret ved krydsning, ikke noget med overflødig automatik og andet nymodens udstyr, næ - go'e gamle fjederskiftespor, det ved vi hvad er !
Nu slæbte vi os tungt op i bjergene med stigninger der igen satte toget på arbejde, på 20% stigningerne sad lokoføren Jean-Paul og rykkede ekstra hårdt i håndtaget, han fik den klemt op på hele 20 km/t med et intenst motorbrøl og knagen til følge, men op kom vi og nu var vi tilbage i den storslåede bjergnatur med udsigter og ingen arbejdsplads på vore breddegrader kan tilbyde en sådan udsigt, som den Jean-Paul har fra sin plads i fronten.
Nu kunne vi også rigtigt opleve, hvordan jernbanen er skåret igennem de massive bjergsider, med meter høje klippevægge på begge sider af toget, beundre de utroligt smukke tunnelportaler, sukke over de smukt svungne broer og et af højdepunkterne lå lige foran os, den mest markante stålbro på ruten, bygget af Eiffel Tårnets skaber Gustave Eiffel, nu var den set både fra vejen og banen - spinkel, men alligevel stabil og holdbar, den er næsten et kunstværk, mange viadukter og broer på turen er for øvrigt tegnet af den berømte herre.
Mens vi krydser Eiffel's bro, bliver mange af os i toget betaget af en ny vejbro, der er ført parallelt med jernbanen, over den 140 meter brede og 80 meter dybe og stejle slugt, et passende møde med fortidens og nutidens ingeniørkunst.
Efter en del tunneler, broer og bjergkørsel bliver vi nu udsat for noget meget typisk på de Korsikanske transportveje, der render køer og kalve rundt foran os. Nå, men Jean-Paul er vant til disse halvvilde køer og sagtner farten, mens han mumler en hel del uforståelige franske ord, vi følger køerne ind gennem den næste tunnel, efter tunnelen smutter køerne, og for en ko, forbavsende elegant op ad en skråning, for derefter at forsvinde ind i skoven. Og her passede køerne også ind i 50'er idyllen, de havde både horn og klokker. Kojagten vakte megen moro blandt os turister, men de lokale virkede nu mest irriterede over at blive forstyrret af os, midt i deres lille lur - Undskyld!
Resten af turen, inden vi kom til vores station i Corte (bilen var der stadig), blev brugt til at dele erfaringer med andre, der lige som jeg, mente at togturen og banen var hele rejsen til Korsika værd, eller som andre udenforstående nok vil sige: "Godt vi fik den flotte tur med toget på Korsika, men den måtte nu godt have været en halv time kortere."
Men her var tog oplevelsen ikke slut, en dag lavede vi en lille afstikker til en af de andre endestationsbyer, Calvi, her så vi noget af det andet materiel banen benytter, røde skinnebusser fra Renault (ja, dem med bilerne, jeg vidste ikke de også havde lavet tog - men hvorfor ikke) og en oplevelse var det at se en Billard & Co. skinnebus fra 1937, den må være en af de første, hvis ikke den første, skinnebus på banen og andre anlæg var der også, som den gamle askegrav og vandkranen.
Arbejdstoget med ballastvogne og noget så usædvanligt som lyskæder langs med toget - enkelt og effektivt til oplysning af sporet under natarbejde.
Remisen, hvor vi foran kunne vi se mærker efter en nedlagt lille drejeskive og kulkranen var der også, godt tilgroet af buske. Noget der må få enhver dansk lokofører, til at sende taknemlige tanker til det danske arbejdstilsyn, var placeringen af førekabinen i den ene røde skinnebus, den var puttet ind ved siden af motoren, uden rumadskillelse eller støjdæmpning - det overgås vist kun af de gamle damplokomotiver og den går vist ikke herhjemme.
Så for at runde min beretning af, kan jeg passende slutte med ordene:
Hold op, hvor var det dejligt - at opleve en rigtig levende jernbane, med masser af fyldig nostalgi og romantik og endda i en så fantastisk natur. Banen kaldes med rette Europa's smukkeste togtur og jeg vil varmt anbefale andre til at tage turen, måske endda rejse til øen bare for at opleve banen - der vil I oveni få en dejlig ferie med sidegevinst, en tur med lækre strande, flot natur, en venlig befolkning og et pragtfuldt klima.
Ole Juhl, 2004
