Prag - en by med sjæl
Billede med tilladelse af Air Ninja.
Af Kurt Starlit
Nedenstående anmeldelse er sendt til mine DEMKO-kolleger, som har været i Prag ca. et år før Kurt og familien. Bær derfor over med diverse indforstået ævl.
========================================================
PRAG - 2002, Uge 8
Kurt er hjemme igen efter en uge i Prag sammen med familien.
Vi kørte derned i mosters bil (Peugeot 406), fem mennesker med afgang fra Brøndby kl. tre om natten, med færgen fra Gedser klokken halv seks om morgenen, så vi var godt øre i knoppen da vi endelig fandt
Hotel IBISefter en del søgen rundt i byen.
Saldova 54
Karlin
18600 Praha 8
Czech Republic
IBIS er et velfungerende hotel i et af de centrale kvarterer af byen (det rigtig hotte centrum hedder Praha 1, herefter stiger numrene udefter), pris og service er på enhver måde rosværdig, så jeg vil ikke nævne noget specielt.....nå ja, vi havde hørt at nye(re) biler fra EU bliver skrællet for alt overflødigt om natten, så vi havde også lejet os ind i hotellets underjordiske, opvarmede, bevogtede garage. Den pæne unge mand som var garagemester, levede tilsyneladende sit stille liv hernede i dybet.
No matter hvornår jeg listede ned i bilen (for at hente et eller andet), sad han ved sit skrivebord og arbejdede. Dog, da Tjekkiet spillede OL ishockey, størknede han og stirrede intenst på apparatet samme med sine tre kolleger. Jeg tror der konstant befandt sig 3-4 personer i garagen til at bevogte og servicere cirka tyve biler.
For at komme i lag med byen, tilmeldte vi os en guidet tur med afhentning på hotellet. Turen gik til alle de kendte steder, som I sikkert kender, så jeg vil ikke fremhæve nogle frem for andre, men ihvertfald var det en rystende oplevelse, bussen raslede og skramlede når det gik hen over de toppede brosten, som Prag's gader for en stor del er dækket af. Især turen op og ned ad bjerget til borgen var i grusom særklasse.
Da rundvisningen var forbi, blev vi sat af bussen midt i byen med besked om, at dette var slutningen på dagens pick-up service. Der var med andre ord ingen pick-down (eller hvad returnering til hotellet hedder), så vi måtte selv finde hjem. En venlig herre fortalte, at henne om hjørnet lå metroen, vi skulle blot rejse to stationer, så var vi hjemme.
Det var her det gik op for os, hvor enkel og effektiv metroen er. Senere fandt vi ud af at sporvognslinierne er lige så effektive, og derudover ser man en masse mere fra et sporvognsvindue, så et par dage senere tog vi på bytur ved hjælp af sporgvognen (linie 3, 8 og 24 lige uden for døren).
Først linie 8 til endestationen Bila Hora, vi kom bl.a. forbi Sparta Praha stadion. Klubben havde dagen før spillet i en TV-transmitteret kamp mod et græsk tophold, hvor ham dersens dansker-Henriksen spiller back, og nu kørte vi igen op ad bjerget, men denne gang var oplevelsen suveræn - ingen rystelser, totalt udsyn, total nydelse. Derefter skift til linie 22, og endelig linie 24 retur til hotellet.
Jamen det si'r jeg Dem, fru Heilbundt, det var en oplevelse der gjorde indtryk.
Sporvogne er sandelig sagen, og København har begået en utilgivelig klasse-brøler ved at udradere dette stilsikre trafikmiddel, som kommer frem selv om trafikken i øvrigt er gået i stå.
Prag er en levende by på samme måde som Paris, hvor det historiske og nutidige går op i en højere enhed. Folk virker venlige uden at være påtrængende, byen er ren, hundelorte skal man ligefrem lede efter, så alt-i-alt vil jeg give byen et otte-tal ud af ti mulige (og jeg kan ikke nævne nogen som ville kunne få et ni-tal). Min onkel Peter, som er udlært murer og arkitekt, måtte hele tiden bære skuffestativ og savlepapir for ikke at tabe undermunden af benovelse over alle de smukke bygninger (og bygningsdetaljer) som hele tiden åbenbarer sig. Det er en by i kulturel særklasse.
Sporvogne i Prag
Foto: Pavel & Helge
De økonomiske kurver peger tydeligt opad, der nybygges og repareres overalt, uden at det dog tilsyneladende går ud over byens personlighedspræg. Folk ser bestemt ikke fattige ud, især de unge går tydeligvis smart klædt, selvom indtægterne selvsagt må være væsentlig lavere end de danske (i kraft af en valutakurs som er rundt regnet en fjerdedel af den danske). Drukkenbolte, sjufte og døgenigte ser man stort set ikke, alle har tilsyneladende et arbejde at passe, selv luderne har travlt, så på overfladen ligner det en by med succes. Om det virkelig forholder sig sådan, ved jeg selvfølgelig ikke, men sådan virker det....
Rent kulinarisk er byen på toppen. Alt kan købes, de fleste steder til en yderst rimelig pris. Formand Dorte havde hjemmefra anbefalet et spisested, men dels havde jeg glemt navnet på stedet da vi kom derned, og dels er der så mange fremragende (og billige) spisesteder, at det er meget let at finde et egnet spisested. Vi spiste ude hver aften, og hver aften var det en ny stor - og billig - oplevelse.
Starlit jr. havde ønsket at se det tekniske museum, som angiveligt skulle være verdens største (eller var det europas største, jeg husker det ikke), ihvertfald var det både stort og imponerende, men til min beklagelse vil jeg tillade mig at konstatere at hovedvægten var lagt på tjekkisk teknik: radio, TV, automobiler, ure, lokomotiver, flyvemaskiner, motorcykler (især JAWA som Ole Olsen kørte i mange år), alt laves hjemme i Tjekkiet. Man fik nærmest indtryk af at landet er selvforsynende. Godt nok altsammen, men hvor var teknikken fra alle de andre lande henne?
TV-tårnet, som blev bygget under kommunisterne, og som stadig i dag er et diskussionsemne, var vi oppe i. Moster gav kaffe og kager, og Kurt er ikke den der siger nej, så selv om han er skide bange for højder, overvandt han ved kagernes hjælp skrækken for radioaktivt nedfald og sælsom undergang. Udsigten heroppefra er fantastisk, man kan tydeligt se at byen har masser af grønne områder med store træer. Flot!
Onsdag aften går vi (efter endnu en fantastisk middag) til koncert i Municipal House med BOHEMIA SAXOPHONE QUARTET, fire saxofoner:
sopran-,Huset er et af de centrale i Praha 1, interiøret er gammeldags og fantastisk velholdt. De fire saxofonister (hvoraf en er kvinde) spiller i halvfjerds stive minutter udsnit af værker som f.eks. Barberen i Sevilla, West Side Story og Rhapsody in Blue.
alt-,
tenor- og
baritonsaxofon.
Alle stykker er komplicerede (at spille), Onkel Peter (som er kyndig jazzmand) nikker af og til anerkendende, de forstår at få maksimal effekt ud af de fire blæseinstrumenter, så man faktisk ikke savner en rytmegruppe; den ville nærmest have været i vejen her. Starlit jr., som selv spiller sax, er bleg af beundring.
I en lokal tjekkisk avis (oversat til engelsk) - The Weekly Prague Paper - kan man læse en artikel om en stjernespiller fra Slovakiets ishockeyhold, som var noget mopset over den skæbne der var blevet hans hold (og land) til del: ud af OL-turneringen allerede inden kvalifikationsrunden.
På transit gennem Tjekkiet så vi mange steder store slovakiske lastvogne, som skulle op til grænsestationen i bjergene og videre til EU, det forjættede land. De slovakiske biler bliver tilsyneladende behandlet på bedste måde, det kan derfor se ud som om de to nationer er på venskabelig talefod, selv om de jo altså faktisk er SKILT fra hinanden ved en aftale, som vel ikke ligefrem kan kaldes venskabelig, og som med tiden vil komme til at betyde endnu mere end nu - især hvis Tjekkiet kommer indenfor i EU og Slovakiet (pænt?) må vente udenfor.
Terezin / Theresienstadt
Theresienstadt (ca. 70 kilometer fra Prag) var vi selvfølgelig også ude at besøge. Vi kørte derud i vores egen bil, og opnåede at få to bøder inden vi kom ud af byen (med moster ved rattet) - det var noget der sled på humøret. Det tjekkiske politi's goodwill kan efter disse oplevelser ligge på et forholdsvist overskueligt sted.
Theresienstadt kender I jo, men jeg vil alligevel fremhæve stedets egen skønhed (en forhenværende befæstning), de rå sovesale med minimal sengeplads, den fremviste film (med dansk tale), som på trods af den dystre baggrund gjorde dagen og stedet til en stærk oplevelse.
Det er godt at den slags steder bliver bevaret for eftertiden, så vi ikke pludselig står i den situation at nogen begynder at så tvivl om de grusomheder der blev begået: Var det nu så slemt som det siges, er det ikke bare propaganda altsammen o.s.v.
På vejen hjem mod Danmark (hvor Kurt sad ved rattet) kom der kraftig sne, fygning og frost på vejen op over bjergene, som adskiller Tyskland og Tjekkiet. Vejene var helt dækket af is og alle lastbiler satte hastigheden ned til det minimale eller standsede helt, men alligevel skred mange ud. Vi slap dog uskadt over. Heller ikke grænsevagterne generede os nævneværdigt, men forblev inde i den varme vagtstue.
Man skal finde sin egen udgave af Prag, for Kurt vil byen være forbundet med sporvogne i regnvejr op og ned ad de brostensbelagte gader, blot slentre gennem regnnnnn...
Lyder det kedeligt?....I don't know, højsæsonen er forlængst forbi (eller endnu ikke startet), jet-settet er taget hjem (sikke et held), kølig temperatur 3-8 grader celsius, vekslende skydække, vi har byen og dens borgere for os selv - hvad mere kan man forlange?
For Kurt & Co. var det tæt på perfektion.
Next stop BERLIN
Vi gjorde en enkelt overnatning på Hotel FUNK, Fasanenstrasse 69, 10719 Berlin - der hvor Die Asta (Asta Nielsen) i sin tid havde en kæmpestor lejlighed. Den var nu underdelt i enkeltrum, som udlejedes til hotellets gæster. Loftshøjden var ca. 3.5 meter, så til en afveksling var der ingen lamper eller dørkarme som Kurt kunne banke hovedet ind i.
Værtinden fortalte om Die Asta (Asta Nielsen fra Danmark) og der var overalt billeder og fortællinger om en af de største stjerner fra stumfilmens dage. Jeg tror hun døde i begyndelsen af 1970'erne, i slutningen af 60'erne var der et radiointerview med hende, som Kurt hørte. Her fortalte hun bl.a., at nazisterne var meget interesseret i hendes evne til at få folk i tale. Hitler sagde engang til hende: "De er en stor kunstner som jeg beundrer meget, De kan forføre et helt folk med blot en enkelt bevægelse."
Hvortil Asta svarede "Mener De denne?", hvorefter hun udførte nazihilsenen.
Og bare til en oplysning, så var Asta ikke nazist, ej heller sympatisør. Hun blev (ligesom Marlene Dietrich) aldrig spændt for nazisternes vogn, men forstod at holde sig på den rigtige side af plankeværket. De fleste anmeldere er enige om, at hendes bedste film er indspillet i perioden 1911-14, og at hendes periode stort set var overstået med udgangen af 1920'erne, men alligevel havde hun mange beundrere langt op i 1950'erne, og selv i dag er fagfolk enige om at hun var et talent udover det sædvanlige, check f.eks. anmeldelse af bogen Stumfilmdivaer: Die Asta og Engberg.
Vi skulle have været med færgen fra Rostock fredag aften kl. 22, men p.g.a. uvejr over Østersøen (mange byer - herunder Rostock - stod under vand) og kraftigt snefald over hele Nordtyskland, besluttede vi at køre vestover mod Hamburg. Sikken tur!
Efter det tjekkiske eventyr i bjergene burde man vel ikke kunne blive overrasket over ret meget, men straks fra vi stod nede i fasangaden fredag morgen, væltede sneen ned, man kunne vel se halvtreds meter frem. Vi ville ellers have foretaget en kort sight-seeing i Berlin, men besluttede p.g.a. vejret at køre vestover omgående. Halvdelen af vejen mod Hamburg foregik med max 50 km i timen, enkelte steder på motorvejen var belægningen skinnende ren glat is, som især lastbilerne kæmpede en forgæves kamp imod.
Kurt sad ved rattet og listede meget langsomt og forsigtigt fremad: når det går nedad bakke og man er pakket ind i lastbiler på begge sider, ved man godt hvad sagen drejer sig om!
Nå, på et tidspunkt begynder isbelægningen at blive tyndere, af og til ses en vej-service-bil som skovler og salter, så det sidste stykke ind mod Hamburg foregik i temmelig høj fart (70-90 km pr. time). Undervejs igennem Tyskland havde vi forsøgt at få fat i ENGELHARDT pilsneren, som min fætter fra Als har anbefalet, men intet-steds syntes man at kende noget til den. Den er omtalt i Politikens guide over Berlin, så den må da findes .....kender mine højtestimerede kolleger noget til denne drik?
Onkel og Tante bor på Fyn, så de vælter os af ved en station, hvorfra vi tager toget videre til Brøndby og de tager bilen det sidste stykke vej hjem. Som sagt i indledningen, så er vi sikkert hjemme igen, Kurt skal forberede søndagens kirkegang nu, så tal venligst sagte...
(slut)
Ovenstående indtryk fra Prag er i høj grad personlige og langt fra komplette.
Hvis du derfor har oplysninger, rettelser eller andet som kan gøre beskrivelsen mere læseværdig, hører jeg gerne fra dig.
Skriv venligst til:
