Jørgen Leth:
"Netop gentagelsen er det smukke"
stort billede
Samtaler om cykling
Udgivet 2012
I uddrag
Jørgen Leth: "Min onkel, Erik Linde, var min "far", hvis vi taler om far og søn-forholdet. Han var gammel sprinter på Aarhusbanen. Jeg tror han nåede at blive Aarhus-mester eller jysk mester. En stor figur i dansk cykling, næstformand i DCU. Men han var først og fremmest chef for Aarhus Cykelbane - eller Cyklebane, som det hed dengang. Det er ham jeg skylder, at jeg i min barndom kom til at kende til cykelsporten.
Vi boede i Fredensvang tæt ved cykelbanen, og jeg var nede på banen til alle løbsdagene. Jeg kom altid tidligt, og havde gratis adgang, fordi Erik havde sørget for, at jeg kunne komme ind.
Jeg var der altid, og jeg kunne vælge mellem to steder at være. Enten på tribunen ved målstregen, den bedste plads overhovedet, for de havde en meget flot tribune. Der kunne jeg sagtens få plads, for jeg kom jo tidligt. Eller også kunne jeg få lov til at gå ind på inderbanen. Det var helt ekstremt. Så kunne jeg sidde på en bænk derinde og møde alle rytterne. Være tæt på dem alle sammen. Mærke lugten af kamfer. Det var et helt særligt miljø. Det var der jeg helst ville være. For her mødte jeg alle datidens store sprintere fra hele verden.
Joseph Scherens, Arie van Vliet, Jan Derksen, Reginald Harris, Enzo Sacchi og danske Aksel Schandorff, der vandt VM-sølv og OL-bronze samt ni danske mesterskaber som amatør og professionel. Alle de store, store sprintere. Som alle sammen var excentriske, mærkelige personligheder. De var af en anden verden. En stjerneklub. Det var vanvittige karakterer. Lidt lige som verdensberømte skuespillere. Og netop dette var helt fantastisk ved banesporten. Men hele den verden er væk nu.
Jeg havde sådan en lille autografbog, som jeg stadigvæk har, en grøn plasticindbundet bog. Den er holdt sammen med hæfteplaster. Jeg har alle de store rytteres autografer. Alle. Jeg var jo privilegeret og var den eneste dreng, der havde fået adgang til at være tæt på stjernerne."
Flemming Toft: Hvad med dine kammerater?
Jørgen Leth: "Nej, de måtte ikke komme ind. Det var kun mig. Jeg fik en privilegeret indtroduktion til cykelsporten. Jeg så alle løbene og kan huske utroligt meget fra dem. Dengang var banesporten meget rig på oplevelser, og Aarhus Cyklebane var fyldt hver gang. De mange mennesker stod i flere rækker rundt om hele banen. Der var ikke nogen steder, hvor der ikke var folk. Og jeg kan huske flagene fra de forskellige nationer, der deltog i Grand Prix'et. Det står som printet fra mine drengeår. Alle mulige flag. Det var helt fantastisk. Jeg husker det som enormt stemningsfuldt. De var der, alle nationerne. Frankrig, Italien, Belgien og Holland, men også mærkelige lande som Finland. Der var Grand Prix for både amatører og professionelle, og det var meget klart opdelt dengang. Det fineste var det professionelle Grand Prix. Fantastisk at forestille sig, at Aarhus Cyklebane havde råd til at have et professionelt Grand Prix, hvor alle stjernerne var med.
Jeg husker Joseph Scherens, som var den ældste af dem alle. Han havde været verdensmester seks gange før krigen. Den krig, som var en afbrydelse af al sport. Og så var han klar til at vinde sit syvende mesterskab efterkrigen.
Joseph Scherens kom til Aarhus i.... det må have været 1946 eller 1947. Han havde en hjelm, som så helt anderledes ud end de andres. Det var sådan en tophjelm. De kørte ikke med lukkede hjelme, som man gør i dag, men med åbne hjelme og remme ned om hagen. Hans var samlet opad, mens de andres var samlet på langs. Det var smart, og Joseph Scherens var ligeglad med, at det var uansvarligt. Joseph Scherens....et fantastisk navn. Han var især berømt for en ting, han kaldte "tigerspring". Han havde en særlig evne til at "springe" med cyklen på de sidste meter, han kunne simpelthen springe forbi de andre.
Der var dog et år, hvor det gik galt. Han skulle øve sit "tigerspring". Det var fantastisk. Alle rytterne kørte rundt på banen, inden løbene startede klokken 19. De kørte rundt og trænede. Amatører og professionelle blandede sig mellem hinanden. De kørte elegant rundt. Det var skide flot. De skulle - som så mange gange før - slutte af med en lille privat spurt. Og Scherens skulle selvfølgelig lige prøve sit "tigerspring". Det gjorde han så på en af de stejle sider. Han fyrede den af, og så styrtede han! Og så var han færdig. Joseph Scherens blev båret fra banen og var ude en halv sæson. Det var et af de dramaer, jeg oplevede dengang."
Flemming Toft: Var det stemningen og det der med stjernerne, som fascinerede dig mest dengang? Eller det fakum, at du kunne komme ind et sted, hvor din kammerater ikke kunne komme med?
Jørgen Leth: "Det var en blanding af alle disse ting. Det var absolut meget stemningen. Det var et eventyr at komme til cykelløb dengang. Jeg har besøgt den bane senere hen, men den har fuldstændig mistet det eventyrlige. Det var et eventyr. Folk var forventningsfulde, der var en helt fantastisk knitren i luften. Banesporten var dengang meget vigtigere end landevejssporten. Det forhold er jo skiftet. Nu er det totalt uinteressant med banesporten. Det er en interesse, som er holdt kunstigt i live for nogle få mennesker. Men før i tiden var det stort. Det samlede folk.
Men det betød også meget, at jeg kunne komme ind i dette paradis. Det var dejligt, for jeg var stjernedyrker. Stor fan og meget optaget af at være tæt på berømthederne. At se dem og næsten kunne røre ved dem. Sige goddag til dem. Få deres autograf. Det var helt utroligt for en dreng. Det førte til, at jeg fik så mange fantasier dengang, når jeg kom hjem i haven. Jeg kom der, fra jeg var otte-ni år, til jeg var 14-15.
Jeg havde mægtigt styr på drengene i mit kvarter. Så jeg iscenesatte sprintermatcher....gående. I havens stier. Vi havde en god sti, som gik rundt. Så fik jeg dem til at gå rundt, fuldstændig som jeg iscenesatte det. Som i en sprintermatch, men altså bare gående.
"Så skal du gå ovenover, og så skal du gå langsomt ned dér, og så lige pludselig skal du gå hurtigt..."
Det var helt vildt, ikke? Og min mor flettede blomsterbuketter til vinduerne, så det skulle se ud som et rigtigt Grand Prix. Det var mine første fantasier."
