London
Big Ben on a clear day
Foto: Cykelkurt
Glimt fra en tur til den engelske hovedstad i august 2007
Af Kurt Starlit
London, åh ja, det var her jeg drømte om at komme hen i de unge år, til klubberne og alle de spændende musiksteder. Swinging London var verdens centrum, det var her det skete på The Marquee, The Flamingo, Ronnie Scott's, Carnaby Street og Bag O' Nails to name but a few.
Sådan er det måske knapt så meget nu, hvor en økonomisk krise i samarbejde med den almindelige tidsånd har lukket mangen et groovy spillested. Desuden tilbyder en række storbyer verden over efterhånden de samme musikalske oplevelser som den engelske hovedstad. Alligevel er der en række steder, som stadig har en særlig tiltrækning, fordi de hviler på en historisk epoke.
Sixties City
Soho (Wikipedia)
Vi fløj fra Kastrup Lufthavn med Sterling (som i mellemtiden har drejet nøglen om) til Gatwick Airport et stykke uden for London. Flyveturen tager ca. to timer, hvor man desuden skal påregne en timestid med tog ind til Victoria Station.
Togturen fra Gatwick Airport til Victoria Station giver et godt indblik i forstædernes tilstand. Og den er svingende, kan man roligt sige, for nogle steder er de helt åbenlyst beboet af rige folk, mens andre steder lige så tydeligt er beboet af det modsatte. Men stort er området, London med forstæder fylder vel cirka som Fyn arealmæssigt - ret overvældende.
Fra Lancaster Gate underground station er der fem minutters gang til Corus Hotel, 17 Lancaster Gate, W23LG London.
Hotellet er i viktoriansk byggestil på en lille rolig gade i Bayswater, et stenkast fra Hyde Park - vi kan faktisk se ind i parken fra hotelvinduet øverst oppe, hvor vi bor. Fire dage (tre overnatinger) på 1 stk. Contemporary double Room fra mandag d. 13. aug. til torsdag d. 16 aug. bliver afregnet med 6762 danske koner inklusive morgenmad. Det er ikke ugens billigste tilbud, men til gengæld er alt i absolut fineste orden.
Hvad skal man se i London?
Godt spørgsmål, nogle tager til London for at shoppe og tillykke til dem, men for mit vedkommende var det mødet med de steder der blev så begejstret omtalt af bl.a. min engelsklærer i skoletiden: Hyde Park (især Speakers Corner), den engelske livsstil, fish and chips og River Thames (Themsen).
Vi starter med at tage en bustur rundt i byen på toppen af en dobbeltdækker med indbygget guide, der snakker som et tærskeværk. Blandt andet fortæller han The Tower's makabre og blodige historie, som kan få en til at blive dårlig.
Lord Nelson statuen på Trafalgar Square ser vi på rundturen med 2-dækkerbussen, men den slags mindesmærker er vist først og fremmest lavet af indenrigspolitiske årsager - de havde ihvertfald ikke behøvet at rejse Nelson's Column for min skyld.
Under busturen gennem byen bliver vi også præsenteret for butikken, hvor den engelske dronningemoder køber alt sit undertøj - jeg har glemt navnet, men det er en af de gamle fine butikker i centrum.
London Eye er et must, som man ikke må snyde sig selv for. En langsom rundtur i karrusellen, mens man ser London i fugleperspektiv, er værd at stå i kø for. Køen var nu ikke slem, 20 minutter i vores tilfølde, så det er til at overleve. Bagefter kan man gå en tur i London's havn, som i høj grad er et besøg værd.
London Eye, set fra søsiden.
London Eye, fotograferet fra en nærliggende bro.
Hyde Park
er med sine 315 hektar land Londons største park – en grøn oase midt i byen. Parken var tidligere ejet af munke, men i 1536 forvandlede Henrik den Ottende parken til et område med hjorte. I dag er der aktiviteter for alle i Hyde Park – alt fra morgengymnastik, ridning, vandring m.m. og ikke mindst Speakers' Corner, hvor enhver kan stille sig op og udbasunere sin uforbeholdne mening om hvadsomhelst.
Cyklen ses overalt i London. Især bemærker vi, hvordan Hyde Park er udstyret med asfalteret cykelsti hele vejen rundt. London's indbyggere benytter stien flittigt som en daglig genvej gennem byen.
Vi var i byen i perioder med skiftende vejr - solskin, regn, blæst - hvilket giver en idé om parkens mange muligheder. Nogle dage er den store park praktisk taget tom - andre dage fyldt med glade børn, aktiviteter og soldyrkere. Under alle omstændigheder er parken en stor botanisk, zoologisk (fugle og dyr) og kulturel oplevelse, der må betegnes som et must for enhver, der besøger London.
Som der står i en brochure, tag turen hele vejen rundt i parken...
from Alexandra Gate to Hyde Park Corner, along Rotten Row; from Hyde Park Corner along Serpentine Road; from Victoria Gate along North Carriage Drive towards Speakers’ Corner and along the Broad Walkog du har oplevet hele verden på én dag.
Hyde Park (Wikipedia)
Et egern (squirrel) fodres i Hyde Park.
Og så er der jo Speakers Corner, som er et kapitel for sig selv.
Dagens budskab serveres fra Speakers Corner.
Speakers' Corner (Wikipedia)
Themsen og Greenwich
Når man kigger på landkortet, er det indlysende, at London ligger et stykke inde i landet, forbundet til havet via floden The Thames - Themsen. Det kunne derfor være interessant at sejle hele vejen ud til Themsen's munding og se, hvordan landskabet ændrer sig. Der går bl.a. en havnerundfart ud til Greenwich, hvorfra alverdens tid opmåles. Ved ankomsten til Greenwich observatoriet kan man komme ind og bese observatoriets teknik, men da prisen er ret høj og vi mest af alt har lyst til at sidde og hygge os, bliver vi sidddende til båden igen sejler retur. Styrmanden er iøvrigt fantastisk morsom og bramfri, så vi får alle røverhistorierne om de forskellige politikere og skuespillere, som har boet langs Themsen. Turen afsluttes med et bragende bifald til ham.
Greenwich
Ronnie Scott's & Johnny Griffin
Johnny Griffin på Ronnie Scott's Jazz Club
Da det er forbudt at fotografere, må vi nøjes med ovennævnte, som er smugklikket uden blitz midt i "Body & Soul".
Foto: Cykelkurt
Tenor sax legend returns to the club he has graced for nearly 40 years.
Sådan stod der på standeren uden for klubben, hvor Johnny Griffin endnu en gang ville betage jazzverdenen med sit suveræne spil. Sådan skulle det ikke gå. Langt fra.
Det startede ellers så godt med en sviptur til London - bustur rundt i byen, sejltur på Themsen, gåtur i skønne Hyde Park hvor egern og Musvit spiste af hånden - og som rosinen i pølseenden et besøg på Ronnie Scott's jazzklub i Frith Street. Saxofonisten Johnny Griffin var på plakaten. Han er en gammel dreng tæt ved de 80, har spillet med mange store navne, så forventningerne var givetvis af en vis kaliber, da vi (formedelst 37 engelske pund pr. person) sneg os ind på en af de ydmyge pladser bagest i lokalet.
Huset's pianist James Pearson, gjorde sig fordelagtigt bemærket, da han som medlem af den faste stok som opvarmning spillede en række standarder og evergreens sammen med Chris Dagley på trommer og Sam Burgess bas. Desuden medvirkede en lang- og mørkhåret spinkel ung mand (ca. 30 år) på vibrafon. Virkelig godt. Nævnes må også sangerinden Polly Gibbons, som tilførte gamle travere nyt liv (f.eks. "Bye Bye Blackbird") gennem sin utraditionelle frasering.
Men ak, tilbage til hovedpersonen, som fra begyndelsen kom slingrende ind på scenen med et spil, der var usammenhængende, ukoncentreret og middelmådigt. Griffin var tydeligvis beruset, og startede sit sæt med en kommentar om, at alt ville blive anderledes og bedre længere henne i seancen, when I am more sober. Sådan skulle det heller ikke gå. Slet ikke.
Udover en række dårlige vittigheder, som i sig selv var med til at sætte standarden, var Griffin's spil til overflod spækket med strofer fra kendte sange og melodier, som intet havde med sagen at gøre, men udelukkende havde til formål at dække over, at han ikke kunne sit stof. Diverse fraseringer, figurer og skalaløb mislykkedes gang på gang, så det eneste fornuftige Griffin kunne gøre denne aften var, at overlade scenen til de øvrige musikere. Det gjorde han klogt i, for de spillede alle godt, med mange soli, mens Griffin dinglede rundt på sidelinien. Et ungt par, som sad ved et bord umiddelbart foran scenen, tilbød i deres begejstring (eller benovelse) Griffin et glas vin. Det gled let og ubesværet ned, uden dog at gøre hverken fra eller til.
Efter forestillingen var der foto-session på scenen, hvor diverse notabiliteter flokkedes omkring hovedpersonen. Jeg talte efterfølgende med pianisten James Pearson, som kategorisk nægtede at udtale sig om noget, der overhovedet kunne tænkes at indeholde antydningen af kritik af nogen- eller nogetsomhelst, men holdt sig til standardfraserne, oh yeah, he's a great player, he'll be performing here tomorrow also, why don't you drop in o.s.v., men af ansigtsmimikken fremgik det, at et andet ordvalg havde været mere på sin plads.
Never mind, gamle Griffin er en gammel dreng, så måske er det for brutalt at dømme på grundlag af en enkelt optræden. Han er trods alt tæt på de firs og har - det skal siges - gennemlevet en flot karriere (f.eks. hos Lionel Hampton, Art Blakey og Thelonious Monk, se nedenstående interview). For at der ikke skal komme yderligere skrammer i lakken, håber jeg derfor, at han fremover udvælger sine engagementer med større omhu, og ikke sammen med musikere hvor han ubarmhjertigt kommer til kort. Indenfor cykelsporten siger man, at man skal stå af cyklen, mens det stadig kører. Noget lignende burde jazzfeltet måske overveje - og ihvertfald i Griffin's tilfælde: smid hornet mens du stadig kan trække vejret!
Johnny Griffin (interview)
Johnny Griffin (Wikipedia)
PS
Mindre end et år senere, i juli 2008, kunne man i aviserne læse, at gamle Griffin havde stillet træskoene. Det var forventeligt, for han sang tydeligvis på sidste vers, da vi hørte ham på Ronnie Scott's. Retfærdigvis skal man måske huske, at det engelske samfund i den grad er et klassesamfund med kolossal afstand fra top til bund. Det er derfor ikke usandsynligt, at Griffin har været nødt til at spille, for overhovedet at få brød på bordet.
Efterfølgende har jeg checket ham på YouTube, hvor man kan få en idé om mandens kunnen, dengang han kunne:
Johnny Griffin (YouTube)
Lever London op til forventningerne?
Ja, det vil jeg mene. Vi følte os velkomne. Alle steder er folk parate til at hjælpe, så selv om både London og vi andre har forandret os i de mange år der er gået siden de glade 60'ere, er det stadig en by med fest og tolerance. Selvfølgelig skal man gøre sig klart hjemmefra, hvad man vil derover efter, ellers ender man nemt med at tøffe forvirret rundt. For mit eget vedkommende var Ronnie Scott's og Hyde Park to højdepunkter, jeg måtte opleve. Resten er frynsegoder!
Sluttelig,
åh, jeg glemte at nævne fish and chips, den engelske nationalret eller hvad det er. Jamen det smager glimrende, er hurtigt og nemt serveret og spises på tusind små steder. Dertil fik vi en engelsk pils, og det er jo noget de kan, det der med øl. Efterhånden kan man dog købe en hel del engelsk øl herhjemme, så det er overkommeligt at prøve sig frem med britisk øl uden at rejse til London eller gå i betalingsstandsning.
FOTO:
Big Ben og parlamentet set fra søsiden.
London bus & telefonboks,
som næsten er kendemærker for byen. Bussen er på vej til at blive erstattet af en nyere model og telefonboksene forsvinder (ligesom i Danmark) helt.
Govinda's Restaurant
lever stadig i bedste velgående, selv om en tilsvarende i København (Nr. Farimagsgade) forlængst er lukket.
Govinda's er ejet af Hare Krishna bevægelsen, men det behøver man ikke bekymre sig om, hvis man besøger restauranten. Deres mad er lækker, vegetarisk og billig, så hvis man har mod på at prøve noget anderledes og gerne vil redde økonomien, er adressen:
10 Soho Street, London W1D 3DN
i umiddelbar nærhed af Tottenham Court Road undergrundsstation.
Govinda's
Hare Krishna Temple
er en del af Govinda's og ligger på samme adresse som restauranten.
Den hovedløse mand
på kajen (i nærheden af London Eye) lader sig fotografere med hvem der betaler en skilling.
Hurtig udrykning
fra den motorcykelkørende ambulancemand, som med kort varsel kan nå en hvilkensomhelst adresse i det indre London. Sammen med førstehjælpsfolk på cykel er det hurtige korps i stand til at komme frem, hvor London trafikken ellers har en tendens til at hæmme redningskørsel.
Allerslutteligst:
Indtrykkene fra London er i høj grad personlige og langt fra komplette. Hvis du derfor har tilføjelser, rettelser eller andet som kan komme fremtidige rejsende til gode, hører jeg gerne fra dig. Skriv venligst til:
Mange tak.
Kurt Starlit
aka Cykelkurt
