Oslo


Vigelandsparken i Oslo

stort billede

 

Verdens smukkeste by

 

Af Kurt Starlit

 

Oslo er byen, som ligger inderst i Oslofjorden. Hvis man sejler derop med båd, kan man nyde det norske landskab i al sin skønhed, mens det passerer langsomt forbi. Det gjorde vi en dag i 2008 og igen i 2015, hvor vi oplevede en fantastisk indsejling til den norske hovedstad. For et par hundrede kroner hver vej kan man med Oslofærgen få en oplevelse, som er nærmest ubetalelig. Den norske natur er i særklasse, og det er ikke for meget sagt, at synsindtrykket fra færgen er i verdensklasse.

Færgen afgår fra København kl. 17 eftermiddag. Ombord kan man vælge at overnatte i en bekvem kahyt (m. bad), ELLER man kan feste på diskoteket (hvor der desuden er levende musik), ELLER man kan spise og drikke på flere restauranter i flere (også overkommelige) prislag, ELLER man kan slå sig ned på et af skibsdækkene og nyde sommernatten udendørs. Endelig kan man sætte sig på en af de mange gratis siddepladser (med eller uden bord), som skibet er møbleret med og nyde sin medbragte mad.

Altsammen sikrer det, at man er i passende humør og stemning, når skibet næste morgen lægger til kaj i Oslo. Forude venter otte timers oplevelser i en storby med sjæl, venlighed og kultur, inden turen atter går tilbage til den danske hovedstad.

 

Oslo map

 

Transport
Transportsystemet i Oslo er glimrende, godt og med rimelige priser. Vi kørte en stor del af tiden i sporvogn, som er en udsøgt fornøjelse at genopleve, når man (som jeg) har oplevet den i København. Men ellers er der bus, tog og taxi plus de mere romantiske transportmidler som hestevogn, sejlbåd og cykeltaxa. Det korte og det lange er, at Oslo er nem at bevæge sig rundt i.

 

 

 

Akershus Fæstning

Oslo's historie bliver udstillet i de grandiose bygninger på denne fæstning fra 1400-tallet i byens centrum. Fæstningen er desuden et rekreativt område med en smuk havneudsigt.

I gåafstand fra Oslo-færgen kan man hurtigt komme herop og nyde en af byens store seværdigheder. Udsigten herfra er i særklasse.

 

 

Vigelandsparken

Vigelandsparken er verdens største skulpturpark, udført af en enkelt kunstner. Den er anlagt i årene 1939-49 og er åben hele døgnet, hele året. Skulpturparken er Gustav Vigeland's livsværk med mere end 200 skulpturer i bronze, granit og smedejern. Vigeland har ligeledes stået for det designmæssige samt den arkitektoniske udformning af parken, som strækker sig over 32 hektar (svarende til 64 fodboldbaner).

Et besøg i Vigelandsparken er et must. Tag sporvogn linie 12 fra Rådhuspladsen mod Frognerparken, som Vigelandsparken er en del af.

 


Vigelandsfontænen

 

Frognerparken

Frognerparken er en offentlig park i Oslo, som bl.a. indeholder skulpturparken Vigelandsparken. Frognerparken er historisk set en del af den gamle Akergård Frogner Hovedgård, hvis bygninger ligger i parkens sydlige ende og huser Oslo Bymuseum. Parken er Norges mest besøgte seværdighed og omfatter desuden Frognerbadet, Frogner Stadion samt et antal tennisbaner. Frognerparken blev fredet efter kulturarvsloven af 2009 som den første park i Norge. Frognerparken med tilhørende idrætsanlæg har et areal på en halv kvadratkilometer, hvoraf Vigelandsanlægget dækker ca. halvdelen.

Som man kan forstå, så er Frogner- og Vigelandsparken to sider af samme sag. Derfor er der også al mulig grund til at blive her nogle timer, og udforske de to parker under et.

 

 

 

Vikingeskibsmuseet

To af verdens bedst bevarede vikingeskibe fra det 9. århundrede bliver udstillet på Vikingeskibsmuseet på halvøen Bygdøy, hvor museet desuden byder på vikingeredskaber, slæder, træudskæringer og en hestevogn.

Vikingeskibsmuseet viser træskærer-arbejde af højeste klasse, og ligger desuden i gåafstand fra Kon-Tiki Museet, så der er al mulig grund til at besøge dette sted også. Bus linie 30 kører fra Nationalteatret (Johanne Dybwad's Plass) til Vikingeskibsmuseet. Herfra kan man gå (eller køre videre med Bus 30) til Kon-Tiki Museet på nogle få minutter.

Vikingeskibsmuseet

 

 

stort billede

 

Kon-Tiki Museet

Thor Heyerdahl (1914-2002) blev verdensberømt, da han i 1947 krydsede Stillehavet med Kon-Tiki. Siden fulgte spektakulære sejladser med sivbådene Ra og Tigris. Med sine forhistoriske sejladser demonstrerede han, at datidens menneske har bemestret sejlet, før det opfandt sadlen og hjulet. Berømmelsen som videnskabsmand blev yderligere befæstet, da han gennemførte arkæologiske udgravninger på de sagnomspundne Påskeøer. Nysgerrighed og gå-på-mod var Heyderdal's adelsmærke. Kon-Tiki flåden, sivbåden Ra II og en mængde genstande fra Heyerdahl's ekspeditioner kan ses på Kon-Tiki Museet i Oslo.

Højdepunktet på Olso-turen var mødet med Thor Heyerdal's flåde - altså den tømmerflåde, som han og hans besætning sejlede over Stillehavet med engang i 1947. Flåden er stillet op på museet, så man kan få en fornemmelse af størrelse, og hvordan livet må have været for 12 mand ombord en lille flåde i 101 dage. En fantastisk præstation - en fantastisk oplevelse.

 

 

 

Holmenkollen

Den berømte skihopbakke Holmenkollen blev fornylig ombygget. Den nye skihopbakke er af allerhøjeste karat, og byder også på verdens ældste skimuseum og et udkigspunkt med panoramaudsigt over byen.

Da vi besøgte Holmenkollen, var det endnu ikke ombygget. Men vi var da oppe på toppen af bakken, hvorfra vi kunne se ud over hele Oslo og naturen omkring byen. Et betagende syn.

 

 

Et afsluttende ord
Skønhed, frisk luft og udsyn er ting, jeg forbinder med Oslo. Har du det på samme måde, er der kun een ting at gøre: spænd skiene med kurs mod Oslo - verdens smukkeste by!

 

 

 

LiNKS

Færge til Oslo

Oslo (Wikipedia)

Oslo (Travelguide)

Visit Oslo

Oslo map

Vigelandsparken

Frognerparken

Gustav Vigeland

Kon-tiki Museet

Kon-Tiki (Wikipedia)

Vikingeskibsmuseet

Akershus Slot & Fæstning

Holmenkollen

 


 

 

 

Ovenstående indtryk fra Oslo er i høj grad personlige og langt fra komplette. Har du derfor tilføjelser, rettelser eller andet som kan komme fremtidige rejsende til gode, hører jeg gerne fra dig. Skriv venligst til:


 

 

Rejse Index

Forsiden