Optagelsesprøven i marts-april 1959 bestod af en skriftelig og en mundtlig afdeling og foregik i skolens gamle lokaler på Randersgade Skole. Fra den mundtlige prøve husker jeg, at det foregik under ledelse af forstander Nelsson og lærer Jørgen Ankerstrøm (som vist lige var holdt op på skolen i Hellebæk, ihvertfald fungerede han ikke længere som lærer, dag jeg begyndte deroppe i august 1959). Jeg havde et firkantet armbåndsur på armen med et hul i glasset - et arvestykke efter min afdøde far. Ankerstrøm spurgte interesseret til hullet, og jeg forklarede som sandt var, at der ikke var råd til at få uret repareret.
DKO en vinterdag i 1962
Foto: CykelKurt
Dagbog fra DKO
Det efterfølgende er baseret på dagbogsnotater fra årene 1959-65. Dengang var jeg elev på Det kongelige Opfostringshus i Hellebæk - også kaldet DKO, Skorpeskolen eller Opfostringshuset. Desuden er der tilføjet billeder, kommentarer, elevfortegnelse samt avisudklip og debatindlæg omkring den skandaløse lukning af skolen i 2004.
Det er min hensigt at fortælle om Skorpeskolen, sådan som jeg oplevede den - positivt såvel som negativt. Det betyder ikke at alle, der har gået på skolen, nødvendigvis har oplevet årene på samme måde som jeg. Det betyder, at dette er min version. Læs derfor nedenstående som et indlæg fra en, der var personligt involveret.
Venlig hilsen
Kurt Starlit
aka CykelKurt
Sidst redigeret 2021.Marts.17
==========================================================
Skolens fulde navn er (var)
Det kongelige Opfostringshus
og
Den Thorupske Stiftelse
men den sidste del af navnet blev sjældent brugt.
Den var en tilføjelse som kom til langt senere (1920), mens skolen stammer helt tilbage fra 1753.
Skorpeskolen kort:
- oprettes 1753 af Frederik V på Christianshavn
i det senere Søkvæsthus
(nuv. Orlogsmuseet, Overgaden oven Vandet 58, 1415 K)
- flytter efter nogle år til Kristians Plejehus, Store Kongensgade, K
- flytter 1880 til Kalkbrænderivej,
nuv. Randersgade 10 (Heibergskolen), 2100 Ø
- flytter 1953 til Hellebækgård, Ndr. Strandvej 129, 3150 Hellebæk
- nedlægges 2004
Hvordan var det at være på kostskole i fem-seks år?
Det kommer selvfølgelig an på hvem der giver svaret, men for mit vedkommende var det klart at foretrække frem for de begrænsede muligheder derhjemme på Amager. Jeg var altså ikke egentlig ked af, at jeg skulle op på skolen, faktisk gav min mor mig valget om jeg ville afsted eller ej. Jeg kan huske den dag brevet kom, at hun virkede eftertænksom og sukkede dybt - hun var m.a.o. ikke entydig lettet over at jeg skulle derop. Derfor tror jeg også det var vigtigt for hende, at jeg selv traf den endelige afgørelse.
Jeg har hele tiden følt at kostskolen gav en ballast, som det hjemlige miljø ikke kunne give - ikke fordi jeg prøver at tage afstand fra min baggrund, men fordi opholdet på skolen gav muligheder, som ikke var til stede derhjemme. Jeg vidste, uden at det blev sagt direkte, at derhjemme var det en selvfølge man afsluttede skolen hurtigst muligt, for derefter at søge ind på en fabrik, så man kunne betale for kost og logi derhjemme. Desuden lå det i arbejderkulturen, at man helst skulle have bil, børn og tatoveringer inden man blev 20. Uddannelse var noget overflødigt pjat og kun for "de fine". Jeg gøs ved tanken om at være spærret inde på en fabrik resten af mine dage, så alene af den grund var kostskolen langt at foretrække. I øvrigt arbejdede jeg i kostskoleperioden på diverse fabrikker i mine sommerferier (for at tjene penge til guitar-udstyr); disse arbejdsperioder bekræftede til fulde mine forbehold overfor fabrikslivet.
En skole i forandring
Jeg bemærkede med nogen forundring i febr. 1993 at forstander Ove Henning Jensen forklarede i TV, at skolen er for problembørn. Jeg ved det kan lyde hovent, men sådan var det slet ikke før i tiden. Dengang skulle man for det første ansøge for i det hele taget at komme i betragtning. Dernæst skulle man op til en skriftelig såvel som en mundtlig prøve, og kunne så håbe på at blive udvalgt blandt mange ansøgere. Og for at dokumentere min påstand, citeres hermed i uddrag fra skolens årsberetning 1960-61:
Efter forordning af 1. juli 1799 er stiftelsen bestemt til at være et hjem for mindrebemidlede, velbegavede og flittige børn, der er godt anbefalet fra deres skole, og på hvis opførsel der ikke har været noget at udsætte.Og længere nede:
Fra drengens tidligere skole må der foreligge en erklæring om hans evner og forudsætninger for at følge undervisningen i ekssamensskolen og et vidnesbyrd om hans opførsel og flid med udførlige oplysninger om drengens karakteregenskaber. Endvidere skal drengen bestå en optagelsesprøve, som afholdes i løbet af foråret.
I praksis, da jeg kom gennem nåleøjet til skolen, viste det sig dog at de fleste klassekammeraters boglige kvalifikationer ikke var
meget bedre end de fleste andre. Der var måske 2-3 stykker som klarede sig godt i skolen, mens resten fordelte sig jævnt ned ad
intelligens-, flid- og interesseskalaen. Tesen om skorpen som en særlig højtstående udgave af menneskeracen holdt
ikke i praksis.
Skolens officielle navn er Det Kongelige Opfostringshus og Den Thorupske Stiftelse (den sidste del af navnet bruges sjældent) og
ligger på Ndr.
Strandvej ("Strandvejen") i Hellebæk, altså vejen som går fra Helsingør til Hornbæk langs stranden, med ideel
beliggenhed ud mod Øresund med skove og
søer bagved. De ydre rammer var m.a.o. perfekte.
Jeg husker stadig en del enkeltheder fra den første dag på skolen. Vi ankom fra Randersgade i København med bus; det
var først da jeg steg ud af bussen
oppe på skolen, at det gik op for mig at jeg var "alene i verden": min mor var der ikke længere og jeg skulle ikke hjem til
Gullandsgade. I det øjeblik var jeg
noget beklemt. Jeg fik dog hurtigt andet at tænke på, idet vi blev vist rundt på skolen samt de omkringliggende arealer af
lærer Olsen ("Fus"). Da vi gik over
græsplænen foran hovedbygningen, stak en hveps mig i foden. Det gjorde forbandet ondt, jeg hylede og skreg, men humpede alligevel
efter de andre.
Ankomst til skolen i Hellebæk, 13. august 1959
Vi er kørt bus herop fra mødepunktet på den gamle skole i Randersgade.
V-H: 50 Ole Sandau, 35 Otto Kierkegaard, 92 Flemming Edelskov, 25 Kim Hermansen, 54 Henrik Mundt,
34 Tim Vangsaae, 8 Bjørn Ahlmann-Ohlsen, 17 Steen Brolund, 37 Claus Maiboe, 71 Erik Rathsach,
91 Kurt Starlit, 22 Leif Hansen, lærer Egon Olsen, 15 Poul Kjærgaard, 56 Niels Paulsen og 33 Claus Holm.
Søn. 3. jan. 1960
Var til Opfostringshusforeningens fest i Nimb, hvor jeg fik en xylofon i julegave.
Skolen (eller var det muligvis OHF - Opfostringshusforeningen?) afholdt denne fest hvert år, som virkelig var festlig med levende musik og
alting. Hvad jeg
mærkeligt nok ikke nævner noget om, var en pige som deltog i festen og som jeg blev dødeligt forelsket i. Jeg tror vi skrev et
par breve sammen, hun boede
på Maj Alle i Herlev, så meget husker jeg stadig.
Man. 4. jan. 1960
Rejste op på DKO efter juleferie.
Pygmalion (marts 1961)
I skolens årsberetning 1960-61 er "Pygmalion" (My Fair Lady) omtalt. Det år opførte skolens drenge stykket og på
samme tid husede en lokal fabrikant (Fenneberg) et antal drenge fra Tibet. Situationen i Tibet var dengang lige så problematisk som i dag. Drengene var på vores egen alder, og vi kom godt ud af det sammen. Både skolekomedien og besøget af de intelligente tibetanske flygtninge var en kæmpe oplevelse for os alle:
Med "Pygmalion" fik skolekomedien 1961 sin hidtil største succes. Den blev opført offentligt fire gange i Hellebæk, og sluttede med en opførelse på Marienlyst i Helsingør til fordel for de tibetanske flygtninge. Allerede før juleferien startede prøverne med de tre hovedkræfter, Eliza, professor Higgins og oberst Pickering. Det var vanskelige roller at indøve, men ved et godt samarbejde mellem skuespillerne og forstanderen samt hans broder, musikpædagog Arne Nelsson, lykkedes det over al forventning at skabe den stemning, som manglede ved opførelsen af "My Fair Lady" i København. Kort efter juleferien startede de øvrige skuespillere på at indøve deres roller, og fru Nelsson var begyndt at skabe de kjoler, som skulle forvandle skoledrengene til fornemme damer, hvilket også lykkedes over al forventning.
Efter mange og lange anstrengelser var man endelig parat til premieren fredag den tredie marts, som blev overværet af patienter fra Montebello. Publikums begejstring var ovenud, og ligeså dagen efter, da forestillingen blev opført offentligt for Hellebæks borgere. Antallet af tilskuere var langt større, end der egentlig var plads til i gymnastiksalen. Flere var kommet helt fra København, og mange måtte vende hjem efter forgæves at have forsøgt at få billetter. Om søndagen blev skuespillet opført for forældre og pårørende til de optrædende. Disse lod om muligt til at more sig endnu mere, idet det ofte kunne være vanskeligt for dem at genkende deres børn. Efter forestillingen havde skolen arrangeret en glimrende middag for skuespillere og forældre som slutning på en morsom og underholdende dag.
Som følge af den store succes i Hellebæk forespurgte St. Georgsgilderne i Helsingør, om det var muligt at opføre en velgørenhedsforestilling på Marienlyst til fordel for de tibetanske flygtninge i Ålsgårde. Forstanderen sagde ja, og mandag den trettende blev forestillingen spillet for syvende gang på Marienlyst i Helsingør. Trods billetpriserne var sat til ti kroner stykket, var der helt udsolgt til klokken otte, da forestillingen skulle begynde. Først sang og dansede tibetanerne selv nogle af deres folkesange og -danse, hvilket satte stemningen yderligere i vejret på begge sider af tæppet. Dernæst opførtes skolekomedien, og "skorperne" høstede atter stor succes, denne gang på en proffessionel scene.
Efter forestillingen inviterede direktøren for Marienlyst de voksne og de medvirkende på en "lille" natmad, som bestod af det store kolde bord, alt imens "skorper" og tibetanere fik lejlighed til at stifte bekendtskab med hinanden. Og da man var på vej hjem til Hellebækgård, var det med fuld forvisning om, at nu var der sat et flot punktum for dette års skolekomedie.
Skt. Joseph's Hospital (oktober-november 1961)
Jeg fik sukkersyge mens jeg gik i 3. mellem, og det kom på tværs af skolegang, guitarspilleri og meget andet, men der var ingen vej
udenom. Til sidst kunne
jeg ikke engang slæbe mig op ad trapperne til spisesalen. Sukkersygen blev konstateret af skolens læge, dr. Møller i
Hellebæk. Jeg blev først indlagt på
Hillerød Amts Sygehus, et skrækkeligt sterilt og kedeligt sted, som de fleste hospitaler. Efter en uge blev jeg (efter godt forarbejde af
min mor) overført til
Skt. Joseph's Hospital i København og det forandrede alting. Mit indtryk var, at de ikke vidste alverden om sukkersyge, men
atmosfæren på hospitalet var så
meget desto mere hjertelig. Søstrene var utroligt inspirerende mennesker, og ikke som man måske forestiller sig, nogle snerpede
nonner. Patienterne
havde det rigtig hyggeligt, når de hver dag mødtes i opholdsstuen.
Som prikken over i'et blev jeg grusomt forelsket i en af stuepigerne. Hun var fra Island og bare hendes måde at tale dansk, gjorde mig
blød i knæene. Men
desværre var hun betydelig ældre end jeg, og havde alene af den grund andre interesser. I et forsøg på at komme i
kontakt, skrev jeg på en lap papir, og
lagde den et sted som jeg vidste hun ville se: "True love to the girl from Island" (hvad Island hed på engelsk var jeg ikke rigtig klar over).
Resultatet var
under alle omstændigheder stik modsat hensigten: hun drillede mig i de andre pigers påhør. Jeg anede ikke hvad jeg skulle
stille op, men sørgede bare for
at komme væk, når der var rengøring på stuen. Og som de fleste andre var jeg ligefrem ked af det, da jeg endelig skulle
udskrives efter to måneders
ophold.
22. januar 1962
Jeg er lige blevet færdig med at skrive kladde til en fristil som hedder "Drenge og skydevåben". Havde en let geometriopgave for,
som ikke tog lang tid at
lave. Er også lige begyndt at samle hele klassens autografer ind, men "Esbjerg", det stædige asen, vil ikke skrive sin autograf. Er
begyndt at læse den anden
Silver King bog, som hedder "Silver King kommer til undsætning". Her 3 mdr. før vor konfirmation taler vi næsten ikke om andet
end de dejlige ting vi får.
Har fået fløjlsbukser oppe på linnedstuen, istedet for de andre kulsvirebukser som kradser noget så
nederdrægtigt. Vi må ikke se fjernsyn i aften her på
D.K.O. Jeg har forresten fået opsnust at det er Sten's mor som har skænket det til skolen.
"Esbjerg" er 15 Poul Kjærgaard Andersen.
"Nederdrægtigt" var dengang et ligeså gammeldags ord som det er i dag, men jeg bruger det her, fordi jeg havde hørt min
bedstefar sige det. Det lød sådan
lidt mere voksent.
"Sten" er 17 Sten Daniel Brolund.
Mandag d. 26. februar 1962
Jeg har lige skrevet hjem til mor. På søndag d. 3/3 skal vi hjem på fastelavnsferie og på mandag d. 5/3 får jeg en
elektrisk guitar af mor på forskud i
konfirmationsgave. Konfirmation d. 15/4 (palmesøndag) kl. 10.30 i Hellebæk Kirke. Har startet en anti-nazist klub. 6
medlemmer.
Og hvem de fem øvrige medlemmer er, må du ikke spørge om. Jeg har glemt det.
Torsdag d. 1. marts 1962
Har modtaget den hvide seddel. Dollerhammer var helt tosset i timen i dag.
"Den hvide seddel" er et stykke papir, som overdrager ansvaret for barnet til faderen/moderen (eller værgen), mens barnet er hjemsendt.
Sedlen sendes fra
skolen til forældrene ca. tre uger før en ferie, og skal være skolen (forstanderen) i hænde senest en uge før
hjemsendelsen i underskrevet stand.
Dollarhammer er et øgenavn for en lærer som boede på skolen et årstid, og hed noget i retning af Bjarne Hammer. Han
var skør i knoppen, det forstod jeg
allerede dengang, bl.a. lod han os forstå at han var Danmarksmester i judo - noget han fortalte hver gang der var optræk til
slagsmål. En eller anden religiøs
sekt havde grebet ham, såvidt jeg husker var det Jehovas Vidner eller Indre Mission. Han elskede at fortælle om alle de
afdøde personer han havde kontakt
med, og andre gysere af samme kaliber.
Årets konfirmander 1962, fotograferet på hovedbygningens trappe.
Øverst fra venstre:
- 54 Henrik Mundt (et trin nede),
- 20 Egon Andersen,
- 91 Kurt Starlit,
- 25 Kim Hermansen (et trin nede) og
- 8 Bjørn Ahlmann Olsen
I midten (v-h):
- 15 Poul Kjærgaard Andersen ("Esbjerg"),
- 35 Otto Kirkegaard,
- 33 Claus Holm,
- 37 Claus Maiboe,
- 93 Jørgen Laursen og
- 17 Steen Brolund.
Nederst (v-h):
- 71 Erik Rathsach,
- 34 Tim H. Vangsaa,
- 22 Leif Hansen og
- 56 Niels Paulsen.
Den 5. maj 1962
Det er faktisk længe siden jeg har skrevet sidst, men dagene går så hurtigt. Jeg havde en herlig konfirmation.
Af gaver fik jeg
"elektrisk" guitar 540 kr (mor),- samlet værdi ialt ca. 1540 kr.
trøje 42 kr (mor),
transistor 445 kr. (mor),
guld doublé ur 215 kr (Orla),
penge ca. 300 kr.
Jeg husker desværre ikke meget fra min konfirmation udover at den blev holdt hjemme under beskedne forhold, min mor holdt en tale og min bedstefar (morfar) var tilstede. Den elektriske guitar (Höfner, Model 126) har givetvis været højdepunktet, som jeg havde jeg drømt om i lang tid. Desuden fik jeg et gulddoublé-ur med den eftertragtede fix-o-flex kæde (= høj prestige) af min stedfar Orla.
Sangtimerne i Strandhuset
Strandhuset er en villa som ligger direkte ud til Øresund.
Det er skolens ejendom, og her foregår bl.a. sang- og formningstimerne.
I sanglokalet vendte et stort vindue direkte ud mod Øresund.
Her sad jeg ofte og drømte mig væk i hr. Kongsbo's kedelige timer,
hvor vi bl.a. sang "Blæsten går frisk over Limfjordens vande" og andre af samme skuffe,
mens jeg stirrede ud over det oprørte hav med de vuggende skuder.
Hvor kom de fra, alle de skibe - og hvor skulle de hen?
I rummet stod en antikveret Philips radio m. grammofon.
På dette fortidslevn blev de gamle mestre afspillet, så vi kunne høre
hvordan rigtig musik skulle
lyde. Engang imellem fik vi lov til at tage vore egne favoritter med, og mens hr. Kongsbo vrængede ansigt, nød vi tonerne fra
- "Hello Mary Lou" (Ricky Nelson),
- "Secret love" (Kathy Kirby) eller
- Billy J. Cramer & The Dakotas' første LP, som "Bedstefar" (95 Jens Raunkjær) lige havde købt.
Tegnetimerne var efter mine smagsbegreber rimelige,
så længe man kunne få lov at sidde og dagdrømme,
mens Villadsen fortalte løgnehistorier fra hele verden - et af hans specialer.
Tegneriet i sig selv var skrækkelig kedeligt,
så når vi f.eks. blev sendt ud i byen for at finde et motiv som skulle tegnes,
var det (stadig efter mine smagsbegreber) skrupkedeligt.
Min gode ven og klassekammerat 73 Henrik Jørgensen var til gengæld meget dygtig og
interesseret, ligesom en del klassekammerater ligefrem med længsel så frem til tegnetimerne.
Den første indspilning (1959)
Erik Rathsach og jeg spillede en del sammen i de første år vi gik på skolen.
Hr. Olsen, vores lærer, havde en lille lejlighed på skolen med faciliteter som et
lille indspilningsstudie.
Hans GRUNDIG stereoanlæg virkede overvældende, fantastisk lyd, og så i stereo.
Dengang forekom det at være noget af det højeste
man kunne opnå.
Der stod også et klaver i lejligheden,
som han ofte spillede på og han spillede virkelig godt.
Han inviterede os op i sin lejlighed en
aften, for at lave en
indspilning af et nummer, som han selv havde foreslået: "Sømænd fra Piræus".
Jeg har desværre fuldstændig glemt melodien i dag,
men vi havde det fantastisk hyggeligt og spændende i de timer
indspilningerne stod på. Det kunne
være morsomt at have denne, min første indspilning, i dag.
På den musikalske front var 70 Morten Møller Nielsen (Guitar-Morten) en stor inspiration.
Han havde en lille smart Höfner
guitar og så havde han i det hele
taget en attitude som jeg tror vi var mange der beundrede.
7 Frits Erhald ("Zeus") var også en habil guitarist, men en stille eksistens som
ikke gjorde meget ud af at føre sig frem.
Sommetider havde de begge tilsluttet deres guitarer til et monster af en radio i radiostuen,
hvorefter de spillede og sang så hårene rejste sig (af nydelse).
7 Zeus var den tilbagetrukne, jazzede type.
Han spillede på en elektrisk Höfner guitar med stor hul krop,
som slet ikke signallerede tant og fjas.
Til gengæld gjorde han meget ud af at kunne spille de "skæve klodser",
som f.eks. "dim", "aug" og "maj7" akkorder.
Længere fremme i guitarkarrieren fik jeg at mærke,
at skolens nye forstander absolut ikke havde sympati for "pigtråd" og anden
underlødig støj - faktisk blev
det i en periode overvejet helt at forbyde elektriske guitarer
og forstærkere på skolen, hvilket jeg mildt sagt betragter som et
pædagogisk fejltrin. Næh, her
var det jazz som duede, og så selvfølgelig klassisk,
som pr. tradition havde en særlig status. Derfor fik guitarspillet
efterhånden karakter af
undergrundsvirksomhed.
For mig personlig var guitarinteressen så stor en del af min selvopfattelse,
at jeg hverken kunne eller ville leve et liv uden aktiv
musikudøvelse.
Forstander og lærerstab spildte på denne måde
kræfter på en sag, som på forhånd var tabt.
Les DistraitsMin klassekammerat 73 Henrik Jørgensen var noget nær et geni, han var virkelig dygtig på klaver, kunne spille alt efter noder, byggede model-svævefly, -motorbåde samt højttalerkabinetter og delefiltre - bare for at nævne noget.
Niels Paulsen 56 - sologuitar,
Erik Rathsach 71 - rytmeguitar og
Kurt Starlit 91 - basguitar (nedstemt alm. guitar).
Erik Rathsach, Niels Paulsen og jeg var klassekammerater, Erik havde altid noget godt guitargrej, han fik jo økonomisk hjælp hjemmefra. LEVIN guitar, DYNACORD forstærker (20W, to højttalere).
Niels havde en HAGSTRÖM guitar m. tremolo arm, som havde den rigtige Shadows lyd.
Jeg selv havde min HÖFFNER guitar, som var lavet med Les Paul guitaren som forbillede (det vidste jeg dog ikke dengang, kendte slet ikke Les Paul), HAGSTRÖM forstærker (10W, 1 stor højtt).
Med dette anlæg spillede vi til et par klassefester på DKO.
The Bulldogs
Kurt Starlit 91 - sologuitar & sang
Michael Holm 31 - Framus basguitar & sang
Henrik Jørgensen 73 - trommer & sang
Carsten Gerner Nielsen 29 - rytmeguitar
Takket være hans tekniske evner og systematiske sans fik vi
sammenflikket alle vore løse højttalerenheder til noget som kunne spille.
Kabinettet var stort, ca. 180 cm højt, betrukket med sort nappa,
højttalerstof foran højttalerne, dupper nedenunder, stik bagpå - jo, det var sgu helt professionelt.
Hans store stolthed var et motorfly som var radiostyret.
Man kunne stå på jorden og fjernstyre det over lang afstand.
En dag, da han stod oppe på fodboldbanen,
kom det dog så langt væk, at han mistede kontrollen over det.
Han måtte først hjem og hente en cykel,
optog derefter forfølgelsen, men det
var nu ude af syne. Flyet var fløjet ind over skoven og han så det aldrig mere....
Hans mor var overmåde flink og imødkommende.
Når vi var hjemme i ferierne fik jeg f.eks. lov at benytte deres
badeværelse, fordi vi ikke selv havde et (vi boede tæt på hinanden dengang).
Bagefter blev der serveret kaffe og kager alt imens vi diskuterede tilværelsens
små og store spørgsmål, som fru. Jørgensen
havde særdeles kvalificerede meninger om.
Fru Jørgensen havde købt et opretstående klaver til
Henrik, så han kunne øve sig derhjemme i trediesalslejligheden.
Ofte havde jeg guitaren med op til ham (forstærkeren var nærmest fast stationeret her i ferierne),
så spillede vi efter købte noder, f.eks. "Desafinado", "Dansevise" og andet fra samme skuffe
- det var noget naboerne forstod at værdsætte....(var der nogen der sagde nabostøj?).....
Min klassekammerat 73 Henrik Jørgensen var meget dygtig til tegning. Her er f.eks.
et billede fra Bøssemagergade - der, hvor skinnerne krydser gaden ved Hellebæk Station.
Lux
Lærerne på skolen, som ikke var bange for at udtrykke deres personlig opfattelse om alt mellem himmel og jord, var for de fleste af os
drenge den vigtigste -
og for nogle den eneste - voksenkontakt. Eksempelvis havde vores tysklærer, hr. Leuchsenring (udt. løjsenring) stor sympati for
Sovjet og kommunisterne,
hvilket han absolut ikke lagde skjul på - og hvorfor skulle han? I dagens folkeskole er alle så bange for at blive beskyldt for
nogetsomhelst, at man hellere
siger for lidt end for meget. Sådan var det heldigvis ikke i min skoletid, hvor elevernes sult efter beretninger fra det virkelige liv var
umættelig.
Lux, som vi kaldte ham, var indkaldt i den tyske hær under anden verdenskrig og var udstationeret i USSR i ingeniørtropperne,
altså dem som går forrest,
når det virkelig går løs. Han har fortalt mange hårrejsende historier fra sin tid i den tyske hær, uden at vi
nødvendigvis blev "indoktrinerede" af den grund.
Han sad nogle år i sovjetisk fangelejr, inden rejsen gik tilbage til resterne af Det Tredie Rige. Mange år efter afslutningen af skolen
fandt jeg i en avis
historien om Lux og hans to brødre:
"Jet-pilot i Luftwaffe".
Derudover havde han en mening om ALT, og vi spurgte ham gerne, selvom vi samtidig forstod at han måske ikke var helt normal. Men
netop DET var det
vigtige: at opdage at de voksne er en uhomogen masse af individualister med hvert sit syn på tingene. Den proces var Lux med til at
fremskynde. Dagens
politiske situation fik også et par harske kommentarer med på vejen. Han var derudover fantastisk belæst, alt fra Panduro over
Goethe til Sartre blev citeret
flydende. En spændende person.
Forresten havde han også en sød kone. Hun var helt almindelig (hvad det så vil sige) og havde sikkert en beroligende
indflydelse på ham. De havde en
lejlighed ovre i Strandhuset. Mens jeg endnu kun havde en akustisk guitar, var 71 Rathsach og jeg ovre og drikke te hos ham og hans kone. Vi
havde
guitarerne med og fik lov at spille et par numre. Et af dem var "Apache" og så selvfølgelig "Sømænd fra Piræus" -
vores store hit.
Selvom jeg i det store hele holdt af Leuchsenring, havde han dog på det pædagogiske plan sine begrænsninger. Ideen med at
uddele stokkeprygl til særligt
udvalgte, forekom f.eks. helt urimelig. Pryglene var mildt sagt ikke befordrende for samarbejdsviljen hos de elever det gik ud over. På
samme måde i
tysktimerne, hvor grammatikken var hans et og alt - langt vigtigere end det talte sprog. Resultatet var, at et stort antal elever fuldstændig
opgav det
tyske.
Mange år senere - i 1980'erne - under en rejse i Tyskland, oplevede jeg hvordan skrækken for at begå grammatiske fejl
låste mit sprog fast. Heldigvis hjalp
en flink tysker på vej med bemærkningen: "Tag det roligt, tyskerne kender heller ikke selv deres grammatik". Derefter gled det uden
besvær. Tænk, hvis Lux
(og alle øvrige tysklærere i Danmark) havde sagt det samme!
Kurt er hoppet ud ad vinduet fra Sovesal B, ca. 1963.
Konfirmationsgave og store stolthed, Höfner guitaren,
har tydeligvis GIBSON Les Paul som forbillede.
70 Morten Møller Nielsen
Når jeg skriver at Guitar-Morten var en inspiration og forbillede, så betyder det også - udover guitar spilleriet - at han som
person havde en fin og
tillidsvækkende attitude. Han var ikke mindst tolerant over for lavere rangerende personer, d.v.s. elever som var yngre end han selv.
Dengang var det jo
nemlig sådan at man skulle passe meget på, hvad man sagde og gjorde når der var ældre årgange til stede. Man
kunne meget hurtigt få ørerne i maskinen,
hvilket bl.a. kunne udmønte sig i strafarbejde i de ældres tjeneste eller regulære tæv. Sådan har jeg aldrig oplevet
Morten. Man kunne altid gå til ham og få
et svar - eller hjælp for den sags skyld. Især os, der spillede guitar, havde han et godt øje til.
Da han forlod skolen, kom han i lære som elektriker inde i Helsingør, hvor han i sin fritid spillede i et derværende danseorkester
- The Lockings. De var oppe
i Hellebæk Skoles nye gymnastiksal, hvor de spillede til et DKO skolebal, som blev afholdt i forbindelse med en skolekomedie - vistnok "En
søndag på
Amager". Det var en 5-mands gruppe med løs sanger - en spøjs personage med mørke hornbriller og storternet
jakke.
Morten forklarer senere (2003) om sit og broderens tilnavn:
Jeg havde fået nr. 70, og en lille drønnert fra Rødovre (19 John Olsen, der gik i klassen over mig) døbte mig i mine første dage på skolen med navnet ORM. Den logiske forklaring skulle være, at fordi jeg (i fire år) havde gået på Bogø Kostskole - så skulle jeg helt bestemt hedde BOGORM ! Men det var (og er) ikke et navn, der klangligt lyder særligt godt eller er nemt at råbe. Derfor den afkortede udgave: ORM. (Lærer Porsvig mumlede noget om at det navn engang havde ligget på nr. 53 - det bør måske undersøges på Skorpologisk Institut?). Og ved at anvende samme logik, kunne min rødhårede lillebror (efter 5 år på Bogø) selvfølgelig ikke hedde andet end RØDE ORM. Ak ja.Et andet stykke som blev spillet af skolens elever var "Pygmalion", i perioden 1959-60 tror jeg, og ihvertfald var det under forstander Nelsson. Alle roller blev spillet af drenge fra DKO - det var slet ikke så dårligt. Og apropos drenge i pigeroller, så husker jeg det første år (1959), hvor vi var til krybbespil i Hellebæk Kirke. Også her var det drenge fra skolen som spillede. 71 Erik Rathsach havde rollen som Jomfru Maria (han så virkelig nuttet ud) og 7 Frits Erhald spillede vist hendes partner Josef.
Tir. 14. jan. 1964
Jeg er helt vild i Marianne, må se at skrive til hende.
Har skrevet til Marianne.
Marianne var en pige jeg mødte inde i Helsingør til et af de pigtrådsballer jeg gik til i denne periode. Hun var fantastisk
sød og jeg var syg af forelskelse.
Desværre var det ikke gengældt. Første gang vi mødtes, fik jeg et kys som gjorde mig svimmel i flere dage. Hun boede
på Kongevejen i Helsingør, den
landevej som forbinder Helsingørmotorvejen med selve byen. Her cyklede jeg flere gange ind for at besøge hende, men hver gang
for at finde ud af, at "hun
er ikke hjemme", som der blev sagt.
Lør. 29. feb. 1964
Fest på skolen. Piger fra Roskilde.
Jeg husker ikke så forfærdelig meget fra denne fest, udover at vi alle var frygtelig nervøse på forhånd. Vi blev
placeret ved bordet sammen med hver sin
borddame. Bagefter roste Briand (Strack) mig for min måde at underholde borddamen på: jeg snakkede som et
tærskeværk, sagde han. Om aftenen tror jeg
vi optrådte med et af vore orkestre (der var altid en 3-4 grupper som øvede på skolen), jeg må have spillet bas på
dette tidspunkt (Les Distraits). Af samme
grund tabte jeg kontakten med borddamen.
96 Briand Strack
var meget fugleinteresseret; vi andre drillede ham med hans underlige interesse for rovfugle og den slags kedsommelige ting. Engang havde
han fundet et
egern ude i skoven, som var en del medtaget. Jeg husker ikke hvad det fejlede, men dyret skulle ihvertfald til læge, og Briand var rundt og
spørge hver
enkelt om vi ville gi' en skilling til helbredelse af kræet. Nogle få (bl.a. Torben Gavnholt) gav et bidrag, men jeg gav ikke noget,
må jeg indrømme. Dyret
kom til læge, men døde alligevel et par dage senere.
Som en skæbnens ironi er jeg selv mange år efter ovennævnte drilleri blevet smittet af samme dille som Briand: i dag er det mig
der måber, når en Ravn
eller Havørn banker afsted ude i horisonten. Skal vi snart ud og kigge på fugle, Briand!!
Og som en endnu værre ironi er jeg endnu senere blevet klar over (via hans søn), at han kom ulykkeligt af dage inden han rundede
de halvtreds år. Var der
en af de gamle drenge jeg gerne ville møde igen, så var det ham!
Ons. 22. apr. 1964
Redaktør Jørgen E. Petersen, foredrag om Sydafrika kl. 17.40-18.00
Sydafrika var oppe i tiden. Derfor ville jeg gerne høre foredraget i radioen. Hele klassen blev på ca. samme tidspunkt inviteret
på rundvisning på Hellebæk
Klædefabrik af direktøren himself. Et sted standser han op og fortæller om fabrikkens eksport til så og så mange
eksotiske steder i verden, heriblandt
Sydafrika.
Hørte jeg rigtigt, eksporterede de virkelig til Sydafrika?
Direktøren blev givetvis overrasket over spørgsmålet....
.....Ja ja, men ikke så meget!
Det fik vi nogle gode diskussioner ud af, da vi kom hjem.
Erling Martinsen - dansk, kemi, fysik & biologi
Martinsen boede i Hornbæk, hvorfra han hver dag kom kørende på scooter eller motorcykel. Som person var han
nærmest en standardtype, hverken for lidt
eller for meget - helt igennem normal. Noget vi forsøgte med samtlige lærere var, at få dem til at fortælle om sig selv, om
livet derude, det virkelige liv -
bare noget andet end selve faget. Det lykkedes ofte med Martinsen, bl.a. under Cubakrisen, hvor vi havde en længere diskussion om
mulighederne for krig.
Russerne var lige sejlet op igennem Øresund, så vi følte os tæt på begivenhederne. Martinsen var helt overbevist
om at krigen ville komme og så fandens
alvorlig ud.....nå, så galt gik det jo heldigvis ikke.
På en forældredag (i første skoleår, tror jeg), hvor bl.a. min gamle mor kom derop, fik hun udleveret Kurts karakterbog til
gennemsyn. Under "nærmere
bemærkninger" til danskundervisningen står der: Kurt piller. Det var hun noget bekymret over, og mente at der måtte
foreligge en misforståelse. Selv
følte jeg mig ikke særlig sikker og turde absolut ikke gøre mig klog på udtalelsen. Martinsen var den dag
åbenbart heller ikke på det rene med sagens rette
sammenhæng, og fik ikke forklaret sig særlig tydeligt, men sagde, at hvis det stod der, så stod det der. Men lovede dog at
undersøge sagen. To dage senere
skrev han til min mor og beklagede meget, der var sket en forveksling mellem to elever. Både min mor og jeg åndede lettet op.
Han blev iøvrigt kaldt "Prøve-Erling" p.g.a. en notorisk svaghed for hyppig afholdelse af standpunktsprøver. En anden side
af Martinsen var hans evner som
skøjteløber. Hele klassen var en vinterdag med ham ude på den store sø, hvor han viste alle de frække figurer
som kun rigtige mænd kan. Det var han
virkelig ferm til (og hvem skulle have troet det).
Berømte gæster
I en anledning som jeg har glemt ville to berømte kunstnere komme og underholde drengene: Freddy Albeck (konferencier og sanger
m.m.) og Otto
Francker (komponist og pianist). En af deres betingelser for at spille var, at der stod noget brugbart anlæg på stedet. Jeg husker ikke
hvem der stillede
anlæg til rådighed, men der var ihvertfald nogle problemer med Albeck's mikrofon, hvorfor han, for at bløde den
nervøse stemning lidt op under lydprøven,
udstødte med høj stemme i mikrofonen: "Dette er ikke en prøve - det er et desperat forsøg!" Det løsnede
op.
I det hele taget gjorde de to et meget professionelt indtryk, ikke sådan at de var oversmarte, mere at de kunne deres kram. Mr. Albeck
havde været mange
år i staterne og skaffet sig et navn ad den vej, så det føltes næsten som at få besøg af en præsident
eller noget i den retning, men han klarede ærterne fint,
fik det hele ned på jorden så alle kunne være med, fyrede ofte vittigheder af (det var noget drengene kunne li'). Han sang
selvfølgelig "Old man river", som
slet ikke var min smag - 93 Jørgen Laursen var til gengæld på det nærmeste henført. Og stemmen, den havde
han. Otto Francker spillede bl.a. "Dansevise"
(Grethe & Jørgen Ingmann's Grand Prix vinder fra 1963) i en lækker jazz-vals version, men han måtte jo også vide det
eftersom han selv var komponisten.
Det var noget der gjorde indtryk på Kurt. Jeg troede dengang at vals (ligesom i dansetimerne) var noget stift og tungt, militærisk um-
ba-ba um-ba-ba, men
hr. Francker demonstrerede noget ganske andet. Da de herrer skulle til at daffe ud af bageriet, nåede Albeck lige at sige (som en parodi
på en pædagogisk
lærer): "Opfør jer nu ordentligt........ellers kommer vi igen!"
STOR SUCCES - fint arrangement.
Fifty-fof
En af mine klassekammerat (de indviede ved hvem jeg taler om) var ikke nogen ørn til engelsk, for slet ikke at tale om hans
hjemmeforberedelser. Engang
blev han i en engelsktime bedt om at oversætte fem-og-halvtres. Han vidste det ikke.
Fifty........forsøgte Øbber at hjælpe ham....
....fünf, kom det fra staklen, som var synlig usikker.
Alle hylede af grin.
Øbber bad os om at være stille (og det var en ordre som blev forstået og efterkommet), mens vi ventede på et bedre
svar.
Vor mand var nu rystet helt ud af sjaketten og begyndte febrilsk at gætte.....
...fifty-fof........fofti-fif.......fünfti-fif...
Vi var ved at kvæles af indestængt latter, men turde ikke sige noget, så i en rum tid derefter måtte han finde sig i at blive
kaldt Fifty-fof
(ved DU forresten hvad 55 hedder på engelsk?....næh, det tænkte jeg nok).
Mindelser fra barndommen kan aktiveres på mange måder.Svane på isen
Forleden dag (aug. 2010), da jeg så en film i fjernsynet med Kommissær Columbo,
bemærkede jeg baggrundsmusikken til de efterfølgende rulletekster.
Den satte mig med et slag tilbage til Øbbers time i 1960'erne,
hvor han i det første undervisningsår af engelsk præsenterede
os drenge for to engelske sange, som ingen af os havde hørt før:
"This Old Man" (Knick, Knack, Paddywack)
og
"Old King Cole".
En svane har siddet midt ude på isen i flere dage, vil den mon overleve? Mange elever plus forstander Nelsson står inde på bredden og betragter kræet. Isen er ikke sikker, så det er en risikabel affære at bevæge sig derud. Efter mange overvejelser sendes Per Gade afsted, kravlende på alle fire henover to stiger, som han langsomt og forsigtigt flytter fremad. Da han er tæt på fuglen, ca. fem meter, rejser den sig og går. Et latterbrøl bryder løs inde på land. Per kravler slukøret tilbage.....
Tossestreger eller hærværk? (åh, de smukke unge mennesker...)
Under denne overskrift kunne man fortælle herfra og til juleaften om alle de smukke unge menneskers indfald deroppe på
skorpeskolen, men jeg vil
begrænse mig til et par stykker.
TEKNISK UHELDØbber
I Martinsen's fysiktimer gik der altid et eller andet galt, når der skulle laves forsøg - kemiske eller elektriske. På et tidspunkt kom der et dekret fra undervisningsministeriet som indskærpede, at fremover måtte kemiske forsøg kun udføres af læreren og bag en skærm. De elektriske installationer var ført rundt til hvert bord, hvor der var plads til 2-3 elever. Min sidemand (vi nævner ingen navne) havde fået den idé at kortsluttet plus og minus polen på det elektriske anlæg (som var en forudsætning for kemiforsøgets heldige udfald) lige i det øjeblik hvor Martinsen sætter forsøget i gang. Prøve-Erling (Martinsen's øgenavn) står iført noget der mest af alt minder om en rumdragt og skal lige til at sætte strøm til, da variotrafoen slår fra med et højt klask og alt går i stå.
Hvem var det, råber han.
Intet svar.
Erling bliver skide sur og trasker rundt i klassen (iført sin rumdragt) for at afhøre hver enkelt.
Var det dig?.....(intet svar)..
...Var det dig?.......(intet svar)......
Godt, så aflyser vi undervisningen og afholder standpunktsprøve, befaler han (blev ikke kaldt Prøve-Erling for ingenting).
Det var en straf der sved, og det varede op til flere dage før nye aktioner blev overvejet.
HEJREØEN
Langt ude i skoven, i nærheden af Avlsgården (som militæret ejede) var der på en ø en hejrekoloni (Fiskehejre). Det var den ene af de to tilbageværende kolonier i Danmark. Fuglen blev på dette tidspunkt stadig jaget (det vidste jeg godt nok ikke dengang) og var derfor reelt en truet art (det begreb var vist heller ikke opfundet endnu).
Som rent tidsfordriv gik vi engang 3-4 stykker ud til øen, mens fuglene havde store unger i reden, og morede os med at slå på stammerne med trækøller, så de voksne fugle forskrækket fløj op. En eller anden må have indberettet os, for et par dage senere fik vi en de luxe skideballe af forstander Nelsson for vores dygtighed og opfindsomhed - den var på sin plads!
Og nu vi er ved fugle, så bliver Hellebæk af ornitologer betragtet som et af de virkelig fine observationssteder, fordi der hvert efterår går et stort rovfugletræk denne vej, bl.a. Musvåge. På marken foran Avlsgården kan man her i efterårssæsonen se et antal københavnske kødhoveder med kikkerten rettet mod himlen....
STUUUHRT NUMMER
Dagelev Hans Backhaus blev bl.a. kaldt "Duf-Duf" fordi han var meget jazz-interesseret, og ofte uden opfordring begyndte at simulere kontrabassens arbejde fra dybet med "duf-duf" lyde, som ihvertfald forekom undertegnede vanvittig morsomt. Han kunne i det hele taget simulere mange lyde, bl.a. dykkende jagere, motorlarm og eksplosioner.
Jeg husker ikke hvorfra ideen stammer, men på et tidspunkt gik der sport i at vippe på stolene, eller mere præcist: sidde på eet ben. Samtidig med at man sad på dette ene ben, drejede man stolen frem og tilbage som et bor, hvilket efter en tilstrækkelig ihærdig indsats tilstrækkelig længe afstedkom huller i linoleumsgulvet. Vi døbte fænomenet "Det Borende X" efter den navnkundige indbrudstyv. Efterhånden var der spor efter Det Borende X betænkelig mange steder, hvilket ikke mindst pedel Christiansen beklagede sig højlydt over.
Det næste trin i produktudviklingen var at stable så mange stole som muligt oven på hinanden i en vakkelvorn opstilling - sommetider med et bord nederst. Nu bestod kunststykket i at
- trække nederste stol væk,så der blev fremkaldt en borgerkrigslignende effekt med sammenstyrtende huse, dykkende jagerbombere og efterfølgende eksplosioner.
- få mest mulig inventar i bevægelse (bl.a. de frithængende glaslamper) inden stolene nåede gulvet, og
- lave mest mulig støj og larm mens hele opstillingen ramler sammen,
Disse øvelser fik Backhaus og undertegnede efterhånden opøvet en vis ekspertise i (hvis man må være så ubeskeden), som man skulle rejse langt for at finde andetsteds.
Nummeret blev til stadighed videreudviklet, og i et frikvarter havde vi fået stablet alle lokalets stole helt op til loftet. Til vores store fortrydelse blev vi dog forstyrret i fremførelsen af værket, da hr. Porsvig åbnede døren i det hellige øjeblik hvor Duf-Duf trak nederste stol væk og hele opstillingen styrtede sammen. Effekten var ubeskrivelig. Øbber, som i forvejen var godt træt i ansigtet, skiftede til gasblå. Vi forklarede skyndsomst (efter den værste larm havde lagt sig), at vi bare ville fjerne de stole som stod i vejen...
Jeg tror overraskelsesmomentet var så stort, og samtidig blev der kaldt på Øbber udefra, at han ikke fik tænkt sig om, udover at brøle at vi skulle se at få ryddet op, hvorefter han hamrede døren i. Pu-ha, det var mere held end dygtighed at vi slap uden straf efter dette optrin. Vi ryddede op og det gik hurtigt, kan jeg godt fortælle. Herefter kastede vi vores kreative energi på andre projekter.
Hr. Porsvig var engelsk- og geografilærer og var en respektingydende person, så ballade i hans timer var udelukket. Skulle nogen alligevel få slemme tanker, kunne man være sikker på at modtage en "Øbber-special", hvilket vil sige at han tog fat i elevens hageskind og nulrede det kraftigt v.h.a. tommel- og pegefinger. Når eleven til sidst stod på det sorte af neglene, fik den lige et ekstra nøk inden han slap taget - ofte efterfulgt af en knaldende lussing. Den tur har mange prøvet.
Hvorfor han blev kaldt Øbber ved jeg ikke med sikkerhed, men det har muligvis noget med hans skæve mund at gøre. Han havde haft et eller flere hjerteanfald allerede før vi kom på skolen, så den ene side af ansigtet var delvist lammet. Af samme grund blev han kaldt Fladfisken, fordi hans mund havde en vis lighed med en rødspættes. At han tilmed havde en lettere blodsprængt hud med fregner, gjorde kun ligheden endnu mere slående. Hr. Porsvig havde selv været elev på skolen, og kunne derfor fortælle historier fra dengang han var elev i Randersgade, hvilket han gerne gjorde ved særlige lejligheder. Senere havde han været papirnusser hos forsikringsselskabet Baltica i Bredgade og som karrierens højdepunkt blev han udnævnt til konstitueret (midlertidig) forstander, da den daværende forstander Nelsson ved et kæntringsuheld var druknet fra en båd i en af sommerferierne (1962).
Et engelsk alternativ
En klar modsætning til Øbber var hr. Skov, som underviste i engelsk i det trekvarte år, hvor Øbber var hospitalsindlagt og på rekreation.
Skov's undervisning var på enhver måde et løft i undervisningen. Ikke alene var han meget dygtig til det engelske sprog - havde boet i London i en årrække - han kendte også alle de engelske slangord, som vi drenge naturligvis var meget interesserede i at lære. Engelske sangtekster gennemgik han med klassen, f.eks. The Beatles "A Hard Days Night", som havde været helt umulig, hvis det ikke netop havde været p.g.a. hr. Skov.
Ikke mindst kom hr. Skov sammen med en ung, smuk kvinde, som af og til kom kørende til skolen sammen med hr. Skov i hans hvide MG sportsvogn med kaleche. Vognen skulle vaskes hver lørdag, hvor det for os elever var en særlig ære at få lov til at vaske den. Det fik man lov til, hvis man klarede sig rimeligt i engelsk og iøvrigt gav udtryk for ønsket om at vaske bilen (faktisk var der nærmest kø for at få lov).
Desuden var hr. Skov interesseret i fugle, og gav gerne ideer og tips videre til de drenge, som havde interesse for det.
Det korte og det lange er, at hr. Skov var en lærer som med sit eksempel viste, at et ellers dødkedeligt fag kan gøres levende af den rigtige lærer. Stor tak til hr. Skov!
Praktisk arbejde
Sådan hed det manuelle arbejde, som de fleste blev pålagt efter middagen kl. 13. Et af disse arbejder var den store klokke på
plænen foran palæet, som
blev brugt til at ringe ind ti minutter (tror jeg) før madtid - morgen, middag og aften. 68 Jørgen Frost havde denne tjans en
overgang og senere bl.a. 12
Jørgen Hertz. Der var vist en del prestige i dette job. Selv har jeg i en lang periode under forstander Nelsson haft den tvivlsomme
fornøjelse af holde det
skrå bed neden for hans have og senere det runde bed ved flagstangen ved lige. Det var der med garanti ingen prestige i. Skopudsning
var også en af de
ting man kunne få fornøjelsen af at kæmpe med. Var det ikke hvert år efter sommerferien at man blev udpeget til disse
hverv, og så kunne man ellers få lov
at hygge sig et halvt eller helt år med disse herlige fritidsbeskæftigelser? Nogle af de praktiske arbejder havde selvfølgelig
mere midlertidig karakter, f.eks.
når brændenælder skulle "fældes", eller træer beskæres under Lux' kommando.
Forstander Nelsson ("Flade" & "Grønært")
Han var jo en helt anden type end den senere tiltrædende Ankerstrøm, meget autoritær, ord som diskussion og dialog var
ukendte begreber i de dage; men
tiden var selvfølgelig også en anden. Morgen- og aftensang var en selvfølge under Nelsson, han ledede disse seancer med
megen autoritet. De foregik i
stående stilling
- morgensangen ovre i skolens lange forhal lige inden skolegang,Vi fik på denne måde stiftet bekendtskab med mange gode danske sange, som sikkert ellers ville have været forblevet ukendt område for de fleste af os. Kristendomsundervisningen blev også varetaget af Nelsson. Det var tydeligt at han var på hjemmebane i dette emne, han kunne lide at snakke om disse ting og var givetvis også meget vidende indenfor feltet.
- aftensangen i en af de små stuer i hovedbygningens stueetage før sengetid.
I den periode, hvor jeg havde Det Skrå Bed som praktisk arbejde (sammen med 25 Kim Hermansen), hørte jeg flere gange
at han sad oppe i sin have
sammen med sin kone (sommetider også sønnen Mogens) og diskuterede alskens emner - også dagspolitiske. Der sad de
rigtig og nød tilværelsen, slubrede
kaffe og guffede kager, mens vi andre måtte pukle. Dengang syntes jeg at sådan en stilling måtte være tæt på
det perfekte: total nydelse, total kontrol.
Men manden havde også andre sider. En af mine klassekammerater blev idømt et antal slag med et til formålet anskaffet
spanskrør, fordi han efter sengetid
var blevet grebet i på formastelig vis under dynen - i lommelygtens skær - at have givet sig i kast med læsning af litteratur
indeholdende let (eller slet ikke)
påklædte damer. Alene besiddelsen af denne type litteratur var i sig selv risikabel og ingen behøvede at være i tvivl om at
befinde sig på dybt vand, hvis
man blevet taget på fersk gerning i så henseende. Det blev mildt sagt betragtet som afvigende adfærd og blev behandlet
derefter: et antal svip med
spanskrøret. Afstraffelsen blev i praksis udført i kælderen under skolebygningen og gjorde forbandet ondt - men
glædede forstanderen synligt, har jeg ladet
mig fortælle.
Til tandlæge
Skolens tandlæge boede i Hornbæk (hed vist Rasmussen), jeg var altid bange for at komme derop, han virkede bestemt ikke venlig,
snarere små-irriteret.
Det syntes som om det altid var om vinteren (i den mørke tid) vi skulle derop. Flere gange har jeg gået hjem ad landevejen til
Hellebæk, når bussen var kørt
og der var to timer til næste afgang.
Les Distraits underholder i opholdsstuen,
Fra venstre: 56 Niels Paulsen, 71 Erik Rathsach og 91 Kurt Starlit
To bagerier
Der var to bagerier i Hellebæk, et på Strandvejen og et i Bøssemagergade. For at dele sol og vind lige, valgte man fra
skolens side at få brød leveret
skiftevis fra de to bagerier hvert andet år. Jeg husker ikke hvilken bager der var vores foretrukne, men til gengæld husker jeg tydeligt
hvor der stod den mest
omtalte ekspeditrice: hos bageren i Bøssemagergade. Her fandt man Joan med de store brød, som vel ikke var direkte smuk,
men alligevel havde en kraftig
seksuel udstråling. Og hendes bryster.......jamen, jeg si'r Dem, fru. Heilbundt, der var sgu noget at hænge frakken på - og hun
anstrengte sig bestemt ikke for
at skjule det. Det siges, at man nærmest blev spist af hendes lystne blikke hvis man vovede sig derop - og det var der mange der gjorde
(ikke undertegnede
naturligvis, næ, alle de andre).
Lektielæsning
Obligatorisk lektielæsning foregik for de nederste klassetrin på skolen kl. 16-17. Var man ikke færdig, kunne man fortsætte
indtil 18:30, hvor aftensmaden
blev serveret. Den vagthavende lærer under lektielæsningen stod ofte ude på den lange gang og førte samtale med en af
de større elever, som benyttede
sig af lejligheden til at få uddybet ting, der ellers ikke var mulighed for i hverdagen. Hans Edward Nørregaard (67) var ofte ovre i
skolen, når hr. Porsvig
havde vagt, hvor man af og til gennem den åbne dør kunne høre hvad de talte om. Det er min fornemmelse at Porsvig
virkede som en blanding af
støttepædagog og akademisk sparringspartner for disse elever. Det var ofte temmelig højtravende diskussioner der blev
ført, ikke mindst har jeg Hans
Edward mistænkt for at have øvet sig på holdbarheden af egne argumenter - noget han fik god brug for senere.
Et par eftertanker...
Hans Edward Nørregård Nielsen, tænker læseren, har jeg ikke hørt det navn før?
Jo sikkert, han er jo formand for Ny Carlsbergfondet, som hvert år støtter det danske kunstliv med mange legater. Gennem sine kontakter har han desuden sørget for sponsorbidrag til renovering af Hellebækgård omkring årtusindskiftet. Det fortjener han stor tak for.
Desværre mærkede vi - de yngre klasser - ikke meget til Hans Edward's gavmilde sider oppe på skolen, selv om han efterfølgende har gjort meget ud af at fremvise sine gemytlige sider i bøger og artikler, f.eks. "Synd og skam" i Weekendavisen.
Tværtimod var han ofte lune- eller direkte ondskabsfuld, og man gjorde som underordnet skorpe klogt i at gå langt uden om Hans Edward. Han havde sit eget private tæskehold, der iøvrigt ikke var kendt som skolens skarpeste hjerner (jeg vil skånsomt undlade at nævne deres navne). De ordnede det praktiske, når Nørregård havde set sig gal på en elev, alt imens han overfor lærere og forstander gav den som den gode elev, der gik med fromme tanker om at blive præst.
Nå, heldigvis trak han sig (endelig) som formand for Ny Carlsbergfondet i 2012, hvor han i et afskedsinterview er citeret for at sige: "Jeg kan ikke lide, at man har ret til noget." Nej, det kan man jo sagtens mene, når man selv sidder på flæsket.
I det hele taget var der en række elever på skolen, som gennem deres ageren viste et helt andet image frem, end det de senere er blevet kendt for. Eyvind Vesselbo var på samme måde som Nørregård en af dem man gjorde klogt i at gå langt uden om.
I den modsatte ende af skalaen befandt sig Troels Kløvedal, der i udpræget grad tilhørte tabersegmentet - dem der blev mobbet og ringeagtet. Ordblind og uden interesse for det boglige fik han pligtskyldigst slæbt sig gennem de obligatoriske fire år på anstalten.
Gentagne gange har han senere udtalt sin kritik af skolen og al dens væsen - og om, hvor dårligt han fik det, når han med mellemrum kørte forbi Hellebækgård ude på Strandvejen. Især ideen om adskillelse af børn og forældre var ham inderligt imod. Men åbenbart har han ladet sig besnakke og således temmelig selvmodsigende medvirke i en støttefilm for Skorpeskolen, som blev produceret omkring årtusindskiftet, hvori han udtaler: "Ved du hvad børn skal have? De skal have kærlighed, og så skal de have kærlighed, og så skal de have endnu mere kærlighed." For var der noget vi IKKE fik på Skorpeskolen, så var det kærlighed. Og da slet ikke tabersegmentet.
Desværre har der efterfølgende ikke været den store interesse for at diskutere disse og andre forhold - f.eks. krænkelser af seksuel art - i de fora, hvori gamle skorper mødes. Opfostringshusforeningen (OHF) og dens formål, at bevare og udvikle kammeratskabet mellem skorper, samt at formidle støtte til foreningens medlemmer og skolen, havde ellers været en mulighed for at få luftet ud i visse mugne kroge og få nogle af de ømme punkter frem i lyset:
- drilleri og mobning,Vi taler jo om børn og unge med et uforholdsmæssigt stort, ofte umætteligt, følelsesmæssigt efterslæb fra de tidlige leveår. Derfor kan det også godt undre, at skolen og dens pædagogik slet ikke har haft øje for denne side af sagen.
- forstanderens misbrug af sin uindskrænkede magt,
- kadaverdisciplin,
- magtmisbrug generelt,
- seksuelt misbrug fra lærere og forstander(e),
- problematiske familiemæssige forhold og
- uafklarede personlige forhold.
Senest er det i OHF-regi blevet diskuteret, hvorvidt Peter Høeg's "De måske egnede" stammer fra Opfostringshuset eller er ren fiktion. Det afgørende i den sag er, mener jeg, at Høeg påpeger en mentalitet som levede i bedste velgående på DKO. Om de beskrevne begivenheder stemmer nøjagtig overens med faktiske hændelser, spiller i denne forbindelse ingen rolle.
Fre. 8. maj 1964
På Louisiana. Amerikansk pop-kunst. Dødkedelig. Humbug.
Det er meget morsomt at se, hvordan jeg har skiftet mening om mange af de emner som er behandlet i dagbogsnotaterne. Louisiana er et godt
eksempel. I
dag står stedet for mig som noget i retning af et kulturelt åndehul, når man trænger til at komme væk fra
dagligdagens trummerum og blive ladet op med ny
energi. En delvis forklaring på min modvilje mod Louisiana var at det var de "pæne" drenge - dem der altid sagde ja og nej på
de rigtige steder - der
dyrkede Luisiana, og alt det andet som de voksne, med forstanderen i spidsen, anbefalede: klassisk musik, alvorlige teaterstykker, tunge
litterære værker
etc. Der blev talt direkte nedsættende om det, som de fleste kunne li': piger, pølser og pop.
Uddrag af brev til min mor, febr. 1984:Ons. 27. maj 1964
.....f.eks. elsker jeg at komme på Louisiana, uanset hvem der udstiller, der er simpelthen en speciel atmosfære. Det er som at komme ind i en anden verden, livet er heldigvis andet end det daglige brød og arbejde. Det startede med at jeg blev "tvangsindlagt" til et besøg på Louisiana, mens jeg gik på kostskolen i Hellebæk. Dengang syntes jeg at det var dødkedeligt (vi var vist på Louisiana tre gange i kostskoleperioden), men da jeg kom ud af skolen, kom lysten til at se Louisiana - jeg tror at jeg opfattede stedet som en del af skolen. Da jeg gik på teknisk skole, og vi havde disseher samfundsorienterede timer med en lærer Kalmark, som var virkelig velorienteret i kunst, politik og kultur (sad i byrådet i Hillerød for SF), og vi var på besøg på Louisiana, var det ligesom om det hele "gik i hak". På det tidspunkt udstillede bl.a. Salvador Dali (surrealist), og det var virkelig stærke sager han præsterede. Siden har jeg læst en del om ham, han er virkelig spændende, både som maler og som menneske.
Min afsky i skoleårene overfor maleri, klassisk musik og deslige, hænger også sammen med, at det var duksedrengene, de "pæne" drenge, der havde succes i disse fag (på skolen altså), mens jeg senere opdagede at det var outsiderne - udskuddene - der præsterede det mest spændende, følsomme, fantastiske o.s.v. i kunstens (bl.a. maleriets) verden. Tænk blot på Van Gogh, Gauguin ("Tahiti-maleren"), Toulouse-Loutrec (Moulin Rouge), Salvador Dali........og listen er lang......
Oppe hos Christiansen og stemme guitar.
Christiansen var pedel på D.K.O., men boede ude i byen i eget hus. Han havde et par døtre, hvoraf den ene havde set sig varm på mig - og vice versa. Da jeg havde spillet guitar med "mit" orkester nede på skolen ved flere festlige lejligheder, tror jeg han havde vurderet, at dette var en passende måde at føre de unge mennesker sammen på. Men enten havde jeg ikke forstået det skjulte budskab, eller også var jeg ikke så interesseret alligevel, da jeg fik set nærmere på varerne, ihvertfald blev der ikke mere ud af den sag, andet end jeg holdt et langt guitarforedrag for Christiansen og hans kone hjemme i deres stue, mens den lille søde datter benovet lyttede med.
Lør. 30. maj 1964
60-70 gamle skorper heroppe. De gav sodavand og wienerbrød.
Når der var besøg af gamle elever, var der som regel en mulighed for lidt lommepenge. Da jeg havde nummer 91, opsøgte
jeg blandt de gamle elever dem
som havde haft dette nummer. Hvis man fandt én, og det gjorde jeg (han kom fra København på en Nimbus med sidevogn,
hvori en smuk dame var
placeret), kunne man regne med 5-10 kroner som belønning. Det svarede til lommepenge i et par uger.
Søn. 31. maj 1964
Lå hele eftermiddagen oppe på bakken sammen med Bak.
Fik 10 kr. hjemmefra.
"Bakken" var en udyrket mark med en høj midt på, som lå lige ved siden af skolen. Her lå mange af eleverne om
sommeren og læste lektier og hørte den
forbudte radio. En del elever havde transistorradio, som de for en stor dels vedkommende havde fået i konfirmationsgave - ligesom jeg.
En specialitet var
71 Erik Rathsach, der havde denneher fantastiske
kuffert-radio, som kunne fange alverdens stationer - ikke
mindst Radio
Luxemburg - med lyd i særklasse.
"Bak" er Claus Bak, som i sin tid var på den københavnske TV-station....(hvad-var-det-nu-den-hed)... Kanal København
vistnok. Hans kusine Vivi hørte jeg en
del om, når vi var hjemme hos ham og hans gamle mor, som boede i en lille lejlighed i Moselgade på Amager.
Tir. 9. juni 1964
Bjørn smidt ud af skolen.
Bjørn var min klassekammerat, en flink og hjælpsom fyr. Rent fysisk var han stor, stærk og veludviklet, flere stuepiger sendte
øjne til ham - noget vi andre
godt ville have haft del i. Jeg har et par år efter afslutningen af skolen forsøgt at finde ham deroppe i Hellebæk, hvor han boede
sammen med en af skolens
stuepiger og deres fælles barn. Han var ikke hjemme den dag jeg kom slingrende på Velo Solex (fransk 2-takter, oktan 17), det var til
gengæld hans kone
Doris, så vi fik en lang snak om vores fælles fortid på D.K.O.
Jeg er meget senere (2003) blevet belært af 25 Kim Hermansen, at Allemands-Olsen ganske vist blev bortvist fra skolen, men alligevel fik
lov til at gå op til
realeksamen. Det løser mysteriet med hans tilstedeværelse på billedet af
realklassen i 1964.
Lør. 13. juni 1964
Fandt Makkers hus sammen med Maiboe. Makker hedder Willy Andersen, gift med Tusindfryd (Citronen). Så alle hans dyr, bl.a. en lille
hund der fulgte os
hjem.
"Makker" var en personage, som hver dag kom kørende på en lille to-hjulet maskine der lignede en plov eller jordfræser med
en vogn spændt efter. Han
tømte skolens skraldebøtter, ikke mindst køkkenaffaldet. Han stod for os drenge som en fri fugl fra det virkelige liv, derfor
var det noget af et chok at opdage
at han var gift med en dame som vi foragtede - den sure citron som gjorde rent på sovesalene. Udover "Citronen" blev hun også
kaldt "Bloody Mary", fordi
hun havde store rødmossede kinder og "Tusindfryd" p.g.a. sine kraftige overarme og (mere eller mindre) charmerende væsen.
Tilnavne
Hver elev på skolen havde et nummer. Til hvert nummer knyttede sig et tilnavn, f.eks. hed nummer 3 Træ, 6 Skæve, 7
Zeus/Søv, 20 Døve, 33 Sjuster, 50
Lakrids, men de fleste numre havde nogle kedelige tilnavne og blev derfor ikke brugt, f.eks. hed
71 En-lars,
72 To-lars,
91 En-lems,
92 To-lems o.s.v.
Ons. 23. sep.1964
1,50m i højdespring.
Det var jeg ret stolt over. Skolerekord i saksespring!
At gå i skole
At dømme ud fra notaterne er det jo gået udmærket med skolegangen, selvom der her og der sniger sig nogle katastrofale
karakterer ind. Jeg husker dog
hovedsagelig skolegangen som en trædemølle, der forfulgte mig i fritiden. Jeg følte jeg ikke kunne følge med. Der
blev altid stillet en fandens masse krav.
Det føltes ofte som om lærerne nød at genere én. Lykken var, når vi ingen lektier havde for, og jeg kunne
glemme alt om skolen, og give mig hen i det som
interesserede mig mest: musikken.
Tors. 24. sep. 1964
Til dans. Shake, cha-cha-cha, samba, vals.
Jeg gik først og fremmest til dans for at møde piger. Her mødte jeg Joyce, som var en lidt maskulin type, der spillede
trommer i et dengang kendt
Helsingør-orkester (hvad de hed, har jeg dog glemt). Det var jo lige noget jeg kunne bruge. Hun solgte mig en lilletromme meget billigt (50
kr.), som blev
brugt hjemme på DKO i orkesteret.
Hun red også på hest og havde truet med at komme og besøge mig - ligeledes til hest. Hun ville ride langs stranden derop,
og så var det meningen at vi
skulle mødes nede på stranden, men jeg tror hun skræmte mig med alt sit aktivitets-halløj. Havde hun kun spillet
trommer, havde det været alletiders, men
hun virkede så dominerende i alle henseender, at jeg bagefter tror at det må have været grunden til at den affære
røg i vasken.
Fre. 25. sep. 1964
Kommer ikke til maskinskrivning i år.
Jeg gik til maskinskrivning sæsonen før på Hellebæk Aftenskole, hvor der var arrangeret et specielt hold til drengene fra
DKO. Det var ikke særlig morsomt,
men jeg fik da lært 10-finger systemet - det kommer mig til gode i dag.
Man. 19. okt. 1964
Købe mikrofon.
Det var den store begivenhed, jeg havde ventet så længe på: at få råd til en mikrofon. Det var ganske vist ikke et af
de fine mærker, faktisk var det en billig
plastic-dims, men den var inden for økonomisk rækkevidde for de fleste af os, den kostede under 50 kr. (en LP plade kostede
på samme tidspunkt 36 kr.). Nu
kunne jeg få den eftertragtede lyd med guitar OG sang. Ren magi!
Fre. 13. nov. 1964
Den Pinlige tog Michael og mig i at drikke kaffe om eftermiddagen.
Det var en af vore få glæder som forstanderen her tog fra os. Mange havde købt en lille dyppekoger hos den lokale elektriker
og pulverkaffe i den lokale
Brugs - Nescafé eller Maxwell. Husker du sangen fra Radio Mercur: Kommer kaffen ikke snart, Maxwell kaffen er parat, mel.
Music, Music, Music.
Jeg var givetvis en af de slemme drenge, hvad kaffedrikkeriet angik. Fra nu af blev forbudet indskærpet med trussel om bortvisning, hvis
nogen fremover
skulle være så formastelige at indgive sig i den slags dekadente udskejelser. "Den Pinlige" var et af Ankerstrøms tilnavne,
fordi han ofte brugte dette udtryk
når han skulle beskrive sin afstandtagen fra, eller foragt for et eller andet; så var det "pinligt". Han blev også kaldt "Søm"
uden at jeg ved hvorfor. "Michael"
er 31 Michael Holm.
Medaljens bagside
Der var afgjort fordele ved at gå på kostskole. Men medaljen havde også et par bagsider. Hvorfor vi for eksempel skulle plages
med forbud mod
kaffedrikning, guitarspil og radioaflytning var der vist ikke ret mange der forstod. Forbudene stod ikke til diskussion, og blev ofte oplevet som en
straf uden
anden årsag end straf for straffens egen skyld.
Som tidligere antydet var vi ikke fri for diverse pædagogiske fejltrin overfor eleverne - også seksuelle - men det værste var, at en
stor del af drengene på det
personlige plan var regulært ensomme, og i udpræget grad savnede voksenkontakt (savnet af piger er et kapitel for sig selv, som
bliver for omfattende at
komme ind på her). Man var overladt til sig selv, og kunne ikke regne med at diskretion ville blive respekteret, hvis man betroede sig til en
voksen.
Forstanderen var i kraft af sin uindskrænkede magt på forhånd udelukket som modtager af personlige betroelser. En uforsigtig
åbning overfor denne
magtperson kunne få den forfærdeligste konsekvens af alle: bortvisning til en tilværelse, som for mange var mere end usikker.
Nogle klarede skærene, mens
andre pådrog sig langvarige psykiske efterveer af skoleopholdet. Det må skolens pædagogik i almindelighed - og
forstanderens i særdeleshed - påtage sig
et ansvar for.
Mille
havde afløst den afgåede fru. Jensen ("Kamferheksen"), det sidste år jeg gik på skolen (aug. 1964 - juni 1965). Hun
flyttede ind i fru. Jensen's gamle lejlighed
på første sal af sovesalsfløjen.
Her inviterede hun i en periode - indtil det blev standset af forstanderparret - ofte elever ind på kaffe, småkager og en personlig
samtale. Hun vidste en
masse om det virkelige liv og gav gerne gode råd. Især husker jeg hendes ord om at finde "den lille pige i flade sko", altså den
alt andet end opstyltede
type. "Hun er god til at lave mad, og desuden er hun den bedste i sengen", forklarede Mille. Det kan nok være det råd blev skrevet op
på huskesedlen.
Mille havde ingen faglig uddannelse, men ikke desto mindre lå hendes pædagogiske indsats klasser over, hvad skolens uddannede
lærerstab og
forstanderpar tilsammen kunne præstere. Alene det at alle emner kunne diskuteres, var i særklasse. Hendes interesse for os som
mennesker viser hende
som en person med hjertets dannelse. "Hvordan går det", kunne hun finde på at spørge i forbifarten, og hvis man havde
problemer eller personlige sorger,
var hun villig til at lytte, give gode råd eller ligefrem yde konkret handling.
Desværre blev der ikke set med venlige øjne på Mille's aktiviteter af forstanderen og hans kone. Blandt andet modtog hun et
lodret forbud mod at invitere
drenge ind i sin private lejlighed, og efter tilstrækkelig mange chikanerier fra forstanderparrets side valgte Mille at opsige sin stilling efter et
års
ansættelse.
Hellebækgård en vinterdag i 1962
Søn. 15. nov. 1964
KB-B1909: 0-1.
Hjemme hele søndagen. Kom ikke ind før sidst i kampen.
Ser man det, jeg har også haft sportslige interesser, det havde jeg helt glemt. Det må have været en weekend, hvor jeg har
været hjemme på orlov, at har
været inde i Idrætsparken og se kampen. En af de tidligere elever - Karl åge Præst - havde fået lavet en ordning
sådan at nuværende elever kunne komme
gratis ind, mod forevisning af uniformskasketten. Det har jeg åbenbart benyttet mig af.
DKO-uniformen
I tidligere tider, d.v.s. mens skolen lå i Randersgade (før 1950), og endnu længere tilbage, gik eleverne med uniform hele
tiden, men i den tid jeg har været
på skolen, gik man kun med uniform under hjemsendelsen, d.v.s. under selve rejsen frem og tilbage. Så snart jeg kom indenfor
døren derhjemme, smed jeg
uniformen, som jeg absolut ikke brød mig om. Den vakte for megen opmærksomhed, og det kunne jeg ikke li'. Men flot så den
ud, har min mor fortalt. Den
var mørkeblå med bronceknapper med Frederik d. femte's banner (skolen er oprettet i 1753). Og nu må vi hellere lige
få sat de faktuelle ting på plads:
skolens historie kan læses i artiklen, DKO fylder 250
år.
Tir. 15. dec. 1964
Til øjenlæge. Skal ha' briller. Brev fra Maiboe.
Det er her jeg får briller første gang, dengang syntes jeg det var ret smart, det virkede sådan lidt intellektuelt.
Maiboe og jeg stod hinanden ret nær i skoleårene og den første tid efter at vi forlod skolen (pensionat-perioden på
Jægersborg Alle). Jeg husker ikke hvad
han skrev i brevet, men det har sikkert været de sædvanlige ting: hvor mange piger......åh jo, nu husker jeg, han gik i lære i
en bank, men det var vist så
røvkedeligt, at han holdt op efter det første år. Da jeg flyttede fra ungdomspensionen i Charlottenlund tabte vi desværre
forbindelsen med hinanden. Han var
en karismatisk type, havde en stærk tiltrækningskraft på sine omgivelser.
En vinteraften på pensionatet, hvor vi sad og lyttede til nogle af hans nye LP plader (han havde råd til den slags fordi han boede
gratis hjemme), blev vi
enige om at tage en tur op til Hellebæk for at se, om vi kunne komme i kontakt med nogle af stuepigerne. Hans bedsteforældre havde
et sommerhus i
Hornbæk, hvor vi i værste fald kunne overnatte. Hellebæk havde for os begge en magisk tiltrækning, som er svær at
forklare for udenforstående, men en af
de mere letfattelige grunde var selvølgelig stuepigerne.
Vi tog med toget til Helsingør (som ligeledes har en uforklarlig magi), videre med skinnebus til Hellebæk - den tur vi havde
prøvet så mange gange mens vi
gik på skolen. Stuepigerne boede ikke på selve skolen, men i et hus på Strandvejen, som dog også tilhørte
skolen.
Her gik vi ind og ringede frejdigt på.
En gammel sur madamme lukker op.
Hvad vi vil?
Om Daisy er hjemme?
Nej, hun bor ikke her mere.
Nå, men GurliMargrethe da?
Jo da, oppe på første sal, men gå venligst stille, her bor civiliserede mennesker - og ingen støj efter kl. 22!
Oppe på første sal ventede man på Maiboe (hun må have set os fra vinduet) og det varede ikke længe før
de var i kontakt med hinanden i en grad, der tvang
mig til at kigge ud ad vinduet. På værelset ved siden af boede en buttet model; Maiboe foreslog at jeg gik ind og snakkede med
hende...
Bagefter tog vi ind til Helsingør, for at danse til pip- og popmusik på et sted, hvor vi så ofte havde været dengang vi
boede på skolen. Det var et af de kendte
lokale orkestre, som spillede den aften - The Blue Stars. Bassisten kendte vi, han var dagelev på skolen og blev kaldt Kris. Hans rigtige
navn var Christian -
søn af en af de store kanoner i byen. Nede i hans fars store bungalow kælder havde han og drengene indrettet øvelokale,
hvor den fik en på frakken et par
gange om ugen. Der var altid stopfyldt med mennesker dernede, det var sådan et slags kult-sted, ikke mindst var der mange piger.
Singleguitaristen var guruen, og han spillede godt. Kinks var gruppens store forbillede, og jeg må sige at de kopierede dem godt. Derimod
var Rolling
Stones og i særdeleshed The Beatles "kommercielle" og derfor ikke noget man snakkede højt om i de kredse. En lydeffekt som
reverb (rumklang) blev
regnet for "kommerciel", den var iflg. den lokale guru kun noget man brugte, hvis man hverken kunne synge eller spille og derfor måtte ty til
billige
knaldeffekter.
Nå, men tilbage til dansestedet og pigerne, som insisterede på at tage tidligt hjem, fordi de skulle på arbejde (på skolen)
næste dag. Vi kyssede farvel i
Hellebæk og vandrede videre langs skinnerne til Hornbæk. Det var blevet lyst inden vi nåede frem. Overnatningen var iskold,
ingen mad, ingenting af
ingenting, jeg blev skide syg, men en oplevelse havde det været.
Hellebæk Aftenskole, Ålsgårde
Kurt Starlit, født 12/4 1947. Bopæl: Det kgl. Opfostringshus, Hellebæk, har i vinterhalvåret 1963-64 deltaget i et 40-timers maskinskrivningskursus (10-finger-system, blindskrift).
Ålsgårde, den 15. marts 1965.
Leder: Svend Larsen
Lærer: Mogens Lønstrup
En ung mands problemer
Når man ligger mange mand på samme stue, er man yderst forsigtig med at udlevere alt for meget af sit sjæleliv. Det kan hurtigt
blive brugt imod én selv.
Nogle var dog mere meddelsomme end andre, og fik som tak deres oprigtighed slynget i nakken (i lettere forvrænget udgave) ved en
passende
lejlighed.
Da vi kom i realklassen, var det ligesom det hele blødte lidt mere op. Delvis var vi blevet ældre, og delvis vidste vi at den tid, vi
havde tilbage på DKO, var
begrænset. Bl.a. kom Briand Strack og jeg til at snakke om, hvad vi var mest bekymrede for, når vi kom ud af skolen. Til min store
overraskelse var han
bange for præcis det samme som jeg: ikke at blive gift, ikke at finde en pige. Vi var simpelthen bange for, at alle pigerne var optaget af alle
de andre, som
jo havde været "derude" hele tiden, og derfor haft masser af tid til at løbe godterne op (dengang var et ægteskab
stadigvæk noget som varede længere end
til julefrokosten). Det var noget af en oplevelse at erfare, at de tanker som jeg troede jeg var alene om, blev delt af andre.
Bevis for Realeksamen
Eksaminandens fulde navn: Kurt Clevenland Starlit
Fødselsdato: 12. april 1947
Fødested: Frederiksberg
har i eksamensterminen 1965, som elev i Det Kongelige Opfostringshus, Hellebækgaard, Hellebæk, bestået realeksamen.
Sted og dato for underskrift: Hellebæk, den 18. juni 1965
Skolens leder: J. Ankerstrøm
Under de afsluttende kommentarer finder man følgende passus:
Kurt har gode evner og har arbejdet med middel flid og interesse. Hans opførsel har været god.
Realklassen 1965
Stående fra venste:
- dagelev Niels Georg Lyngby,
- 23 Bjarne Petersen,
- 96 Briand Strack,
- 73 Henrik Jørgensen,
- 47 Kim Lüthmann,
- 95 Jens Raunkjær,
- 104 Poul-Erik Duckert,
- 52 Per Jeppesen og
- 105 Peter Gehrke.
Siddende fra venstre:
- 97 Torben Gavnholt,
- 31 Michael Holm,
- 43 Birger Kaiser,
- 91 Kurt Starlit og
- 21 Erik Kristoffersen
Tors. 26. jan. 1967: 4 mdr.'s jubilæum i Lotten
Efter afgangen fra DKO havde jeg fået ansættelse som kontorassistent i Det kgl. Klasselotteri september 1966.
Jeg havde en speciel følelse overfor Klasselotteriet, fordi jeg i sin tid var blevet udvalgt til "trækkerdreng" oppe på DKO lige
før jeg blev indlagt på hospital.
Denne udvælgelse var en anerkendelse fra skolens side af, at man klarede sig tilfredsstillende i skolen, og derfor kunne tåle at
være borte fra skolen (mod at
læse lektier derhjemme) i de tre uger trækningen varede. Da jeg kom tilbage fra hospitalet, var jeg så langt bagud, at jeg
måtte gå en klasse om, og dermed
var den mulighed røget i vasken.
Ansættelsen i Klasselotteriet gav mig revanche for noget som jeg i sin tid følte mig snydt for. Arbejdet under og især efter en
trækning viste sig at være
forfærdelig kedeligt: kontrol af samtlige lodder på kryds og tværs. Alt foregik manuelt. Udenfor trækningstiden var det dog
skønt at være på Suomisvej, at
blive forkælet af smukke voksne damer er ikke det værste der findes.
Drømmen om fastansættelse på livstid fik en brat afslutning, da der skulle tages stilling til min egnethed som papirnusser.
Begrundelsen for afslaget var, at
jeg havde sukkersyge, det ville derfor være for risikabelt for den danske stat at fastansætte mig som tjenestemand. Ikke desto mindre
havde jeg ikke haft
een sygedag i den periode, hvor jeg havde været ansat. Jeg skrev et brev til finansminister Viggo Kampmann og beklagede min
nød, men fik et stykke tid
efter svar fra hans søn Jens, som beklagede at hans far var ude at rejse, at de alligevel ikke kunne gøre noget, bla-bla-bla
o.s.v.
Det kgl. Klasselotteris Direktorat
Kurt C. Starlit har været ansat i Klasselotteriets Direktorat fra den 26. september 1966.
Da man af helbredsmæssige grunde ikke kunne ansætte ham som tjenestemand, har man set sig nødsaget til at afskedige ham med udgangen af februar d.å. Det bemærkes, at Starlit i ansættelsestiden har udført sit arbejde til direktoratets fulde tilfredshed.
P. Winkel (direktør)
J. Heinricy (personalechef)
Lør. 13. jan. 1968. Fest i Opfostringshusforeningen.
Claus Bak, Børge Jeppesen, Peter, Bjarne Jensen, Arvid Frederiksen, Kurt Mahler, Morten Kruse.
Foreningslivet i OHF var lagt an på selskabeligt samvær. Men i midten af tresserne skulle der helst være en dybere mening med
alting. En klike af garvede
gutter på venstrefløjen (bl.a. Martin Günther) fik lavet så meget ravage i systemet når vi holdt generalforsamling, at
al selskabelighed efterhånden holdt op.
Det er en gammel diskussion, der rippes op i her, men diskussionen var/er, om foreningen skal være rent selskabelig eller
politisk - sådan
sat lidt på spidsen.
Personlig synes jeg godt der kunne være plads til begge dele - det ene behøver ikke udelukke det andet. Det er synd, synes jeg, at
vi tilsyneladende mere
og mere (jo ældre vi bliver) kun vil diskutere de Gøg & Gokke-agtige optrin fra skoleperioden, som afgjort er morsomme, men jo
ikke er hele sandheden om
skoletiden. Det kunne være rart, hvis der også kunne bringes et mere nuanceret og kritisk lys over skoletiden eller den enkelte
lærer/forstander.
Mandag d. 6. maj 1968.
I lørdags var Brita og jeg i Hellebæk til kæmpegilde, Raunkjær og Briand Strack var der også, men ikke
Maiboe.
Det omtalte kæmpegilde var arrangeret af Opfostringshusforeningen, vi skulle mødes på Vodroffsvej. Brita (min forlovede og
senere kone) og jeg var inde i
en rygeperiode, som var en af de ting der skulle prøves (hvis det var godt nok til de rige, var det vel også godt nok til os). Jeg
havde købt en 20-styks
pakning af et fabrikat, som var skide smart på det tidspunkt - LOOK hed det vist - en cigaret som var et antal centimeter længere end
alle andre. Vi røg som
gale i bussen op til Hellebæk.
Briand Strack spurgte på et tidspunkt om jeg stadig sad og sov på et kontor i Københavns Kommune. Da jeg svarede nej,
ville han vide hvad jeg så lavede.
"Sidder og sover på et andet kontor", lød svaret.
Alle grinede.
++++++++++
Ak ja, det er altsammen længe siden nu, mange af mine skole- og klassekammerater er døde og borte, og ikke alle gik det lige godt i livet. Til gengæld står skoletiden med sine fejl og mangler som noget særligt. Så selv om jeg afgjort forholder mig kritisk til en række fænoméner og personer fra skoletiden, er jeg alligevel glad for at have fået chancen for at komme op på Det kongelige Opfostringshus i Hellebæk, og dermed slippe fri af en udsigtsløs fremtid hjemme i proletarmiljøet på Amager. Tak til kammeraterne og tak til Det kongelige Opfostringshus - Skorpeskolen i Hellebæk!
Skorpehilsen
91/64 Kurt Starlit
aka
CykelKurt
LINKS
Skorpeskolens historie (pdf)
Hellebækgård's historie (Kurt Starlit 91/1964)
KiH (Kursusstedet i Hellebæk, 2007)
Skorpeskolen (privatskole, 2013)
Uddrag fra Østerbro Lokalhistorie om Randersgade:
Skorperne i OpfostringshusetDKO - Det kongelige Opfostringshus:
4. klasse i Randersgade, 1909-10
Men iøvrigt var undervisningen moderne...
Billeder fra DKO, 1953 (Poul Grib 27/1955)Debatindlæg & avisartikler (bl.a. Jens "Miller" Povelsen 48/1960)
Billeder fra DKO, 1953 (re-formatteret af Kurt Starlit)
DKO-billeder (Carsten Siems)
DKO-billeder (Kurt Starlit)
DKO elevfortegnelse 1959-65 (Kurt Starlit)
DKO personale 1959-65 (Kurt Starlit)
Jet-pilot i Luftwaffe (lærer Leuchsenring og hans to brødre)
DKO beretning 1961-64 (pdf)
Farvel til Skorpeskolen (WeekendAvisen)
Synd og skam (Hans Edvard Nørregård Nielsen 67/1962)
Kriminel pædagogik
Det begyndte, da Kim skulle overnatte hos læreren
Livvagten i skovens dybe, stille ro
Han ville høre om jeg onanerede
Han fik bule i bukserne, når vi fik smæk
Skorpeskole-elever blev aldrig spurgt om overgreb
Serien vandt prisen som Årets dokumentar 2018 på Radio Prix, og vandt desuden prisen som Årets fortælling 2018 ved Podcastprisen.
OHF - OpfostringsHusForeningen
OHF-billeder (Kurt Starlit)
Flere links (fra OHF's hjemmeside)
Gamle skorper:
Nikolaj L. Petersen
Niels Hertz Jensen (1951-56)
63/1962 Finn "Trisse" Gavnholdt Hansen
Finn's fotoarkiv79/1963 Bjarne "Sakker" Larsen
POST
Melissa Poulsen (skorpe 1998 - 2003)
Kai Dalsgaard (lærer på Skorpeskolen)
28 Poul Erik Magnussen (Kirsten Banke)
21 Erik Reimer (Christoffersen)
Hans Fenneberg (sexmisbrug på Skorpeskolen)
Brian Nicolaisen (sexmisbrug på Skorpeskolen)
Søren Dalsgaard (LUX)
Gudrun X (dagelev på Skorpeskolen)
Thomas Andersen (LUX)
Dokumentet er under stadig overvejelse og redigering. Hvis du derfor har korrektioner, tegninger, fotos, kommentarer eller andet,
som kan oplyse skoleårene på Skorpeskolen, så send venligst oplysningerne til:
Kurt's historie fortsætter med beretningen om perioden
1965-2005.
OHF:
74 Anders Nilsson
.