Korsika
Maj 2008
Besøg på skønhedens ø
Af Cykelmyggen & hans kone
Grækerne var de første som gav øen tilnavnet Skønhedens ø. Og Korsika er uden tvivl den smukkeste ø i Middelhavsområdet. Når bjergene møder havet, er det med en pludselig overgang. De forrevne klipper mod det krystalklare hav. Kysterne veksler mellem klipper og bugter, vige med læ og de smukkeste hvide strande med klart turkisgrønt vand, som i starten af maj ligger øde hen. Bjergene er overalt nærværende og høje. Denne voldsomme kontrast gør øen til lidt af en perle.
Napoleon har sagt: 'Alt på Korsika var bedre og skønnere end noget andet sted'.
Korsika har gennem tiderne fået et noget blakket ry som et rygende bombekrater. Selvfølgelig er der af og til ballade, men så vidt vides aldrig mod turister. Separatisterne fører krig mod det franske styre, og langt de fleste aktioner foregår som regel uden for sæsonen. Som turist er det eneste man ser de malede slagord på veje og bygninger. Faktisk sympatisere flertallet af Korsikanerne slet ikke med separatisterne, man vil gerne have mere selvstyre, men ikke uafhængighed. Faktisk var der, mens vi opholdt os på øen, en kæmpe demonstration i Ajaccio mod separatisternes voldelige handlinger.
Gratis camping
Det er i starten af maj og vi mærker ikke meget til turismen. Øen syntes ikke rigtigt at være vågnet endnu og på langt de fleste af campingpladserne er der helt uddødt. Vi slår derfor flere steder lejr i halv meter højt græs, mens kæmpe græshopper synger lystigt. Selv om morgenen ved afrejse er her ingen til at tage imod betalingen.
Vi bevæger os fra Ajaccio, som er øens hovedstad og fødested for Napoleon, sydover langs kysten ad små snørklede veje som følger landskabets konturer. Flere steder er stigninger meget voldsomme, men heldigvis ikke særligt lange og oppe på de mange 'bakketoppe' mødes man af det ene flotte view efter det andet ned mod de mange små laguner med kridhvidt sand.
Jeg har valgt at lade cykeltaskerne blive hjemme og benytter den ethjulede anhænger fra BOB til transport af bagagen. Og den har nærmest magnetisk virkning. Alle steder vi gør holdt, skal folk hen og kikke, pille og spørge - visse steder så meget at vi overvejer at tage 'entre'. Som isbryder er den mindst ligeså god som en hund, men med den store fordel, at den ikke kræver mad og vand.
I Propriano finder vi en bænk nede ved havnen hvor vi, mens den improviserede frokost indtages, iagttager livets gang.Tågen hænger stadig ude over vandet og begynder at bevæge sig ind mod kysten og snart forsvinder solen. Oppe på bjergsiden ligger en lille landsby som stadig er badet i en enkelt solstråle. Vi diskuterer om der mon er en dybere mening med at den netop er placeret der.
Byerne
Sartene skulle være en af de mest autentiske korsikanske byer, men alene dens placering gør den en besøg værd. Kommer man til byen ad bagvejen, og så oven i købet i morgensolen, så fremstår den meget imponerende. Liggende højt oppe på nærmest lodrette klipper har den været svær at indtage for fjenden i gamle dage.
Langt de fleste af byens mange gamle huse er alle 4-5 etager, hvilket er temmelig usædvanligt. På byens torv er der et leben og vi vælger at spise vores morgenmad på en af de mange fortovscafeer.
Fra Sartene går det stort set nedad til Bonifacio, en anden meget spændende by grundlagt i 828 af Bonifacio, som var markis af Toscana. Byen ligger på en kalkklippe, som rager ud over havet. Der findes ikke et træ i denne by, kun kalksten, hvor husene ligger som fuglereder. Fra havnen neden for byen afgår der færge til Sardinien, en times sejlads, lidt fristende, men planen er at cykle nordpå, så Sardinien må vente til en anden gang.
Bjergene
Bjergene er overalt nær, ja faktisk er hele øen et stort bjerg. Bevæger man sig væk fra kysten og ind midt på øen, finder man de små karakteristiske landsbyer, som nærmest er limet fast på klipperne og befæstede. Oprindelig boede folk ude ved kysterne hvor romerne havde anlagt byerne, men plyndringer af vandalerne tvang befolkningen op i bjergene, hvor de forskansede sig.
Campingpladsen ved Porto Vecchio ligger lidt uden for byen i en gammel korktræs plantage. Igen næsten uddød, men det lykkedes os dog at komme af med penge, da campingejeren efter adskillige køreture endelig finder nøglen til kontoret. Vi begynder opkørslen op i bjergene på tom mave, i håb om at vi nok snart finder en bager eller købmand, som de tidligere dage.
Dette viser sig desværre ikke at være tilfældet og snart begynder mavernes knurren at tiltage i takt med at vejen bliver ved at stige og stige foran en. Et stykke oppe graves der ivrigt i taskerne efter nødrationerne, et par energibarer, som hurtigt bliver delt og fortæret. Først oppe i L'Hospital, en lille flække i 1000 meters højde, kommer redningen. På cafeen får vi kaffe og Cola, mens vi nyder det storslåede sceneri af et tæt skydække, som langsomt bevæger sig op ad bjergsiden.
På bardisken står en indbydende frugtkurv med bananer, appelsiner og æbler, men de er til drinks, så vi må pænt køre videre stadig på noget tomme maver. Det går endnu opad og mine tarme nu nærmest skriger på mad. Heldigvis flader det ud, da vi når naturreservatet. Her er en meget speciel vegetation og meget smukt, så for en stund glemmes de knurrende maver. Efter en meget smuk nedkørsel, når vi endelig en by hvor sulten bliver stillet hos den lokale købmand.
I Zivano som kun har 345 indbyggere, men ingen camping, indlogerer vi os på et af byens to hoteller. Belært af dagens erfaring tanker jeg rigeligt med nødrationer hos den lille købmand til de kommende dage. Om aftenen går vi amok i en fire retters menu, inden vi går til køjs i rigtige senge - en rar afveksling fra liggeunderlagets manglende komfort.
Næste dag er der 'Lit de Parade' af smukke veteranbiler. En fransk automobilklub, som er på tur i deres flotte Hotkicks (et fransk mærke fra 1939). Der bliver rigtig kræset om de gamle biler, og ikke et stykke blankpoleret krom forbigås med vand og klud. Herligt syn, da de i samlet formation triller afsted.
På sporet
Korsika har sit eget T.G.V. tog: Train au Grand Vibrations (toget med de store rystelser).
Det måtte vi naturligvis prøve, og da en af turens få regnvejrsdage falder i Corte, havde vi en god 'undskyldning' for ikke at cykle. Toget forbinder byerne Calvi og Ile Rousse med Bastia og Ajaccio via Ponte Leccia og Corte midt på øen.
Der er tale om en lille skinnebus, men med fin medtage ordning for cykler. Det er, som navnet antyder, et rigtigt bumletog der bugter sig op og ned af bjergsiderne. Turen er meget smuk med bl.a. view mod øens højeste bjerg Monte Cinto. Men efter de godt to timers kørsel er det nu alligevel helt rart igen at få 'fast grund' under fødderne.
Cap Corse
Fra Bastia går det langs kysten nordpå ud på Cap Corse, som er øens nordligste spids. Turens langs kysten er fredelig, men de mange gamle befæstningstårne vidner om, at det ikke altid har været sådan. Oppe på Marcinaggo, en lille havneby, indtager vi frokosten i læ af molen nede på havnen, da der blæser en kraftig lidt kold vind fra nord.
Så går det ellers opad igen over mod den anden side. Oppe i passet har man en flot udsigt ud på selve spidsen af Cap Corse. Vi slår lejr på campingpladsen ved Centuri Port, en lille idyllisk fiskerby som endnu er uspoleret af turismen. Vi nyder solnedgangen, mens vi indtager den efterhånden obligatoriske Patis på en café.
Sydover
Næste dag er det lidt koldt, 'kun' 20 grader, og skyerne hænger lidt tungt ned langs sydsiden af kysten. I modsætning til østkysten er vestkysten meget mere kuperet. Vejen slynger sig op og ned og ud og ind i de mange bugter. Flere steder går vejen flere hundrede meter oppe med næsten lodret fald ned til havet.
I St. Florent - oprindelig et gammelt fiskerleje, men nu spoleret af for mange hoteller og bungalows - skal der spises. Vi finder et pizzeria som foruden pizza/pasta også har MTV på menuen, på to store TV skærme, noget irriterende.
En sjov lille oplevelse er, da jeg skal hæve penge i en bankautomat. Pludselig kører en pengetransport op foran indgangen og ud springer fire tungt bevæbnede vagter med maskinpistoler og står vagt, mens pengene bliver hentet. Et øjeblik var jeg i tvivl, om det dog var mig som havde gjort noget forkert, var kontoen mon overtrukket?
Campingvogn
Fra St. Florent bevæger vi os igen op i bjergene, selv om vi godt ved, at det er varmere og mere tørt nede ved kysten. Efterhånden som vi får bevæget os opad, begynder det godt nok også at se noget mørkt ud, men endnu regner det ikke. Vejen er meget smal og snørklet og helt uden trafik. Her er godt nok øde...
Det eneste selskab vi har, er geder og får som går frit. Men hvad værre er, der er ingen campingplads i Santo Pietro. Det er sent og vi har allerede kørt langt. Der er langt til næste by, hvor der måske er en campingplads. Vi begynder at snakke om vild camping, men har ingen mad og...
Vi beslutter at køre videre, og sandelig om heldet ikke tilsmiler de standhaftige. Oppe i Pfeve, en lille flække, ligger en lille campingplads, godt nok ikke åben endnu, da alt ligger i byggerod p.g.a. af en vandskade. Men der er varmt vand i bruseren og efter at have set os lidt an, får vi lov at låne en gammel campingvogn. Herligt, det er nemlig småkoldt og begyndt at regne. Godt nok lugter den lidt af kattepis og mug, men efter lidt udluftning er den ok. Trætte cyklister er ikke sarte.
Det er sent og der er ingen indkøbsmuligheder i miles omkreds, men i Rapole, 2.5 km derfra, skal der angiveligt ligge en restaurant. Vi tager chancen og triller derned. Kun to plastikborde ude foran får os til at stoppe. Er det virkelig her, det ligner en bar. Krofatter er i fuld gang med et spil Petang, men kommer hurtigt, da der er kunder i butikken. Vi bliver bænket ved et rundt bord, og så kommer der ellers glas på bordet. 139F for en fire rettes menu med fri vin. Gode lokale specialiteter bliver serveret for os i rigelige mængder. En herlig oplevelse.
Omkring Porto
For at komme inde fra midt af øen og ud til maleriske Porto skal man op over passet Col de Vergio. Turen er i klart vejr meget smuk med et efter sigende flot panoraview op mod Monte Cinto. Det må vi desværre have tilgode, da vejret ikke helt med os denne dag.
Det første stykke op gennem en meget vild og smuk slugt til dæmpningen er lidt af en prøvelse, da der opstår nogle meget kraftige kastevinde mellem klipperne, så man er ved at flyve af vejen. Oppe i passet hænger skyerne tungt, så her er ikke meget at se. Heldigvis klarer det op nede i Evisa, hvorfra turen går gennem en meget særpræget slugt ned til Porto. Den mørke granit er her visse steder op til 800 meter tyk.
Porto er en lille overdådig skøn plet ved Porto flodens udløb. Den ligger smukt i bunden af øens største bugt Golf de Porto.
Farvekontrasterne mellem de mørkerøde klipper og det dybblå vand er imponerende. I byen, med den karakteristiske fæstning ude på klippen som vartegn, er bølgernes magt meget nærværende. Skal man se solnedgang, er det her stedet, så vi slog os ned på klipperne med rødvin og fotografiapparat, desværre var skuet ikke helt optimalt, men stadig flot.
Efter 14 dage er vi atter tilbage ved udgangspunktet. Efter stort set at have været øen rundt. Korsika har gjort et stort indtryk på mig og er nok et af de få steder i Europa, hvor man kan opleve en så stor naturmæssig variation og mangfoldighed på et så forholdsvis lille areal. Korsika bliver man aldrig færdig med.
Det praktiske
Ruby Rejser arrangerer direkte flyafgange i juli måned, mens man er nødt til at skifte, hvis man vil udforske øen på egen hånd, uden for højsæsonen. Vi benyttede Belgiske Sabena som har gode forbindelser til Ajaccio med skift i Brussel.
Der findes ikke decideret masse charterturisme på øen. Kun ovre på Østkysten, som også er temmelig flad med store kilometerlange badestrande, oplever man den traditionelle turisme, men selv i maj kan man her have stranden for sig selv. Temperaturen i maj måned er behagelige 20-25 grader, men tit ligger disen til langt op af formiddagen, før solen bryder igennem, da havet stadig er temmelig koldt.
ref.:
http://www.cykelportalen.dk/korsika/
